Den danske SVM-regerings fortalere – og ikke mindst Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen, og den nu politisk afdøde Jakob Ellemann-Jensen – bliver ved med at understrege, at deres regering er særlig. Grunden er, at den har flertal og derfor “kan få noget gjort.” Deres holdning er ganske tydeligt, at de sidste mange års mindretalsregeringer, der måtte finde flertal med dele af oppositionen for at gennemføre politik, har været et problem. Frederiksen og Løkkes perspektiv på politik er således, at mere handling er bedre – i det mindste når de selv står for beslutningerne. De påstande skurer voldsomt i mange borgeres ører, og ikke mindst i mine. De ville nok også have fået James Buchanan og Gordon Tullock til at hæve øjenbrynene.

Buchanan og Tullock udgav i 1962 deres fælles bog The Calculus of Consent, som var en vigtig del af 60ernes public choice-revolution. Her præsenterer de deres fulde forståelse af konsekvenserne af at gøre det henholdsvis lettere og sværere at tage politiske beslutninger. Frederiksen og Løkkes fokus er på det ene af de to forhold, Buchanan og Tullock finder relevante. De mener, at der er omkostninger ved at gøre for lidt – ikke at lave såkaldte reformer, ændre lovgivning, og generelt blande sig – i forhold til hvad mindretalsregeringer gør. Men som man kan se i figuren nedenfor, er det kun den ene af to mulige typer af mekanismer.

Der er nemlig også omkostninger ved at gøre for meget: Jo mindre kompetente, politikere er – og vel at mærke fagligt kompetente og ikke bare kompetente til at spille et politisk spil – jo flere dårlige beslutninger tager de. Jo større indflydelse, der er fra særinteresser, jo flere dårlige beslutninger kan de tage. Og jo mindre de ved om samfundsmæssige forhold, jo ringere bliver deres beslutninger. Det relevante aspekt i sagen, er de samlede omkostninger, og ikke blot det irriterende besvær ved at finde flertal. Der er derfor virkeligt tungtvejende grunde til at gøre det svært at tage politiske beslutninger!

Buchanan og Tullock brugte dette framework til at argumentere for, hvorfor der er behov for krav om flertal på væsentligt over 50 %, når man for eksempel ændrer Grundloven. Helt grundlæggende er deres idé, at jo større og mere omfattende politiske beslutninger er, jo større må flertallet for dem være, fordi man i de tilfælde risikerer at lave langt større skader end ved almindelige, små beslutninger.

Frederiksen og Løkkes udgangspunkt at det skal være let for dem at lave store og omfattende ændringer i dansk politik og i samfundet er derfor rendyrket nonsens i Buchanan og Tullocks framework. De to public choice-koryfæer ville i stedet have sagt, at med den slags ambitioner er det vigtigt at inddrage store dele af oppositionen, og at være forsigtige. Man kan måske godt forstå, at magtmennesker som Lars Løkke bliver utålmodige, men fra en videnskabelig vinkel – og i det mindste fra en public choice-vinkel – er der behov for det stik modsatte end lynbehandling af et ukritisk flertal i Folketinget.