Tag-arkiv: public choice

Økonomisk frihed og mord på kvinder

Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2026. Skriv et svar

Det har altid undret mig hvor stort hadet mod økonomisk frihed er hos nogle mennesker. Der er naturligvis ideologiske forskelle i, hvor stor og indgribende en stat man foretrækker – og ideologiske forskelle i, hvad folk tror staten overhovedet kan gøre – og i hvilken grad man stoler på, at politikere er villige og kompetente til at udføre de opgaver, man forestiller sig staten bør varetage. Men derfra og til adskillige feminisme-forskeres påstande om, at kapitalisme og øget økonomisk frihed fører til drab på kvinder er der dog et stort skridt. Alligevel er det præcist det, forskere som Johanna Foster og Sophie Foster-Palmer hævder i deres manifestolignende artikel om “racialized disaster patriarchal capitalism.” Spørgsmålet, man må svare på, er derfor hvad der er op og ned i den debat.

Det er netop det, men ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg gør i en ny artikel, der startede som en idé her på stedet, og som netop er udgivet i tidsskriftet Kyklos. I “Capitalism and femicide: an empirical inquiry” starter vi med at beskrive de relativt tågede påstande i feminismelitteraturen, og sætter dem overfor hvad en snart 30-år lang litteratur om økonomisk frihed har at sige. Den forskning peger således på, at økonomisk frihed fører til højere indkomster, mere uddannelse, større kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, flere kvinder i politik, og mere tolerante sociale normer. Alle disse faktorer sættes ofte i forbindelse med langt bedre generelle vilkår for kvinder, og dermed også at kvinder er langt mindre udsat for vold i samfundet.

Vores undersøgelse af data på tre forskellige mål for drab på kvinder mellem 1990 og 2023, og hvordan de er relateret til ændringer i økonomisk frihed i 163 lande, viser meget klart at påstandene fra de ofte marxistiske feminister er statistisk vrøvl. Generelt finder vi ingen sammenhæng overhovedet – drab på kvinder påvirkes af helt andre forhold end økonomisk frihed – og når vi finder statistisk klare sammenhænge, er mere økonomisk frihed forbundet med færre drab.

Det bredere spørgsmål, som Martin og jeg ikke stiller eksplicit i artiklen, er hvorfor for eksempel feminismeforskere og andre på den yderste venstrefløj i så høj grad afskyr, at almindelige borgere har økonomisk frihed, at de tror at frihed har så dramatisk negative konsekvenser. Er det en refleksion af Deirdre McCloskeys observation, at den yderste venstrefløj er overbevist om, at højrefløjen er ond og derfor ikke behøver at engagere sig med argumenter eller evidens, men blot kan regne med at al politik fra den fløj også er ond? Er det en form for strategisk delegitimering af politik, man af andre grunde er imod? Eller hvor kommer de bastante påstande fra, når de ikke engang underbygges af klart formulerede sociale eller økonomiske mekanismer? Man må undre sig…

Ny forskning: Coronapas var værdiløse

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2026. 2 svar

Under nedlukningerne, da Covid-pandemien ramte verden i 2020 og 2021, reagerede langt de fleste stater med drakonisk politik, der voldsomt begrænsede borgernes frihed, selvom tidligere forskning pegede på, at nedlukninger ikke ville virke. Senere forskning, udgivet under pandemien, bekræftede at nedlukningerne havde enorme, negative konsekvenser uden at føre til færre dødsfald (se to punditokraters bidrag her og her). En af de mest indgribende politikker var de såkaldte Coronapas, der var et dokument og en registrering af, om en borger var blevet vaccineret mod Covid. Ved at indføre passene krævede med de facto, at borgerne tog en eksperimentel vaccine uden klart kendte bivirkninger, hvis de ville bruge deres civile rettigheder, som forfatninger og menneskerettighederne ellers gav dem uden betingelser.

Men var Coronapassene effektive, eller også blot en synlig og politisk bekvem, men objektivt ubrugelig politik? Det spørgsmål stiller økonomen Mats Ekman fra universitetet i Karlstad i Sverige i ny forskning, der er under udgivelse i det fine European Journal of Law and Economics. Ekman udnytter, at mens 18-årige svenskere fra 1. december 2021 skulle have et pas, hvis de ville gå på museum, i teatret, i biografen, eller deltage i nogen anden event med mere end 100 deltagere, gjaldt de samme krav ikke for 17-årige.

Ekman finder, at paskravet i bedste fald påvirkede en procent af de uvaccinerede 18-årige, og kun i et par uger efter at kravet var indført. Perioden, hvor effekten kan ses, var endda julemåneden, hvor der traditionelt er langt flere aktiviteter at deltage i. I og med at vaccinerne ikke var steriliserende – man kunne stadig få Covid og smitte andre, selvom man var vaccineret – er Ekmans konklusion, at Coronapassene fejlede, selv hvis man udelukkende er interesseret i deres effekter på epidemien, og ser bort fra enhver anden effekt på borgeres rettigheder, velbefindende, eller økonomiske muligheder.

Hele det glimrende papir kan findes her, abstractet er nedenfor:

In many countries, the roll-out of the Covid-19 vaccines was accompanied by vaccine passports. In Sweden, anyone aged 18 or above was required to have taken two doses of an approved vaccine to visit any venues with a capacity of a hundred guests or more. This article compares Swedish 17- and 18-year-olds in difference-in-difference and event-study analyses. These indicate that the vaccine passports produced an effect that lasted around four or five weeks and led to at most approximately one per cent of unvaccinated 18-year-olds getting vaccinated. The vaccines were not sterilizing but plausibly lowered the reproductive value and thereby slowed the spread of the virus. However, with at most a negligible effect on take-up, there is little to recommend the vaccine passports.

Trumps nye toldpolitik – nok også ulovlig

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2026. Skriv et svar

Forleden dømte den amerikanske Højesteret præsident Trumps toldpolitik ude. Dagen efter meddelte Trump, at han nu bruger Section 122 i the Trade Act of 1974 til at pålægge import fra alle lande en 15-procent told. Som medierne har beskrevet, tillader section 122 den amerikanske præsident at pålægge andre lande en told på netop op til 15 procent i 150 dage; derefter skal politikken igennem normal behandling i Kongressen. Men der er én vigtig detalje, som flere kommentatorer er begyndt at opdage.

Section 122 har overskriften Balance-of-Payments Authority og starter med “(a) Whenever fundamental international payments problems require special import measures to restrict imports – (1) to deal with large and serious United States balance-
of-payments deficits.” Det er denne del, som præsidenten påberåber sig. Og heri ligger problemet, fordi et “balance-of-payments deficits” overhovedet ikke er det samme som det “trade-balance deficit” som Trump mener er et problem. Selvom mange ofte taler om et betalingsbalanceproblem, når de mener et handelsbalanceunderskud, er det ikke det samme fænomen.

Betalingsbalancen – på engelsk the balance of payments – består af de løbende poster og kapitalbalancen. Langt det meste af de løbende poster består af handelsbalancen, der er værdien af al eksport minus værdien af al import, mens kapitalbalancen er inflows minus outflows af kapital. Og de to går cirka i nul. Hvis et land har et underskud på de løbende poster, må det jo nødvendigvis finansiere underskuddet på en eller anden måde. Det kan være lån eller udenlandske investeringer, dvs. inflows af kapital. På samme måde er et overskud på de løbende poster logisk forbundet med outflows af kapital. Det er på den måde – ved at have store overskud på handelsbalancen – at Danmark betalte sin massive udlandsgæld af fra midten af 1980erne til nu!

Trump har adskillige gange demonstreret, at han ikke forstår basalt nationalregnskab, og i særlig grad at investeringsflows og eksport/importflows er direkte forbundet på denne måde. Præsidenten er ganske enkelt nationaløkonomisk analfabetisk, men det er hans rådgivere næppe allesammen. Trump har hele sin karriere klaget over, at USA har underskud på varehandelsbalancen og at det er evidens for, at andre lande narrer USA. Læg mærke til kursiven: Trump klager over underskuddet på varehandlen, og ignorerer dermed, at USA har et ganske stort overskud på balanden på handel med service. Og han kræver, at USA får både et overskud på handelsbalancen og et overskud af investeringer, der flyder ind i landet – noget, der er nationaløkonomisk umuligt.

Man kan nu forudsige endnu et længere retsligt opgør, fordi Trump-administrationen har brugt en lov, der slet ikke handler om det problem, man påstår at ville løse. I Højesterets dom fra forleden var dommerne meget klare i deres krav til præcist sprogbrug: Når IEEPA ikke brugte ordet ‘tariff’ betød det, at Kongressen ikke havde uddelegeret brugen af toldpolitik til præsidenten i loven. Det er derfor svært at tro, at domstolen vil lade præsidenten slippe afsted med at bruge en lov, der slet ikke handler om handelsbalancen, men noget fundamentalt andet.

Public choice workshoppen – et par indtryk

Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2026. Skriv et svar

I fredags afholdt vi den årlige danske public choice workshop på Aarhus Universitet. Som altid var det en hyggelig og spændende dag med mange gode præsentationer og samtaler. Alligevel var indtrykket – om noget – at papirerne, der blev præsenteret i løbet af dagen, var særligt gode i år. Det gjaldt både fra nogle af de etablerede forskere såvel som de gruppe PhD-studerende og post docs, der deltog. Her er nogle få nedslag i dagens program.

Jeg var i den specielle situation, at jeg ikke præsenterede noget selv, men alligevel havde tre papirer på programmet: Tre forskellige medforfattere havde besluttet at præsentere arbejde, som jeg har været med på. Ege Asutay, der er PhD-studerende ved universitetet i Jena (på billedet) præsenterede for eksempel Do Populists Erode Civil Society, der er skrevet sammen med Niclas Berggren (IFN i Stockholm) og undertegnede. Beskeden i papiret er, at jo flere populistiske partier der kommer i parlamentet, og jo mere populistiske partierne bliver, jo mere lider civilsamfundet. Historien ender dog ikke der, fordi vores empiriske undersøgelse peger utvetydigt på, at det helt primært er højrefløjens populisme, der fører til direkte repression af civilsamfundet og lavere deltagelse i det.

En anden præsentation, der gjorde indtryk, var fra Cepos-forskeren Karsten Bo Larsen, der sammen med Cecilie Tandrup-Rasmussen har undersøgt, hvad der er sket med de danske hospitalers produktivitet. Der plejede at være en regulær, årlig måling af, hvad man får ud af ressourcerne på de danske hospitaler, men den sluttede i 2018. Karsten Bo konstaterede lakonisk, at det var måske ikke helt tilfældigt. Analysen, der meget snart udkommer fra Cepos så alle kan læse den, peger på at produktiviteten er faldet markant siden 2020.

Et par andre spændende indlæg kom fra bl.a. Eliza Hałatek, der er PhD-studerende på universitetet i Warszawa, og Stefan Voigt fra Hamborg, der er lidt længere i sin karriere – Stefan er en af Europas absolut mest citerede retsøkonomer. Eliza stillede i One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index spørgsmålet, om hvad der sker når centralbanker kommunikerer i alle mulige retninger. Til formålet har hun udviklet sit eget ‘kakofoniindeks’ for den europæiske centralbank. Den meget fine præsentation gav anledning til et par kommentarer, man først grinte lidt af og bagefter tænkte seriøst over: Hvordan ville den slags se ud, hvis man gentog analysen for latinamerikanske centralbanker (fra Douglas Elmauer), og kunne man forestille sig ‘rationel kakofoni’ (fra Peter Nannestad). Eliza tog hjem om lørdagen med flere nye idéer til PhD-projektet.

Sidst, men ikke mindst, præsenterede Stefan Voigt mere arbejde i sit kreative og spændende projekt om. hvad folkeeventyr kan fortælle os om nationale værdier. Papiret What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century peger ret klart på, at en del værdier er endda meget stabile på samfundsplan. Og når basale værdier er stabile, kommer visse institutioner og politiske valg også til at blive stabile, og konstante gevinster eller problemer for nogle lande.

Der er god grund til at sige tak til alle deltagerne inklusive de kolleger og studerende, der kom og sad med på dele af workshoppen. En del af punditokraternes mission er at bringe ny samfundsforskning ud til læserne, og det indebærer også, at man kan give besked i kommentarerne, om man ønsker en længere post om et af papirerne, der blev præsenteret i fredags. Og selvom man ikke har det, kan man konstatere, at public choice er ved godt helbred i vores del af verden.

Populismens hesteskoteori virker perfekt i USA

Af Christian Bjørnskov, den 21. januar 2026. 2 svar

Er Donald Trump den mest socialistiske præsident, USA nogensinde har haft? Det lyder måske som en absurd påstand, at en af de mest businessfokuserede præsidenter nogensinde skulle være socialist. Men ser man på den politik, han faktisk fører, er det svært ikke at se lighederne med USAs venstreekstreme fløj. Trump er dermed et fremragende eksempel på det, den franske filosof Jean-Pierre Faye kaldte en ‘hesteskoteori’ for populister.

Min glimrende kollega Justin Callais, der idag er cheføkonom ved Archbridge Institute, skitserede forleden teorien på sin Substack Debunking Degrowth (der i sig selv er varmt anbefalet). Justin opsummerer teorien ved at den “highlights how political extremes often converge in their authoritarian tendencies, anti-establishment rhetoric, and simplistic “us versus them” worldviews.” Ekstremerne konvergerer således i definitionen på populisme, og kommer ikke overraskende til at føre ret ens politik. Her er nogle få eksempler fra Trumps anden administration.

Interventionistisk industripolitik er baseret på idéen om, at markedet ikke virker – eller, som nogle populister påstår, kun virker for nogle allerede priviligerede grupper – og derfor skal styres politisk. Man skal fra politisk side dirigere industrien, subsidiere og beskytte særligt strategisk vigtige (læs: politiske forbundne) sektorer, og både beskytte og promovere særlige slags arbejdspladser i traditionel industri. Populisternes industripolitik hviler således på socialistiske idéer fra 1930erne og 50erne, der bredt set er debunket af ædruelige politikere, og som forskere som von Mises, Hayek og Olson forlængst har vist, ikke kan lade sig gøre i praksis. Men det er meget præcist den type politik, Trump i stigende grad fører, og amerikanske socialister som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez har plæderet insisterende for.

Påstande om, at globalisering er en trussel og fører til at ‘vores’ arbejdspladser og markedsandele stjæles af andre lande, er en anden gammel traver på den uinformerede venstrefløj. Bemærk, at jeg understreger uinformeret, da der er mange venstreorienterede økonomer, der fuldt støtter frihandel, fordi den i særlig grad gavner fattige mennesker i fattige lande, og nedbryder monopoler. Men Trumps handelspolitik og hans gentagne påstande om, at andre lande stjæler amerikanske industriarbejdspladser og “rip us off” er både økonomisk analfabetisk, og en idé som man ellers primært finder hos gakkede socialister som f.eks. Joseph Stiglitz og den trotskistiske franske præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchon. Også her mødes socialistiske populister og autoritære højrefløjspopulister i toppen af hesteskoen.

En tredje afart af fænomenet kan ses i Trumps opkøb og statsliggørelse af private virksomheder: Hans ‘golden share’ i US Steel, 10 % andel i Trilogy Metals og Intel, og hands tvungne option på 8 % af aktierne i Westinghouse. Man kan næppe komme længere mod fuldblods socialisme end idéen om, at staten skal eje produktionsmidlerne i centrale industrier. Men det er præcist hvad Trump argumenterer, og hvad han er igang med at udføre i praksis.

Sidste skud på stammen er hans edikt om, at kreditkortselskaber ikke må tage mere end 10 % rente på folks kredit. Som Justin peger på, foreslog socialisterne Sanders og Ocasio-Cortez sammen med den ekstrem-trumpistiske republikaner Josh Hawley præcist det samme for knap et år siden. Statslig styring af kreditgivelse og finansielle institutioner er næppe heller særligt liberal eller konservativ politik, men er klassisk socialistisk populisme.

Donald Trump er på mange måder et ekstrem i sig selv, men derfor også et skoleeksempel på, hvordan populister ofte ligner hinanden selvom de rent umiddelbart hører til forskellige fløje. Trump er uden tvivl økonomisk analfabet, ligesom mange venstrepopulister er (og nogle gange med vilje), men det undskylder ikke at han også økonomisk er identisk med Sanders, Xi og Putin.

Dansk public choice workshop 2026

Af Christian Bjørnskov, den 18. januar 2026. Skriv et svar

Faste læsere ved, at der hvert år afholdes en dansk public choice workshop den sidste fredag i januar. Sidste år afholdtes den helt særligt i Malmø, og blev derfor også den baltiske public choice workshop. Og om knap to uger er det tid til den 26. af slagsen. Den afholdes den 30. januar mellem 11 og 18 på Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, i vores nye faciliteter i Universitetsbyen (det gamle kommunehospital), bygning 1813-1814. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede – man kan deltage hele dagen eller blot sidde med på en enkelt session, hvis det er det man har tid til eller interesse i. Frokosten er kun for de præsenterende deltagere, men der er gode muligheder i området.

Deltagerne i år kommer fra Danmark, Holland, Polen, Sverige og Tyskland, og emnerne spænder bredt fra euroeffekter over ulighed til terrorisme. Det næsten endelige program er her, og ser – hvis jeg skal sige det – meget spændende ud.

11.00-11.05: Welcome

11.05-12.35: Session 1. Policies

Tobias Poulsen (Cepos): Reassessing the Trade Effect of the Euro: A Replication of Glick & Rose (2016) with Updated Data and Adjusted Analyses

Rasmus Wiese (Groningen), Jakob de Haan (Groningen), and João Tovar Jalles (Lisbon): Unveiling Employment and Wage Dynamics: The impact of Labor Market Reforms using a Local Projections Difference-in-Differences Approach

Eliza Hałatek (Warsaw): One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index

12.35-13.30: Lunch

13.30-15.00: Session 2a. Populism and voting

Ege Asutay (Jena), Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Civil Society and Populism: Do Populist Politics Help or Hinder it?

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Incongruent Values and Populist Voting

Peter Nannestad (Aarhus): Immigrants as Future Voters? An empirical footnote to the Hillman – Van Long model

13.30-15.00: Session 2b. Rent-seeking

Atma Mahapatra (Groningen): A Broader View: Mapping the Universe of U.S. Trade Lobbying

Lotta Stern and Staffan Samuelsson (Ratio): A Return to Corporatism or Just Establishing a New Status Quo?

Martin Paldam (Aarhus) and Jamel Saadaoui (Paris 8): The Grand Pattern in the Triplet of Political Capitalism, State Capture, and Crony Capitalism

15.00-15.45: Coffee

15.45-17.40: Session 3a. Inequality and values

Andreas Bergh (Lund): Tennis, Chess, and Supercomputers: New Measures of Global Inequality

Karsten Bo Larsen and Cecilie Tandrup-Rasmussen (Cepos): Productivity in Danish Hospitals

Jerg Gutmann, Anne van Aaken, Betül Simsek, and Stefan Voigt (Hamburg): The Tightness/Looseness of Social and Legal Norms in Europe

Stefan Voigt (Hamburg), Mahdi Khesali (Hamburg), and Nadia von Jacobi (Trento): What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century

15.45-17.40: Session 3b. Terrorism and constitutions

Lasse Aaskoven (SDU) and Marius Mehrl (Leeds): White and Red Terror: Ideology and State Violence after Autocratic Regime Establishment

Lasse Skjoldager Eskildsen (SDU) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Are Terrorists Ideologically Consistent in their Target Selection?

Katarzyna Metelska-Szaniawska, Anna Lewczuk, Tymoteusz Mętrak (Warsaw): Economic consequences of respecting and violating constitutions revisited using a new set of indicators

17.40: Refreshments and end

Velfærdsstater leverer ikke god velfærd

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2025. 1 svar

Den skandinaviske velfærdsstat er den bedste samfundsform, hvis man vil have meget velfærd – ikke? Det er i hvert fald den antagelse, som mange borgere og de fleste politikere accepterer hver dag. De gør den endda ofte helt uden at tænke over det. Men er antagelsen sand? Ny forskning fra to svenskere – Stefan Fölster og Nima Sanandaji – der lige er udgivet af the Institute of Economic Affairs i London prøver at svare på spørgsmålet.

Og deres svar er nej. Alle interesserede bør enten se Reem Ibrahims fine interview med Sanandaji nedenfor, eller læse hele publikationen her (den er gratis), eller begge dele. Fölster og Sanandaji udforsker meget klart, om det man påstår velfærdsstaten gør, faktisk leveres bedre end andre statsformer. Helt overordnet er konklusionen, at de store skandinaviske velfærdsstater leverer middelmådig offentlig service til en meget høj pris.

Nødret under pandemien – nyt studie af forfatningsbrud

Af Christian Bjørnskov, den 19. september 2025. Skriv et svar

Der er næppe en eneste læser hos punditokraterne, der har glemt hvad vi alle gik gennem da land efter land blev lukket ned i foråret 2020. Den nye Covid 19-virus spredte sig, og regeringer og eliter gik i panik verden over. Det gjaldt ikke mindst den danske regering, der påstod at den simpelthen gjorde hvad sundhedsmyndighederne anbefalede. Vi ved idag, at det var løgn og at Sundhedsstyrelsens chef Søren Brostrøm indtil få timer før Mette Frederiksens annoncering af nedlukningen af Danmark, advarede imod det og anbefalede en approach som i Sverige. Det er også klart, at regeringen senere på året brød Grundloven, da den uden lovhjemmel lukkede ned for landets minkerhverv og med forsvaret og politiets hjælp tvang landmændene til at slagte deres mink. Men hvor almindelig var den slags adfærd i Covid-årene?

Det spørgsmål giver Stefan Voigt og jeg et svar på i en ny artikel med titlen Covid and the constitution: unlawful states of emergency during the pandemic, der nu udgives i European Journal of Law and Economics. Vi starter artiklen med en konkret optælling af antallet af nødretssituationer i 2020-21, hvor enten selve erklæringen eller regeringens opførsel og beslutninger under nødretten var forfatningsstridige. På tværs af 176 lande viser vi, at mens 17 procent af nødretssituationerne i autokratier var forfatningsstridige, gjaldt det samme for 25 procent i verdens demokratier. Med andre ord var demokratisk valgte regeringer væsentligt mere tilbøjelige til at bryde deres forfatning under pandemien! Og det tæller ikke engang Danmark med, da regeringen ikke erklærede nødret – og heller ikke kunne, da situationen slet ikke tillader det i den danske Grundlov.

På sin vis var den danske regering ikke særligt speciel i 2020-21, men fulgte blot et mønster som mange andre demokratier delte: I det øjeblik, regeringen kunne påtage sig mere diskretionær magt – og jo mere, forfatningen tillod den at tiltage sig – jo mere blev den magt misbrugt. Der tales således meget om, hvad man måske kan lære i sundhedsmyndigheder og andet af pandemien, men alt for lidt om, hvad man kan lære om politikere og deres adfærd. Men hvorfor skulle politikere tale om to år, hvor de i virkeligheden demonstrerede, hvor lidt man bør stole på dem?

Hele artiklen kan downloades gratis i linket ovenfor; abstractet er her:

The Covid-19 pandemic in 2020 and 2021 gave rise to an unprecedented number of emergency declarations across the world. Recent research shows that the transfer of substantial discretionary power to the executive branch in an emergency often gives rise to unlawful and unconstitutional political behaviour. In this paper, we explore if the large number of emergencies during the pandemic were special. We document that they were, in the sense that unlawful emergencies were substantially more likely to occur among democracies. We also show that apart from economic variables, better rule of law and more permissive constitutionalised emergency provisions contributed to a higher risk of unlawful behaviour.

Herby i FT om regulering

Af Christian Bjørnskov, den 16. september 2025. 1 svar

Punditokraternes egen Jonas Herby blev forleden fremhævet i Financial Times. Anledningen var en glimrende leder om, hvordan de vestlige økonomier begraves i regulering. Tej Parikh peger her på, at den samlede EU-regulering – målt på antal ord – er steget 700 procent siden Maastricht-traktaten trådte i kraft for 32 år siden. Tallet er ikke taget ud af luften, men kommer netop fra Jonas omhyggelige arbejde hos Cepos og for the European Policy Information Center.

Som Financial Times skriver, er der god grund til at have regulering på nogle områder. Men der er masser af forhold, der overhovedet ikke kræver nogen form for regulering, meget regulering der er overdetaljeret og tilrettelagt af folk, der ikke kender til virkeligheden på gulvet, og regulering der i virkeligheden er tilstede for at beskytte særinteresser. Det gælder for eksempel den regulering på både nationalt og EU-plan, der de facto skaber handelsbarrierer internt i EU der svarer til en 44 % told (se IMFs forskning her). På grund af regulering kan der således ofte være lavere de facto handelsbarrierer på handel med Storbritannien end med Grækenland!

Politikere taler ofte om behovet for at rydde op i de værste reguleringer og undgå bureaukratisering og regelrytteri, men gør stort set aldrig noget ved det. I stedet for ender de ofte i diskussion om enkeltsager, hvor ‘man bliver nødt til at gøre noget’ – og det noget, de gør er ekstra og ekstra striks regulering. Mens de fleste politikere næppe står til at redde, kan alle vi andre blive klogere af at læse Jonas forskning og bidrage til en informeret debat om behovet for faktisk deregulering.

Folk med usammenhængende værdier stemmer populistisk

Af Christian Bjørnskov, den 8. september 2025. 3 svar

I morgen tager jeg til årets WINIR-konference, der denne gang afholdes på handelshøjskolen i Prag. Min gode ven og fremragende kollega Niclas Berggren er medarrangør af konferencen, og vi benytter lejligheden til at præsentere de to første bidder af vores nye forskningsprojekt. Projektet, der ellers officielt først starter den 1. oktober og handler om årsager og konsekvenser af forskelle i menneskelig frihed, kommer således afsted med det samme. Niclas præsenterer vores fælles arbejde om hvordan populisme påvirker menneskelig frihed – som vi tidligere på året skrev om her – mens jeg præsenterer vores helt nye studie af, hvor sammenhængende folks værdier er.

Hvad betyder det, at man ikke har sammenhængende værdier – eller det, vi foretrækker at kalde inkongruente værdier? Vi afsøger det ved hjælp af de 21 værdispørgsmål i the European Social Survey, som bl.a. spørger om det er vigtigt at tage sine egne beslutninger og være fri, og om det er vigtigt at gøre hvad der bliver sagt. Vores pointe er, at det ikke giver ret meget mening, at mene at begge ting er vigtige på samme tid. På samme måde er der flere andre værdipar – f.eks. at være succesful og få anerkendelse versus at være beskeden og ydmyg – som ‘inkongruente’: At de er nærmest logiske modsætninger. Det er en situation, som ligner det fænomen, der kaldes kognitiv dissonans.

Alligevel finder vi næsten ni procent af respondenterne i undersøgelsen, der har mindst to inkongruente værdipar. Og det viser sig at have konsekvenser at folks værdier ikke giver logisk mening. Som vi illustrerer nedenfor på udelukkende danske data, er folk med inkongruente værdier markant mere tilbøjelige til at stemme på populistiske partier! Mens 15 procent af de danske respondenter uden inkongruente værdier stemmer populistisk, er det 18 procent af dem med inkongruente værdier. Og som man kan se i figuren, er det primært drevet af de højrepopulistiske partier.

Det samme gælder på tværs af Europa, hvor folk med inkongruente værdier er cirka 16 procent mere tilbøjelige til at stemme populistisk. Hvad det betyder for, hvad folk accepterer af politik, og om populister decideret kan tiltrække stemmer fra folk uden klart logiske sammenhænge, er blot to af de interessante spørgsmål, der kommer ud af det nye studie. Og hvis vores læsere har forslag og indspark, hører vi meget gerne om det!

Ny public choice encyclopædi

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2025. Skriv et svar

Vi ved, at mange af vores læsere er interesserede i public choice – gråzonen mellem statskundskab og nationaløkonomi, der studerer hvordan selv-interesse, klare incitamenter og rationelle beslutningstagere former politisk adfærd, politiske beslutninger, og den første politik. En ny encyclopædi er derfor måske nogen for dem.

Min fremragende kollega Richard Jong-a-Pin (Groningen) har, hjulpet af undertegnede, redigeret den nye Elgar Encyclopedia of Public Choice, der udkommer til efteråret. Bogen omfatter 118 separate, korte kapitler om emner indenfor public choice, fra korruption til forskelle mellem valgsystemer. Vi har fået nogle af verdens førende public choice-forskere til at skrive, og resultatet er en bred og omfattened encyclopædi.

Er nogen interesserede i at vide lidt mere, kan de med fordel læse vores blogindlæg hos Edward Elgar med titlen Using Economics to Understand Political Outcomes: A New Encyclopedia of Public Choice. Som vi indleder posten med: “Why do trade policies typically favour certain groups of industries? Why do politicians regularly ignore large groups of their voters? Why does corruption persist as a major problem in large parts of the world although everyone recognises how problematic it is?” Er man enig i, at de spørgsmål er vigtige, er public choice måske den approach der passer til ens interesser?

Forsvarsforligets partier har drukket af natpotten

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2025. 5 svar

For at være helt præcis, har partierne i Folketinget bag forsvarsforliget drukket af den økonomiske natpotte. Der kan ikke være anden vurdering af deres beslutning, at Forsvarets nye skibe – med undtagelse af de hurtige fregatter, der først besluttes efter tingets sommerferie – skal bygges i Frederikshavn. Formålet med forliget burde være, at Danmark får mest muligt kvalitetsforsvar for pengene. Det gør man ikke med beslutningen. Og før nogen siger, eller skriver i kommentarerne, at forliget jo ‘skaber arbejdspladser’, er den slags argumenter altid simpel evidens for personens økonomiske analfabetisme (eller uærlighed). Her er hvorfor.

Ethvert indkøb, om det er offentligt eller privat, må sigte efter at få så meget for pengene som muligt. Rationelt siger man således efter at opnå den bedste kombination af lav pris og høj kvalitet, givet ens præferencer og rationalet for købet. Ethvert voksent menneske ved, at det kan være svært at ramme helt rigtigt. Det bliver bestemt ikke lettere af, at det drejer sig om komplekse indkøb til Forsvaret, der skal bruges over en lang årrække til en lang række forskellige formål. Princippet er dog det samme: Det er dumt at købe noget, der er for dyrt i forhold til hvad man ellers kunne have fået for pengene.

Og det er her, at Folketingets insisteren på, at de nye flådefartøjer skal bygges i Danmark, kommer til kort. Der er ingen som helst grund til at bygge fartøjerne i Danmark, når de for eksempel kan bygges til lavere pris i Sydkorea, af værfter der allerede har betydelig erfaring og kompetence i netop den type byggeri. Det er med andre ord både dyrere at bygge dem i Frederikshavn, og langt mere risikabelt, ig og med at den manglende kompetence inebærer en meget større sandsynlighed for, at noget går galt eller man ender i uforudsete problemer. Beslutningen forøger blot skatteydernes omkostninger og forøger Forsvarets risiko for, at de alligevel ikke har fartøjer og andet materiel til den aftalte tid – eller nogenlunde tæt på.

Et standardargument i dansk politik er, at det ‘jo skaber arbejdspladser’. Simon Kollerup, Socialdemokratiets forsvarsordfører der er valgt i Frederikshavn – og ikke en af Folketingets hurtigste knallerter på molen – glæder sig for eksempel over, at “der er 500 til 700 nye arbejdspladser” til byen. Det er der bare ikke.

Nok har Frederikshavn Kommune blandt andet lidt under lukningen af Danish Crowns slagteri i Sæby, men sidste år var ledigheden blot fire procent. Uanset om man er villig til at tro på, at de ledige slagteriarbejdere pludseligt kan bruges i regionens værftsindustri, er der ikke reelt ledig arbejdskraft i byen. De 500-700 arbejdspladser skal derfor tages fra andre formål og virksomheder i både Frederikshavn og resten af landet. Argumentet er nonsens og bør aldrig bruges: Politik skaber ikke arbejdspladser, den flytter dem kun!

Et sidste argument, som jeg også har hørt i forbindelse med beslutningen om at bygge flådens nye skibe i Danmark, er at det vil opbygge kapacitet og kompetence. Argumentet lyder ofte både rimeligt og fristende, men er altid tvivlsomt fordi det bryder med et af nationaløkonomis mest grundlæggende principper: Alternativomkostninger. Hvis man bruger ressourcer – menneskelige, finansielle, fysiske osv. – på ét formål, kan man ikke også bruge dem på et andet. Har man brugt melet på at bage kage, kan det ikke også bruges på brød. Så når man politisk binder ressourcer i skibsbygning i Frederikshavn, er der en reel omkostning forbundet med at de ikke kan bruges andre steder på privaste formål. Og man bør notere sig, at de private formål, som ressourcerne kommer fra, alle er ‘markedstestede’ – de er investeret i noget, som folk brugte deres egne penge på med en reel forventning om succes.

Når jeg bruger et udtryk som, at forligspartierne har drukket af natpotten, er det således udtryk for at deres beslutning strider mod helt grundlæggende økonomisk logik. Den strider også mod mindst et århundredes erfaring med politiske projekter, og med påstandene om, at store offentlige udgifter på magisk vis får positive konsekvenser. Der er ingen magi i politik, men masser af basal inkompetence.

Populisme og menneskelig frihed

Af Christian Bjørnskov, den 29. juni 2025. 4 svar

Jeg er netop kommet hjem fra Friedrich-Schiller Universitetet i Jena, hvor jeg torsdag og fredag deltog i en lille workshop om populismeforskning. Udover arrangøren, min ven og kollega Andreas Freytag, og to andre ‘seniorforskere’ – Stan du Plessis fra Stellenbosch University og Christopher Ball fra Quinnipiac University – var deltagerne alle PhD-studerende og en enkelt postdoc. I stedet for normalen, hvor alle præsenterer deres egen næsten færdige forskning, var formattet hovedsageligt en åben diskussion af en hel række emner, hvor der er huller i forskningen, suppleret med to præsentationer af forskning, der viser hvordan man praktisk kommer ud over en række problemer.

Jeg havde fornøjelsen af at holde den ene af de to præsentationer, hvor jeg talte om min nye fælles forskning med min fremragende IFN-kollega Niclas Berggren. Formålet var både at vise, hvordan man rent praktisk håndterer empirisk populismeforskning, men også at vise bredden af feltet. Det særlige ved Niclas og mit nye studie er nemlig, at vi ser meget bredt på effekterne af populisme, samtidig med at vi har en vis løsning på det altid store ‘hønen og ægget’ problem.

Niclas og jeg har – som det første delprojekt i vores nye forskningsprojekt – valgt at se på, hvordan populisme påvirker såkaldt ‘Human Freedom’ (menneskelig frihed). Human Freedom er et overordnet koncept, der inkluderer både en række klassiske menneskerettigheder, retten til at leve sit liv frit sammen med andre, og folks økonomiske frihed. Da konceptet er ret bredt – som Fraser Instituttet måler det, består det af 12 forskellige indikatorer, der hver især selv er overordnet – starter vi med en type analyse, der kan vise hvor mange elementer vi praktisk kan slå sammen. Det viser sig, at det dækker fem separate forhold: Hvor fair og effektivt retvæsenet er, og hvor relativt ureguleret samfundet er (Rule of law), klassiske forhold som ytrings-, forsamlings- og bevægelsesfrihed (Personal freedom), hvor fri penge- og handelspolitikken er (Policy freedom), sikkerhed og orden (Security), og hvor fri folk er fra voldsom beskatning og offentlig brug af deres midler (Government size).

Vi ser herefter på, hvordan graden af populisme blandt partier i parlamentet påvirker folks menneskelige frihed. Vi bruger her Celico og Rodes nyudviklede data for, hvor populistiske partier er, og tager særligt hensyn til, om partier er venstre- eller højrepopulistiske, og i hvilken grad parlamentet er domineret af venstre- eller højrefløjen. Vi har helt specifikt data fra 76 vestlige lande mellem 2000 og 2020.

Figuren nedenfor opsummerer vores hovedresultater: Når parlamentet er domineret af venstrefløjen (højrefløjen) har venstre- (højre-) populister klar indflydelse. Men indflydelsen, de har, er ikke den samme: Kun højrepopulister truer systematisk retsvæsenet og underminerer folks basale menneskerettigheder. Begge fløje truer sikkerhedssituationen og forøger statens omfang og kontrol. Højrepopulister har dermed bredere negative konsekvenser, men når vi ser effekter af venstrepopulister, er de væsentligt dybere.

Vores nye studie er kun ét blandt en hel række forskningsprojekter om populisme. Og workshoppen i Jena var da også virkeligt produktiv, og særligt for de PhD-studerende, der deltog. Der kom mange nye idéer til projekter om spørgsmål, som forskningen slet ikke har svaret på endnu. Indtil videre må læserne nøjes med et hurtigt blik ind i mit og Niclas Berggrens studie, der i det mindste viser, at der absolut er noget at tale om – og noget at bekymre sig over!

Akademisk frihed – shortlisting og nye idéer

Af Christian Bjørnskov, den 8. juni 2025. Skriv et svar

Som opmærksomme læsere vil vide, har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg i nogen tid været interesserede i akademisk frihed. Det er foreløbig blevet til tre artikler – om hvordan politiske institutioner påvirker den akademiske frihed, om hvordan og hvornår den påvirker produktivitet, og om hvordan ændringer i økonomisk frihed former den akademiske frihed – og en ekstra oversigtsartikel, som jeg skrev selv. Det er også stadig et åbent spørgsmål, om akademisk frihed måske bliver en (lille) del af vores nye projekt om menneskelig frihed (human freedom).

Dagens gode nyhed er, at artiklen om hvordan økonomisk frihed påvirker akademisk frihed nu er shortlistet til årets Elinor Ostrom-Pris ved Journal of Institutional Economics. Beskeden kan bl.a. ses på LinkedIn og afslører også, at konkurrencen er hård i år. Og vi er nødt til at huske, at Niclas og jeg har været nomineret før for artiklen Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy uden at vinde.

En del af baggrunden for artiklen, og for hvorfor spørgsmålet vi stiller er vigtigt, er at den akademiske frihed er under angreb for tiden. Trump har angrebet nogle af verdens fineste universiteter og forsøgt at fjerne både noget af deres funding og deres udenlandske studerende, i Holland er regeringen begyndt at stille krav til hvordan man underviser og der er politiske idéer om at begynde at styre visse forskningsvalg, og i lande som Ungarn og Tyrkiet er den akademiske frihed ganske enkelt væk.

Men før vi begynder at synes for godt om os selv, bliver vi nødt til at stille et basalt spørgsmål. Og det er også et spørgsmål, vi stiller til alle Punditokraternes læsere. Hvilke nye spørgsmål om akademisk frihed – og måske borgernes frihed i bredere forstand – mangler forskningen at stille? Er den negative indflydelse på akademisk frihed måske et mere generelt fænomen, hvor borgernes frihed undermineres? Er det i virkeligheden populister – ikke mindst folk som Donald Trump, Victor Órban og Peter Hummelgaard – der er truslen mod frihed? Bidrager akademikere selv til at underminere deres frihed ved at foretrække ufri politik? Der er masser af spørgsmål, og vi håber at læserne kan bidrage med mange flere!

I Danmark for 176 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 5. juni 2025. 1 svar

Som de fleste læsere ved, trådte Danmarks første Grundlov i kraft idag for 176 år siden. Grundloven cementerede og udbyggede den spæde transition til demokrati, som var startet med Stænderforsamlingerne i 1834, og etablerede en række rettigheder for borgere og andre i Danmark. Mens man kan diskutere mange forhold, har grundlovene siden da – og ikke mindst den omhyggelige håndhævelse af dem og den generelle respekt, der har stået om dem – været både socialt og økonomisk vigtige for danskerne. Det er dét, vi fejrer idag.

Fejringen sker på baggrund af en generel svækkelse af status for demokrati og forfatningsbeskyttelse i verden. Ifølge V-Dem-projektets vurdering af ‘executive respect for the constitution’ er det gået tilbage i alle regioner af verden, og ikke mindst (og statistisk signifikant) i Nordamerika og Latinamerika. I Europa er både Tyrkiet og Ungarn holdt op med at være rigtige demokratier, og i lande som Albanien og Serbien er demokratiet klart svækket. Ude i verden gælder det samme i lande som Indien, Sri Lanka og Filippinerne demokratisk udfordrede, men eksempelvis Sydafrika er til en vis grad på rette spor.

De to forhold er naturligt forbundne. Bruger vi igen V-Dems indikator scorer autokratier scorer i gennemsnit 1,5 point på en fire-punktsskala for respekt for forfatningen, mens demokratier scorer 2,8. Der er også en sammenhæng med økonomisk udvikling, da lande med lav respekt (mellem 0 og 2) i gennemsnit har en nationalindkomst per indbygger på cirka 11.500 dollars, lande med middelmådig respekt har et gennemsnit på cirka 21.700 dollars, mens lande med høj respekt (over 3) er de rige lande med et gennemsnit på 54.500 dollars (alle forskelle p<0,01).

Selvom man også godt kan forestille sig, at rige lande skriver anderledes forfatninger og bedre har råd til at håndhæve dem, viser de to polske økonomer Anna Lewczuk og Katarzyna Metelska-Szaniawska i en ny artikel, at forfatningsrespekt skaber ekstra økonomisk vækst. Det er derfor heller ikke uden konsekvenser, at der er så store forskellige i forfatningsrespekt på tværs af verden (se kortet nedenfor).

Og det er heller ikke uden konsekvenser, at den nuværende danske regering så åbenlyst mangler respekt for den Grundlov, vi fejrer idag. Minksagen i 2020 afslørede hvor ligeglad statsministeren er med Grundlovens krav om, at der ikke må gennemføres noget, der ikke er hjemlet i lov – i det mindste så længe hun og hendes departementschef kunne slette deres spor. På samme måde har justitsministeren presset den infamøse Koranlov igennem, og vi venter stadig på at se, om domstolene ikke i sidste ende konkluderer, at den er i strid med Grundlovens beskyttelse af borgernes ytringsfrihed. Og sidst, men ikke mindst, presser regeringen på for at give efterretningstjenesterne de facto ubegrænsede muligheder for at overvåge folk i Danmark. Den grundlovssikrede ret til privatliv kaldte ministeren forleden ‘teoretisk’ i et interview med DR.

Der er grund til at fejre 176 års grundlovssikring af borgere i Danmark, og måske særligt i år og under denne regering. Som Tom Jensen skrev i Berlingske: “Det er 176 år siden, den første Junigrundlov blev vedtaget. Men sjældent har Grundloven været mere relevant at forholde sig til end nu.”

Særnummer om Mario Rizzo og Behavioural Public Policy

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2025. Skriv et svar

Et af de mest højt profilerede områder i samfundsvidenskaberne de sidste 20 år har været adfærdsøkonomi. Området, som Daniel Kahnemann og Vernon Smith fik deres nobelpriser for i 2002, studerer (primært økonomisk) adfærd, der ikke umiddelbart kan forklares med standardantagelserne om rationel adfærd og fuld brug af information, som vi normalt gør i økonomi. Meget af entusiasmen for adfærdsøkonomi har oftet virket til at være drevet af ønsket om at finde politik, der kan hjælpe folk med at tage bedre beslutninger. Til tider har det også virket som om noget af interessen har været drevet af forsøg på at finde nye måder at retfærdiggøre gamle politiske forslag.

Derfor er et helt område, som kaldes Behavioural Public Policy også dukket op, hvor man netop studerer de politiske konsekvenser af adfærdsøkonomisk forskning og adfærdsøkonomiske påstande. En af de absolut mest centrale og skeptiske forskere i feltet er Mario Rizzo fra New York University, som nu hyldes med et særnummer af Behavioural Public Policy i hans ære. Redaktørerne Malte Dold, David Harper, Shruti Rajagopalan og Glen Whitman kalder deres introduktion til nummeret for Process, Rationality and Human Wellbeing. Det er en fin introduktion til hele nummeret, der har bidrag af bl.a. Gerd Gigerenzer, Richard Epstein, Shaun Hargreaves Heap og Peter Boettke. Det hele er ekstremt interessant, og giver masser af stof til eftertanke – specielt i en tid, hvor stadig mere politik sigter imod at ændre på borgernes private adfærd!

Hele abstractet er her, men hele særnummeret er varmt anbefalet:

This special issue explores foundational questions in behavioral economics and behavioral public policy, drawing on the work of Mario Rizzo, a critical voice in the debate on behavioral paternalism. Behavioral economics has offered significant insights into decision-making, often challenging traditional economic models. However, it has also introduced normative frameworks into policy analysis, such as preference purification, that critics argue oversimplify human decision-making and risk imposing external values. Contributions to this issue examine themes including the tension between standard rationality and inclusive rationality, the epistemological limitations of paternalistic interventions, and the role of tacit knowledge and dynamic learning in policymaking. By engaging perspectives from economics, psychology, philosophy, and law, the issue discusses process-based approaches to policy analysis that respect individual agency and accommodate uncertainty. It also highlights the political economy dimensions of behavioral public policy, emphasizing the need for institutional reforms that enable learning and systematic change rather than narrowly focusing on individual cognitive biases. This issue serves as both a tribute to Mario Rizzo’s intellectual contributions and a call for a deeper reflection on the methodological and normative foundations of behavioral public policy.

Selvimodsigende politik – Trump version

Af Christian Bjørnskov, den 4. april 2025. Skriv et svar

Onsdag aften lancerede USAs præsident Donald Trump sin nye handelspolitik. Som jeg selv og en lang række af mine kolleger har udtalt til forskellige medier idag, er både politikken og Trump-administrationen officielle ‘mål’ for handelsbarrierer det rene nonsens. Og der er ikke meningen, at udtrykket blot skal være nedsættende – beregningerne er bogstaveligt talt økonomisk meningsløse. Men selvom man ser bort fra det totalt absurde i politikken, er der et ekstra inkompetent element i Trumps handelspolitik: At formålene med politikken er indbyrdes selvimodsigende.

Hvis toldpolitikken skal generere store indtægter til den amerikanske stat, som Trumo har argumenteret er et af formålene, må priserne på import ikke stige ret meget, for så vil faldende import underminere indtægterne. En ‘indtægtseffektiv’ handelspolitik må derfor ikke lægge told på meget elastiske varer.

Hvis toldpolitikken skal beskytte og gavne amerikanske firmaer (et andet erklæret formål), skal priserne på import stige kraftigt. Hvis politikken ikke gør udenlandske varer mindre konkurrencedygtige, hjælper den slet ikke de indenlandske virksomheder. Den skal også undgå at gøre importede råvarer og mellemprodukter, som amerikanske virksomheder bruger, væsentligt dyrere. Ellers skader den direkte amerikansk konkurrencedygtighed.

Hvis politikken skal fremme udenlandske investeringer i USA, indebærer det direkte et større underskud på handelsbalancen. Grunden er, at handelsbalancen og kapitalbalancen er hinandens spejlbilleder. Helt lavpraktisk kan ma sige, at for at virksomheder kan investere i USA, skal de have amerikanske dollars. Det får de kun, hvis deres land eksporterer mere til USA end det importerer fra USA – dvs. hvis det har et handelsbalanceoverskud med USA.

Sidst, men ikke mindst, har Trump-administrationen en ambition om at enten begrænse inflationen eller direkte sørge for, at priserne i USA falder; Trump har lovet, at det skal være billigere at være amerikaner. En handelspolitik, der sænker priser / begrænser inflationen må gøre importerede varer så billige som muligt, og øge konkurrencen så meget som muligt for at fremme indenlandsk produktivitetsudvikling.

Trumps handelspolitik er et glimrende eksempel på økonomisk politik med formål, der er ren fantasi: Når man har valgt kun at have en hammer, kommer alle problemer til at ligne søm – eller også påstår man, at de er søm. Trump har hele sin politiske karriere argumenteret for protektionistisk handelspolitik, og har blot ændret sine påstande om formålet. Den er derfor et klart eksempel på, hvor illegitim og uærlig, hele politikken er.

PCS 2025 – de etablerede

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2025. Skriv et svar

Forleden skrev vi om højdepunkter fra dette års konference i the Public Choice Society, med fokus på de unge forskere. Det kan væree både spændende og bekræftende at se unge økonomer og statskundskabere, men det er ofte de etablerede, erfarne forskere, der kommer med de mest interessante præsentationer og papirer. Det gjaldt ikke mindst dette års konference.

Konferencen startede torsdag den 6. med et absolut højdepunkt i Mark Penningtons (King’s College London) plenarypræsentation om missionsorienteret politik (se vores omtale og en tidligere præsentation her). Marks analyse er en blanding af public choice-feltets fokus på de perverse politiske incitamenter, der omgiver missionsorienteret politik, og de enorme huller i politikeres og embedsværkets viden om samfundet, som umuliggør gavlig politik med et stort sigte.

Udover Daniel Bennetts (University of Louisville) glimrende plenary om Riding the Populist Wave: Entrepreneurial and Firm Responses to the Changing Political Current bragte fredag også min egen session om morgenen, hvor Henry Moncrieff og Kevin Grier (begge Texas Tech) præsenterede deres nyeste papir om konsekvenser af militærkup. Denne gang var fokus hvad militæret selv får ud af kuppet, som altid vurderet med virkeligt avanceret metode. Dagen sluttede med en stærkt underholdende session med papirer om manipulation i diskussioner om regulering af kamphunde, en præsentation om hvordan formelle regler påvirker uformelle normer med evidens fra ændringer i regler i amerikansk motorsport, og mit eget papir med Andreas Freytag (Universitetet i Jena) om hvordan demokrati og beskyttelsen af borgerrettigheder har påvirket udbredelsen af heavy metal musik.

På konferencens sidste leverede min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren som sædvanlig højdepunkt med ny forskning om sammenhængen mellem usikkerhed i den økonomiske politik og udviklingen af tolerancenormer (fælles med Therese Nilsson fra Lund). Jeg gik dermed glip af Imran Arifs (Appalachian State University) ekstremt interessante The Power of Competition: Can New Firms Spark Innovative Activity? der dokumenterer, at nye firmaer rent faktisk gør økonomien mere produktiv.

Imrans forskning er dermed potentielt vigtig i danske politiske diskussioner, hvor vi netop har meget lidt iværksætteri og dermed er afhængige af innovation i eksisterende virksomheder. På den måde bringer PCS-konferencen næste hvert år ny viden, der nogle gange har direkte værdi i den politiske debat, andre gange øger vores forståelse af vores eget samfund og verden, og nogle gange blot underholder samtidig med at den får os til at tænke os om. Det hele har værdi, og lader forskerne flyve hjem med inspiration til det næste års arbejde.

PCS 2025 – de unge

Af Christian Bjørnskov, den 19. marts 2025. Skriv et svar

Som meget flittige læsere vil vide, tager jeg hvert år i starten af marts til den årlige konference i the Public Choice Society et sted i USA. I år foregik konferencen i Louisville, Kentucky, og var blandt særlig på et personligt plan fordi jeg var præsident for PCS i 2024-25. Konferencen bød på 266 præsentationer fra 233 forskellige forskere, og glimrede ligesom de senere år ved at være en god blanding af unge forskere og mere etablerede lektorer og professorer indenfor traditionen.

Vi dækker idag nogle højdepunkter blandt de unge, der præsenterede deres arbejde i Louisville. Et første – og uventet – højdepunkt var Eliza Hałatek fra universitetet i Warszawa, der endte som en af de fire nominerede til Ostrom-prisen til bedste unge forsker. Eliza præsenterede et papir om effekten af centralbankers kommunikation på folks tillid til dem. Priskommitteen vurderede før konferencen papiret som lidt råt, men lovende, og blev derefter rystet da det viste sig – da vi mødte Eliza – at hun stadig kun er førsteårs kandidatstuderende, som vi havde vurderet på lige fod med PhD-studerende.

Et andet højdepunkt var Shishir Shakya (Appalachian State University) og Joshua Ammons (Wabash College), der fortsætter deres afsøgning af konsekvenserne af revolutioner. I Seeding Reform or Reaping Chaos? Liberal Institutional Outcomes of Violent vs. Nonviolent Revolutionary Regime Changes finder det nepalesisk-amerikanske hold, at i den periode mellem 1950 og 2022, hvor de har data fra, havde voldelige revolutioner ingen systematisk påvirkning på, hvor demokratisk samfundet er. Derimod finder Shishir og Josh, at de ikke-voldelige revolutioner meget klart øgede chancerne for at have et liberalt demokrati med en rimelig retsstat, ytringsfrihed, og borgerrettigheder.

Et tredje meget fint papir blev glimrende præsenteret af Tim Baule (universitetet i Bayreuth), der modtog årets Ostrom-pris. I Rationalizing Protests – From Individuals to Networks som Tim har skrevet sammen med sine PhD-kolleger Jonathan Bothner og Maximilian Kähny, udvikler de først en teoretisk model til at forstå, hvordan adfærd i folks netværk påvirker både chancen og motivet for at deltage i protester. Deres pointe er, at deltagelse både kan give positive netværkseffekter – f.eks. social anerkendelse – men også individuelle ‘stand alone benefits’. De tre tyskere bruger de amerikanske valgundersøgelser til at vise, at deres model kan bruges til at forstå hvor store de seneste års demonstrationer blev.

Sidst, men ikke mindst, må man nævne Juliette Sellgren, der stadig er bachelorstuderende på University of Virginia. Juliette præsenterede meget interessant ‘work in progress’ med titlen The Seen and the Unseen: Political Sympathy and Interpersonal Antipathy, hvor hun forsøger at modelere indsigter fra Adam Smith med moderne redskaber. Selvom det måske er lidt snyd – hun er datter af Cato-instituttets Veronique de Rugy, og har dermed fået økonomi ind med modermælken – viste hun klart sine betragtelige kvaliteter i Louisville. Juliette er værd at hold øje med de kommende år, ikke mindst fordi hun også selvstændigt kører den fremragende podcast The Great Antidote.

Overordnet var konfereence i Public Choice Society udtryk for, at der ikke blot er liv i feltet, men også en livlig næste generation til at bringe traditionen videre og udvikle den. Der sker stadig meget i traditionelle felter som korruptionsforskning, valgsystemer og forfatningsøkonomi, men også på nye og nogle gange underholdende felter. Det skriver vi kort om i næste indlæg.

Politik med dobbeltformål

Af Christian Bjørnskov, den 1. marts 2025. Skriv et svar

Forleden skrev jeg i Børsen om regeringens nye flyskat. Det umiddelbare problem med skatten er, at den har ført til ændringer på det økonomer kalder den ‘ekstensive margin’: I stedet for blot at reducere nogle borgeres forbrug og flyrejser – som var det officielle formål med skatten – har den helt fjernet noget af det. Grunden er, at Ryanair har reageret ved at stoppe alle selskabets flyvninger fra Billund og Aalborg. Der er således ikke færre mennesker, der flyver Ryanair fra de to lufthavne, men ingen. Skatten er alene af den grund tåbelig, ikke mindst fordi det uforholdsmæssigt rammer fattigere danskere. Men den er også et glimrende eksempel på et andet problem med dårligt designet politik.

Det typiske problem i den økonomiske politik er, at skatter eller afgifter ofte har to formål. Mange skatter og afgifter har et adfærdsformål – i tilfældet med flyskatten et formål om at sænke forbruget af flyrejser for at sænke verdens emission af drivhusgasser. Det samme gælder afgifter på sprøjtegifte for at minimere forureningen i folks haver og fra landbruget, og en tidligere regerings fejlslagne fedtafgift, der skulle tvinge danskerne til at spise ‘sundere’. Hvis der er tale om klare, negative eksternaliteter som f.eks. forurening, kan den slags afgifter (såkaldte Pigou-skatter) være ikke blot effektive, men også legitime.

I praktisk politik gælder det desværre ofte det samme, som det også er tilfældet med flyskatten: Når man politisk indfører en skat eller afgift, er det meningen at den skal finansiere noget. I tilfældet med flyskatten er regeringens plan, at indtægterne skal finansiere en øget ældrecheck og ‘den grønne omstilling’ – dvs. statsstøtte til udvalgte virksomheder og formål. På samme måde var en del af det faktiske formål med fedtskatten at man kunne sænke andre skatter, fordi fedtskatten ville skaffe indtægter.

Heri ligger en væsentlig kilde til en type regeringsfejl: Fordi dobbeltformålet er både at ændre borgernes adfærd og skaffe indtægter til staten, sætter man afgiften helt forkert. Hvis formålet kun er at ændre adfærd, vil overvejelser om indtægterne gøre, at man sætter afgiften for højt. Og hvis formålet i virkeligheden er at skaffe indtægter, bør man ikke gøre det på en måde, der påvirker folks adfærd (iflg. den såkaldte Ramsey-regel); det er en alt for dyr måde, at skaffe indtægter på.

Ser man på den nye flyskat med public choice-brillerne på, og dermed indser dobbeltformålet, er det derfor slet ikke en overraskelse, at den har medført så dramatiske konsekvenser. Man kan diskutere, om man overhovedet bør have en flyskat – er det ikke en usædvanligt dyr måde at sænke drivhusgasudledninger på? – men det var resultatet af en forhandling med venstrefløjen. Udførslen af skatten blev dog påvirket af løftet om større indtægter til en stat, som politikerne har uendelig appetit for at udvide. Flyskatten blev således sat markant for højt, og endte med at ødelægge forbrugsmuligheder for mindre velstående danskere, og i særlig grad for danskere, der tilfældigvis bor vest for Lillebælt.