Tag-arkiv: kultur

Filmorientering

Af admin, den 28. november 2005. 2 svar

For noget tid siden omtalte vi Michael Yon, der jævnligt blogger fra Irak, men med en noget mere positiv vinkel end MSM.

Det var vores bidrag til alsidigheden i MSM, da vi gik ud fra, at de ikke havde lyst til at omtale den slags. Et indtryk vi fik bekræftet, da Berlingske et par uger senere havde en stor artikel om Milblogs, dvs. blogs skrevet af soldater og andre udstationeret i Irak. Af de fem blogs, som blev nævnt, var de fire naturligvis imod krigen; den femte blev beskrevet som våbenglad. Man kan jo gå ind på MudvilleGazette og se, om krigsmodstanderne virkelig udgør 80 pct. af milblogs …. eller man kan sammenholde den danske artikel med denne artikel om samme fænomen taget fra WeeklyStandard. Interessant, ikke?

Så med den dækning i danske MSM må vi hellere fortsætte.

Vi kan nu oplyse, at Bruce Willis overvejer at lave en film, der støtter krigen, baseret på Yons reportager. Læs nærmere her.

Det vil i så fald være en film, der går helt mod strømmen i Hollywood. En virkelig alternativ film. Men nok ikke en, man skal se rosende omtalt i den danske kulturdækning. Her skal film helst ligne alle de andre anderledes film for at blive betragtet som alternativ (på den fede måde).

Om filmen overhovedet bliver realiseret, afhænger af meget, bl.a. af penge. Men der er da et pænt fortilfælde, hvad det angår, hvor endnu en (rigtig) alternativ film fik publikum trukket til. Jeps, det var Mel Gibsons The Passion of Christ. Ikke lige min smag, men der var bestemt et publikum.

Som påpeget i ovennævnte link er der nok et publikum også til Willis’ film. Washington Post har denne meningsmåling, der viser, at de fleste har gennemskuet demokraternes kritik af krigen. Så selvom MSM gør sit værste for at undergrave moralen, kan en enkelt film med det modsatte tema nå et stort publikum.

Go Bruce. Go.

Længe leve Amazon!

Af Mikael Jalving, den 4. november 2005. 4 svar

Enighed om friere bogpriser, lyder det i pressen. Jo-tak: Konkurrencestyrelsen og Forlæggerforeningen anbefaler nu, at forlæggerne får ret til at bestemme bøgernes udsalgspris i fem måneder i stedet for 12. Det er ikke fordi, parterne har hastværk. Ét skridt frem og trekvart tilbage. Kulturminister Brian Mikkelsen kalder det i en pressemeddelelse for et “stort gennembrud” på vejen mod et frit bogmarked, men det er vist kun et stort gennembrud, hvis man er en snegl. Nu skal man ikke klandre kulturministeren, der faktisk skubber på i den rigtige retning, men det er saftsusemig en sløv omgang dansk korporatisme, vi er vidne til. Dér sidder de så og forhandler, mens forbrugerne kigger den anden vej eller holder sig for næsen. Og laver aftaler, som ingen rigtig kan være tjent med. Danske kompromiser henover et mahognibord.

Kulturministeriets pressemeddelelse fortsætter: “På baggrund af en Folketingsbeslutning herom nedsatte regeringen sidste år et udvalg vedrørende fremtidens danske bogmarked, der fik til opgave at se på mulighederne for en yderligere liberalisering af det danske bogmarked samtidig med at de kulturpolitiske hensyn varetages. Udvalget har iværksat en række analyser og gennem drøftelserne i udvalget er der udvekslet argumenter og holdninger. Den seneste udvikling skal ses i lyset heraf. Udvalgets rapport afleveres til kulturministeren den 1. marts 2006.”

Bla. bla. bla. bla.

Længe leve Amazon!

Kultur-konservativ kulturkamp?

Af Jacob Mchangama, den 19. oktober 2005. 7 svar

Kultur-konservative debattører og politikere såsom Søren Krarup og Jesper Langballe har længe opfattet deres fineste opgave som bestående i at føre kulturkamp og dermed gøre op med den omsiggribende politiske korrekthed, der hersker i Danmark. De seneste 10-15 år har denne kamp hovedsagelig omhandlet indvandring. På dette område må de kulturkonservatives opgør med fasttømrede politisk korrekte forestillinger siges at have lykkedes over al forventning. Der er gennemført en stram udlændingepolitik og der er en tværpolitisk konsensus om nødvendigheden af en sådan, der har bred opbakning i befolkningen. Selv om jeg personligt ikke deler holdninger med Krarup et al og ville have foreslået radikalt andre løsninger på problemet med indvandring er jeg enig med de kulturkonservative i, at den hidtidige udlændingepolitik var uholdbar. Massiv indvandring til en velfærdsstat med mange og høje ydelser tildelt efter universalprincippet er en uundgåelig katastrofe.

Men udlændingepolitikken var jo kun en del af det kulturkonservative projekt. Den politiske korrekthed som de kultur-konservative ville gøre op med begrænser sig jo ikke alene til udlændingeområdet, men gennemsyrer hele det politiske liv. Søren Krarup skrev i det kulturkonservative hoforgan Tidehverv artiklen "hvad med kulturkampen?" fra 2004, hvoraf det fremgår:

Resultatet af regeringens indsats står og falder med udfaldet af den kulturkamp, der foregår, har Anders Fogh Rasmussen sagt, og vi er nogle stykker, der er hjerteligt enige med ham, og som efter evne vil støtte og hjælpe ham i kulturkampen. Opgøret med den politiske korrekthed. Opgøret med kulturradikalismen. Opgøret med 1968-ideologien.

Man må derfor gå ud fra, at Krarup og Langballes politiske engagement i Dansk Folkeparti blev indledt med henblik på, at føre kulturkamp mod selve den herskende politiske kultur og dermed kulturkamp på mange fronter, ikke blot én.

Rent faktisk har den åndløse socialdemokratiske velfærdsstat længe før udlændingespørgsmålet været af hovedmålene for de kultur-konservatives kulturkamp:  

I Tidehverv anmeldte Niels Lillelund i 1990 bl.a. Bertel Haarders bog "Grænser for Politik" på følgende måde:

hvornår har vi i Danmark sidst hørt en politiker sige, at der skulle sættes grænser for politik? Hvornår har vi hørt en politiker sige, at det ikke netop var ved politikken og dermed altså politikernes eget virke, at menneskets lykke skulle sikres? Hvor længe er det ikke siden, at en politiker har vovet at sige, at borgernes sjælelige velbefindende ikke nødvendigvis er et anliggende for Folketinget?

Det er længe siden. I disse dage er alt jo politik – det var sandt på Kierkegaards tid, og det er det ikke mindre i dag. Demokratiet er blevet til demokratisme. En totalitær ideologi, hvor alting er underlagt flertalsregimentet…

Men økonomien er ikke det hele. Hvad der skal til er en dekonstruktion af social- og kontrol-staten. Ikke for økonomiens skyld, men for menneskenes skyld. For menneskenes åndelige friheds skyld skal der være grænser for politikken, jf. Jakob Knudsens ord om, at det åndelige må være frihed. Der skal gøres op med den danske model, ikke først og fremmest fordi den er en økonomisk umulighed – den slags regulerer sig selv via bankerotter og andre fataliteter – men fordi den er en svinebinding af mennesket. Fordi den nægter mennesket den mest basale frihed, friheden til at tage ansvaret for sig selv.

I samme blad skrev Jesper Langballe i 1985 en (i øvrigt særdeles interessant) artikel kaldet "konservatisme":

En økonomisk genopretning er udmærket og nødvendig. Økonomi har også med ånd at gøre. At fortælle befolkningen, at den ikke ustraffet kan tilfredsstille sine behov ved at stifte lån er i sig selv et udsagn af ånd. Det er i praksis at hævde loven. Hvis så bare regeringen sagde det, i stedet for at henvise til den økonomiske nødvendighed som en isoleret formel og beklage, at der ikke er råd til at opretholde det ødelæggende velfærds- og behandlersamfund, som den politiske modstander har skabt. Hvis man i stedet for at danne ekko-rum bag socialdemokratiets og de radikales glæde over et bistandssystem, som vil gøre samtlige borgere til bistandsklienter og dermed til fuldkommenhed reproducerer billedet af Tocquevilles paternistiske stat – ja, hvis man i stedet for at beklage nødvendigheden af sociale nedskæringer sagde til befolkningen: – det er gavnligt, især for jeres åndelige sundheds skyld, at der skæres ned på den generelle bistand – det er frihedens forudsætning – så kunne regeringen kalde sig konservativ med ære.

De ovenstående citater står dog i grel modsætning til den politik Krarup og Langballe lægger navn og stemmer til via deres medlemskab af Folketinget for DF. I stedet for at forsvare et Kierkegaardsk eller Grundtvigsk Danmark, hvor det personlige ansvar er i højsædet og folkefællesskab udspringer af frivillighed, ikke statsordineret tvang, forsvarer Krarup og Langballe nu den social-demokratiske velfærdsstat, hvor personligt ansvar er tabu og den materielle lighed et erklæret politisk mål, der trumfer alle andre hensyn. Da de kulturkonservative via deres alliance med Dansk Folkeparti endelig fik magt som de have agt svigtede de således med en enkelt markant undtagelse hele deres projekt og overgav sig til den politiske korrekthed, de ellers forsvor som samfundets undergang.

Så galt står det til, at Søren Krarups egen datter Katrine Winkel-Holm i en artikel på Liberator stillede spørgsmålet "er Dansk Folkeparti et borgerligt eller et socialistisk parti?". Unægtelig hårde ord for Krarup og Langballe for hvem kampen mod marxismen hele livet har været magtpåliggende. Det siger meget om den politiske magts uimodståelige tiltrækningskraft, at to ideologiske løver som Krarup og Langballe i den grad er blevet reduceret til fromme lam.

Hr. Boe om frihed & enerne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. oktober 2005. 16 svar

Eftersom kammeraterne på Information nu omsider har opdaget og eksponeret, hvad nogle af os har vidst længe (men ikke har villet blamere manden med), sker der vist ingen skade ved, at jeg citerer fra sidste uges portræt af den succesrige unge instruktør Christoffer Boe:

Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob

Christoffer Boe har altid skilt sig ud og haft en forkærlighed for hyldesten af eneren. På Filmskolen lagde han stort ud med en trilogi – og med sin spillefilmdebut ‘Reconstruction’ markerede han sig – som en vinder. …

Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

“I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året,” har han udtalt til Berlingske Tidende.

19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.

Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe – da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket – blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som “et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen.”

Negativ opbyggelighed – Kashmir

Af admin, den 25. september 2005. 3 svar

Det er en mærkelig tid, vi lever i, sluttede min medpunditokrat sit seneste indlæg. Jeg kunne ikke være mere enig, men så er det da godt, at nogle ting er konstante, bl.a. den negative opbyggelighed.

Det er titlen på Stjernfelt & Thomsens bog, der fik betydelig ros her, og forfatternes analyse af tidens leflen for det ukritisk negative holder stadig. Som påpeget af forfatterne, er det navnlig inden for kunstens verden, at man kan nyde den negative opbyggelighed i sin mest gennemskuelige form.

Et lille eksempel til opmuntring i disse mørke tider.

I dagens Berlingske er der et interview med Kasper Eistrup fra bandet Kashmir. Det er rosende, men bandet kritiseres for ikke at være politiske nok. Som journalisten bemærker:

Kan det virkelig passe, at der ikke er mere rusk og riv i Kashmir end deres lyriske blend af poesi og abstrakte tekstkrøller. At deres ultimative statement er, at deres musik skal være kunstnerisk vedkommende. Bliver de flinke og dygtige mennesker dog aldrig indigneret over noget, får de aldrig lyst til at råbe op?

Tja, set her fra punditokraternes ståsted i cyberspace er det fuldt tilstrækkeligt, at man som kunstner stræber efter at være “kunstnerisk vedkommende”. Vi er en smule usikre på, hvad det egentlig dækker over, men det lyder som en rimelig ambition for en kunstner. Det er dog helt tydeligt ikke nok for journalisten på dette borgerligt-liberale organ; der skal noget agitprop til.

Den stakkels kunstner prøver først at forsvare sig, men tager sig så sammen og viser, at han skam er med på holdet sammen med alle de andre, hvilket udløser følgende tredobbelte whammy:

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke har lyst til at sige, at jeg ikke er tilhænger af den regering, vi har på nuværende tidspunkt.

Got it?

I denne omskiftelige tid er det rart at vide, at danske kunstnere stadig er blandt de mest konforme og forudsigelige. Det giver da en vis tryghed.

Sommerlæsning – post festum III

Af Mikael Jalving, den 5. september 2005. 2 svar

Det er formentlig kun et fåtal af bøger, der kan tåle at blive læst to gange. Jeg skriver formentlig, fordi jeg kun meget sjældent tager mig tid til at genlæse en bog, selv dem, jeg holder allermest af. At bøger sjældent tåler gensyn, skyldes ikke blot, at de kan være billige paperbacks, der går i stykker, som man læser dem, bøjer dem eller tumler rundt med dem på stranden. Gensynets skuffelse skyldes også, at mange bøger simpelthen ikke tåler gentagelse, dvs. at de ikke holder over tid. Det, der måske imponerede første gang, klarer ikke til et gensyn, hvor man typisk er mere kritisk, ikke mindst fordi man netop er bevidst om, at man læser siderne atter en gang.

Saul Bellow’s roman Humboldt’s Gift (1973) eller Humboldts gave på dansk er en af de få bøger, jeg har læst to gange. Den ene udgave står hjemme i reolen sammen med sin tro følgesvend Philip Roth, en anden af de store amerikanere. Den anden udgave fandt jeg på et loppemarked i Nexø til 10 kr., og da prisen blev forhandlet ned til den halve, var jeg solgt til Bellow – igen.

Saul Bellow, f. 1915, døde tidligere på året, 89 år gammel – stort set uden at danske medier tog notits af det. Hvorfor skulle de også det? Han er jo blot en af de allermest populære forfattere i den angelsaksiske verden, herregud, hvad skal vi kende ham for, når vi har åndsfyrster som Klaus Rifbjerg og Ib Michael?

Alligevel: Saul Bellow kan anbefales. På det kraftigste. Læs ham, når hjertet er tungt, og du trænger til noget at grine ad og med, eller læs ham, når du er på toppen – og mærk suset. Suset fra en ånd, ikke en skønånd som de danske, men en ånd med appetit på verden, de store spørgsmål, de store gåder, menneskets sjæl, udviklet, udfoldet og udtalt af en mand med mange stemmer, som alle er værd at lytte til for deres menneskelighed, herunder svaghed, indbildskhed, storhed, smålighed, intellekt, mod, svigt mm. Brølet og vreden. Naturtro, og alligevel en tak bedre. Som i idéernes verden. Kondenseret.

Jeg har læst Bellow mange forskellige steder: på lokummet på korvetten Peter Tordenskjold. I Toscanas sol. På biblioteket i Edinburgh, da jeg gik død i primærkilderne. På Roskildefestivalen, midt i vrimlen. Og nu også på Bornholm. Men altid berørt, ramt. Sådan skriver en stjerne. Bellow, der bl.a. indhøstede Nobelprisen, Pulitzerprisen og National Book Award tre gange, er rørende uden at være patetisk, dybsindig uden at være dyb – og på højde med læseren uden at være plat. Gammeldags? Ja. Men også moderne. Belæst? Ja, men også beleven.

Bellow er i mine øjne verdens bedst skrivende sociolog. Emnet er det 20. århundredes Chicago, opbruddet, kapitalismen, den produktive klasse, de energiske typer, viljerne, juristerne, digterne, forbryderne, svindlen, konkurrencen på ord, dollars, kompetencer og kommunikation – alt sammen tilsat en solid gang sjælekval og gråd. Han er helt eminent. Også privat, hvor har var gift fem gange, som regel med russiske prinsesser eller noget, der lignede.

Bellow skrev idéromaner, har man sagt. Det er rigtigt, men samtidig et udtryk for, at skuffevis af romaner netop savner en idé, et mål, et postulat. Alle Bellows romaner, i hvert fald de bedste af dem – Humboldts gave, Regnkongen Henderson (1959), Herzog (1964), Seize the Day (1956) og Ravelstein (2000) samt novellerne – er postulater. Deres postulat er, at der findes en sådan verden, som den, romanerne beskriver, og det er lige før, man tror digteren. Det skal man naturligvis ikke – men Bellow er en af de få skønlitterære forfattere, hvis tekster adresserer deres tid og sted uden at blive til journalistik, krønike eller politik. Vi kommer ned i materien, som tilsættes ånd og ramsaltet humor. Der er således noget faktuelt ved Bellow, men det er aldrig tørt eller tamt. Hør f.eks. de første linjer i romanen The Adventures of Augie March (1953), hvor hovedpersonen, der på en måde altid er Bellow selv, beskriver sit ståsted:

“I am an American, Chicago born – Chicago, that somber city – and go at things as I have taught myself, free-style, and will make record in my own way: first to knock, first admitted: sometimes an innocent knock, sometimes not so innocent.”

Mest ikke så uskyldig, får man lyst til at tilføje. For Bellows skikkelser har mange jern i ilden, mange tanker, mange følelser, meget at berette.

Og hvad handler Humboldts gave så om?

Det røber jeg ikke. Læs ham selv. Hvis ikke nu, så næste sommer.

Her er, hvad en række beundrere har sagt om Saul Bellow:

“The backbone of 20th-century American literature has been provided by two novelists: William Faulkner and Saul Bellow. Together they are the Melville, Hawthorne, and Twain of the 20th century. Bellow’s special appeal is that in his characteristically American way he has managed brilliantly to close the gap between Thomas Mann and Damon Runyon.” – Philip Roth

“[Bellow’s] pre-eminence rests not on sales figures and honorary degrees, not on rosettes and sashes, but on incontestable legitimacy. To hold otherwise is to waste your breath. Bellow sees more than we see – sees, hears, smells, tastes, touches… Bellow will emerge as the supreme American novelist. The only American who gives Bellow any serious trouble is Henry James.” – Martin Amis

“Saul Bellow [was] a philosophical novelist… Herzog, for instance, is a wonderful novel because it thinks about European culture.” – AS Byatt

“Saul Bellow [was] a philosophical novelist… Herzog, for instance, is a wonderful novel because it thinks about European culture.” – AS Byatt “Bellow is a humanist, and his attempt to sustain the humanism that has always been associated with the classic seriousness and worth of fiction is one part of his power. But he is also the writer writing of a post-humanist world: the world of survivors, after Auschwitz.” – Malcolm Bradbury

“What he did was create a new American idiom, what he did was infuse the native American idiom with his own Jewish, Western European inflection. He always said he was a writer first, an American second and Jewish third. But all three were elements of his genius.” – James Atlas, Bellows biograf.

Krøniken – DR slår til

Af admin, den 2. september 2005. Skriv et svar

Mit forsøg på at bringe denne blog ned på niveau med MSM indebærer også en (for-)omtale af Krøniken. Som bosat på Østerbro hører det til fornøjelserne, at nye afsnit indspilles i gaderne.

Lige nu indspilles en scene, der formodentlig foregår i 1960'erne. Den optages i forskellige varianter, men indholdet er det samme: hovedpersonen stiger ud af sin bil og konfronteres med nogle betjente, der forfølger nogle pæne demonstranter. Hovedpersonen bliver nu helt uskyldigt antastet af politiet, og i nogle af versionerne bliver han endda slået.

Temaet er velkendt i venstrefløjens historieopfattelse: Når vi blev så glade for diktaturer den gang i 1960'erne og 1970'erne, skyldtes det politivold og det repressive samfund. Naturligvis.

Det lader til, at Krøniken holder det historiske niveau fra Matador. Jeg glæder mig allerede.

Humanismens højborg

Af Mikael Jalving, den 29. august 2005. 1 svar

Hvis betingelsen for at være kunstner er bundløs uvidenhed om fortidens mennesker, strukturer og hændelser, så er Marco Evaristti en fremragende kunstner. Evaristti er manden bag den udstilling, der med kommunekassens hjælp skal brande cementbyen Aalborg som Che Guervaras revolutionære hjemby.

Det er der naturligvis intet i vejen med under vidensamfundets galopperende uvidenhed, hvor alt er tilladt og intet forkert, hvorfor kunstneren da også har det som en guldfisk i en blender og i det hele taget sprudler af vid. Che Guevara “var en meget stor humanist”, udtaler han til Politiken, ikke mindst fordi den fotogene revolutionshelt var imod “udnyttelse af svage mennesker”.

Humanist? Alternativ beskrivelse af en mand badet i blod. Hvis Che Guevarra er humanist, er Marco Evaristti anti-humanist. Humanister dræber mennesker, anti-humanister allerhøjst guldfisk. Hvis denne analyse holder vand, så forstår man bedre, hvorfor en guldfiskemorder ser op til en rigtig morder. Marco Evaristti vil så frygtelig gerne være humanist, dvs. mene og gøre det rigtige, gode og nødvendige, skønt ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge, men under alle omstændigheder være på hold med De Svage uden at sky noget middel. “Man dræber eller bliver dræbt”, som humanisten forkynder. Held og lykke i Aalborg – det nye brand virker. Cementbyen er blevet til humanismens højborg.

Ugens citat: en kunstner om Ché & livet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juni 2005. 3 svar

Gratisavisen Urban kunne d. 15. juni fortælle om den chilenskfødte Marco Evaristti, der blev kendt, da han i 2000 på Trapholt museet udstillede guldfisk i blendere. Han har angiveligt været fascineret af "myten og manden "Che" [Guevara]", siden han selv var en lille knægt på ni med en kommunistisk fader. Til en udstilling i Aalborg har Evaristti nu malet et billede på baggrund af det kendte foto med Che Guevaras kontrafej, hvorhenover han så har håndtegnet Guevaras afskedsbrev til cubanerne ved hjælp af en overhead-projektor. Han siger:

"Che står og kigger på ingenting. Man kan se ensomheden i hans ansigt, der blev et ikon næsten på størrelse med Jesus. Jeg syntes, det var smukt og oplagt at overføre afskedsbrevet til hans ansigt," sagde Marco Evaristti. Han håber, at udstillingen vil få især de unge til at interessere sig for Che Guevara. "Man kan blive et bedre menneske af at se på Che Guevara. Hvis en skoleelev fra Aalborg ser på ham og begynder at interessere sig for hans liv, kan det være, at livet bliver en lille smule bedre."

Tja. Eller kortere.

SWIII: ROTS update

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. juni 2005. Skriv et svar

David Gress og jeg krydsede fornylig lyssværd m.h.t., hvorledes man ideologisk skulle fortolke den seneste Star Wars film. Da jeg grundet familieudvidelse p.t. ikke har tid til at skrive langt, velformuleret eller indsigtsfuldt, skal jeg blot nøjes med here at linke til en anden, der hælder i samme retning, som jeg.

Apropos Grundtvig

Af Redaktionen, den 6. juni 2005. Skriv et svar

Kulturministeriet oplyser, at omkring 45.000 mennesker – hvortil formentlig også regnes børn – deltog i arrangementet “Historiens Dag” for et par søndage siden. Når man tænker på, at der ifølge ministeriet er bevilget 1,6 mio. kr. til arrangementet, som udmøntede sig i ca. 700 “historier” spredt over det ganske land, så giver det en udgift på 35,50 kr. pr. deltager eller godt 2.200 kr. pr. “historie”.

Dette ikke sagt i forargelse, eftersom det faktisk er overraskende billigt – for et offentligt finansieret kulturprojekt.

Hvad der er mere overraskende, er, at det ministerium, der traditionelt – i de glade dage under såvel radikale skønånder som socialdemokratiske teknokrater – anså det for sit ypperste privilegium at bruge penge uden at sige til hvad og hvem eller hvorfor, nu er trådt ind i det 21. århundrede, hvor offentlige myndigheder giver borgerne besked om, hvad deres gysser går til, og det helst i en vis fart, sådan at borgerne har en fair chance for eventuelt at stemme administratorerne til Bloksbjerg en skønne dag.

Det lever Kulturministeriet nu op til og er af samme grund et eksempel til efterfølgelse, selv om man kan mene, at den “skattejagt med over 700 poster”, som kulturministeren roser i en pressemeddelelse, blot er en billig stemmejagt. Stemmejagt eller ej – billig, dét er den. Apropos Grundtvig – som bliver ved med at dukke op på tidens debatsider – så har vi danske i sandhed drevet det vidt, når få ministerier bruger for meget, og færre ministerier oplyser for lidt.

Après Nous, le Deluge?

Af Igor, den 5. juni 2005. 2 svar

De danske socialdemokratiske partier har forsøgt at begrænse adgangen til de danske “velfærdsydelser” via forskellige stramninger i indvandrerlovgivningen. Den strategi er selvfølgelig fuldt ud rationel, al den stund en stadig voksende andel af danske vælgere er direkte afhængig af statslige overførsler. Forskellige argumenter har været anvendt for at legitimere denne strategi. Enten har man villet beskytte det dansk arbejdsmarked (Læs: fagforeningerne og de høje danske lønninger), eller man har villet beskytte den tilsyneladende helt særlige og åbenbart voldsomt berigende danske kultur.

Netop muligheden for fredelig sameksistens mellem forskellige kulturer er omdrejningspunktet for Chandran Kukathas bog Liberal Archipelago: A Theory of Diversity and Freedom. I bogen stilles en række højaktuelle spørgsmål: Hvad er principperne for et frit samfund, hvori der findes kulturel diversitet? Hvordan kan individer med forskellig kulturel baggrund leve sammen i et frit samfund? Hovedbudskabet i bogen er, at et frit samfund kan opretholdes på trods af kulturel diversitet ? Abendland og vestligt forfald er altså aflyst og ikke forbundet til indvandring eller kulturel heterogenitet. Kukathas’ hovedargument er, at et frit samfund bygger på retten til foreningsfrihed. Det indebærer, at det enkelte individ skal have ret til at indgå i de foreninger vedkommende måtte finde berigende, interessante eller af andre årsager gerne vil være en del – så længe der er en reel mulighed for at melde sig ud.

Det stiller mindst to spørgsmål: Hvor er udmeldelsesblanketten til “velfærdsstaten” og – hvorfor er det urimeligt at muslimer eller andre vil have ret til leve efter selvpåførte regler så længe de kan afbryde deres kontrakt?

Ugens citater: Lars "von" Trier om frihed, Bush og verden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. maj 2005. Skriv et svar

Fra sidste uges bundløse dybder i Cannes rapporterede Jyllands-Posten disse interessante filosofiske ræsonnementer:

“Grunden til, at der ikke er svar i min film, er, at det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt gælder om at holde spørgsmålene åbne. Sådan at forstå, at et ord ikke bare hedder demokrati. For demokrati er ikke bare demokrati. Demokrati er noget, der bliver nødt til at blive diskuteret og genopfrisket hele tiden. Det samme gælder ordet frihed. Spørgsmålene skal være åbne. Ellers bliver demokrati og frihed ord, som vi alligevel ikke er enige om betydningen af.”

Så altså noget skal ikke bare være, hvad det er, men evt. også være en masse andet, inkl. ting som det ellers ikke er. Frihed og demokrati for nogle kan f.eks. godt blive opfattet som ufrihed og mangel på demokrati af andre, og fordi nogle kan opfatte ting anderledes end andre, er der ikke noget, der nødvendigvis er, hvad det er–og det bliver vi nødt til at diskutere. Men hvordan kan man diskutere sig frem til “noget”–en slags konklusion–hvis intet er rigtigere end andet. Hmmm.

Og videre:

“Jeg tror ikke på, at der ligger oliemillioner, taktiske manøvrer og andet bag [Bush]. Han kan kun gøre, hvad han gør, hvis han mener det. Alt andet er umenneskeligt. Dybest set tror han på, at det bliver en bedre verden. Det tror jeg også, at Stalin og Hitler og alle dem gjorde.”

Så altså en slags syllogisme: 1. Bush ønsker en bedre verden. 2. Stalin og Hitler ønsker en bedre verden. –> 3. Bush = Stalin og Hitler. Eller hva’?

Vi lader de smukke og indsigtsfulde levende billeder stå og flimre et øjeblik.

Kraften er med SWIII: ROTS

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. maj 2005. 1 svar

Ok, så fik jeg set Star Wars III: Revenge of the Sith. Og hvad synes jeg så? Var den god i sig selv? Var den en passende "afslutning" på en stor serie? Var den politisk korrekt og anti-Bush?

Ja, jeg synes, at den var god: Den var relativt underholdende, fik sat historien på plads og flettet tråde, var filmisk ekstremt flot og var passende dyster, og den var ubetinget den bedste i den nye "prequel" trilogi. Ja, jeg synes, at teknikken tog lidt overhånd, og ja, selvom historien blev knyttet sammen, er der både gabende huller og decideret fjollede uforståeligheder.

Men ja, først og sidst: jeg mener fortsat, at det er en fantastisk frihedsorienteret historie, om kampen mellem det gode og det onde, mellem frihed og tyranni.

Det kom klarest til udtryk i en af filmens mest centrale scener, hvor kansler Palpatine har afsløret sig som Darth Sidious, har indledt angrebet på Jedi-ridderne og med et forvredent ansigtsudtryk udbryder i et halvtorgastisk skrig, hvad han nu har opnået: "… unlimited power!"

Og jeg syntes godt om scenen, hvor Padmé Amidala deltager som senator, da senatet vedtager at afskaffe sig selv og overgive al magt til kansleren som kejser i det nye galaktiske imperium som skal erstatte republikken: "So this is how liberty dies? To thunderous applause." Det er desværre set for mange gange udenfor filmlærredet.

Der er også to fine scener mellem Palpatine og Anakin Skywalker, hvor førstnævnte afslører sig som en moralsk relativist og en magthungrende opportunist, og hvor der klart er en sammenhæng mellem de to aspekter. "Good is a point of view" siger Palpatine affærdigende over den unge Skywalkers endnu naive moral, og lidt senere: "If one is to understand the great mystery, one must study all its aspects, not just the dogmatic, narrow view of the Jedi." Altså, man skal ikke kun være skeptisk overfor "kraften" og bruge den fornuftigt; man skal også se potentialet i dens mørke sider.

MEN … det er klart, at der også har sneget sig lidt politisk korrekthed ind, og det er tydeligt, at der var et par indsatte "hip", der var rettet mod Bush, og som uden tvivl ville have lydt i hvert fald lidt anderledes, hvis filmen havde været lavet for 28, 18, otte eller blot fire år siden.

Heldigvis var begge dele relativt beskedne i forhold til historiens hovedtema.

Eksemplet på politisk korrekthed er den af David Gress og National Review Online omtalte indledningstekst om, at der i klone-krigene "var helte på alle sider og ondskab alle steder". Det er faktisk lidt svært at få øje på heltene på "mørkets side", hvor den mindst onde formodentlig er Anakin Skywalker/Darth Vader–og han slår i denne film små, uskyldige børn ihjel! Og at kalde klonerne for helte er jo decideret absurd (for så vidt at "heroisk" er noget, mennesker er–ikke maskiner).

Irriterende er også den post-moderne formulering fra Padmé om at "This war happened because of a failure to listen." Nej–krige begynder ikke fordi folk ikke taler nok sammen eller lytter nok: De begynder, fordi nogle synes, at det er ok at anvende vold mod andre.

Det efter min mening mest inderligt irriterende er derimod i filmens dramatiske højdepunkt: lyssværdskampen på vulkanens rand, mellem Obi-wan Kenobi og Anakin Skywalker. Skywalker hylder her imperiet som garantien for, at magten nu kan bruges til at nå gode mål med, og at den kan garantere fred og sikkerhed, og at dem, der er imod dette, er imod Anakin. Hertil svarer Obi-Wan, at kun en mørkets fyrste taler i sådanne moralske absolutheder.

Det irriterende ved dette er efter min mening ikke så meget, at dialogen tydeligvis er blevet passet til, så den kan give associationer til Bush-regeringens argumenter i krigen mod terror. (Sammenlign Anakins "If you're not with me, you're my enemy." med Bushs "Either you are with us, or you are with the terrorists.") Jeg mener sådan set, at det er sundt nok at minde amerikanerne (og alle andre) om, at dét at opgive noget af ens frihed af hensyn til ?trygheden? kan være en farlig handel?og én som man ofte kun kommer til at lave én gang.

Det afsindigt irriterende er derimod, at replikken er i direkte og skærende kontrast til det billede af Sith-fyrsten, Darth Sidious, der er blevet tegnet blot kort før: som netop moralsk relativist. Der er intet absolut over Sith-fyrsten andet end den absolutte magt–og det er tydeligvis ikke det, Kenobi refererer til.

Og i selv samme sene siger Obi-Wan: "Don't you see? Chancellor Palpatine is evil!", hvortil Anakin svarer, "From my point of view, he is good." Altså, her giver Obi-Wan netop udtryk for, at der er moralske værdier, hvorimod Anakin giver udtryk for en slags post-moderne relativisme.

Her–som i den indledende tekst om "helte på begge sider" og i Padmés ord om dialog–virker det vitterligt som om, at den gode George Lucas (som så mange amerikanere) har forvekslet det at være frisindet og tolerant med det partout at skulle være relativist. Det er manuskriptændringer, der ikke blot er overflødige men direkte i strid med resten af film-seriens ånd, og det kunne man have været foruden.

Men, men … I det store billede var dét detaljer. Og de kompenseres meget godt af "mørkets kræfter" i størstedelen af serien ganske klart er venstreorienterede: Tilhængere af en stor offentlig sektor, handelsprotektionisme og modstandere af frihed, konstitutionalisme og magtdeling. Og skal man endelig se lighedspunkter mellem kansler Palpatine/Darth Sidious/kejseren–altså en relativistisk politiker, der undergraver friheder og konstitutionalisme og tilraner sig magt–så er der langt mere klare og nære eksempler end George W. Bush, og de er stort set alle venstreorienterede i et eller andet omfang (Fidel Castro, Robert Mugabe, Hugo Chavez, Vladimir Putin, Saddam Hussein, Tony Blair). I mellemtiden har den udmærkede John Tierney (som vi tidligere har omtalt) dette noget andet (og ikke uinteressante) "take" på filmen.

PS. Hayden Christensen er en forfærdelig skuespiller! Han har to ansigtsudtryk: ét tomt og ét, hvor han ligner en ung Christopher Lambert i første halvdel af Greystoke. Christensens bedste scener var i filmens sidste ti minutter … 😉
PPS. Natalie Portmans fine skuespiltalent er her klart underudnyttet. Til gengæld har hun jo ihvertfald én anden, ganske væsentlig kvalitet, som dårlig instruktion ikke kan spolere.

May the force be with you …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. maj 2005. 2 svar

Mange er gennem tidens løb blevet klar over, at George Lucas formodentlig skjuler en frihedselskende liberal bag sin Hollywood-maske–der er ihvertfald en hel kult af folk, der har læst libertære politisk-ideologiske budskaber ind i hans film (f.eks. Samizdata.net).

Og i dagens anledning–hvis De skulle være i tvivl: den 28 år ventede premiere på Star Wars III–leverer Punditokraterne et par relevante link. Bare sådan lige for at markere, at der i hjertet på enhver mere eller mindre gråsprængt Punditokrat gemmer sig en lille dreng–f.eks. én der for ca. 28 år siden, som pre-pubertær knægt, tryglede den lokale kioskejer om den Star Wars-plakat, han havde hængede som reklame i sin lille butik på Læssøegade, og som brugte en lommelygte til at illudere det lyssværd, han kunne bekæmpe "The Evil Empire" med. (Eller var det en anden historie?)

Økonomen Mark Thornton havde i sidste uge denne artikel på Misesblog ("What is the 'Dark Side' and Why Do Some People Choose It?"), og den er en fortsættelse af et par tidligere om samme emne. Jeg skal selv se filmen på søndag–and may the force be with you too …

Når tågen letter

Af Mikael Bonde Nielsen, den 11. maj 2005. 3 svar

Opgøret mellem den klassiske liberalisme og den nationalt orienterede kulturkonservatisme har været længe undervejs. Men nu sker der tilsyneladende noget! I Berlingske Tidende har flere skribenter, med salig Grundtvig som trojansk hest, kastet sig over den nyliberale ungdom, fordi de angiveligt skulle være helt og aldeles afstumpede på det værdimæssige plan. Men hvad er det så for værdier, de savner, disse unge mennesker? Tilsyneladende en helt grundlæggende forståelse for, at de er en del af et folkeligt fællesskab, forpligtet på den kulturelle nærhed, som nationen indlejrer dem i. Sagt på den pæne måde. For når vi søger ind bag fraserne, ind bag den banale og illusionsløse kendsgerning, at vi som mennesker altid er underlagt tid og rum, står vi tilbage med et stort og ubesvaret spørgsmål: Hvad konstituerer et folkeligt fællesskab? Er det en bestemt fornemmelse, en særlig følelse eller et immanent instinkt?

Det har desværre altid været en konservativ uvane, at beskrive nationer, kulturer eller folk som levende organismer. Det er et levn fra Platon, som i nyere sammenhæng bl.a. har fået mæle af Oswald Spengler; manden bag Untergang des Abendlandes. Heri udfoldes den biologiske analogi i sin rene og teutoniske form, hvor mennesker sidestilles med celler i en krop, der forventes at udfylde bestemte funktioner og i øvrigt underordne sig den fælles målsætning; organismens velfærd, trivsel og overlevelse. Frisatte celler eller individer, der agerer på egen hånd eller ud fra egennyttige motiver, opfattes i en sådan kontekst som en slags cancer. Men analogien er bedrag, trods dens åbenlyse pædagogiske potens. En celle i en krop har ikke en selvstændig eksistens. Hvis den revolterer, begår den selvmord. Men et menneske har en fri vilje, et personligt formål og en betydelig evne til at klare sig selv.

Det organiske og harmoniske folkefællesskab er med andre ord en myte; dog en myte der for tiden gives konkret indhold i en indegemt blanding af biedermeiersk verdensforskrækkelse og spenglersk civilisationskritik. Men sådan markedsføres det naturligvis ikke. Nej, kulturkonservative stiller artige spørgsmål, som fx Rüdiger Safranski: Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch? Og i en verden, hvor der altid er angstneurotisk søgning efter undergangsforklaringer, virker passager som denne helt tilforladelige:

“Den neoliberale globalisme er en legitimationsideologi for kapitalens uhæmmede bevægelse på jagt efter gunstige anvendelsesbetingelser”.

Safranski suppleres af andre germanere, der tænker og skriver i variationer over samme tema. Det drejer sig fx om Botho Strauss, der i Anschwellender Bocksgesang gør op med selve moderniteten, de intellektuelle og invandrerne; og om Peter Sloterdijk, der i Kritik der zynischen Vernunft gør op med rationalitet og oplysning, og senere i Die Verachtung der Massen på elitær vis gør op med det elitære. Og sådan kan man blive ved.

Hvorfor er disse forfattere så interessante i relation til en dansk værdidebat? Det er de, fordi de har danske tolke, der fungerer som aktive meningsdannere i forhold til den kulturkamp, som statsminister Anders Fogh Rasmussen har skudt i gang. Det drejer sig om unge kulturkonservative som Kasper Støvring, Morten Uhrskov Jensen, Michael Phil, Adam Wagner, Jesper Rosenløv og mange flere, der er aktive i det kulturkonservative og stærkt nationalt orienterede inspirationsnetværk Nomos.

Deres indflydelse kan diskuteres. Men når chefredaktøren for Berlingske Tidende bemærker, at statsministeren har rykket “fra økonomisk liberalist til kulturkonservativ”, så giver det næppe mening at påstå, at deres indflydelse på Venstres politiske udvikling er mindre end den, der mønstres af unge nyliberale. Desværre. For centrale personer i Venstre har indledt en forandringsproces, der trækker på intellektuel ammunition, der ligger langt fra Grundtvigs frisind og bevidst udnytter tågesløret i grænselandet mellem harmløs folkelighed og autoritært folkefællesskab. Det har unge nyliberale forsømt at gøre opmærksom på. Men tågen er ved at lette! Spørgsmålet er, hvilken side Niels Lunde vil befinde sig på, når det bliver daggry.

Absurd teater

Af Mikael Bonde Nielsen, den 13. april 2005. 1 svar

Det nye operahus er angiveligt blevet et eksklusivt værested for de bedre stillede. Derfor overvejer Det Kongelige Teater nu at indføre et såkaldt kvotesystem, der skal sikre en mere repræsentativ fordeling af operaens 1.400 pladser. I dag er det nemlig sådan, at alle pladser beslaglægges af de rige og smukke fra Nordsjælland, der i kraft af abonnement på forestillingerne har forkøbsret til operaens løssalgsbilletter. Og det skal der ifølge teaterets ellers så tænksomme kommunikationschef, Kresten Schultz Jørgensen, laves om på.

Er det genialt eller sindrigt, at indlade sig på noget sådant? Det kommer sandelig an på, hvad målet er. Enhver fornuftig økonom ved, at kvoter skaber utilsigtede forvridninger i markedet, hvorfor det helst skal undgås. Hvis kvoter overhovedet tages i brug, bør de suppleres af en ret til fri omsættelighed, så markedsøkonomiens pragtfuldheder ikke sættes helt ud af kraft. Men vi taler nok ikke om fordeling her. Nej, vi taler nok snarere om legitimitet.

Som nobelprisøkonomen George J. Stigler så fornemt har demonstreret i Director’s Law of Public Income Redistribution, er det helt forventeligt at middelklassen bruger de offentlige kasser til at suge penge ud af de velaflagte og de besiddelsesløse. Fænomenet er særlig udtalt, når det drejer sig om kulturtilbud. Her er de velaflagte og middelklassen nemlig rørende enige om, at det er er de dårligt stillede, der skal betale festen. Og når det bliver alt for tydeligt, rokker det naturligvis ved systemets legitimitet.

Det er nok igennem denne prisme, Det Kongelige Teaters overvejelser skal ses. Man befrygter, at den linde strøm af offentlige driftstilskud til operahuset vil decimeres, hvis pladserne kun er optaget af nordkøbenhavnske bourgeoisere. Modtrækket er kvoter. Det er absurd teater!

Akademikere i USA: Pluralistiske som Stalin

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. april 2005. Skriv et svar

Vi er rystede–rystede og chokerede! En amerikansk professor, Dan Klein fra Santa Clara University (men snart med job ved George Mason University), har i to artikler sammen med Andrew Western (ph.d. studerende sammesteds) og Lotta Stern (sociolog ved Stockholm Universitet)–vovet at påstå, at den amerikanske universitetsverden er politisk ensidig, og vel og mærke ved at hælde entydigt til venstre.

Men værre end det, så har Klein & Co. faktisk tilladt sig at bakke påstanden op med data.

I det ene studie tog Klein & Western lister over ansatte ved 23 universitetsinstitutter i Californien og sammenholdt disse med de lokale–og i USA offentligt tilgængelige–lister over registrerede vælgere. Herudfra kan man så se, hvilket parti de akademikere, der har valgt at lade sig registrere som ikke-uafhængige, har sympati for. Totalt var balancen mellem Demokrater/Grønne m.v. i.f.t. Republikanere/Libertarianere m.v. ca. 10:1. Her er en opsummering af resultater for University of California-Berkeley (der normalt opfattes som relativt venstreorienteret) og Stanford University (der omvendt opfattes som mere borgerligt):

"On the Berkeley faculty, Klein and Western uncovered 445 Democrats and 45 Republicans, a ratio of 10:1. At Stanford, they located 275 Democrats and 36 Republicans; that comes to 8:1. The most extreme mono-mindedness exists among female faculty. At Berkeley and Stanford, female professors break out this way: 172 Democrats versus a total of 7 Republicans. That's 25:1.

Most of the specific academic departments at each of these universities had zero, one, or two Republicans at most. The departments that came closest to balance were electrical engineering (40 Democrats and 13 Republicans at the two campuses combined), civil and environmental engineering (24 D, 7 R), mathematics (35 D, 9 R), chemistry (42 D, 9 R), and law (55 D, 8 R). Even the accounting and marketing departments at Berkeley and Stanford–business bastions which ought to have room for Republicans–showed 8:1 ratios of D over R."

Det andet studie, foretaget af Klein & Stern, baserede sig på en survey undersøgelse blandt seks faglige sammenslutninger, havde 1.678 respondenter og blev kontrolleret uafhængigt af Leavey School of Business. I USA er ratioen af Demokrater og Republikanere i befolkningen som helhed idag stort set 1.1–men ikke blandt akademikerne. Klein & Sterns resultater viste, at økonomerne var de mest "borgerlige": Her var der tre (3) Demokrater for hver en (1) Republikaner. Dernæst kom de ikke helt så pluralistiske politologer, hvor ratioen var 7:1. Blandt sociologer og antropologer var venstre-tiltningen henholdsvis 28:1 og 30:1. (Så meget for diversiteten blandt diskursinteresserede post-modernister!)

Ser man det, ser man det … Vi er–som sagt–rystede og chokerede.

PS. Klein er selv ikke hverken Republikaner eller konservativ.