Tag-arkiv: Che Guevara

Trads og diktaturet

I dagens Berlingske fortsætter debatten, som blev startet, da David Trads skrev en kronik om Che Guevara som helt.

I dagens avis langer Trads nok engang ud efter vores medpunditokrat Peter K-K. De to har udvekslet en del knubs på det seneste, og jeg må nu på irsk manér spørge, om det her er et privat slagsmål, eller om alle må være med.

Jeg har omtalt den oprindelige kronik her, og Trads’ senere indlæg har ikke fjernet den ubehagelige fornemmelse af, at han stadig ikke forstår sit eget problem — eller rettere: problemer, for der er flere.

Lad os tage dem i rækkefølge:

1) Debatten med Peter K-K handler på det seneste om, hvorvidt Cuba er et økonomisk godt eller dårligt samfund at leve i.

Hvilken betydning har det? Er Trads ikke kommet længere end de gamle argumenter om, at skidt med de totalitære sider af et samfund, når blot togene kører til tiden. Vil Trads se tilsvarende overbærende på Pinochets forbrydelser, fordi han fik Chiles økonomi på fode?

2) Trads bedyrer, at han tager afstand fra det samfund, som Cuba udviklede sig til.

Men forstår Trads ikke, at det samfund var målet for både Che og bdr. Castro? Det var ikke en tilfældig udvikling, men målet for dem at skabe et kommunistisk diktatur. Nogle af anklagerne mod Che er jo netop, at han systematisk gik i gang med at udrydde de revolutionære kampfæller, der havde mere demokratiske forhåbninger for den cubanske revolution. At overse dette, er lige så naivt som at tro, at Sovjet-Rusland først blev et menneskeædende diktatur under Stalin.

3) Trads forsøger at forsvare Che ved at henvise til, at tiderne var grumme, og at andre handlekraftige politikere også har forbrydelser på samvittigheden. Som storslåede eksempler nævnes Churchill og — naturligvis for en skribent på Information — Bushs krig i Irak.

Nu er det i sig selv tvivlsomt, hvilke forbrydelser man kan tillægge Churchill. Der er revisionistiske historikere, der forbander ham for at have sat det britiske imperium over styr i sin forhippelse på at slå Hitler. Men som del af et folk, der herved blev befriet, er det svært at se denne nidkærhed som en fejl. Det virker mere som en beundringsværdig viljestyrke.

Men nuvel, lad os antage, at Trads mere generelt sigter til nogle af de grusomme beslutninger, der skal træffes for at vinde en krig, og lad os også være venlige at antage, at Trads heller ikke er på hold med de tyske nationalkonservative historikere eller deler deres ønske om moralsk revanchisme, hvor Holocaust forsøges nivelleret til bombningen af Dresden, Hamburg mv.

Selv med en sådan venlig udlægning ligner Trads stadig de britiske venstreorienterede, som Georg Orwell hudflettede bl.a. i The Lion and the Unicorn (1940), fordi de opfattede Hitler og den britiske premierminister som lige slemme; de havde jo begge fejl.

Kan Trads slet ikke se, at mens man kan undskylde Churchills eventuelle fejl, fordi og i det omfang at han kæmpede for demokratiet, men at intet kan undskylde, at man kæmper for diktatur, som Che gjorde? Man kan ikke sammenligne Che med Churchill, lige så lidt som man kan sammenligne Bush med bin Laden.

Det nytter ikke, at Trads dydigt tager afstand fra diktaturer, når han samtidig hylder de, der kæmpede for diktaturet.

Når Trads afslutter sin kronik med at ønske, at flere unge ville vokse op som Che, udtrykker han et ønske, der er lige så afstumpet og stødende, som havde han ønsket, at flere unge ville vokse op som Reinhard Heydrich; den flotte fyr fra SS, der gav sit liv i sin idealistiske kamp for en bedre fremtid for den tyske arbejderklasse.

Verden har ikke brug for flere diktaturtilhængere, der er rigeligt allerede.

Che som helt

Det er ikke kun Politiken, der gør sig i letbenede kronikker. Berlingske har fået David Trads til at begå en kronik med den usandsynlige titel: Che Guevara er en helt.

Her demonstrerer det venlige menneske (David, ikke Che), hvorfor så mange venstreorienterede har en fortvivlende ringe evne til at genkende – og dermed tage afstand fra – diktatur.

De spørger åbenbart kun: hvad var han imod?

De burde spørge: hvad var han for?

Che var imod undertrykkelse af fattige. Det gør ham til en helt for David Trads og vist flere med ham, ikke bare i Aalborg.

Che ønskede at indføre et kommunistisk diktatur, hvor afvigere, herunder ikke blot politiske konkurrenter og fagforeningsfolk, men også bøsser, musikere og andre “depraverede”, skulle undertrykkes eller dræbes. Det gør ham til et uhyre. Men Trads når aldrig så langt i sin analyse, selvom han udmærket kender til disse forbrydelser og endda nævner dem, for Che kæmpede jo mod grusomme modstandere.

Det er i sig selv tvivlsomt, om man kan undskylde grusomhed med, at man kæmpede mod andre, der var lige så grusomme. Jeg mener, at det kan man, men er opmærksom på det betænkelige heri. Men, men, men. Det forudsætter som det allermindste, at det, man kæmper for, er noget godt.

Berlingske sikrer den fortsatte underholdning ved at lade Lars Hvidberg skrive kronikken i morgen. Han har tidligere taget Che-dyrkelsen under grundig behandling på sin blog, så stå tidligt op og læs avisen.

Humanismens højborg

Hvis betingelsen for at være kunstner er bundløs uvidenhed om fortidens mennesker, strukturer og hændelser, så er Marco Evaristti en fremragende kunstner. Evaristti er manden bag den udstilling, der med kommunekassens hjælp skal brande cementbyen Aalborg som Che Guervaras revolutionære hjemby.

Det er der naturligvis intet i vejen med under vidensamfundets galopperende uvidenhed, hvor alt er tilladt og intet forkert, hvorfor kunstneren da også har det som en guldfisk i en blender og i det hele taget sprudler af vid. Che Guevara “var en meget stor humanist”, udtaler han til Politiken, ikke mindst fordi den fotogene revolutionshelt var imod “udnyttelse af svage mennesker”.

Humanist? Alternativ beskrivelse af en mand badet i blod. Hvis Che Guevarra er humanist, er Marco Evaristti anti-humanist. Humanister dræber mennesker, anti-humanister allerhøjst guldfisk. Hvis denne analyse holder vand, så forstår man bedre, hvorfor en guldfiskemorder ser op til en rigtig morder. Marco Evaristti vil så frygtelig gerne være humanist, dvs. mene og gøre det rigtige, gode og nødvendige, skønt ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge, men under alle omstændigheder være på hold med De Svage uden at sky noget middel. “Man dræber eller bliver dræbt”, som humanisten forkynder. Held og lykke i Aalborg – det nye brand virker. Cementbyen er blevet til humanismens højborg.