Tag-arkiv: public choice

Zombien SAS og de absurde krav

Mandag gik piloterne hos SAS Scandinavia i strejke. Aktionen påvirker ifølge SAS over 200 fly og mellem 20.000 og 30.000 passagerer hver dag den bliver ved. Selskabet har i forvejen været på tiggergang hos de skandinaviske regeringer, og fået klar støtte fra den danske til at fortsætte. Støtten er dog – såvidt den slags politiske løfter overhovedet er troværdige – betinget af, at man også får nye private investorer til at skyde penge i SAS.

Det er der meget lille sandsynlighed for i disse uger. Den dygtige Thomas Bernt Henriksen på Berlingske skrev for eksempel mandag, at ”Strejken er begyndelsen på enden”. Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen er i det store og hele enig, og brugte overfor DR ordene, at ”pengene fossede allerede ud af SAS’ kasse.” En pilotstrejke hjælper ikke ligefrem på situationen, når selskabet allerede er i en desperat stilling overfor aktionærer og mulige investorer. Som jeg understregede forleden i Børsen, ville jeg da heller ikke eje aktioner i SAS, om jeg så fik dem smidt i nakken.

Hvor elendigt et selskab SAS er, blev eksemplificeret i Berlingske for et par uger siden: En investor, der i 2007 købte aktier for 100.000 kroner i selskabet, ville i dag stå tilbage med en aktieværdi på 132 kroner. Lad os lige gentage det beløb: 132 (hundrede og to og tredive) kroner. Dét afkast får næsten væddemål om hviderussisk demokrati eller angolansk rumfart til at se profitable ud.

Den eneste grund til at SAS er overlevet eller i det mindste stadig eksisterer som en zombievirksomhed – en udød organisation, der bliver ved med at sluge ressourcer og hjerner fra andre erhverv – er at den er blevet skærmet gentagne gange af den danske og svenske stat. SAS er plaget af et kompliceret net af overenskomster med forskellige fagforeninger, der har været vant til at få attraktive vilkår hos en ’flag carrier’ som i gamle dage skulle udstråle kompetence og eksklusivitet. Hver gang selskabet i snart 30 år er kommet i problemer, har løsningen været at staterne trådte til med hjælpepakker og ekstra aktieopkøb, i stedet for at man tog opgøret med fagbevægelsen og den ubehagelige proces med at bringe administrationsomkostninger og andet under kontrol.

Den norske stat rykkede ud af selskabet i 2018, den svenske har meddelt forleden, at dens intention er at komme af med dens SAS-aktier, hvilket efterlader danskerne. Regeringen, med Nicolai Wammen i spidsen, har således meldt ud at man vil eftergive SAS dets gæld og øge den danske ejerskabsandel op til 30 procent – men kun hvis private investorer også træder til.

Spørgsmålet er, hvem der er villige til at investere i et selskab med de følgende problemer: 1) SAS har oplevet seks pilotstrejker på 12 år, og i hver af dem har fagforeningerne forsøgt at få del i selskabets ledelsesret; 2) Selv blandt piloterne er der en konflikt mellem Dansk Pilotforening og Flyvebranchens Personale Union, der typisk organiserer de yngre piloter i SAS datterselskaber; 3) selskabet har de sidste 25 år ikke formået at tjene nok i gode år til at dække, hvor meget det taber i dårlige år; og 4) den kvalitet og service, som selskabet var kendt for i gamle dage, er mange år siden. For mit eget vedkommende er det heller ikke noget argument, at man kan ’tale sit eget sprog’, som nogle kommentatorer har fremhævet. Jeg har mange gange været irriteret over at blive talt til på et sprog – svensk eller norsk – som jeg har svært ved at forstå, og hvor jeg langt hellere vil tale engelsk eller tysk.

Thomas outliner tre muligheder i Berlingske: 1) At SAS bliver reddet endnu en gang; 2) at selskabet får lov til at gå ned og bliver rekonstrueret omkring et af datterselskaberne; eller 3) at SAS fusionerer med en større spiller. Mulighed 1) vil i min optik forudsætte et niveau af økonomisk inkompetence, som det kræver en politiker som Nicolai Wammen at opnå. Mulighed 3) er svær at se, da det absolut eneste der taler for at overtage SAS, er selskabets relativt nye fly og dets mange slots i skandinaviske lufthavne. Det efterlader mulighed 2), der vil være voldsomt kontroversiel hos fagbevægelsen og sandsynligvis også hele venstre side af Folketinget.

Intet virker oplagt, og måske bliver udfaldet faktisk den fjerde mulighed: En total konkurs og en forsvinden ud i historiens glemsel hos Sabena, Pan Am og Malev? Under alle omstændigheder vil den allerværste mulighed være, at den danske stat redder SAS endnu en gang, og dermed fortsætter den absurde dødedans mellem fagforeningerne og ledelsen i en zombievirksomhed.

Offentlig og privat beskæftigelse i 55 år

Forleden udkom en analyse fra Cepos, hvor Mads Lundby Hansen og Jørgen Sloth dokumenterede to ting: For det første var den offentlige beskæftigelse vokset med 34.000 personer fra februar 2020 til marts 2022 – og endda med 1500 i marts i år – og for det andet, at den totale beskæftigelse nu er på det historisk højeste niveau nogensinde på 869.000 personer. Jeg skrev om problemet i Børsen igår, torsdag, hvor jeg bl.a. pegede på problemet i, at mens den samlede arbejdsstyrke er steget cirka 30 procent, er den offentlige beskæftigelse steget hele 220 procent.

Det betyder også, som jeg skrev i Børsen, at “Mens det offentlige forbrugs bidrag per ansat til nationalindkomsten er steget 20 procent i perioden, er det privates bidrag per ansat steget 185 procent.” Hvor absurd udviklingen er, burde være klart i dagens figur nedenfor. Den konjunkturkorrigerede private beskæftigelse er idag lige omkring den samme som midt-sidst i 1960erne. Mens der dengang var cirka otte privatansatte for hver offentlig ansat – dvs. otte personer i Danmark, der betalte skatter og afgifter til at finansiere én offentligt ansat – er det tilsvarende tal idag kun 3½.

Det er på dén baggrund, at mange økonomer efterlyser produktivitetsfremgange i den offentlige sektor. Kunne man ikke – enten gennem reformer af måden man gør ting på i det offentlige, af hvad det offentlilge gør, og af det omfang det offentlige bruger private udbydere – rette en smule op på den sære situation hvor 28 procent af arbejdsstyrken er beskæftigede i en sektor, der stort set ikke bliver mere produktiv eller dygtigere fra år til år?

Jeg er pinagtigt opmærksom på, at en væsentlig del af problemet er, at 28 procent af arbejdsstyrken er økonomisk ‘afhængig’ af politik – det er i sidste ende politikere, der er deres arbejdsgivere. Offentlige fagforeninger er også en væsentlig lobby i dansk politik, som kan forhindre reformer og som har en direkte interesse i at bibeholde en stor offentlig beskæftigelse. Men som dele af fagbevægelsen er klar over, kan det ikke blive ved: Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste på bedste pædagogiske vis i sin fremragende Den kapitalistiska välfärdsstaten, kræver finansieringen af velfærdsstaten og de 869.000 offentligt ansatte, et ekstremt produktivt erhvervsliv, og mere generelt en privat sektor, der bliver ved med at blive mere produktiv. Tider, hvor Folketinget udvider den offentlige sektor og ansætter flere, mens de regulerer den private sektor stadigt tættere og sætter barrierer op for international handel, rykker Danmark tættere på den velfærdsafgrund, der har truet siden 70erne.

Handel og pressefrihed

De seneste år har der været mere forskningsfokus på, hvordan information påvirker handelsmønstre. James Rauch startede meget af denne forskning i 1999 ved at pege på search barriers – at det faktisk koster noget at finde ud af, hvilke virksomheder man kan samarbejde med – er vigtige for international handel. Mine gode kolleger Philipp Schröder og Allan Sørensen har for eksempel sammen med Ingo Geishecker set på såkaldte ‘one-off export events‘ – begivenheder hvor en virksomhed eksporterer til et bestemt land en enkelt gang, men hverken de foregående år eller de næste år. I Danmark har omkring 17 procent af alle eksportsalg de seneste år således været one-off events, i modsætning til den eksport man normalt tænker på, hvor virksomheder eksporterer stort set det samme til de samme partnere år efter år. Mange af disse events er det, man kalder en ‘testing-the-waters strategy’ hvor virksomheden sælger små mængder for at finde ud af, om markedet i det nye land er værd at eksportere mere permanent til.

Meget af forskningen har fokuseret på virksomheders handel med resten af verden, mens de fleste har glemt at mange af virksomhedernes barrierer for information ikke er markedsdrevne, men politisk bestemte. De er derfor nationale og bør i princippet påvirke al eksport til et land. Philipp Schröder og jeg besluttede os derfor for nogle år siden for at undersøge, om pressefrihed – en af de mest alvorlige barrierer for almindelige borgere, der søger information om hvad der foregår – også påvirker handelsmønstre. Resultatet er artiklen Press freedom, market information, and international trade, som udgives i European Journal of Political Economy (og som er open access).

Philipp Schröder

Philipp og jeg har undersøgt eksportflows til 37 forskellige lande mellem 1993 og 2016, og sammenholdt dem med pressefriheden i modtagerlandene. Det interessante er, at vi faktisk ikke finder nogen generelle effekter af pressefrihed på eksport når vi ser på alle lande sammen. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget: Når vi skelner mellem demokratier og autokratier, er der en meget stærk, positiv effekt af større pressefrihed på eksport til autokratier, og mere eller mindre et nul på eksport til demokratier.

Budskabet er således, at når man handler med verdens politisk ufrie lande, er frihed i én bestemt dimension – for pressen – forbløffende vigtig for handelen. Hvad der præcist foregår, kræver virksomhedsdata for at finde ud af. Men vi mener alligevel, at vi tager et skridt i retning af at forstå hvordan institutioner der påvirker pressefriheden, kan have konsekvenser for enkelte virksomheder. På den måde matcher vi indsigter fra international handel med input fra public choice / politisk økonomi – og den kombination er underligt sjælden.

Årets pris til menneskelig blomstring

Forleden blev Ratio Instituttet i Stockholm 20 år. Stedet, der definerer sig som et tværvidenskabeligt forskningsinstitut for det svenske erhvervsliv, har adskillige fine forskere tilknyttet. De omfatter bl.a. Kristina Nyström, der samtidig er professor ved den Kungliga Tekniska Högskolan, Karl Wennberg, professor på Stockholm School of Economics, og Ratios nuværende chef Charlotta Stern, der ved siden af jobbet er professor i sociologi på Stockholms Universitet. Grundlæggeren Nils Karlson er naturligvis også stadig tilknyttet.

I forbindelse med jubilæet indstiftede Ratio en ny pris til “Årets bidrag til mänsklig blomstring.” Idéen er glimrende, og der var også glæde i det punditokratiske hjem da igår blev annonceret hvem den første modtager bliver. Årets bidrag gives for første gang til min gode ven og kollega Niclas Berggren, der er forsker på Institutet för Näringslivsforskning og docent ved Prags økonomiske universitet.

Niclas, som ses på billedet fra en konference i Tel Aviv, er ikke blot en glimrende økonom, men også en kreativ af slagsen. Hans forskning om værdien af skønhed sammen med Panu Poutvaara og Henrik Jordahl er stærkt citeret, og Niclas var blandt de første, der beskæftigede sig med konsekvenserne af økonomisk frihed. Han er samtidig et meget tænksomt menneske, der over årene har bidraget til både forskning og den svenske debat. Når man samtidig lægger til, at han er bredt afholdt som en meget hjælpsom, hyggelig og til tider morsom kollega, er det klart hvor velfortjent prisen er.

Punditokraterne ønsker derfor Niclas et stort tillykke med prisen, mens vi samtidig opfordrer vores interesserede læsere til at dykke længere ned i hans forskning.

Frihed og protester

Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i APEE – min første rigtige konference i over to år – som jeg har nydt i fulde drag. Mens turen ud var dybt frustrerende (BA aflyste et fly og parkerede mig i London hele weekenden), var det en fornøjelse at komme ud igen, interagere med kolleger, og se hvad de og nogle af deres studerende har bedrevet af ny forskning.

Pudsigt nok var en af de bedste præsentationer jeg så i løbet af mandag og tirsdag fra en ung forsker. Kerianne Lawson fra North Dakota State University fortsætter noget af sin forskning i sin fars spor – hun er Robert og Tracy Lawsons datter og har dermed noget at bevise – ved at se på ‘blødere’ konsekvenser af økonomisk frihed. I “Free to Protest or Protesting for Freedom? Understanding the relationship between Institutions and the Prevalence of Protest” ser Keri netop på sammenhængen mellem, hvor økonomisk frit et samfund er, og i hvor høj grad samfundet er udsat for protester som demonstrationer, strejker, optøjer osv.

Spørgsmålet er meget interessant, da man ofte hører at almindelige borgere ikke kan lide ‘neoliberal’ politik, og derfor endda går på gaden mod det. Det venstrefløjen omtaler som neoliberal politik er netop politik, der øger den økonomiske frihed ved at reducere det offentliges rolle i samfundet, styrke privat ejendomsret og retsvæsenet, åbne økonomien og deregulere. Stoler man på helt klassiske venstrefløjsargumenter, må man derfor regne med, at se flere og voldsommere protester, jo mere økonomisk frit samfundet bliver.

Keris omhyggelige resultater baserer sig på data fra mange år i over 100 samfund på tværs af verden. Hun afviser blankt den populære politiske fortælling, da hendes resultater meget klart viser, at jo mere økonomisk frit et samfund bliver, jo færre protester oplever man. Det gælder i særlig grad, når hun fokuserer på den komponent, der måler kvaliteten af retsvæsenet: Folk protesterer simpelthen mere, jo dårligere deres ejendom beskyttes, jo mere korruption der er, og jo mere vilkårligt retsvæsenet er. Umiddelbart finder hun også, at der er flere protester, jo større den offentlige sektor bliver.

Det hele er måske ikke så overraskende for Punditokraternes læsere. Økonomisk frihed skaber flere muligheder, større velstand, og ofte også større tilfredshed med livet. Det demonstrerer folk meget sjældent imod, ligesom de heller ikke demonstrerer mod at blive friere, men derimod det modsatte. Men der er stor værdi i at få det demonstreret omhyggeligt og overbevisende, og for en forskernørd som mig er det særligt rart at se, at unge forskere interesserer sig så kompetent for emnet.

Vækst er vigtig

Der tales meget om mange emner i dansk politik, men faktisk ikke ret meget om langsigtet økonomisk vækst. Hvis man skulle være i tvivl og mene, at vækst da diskuteres jævnligt, så bør man spørge sig selv, hvad diskussionen faktisk er. Svaret er, at den i langt de fleste tilfælde handler om kortsigtet vækst, som man mener er nødvendig for at Folketinget kan få flere skatteindtægter og dermed bibeholde eller forøge en af verdens største offentlige sektorer. Den langsigtede tales der derimod ikke ret meget om, og der findes deciderede ‘de-growth’ og nulvækst-bevægelser, der ser økonomisk udvikling i relativt velstående lande som et problem.

Det gælder dog ikke Tyler Cowen, professor i nationaløkonomi på George Mason University udenfor Washington, der mener at der er alt for lidt fokus på økonomisk vækst. Cowen, der ved siden af at være professor også er en af de to ophavsmænd til den fremragende blog Marginal Revolution og en af de mest markante stemmer i debatten – magasinet Foreign Policy placerede ham i 2011 på deres liste over Top 100 Global Thinkers – besøgte i mandags Cepos i København. Han var sammen med den nuværende overvismand, professor Carl-Johan Dalgaard, hovedtaler ved et seminar om netop vækst. Hans oplæg om emnet “Bør økonomisk vækst stå højere på den politiske dagsorden?”” kan nu ses på YouTube. Det er varmt anbefalet for alle interesserede!

Overdødelighed og forfatningen i nødsituationer

Forleden udkom en artikel i det fine The Lancet, hvor forfatterne opgjorde overdødeligheden per land de sidste to år. De forsøgte dermed at vurdere, hvor mange mennesker der i hvert land og globalt er døde i forbindelse med den nye coronavirus. Man kan mene hvad man vil om præcisionen i den slags studier – dødstal fra mange fattige lande er upræcise og ikke alle de ekstra dødsfald er forårsaget af virussen, men i stedet af nedlukninger – men det er vigtigt, at den slags forskning laves og udgives. Den tillader ikke mindst andre at se nærmere på, hvordan mønstrene i dataene ser ud og hvad man kan lære af det.

En del af den officielle fortælling i hele den vestlige verden er, at gode politikere viste handlekraft og begrænsede konsekvenserne. Mette Frederiksen fortæller ligefrem med sædvanlig selvglæde om, hvordan hun reddede danskerne. Som faste læsere vil vide, er vi skeptiske overfor den slags påstande, og ny forskning peger da også på, at nedlukninger ikke rigtigt hjalp på situationen. Så hvad kan man egentlig sige?

Jeg er i den pudsige situation at jeg siden 2015 har haft et forskningsprojekt sammen med min fremragende kollega Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg, hvor vi netop ser på nødret: Hvilke mulligheder giver forfatningen, hvornår erklærer stater nødret, og hvad er konsekvenserne? Vi finder at de muligheder, forfatningen generelt giver, hjælper i nogle situationer – f.eks. mod terrorisme – men er decideret modproduktive i andre. Et interessant fund i vores projekt er, at vi ser værre konsekvenser af naturkatastrofer i lande med mere permissive forfatninger. I ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der udkom i Public Choice tidligere i år, viser vi at “the more advantages emergency constitutions confer to the executive, the higher the number of people killed as a consequence of a natural disaster, controlling for its severity.” Med andre ord: Jo mere magt forfatningen giver regeringen når den erklærer nødret efter en naturkatastrofe, jo flere folk dør i disse katastrofer.

Og det er faktisk det samme, man kan se på tværs af de sidste to års epidemi. Sammenholder man vores INEP-data for, hvad forfatningen giver regeringen i form af ekstra diskretionær magt, med overdødeligheden fra Lancet-studiet, dukker der en korrelation på 0,38 op. Som man kan se i figuren nedenfor, er der ingen af de 62 demokratiske lande med meget begrænsende forfatninger, som vi ser på her, der har haft høj overdødelighed. Alle de eksempler, vi har på lande med middel eller høj overdødelighed i 2020 og 2021 er lande med forfatninger, der giver regeringen meget magt i nødsituationer. Hvilke samfund vi taler om, kan ses i kortet nedenfor, hvor mørkere farver indikerer at forfatningen giver mere magt til regeringen.

I foreløbig statistisk analyse, som jeg lavede tidligere i dag, holder denne konklusion ganske tydeligt. Så måske kan man simpelthen konkludere, at coronaepidemien ikke har været anderledes end tidligere naturkatastrofer: Når en katastrofe rammer, bruger politikere de muligheder de har for at forøge deres magt på bekostning af befolkningen. Og det slår ofte ihjel.

Folk opfatter verden som korrupt

Gallups World Poll spørger hvert år om folks opfattelse af hvor almindelig korruption er i staten. De senere år har GWP udgivet et indeks mellem 0 og 1, hvor 0 er at ingen borgere opfatter staten som korrupt, mens 1 ville være situationen hvor alle borgere mener, at korruption er almindelig blandt politikere og statens ansatte. Indekset rækker i praksis fra 0,082 i Singapore og 0,179 i Danmark til over 0,9 i så forskellige lande som Afghanistan, Bulgarien, Kirgisistan, Lesotho og Trinidad og Tobago Gennemsnittet på tværs af de 152 lande i undersøgelsen på hele 0,73 så næsten tre fjerdedele at alle adspurgte opfatter korruption som den almindelige situation. En anden måde at illustrere problemet er, at gennemsnittet i de 25 % lande med de værste korruptionsopfattelser er hele 0,89.

Gallups mål understreger dermed, at korruption er et globalt problem, som kun en lille del af verden er reelt fri for. Det illustreres ganske godt i kortet nedenfor, hvor en minimal gruppe lande – inklusive Finland og Danmark – har befolkninger med ekstremt svage korruptionsopfattelser. Til en vis grad gælder det også for en lille ekstra gruppe lande, der tæller Holland, New Zealand, Norge, og Sverige, hvor en mindre del af befolkningen regner staten som korrupt. For disse to grupper bør man også huske, at folk sandsynligvis ofte ’strækker konceptet’ ved at regne flere ting som korruption, end man vil gøre i et land med faktisk korruption.

På tværs af lande viser det sig dog, at der helt generelt er en meget klar sammenhæng mellem Transparency Internationals korruptionsvurdering og folks korruptionsopfattelser. Uanset hvordan man måler det, kan man se det tidligere sovjetiske imperium – det Vladimir Putin nu opfatter som sin naturlige interessessfære – som ét stort, sort område. Undtagelserne er Estland, der også på andre mål klarer sig lang bedre end naboerne, og Azerbaijan. Latinamerika er også kendt for korruptionsproblemer, hvilket kan ses tydeligt i folks opfattelser. Her er den velkendte undtagelse Uruguay.

Sammenligner man spørgeskemaundersøgelsen med Transparency Internationals vurderinger, dukker der helt generelt tre yderligere tendenser op: Korruptionsopfattelser er højere i demokratier (0,13 point), lidt højere i rigere lande, og lidt højere i tidligere kommunistiske lande. Det interessante ved øvelsen er dermed, at man kan afdække hvilke steder i verden, folks opfattelse af korruption ikke helt passer på eksperters vurdering af den faktiske situation. Det er for eksempel denne type sammenligning, som indikerer at borgere i de allermindst korrupte lande i verden strækker konceptet, når de spørges.

Mens det er værd at understrege, at når man for eksempel taler om statens legitimitet, er det borgernes opfattelse af korruption mere end det er den egentlige situation, der er vigtig. Og her er Gallups World Poll meget tydelig: Taget som mål for statens legitimitet opfatter russerne og deres umiddelbare naboer ikke staten som legitim. I deres svar gemmer sig en opfattelse af deres egne regimer som slyngelstater, selvom de aldrig ville sige det højt.

Husk: Dansk Public Choice Workshop mandag

Vi skrev forleden om den danske public choice workshop, der i morgen – mandag den 28/2 – afholdes efter et års tvungen pause. Sidste gang var i januar 2020 (omtalt her), men i morgen er det endelig tid til den 22. workshop. Stedet er Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, lokale M104, og hele eventen starter klokken 11. Som vi også har givet vores studerende besked på, er alle interesserede velkomne til at komme, også hvis man kun er interesseret i en enkelt session. Mens vi desværre ikke har tysk deltagelse denne gang – vores kolleger fra Hamborg er forhindrede – spænder programmet endnu engang over forskelligartede emner. Det endelige program er nedenfor, og vi håber på at se punditokraterne-læsere ved workshoppen.

The 22nd Danish Public Choice Workshop

11.00: Welcome

11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.

12.20: Lunch

12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)

Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis

Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?

Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.

14.10: Coffee break

14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)

Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself

Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020

Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark

15:45: Break

15.50: Schools and Democracy (Chair: Andreas Bergh)

Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.

Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.

Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?

Borger & Stat

I torsdags deltog jeg i et udsolgt arrangement hos Cepos, hvor vi lancerede en ny bog: Borger & Stat. Jeg skriver udtrykkeligt ‘vi’, da der er tale om en antologi jeg har bidraget til. Bogen, der er redigeret af filosoffen Brian Degn Mårtensson og økonomen Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, er tænkt som en indføring i dele af kernen i liberalt og konservativt tankegods. Mens flere deltagere ved lanceringen efterspurgte andre dele af dette tankegods, var der bred enighed om, at det var materiale til en Borger & Stat II, dækker den mange interessante aspekter.

Der er for eksempel kapitler om nyere dansk økonomisk politik (Mads Lundby Hansen), hvordan en borgerligt-liberal sundhedspolitik ville se ud (Karsten Bo Larsen), narkotikapolitik (Punditokraternes egen Niels Westy), velfærdsstatens regulering af børn og kvinder (Anne Kirstine Sørensen), finanskrisen (Aksel Tarras Madsen), og handelspolitik (undertegnede). Hele antologien er interessant og kommer langt omkring, og hvis man f.eks. sidder som gymnasielærer og gerne vil se kapitlet om frihandel, kan enkeltkapitler fås ved henvendelse til redaktørerne. Stærkt anbefalet!

Forfatningslængde og tillid

Nogle af efterdønningerne efter næsten to års nedlukninger er en diskussion om, hvorvidt Grundlovens beskyttelse af borgernes rettigheder er tilstrækkeligt klar og restriktiv. Diskussionen dækker i virkeligheden to spørgsmål, der begge har været diskuteret tidligere : Bør man 1) skærpe Grundlovens beskyttelse af f.eks. forsamlingsfrihed, næringsfrihed osv.? og 2) bør man indføre nye rettigheder som en ret til miljø, kultur osv.? Den første del er i en vis grad om beskyttelsen er klar nok og fri for kvalifikationer og undtagelser, mens den anden del uundgåeligt er om forfatningen er tilstrækkeligt lang og detaljeret.

Fra en forskningsmæssig vinkel er udfordringen til begge spørgsmål, at en del studier fra de seneste år viser, at forfatningen ofte er ligegyldig. Den peger også på – som vi skrev om i sommeren 2017 – at den optimale forfatning varierer fra land til land og kontekst til kontekst, og at praktisk politik i mange tilfælde tillader politikere at ignorere den. I relation til 2) viste en artikel af Jacob Mchangama og undertegnede, som vi udgav i 2019 i American Journal of Political Science, at indførslen af en række såkaldt socio-økonomiske rettigheder – ret til helbred, socialsikring og uddannelse – ikke har nogen gavnlige effekter på de forhold, de sigter efter at forbedre.

Grundlæggende er grundlove ofte irrelevante i politik. Det kan også ses på kortet nedenfor, hvor vi illustrerer hvor lange og detaljerede forskellige landes forfatninger er (de stribede er lande uden data). Det burde være klart for de fleste af vores læsere, at der om noget er en negativ sammenhæng mellem forfatningslængden og landets institutioners kvalitet.

En del af forklaringen gav min gode kollega Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg for nogle år siden: Lande med en stærkere tillidskultur skriver typisk kortere forfatninger. Senere forskning har også afsøgt, om lignende forhold er vigtige. George Tsebelis og Dominic Nardi har for eksempel indikeret, at lande med lange forfatninger typisk er fattigere og mere korrupte end andre. Sidste år udgav Justin Callais og Andy Young to artikler (her og her) der pegede på, at mere solidt ’forankrede’  (’entrenched’) forfatninger er forbundet med lavere vækst og måske til svagere institutioner. Forfatninger har nogle gange konsekvenser, men ikke altid de konsekvenser, der var mening de skulle have!

En sidste lille aside, som måske mest er interessant, er at når man har en sammenhæng mellem forfatningens længde og den sociale tillid, kan man i princippet bruge den til at ‘regne baglæns’ for lande, hvor vi ikke har nogen undersøgelser af tillid. Det har vi gjort, og holdt det op mod en lignende baglæns beregning af det forventede tillidsniveau fra korruptionsdata og data på retsvæsenets kvalitet.

Vi finder 16 tilfælde, hvor de to beregningsmetoder giver bredt set ens resultater. De er: the Bahamas (43 %), Barbados (46 %), Bhutan (43 %), Dominica (36 %), Fiji (27 %), Gambia (24 %), Liechtenstein (24 %), Maldiverne (11 %), Mikronesien (51 %), Saint Kitts og Nevis (17 %), Saint Lucia (27 %), Saint Vincent og Grenadinerne (33 %), Samoa (38 %), Sao Tomé og Principe (28 %), Vanuatu (34 %), og Østtimor (27 %) . Mens vi i redaktionen mener, at Bahamas, Barbados og Gambia-tallene er rimelige, vil vi faktisk gerne have læsernes tilbagemelding – hvis de kender nogle af landene – på om et sådant forecast er rimeligt.

Produktivitet: Akademisk frihed er vigtig

De sidste to år har været nogle af de mærkeligste i mit liv, og i særlig grad på grund af de afsindige politiske beslutninger, der er blevet taget. Vi har kritiseret politikken adskillige gange her på stedet, og mainstream media er så småt begyndt at følge trop. Men et af de forhold, der stadig kun tales og skrives om i relativt snævre cirkler, er de mange forsøg på at begrænse den akademiske frihed, som er sket i mange lande. Det virker klart, at det ikke er et forhold, de flest tager alvorligt: Akademisk frihed synes at være noget, som de fleste betragter som en slags luksus for universitetsforskere. Men ny forskning peger på, at det faktisk er ret vigtigt.

Den nye forskning ligger i form af en artikel, som jeg har skrevet sammen med min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren, og som lige er blevet accepteret til publikation i Southern Economic Journal. I artiklen “Academic Freedom, Institutions and Productivity”, som man kan læse i working paper version her, viser vi at akademisk frihed – frihed til at forske frit og frit viderebringe forskningen – er forbundet med store, dynamiske produktivitetsgevinster. Det sker bare ikke i alle samfund.

Den måske mest interessante konklusion i artiklen er, at det moderne mønster på tværs af verden faktisk passer meget fint på Joel Mokyrs forklaring af den Industrielle Revolution: Akademisk frihed er ikke tilstrækkelig, men er først vigtig når den kombineres med et rimeligt velfungerende retsvæsen. Grunden er ganske simpel, at de akademiske landvindinger ikke har nogen kommerciel værdi, medmindre der er et velfungerende retsvæsen til at beskytte de virksomheder, der implementerer den nye viden, og deres investeringer.

De mest produktive samfund, og dem der skaber ny produktivitet, er således dem der er kendetegnet ved en særlig form for institutionel komplementaritet, som også er en central del af Niclas og mit nye Templeton-fundede projekt, Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Artiklen bidrager således også til at understrege, hvor skadelige de kombinerede angreb på akademisk frihed og retstat er, som man ser i mange samfund for tiden.

Kan man forsikre sig mod regeringsfejl? Nej

På 2021s næstsidste dag udkom den længe ventede rapport fra den arbejdsgruppe, regeringen havde nedsat for at udarbejde ”Principper for hjælpepakker ved nye epidemier.” Rapporten, der blev diskuteret i Folketinget sidste uge, er ikke just det solide, uafhængige arbejde, man kunne have håbet på. Dens måske mest graverende problem er et forslag om, at virksomheder bør kunne forsikre sig mod nedlukninger, hvis der skulle komme nye vira, der får regeringen til at reagere med nedlukning.

Der er tre alvorlige problemer med forslaget, som egentlig brude være indlysende for enhver rimeligt dygtig økonom. Arbejdsgruppen tæller ellers Birthe Larsen, der er professor i arbejdsmarkedsøkonomi på CBS, og den tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov. Alligevel har den for det første overset en grundpille i forsikringsøkonomi: At der findes to fundamentale typer risiko, og man kan reelt kun forsikre mod den ene.

Den risiko, man kan forsikre imod, er alle typer events som man med rimelig præcision kan forudse for større grupper mennesker. Det gælder således ulykkesforsikringer, hvor man har gode data på risikoen. Man kender for eksempel risikoen for at være involveret i et biluheld, og kan derfor beregne en forsikringspræmie. At den risiko varierer for forskellige befolkningsgrupper er således grunden til, at den type forsikring er dyrere for yngre mænd.

Der findes dog en anden type risiko, som man ofte kalder Knightiansk usikkerhed. Det gælder, som Chicago-økonomen Frank Knight beskrev, for megen innovativ aktivitet, hvor det er umuligt at vurdere om den bliver en succes. Man nævner også ofte risikoen for voldsomme naturkatastrofer: Man kan muligvis vurdere konsekvenserne af disse katastrofer, men har ingen mulighed for at vurdere hvor sandsynlige de er. Derfor kan man heller ikke forsikre sig mod dem. Det samme gælder regeringsfejl, som også er stort set umulige at forecaste, selvom man kan være stensikker på at de sker.

Det er her, arbejdsgruppen glemmer en central pointe i forsikringsøkonomi, fordi man hverken kan forecaste hvornår en ny virus kommer, eller hvordan en kommende regering kan finde på at handle. I Berlingske Tidende påpeger Torben Weiss Garne, der repræsenterer brancheorganisationen Forsikring & Pension, således at ”En forsikring kan ikke være afhængig af, hvad den til enhver tid siddende statsminister beslutter. For hvem kan beregne den risiko? Og måske træffer politikerne også andre beslutninger, hvis de ved, at der altid er en forsikring, der betaler ved kasse ét. Det er altid nemmere at bruge andres penge.” Det er derfor ikke en overraskelse, at alle syv forsikringsselskaber, som Berlingske har talt med, afviser idéen.

Arbejdsgruppen ignorerer derudover, at forsikring på ingen måde er gratis, men må betales med ressourcer der kunne være brugt anderledes. Martin Kyed, der er cheføkonom i SMVdanmark, vurderer i Berlingske Tidende at en forsikring vil ske ”på bekostning af investering og innovationsaktiviteter.” Der er således en dynamisk alternativomkostning i form af ressourcer, der under andre omstændigheder havde skabt øget produktivitet og vækst.

Sidst, men ikke mindst, er der et politisk-økonomisk element i diskussionen, som Garne understreger. Tvinger man virksomheder til at være forsikrede mod nedlukninger – som vi her på stedet så absolut betragter som en regeringsfejl – vil disse fejl bliver mere sandsynlige i fremtiden. Grunden er netop, at private forsikringsordninger gør det billigere for staten at implementere nedlukninger og andre skadelige indgreb. Under den gamle epidemilov havde virksomheder automatisk krav på erstatning, hvis de blev nedlukket, hvilket gjorde den type indgreb særdeles dyre for politikerne.

Arbejdsgruppens forslag er endnu et skridt i retning af at gøre dybt skadelige indgreb endnu billigere for den til enhver tid siddende regering. Udover at forslaget er umuligt – og arbejdsgruppens økonomer burde have vidst det – er dets politiske dynamik skadelig i sig selv. Det burde ikke gælde om at gøre det nemt for den politiske side af Danmark, men bedst for borgerne.

Interview om nedlukningspolitik

Regeringen virker for tiden til at insistere på at lukke den danske samfund ned igen. Det var derfor meget passende, at jeg forleden blev interviewet om mit faglige syn på nedlukninger og epidemipolitikken. Interviewet var med Claus Hetting, der er journalist og tilknyttet en forening der hedder Frihedsbevægelsens Fællesråd. Jeg er selv virkeligt godt tilfreds med interviewet, som kom langt omkring i en atmosfære af ærligt nysgerrighed og åbenhed, der ellers har manglet i medierne det sidste halvandet år. Det hele kan ses nedenfor.

Gør erfaring med demokrati borgerne tilfredse med demokrati?

På tværs af verden er det stor forskel på, hvordan borgerne vurderer det politiske system. Der er for eksempel stor forskel på, i hvilken grad borgerne er tilfredse med måden, demokrati virker i deres land, og også deres tilfredshed med politikere og med samfundets bærende institutioner. Internt i Europa varierer tilfredsheden med demokrati således mellem 73 % i Danmark og Irland og 34 % i Grækenland, ifølge EuroBarometeret fra efteråret 2019.

Hvorfor man ser de forskelle, er et relativt stort spørgsmål for forskningen. En simpel hypotese kunne være, at jo længere man har været levet i et demokrati, jo mere tilfreds er man. Det ville både komme fra borgernes oplevelse af medindflydelse, og fra den slags effekt på kvaliteten af retsvæsenet som forskere som Daron Acemoglu argumenterer for. Teorien er dog lidt naiv, da tilfredsheden nødvendigvis må afhænge af kvaliteten af de politikere, man reelt får. En alternativ teori er, at tilfredsheden med demokrati afhænger af landets tillidskultur. Den teori inkluderer (mindst) to mekanismer: 1) At en højtillidskultur får bedre institutioner fordi dem, der arbejder i institutionerne er mere troværdige; og 2) at vælgerne i en højtillidskultur er mere tilbøjelige til at straffe dårlige politikere, så man på langt sigt får bedre institutionel politik.

Det er svært at estimere disse sammenhænge, ikke mindst fordi en basal utilfredshed med faktisk demokrati i princippet kan føre til kup og underminering af demokratiet. Vi giver alligevel et bud ved at illustrere sammenhængene mellem de to forhold og tilfredshed med demokrati i de to nedenstående figurer, hvor data kommer fra to kilder. Data på hvor stor en andel af de sidste 100 år et land har været fuldt demokratisk er fra en særudgave af Bjørnskov-Rode databasen, som Martin Rode og jeg arbejder på sammen med Andrea Sáenz de Viteri. Dataene på tilfredshed med demokrati og folks sociale tillid (deres tillid til folk i deres ’community’) er fra LaPop-undersøgelserne, hvor vi har brugt de senest tilgængelige, der i næsten alle tilfælde er fra 2016-18.

Som den første figur viser, varierer tilfredsheden med demokrati på det amerikanske kontinent mellem 37 % i Haiti til 61 % i Uruguay og 62 % i Canada. Der er også en vis korrelation (r = 0,55) mellem andelen af det sidste århundrede, hvor landet har været fuldt demokratisk, men sammenhængen er langt fra perfekt. Særligt blandt lande med en fortid som britisk koloni (de blå markører) er der i praksis ingen sammenhæng, og mindre lande som Dominica, Jamaica og Saint Lucia har stærkt utilfredse befolkninger på trods af deres lange, ubrudte demokratiske tradition.

Ser man på den alternative teori i dagens anden figur, er sammenhængen mellem social tillid en smule stærkere, men igen langt fra perfekt. Tillid er vigtig for måden, de bærende institutioner fungerer (r = 0,69), men kan ikke være hele forklaringen. Mens man godt kan forstå den relative utilfredshed i Colombia – når man kender landets voldsomme historie med narkoorganisationer – er Dominica og Paraguay meget klare outliers.

Hvad skal man konkludere fra de to figurer? Det er nærliggende at konkludere, at der er klar støtte til begge slags teorier – og sådan ser det mere generelt også ud i den forskning, der kan informere om det overordnede forhold – men også at der er en hel del variation, som man ikke kan forklare med simple, generelle forhold. Jo mere man tænker over det, rejser spørgsmålet dog også et relateret spørgsmål: Er det overhovedet godt, at folk er meget tilfredse med demokratiet? Bliver borgerne ikke alt for lette at narre og manipulere, hvis de er naivt tilfredse med politik? Det spørgsmål rejser vi ikke i dag, da det kræver en hel post for sig selv.

Hvad hvis valgløfter var rigtige kontrakter?

Valgløfter er en mærkelig ting, der mest af alt minder om det, man i samfundsvidenskaberne kalder ’cheap talk’: Løfter og påstande, der er helt gratis og ikke har nogen som helst konsekvenser. Partier kan ofte love én ting, men gøre noget helt andet hvis de danner regering efter valget. De ved for eksempel, at vælgeres hukommelse sjældent strækker sig længere end 1½ år. Det indebærer, at valgløfterne fra sidste valg i det store og hele er ligegyldige for resultatet ved det næste: Selvom man har lovet lagkage og leveret det modsatte, påvirker det kun i begrænset grad, hvordan vælgerne stemmer. Derfor opfører politikere sig som oftest anderledes i starten af en valgperiode i forhold til det sidste år op til det næste valg. I Danmark, hvor man ikke kan vide præcist hvornår valget kommer til at ligge – det er i princippet helt op til den siddende statsminister at beslutte, hvornår valget udskrives så længe der ikke kommer til at gå mere end fire år siden sidste valg – betyder det særlige system, at vi ofte får kortere perioder mellem valg og dermed mere hyppige ’valgår’.

Men hvad hvis valgløfter ikke var cheap talk, og man faktisk kunne holde politikere ansvarlige for deres løfter? Med andre ord, hvordan ville politik se ud, hvis man behandlede valgløfter som kontrakter, som politikerne blev nødt til at overholde, hvis de kom til at danne regering? Hvordan ville dansk politik se ud og udvikle sig, hvis der fandtes en slags valgløftedomstol med faktisk magt til at håndhæve kontrakterne?

Hvis man kunne holde politikere juridisk til regnskab for deres valgløfter, skulle man umiddelbart tro, at de ville love mindre, men også at løfter ville blive taget meget mere alvorligt af vælgerne. Systemet ville samtidig gøre regeringsdannelse væsentligt sværere: I en regering med to partier, hvor det ene har lovet at forøge de offentlige udgifter, mens det andet har lovet at sænke dem, ville mindst et af partierne blive dømt for kontraktbrud! Man kan således forestille sig to typer regeringer i systemet. Den ene vil bestå af partier, der har lovet forskellige ting, men hvor parti A har lovet noget på områderne a og b, mens parti B har valgløfter på område c og d. På den måde vil deres valgløfter ikke støde sammen og skabe et nødvendigt kontraktbrud, men det vil også give meget klare kompetenceområder for de to partier, som man ikke bare kan bytte rundt på. Den anden slags regering vil være regeringer, hvor partierne faktisk er enige om en række valgløfter, så både parti A og B f.eks. har lovet liberalisering på samme område. Disse regeringer vil være tvunget til at have en faktisk og nogenlunde sammenhængende ideologi.

Systemet indebærer derfor logisk, at valgløfter ikke bare bliver luftige påstande man konkurrerer på, men at de bliver nødt til at blive planlagt strategisk. For parti A kan et valgløfte om område a for eksempel gøre det umuligt for dem at danne regering med parti B, da valgløftedomstolen forhindrer dem i at løbe fra løftet. Det interessante er, at man her kan forestille sig to forskellige strategier. Den ene vil være, at parti A vælger ikke at love noget – partiet mener ganske enkelt ikke rigtigt noget om noget, hvilket vil være en strategi der i besnærende grad ligner Venstres for tiden. Den anden strategi vil være at give faktiske valgløfter, hvilket det kan gøres med langt større troværdighed end i dag, da truslen om kontraktbrud gør det ekstremt dyrt at love mere, end man er parat til at holde. Rationalet for den strategi vil være, at man køber vælgere med troværdighed i stedet for tomme løfter.

Det ville være interessant – og underholdende på en nørdet måde – hvis en statskundskabsforsker kunne gå logikken i politik med en valgløftedomstol igennem i en formel, teoretisk model. Teoretiske modeller bruges netop for at sikre, at ens logik er helt klar og at der ikke er indbyrdes modstridende forhold, der ødelægger ens mere intuitive idéer. Indtil da er det dog (i min ringe mening) en morsom og informativ øvelse at overveje, hvad der ville ske, hvis politikere blev tvunget til enten at holde deres valgløfter eller betale en heftig bøde / gå i fængsel. Ville politik blive bedre? Ville man få færre dårlige beslutninger? Ville politik tiltrække færre åbenlyst inkompetente mennesker? Vi lader spørgsmålene stå, mens vi opfordrer læserne til at overveje, hvad der ville ske – og dermed overveje, hvad det betyder at politikere nærmest uden konsekvenser kan løbe fra ethvert løfte…

Economic Freedom of the World 2021

En gang om året udkommer Fraser Instituttets rapport, der gør status over den økonomiske frihed i verden: Economic Freedom of the World. Både forskere og meningsdannere ser frem til rapporten, der altid er interessant, baseret på en række omhyggeligt behandlede indeks – som forskere bruger i stor stil – og giver et godt overblik over, hvordan politik udvikler sig på fem forskellige områder. Kortet nedenfor, der er fra dette års rapport, giver et absolut første indtryk over situationen i 2019, der er det sidste år for hvilket der er data.

For Danmarks vedkommende klarer landet sig overordnet fint som nummer 10 i verden. Det dækker dog over det særlige forhold, at de nordiske lande er ’skizofrene’ i denne sammenhæng. Det økonomiske frihedsindeks er et gennemsnit at fem områder: 1) den offentlige sektors størrelse og skattetrykket; 2) de retslige institutioners kvalitet; 3) kvaliteten af pengepolitik (’sound money’); 4) landets åbenhed for international handel og internationale investeringer; og 5) landets frihed fra tung regulering. Mens Danmark er årets nummer 3 på område 2), nummer 8 på område 4), nummer 10 på område 5), og nummer 26 på område 3), er område 1 en anden historie. Her er vi nummer 150 af de 165 lande, der dækkes af dataene! Og som en væsentlig forskningslitteratur viser – og som vi illustrerer i figuren nedenfor – er den fine placering på det særligt vigtige område 2 ikke en konsekvens af gode politikere eller andet, men en refleksion af et særligt nordisk kulturtræk: Social tillid. Der er således meget at være glad for, men også meget væsentligt reformpotentiale.

Udover dataene, omfatter rapporten også altid et eller flere temakapitler; tidligere rapporter har for eksempel haft kapitler om økonomisk frihed og tolerance (Niclas Berggren og Therese Nilsson i 2020-rapporten) og om økonomisk frihed, iværksætteraktivitet og vækst (Nicolai Foss og undertegnede i 2012-rapporten). I dette års rapport viser Justin Callais (Texas Tech University) og Vincent Geloso (George Mason University) viser i det første temakapitel, at større økonomisk frihed er forbundet med større indkomstmobilitet. Selvom der faktisk ikke har været empirisk forskning før på området, har et ikke skortet på politikere og meningsdannere, der har påstået at økonomisk frihed kun gavner de rigeste, og dermed hindrer økonomisk mobilitet.

Det er derfor særdeles gavnligt, at der endelig er forskning, der empirisk afsøger sammenhængene og får aflivet nogle politiske myter. Økonomisk frihed er forbundet med væsentligt hurtigere økonomisk vækst, der er både inklusiv og gavnlig for miljøet på langt sigt. De myter, der ofte bruges som argumenter imod reformer, der øger friheden, er derfor meget dyre for de fleste mennesker, og bør undersøges grundigt. Gør man det, er det svært at slippe for en bestemt, overordnet konklusion: De eneste, der helt konsistent har gavn af begrænsninger på borgernes økonomiske frihed, er typisk politikere og deres cronies.

Cultures of Trust and Institutions of Freedom

Min gode ven og kollega Niclas Berggren (IFN, Stockholm og VSE, Prag) har beskæftiget sig med økonomisk frihed siden 1999 og kulturelle forhold næsten lige så længe. Som læserne vil vide, har jeg også beskæftiget mig med begge fænomener siden min PhD-periode, og en del af forskningen de senere år har netop været sammen med Niclas.

Det er derfor en særlig fornøjelse at Niclas og jeg kan afsløre, at vi har fået en projektansøgning godkendt hos the Templeton Foundation. Projektet har titlen Cultures of Trust and Institutions of Freedom og fokuserer netop på samspillet mellem kulturelle forhold og frihedsinstitutioner såsom økonomisk frihed, institutioner der beskytter menneskerettigheder, og en række andre forhold. Minus overhead til administration har Templeton bevilliget cirka 6½ millioner svenske kroner over en treårig periode.

Projektet er omtalt i IFNs Nyhedsbrev i denne uge, der også interviewer Niclas om ideerne bag det. Nyhedsbrevet formulerer baggrunden for projektet som følger:

I det kommande projektet kommer forskarna bland annat att klargöra hur ett välfungerande rättssystem – som är centralt för att skydda ägande och ingångna avtal – kan säkerställas, säger Niclas Berggren. En annan viktig beståndsdel i projektet är hur ett välfungerande rättssystem tillsammans med en öppen marknadsekonomi påverkar graden av tillit. Det är i sin tur viktigt för att stimulera initiativ som gynnar produktiviteten. Projektet kommer också att titta på tre ämnesområden som påverkar vår tid och står högt upp på agendan på samhällsdebatten: ojämlikhet, globalisering och pressfrihet.

Her på stedet kommer vi naturligvis til at skrive en del om projektet, når det er gået i gang. Udover planerne om at holde to videnskabelige workshops med inviterede forskere fra hele verden og to policyseminarer – et i Stockholm og et i København – er der også en en plan om at lave podcasts med nogle af de inviterede forskere. Vi sørger naturligvis for at linke til det hele her på stedet, inklusive de allerede planlagte dele af projektet. Men hvis nogle af læserne i mellemtiden har idéer til, hvilke emner man kunne kaste sig over i projektet, hører vi naturligvis meget gerne om dem!

Økonomisk Frihed i Samfundstanker

Cepos direktør Martin Ågerup har siden november kørt en podcast med titlen Samfundstanker, hvor han taler med forskere, eksperter og politikere om en lang række mere eller mindre aktuelle emner. Martin er nu kommet til et emne, der både er ekstremt vigtigt for samfundets udvikling, og som mange mennesker ikke ved ret meget om: Økonomisk frihed.

Konceptet dækker folks frihed til at bruge deres egen tid, arbejdskraft, penge, ejendom og menneskelige ressourcer som de vil, med undtagelse af brug, der har til formål at begrænse andre menneskers økonomiske frihed. Jeg havde den store fornøjelse at være den forsker, Martin valgte til en samtale om økonomisk frihed. Det blev en noget længere – og rigere – samtale, end nogen af os havde regnet med. Vi kom langt omkring, fik dækket mange emner og fik endda en idé undervejs. Vi er meget tilfredse med resultatet, og kan varmt anbefale vores læsere at høre hele den mere end halvanden time lange samtale. Bryd den endelig op, hør den i bilen på vej hjem fra arbejde, eller hvordan og hvor i har lyst til. Eller sæt jeres gymnasieelever til at høre den og tage noter (hvilket kan give jer halvanden times respit med en kop kaffe). Men sørg for at sætte jer ind i, hvad økonomisk frihed er og hvad den betyder for samfundet.

Smitter kup og demokrati?

Fra 1989 og nogle år frem blev en række lande i Central- og Østeuropa demokratiske. En stor del af forklaringen skal findes i, at håndbremsen blev sluppet – med kommunismens og Sovjetunionens kollaps var der pludselig ingen stor militærmagt til at forhindre, at lande som Polen og Tjekkoslovakiet blev demokratier, ligesom der ikke længere var militærmagt til at forhindre, at lande som Estland blev selvstændige igen, eller at andre dele af Sovjetunionen valgte selvstændighed. Nogle af dem blev demokratiske, mens andre ikke blev.

På samme måde var en række latinamerikanske lande blevet demokratiske i løbet af 1980erne. Flere demokratiforskere begyndte derfor (igen) at tale om, at demokrati og andre regimeændringer ’smitter’: At når et land indfører demokrati, bliver det sværere for nabolandene ikke også at indføre demokratiske reformer. Idéen er ret intuitiv, da borgerne i Tjekkoslovakiet – på trods af regimets indædte forsøg på at forhindre det – for eksempel udmærket vidste, hvordan de østrigske demokrati virkede, kunne se dets overlegenhed, og var utilbøjelige til at støtte landets socialistiske diktatur uden tvang. Noget lignende gjaldt i høj grad for eksempel for Uruguays borgere efter Argentina genindførte demokrati i 1982.

Spørgsmålet om, i hvor høj grad disse historier er unikke eller eksempler på et generelt fænomen, kræver store datamængder hvor man kan følge lande over en lang periode. Som opmærksomme læsere ved, er det netop det Martin Rode, Andrea Sáenz de Viteri og jeg har været i gang med at skaffe. Vi er for tiden ved at lægge (forhåbentlig) sidste hånd på en særudgave af min og Martins regimedatabase, der dækker landene i Latinamerika og Caribien tilbage til 1920. Arbejdstitlen for tiden er derfor ”A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean.” Og et af de spørgsmål, vores data kan bruges til at svare på, er netop hvad nabolandes regimeændringer betyder.

Overordnede data, som i den første figur i dag, giver et vist indtryk af den samlede udvikling. Man kan tydeligt se, hvordan demokratisering sker i to bølger: en første fra cirka 1940, der både skyldes at flere lande indfører relativt frie valg, og at en lang række af de 43 lande afskaffer begrænsninger på, hvem der må stemme, og en anden i 1980erne, de skyldes at en række militærdiktaturer gav op. Uanset det pædagogiske i den type illustrationer skjuler de dog også en del information. I 1962-1963 var der således både tre af de 43 lande, der demokratiserede (Argentina, Bahamas og Bermuda) og fire, der gjorde det modsatte (Brasilien, Ecuador, Guatemala og Honduras). Det giver samlet kun et lille blip på figuren.

I dagens anden figur giver vi derfor en bedre indikation på, at flere slags regimeændringer faktisk smitter på tværs af landegrænser. Vi plotter sandsynligheden for, at hvert af de 43 lande oplever en af tre regimeevents – kupforsøg, demokratisering og autokratisering – i de fem år efter at et naboland har oplevet en af de tre events. Disse sandsynligheder sammenligner vi med den samme sandsynlighed, når de umiddelbare nabolande ikke har haft en event.

Tallene fra de 43 lande i regionen taler deres klare sprog: Både kupforsøg og demokratiseringer smitter. Hvis et eller flere nabolande har indført demokrati, er der en 123 procent større sandsynlighed for, at ens eget land også gør det. På samme måde er der 76 procent større sandsynlighed for, at ens land vil opleve et kupforsøg de næste fem år, hvis der har været kupforsøg i et naboland. Omvendt viser dataene, at selvom autokratisering er 52 procent mere sandsynligt, hvis det også er sket i et naboland, er denne forskel ikke statistisk signifikant.

Som den simple evidens fra et århundrede i Latinamerika og Caribien indikerer, er smitten således klart asymmetrisk og langt stærkere for demokratiseringer end for det modsatte. Mens det er interessant fra et forskningssynspunkt, kan man også overveje, om det også er vigtigt og aktuelt. Man kan for eksempel spørge, om de autokratiske tendenser i lande som Ungarn – der ikke længere er et demokrati – Polen og Tjekkiet smitter. Den latinamerikanske erfaring peger på, at det nok ikke er noget virkeligt væsentligt problem så længe det ikke udarter sig til deciderede kup.