Tag-arkiv: public choice

Når kommunereklame skaber rent seeking

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2024. 1 svar

Hvad ved vi om konsekvenserne af, at kommuner og regioner forsøger at tiltrække store virksomheder ved at tilbyde særlige fordele? Mange ikke-økonomer – og desværre enkelte økonomer – tænker ofte, at det kun kan være en god ting at man tiltrækker arbejdskraft og skattekroner. Men selve processen forbundet med at tiltrække virksomheder kan være skadelig, fordi den åbner for såkaldt rent-seeking som en måde at føre virksomhed, og fordi den giver politikere et ekstra incitament til at rage til sig.

Men hvor stort er problemet egentlig? Ved den årlige konference i the European Public Choice Society, der lige er blevet afholdt i Wien, præsenterede Gary Wagner (University of Louisiana – Lafayette) et nyt papir han har skrevet sammen med Peter Calcagno (College of Charleston) og Russell Sobel (the Citadel). I “The political economy of state economic development: a path to unproductive entrepreneurship” undersøger de tre netop, hvad der sker når stater giver meget store incitamenter – tilskud, skattefordele osv.

Gary (på billedet under præsentation) forklarede, hvordan man relativt præcist kan identificere ændringen i måden at føre politik og virksomhed på. Han og hans kolleger viser i papiret, at når en stat giver et ‘large incentive’ for at tiltrække virksomheder, stiger beskæftigelsen med cirka 3½ procent i én bestemt type beskæftigelse: Den, der statistisk omfatter lobbyister, spindoktorer osv.

Skulle nogen være i tvivl om, hvorfor danske kommuner og regioner for eksempel er begyndt at ansætte langt flere journalister og andre, der ikke på nogen synlig måde bidrager til drift eller hører til, er det måske en idé at læse det nye papir af Wagner, Sobel og Calcagno. Det ville være sært, hvis det ikke er et fænomen, som danske kommuner med tørst efter nye jobs og indbyggere også udviser.

President’s Rule: Magtmisbrug i Indien

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2024. Skriv et svar

Indien er verdens største demokrati, men næppe nogens ideal for, hvordan et demokrati bør virke. Landet led i mange år under politikere uden nogen som helst forståelse for økonomi, og som mange andre lande i regionen, er Indiens og Asiens historie fuld af eksempler på politisk magtmisbrug. Stefan Voigt og jeg har været interesserede i dette aspekt i årevis, og se ikke mindst på det i vores bog State of Emergency, der udkommer til juli. I én sag har vi sluttet os sammen med Abishek Choutagunta og Shruti Rajagopalan om fælles forskning, der nu ligger tilgængeligt som working paper.

I papiret President’s Rule in India: State Emergency or Political Capture? undersøger vi et af de klareste eksempler på en politisk institution, der kan misbruges: Den indiske forfatnings paragraf 356, der også kendes som ‘President’s Rule’. Forfatningsreglen indebærer, at den føderale regering i Indien kan opløse en delstatsregering. Idéen med reglen var oprindeligt, at give den føderale regering muligheden for at overtage kontrollen med en delstat, hvis dens regering af en eller anden grund – politisk dødvande, naturkatastrofer og voldsomme optøjer – ikke længere kan regere.

Den interessante setting er, at der har været masser af påstande om, at President’s Rule blev misbrugt. En detalje er, at en højesteretskendelse i SR Bommai-sagen i 1994 indebar, at retsvæsenet kunne undersøge brugen af President’s Rule, og dermed også fik mulighed for at kende, at brugen var forfatningsstridig.

For at kaste lys over spørgsmålene, har vi allerførst bygget et datasæt der omfatter allle indiske delstater fra 1950 til 2019 hver måned. Vi kan derfor måned for måned følge, om staten rammes af President’s Rule, og estimere om brugen af reglen følger intentionen, eller om den misbruges politisk. Og konklusionen er overvældende, at brugen af President’s rule altid har været politisk. Vi finder ingen evidens for, at katastrofer eller optøjer har ført til dens brug, mens delstatsregeringer med mindre erfaring, mindre flertal i parlamentet, og koalitionsregeringer er mere udsat for brug. Meget af dette misbrug stoppede med SR Bommai-kendelsen i 1994, der gav retsvæsenet en mulighed for at holde øje med og straffe politikere.

Helt overordnet er vores studie af President’s Rule et studie af politisk magtmisbrug i verdens største demokrati, og således også en advarsel mod risikoen for magtmisbrug af forfatningsregler i føderale stater. Det er naturligvis ikke et problem, der direkte kan applikeres til Danmark, der ikke er føderal. Men tænker man på EU og diskussionen om, hvordan man fordeler magten og i særlig grad den stigende centralisering i unionen, er der absolut grund til at se på Indiens historie, og hvis elendigt det er gået for en type institution, som EU nærmer sig.

Hele abstractet er her: Emergency provisions allow federal governments to intervene swiftly but create op- portunities for political capture. We analyze how this tension plays out in the world’s largest federal republic, India. Article 356 of the Indian constitution (President’s Rule) allows the union (federal) cabinet to dismiss a state government and dissolve the elected state legislature, if the federally appointed state governor recommends the dismissal for emergencies, including political crises and natural disasters. Using an original panel data set of Indian states from 1952 until 2019, we find that Article 356 leads to the political capture of states by the Union (federal) govern- ment. More specifically, we find that (1) the likelihood of invoking Article 356 is almost exclusively determined by the political strength of the parties forming state governments, (2) natural or man-made emergencies are not significant predictors of invoking Article 356, and (3) judicial safeguards added in 1994 significantly reduced Article 356 imposition.

Årets Duncan Black-pris: Beyond Pigou

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2024. 1 svar

Hvert år til den årlige konference i the Public Choice Society – der afholdes om godt en uge i Dallas – uddeles Duncan Black-prisen. Prisen går til den bedste artikel i det foregående år i tidsskriftet Public Choice, og annonceres altid et par uger før konferencen. Den prestigiøse pris er i tidligere år gået til bl.a. Ronald Wintrobe, Thomas Stratmann, Andrew Young, John Matsusaka, Sean Gailmard og Jeffery A. Jenkins, og (i al ydmyghed) undertegnede og Stefan Voigt sidste år.

I år går prisen til Casey Mulligan (University of Chicago) for artiklen “Beyond Pigou: Externalities and Civil Society in the Supply-Demand Framework.” Mens Black-prisen næsten altid går til fin og interessant forskning, er Mulligans artikel alligevel helt særlig. Han starter med den basale idé, a der findes markedsfejl: Frie markeder producerer ofte for lidt uddannelse, for meget forurening, for få offentlige goder, og kan nogle gange mangle information til forbrugerne. Det traditionelle syn på problemet – som der stadig undervises i fag om offentlig økonomi (public economics) på universiteter verden over – er, at det derfor er statens rolle at gå ind og løse disse markedsfejl.

Public choice-skolen var og er et korrektiv til dette simple syn, ved at påpege at der også findes statsfejl: Alle faktiske indgreb overfor markedsfejl lider af problemer med lobbyisme, politikeres forsøg på at købe vælgere, og at staten ofte mangler information til at kunne ramme bare nogenlunde præcist med f.eks. forureningsskatter og subsidier. I praksis bør man således i alle tilfælde overveje, om den sandsynlige statsfejl ved at gribe ind er værre end markedsfejlen.

Og det er netop i den diskussion, Mulligan rykker ind med sin vigtige pointe. Han bruger simpel pristeori og kan grafisk med et udbud-efterspørgsels diagram vise, at der ere eet overset element. Mulligans meget ‘Ostromske’ pointe er, a det ikke kun er staten, der kan løse markedsfejl. Civilsamfundet gør det i virkeligheden ofte. Så hvis folk kan organisere sig uden store omkostninger, er det muligt for dem at fikse mange lokale forureningsproblemer, og også producere offentlige goder. I mange lande eksisterer der for eksempel privat finansierede museer. Et andet eksempel er klubber – en pointe James Buchanan skrev om allerede i 1965: Når tennisinteresserede for eksempel danner en klub, er der adgang til baner osv. som om de var et offentligt gode, bare man er medlem af klubben. Det er hverken markedet eller staten, der leverer tennisbanerne eller klubhuset.

I en tid, hvor politikere over hele den vestlige verden bliver mere interventionistiske – se blot på den nye begejstring for industripolitik, statslig regulering af “misinformation” og protektionisme – er Mulligans pointe vigtig. At han også skriver godt og serverer den i en elegant grafisk form, som man kan undervise bachelorstuderende i, er imponerende. Hvis man er økonom, er artiklen varmt anbefalt. Hvis ikke, må vi sørge for at budskabet formidles på anden vis…

24 Spørgsmål om – Frihed

Af Christian Bjørnskov, den 12. februar 2024. Skriv et svar

En af de bedste danske podcasts er 24 Spørgsmål til Professoren, der køres af Weekendavisen med støtte fra Carlsbergfondet. Den faktiske tilrettelæggelse og interviewene køres af den altid fremragende Lone Frank, der forleden havde mig i studiet. Udgangspunktet for samtalen var spørgsmålet “Hvad betyder forskellige aspekter af frihed i den virkelige verden?”

Det blev – efter min ydmyge, men ikke helt upartiske mening – en absolut glimrende podcast. Vi kom ind på en lang række emner om frihed, inklusive nødret, ytringsfrihed og terror, akademisk og forskningsfrihed, og økonomisk frihed og velstand. Emnet burde interessere Punditokraternes læsere, men kan naturligvis også bruges i gymnasiet. Hele podcasten kan høres her og er varmt anbefalet.

Blasfemilov – vores nye studie

Af Christian Bjørnskov, den 9. februar 2024. Skriv et svar

Mens debatten om regeringens nye Koranlov er ved at ebbe ud, er det stadig usikkert hvad den kommer til at gøre. På trods af, at regeringen med Peter Hummelgaard og Lars Løkke Rasmussen i spidsen slet ikke lægger skjul på, at loven sigter efter at begrænse danskernes ytringsfrihed – Hummelgaard mener for eksempel, at kunstere bare skal lave noget andet – er det op til landets domstole at bedømme, om ikke Grundlovens forsvar af ytringsfrihed ikke trumfer Koranlovens undertrykkelse af den. Men hele debatten, og loven i sig selv, er sket uden nogen form for forskningsbaseret viden, findes denne viden faktisk.

Vi skrev forleden om et nyt studie af Lasse Eskildsen og undertegnede, som vi præsenterede ved den årlige danske public choice workshop. Det relativt kort studie er nu færdigt, og vi har lagt det op på SSRN så alle interesserede kan læse det. Do Blasphemy Restrictions Restrict Terrorism? kan læses ved blot at klikke på titlen. Hovedkonklusionen er, at blasfemiforbud ikke gør noget som helst ved terrorrisikoen, men vi opfordrer naturligvis alle interesserede til at læse studiet. Abstractet er nedenfor.

Abstract: Although several countries have repealed their laws banning blasphemy in recent years, it is often argued that such laws are necessary to prevent conflicts and terrorism. In this paper, we explore the association between types of blasphemy law and terrorist events. We find that while blasphemy law in general is not associated with terrorism, countries with constitutionalised blasphemy bans experience more events.

Blasfemiforbud sænker ikke terrorrisikoen

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2024. 1 svar

I sidste uge blev den årlige danske public choice workshop afholdt på Aarhus Universitet. Det blev en fremragende dag med masser af god, ny forskning fra juniorer til to emeritusser. Vi kommer til at skrive om flere af dem, men starter med Lasse Eskildsen, der præsenterede helt ny forskning sammen med undertegnede. Grunden er, at Lasse og jeg har kigget på et af de mest aktuelle spørgsmål i dansk debat: Er lovgivning der forbyder blasfemi et effektivt middel mod terrorisme?

Lasse og jeg har samlet data fra 162 lande på tværs af verden siden starten af 1970erne, hvor vi ved hvor mange terrorangreb der var, og om landet havde forbud mod blasfemi eller ej. Vi opsummerer dataene i figuren nedenfor, hvor vi sammenligner autokratier og demokratier med eller uden blasfemilov på to forhold: Hvor mange år der skete terrorangreb, og hvor mange angreb der skete per år, givet at der skete nogen.

Figuren demonstrerer allerførst, at ser man bare på de rå data har autokratier med blasfemiforbud flere år med terrorangreb (37 versus 54 %; p<0,01). Demokratier ligger midt imellem med henholdsvis 45 og 47 % af alle år med terrorangreb, og dermed en situation hvor blasfemilov er ligegyldig (p<0,60). Ser man i stedet på, hvor mange angreb der var hvis der var nogen, dukkere der endnu større forskelle op. Autokratier uden forbud havde 2,1 angreb i gennemsnit, mens demokratier uden forbud havde 2,3 angreb – dvs. basalt set samme omfang. Autokratier med forbud havde derimod et gennemsnit på 5,8 angreb, mens demokratier med samme lovgivning havde 5,2 angreb. Igen kan vi ikke se forskel på demokratier og autokratier; den væsentlige forskel i de rå data er, om man har forbudt blasfemi eller ej.

Når vi undersøger det hele omhyggeligt empirisk, forsvinder disse forskelle. Grunden er, at lande med blasfemiforbud også er anderledes på en lang række andre områder, som er vigtige for hvor meget terror et land oplever. Et af disse forhold er ytringsfrihed, som Lasse og jeg i tidligere forskning i Political Studies har vist, er forbundet med mindre terrorrisiko. Ser man på de generelle billede, er der således ingen som helst indikation for, at et forbud mod blasfemi kan sænke terrorrisikoen i et demokrati, og tager men med i betragtning, at effektive blasfemiforbud begrænser borgernes ytringsfrihed, er det nærmere tilfældet, at blasfemilovgivning øger risikoen for terror.

Et ganske væsentligt problem for os i vores forsøg på at etablere en kausal forbindelse mellem blasfemiforbud og terror er, at vi i datasættet – indtil videre – kun har 24 tilfælde hvor lande enten introducerer eller afskaffer deres lovgivning mod blasfemi. Hvad værre er, er der kun fire klare eksempler i perioden på lande, der introducerer forbud: Algeriet, Polen, Rumænien og Rusland. Man bør derfor ikke lægge for meget i vores sammenligning af, hvad der sker før og efter ændringer i lovgivningen, som vi eksemplificerer i figuren nedenfor.

Figuren viser terrorrisikoen fra tre år før til tre år efter en ændring; den blå linje viser den gennemsnitlige udvikling omkring en afvikling af blasfemiforbud i år 0, mens den røde linje viser udviklingen omkring en introduktion. Hvis man skal konkludere noget som helst, er det at en afvikling ikke gør nogen særlig forskel på kort sigt, mens en introduktion ser ud til at kunne føre til ekstra terror.

Justitsminister Peter Hummelgaard har sammen med resten af regeringen tvunget et nyt forbud mod blasfemi igennem, og endda et som flere jurister har bedømt som mere indgribende end det, der blev afskaffet i 2017 – og ikke var brugt siden 1936. Hummelgaards og Lars Løkkes påstand har hele vejen igennem været, at det var vigtigt og nødvendigt for at undgå terrorisme. Dén påstand kræver forskning, som Lasse og jeg er ved at levere. Og vores empiriske undersøgelse giver klare resultater: Påstanden er ren nonsens! Om Hummelgaard og Løkke rent faktisk tror på den, eller bare begrænser danskernes ytringsfrihed af opportunistiske grunde er et andet spørgsmål for en anden dag.

Peter Kurrild-Klitgaard om staten og Covid

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2024. 2 svar

I løbet af 2020 begyndte politikere og meningsdannere begejstret at påstå, at nedlukningerne og vaccineudvikling dokumenterede, at en stor og aktivt indgribende stat kan opnå store ting. Enkelte aktivister talte endda om at bruge statslige nedlukninger for at bekæmpe klimaproblemer. Den diskussion er stille og roligt forsvundet igen, selvom mange lande stadig har de samme politikere, der stadig påstår at deres indgreb enten hjalp eller i det mindste var velmente. Og idéen om den store og gode stat eksisterer stadig, ikke mindst fordi de nordiske lande opnåede lave rater af overdødelighed i internationale sammenligninger. Var det da på grund af vores allerede store og indgribende velfærdsstater?

Den gamle redacteur for denne blog, professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet, har netop udgivet en artikel der tester denne påstand. Artiklen “Size isn’t everything: COVID-19 and the role of government“, der er under udgivelse i det prestigiøse Public Choice, afviser meget klart påstanden. Som PKK viser, er der hverken en sammenhæng i de rå data – se for eksempel figuren nedenfor, der er nogenlunde så tæt man kommer på en perfekt sky – eller når man undersøger spørgsmålet med mere avanceret statistik.

Mens resultaterne næppe kan komme som en overraskelse for faste læsere af denne blog, er de nok hverken bekvemme eller forventede for folk, der stadig tror at en indgribende stat kan løse store kollektive handlingsproblemer. For når verdens mest udbyggede offentlige sektorer ikke bidrager til at løse et indrømmet stort, men meget specifikt problem, hvordan kan man så regne med, at komplekse problemer som industriudvikling, grøn transition, eller styring af forskning kan gøres bedre af staten? Abstractet kan ses nedenfor; hele artiklen er varmt anbefalet.

The emergence of the global COVID-19 pandemic in 2020 quickly generated claims that the crisis had demonstrated the superiority of extensive welfare states and a failure of market economies. We conduct cross-sectional statistical analyses to test this claim with regard to first response and reported COVID-19 related deaths per 31 December 2020 (N = 164–200), using government spending as a central variable. The analyses confirm some of what is known from other studies: COVID-19 deaths associate positively and robustly with ageing and more obese populations. However, we find no statistically significant associations between various measures of government size and the number of COVID-19 deaths, alone or when controlled against demographic, political and economic factors. If anything, the general effectiveness of government services and the availability of hospital beds seem more important than the simple size of government or level of health care expenditures.

James Gwartney, 1940-2024

Af Christian Bjørnskov, den 12. januar 2024. Skriv et svar

Tidligere på ugen kom en meddelelse, som mange af os har vidst ville komme, men ingen håbede på. James Gwartney var død, 83 år gammel. Jim (som de fleste af os kendte ham) var ikke blot professor i en menneskealder på Florida State University – han var ansat i 53 år – men også en af de mest indflydelsesrige økonomer, som selv andre nationaløkonomer ikke kender til.

Jim læste PhD på University of Washington, og udgav en del af sin afhandling i 1970 i American Economic Review – et af professionens absolut mest prestigefyldte tidsskrifter. Hans arbejde om diskrimination af sorte i det amerikanske arbejdsmarked blev publiceret gennem 1970erne i både AER og det lige så fine Journal of Political Economy, og gav ham allerede lige efter afhandlingen en stilling på Florida State University. Jim blev der i 53 år, det sidste halvandet år som professor emeritus. Hans økonomilærebog Economics: Private and Public Choice, der første gang blev udgivet i 1976, var også med til at etablere hans position i professionen, ikke mindst fordi det var den første lærebog, der brød med mange økonomers naive syn på politik og statslige indgreb.

Jims ‘crowning achievement’ kom dog i midten af 1990erne, efter en konference hos Fraser Instituttet i Vancouver. Konferencen, der handlede om konceptet økonomisk frihed, blev ledt af Milton Friedman og Michael Walker, og førte til at Jim en dag bankede på døren til sin forskningsmedhjælp Bob Lawsons kontor: “Bob, hvad laver du det næste halve år?” Den lettere forvirrede Bob svarede, at det vidste han ikke helt, hvorefter Jim fortalte ham, at de skulle lave et indeks over økonomisk frihed. I stedet for at sigte efter et perfekt mål, satte de to sig for at skabe et praktisk indeks af offentligt tilgængelige data, der kunne sammenlignes over tid og lande. Resultatet blev den første af de nu årlige rapporter fra Fraser om Economic Freedom of the World, der de seneste år har dækket 165 lande. Over årene har både Walter Block, Joshua Hall og Ryan Murphy medforfattet rapporten, men den oprindelige idé og hele grundlaget for at sætte internationalt sammenlignelige tal på økonomisk frihed kom fra Jim og Bob.

Jeg brugte Google Scholar i morges til at tælle op, hvor ofte rapporterne er blevet citeret siden den første udgivelse i 1996. Resultatet blev næsten 7000 citationer i både artikler, regeringsrapporter, tænketankanalyser, afhandlinger, og andet. Mange økonomer ville give en halv arm for at nå 7000 citationer i deres samlede karriere, men Jim nåede det med blot én publikation. Men hvilken publikation og hvilken idé! Uden hans insisteren på at måle økonomisk frihed – og uden Bobs enorme dataarbejde og -viden – ville vi nok stadig have råbt ad hinanden, uden at kunne sætte tal på konsekvenserne af politik. Idag ved vi meget om, hvordan reformer der påvirker borgernes økonomiske frihed, påvirker deres økonomiske vækst. Vi kan sammenligne på tværs af verden, se om nogle elementer er vigtigere end andre, og måske vigtigst af alt kan vi lære konkret af andre landes reformer og erfaringer. Grundlaget for at kunne gøre det præcist og konsistent blev lagt af Jim omkring 1995.

Derudover bør Jim Gwartney også huskes for den person han var. Som mange har skrevet i løbet af ugen – se blot Randall Holcombe, Robert Lawson, Ian Vásquez, og Matthew Mitchell – var han i Mitchells ord “unfailingly kind, gracious, humble, encouraging and grounded.” Og det er også sådan jeg lærte ham at kende. På trods af, at Jim var blind de sidste 30 år af sit liv, var han altid venlig, hjælpsom og interesseret. Som Ryan Stowers skriver i en hyldest af ham, var han “the kind of person who always made you feel better after spending time with him.” Sidste gang jeg møde ham, var til morgenmaden den første dag ved en konference, hvor jeg smilede til Maria der var med ham, og sagde godmorgen. Jim spurgte Maria, hvem det var, og da hun svarede “it’s Christian from Denmark”, lyste Jim op i et smil. Vi brugte fem minutter på en hyggelig snak om økonomisk frihed, jetlag, og fælles venner. Resten af dagen var bedre på grund af de fem minutter. Jim vil ikke kun blive savnet på grund af sin forskning, men også fordi han var et fantastisk menneske.

Dansk public choice workshop 2024 – i Aarhus

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2024. 1 svar

Som trofaste læsere ved, afholder vi hvert år i slutningen af januar den danske public choice workshop. Workshoppen er en éndags-event, hvor forskere fra Danmark og andre lande kommer for at præsentere deres nye forskning, og for at høre og diskutere andres nye forskning i public choice og politisk økonomi. Det er altid en venlig og hyggelig event, hvor folk på alle trin i deres karriere deltager. Jeg har også adskillige gange oplevet både bachelor- og kandidatstuderende, der deltog og fik enten idéer til opgaver, eller en indsigt i, hvad forskere kigger efter. Og særligt for studerende er det en god mulighed for at tale med andre forskere, de måske er interesserede i.

Progammet er nu parat for workshoppen, der afholdes på Aarhus Universitet fredag den 26. januar fra klokken 11-18. Stedet er bygning 2630 (K), lokale 101 og 102. Nedenfor er hele programmet. Alle interesserede er velkomne til at deltage i workshoppen, eller måske bare sidde med på en enkelt session i løbet af dagen.

11.00: Welcome

11.05: Institutions and economic freedom (Chair: Niclas Berggren)

Andreas Bergh (Lund) and Richard Öhrvall (Linköping): Market Friendliness and Social Trust: Evidence from Sweden

Peter Nannestad (Aarhus): Cultural, Economic, and Institutional Correlates of Private Charity: Exploring Some Macro-Level Evidence

Jerg Gutmann (Hamburg) and Tim Krieger (Freiburg): Economic Freedom and Varieties of Peace

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Economic Freedom and Academic Freedom: An Extension of the Hayek-Friedman Hypothesis

Martin Paldam (Aarhus): Can Democracy and Religiosity Explain Corruption? An Empirical Survey of Cross-Country Data

12.50: Lunch

14.30a: Local-level effects (Chair: Josh Bedi)

David Sandberg (Lund): The effects of a local labor market shock on young adults: Evidence from military base closures in Sweden

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): Can Economic Rationality Help Explain Rollo’s Career in Normandy around Year 900?

Josh Bedi (CBS): Protecting Postville? The Impact of Deportation on Local Crime Rates

14.30b: Populist policy (Chair: Andrea Sáenz de Viteri)

Lasse Eskildsen and Christian Bjørnskov (Aarhus): Do Blasphemy Restrictions Restrict Terrorism?

Jan Fałkowski, Łukasz Hardt, Jacek Lewkowicz (Warsaw): Political Affiliation and Voting on Interest Rates: Some Evidence from the Monetary Policy Council in Poland, 1998-2022

Andrea Sáenz de Viteri (VSE Prague) and María Julieta Sammartino (Navarra): Currency Overvaluation and Populism in Latin America

1600: Coffee

16.25a: Public economics (Chair: Henrik Jordahl)

Line Andersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Assessing the potential productivity gains in municipal administration: Evidence from benchmarking in Denmark

Rasmus Wiese and Steffen Eriksen (Groningen): Willingness to pay for improved public education and public health systems: The role of income mobility prospects

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Influence of Policy Instruments and Voter Pressure on Pass Rates in Lower Secondary Schools in Denmark

Henrik Jordahl (Örebro), Astghik Mavisakalyan (Curtin), and Panu Poutvaara (CESIfo): Attractiveness and Preferences for Redistribution: The role of Gender

16.25b: Constitutions and autocracy (Chair: Christian Bjørnskov)

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw), Jerg Gutmann (Hamburg), and Stefan Voigt (Hamburg): Can new constitutions tighten the reins? The effect of constitutional change on constitutional compliance

Stefan Voigt and Jerg Gutmann (Hamburg): Extending the Separation of Powers– A Silver Bullet for Making Constitutional Democracy Sustainable?

Lasse Aaskoven (Southern Denmark) and Brenda van Coppenolle (Sciences Po, Paris): Autocratization and Political Dynasties: Evidence from Denmark

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andrea Sáenz de Viteri (VSE, Prague), and Martin Rode (Navarra): A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean

18.10: End of workshop

Økonomisk frihed og individualisme forstærker hinanden

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2023. Skriv et svar

For at bekæmpe den sorte økonomi vil den danske regering afskaffe 1000-kronesedlen. Man kan mene om forslaget hvad man vil, og endda spørge om formålet med det – at få flere penge i statskassen ved at tvinge økonomisk aktivitet til at blive registreret og beskattet – overhovedet er proportionalt med midlet, og om det vil virke. Men diskussionen rejser også et andet spørgsmål: Hvorfor har nogle lande så store undergrundsøkonomier og meget sort arbejde, mens andre lande ikke har? Det har den amerikanske forsker James Saunoris (Eastern Michigan University) et nyt svar på.

I artiklen “Individualism, economic freedom, and the development of the shadow economy“, der lige er accepteret hos Economic Systems, undersøger Saunoris netop, hvorfor nogle lande har mere sort økonomi. Hans udgangspunkt er, at tidligere forskning fra bl.a. Axel Dreher (Universität Heidelberg) har vist, at reformer der øger borgernes økonomiske frihed, også formindsker den sorte økonomi. Andre forskere har i stedet fokuseret på det som et kulturfænomen, og for eksempel vist, at der er mere sort økonomi i kollektivistiske kulturer, og mindre i individualistiske kulturer.

Saunoris’s undersøgelse peger på, at begge regninger i forskningen har ret, men går et skridt videre. Det viser sig nemlig, at de to forhold – økonomisk frihed og en individualistisk kultur – forstærker hinanden! Kombinationen af en høj grad af økonomisk frihed og en stærkt individualistisk kultur giver typisk den mindste undergrundsøkonomi og mindre sort arbejde.

Den nye forskning peger således på, som Saunoris konkluderer, at økonomisk og institutional politik, der forøger borgernes økonomiske frihed, reducerer den sorte økonomi mere i individualistiske kulturer. Det er for eksempel Danmark, der på trods af Socialdemokraternes ihærdige forsøg fra 1950erne og frem, stadig er et af de mest individualistiske samfund i verden. Men det betyder også – med direkte reference til den danske regerings indsats for tiden – at reducerer man den økonomiske frihed, reagerer borgere i lande som Danmark, Storbritannien og Australien også mere, ved at forsøge at rykke aktivitet væk fra statens og Skats klamme hånd. Med andre ord peger den nye forskning på, at når den elendige SVM-regering forøger den offentlige sektors størrelse, giver Skat mere magt, og regulerer samfundet tættere, vil danskerne forsøge at skabe en større sort økonomi for at beskytte sig selv. Det selvforskyldte probleem hjælper afskaffelsen af 1000-kronesedlen næppe på.

Utilsigtede konsekvenser i handelsaftaler

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2023. 4 svar

Min klumme i Børsen idag har titlen “Politik med gode hensigter kan have utilsig­tede konsekvenser.” Udgangspunktet for klummen er ny forskning fra tidligere i år af Ryan Abman, Clark Lundgren (begge San Diego State University), John McLaren (University of Virginia), og Michele Ruta (IMF), der undersøger effekterne af regionale handelsaftaler. NBER-papiret har titlen “Child Labor Standards in Regional Trade Agreements: Theory and Evidence”, og bag den lidt kedelige titel gemmer der sig en ret grim konklusion: Regionale handelsaftaler, der forbyder børnearbejde, fører til stigninger i ulandes brug af børnearbejde.

Man fristes til at udbryde, at “Det var jo ikke meningen!” Men det er faktisk konsekvensen, og den er ikke svær at forstå fra et nationaløkonomisk perspektiv. Som jeg skriver i Børsen: Liberaliserende handelsaftaler skaber for eksempel nye økonomiske muligheder for fattige mennesker, der i højere grad kan eksportere landbrugsvarer eller få arbejde i tekstilindustri og andet, når handelsmurene falder. Med andre ord er liberaliserende handelsaftaler med ulande ofte særlgit gavnlige for fattige mennesker i fattige lande, men kun hvis de har manøvrerum til at udnytte mulighederne.

Der hvor det kan gå galt er, hvis USA, Japan og EU (i særlig grad) insisterer på at skrive krav ind, som f.eks. forbud mod børnearbejde. De kan ‘føles godt’, men kan decideret ødelægge muligheder for fattige mennesker. Hvis man gør brug af lidt børnearbejde, som det var almindeligt i dansk landbrug for 100 år siden, vil en sådan handelsaftale effektivt forbyde en af eksportere sine varer. Det samme gælder, hvis man ikke bruge børnearbejde eller noget der ligner, men ikke kan dokumentere det. I begge tilfælde kan handelsaftalen se liberaliserende ud, men forbuddet mod børnearbejde bliver en meget effektiv teknisk handelshindring.

Den nye NBER-forskning er således et fremragende eksempel på, at politik ofte har utilsigtede konsekvenser. Vi er som nationaløkonomer trænede i, at evaluere de totale konsekvenser af politiske tiltag, inklusive de utilsigtede. Det er en af grundene til, at nationaløkonomer ofte er så upopulære – særligt blandt det velmenende segment – fordi vi kommer til at understrege, at gode hensigter sagtens kan føre til dårlige udfald. Det er en af de vigtige grunde til, at regulering og andre begrænsninger af folks økonomiske frihed ofte rammer skævt eller helt modsat af intentionen, og dermed også en politisk uvelkommen advarsel mod at detailregulere folks liv og virke.

Hvordan går det med demokrati i verden?

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2023. Skriv et svar

Medierne skriver med jævne mellemrum om, hvordan – og typisk hvor skidt – det går med demokratiet i verden. Der er god grund til at holde øje med udviklingen, men der siges også en del vrøvl i debatten. Vi tager derfor idag udgangspunkt i vores egne data – fra Bjørnskov og Rode / Regime Types and Regime Change databasen – og plotter udviklingen de sidste ti år på kortet nedenfor. Lande der har været stabilt demokratiske de sidste ti år er hvide, de stabilt autokratiske er sorte, lande der startede demokratisk i 2013 men nu er diktaturer er røde, mens lande der har demokratiseret de sidste ti år er blå. Vi lader det være op til læserne at vurdere, om kortet illustrerer en god, dårlig eller medium udvikling.

På den ene side illustrerer kortet, at der de sidste ti år er 11 lande, hvor demokratiet de facto er brudt sammen: Benin, Burundi, Georgien, Guinea, Kirgisistan, Nicaragua, Sierra Leone, Thailand, Tyrkiet, Ungarn og Venezuela. Der er derimod kun fem lande, der er blevet demokratiske i samme periode: Gambia, Guinea-Bissau, Liberia, Montenegro, Nepal, og Nigeria. På den anden side ser det slet ikke så skidt ud, når man tager hensyn til hvor mange mennesker, der er påvirkede. Helt konkret har 248 millioner mennesker mistet deres demokratiske institutioner, mens 272 millioner har fået demokrati. Mens de cirka 70 millioner i Thailand og 83 millioner i Tyrkiet er negativt påvirkede, opvejes de to store landes tab af demokrati af det ny-demokratiserede Nigeria, der er hjem for 230 millioner borgere.

En lille, interessant detalje, er at i den sidst opdaterede udgave af World Governance Indicators har de to grupper lande næsten præcist samme vurdering af deres Rule of Law: de nye autokratier har et gennemsnit på -0,75 mens de nye demokratiers er -0,72 (p<0,92). Ser man på tingene på en anden måde – ved at bruge Varieties of Democracies indikator for ‘electoral democracy’ kan man derimod klart se forskel: De nye autokratier scorer et gennemsnit på 0,28 på indekset, der går fra 0 til 1, mens de ny demokratier scorer 0,54 (p<0,01). De er således ikke nær så pænt demokratiske som Danmark og Sverige – begge vurderet lige omkring 0,9 i 2022 – men klart demokratiske. Udviklingen 2013-2023 er således et eksempel på, at kvaliteten af et lands juridiske institutioner ikke altid går hånd i hånd med deres grad af demokrati.

Ser man på deres udvikling på et helt andet, centralt forhold, er ændringerne i ytringsfrihed også sigende. Mens der i den demokratiserede grupper ikke er sket ret meget undtagen i Gambia, er Varieties of Democracies indeks for ytringsfrihed faldet med 0,22 point i de autokratiserede lande (p<0,05). Skal man vove en bid fortolkning, kan man måske ofte se ytringsfriheden udvikle sig positivt før et land bliver demokratisk. Med andre ord er positive ændringer måske ‘forward indicators’ for demokratisering, mens man ikke kan sige det samme om autokratisering.

Som sagt lader vi det være helt op til læserne at vurdere situationen: Er det godt eller skidt, og er der tegn på at verden bliver mere eller mindre demokratisk for tiden? Idag dokumenterer vi blot udviklingen, for uden konkret information er den politiske debat bare en gang synseri. Det beskæftiger vi os ikke med her på stedet, og vi arbejder også for, at der skal være mindre af det i danske medier, og mere faktisk viden.

Når det offentlige opfører sig som mafiaen

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2023. 7 svar

Forestil dig, at en bank giver dig besked om, at du skylder den penge – hvilket du muligvis gør. Du vil gerne betale din gæld, men får at vide af banken, at det må du ikke. Den er ikke ’inddrivelsesparat’, fordi bankens konto- og computersystemer ikke virker, og ikke har virket i adskillige år. Banken lægger dog stadig renter på din gæld, og den vokser derfor måned for måned.

Der findes faktisk en måde at undgå den voksende rentebyrde, ved at deponere et mindre beløb hos banken, mens den finder ud af at få systemerne til at fungere – og om du faktisk skylder den penge. Den mulighed har banken dog ikke informeret dig om, og den ligger gemt bag syv klik i et særområdes FAQ på hjemmesiden. Din gæld vokser derfor eksponentielt med renterne, og du finder ud af, at flere tusinde af bankens kunder er i samme situation som dig. Bankens direktør har alligevel meldt ud, at man ikke vil gøre noget ved problemet nu, fordi banken jo tjener relativt mange penge på ordningen.

Som du sikkert allerede har gættet, er der ingen danske banker, der opfører sig så svinsk umoralsk – og ulovligt. Kun mafiaen ville forsøge at binde dig i en gældsfælde ved at gøre det umuligt at betale din gæld. Men som du nok også har gættet, er det slet ikke en privat organisation, der gør sådan. Det er den danske stat, og helt specifikt Skat. Og direktøren, der forsvarer dens indtægter er skatteminister Jeppe Bruus.

Som Berlingske har dokumenteret i en hel række fine artikler, er mange danskere fanget i en gældsfælde hos Skat. Myndigheden siger basalt set til borgerne: Du må ikke betale din gæld, og vi lader renterne stige måned for måned. Og vi fortæller dig ikke, hvor lang tid det kommer til at stå på. Ministeren har gentagne gange forsvaret ordningen ved at henvise til, at den jo giver staten et provenu.

Dagens spørgsmål er, hvorfor man på nogen måde kan mene, at det er en forsvarlig situation. Hvis man mener, at en banks adfærd – som vi beskriver ovenfor – er moralsk forkastelig og burde være forbudt, hvordan kan man så forsvare det samme, når dette gælder en offentlig myndighed, som ingen af os kan slippe væk fra? Vi kan jo ikke flytte vores konto til en anden ’skat’, hvis den ikke opfører sig ordentligt.

På samme måde bør man aldrig kunne slippe afsted med at forsvare en retssikkerhedsmæssig farce ved at fremhæve, at staten har en indtægt fra adfærd, som man ellers kun ser hos mafiaen. Men man ser noget af den samme fremfaren i forbindelse med det nye vurderingssystem, der med vold og magt skulle indføres på trods af, at alle med lidt indsigt kunne se, at det var helt galt. I den situation er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen, og har forleden krævet at få al intern dokumentation udleveret.

Skåret ind til benet: Det er absurd, at så mange mennesker bruger forskellige standarder, når de vurderer adfærd hos private og offentlige organisationer. Om noget burde man være endnu mere kritisk overfor de offentlige, fordi de er monopoler – vi har som borgere ingen andre steder at gå hen. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem Skat kan aldrig undskyldes.

Regeringer der kan få noget gjort: Buchanan og Tullocks svar

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2023. 2 svar

Den danske SVM-regerings fortalere – og ikke mindst Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen, og den nu politisk afdøde Jakob Ellemann-Jensen – bliver ved med at understrege, at deres regering er særlig. Grunden er, at den har flertal og derfor “kan få noget gjort.” Deres holdning er ganske tydeligt, at de sidste mange års mindretalsregeringer, der måtte finde flertal med dele af oppositionen for at gennemføre politik, har været et problem. Frederiksen og Løkkes perspektiv på politik er således, at mere handling er bedre – i det mindste når de selv står for beslutningerne. De påstande skurer voldsomt i mange borgeres ører, og ikke mindst i mine. De ville nok også have fået James Buchanan og Gordon Tullock til at hæve øjenbrynene.

Buchanan og Tullock udgav i 1962 deres fælles bog The Calculus of Consent, som var en vigtig del af 60ernes public choice-revolution. Her præsenterer de deres fulde forståelse af konsekvenserne af at gøre det henholdsvis lettere og sværere at tage politiske beslutninger. Frederiksen og Løkkes fokus er på det ene af de to forhold, Buchanan og Tullock finder relevante. De mener, at der er omkostninger ved at gøre for lidt – ikke at lave såkaldte reformer, ændre lovgivning, og generelt blande sig – i forhold til hvad mindretalsregeringer gør. Men som man kan se i figuren nedenfor, er det kun den ene af to mulige typer af mekanismer.

Der er nemlig også omkostninger ved at gøre for meget: Jo mindre kompetente, politikere er – og vel at mærke fagligt kompetente og ikke bare kompetente til at spille et politisk spil – jo flere dårlige beslutninger tager de. Jo større indflydelse, der er fra særinteresser, jo flere dårlige beslutninger kan de tage. Og jo mindre de ved om samfundsmæssige forhold, jo ringere bliver deres beslutninger. Det relevante aspekt i sagen, er de samlede omkostninger, og ikke blot det irriterende besvær ved at finde flertal. Der er derfor virkeligt tungtvejende grunde til at gøre det svært at tage politiske beslutninger!

Buchanan og Tullock brugte dette framework til at argumentere for, hvorfor der er behov for krav om flertal på væsentligt over 50 %, når man for eksempel ændrer Grundloven. Helt grundlæggende er deres idé, at jo større og mere omfattende politiske beslutninger er, jo større må flertallet for dem være, fordi man i de tilfælde risikerer at lave langt større skader end ved almindelige, små beslutninger.

Frederiksen og Løkkes udgangspunkt at det skal være let for dem at lave store og omfattende ændringer i dansk politik og i samfundet er derfor rendyrket nonsens i Buchanan og Tullocks framework. De to public choice-koryfæer ville i stedet have sagt, at med den slags ambitioner er det vigtigt at inddrage store dele af oppositionen, og at være forsigtige. Man kan måske godt forstå, at magtmennesker som Lars Løkke bliver utålmodige, men fra en videnskabelig vinkel – og i det mindste fra en public choice-vinkel – er der behov for det stik modsatte end lynbehandling af et ukritisk flertal i Folketinget.

SEA 2023: Bryggerier og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 23. november 2023. Skriv et svar

Vores sidste rapport fra dette års konference i the Southern Economic Association handler om øl. Mere præcist handler den om Steve Gohmanns (University of Louisville) virkeligt interessante papir om, hvad der har påvirket den enorme vækst i antallet af bryggerier i USA siden 1990. Papiret med den sjove titel “Pour Policy: Economic Freedom and Brewery Startups” er således et studie i iværksætteraktivitet.

Baggrunden for Steves papir er den imponerende vækst i antallet af amerikanske bryggerier: I 1990 var der 204 bryggerier i USA, mens der ved sidste tælling i år var flere end 9500. De fleste er idag i stater som Colorado, Maine, Montana, Vermont, og Wyoming, mens enkelte af de store stater har komparativt færre.

Steve gør noget meget smart i papiret: I stedet for at se på hele staten, undersøger han byområder der ligger tæt på en statsgrænse, som f.eks. St. Louis der ligger direkte på grænsen mellem Missouri og Illinois. Det betyder, at han kan zoome ind på de helt samme markeder, der rækker ind over en statsgrænse, men hvor der er forskellig politik på hver side af grænsen. Effekten af politik på sandsynligheden for at få grundlagt et nyt bryggeri kan derfor estimeres meget præcist.

Resultaterne bør være interessante for alle, der interesserer sig for iværksætteri. En af de vigtigste faktorer, der forklarer eksplosionen i bryggerier, er at en række stater har tilladt såkaldt selv-distribution. Et af de politiske forhold, der holdt etableringen af små bryggerier nede og beskyttede store bryggerier, var et lovmæssigt krav om, at man ikke måtte distribuere direkte fra bryggeriet til restauranter, butikker eller enkeltpersoner, men skulle sælge fra bryggeriet til en distributør, der efterfølgende solgte til andre. Efter af kravet iver årene blev droppet i forskellige stater, begyndte der at blive etableret nye bryggerier.

Derudover finder Steve, at økonomisk frihed – i særlig grad hvor meget en stat regulerer arbejdsmarkedet og hvor høje og progressive skatterne er – undertrykker iværksætteraktiviteten i sektoren. “Pour Policy” understreger dermed endnu en gang, at udbygningen af velfærdsstaten er en væsentlig forklaring på, hvorfor nogle steder i verden har så relativt få iværksættere. Måske skulle erhvervsminister Morten Bødskov sætte sig ned og læse studiet, før han går videre med sin nye, milliarddyre iværksætterstrategi?

SEA 2023: Økonomisk usikkerhed og tolerance

Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2023. Skriv et svar

Som faste læsere ved, er jeg pt. i New Orleans til den årlige konference i the Southern Economic Association (SEA). Der er masser af glimrende kolleger på konferencen, og heldigvis også en lang række meget interessante præsentationer. For mit vedkommende var et af højdepunkterne igår endda en god ven, Andreas Bergh fra Lund (på billedet nedenfor), der præsenterede ny forskning sammen med Niclas Berggren (IFN) og Therese Nilsson (Lund). Niclas og Therese har været pionerer i studiet af økonomiske effekter på folks tolerancenormer, og i det nye papir ser de på et ganske aktuelt spørgsmål: Bliver folk mindre tolerante, når de er større økonomisk usikkerhed?

Mange regner nok med, at kriser og økonomisk usikkerhed stresser folk og dermed gør dem mindre tolerante overfor folk, der er anderledes. Det er også en plausibel hypotese, men Berggren, Bergh og Nilsson stiller den overfor det, der populært kaldes ‘rallying around the flag’ effekter. Her er idéen, at når folk enten oplever dårlige eller usikre tider, rykker de socialt sammen – man bliver mere villig til at hjælpe, og har dårligere råd til at diskriminere.

Ved at kombinere data fra the World Values Survey på, om folk vil tolerere muslimer eller jøder som naboer, med de nyudviklede World Uncertainty Index, finder svenskerne, at mønstrene i data peger helt klart på en positiv effekt af økonomisk usikkerhed. Effekten er relativt lille, men statistisk tydelig. Den er også robust overfor en række alternative forklaringer, og er dermed ikke bare en tilfældighed i data.

Et spørgsmål, der kom op i løbet af diskussionen efter Andreas præsentation, var hvorvidt effekten er lille fordi der er en række muslimsk-dominerede lande i datasættet. Er man i et allerede overvejende muslimsk land, er tolerance overfor muslimer nok ikke noget stort spørgsmål, mens tolerance overfor jøder bestemt kan være det. På samme vis kan man spørge, om toleranceeffekterne kun gælder folk, der selv er religiøse, eller om det i højere grad handler om samfundets normer som helhed.

Der er flere ting, som Berggren, Bergh og Nilsson skal hjem og kigge på. Men for mig var det et højdepunkt fordi det var et eksempel på glimrende forskning, der blev præsenteret på det rigtige tidspunkt i forskningsprocessen: Der er et udkast til et papir, analysen er eminent kompetent, og resultaterne er fascinerende, men der er stadig tid og rum til at udvide analysen og tilføje nuancer og ekstra spørgsmål. Og hvis man er interesseret i, hvordan tolerancenormer varierer på tværs af verden og udvikler sig over tid, er de tre svenskere blandt den forskningsmæssige elite. Interesserede læser bør holde øje med, hvornår forskninge udgives som working paper. Den er varmt anbefalet!

Konferencer: Southerns og Public Choice Society

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2023. Skriv et svar

I skrivende stund er jeg så småt på vej ud ad døren for at tage til den årlige konference i the Southern Economic Association. Southerns er i år i New Orleans, og ser ud til at have i omegnen af 1500 deltagere. Mine kolleger og jeg har virkeligt set frem til konference, ikke mindst fordi vi har organiseret to sessions der afvikles lørdag eftermiddag. Emnerne burde være interessante for mange af Punditokraternes læsere, og mange andre.

Første session med titlen “Institutions and Economic Freedom” omfatter tre papirer: Institutions as Predictors of Government Exclusion der er fælles arbejde med Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og som jeg præsenterer, Endogenous Social Contracts and State Capacity af Jerg Gutmann (Hamborg), og Does Capitalism Disfavor Women, som Niclas præsenterer med mig som medforfatter. Den anden session med titlen “Social Norms and Trust” kører umiddelbart efter på lørdag og har fire papirer: Traditional Norms and Parental Investment in Human Capital af Lund-forskerne Steve Berggren-Clausen, Jan Bietenbeck og Günes Gökmen, Influencing Public Trust in Central Banks af Bernd Hayo (Marburg) og Pierre-Guillaume Méon (ULB), Coming Together or Coming Apart: Crises, Uncertainty and Tolerance som præsenteres af Andreas Bergh (Lund) og er fællesarbejde med Niclas Berggren og Therese Nilsson (Lund), og Too Cold to Trust? Effects of Extreme Cold on Political Trust and Civic Participation: Evidence from the Peruvian Highlands af Judhajit Chakraborty og Eduardo Nakasone (Michigan State University) og Leah Lakdawala (Wake Forest University).

Derudover er der en række fremragende kolleger, som vi ser frem til at opleve og ses med. Nogle af navnene vil være kendte for faste læsere af Punditokraterne: Justin Callais (University of Louisiana at Lafayette), Kevin Grier og Jaime Bologna Pavlik (Texas Tech), Nabamita Dutta (University of Wisconson La Crosse), og Steve Gohmann (University of Louisville) kommer allesammen til New Orleans. Skulle nogle af vores læsere være interesserede i noget af forskningen på Southerns i år modtager vi gerne forslag til, hvad vi kunne skrive om. Hele programmet kan læses her hvis man mangler inspiration.

Og det bringer mig til dagens sidste punkt. I aften er der frist på at sende papirforslag til næste års konference i the Public Choice Society. Konferencen er nok fyrtårnet i international public choice-forskning og altid et højdepunkt på året. Hvis der skulle sidde nogen derude, som kunne have lyst til at tage til Dallas den 14-16. marts næste år, præsentere egen forskning og opleve nogle af Jeffery Jenkins, Nils Karlson, og Nobelprismodtageren Roger Myerson – og en lang række andre store og små navne i public choice – er der således stadig mulighed. PCS-konferencen er ikke blot et højdepunkt, men også en meget venlig og hyggelig event, hvor PhD-studerende og unge forskere bliver godt behandlet. Den er varmt anbefalet hvis man har interesser den vej.

Regeringens fiktive fugle på taget

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2023. 1 svar

Tirsdag præsenterede finansminister Nicolai Wammen SVM-regeringens udspil til en finanslov for 2024. Set fra en økonomisk vinkel er der intet imponerende over udspillet, selvom det måske er politisk smart. Det er derfor også helt fortjent, at Berlingskes glimrende Thomas Bernt Henriksen hudfletter Wammens påstande om effekter i dagens avis.

Pointen er, at regeringen lover at øge arbejdsudbuddet med 45.000 fuldtidsbeskæftigede. Thomas kalder løftet “fup” – en vurdering der næsten er for flink. Regeringen har i lang tid tordnet mod folk, der vælger at arbejde mindre, med forklaringen at vi alle skal ‘bidrage’ til velfærdsstaten ved at arbejde og dermed betale skat. At dens egne forsøg på at incentivere danskerne til det – og ikke bare skrige fra en socialdemokratisk høj hest – er en blanding af tomme løfter og overdrevne effekter er næsten pinligt at se.

Et første problem er, at af de 45.000 kommer 19.000 ifølge regeringen selv fra “gennemførte reformer og beslutninger.” Heri indregner man for eksempel 8000 fra afskaffelsen af Store Bededag, 4600 fra “reformer af universitetsuddannelserne”, og 4500 fra “styrket international rekruttering.” Som mange af os har påpeget, er der ingen arbejdsudbudseffekt af den meget upopulære afskaffelse af Store Bededag. Det ændrer ikke på danskernes efterspørgsel efter ferie, og stort set alle har rigelig mulighed for at holde fri en anden dag i løbet af året. Nettoeffekten er nul. Jeg kan heller ikke se nogen som helst grund til, at forkortelser og forværring af kandidatuddannelserne giver ret meget. Nok kan man påstå, at nogle af kandidaterne kommer et halvt år tidligere på arbejdsmarkedet, men de vil kunne langt mindre, og derfor ikke blot tjene mindre end ellers, men også være dårligere jobmatch. Alt i alt giver det næppe noget særligt bidrag til statskassen. Thomas kritiserer også de 4500 fra international rekruttering, fordi man normalt ikke regner dem med. Jeg er ikke helt enig med ham i, at det er en dårlig idé at regne dem med, men ville meget gerne se hvor det tal kommer fra, og de detaljerede vurderinger af at den beslutning giver noget som helst.

Derudover regner regeringen 9500 beskæftigede med som konsekvens af “kommende reformer.” De 5200 her er fra skattereformen, men selv her må man stille et stort spørgsmålstegn. Finansministeriet har basalt set antaget, at Lars Løkkes nye “top-top skat” ikke får nogen adfærdsmæssige konsekvenser. Det er stærkt kritisabelt, da erfaringerne fra Frankrig og Norge (og studier af f.eks. professionelle fodboldspilleres adfærd) peger på, at adfærdseffekterne kan være endda særdeles store.

Det helt gale, og det Thomas kalder fup, er at de 45.000 omfatter 4000 fra “ny prioritering i erhvervsstøtten” og 12.000 fra “potentiale for at øge strukturel beskæftigelse.” Begge dele er rene fugle på taget. Når en politiker begynder at tale om potentiale, skal man spidse ører og lade sin mentale seksløber. Det betyder næsten altid, at politikeren regner effekter med, som kun findes i hans hoved eller som han ønsker, ville være der. Det er et tal, der er grebet ud af luften og som burde være et stort nul. Det samme gælder de 4000 fra omlagt erhvervsstøtte. Bemærk, at Wammen ikke vil skære i erhvervsstøtten – det eneste fornuftige valg – men vil omlægge og tror, at bare man giver den smartere, dukker der pludselig 4000 beskæftigede op. Erhvervsstøtte er, ligesom dens større fætter industripolitik, en absolut tåbelig idé fra en økonomisk vinkel, og at påstå, at en omlæggelse af hvad der reelt er rent spild, får 4000 ekstra i arbejde, er næsten fornærmende.

Samlet set er finanslovens løfter om arbejdsudbud dybt skuffende. Selv ikke regeringens måske venligste medlem formår at overbevise mange af os om, at der ligger 45.000 ekstra beskæftigede i en række forslag, hvor flere af dem er næsten økonomisk analfabetiske. Wammens udspil er endda, at kun 15.000 af de 45.000 jobs i hans fantasi skabes i den offentlige sektor. Skærer man den rene fantasi fra udspillet, er der måske et par tusinde til den private sektor – og det er givet, at den offentlige sektor ikke vokser mere end planlagt. Hvem tror på det? For en regering, der sælger sig selv på evnen til at få ting gjort, er den nye finanslov tåkrummende.

Forskning igang: Populisme og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2023. 1 svar

I Børsen idag, torsdag den 2. november, skrev jeg om en af de kendte konsekvenser af populisme i den økonomiske kommentar. Baggrunden er, at det første temakapitel i dette års Economic Freedom of the World rapport netop handler om, hvad vi ved om effekterne af populisme på landes grad af økonomisk frihed. De to forfattere – punditokraternes ven og glimrende kollega Martin Rode og hans PhD-studerende Andrea Celico – peger her på, at en øget tilstedeværelse af populistiske partier og partier med populistiske holdninger er forbundet med reduceret økonomisk frihed: Ringere retsvæsener, mere regulering, højere handelsbarrierer osv.

På langt sigt vil den populistiske indflydelse således sandsynligvis indebære lavere vækst og længere kriser. Men Rode og Celico påpeger også i deres empiriske analyse, at alle lande ikke oplever samme skadevirkninger. Jeg opsummerede deres konklusioner i Børsen ved at notere, at “Når de to forskere tager disse grænser i betragtning, finder de ikke overraskende større skadevirkninger, jo mindre begrænset regeringen er. En flertalsregering, der ikke behøver at operere med de sædvanlige politiske begrænsninger – en regering, der kan få noget gjort – er således den farligste type, når populisme sniger sig ind i politikken.”

Som jeg også indikerer sidst i kommentaren – med en vognstang – passer situationen ret perfekt på den danske regering for tiden. Den har ikke blot flertal, men er også ganske tydeligt ligeglad med almindelig parlamentarisk procedure. Flere ministre har da også koldt bemærket, at de har flertal så de kan gøre hvad de vil. Men er den populistisk? Svaret er ja, hvis man bruger Rode og Celicos nyudviklede data. Figuren nedenfor plotter en populismescore for regeringen (den tynde, sorte linje), venstrefløj og højrefløj (de røde og blå linjer), og for Socialdemokraterne (den stiplede røde) og VK (den stiplede blå).

Skulle nogen være i tvivl om, at vurderingen af S er blevet mere populistisk, kan man blot se på justitsministerens angreb på Højesteret efter at regeringen og anklagemyndigheden har måttet droppe deres sager mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Angrebet er også rendyrket populisme: Hvis retsvæsenet ikke makker ret, må man styre det politisk.

Sidst, men ikke mindst, er spørgsmålet om man også kan se noget på udviklingen i Danmark. Jeg vil ikke påstå for meget, men der er bestemt en indikation i figuren: De store reformer i 1980erne kom i en periode hvor den populistiske højrefløj var på tilbagetog, og hvor Socialdemokraterne rykkede væk fra Anker Jørgensens klart populistiske profil. De fortsatte under Poul Nyrup, der bestemt heller ikke var en populist (som data også peger på), men stagnerede i 00erne og frem, efter at først højre side i Folketinget og hurtigt derefter Socialdemokraterne rykkede mod mere populistisk politik.

Den danske udvikling – selvom vi ikke vil påstå kausalitet – er således konsistent med en historie, hvor mere populisme forhindrer reformer, der skaber mere økonomisk frihed. Så hvorfor har vi kaldt denne post “Forskning igang” når Rode og Celicos forskning allerede er udgivet? Grunden er, at Rode og jeg er igang med at dykke videre ned i emnet. Konkret er vi igang med at sætte en analyse op, hvor vi undersøger i hvor høj grad og hvornår populisme påvirker pengepolitikken, og om det er regeringens position eller et bredere fænomen, der gør det. Alle input er som altid meget velkomne.

Forskning igang: Social tillid i Ukraine

Af Christian Bjørnskov, den 26. oktober 2023. 2 svar

Nogle gange kan man sidde med noget som forsker, som på ingen måde er færdigt, men som man alligevel synes er så spændende, at man gerne vil dele det med andre. Det er tilfældet idag, hvor vi derfor starter noget der kan gå hen at blive en tilbagevendende serie på bloggen: ‘Forskning igang’. Og idag handler det om udviklingen af social tillid i Ukraine.

Baggrunden er, at der er en åben diskussion af hvad konflikt gør ved et lands ‘sammenhængskraft’. Begrebet sammenhængskraft er som bekendt vagt og misbrugt, men er ganske tæt på ‘social tillid’, som er klart defineret og målt. Mine kolleger Martin Rode og Miguel Ángel Borella Mas – begge fra Universidad de Navarra i Pamplona – og jeg udgav for et par år siden “The economics of change and stability in social trust: Evidence from (and for) Catalan secession“, hvor vi undersøgte hvad uafhængighedsprocessen i Catalonien havde gjort ved catalanernes tillid til hinanden. Forleden kontaktede Martin mig med spørgsmålet, om vi kunne gøre noget lignende med den sociale tillid i Ukraine. Det mente jeg absolut man kunne, og vi gik igang sammen med Miguel Ángel.

Som indikeret i indledningen er vi midt i forskningsprocessen lige nu. Vi har lagt os fast på hvilke data vi kan bruge – det er the World Values Survey fra 1996, 2006, 2011 og 2020 – og har nogenlunde lagt os fast på et empirisk design. Vi har derfor ikke konkrete estimater endnu, men vores data giver nogle meget klare indikationer. Det er dem, vi deler idag.

Figuren nedenfor opsummerer, hvorfor vi er sikre på at der er en historie at fortælle. I 1996, nogle få år efter at Ukraine formelt var blevet uafhængigt, så der ud til at være en mindre forskel på tillidsniveauerne i Rusland og Ukraine: Både de russiske-talende og ukrainsk-talende ukrainere havde lidt højere tillid. Ti år senere var der ingen klar forskel, og per 2011 virkede det mere som om de ukrainsk-talende var mindre tillidsfulde.

Grunden til at vi skiller ukrainsk-talende ukrainere fra de russisk-talende er, at det er vores bedste bud på, hvordan man fanger forskelle i om folk føler sig ukrainske og har en tydeligt ukrainsk national identitet. Og det er præcist der, vi kan se forskellen efter Ruslands invasion af det ukrainske Krim og støtte til konflikten i Donetsk og Luhansk i den østligste del af Ukraine. I 2020-undersøgelsen er der ingen forskel på social tillid i Rusland og blandt russisk-talende i Ukraine, men en solid forskel til de ukrainsk-talende Ukrainere: De første to grupper har tillidsniveauer på henholdsvis 23,1 og 22,1 %, mens de ukrainske ukraineres niveau er 36 % (p<.01). Fra en lang periode uden klare forskelle, har en markant forskel materialiseret sig.

Spørgsmålet, udover hvordan man empirisk vurderer hvor stor forskellen er og hvor statistisk sikker den er, er hvordan man tolker billedet. Vores umiddelbare tolkning er, at vi ser en uforudset konsekvens af Ruslands annektering af Krim og trussel mod Ukraine i form af skabelsen- eller genskabelsen af en klar national identitet. Vi ser således heller ingen forskel i tillid mellem russisk-talende og ukrainsk-talende, hvis de stemmer på russisk-venlige partier i Ukraine, men store forskelle ellers.

Der er masser af ting, der stadig skal laves i vores nye forskning, og nok nogle hundrede timers arbejde, før det er klart. Planen er, at den første version skal præsenteres til den årlige konference i the Public Choice Society i Dallas til marts. Men de helt foreløbige indikationer var for interessante til ikke at dele med punditokraternes læsere. Og som altid er spørgsmål, forslag og overvejelser velkomne!