Undertegnede står for denne uges weekendklumme, “Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv” på 180grader. Den stiller spørgsmålet, hvordan Pinochets eftermæle ville være, hvis man relativerede brutaliteten under hans styre i forhold til Cubas Castro. En relativering som ikke er unormal på venstrefløjen, hvor David Trads f.eks. har forsvaret Castro (der selvfølgelig jovialt kaldes Fidel) med følgende:
“de forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for”.
Castros styre på Cuba har jo som bekendt været en økonomisk katastrofe – i modsætning til hvorledes Chile udviklet sig under og efter Pinochets styre. Ligeledes har det målt i menneskeliv i forhold til befolkningsstørrelse været ca. 10 gange værre på Cuba (hvilket næppe gør det store indtryk for de mange familier til forsvundne, dræbte og lemlæstede chilenere). Med venstrefløjens logik, kunne man derefter kanonisere Pinochet til en Latinamerikansk helt med ordene:
“de forbrydelser, som Augusto (Pinochet) har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som Fidel Castro og Che Guevara har stået for”
Det er naturligvis en absurditet og umulighed for os, der tror på menneskets ukrænkelighed – men den slags selvvalgte begrænsninger gælder åbenlyst ikke venstrefløjen – hverken den røde eller den brune.
Efterfølgende beskæftiger en del af kommentarerne på 180grader sig med hvorvidt fascisme og socialisme kan sammenlignes – og selvfølgelig kan det det, der er masser af fællestræk – her er et par af dem;
1. Begge er modstandere af det frie marked
2. Begge er elitære og opererer med et overmenneskebegreb, hvor nogle er udvalgt til at bestemme på andres vegne, samt har en legitim ret til at bruge de nødvendige midler (inkluderer altså vold, drap og undertrykkelse) for at tvinge deres ønsker igennem efter devisen “Vi alene vide”.
3. Begge systemer kan kun overleve som diktaturer på sigt.
Når det er skrevet, skal jeg dog tillade mig at påpege, at det er en grov forenkling, som man ofte ser det gjort, at hæfte ordet fascist på enhver diktator. Det sker formentlig af rene retoriske grunde. Pinochet var næppe fascist, men helt klart antikommunist. Havde han været fascist havde han promoveret kooperative organiseringsformer, og havde bibeholdt det enorme statslige industrikompleks, der allerede var under etablering før Allende kom til magten. Men han var bestemt heller ikke en helt. Det eneste positive der kan siges om ham (og det chilenske militær) er formentlig at han væltede Allende (hvis man tror at Allenderegeringen ikke var imploderet af sig selv) og at militæret i Chile i modsætning til alle andre dele af Latinamerika ikke kun opgav at styre økonomien, men overlod det til teknokrater, der troede på noget af det mest anti-militære man kan forestille sig, nemlig det frie marked – der jo for en militærmand må ligne det rene anarki. Militæret er i sin egen grundlæggende organisatoriske opbygning og selvforståelse jo at sammenligne med kommandoøkonomi, og hvor er det så lige vi kender det fra?
Der er ingen tvivl om, at kuppet og det efterfølgende militærstyre i Chile er en traumatisk periode i chiles historie, der er svær at forholde sig til. For hvad siger man til et brutalt militærregime, hvorunder der gennemføres reformer, der efterfølgende har hævet levestandarden fra at være i den tunge halvdel i Latinamerika til den højeste i regionen?
Det eneste er vel at sige, at der var tale om en historisk mulighed, der på ingen måde var forudbestemt da generalerne tog magten i 1973.
På den anden side har reformerne vist deres styrke ved, at der ikke er ændret grundlæggende på den nye struktur reformene indebar i Chile efter at landet igen har fået demokrati – hvilket forøvrigt har indebåret, at man har haft ventreorienterede regeringer de seneste 15 år. Hvis den nuværende fortsætter med at gøre det så ringe som den har gjort, er der dog mulighed for at det ændrer sig ved næste valg.
Efterhånden som den chilenske model i takt med at tiden går, ikke længere vil være så entydigt knyttet til Pinochet, vil resten af Latinamerika forhåbentlig i stigende grad lade sig inspirere af reformerne i landet.
Personligt har jeg i hvert fald oplevet, at det er blevet meget lettere at tale med latinamerikanere (også på den moderate venstrefløj) om Chile uden at de straks taler om Pinochet. I de senere år har delegationer og universitetsfolk fra f.eks. Brasilien i stigende grad besøgt Chile for at forstå hvordan det er lykkedes at skabe en latinamerikansk økonomi med varig høj vækst, hurtigt faldende absolut fattigdom, økonomisk stabilitet og efter latinamerikanske forhold ekstrem lav korruption (på niveau med USA og Frankrig).
Hvad angår Cuba er det mig en gåde, at der stadig er de, der i ramme alvor vil fremhæve denne latinamerikanske katastrofe som noget positivt. En af grundene er formentlig, at de tror på regimets forfalskning ikke kun af egen, men også tidligere historie. var der nogen der sagde at tro gør blind?
Det seneste eksempel er Michael Moore, der i sin film “Sicko” fremhæver det cubanske sundhedsvæsen – men se hvad der sker, når han præsenteres for det faktum, at det han viser intet har med cubanernes virkelighed at gøre – så vil han pludselig helst bare tale om noget andet.
http://www.youtube.com/watch?v=o-8TcpOz6A4