Tag-arkiv: retssikkerhed

Hvad er skyggesiderne ved kunstig intelligens?

I mit sidste indlæg så jeg på den nye AI-robot ChatGPT og blandt andet på det store potentiale, der kan være i vente ved kunstig intelligens. Men vi skal også se på skyggesiderne. 

Jeg deler ikke i så høj grad de sædvanlige bekymringer.  

Robotterne vil næppe overtage al arbejdet og gøre os overflødige. Det er ikke umuligt, men ikke sandsynligt.  

Læs resten

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.


Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Masseovervågning – for velfærdsstatens skyld

Lov om Udbetaling DanmarkJyllands-Posten skriver i dag om, hvordan Udbetaling Danmark med et lovforslagudkast (læs det her) vil komme til at lave endnu mere dybde-gående registersammenkørsel om folks private forhold.

Sammenkoblet med den meget brede adgang Udbetaling Danmark i forvejen har til at videregive oplysninger til andre myndigheder, som så kan snuse sig frem til snavsen, er der inviteret til en “fisketur” af de helt store.

For mit eget vedkommende er jeg temmelig forunderet over den brede formulering i Udbetaling Danmark-lovens § 7 nedenfor, om “anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde”. Kommunerne har som bekendt et sagsområde, der er noget bredere end bare det sociale, og forarbejderne er i realiteten tavse: “Anden opfølgning af sager omfatter andre typer forskellige administrative forpligtelser, som kommunen har ansvaret for efter lovgivningen, som ikke er nævnt i eksemplerne i bestemmelsen”.

§ 7. Udbetaling Danmark skal uden samtykke fra borgeren videregive oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, til kommunen om borgere, der søger om eller modtager kontante ydelser og økonomiske tilskud fra Udbetaling Danmark, hvis oplysningerne er nødvendige for at foretage efterregulering, omberegning, fradrag eller modregning, for at frakende eller stoppe kontante ydelser og økonomiske tilskud eller for at foretage anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde.

Det er en blankocheck, og det er love som denne, mine tyske kollegaer ikke ville være bange for at kalde “stasi”-agtige. Med det seneste lovforslag, der er i høring, bliver den karakteristik ikke mindre rammende. Det tragiske er tilmed, at man med loven end ikke søger at værne om statens sikkerhed, eller menneskers liv og legeme. Den handler ganske enkelt om at effektivisere. Se for eksempel hvordan Liberal Alliances Thyra Frank anpriste Udbetaling Danmark-loven, da den blev førstebehandlet i Folketinget i 2012:

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, skal den offentlige sektor være moderne og tidssvarende, og LA støtter alle initiativer, der samtidig effektiviserer og udnytter ressourcerne bedre.

I JPs artikel beskriver Jacob Mchangama Udbetaling Danmark som “en slags velfærdsstatens NSA.” At det er en meget rammende beskrivelse, må alle kunne være enige i.

Bare fordi omkostningerne ved at bedrive overvågning på en nyere og mere smart måde vha. en bid data-tilgang betydet det ikke, at den besparelse er værd at indkassere. Det kan og bør være et mindstekrav, at staten og kommunerne ikke bedriver overvågning uden at kunne dokumentere en konkret mistanke om ulovligheder.

Men er det proportionalt?

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll har spurgt justitsministeren om, hvorvidt:

“det er rimeligt, at totalkontroller får lov at gribe ind i et meget stort antal menneskers hverdag, selvom langt de fleste ikke har gjort noget for påkalde sig myndighedernes interesse eller har forbrudt sig mod lovgivning”.

Eller med andre ord, om der er proportionalitet mellem totalkontrollens vidtgående karakter og det formål, indgrebet i borgerens frihede tilsigter at opnå. Den offentlige forvaltning i Danmark er nemlig bundet af en grundsætning der siger, at handlinger af denne type skal være proportionale. Ministeren svarer udenom:

“[Totalkontrollen] sker med henblik på en effektiv retshåndhævelse og en hensigtsmæssig udnyttelse af de forskellige myndigheders ressourcer…

[J]eg tror også, at de personer, der berøres af sådanne kontrolaktioner, generelt har stor forståelse for, at sådanne aktioner gennemføres ud fra hensyn til en effektiv retshåndhævelse og hensigtsmæssig udnyttelse af myndighedernes ressourcer.”

Her på bloggen minder vi i al stilfærdighed Justitsministeriet om, at proportionalitet ikke er det samme som effektiv retshåndhævelse, og at den effektive retshåndhævelse altså skal ske med respekt for proportionalitetsprincippet, der er en af hjørnestenene i den danske retsstat.

(HT: Lars Andersen)

Offentlighed i den hemmelige forvaltning

På det røgfyldte Punditokratkontor var der ingen, som fik cognacen galt i halsen, da omfanget af det amerikanske efterretningsvæsens dataovervågning kom for en dag. Forfatningsstridigt eller ej, så var det vel forventningen, at sådan noget fandt sted. Det er jo heller ikke fordi, Danmark har ret til, at oprøre sig som en helgen i dét spørgsmål.

Vores efterretningstjenester hører til blandt de mest lukkede i den vestlige verden og – som påpeget adskillige gange af punditokrator emeritus Jacob Mchangama – giver lovgivningen forsvarsministeren (læs: FE) ret til uden retskendelse, at ”træffe foranstaltninger som omhandlet i grundlovens § 72 over for telefonsamtaler, postforsendelser og anden kommunikation”, når blot ”ekstraordinære forhold” gør sig gældende. Hvad der nærmere skal forstås ved ”ekstraordinære forhold” er uklart og centraladministrationen udfylder derfor selv bestemmelse indhold inden for forarbejdernes på dette punkt sparsomt definerede ramme. Det er – for at sige det på jysk – træls, da det skaber retsusikkerhed; træls, også fordi forsvarsministeren, under samme betingelse, kan foretage konfiskation af privat ejendom.

I USA går debatten for tiden meget på FISA-domstolen og The Economist opsummerer retsstatsargumentet:

A court that is supreme, in the sense of having the final say, but where arguments are only ever submitted on behalf of the government, and whose judges are not subject to the approval of a democratic body, sounds a lot like the sort of thing authoritarian governments set up when they make a half-hearted attempt to create the appearance of the rule of law.

Denne punditokrat så gerne, at det danske efterretningsvæsen og den hemmelige proces i visse kriminalsager blev gennemgået med en retssikkerhedens tættekam og håber, slet skjult, at Jacob Mchangamas ny tænketank vil kaste sig over udfordringen med stor iver og ihærdighed.

Der er principper, og så er der principper

En US Army-drone af typen Sky Warrior-Alpha.

En US Army-drone af typen Sky Warrior-Alpha.

Til Obama-tilhængerne, fra Bleeding Heart Libertarians-bloggen:

Obama and the Democratic Party platform of 2008 promised a new era of accessible, open, non-secretive government, government which limited rather than expanded the discretionary power of the executive. None of these promises were kept. Maybe Obama and the Democrats were lying to us in 2008, or maybe on January 20, 2009, they changed their minds.

Executive power increased under Obama. Obama persecuted whistleblowers who threatened to expose his administrations misdeeds. Obama continued the regime of torture and abuse. He even claimed for himself—and for all future Republican presidents—the right to assassinate American citizens. Obama terrorizes and murders innocent Pakistani citizens. Obama fights battles and commits acts of war against foreign nations without Congressional approval, even when there is no imminent threat to national security.

HT: Peter Kurrild-Klitgaard.

Skal, skal ikke? Kritik af IMR’s parløb med Regeringen

Sten Thorup Kristensen kan være meget stolt af den klare, relevante og ikke mindst aktuelle kronik i dagens Jyllands-Posten. Kronikken kritiserer, ikke uberettiget, Institut for Menneskerettigheder og dettes direktør, Jonas Christoffersen, for at være enten blind overfor eller ligeglad med menneske-/borger-/frihedsrettigheds-situationen indenfor Danmarks Riges grænser.

I udpluk, og med mine fremhævninger:

Det bedste – eller rettere, det værste – eksempel på myndighedernes usaglighed er måske den indsats mod ”social dumping”, som tidligere skatteministers Thor Mögers uanmeldte kontroller i private hjem er en del af. Juridisk set er der slet ikke er noget, der hedder social dumping: Der er fri løndannelse i Danmark … Men man ønsker altså ikke, at folk skal benytte sig af den fri løndannelse, når de køber f.eks. håndværkerydelser og kan få dem billigere hos et polsk firma. Så man iværksætter hårdhændede kontroller for at afsløre de pågældende i noget andet, der er ulovligt, f.eks. i forhold til udlændingeloven, arbejdsmiljøloven eller skattelovgivningen …

Kontrollerne mod social dumping strider således ganske åbenlyst mod de basale regler i retssamfund. Der synes desværre ikke at være nogen instans, der ser det som sin opgave at gribe ind.

Men det var netop i sådan et tilfælde, at IMR og Jonas Christoffersen skulle komme på banen. Som en evig sten i skoen på de politikere, der i egen interesse ofrer retsstaten og basale menneskerettigheder. Men Jonas Christoffersen anderswo engagiert. Han skal f.eks. være medlem af en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionen skal holde virksomhederne op på nogle OECD-retningslinjer, og det handler bl.a. om, hvorvidt virksomhederne køber autoriseret fairtrade-kaffe til deres kantiner (det eksempel er faktisk nævnt som det første i bemærkningerne til loven om instituttet).

Fænomenet – at direktøren for IMR bruger sin tid på kaffeproduktion, mens hundredvis af danskere sidder i fængsel uden dom, mens andre tusinde får deres telefoner aflyttet for, at politiet skal opklare småforseelser, og mens atter andre tusinder danskere bliver udsat for det, der mere og mere ligner vilkårlige husundersøgelser – indeholder mere end en spøjs prioritering. Det stiller også spørgsmålstegn ved, om Jonas Christoffersen overhovedet har forstået, hvad det indebærer at forsvare menneskerettigheder.

Menneskerettigheder handler om at begrænse myndighedernes magt. Direktøren for IMR skal altså holde myndighederne i ørerne. Men i stedet hjælper han dem med at udøve deres myndighed.

Jeg ser frem til Jonas Christoffernsens svar; Sten Thorup Kristensen har nemlig sat overliggeren meget højt.

Kommende udgivelse: Fri os fra frihed

Den tidligere punditokrat Jacob Mchangama fortæller i en opdatering på Facebook, at hans nye bog Fri Os Fra Frihed udkommer den 30. april, men allerede nu kan forudbestilles. Dén information er værd at give videre – og det er hermed gjort.

Gyldendal beskriver bogen således:

FRI OS FRA FRIHEDEN er et hårdnakket forsvar for den personlige frihed og en skarp kritik af, hvad Jacob Mchangama ser som de sidste årtiers løbende politiske underminering af netop den personlige frihed. I præcise og urovækkende kapitler viser chefjurist Jacob Mchangama, hvordan vi siden slutningen af 1960?erne lever støt mere regulerede liv, hvor staten har fået større og større råderum til at gribe ind og detailstyre eller som et minimum overvåge, hvordan vi lever ? det gælder lige fra, hvordan vi spiser, over hvordan vi bor, til hvem vi sover med eller taler i telefon med.

Jeg spår, at bogen nok skal fange  interesse hos flere af denne blogs læsere (og skribenter).

Opdatering: Interview ang. bogen i Politiken.

Ophavsrettighedsdebatten

Hermed en formatteret og link-holdig gengivelse af et blogindlæg, jeg har i Børsen i dag:

Debatten for og imod immaterialretligheder, så som ophavsret, tog en finurlig drejning, da rettighedspirateri forleden opnåede statslig anerkendelse som en religion i Sverige under det passende navn kopimisme. Kirkens højeste læresætning er, at omdeling af kopier af andre menneskers rettighedsgenstande i sig selv er en religiøs tjeneste.

Hvem anerkendelsen siger mest om – piraterne eller det svenske Kammarkollegiet – skal vi lade stå usagt. Hvad der derimod skal påpeges er, at der for tiden pågår en voldsom debat om ophavsrettens fremtid og at fronterne på begge sider er trukket skarpt op.

Således har selv danske medier indenfor det seneste stykke tid talt om det såkaldte SOPA-lovforslag, der behandles i Repræsentanternes Hus i USA, der udvider rettighedshaveres mulighed for gennem en summarisk proces at lukke bl.a. hjemmesider ned via et fogdeforbud. Bølgerne går højt i dén debat – som de rettelig bør, når nu retsikkerheden står på spil. Det er med andre ord ikke blot en debat for debattens skyld.

På den velansete blog The Volokh Conspiracy bringes i dag et indlæg af William ”Bill” Patry under titlen ”How to Fix Copyright, Part I”. Patry selv, er amerikansk advokat, arbejder in-house for Google og er forfatter til Oxford-publikationerne Moral Panics and the Copyright Wars og How to Fix Copyright.

I blogindlægget præsenterer Patry sin nye bog – som er så ny, at jeg ikke selv har haft en chance for at se den igennem – hvori han forsøger at opstille en konstruktiv løsningsmodel på de problemer, han mener ophavsrettighedsinstituttet er ramt af. Indlæg af denne type skal altid læses med et stort caveat: Den vedrører amerikanske forhold. Men, når det er sagt, så er ophavsrettighedsområdet, i takt med internationaliseringen, ikke længere noget, staterne på nogen måde kan eller bør behandle for sig selv indenfor nationalstatens snævre ramme.

Patrys påstand er, at ophavsrettighedsinstituttet er ineffektivt. Som han siger: ”I believe laws are tools, not ends in themselves, and that we should measure, empirically, their effectiveness against their stated objective.” Heri kan man kun give ham ret. Det samme kan man, når det kommer til de mål, Patry mener ophavsretslove – generelt set – har til formål at nå:

[The] goals are often fleshed out in ways that fit into the following two syllogisms and one tautology. Syllogism number one: Copyright is the basis for creativity. Creativity is the basis for culture. Therefore, copyright is the basis for culture. Syllogism number two: Copyright is the basis for a knowledge-based economy. The knowledge-based economy is the basis for competitiveness. Therefore, copyright is the basis for competitiveness. The tautology is the statement that the creative industries are those industries dependent on copyright laws and therefore copyright laws are essential to the growth of the creative industries.

Bill Patry rammer derudover plet når han fremfører, at teknologi ikke i sig selv er ophavsrettens bane- eller redningsmand, men derimod intet andet end et middel, som faciliterer behov og behovstilfredsstillelse på markedet. – Og som han så korrekt siger:

”Changing markets and products are an economic fact of life: no copyright law can force people to buy things they do not want to buy, anymore than laws can outlaw recessions or business cycles.”

Opdatering: Bill Patrys 2. blogindlæg er udkommet d.d.

Er Obamas sundhedsreform forfatningsstridig?

I forlængelse af min kommentar ovenfor om forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:
“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”
–har min gamle ven gennem 23 år, Randy Barnett (professor i jura ved Boston University og næppe én, der kan ses som værende ude i et partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg i Washington Post (http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/03/19/AR2010031901470.html) skriver han bl.a.:
“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance.
But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds.”

I forlængelse af min kommentar (i kommentar-sektionen her) om, hvorvidt Obamas sundhedsreform i virkeligheden måske er forfatningsstridig, er det vigtigt at være opmærksom på USA-forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:

“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”

I den forbindelse har min gamle ven gennem snart 23 år, Randy Barnett (professor i forfatningsret ved Georgetown University og næppe én, der kan ses som værende ude i et “konservativt” eller partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg forleden i Washington Post skriver han bl.a.:

“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance. But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds. If you choose to drive a car, then maybe you can be made to buy insurance against the possibility of inflicting harm on others. But making you buy insurance merely because you are alive is a claim of power from which many Americans instinctively shrink. Senate Republicans made this objection, and it was defeated on a party-line vote, but it will return.

At der kommer en større sag ud af det, og at sidste ord ikke er sagt, er klart.  Spørgsmålet er så blot–hvis Barnett m.fl. har ret–hvorvidt forbundshøjesteretten vil have mod nok til at erklære en så stor lov forfatningsstridig?  Historien taler imod det, og det forudser Barnetts kollega og med-blogger, Orin Kerr, også.  Efter min mening desværre.

Barnett er mere optimistisk:

“[Although some] of the potential constitutional challenges to health-care reform have a sound basis in the text of the Constitution, and no Supreme Court precedents clearly bar their success, the smart money says there won’t be five votes to thwart the popular will to enact comprehensive health insurance reform.

But what if five justices think the legislation was carried bleeding across the finish line on a party-line vote over widespread bipartisan opposition? What if control of one or both houses of Congress flips parties while lawsuits are pending? Then there might just be five votes against regulating inactivity by compelling citizens to enter into a contract with a private company. This legislation won’t go into effect tomorrow. In the interim, it is far more vulnerable than if some citizens had already started to rely upon its benefits.

If this sounds far-fetched, consider another recent case in which the smart money doubted there were five votes to intervene in a politicized controversy involving technical procedures. A case in which five justices may have perceived that long-established rules were being gamed for purely partisan advantage.

You might have heard of it: Bush v. Gore.”

Gæsteindlæg: Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni. Af Kai Sørlander

Som følge af mit forrige indlæg inviterede denne Punditokrat Kai Sørlander til at svare på min replik. Til min (og forhåbentligt også læsernes) glæde har Sørlander trods stor travlhed med øvrige projekter indvilliget i at fortsætte debatten med nedenstående indlæg.

Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni

I sit indlæg her på Punditokraterne den 4. marts svarer Jakob Mchangama på min tidligere klumme fra 180 grader; og det bliver nu tydeligere, at vor uenighed først og fremmest er principiel. Den angår selve det principielle grundlag, hvorpå vi bør bygge vor argumentation for ønskværdigheden af den demokratiske retsstat. Og her vil jeg forsøge at klargøre vor uenighed ved at tage fat om Mchangamas fremstilling af mit standpunkt og påpege, hvad han overser, og hvorledes han rent principielt går fejl.

Skal man tro Mchangamas fremstilling af min position, så opstiller jeg en ”præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt”. Men det er forkert. Min argumentation bygger ikke på den vilkårlige opstilling af en sådan præmis. Min præmis i den politiske filosofi kan derimod formuleres som et krav om politisk ligeværdighed. Dette krav bygger så igen på dybereliggende etiske overvejelser; men det er et andet spørgsmål, som jeg her skal lade ligge. Det er så fra kravet om politisk ligeværdighed, at jeg drager den konsekvens, at alle borgere helt basalt bør have lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces. En konsekvens, som vi af praktiske grunde udmønter i det repræsentative demokrati med dets institutioner. Men mere om det senere.

Det, at Mchangama således misforstår grundlaget for min position, er en alvorlig sag, fordi det efterfølgende fører til, at han fordrejer modsætningen imellem os. Ifølge ham går jeg ind for, at ”den udøvende magts beføjelser” i spørgsmål om national sikkerhed ”trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder”. For ham er det omvendt. Han synes at anse det som helt indlysende, at det er i individets interesse at få en uafhængig domstolsprøvelse af alle politiske afgørelser – derunder også sikkerhedspolitiske. Således at domstolen kan afgøre, om den udøvende magts beslutninger er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder.

Men her har Mchangama – set ud fra præmissen om politisk ligeværdighed – en alt for snæver opfattelse af, hvad der er individets interesse. Han opfatter alene individets interesse ud fra muligheden for, at individet kan blive offer for en politisk anklage. Han ignorerer derimod ganske, at i demokratiet er individet også på et basalt niveau selv deltager i den udøvende magts beslutninger; og at individet derfor også har en interesse i, at ingen får (eller tiltager sig) en magt, som bryder med den politiske ligeværdighed.

Denne interesse søger vi som sagt at efterkomme i det repræsentative demokrati ved at vælge repræsentanter, som skal tage politiske beslutninger på vore vegne, og som skal stå til ansvar for deres beslutninger ved regelmæssige valg. For at dette kan foregå på anstændig vis, er det absolut nødvendigt, at der er en fri og uafhængig presse, som kan sikre, at alle får adgang til de bedst mulige informationer, og således giver dem et grundlag, hvorpå de kan tage selvstændig stilling til politikerne og deres beslutninger. Uden en sådan presse, som giver os mulighed for at diskutere med og kritisere vore politikere, er demokratiet en tom skal.

Dette demokrati er ikke ideelt, men kan vi lave noget bedre? Indtil nu står det kun fast, at den politiske magt i demokratiet er bundet af ansvaret over for pressen og vælgerne. Hvis politikerne tager uansvarlige beslutninger, kan vi kritisere dem og vælge nogle andre. Men kan vi være sikre på, at den proces fører til de rigtige beslutninger? Fuldstændig sikre kan vi ikke være. Der kræves som minimum, at folkeflertallet selv er villig til at kæmpe for en demokratisk mindretalsbeskyttelse. Og det er ikke uden videre givet. Det kræver en vis politisk udvikling. Men spørgsmålet er, om vi kan gøre noget andet. Om vi kan skabe større sikkerhed for en demokratisk mindretalsbeskyttelse ved at sætte en juridisk domstol ind som stopklods i den politiske beslutningsproces.

Det er det, som Mchangama i realiteten kræver, at vi skal gøre. Han vil have, at der skal indsættes en (form for) juridisk domstol til at afgøre, om de politiske beslutninger i demokratiet er i overensstemmelse med individets frihedsrettigheder. I hans model skal det ikke være i den demokratiske proces, at disse spørgsmål finder deres afgørelse, men det skal være en særlig juridisk domstol, der foretager den endelige vurdering af, om det politiske skøn er holdbart. Det skal være dommerne og ikke de demokratiske politikere, der har magt til at udøve det afgørende skøn.

Er den situation så bedre end den, hvor det endelige skøn ligger i den demokratiske proces? Det mener Mchangama. Han siger: ”Kontrol foretaget af uafhængige og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger”. Men den påstand forekommer mig at indeholde kritikken af sig selv. Hvis magthavere bevidst eller ubevidst begår magtmisbrug, når der ingen kontrol er med deres handlinger, hvem kontrollerer så, at de pågældende dommere ikke begår magtmisbrug? Hvem kontrollerer, at de ikke – bevidst eller ubevidst – sætter deres eget politiske skøn ind som erstatning for det demokratiske? Måske finder de, at deres eget skøn er udtryk for et bedre menneskesyn end det, som kommer til udtryk igennem den demokratiske proces og dens ansvarsrelationer.

Det er muligt, og det er også muligt, at de i så tilfælde ville være ofre for et selvbedrag. Derfor har Mchangama ikke givet nogen tvingende argumentation for, at et sådant system rent principielt skulle være at foretrække. Og min påstand er, at vi rent principielt bør holde fast ved den demokratiske ansvarsfordeling – hvor det politiske ansvar ligger i den demokratiske proces og ikke lægges over i en juridisk domstol – fordi det er ensbetydende med en principiel fastholden af den politiske ligeværdighed som grundværdi.

Det er vigtigt at forstå, at diskussionen indtil nu har været rent principiel. Med det, jeg hidtil har sagt, har jeg ikke taget stilling til nogen konkret sag. Hverken til sagen om udvisningen af de to tunesere, som planlagde at myrde Kurt Westergaard, eller til sagen om den hollandske regerings forsøg på at forbyde Geert Wilders’ Koran-film med henvisning til national sikkerhed. Og fra det, som jeg hidtil har sagt, kan ikke direkte drages nogen konklusion med hensyn til, hvad jeg (eller andre) bør mene i de konkrete sager. Men før jeg går videre ad den vej, er der grund til lige at føre den principielle diskussion et skridt videre.

Min foreløbige konklusion er, at der ikke findes nogen principielt tvingende argumentation for, at man skal indføre en juridisk prøvning af den demokratiske magts beslutninger. Principielt skal prøvningen af disse beslutninger ligge i den demokratiske debat og proces. Men inden for denne ramme er der logisk mulighed for, at den politiske magt gennem en demokratisk vedtaget beslutning kan binde sig selv med visse konventioner – fx menneskerettigheder – og at den kan nedsætte en form for uafhængige juridiske instanser, der skal vurdere, om lovgivningen og de politiske beslutninger overholder konventionerne. Det kan man gøre som politisk valg; og man skal derfor også forstå, at det må være op til den politiske proces at gøre valget om, hvis man finder, at en sådan instans overskrider sine beføjelser og br
uger sin magt politisk. De
t er kun, hvis man ikke forstår, at den grundlæggende afgørelse til syvende og sidst bør ligge i den demokratiske dimension, at ens politiske filosofi ikke er rationel.

Det vil sige, at der ikke findes noget principielt rigtigt svar på, om man i den demokratiske politik bør vedtage at installere sådanne kontrollerende domstole. Det er en politisk afgørelse, og der kan siges både positivt og negativt. Det gælder også vor binding til Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Men disse vigtige spørgsmål behøver jeg ikke at gå nærmere ind på her. Jeg kan dog ikke nære mig for ganske kort at pege på, at der i hvert fald er ét punkt, hvor den form for politik har været skadelig. Det gælder asyl- og indvandringspolitikken.

De politisk vedtagne konventioner blev gjort til ”evige sandheder”, som kunne trumfe enhver reel diskussion af de forudsigelige sociale konsekvenser af indvandringspolitikken. Alt, hvad tidligere erfaringer kunne lære os om problemerne med indvandring, blev sat til side med henvisning til, hvad mere eller mindre officielle menneskeretsinstitutioner kunne tænkes at mene. Alle betænkeligheder og ønsker om pragmatisk tilbageholdenhed blev gjort til fremmedhad. På afgørende vis blev den rationelle debat om indvandringspolitikken amputeret af en misforstået brug af konventioner – og en misforstået opfattelse af forholdet mellem det politiske og det juridiske. Og det – forholdet mellem det politiske og det juridiske – er det centrale i den diskussion, som vi er i gang med.

Lad mig så vende tilbage til de konkrete sager, som har rejst denne diskussion. Altså først sagen om udvisningen af de to tunesere, der planlagde at myrde Kurt Westergaard, og derefter sagen om Geert Wilders’ Koran-film, som Mchangama har inddraget med sit indlæg her på bloggen den 5. marts. Det, jeg hævder, er, at de to sager grundlæggende er politiske, og derfor i sidste instans skal afgøres af den politiske myndighed, der står til demokratisk ansvar. Som jeg i mine tidligere indlæg i denne diskussion har gjort opmærksom på, er der væsentlige argumenter for at anse tunesernes tilstedeværelse som en sikkerhedspolitisk trussel, fordi de vil dræbe et symbol på vor ytringsfrihed.

Hvor langt sådanne overvejelser skal have vægt, findes der ikke noget entydigt svar på. Det er en politisk afgørelse. Ligesom det er en politisk afgørelse, om man skal lade tunesernes sag prøve ved en uafhængig juridisk instans. Det vil sige, at den, der ikke politisk ønsker en sådan uafhængig prøvelse, ikke nødvendigvis bryder med principperne for en demokratisk retsstat, for ifølge disse principper bør den sidste afgørelse være politisk. Man kan være politisk uenig uden derfor at være principielt uenig (selvom der er en del, der misforstår situationen og gør deres egen politiske position til den principielt rigtige). Og vil flertallet ikke acceptere de politikere, der har den holdning, så kan de stemme på nogle andre. Ligesom man må gøre, hvis man ikke vil acceptere de siddende politikeres indvandringspolitik. Det er i den demokratiske debat og procedure, at grænserne i sidste instans bør trækkes, og ikke af en juridisk domstol.

Noget tilsvarende kan siges om sagen omkring dem hollandske regerings behandling af Geert Wilders. Mchangama synes at mene, at fordi jeg hævder, at spørgsmål om national sikkerhed er politiske og ikke skal afgøres af en juridisk domstol, så udelukker jeg kritik af den hollandske regering, der vil forbyde Wilders’ film af nationale sikkerhedsgrunde. Og så udelukker jeg, at han kan få sin sag prøvet. Men det er da en skræmmende blindhed. Selvfølgelig kan Wilders få sin sag prøvet. Og meget bedre end ved en domstol. Han kan få den prøvet i den demokratiske proces med dens åbne debat og med dens udskiftning af politikere. Her skal det afgøres, om folk vil finde sig i en sådan regering, eller om de vil afsætte den.

Om de deler regeringens opfattelse af forholdet mellem ytringsfrihed og national sikkerhed. Det er kun således, at man holder demokratiet og ytringsfriheden levende. For mig at se er det farligt for demokratiet, hvis man tror, at det skal være en domstol og ikke en politisk opposition, som skal stoppe regeringen. For afgørelsen kan have store sociale konsekvenser. Rent bogstaveligt kan den føre til ”brand i gaden” og i alvorligste fald til noget, der minder om borgerkrig. Hvilket ansvar ville en domstol have, hvis det kunne forudses? Her er det bedst, at ansvaret bæres demokratisk, for demokratiet og ytringsfriheden kan kun komme sejrrigt igennem sådanne ”borgerskrigslignende tilstande”, hvis de har almindelig folkelig opbakning. Altså hvis flertallet af borgere reelt er villige til at stå inde for dem og at bære konsekvenserne. I det perspektiv er det en illusion at tro, at ytringsfriheden kan sikres igennem en domstolsafgørelse.

Da det selvfølgelig er umuligt i et indlæg som dette at komme ordentligt i dybden med argumentationen, vil jeg tillade mig at slutte med at nævne, at jeg har givet en udførligere redegørelse for min politiske filosofi i bøgerne Om menneskerettigheder (2000) og Under evighedens synsvinkel (1997). Noget, der følges op i min nye bog Forsvar for rationaliteten (med undertitlen Religion og politik i filosofisk perspektiv), der udkommer på tirsdag den 11. marts på Informations Forlag.

Replik til Sørlander

I et indlæg på 180grader er Kai Sørlander gået i rette med min klumme sammesteds vedrørende den administrative udvisning af to tunesere mistænkt for at ville dræbe Kurt Westergaard.

Det pragmatiske forsvar for udvisningerne ville være at påpege at gældende ret ikke forbyder sådanne administrative udvisninger. Der er specifik hjemmel i udlændingelovens § 25 til administrative udvisninger uden prøvelse, og intet i grundloven forbyder dette. Det lovforberedende arbejde har udtrykkeligt taget stilling til Danmarks internationale forpligtelser under EMRK, der tillader staterne vid adgang til at kontrollere udlændinges adgang, ophold og eventuelle udvisning fra deres territorier. Statens vigtigste opgave er at beskytte danske borgere, og i en tid med terrortrusler mod Danmark ville det være lemfældigt at udstyre potentielle terrorister med videregående rettigheder, end hvad der med sikkerhed følger af gældende dansk ret og vores internationale forpligtelser.

Et sådant forsvar ville umiddelbart være juridisk velfunderet selvom en række domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (her, her og her) rejser alvorlig tvivl om, hvorvidt sådanne udvisninger kan gennemføres uden prøvelse (jeg håber at få tid til at kommentere dommene i en særskilt postering). Selv hvis udvisningerne er i overensstemmelse med EMRK, gør dette dog ikke administrative udvisninger uangribelige. Ethvert nationalt og internationalt rettighedskatalog indeholder bevidste og ubevidste smuthuller, som efterlader borgeren med færre retssikkerhedsgarantier og staten med større diskretionær magt end hvad en klassisk liberal tilgangsvinkel tilsiger.

Men Sørlanders ærinde er et helt andet og langt mere vidtgående end ovenstående. Sørlander skriver bla, at hans kritik:

”drejer sig alene om et rent principielt problem [Min fremhævning] i forholdet imellem demokrati og jura – mellem politisk magt og dømmende magt [….]Det grundlæggende spørgsmål er: Hvem skal vi sikkerheds- og retspolitisk give den endelige magt? Skal det være en demokratisk valgt og demokratisk ansvarlig instans, eller skal det være et særligt udvalg af jurister? I et velfungerende demokrati kan der næppe være megen tvivl om svaret. Dér bør den politiske magt være demokratisk funderet; og dér bør de sikkerhedspolitiske skøn ligge i demokratiske organer. Vi har ingen sikkerhed for, at det er ufejlbarligt; men det er en logisk følge af det krav om politisk ligeværdighed, som er demokratiets ideologiske fundament. Desuden er der heller ikke noget andet system, som er sikret større ufejlbarlighed.”

Sørlander opstiller – så vidt ses – dermed et præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt. Samt at den udøvende magts beføjelser i så henseende trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder eller for den sags skyld gældende ret som den ville finde anvendelse i forhold til et ligeså fundamentalt indgreb mod et individ, der har dansk statsborgerskab. På denne præmis konkluderer Sørlander endog, at domstolskontrol med den udøvende magts vurdering af selv indgribende beslutninger er udemokratisk, når sådanne beslutninger er baseret på national sikkerhed. Som jeg læser Sørlanders klumme, anser han dette for at være et generelt princip, som et liberalt demokratis retsorden bør respektere, og at det således ikke er begrænset til sager om udvisninger og/eller udlændinge.

Hvis min gengivelse af Sørlanders pointe er korrekt, tager Sørlander alvorligt fejl juridisk set, ligesom hans grundlæggende filosofi åbner op for en type demokrati, der afviger radikalt fra den samfundsorden – baseret på det liberale demokrati – Sørlander almindeligvis er fortaler for.

Juridisk set er Sørlanders præmis forfejlet, fordi danske domstole har mulighed for at vurdere spørgsmål vedrørende national sikkerhed og efterretningstjenesternes arbejde i en lang række sager. Straffelovens kapitel 12 omhandler således forbrydelser mod “statens selvstændighed og sikkerhed”. Forbrydelser der naturligvis ikke kan sanktioneres administrativt, men kræver domfældelse. En sådan domfældelse forudsætter således f.eks. at domstolen er enig med PET og anklagemyndigheden i at den tiltalte:

”…med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger….” (Straffelovens §114, stk. 1 (Terrorisme)).

En domstol vil have meget svært ved at domfælde i en sådan sag uden at inddrage den type spørgsmål, som Sørlander har erklæret domstolene uegnede til at behandle.

Derudover har Danmark ratificeret og inkorporeret EMRK. I EMRK artikel 8-11 sikres en række rettigheder herunder retten til privatliv, ytringsfrihed og foreningsfriheden. Det er dog ikke absolutte rettigheder, idet der kan foretages indgreb heri under hensyntagen til bl.a. national sikkerhed, dog kun med lovhjemmel og såfremt indgrebet er “nødvendigt i et demokratisk samfund”. Denne nødvendighedstest, vil ultimativt skulle foretages af domstolene. Dermed har Folketinget eksplicit givet både de danske domstole og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol hjemmel til at efterprøve indgreb i frihedsrettigheder –  også administrative indgreb rettet mod udlændinge – hvor sådanne indgreb hviler på national sikkerhed.

Et konkret eksempel er Grevil-sagen, hvor to journalister og en redaktør fra Berlingske Tidende var tiltalt for uberettiget at videregive ”oplysninger, der er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar” i strid med Straffelovens § 152d, stk. 3. Byretten frifandt journalisterne udfra følgende betragtninger:

De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions [EMRK] artikel 10 og praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol [EMD] vedrørende denne bestemmelse.

[…]Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter rettens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslutningen af krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt overfor risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til pressen.    

Skulle Sørlanders præmis have været gældende i denne sag ville Berlingskes journalister skulle kunne sanktioneres af justitsministeren uden domstolskontrol, da de jo netop blev tiltalt for at have videregivet oplysninger der vedrørte statens sikkerhed. Vi skulle således blot have accepteret FEs vurdering af, hvorvidt offentliggørelsen af hemmeligstemplede rapporter vedrørte statens sikkerhed uden hensyntagen til indholdet deraf (der i høj grad allerede var lækket og dermed kendt) og uden hensyntagen til journalisternes ytringsfrihed eller offentlighedens i
nteresse i sagen. En såda
n retstilstand tillader heldigvis, hverken dansk ret eller EMRK, hvorfor de danske domstole prøvede sagen og frifandt de to journalister under hensyntagen til deres ytringsfrihed og det lækkede materiales natur.

Storbritannien er – på trods af Blairregeringens angreb på både Habeas Corpus og ytringsfriheden – om noget et land, der identificeres med retsstaten. I 2006 træf det britiske House of Lords en afgørelse, hvor den underkendte de britiske myndigheders tidsubestemte frihedsberøvelse af terrormistænkte udlændinge. Frihedsberøvelsen var netop baseret på national sikkerhed. Sørlander burde nærlæse House of Lords præmisser, idet de udviser en langt dybere forståelse af magtfordelingen i et liberalt demokrati baseret på fundamentale frihedsrettigheder end den version Sørlander gør sig selv til fortaler for. Domstolen udtalte bl.a.: 

I accept at once that the executive and the legislature are to be accorded a wide margin of discretion in matters relating to national security, especially where the Convention rights of others such as the right to life may be put in jeopardy. But the width of the margin depends on the context. Here the context is set by the nature of the right to liberty which the Convention guarantees to everyone, and by the responsibility that rests on the court to give effect to the guarantee to minimise the risk of arbitrariness and to ensure the rule of law.

Put another way, the margin of the discretionary judgment that the courts will accord to the executive and to Parliament where this right is in issue is narrower than will be appropriate in other contexts. We are not dealing here with matters of social or economic policy, where opinions may reasonably differ in a democratic society and where choices on behalf of the country as a whole are properly left to government and to the legislature. We are dealing with actions taken on behalf of society as a whole which affect the rights and freedoms of the individual. This is where the courts may legitimately intervene, to ensure that the actions taken are proportionate. It is an essential safeguard, if individual rights and freedoms are to be protected in a democratic society which respects the principle that minorities, however unpopular, have the same rights as the majority.”

De ovennævnte domme er eksempler på, at domstole er ganske udmærket egnede til at tage stilling til indgreb fra statens side og balancere disse over for hensynet til national sikkerhed uden dermed at fravriste den udøvende magt dens naturlige og primære ansvar på for at holde nationen sikker. Sørlander har ret i at dommere lige så lidt som politikere er ufejlbarlige. Men det faktum, at en uafhængig instans vurderer den udøvende magts indgribende beslutninger er nu engang del af selve det fundament, som vores og andre vestlige retsstater er bygget på. Kontrol foretaget af uafhæninge og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger. Især – som i nærværende sag – hvor folkestemningen naturligt og forståeligt nok er for administrative indgreb og tunesernes prompte udvisning. Dertil kommer, at en konkret dom ikke fratager den udøvende magt muligheden for med andre midler at søge at realisere dens målsætninger. Initiativet ligger stadig fuld og fast hos den udøvende magt, der inden for frihedsrettighedernes rammer har en stor grad af frihed og fleksibilitet til at manøvrere.

At karakterisere ovenstående domme som udemokratiske ville derfor være forkert – i hvert fald hvis man med demokrati mener liberalt demokrati. Hovedsageligt fordi indgribende beslutninger overfor borgere inden for en demokratisk stats jurisdiktion bør underkastets domstolskontrol ud fra et hensyn til individets frihedsrettigheder og værnet mod diskretionært magtmisbrug.

I tillæg til de hensyn der fremgår af de ovennævnte konkrete eksempler fra dansk og udenlandsk retspraksis kan domstolskontrol også i den brede offentligheds øjne legitimere og understøtte statens reaktion. Det er således svært at bestride, at en domstolskontrol kan give en afgørelse som den foreliggende en grad af objektivitet, som en afgørelse truffet af en minister på baggrund af en indstilling fra en efterretningstjeneste aldrig kan opnå alene.

Hertil kan det naturligvis anføres, at domstolene i en hypotetisk prøvelse af udvisningerne af de to tunesere givetvis hverken kan eller ønsker at foretage en fuldstændig efterprøvelse af PET’s skøn, idet domstolene – som det også har været anført i debatten – ikke besidder den efterretningsmæssige ekspertise som PET. Men denne kritik overser det vigtige forhold, at en afgørelse som den foreliggende aldrig alene vil have karakter af en efterretningsmæssig vurdering. I højere grad end den rent efterretningsmæssige del af afgørelsen vil domstolen således være egnet til at efterprøve om de formelle regler, som normalt finder anvendelse, når det offentlige agerer, er blevet fulgt. Har den pågældende således haft mulighed for at komme med sin side i sagen? Hvad hvis han mener, at der er tale om en forveksling af personer, og han således ikke er den rette mistænkte? Hvad hvis han mener, at PET har handlet uden for sine beføjelser i forbindelse med efterforskningen? Alle disse spørgsmål er naturligvis hypotetiske, og det ville være meget overraskende, såfremt PET i en sag som den foreliggende ikke har en meget god sag, hvilket givetvis er grunden til at ministeren har godkendt udvisningen. Men det er ikke hvad debatten bør dreje sig om. Debatten sigter ikke mod at tvinge efterretningstjenesten til at afsløre sine kilder og efterforskningsmetoder, ej heller at mistænkeliggøre efterretningstjenesten arbejde. Spørgsmålet er snarere, hvorvidt vi som nation bør sikre, at et individ der står over for et fundamentalt indgreb fra statens side, har ret til at anmode en uafhængig instans om at kigge statsmagten over skulderen.

Endelig ville det også være forkert at karakterisere domstolskontrol af spørgsmål om national sikkerhed som udemokratisk af den grund, at den lovgivende magt jo selv positivt har begrænset både egen og den udøvende magts beføjelser ved alle de materielle og processuelle retsgarantier som ifølge dansk lov og ret garanteres af domstolene, samt ved f.eks. at ratificere EMRK, der anerkender den Europæiske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion. Det er også værd at bemærke at den dømmende magt i sådanne situationer ikke blot beskytter individet, men også – indirekte – den lovgivende magt, derved at det sikres, at de rammer de folkevalgte har opstillet bliver respekteret af den udøvende magt.

En ordning, hvorefter administrative udvisninger skulle prøves af et særligt domstolslignende organ ville tjene de ovennævnte retssikkerhedshensyn og ville naturligvis også skulle basere sig på en lov vedtaget af et flertal i Folketinget, hvorfor de samme betragtninger gør sig gældende. De ovennævnte domme og retssikkerhedsmæssige hensyn er således et godt bevis på, at Sørlanders grundlæggende præmis ville udgøre et markant brud med retsstatens magtfordeling i et liberalt demokrati, og en uhørt koncentration af potentielt vilkårlige beføjelser hos den udøvende magt.

Hvis jeg har misrepræsenteret Sørlanders pointe og Sørlander anerkender nødvendigheden af domstolskontrol i sager om national sikkerhed – blot ikke i udvisningssager – må man spørge, hvad der gør udvisningssager særligt uegnede til domstolskontrol? Svaret er, at domstole naturligvis ligesåvel kan tage stilling til spørgsmål om national sikkerhed i udvisningssager som i øvrige sager, hvor et individ udsættes for et statsligt indgreb.

I værste fald gør Sørlander sig derfor til talsmand for et system, hvor selv alvorlige indgreb i frihedsrettigheder kan undtages domstolskontrol blo

t ved at karakterisere dem som baseret på national sikkerhed, og som dermed underminerer en kernekomponent i det vestlige liberale demokrati til fordel for vilkårlighed. I bedste fald er Sørlanders argumentation usammenhængende. Såfremt det sidste er tilfældet er det godt i tråd med en af min oprindelige klummes pointer: at både den værdipolitiske højre- og venstrefløj er gladest for frihedsrettigheder når de passer ind i disses fløjes respektive politiske agendaer.

Et slag for retssikkerheden III

Tilhængerne af administrativ udvisning uden prøvelse synes ofte at have den holdning at offentligheden når det kommer til terror må have tillid til regeringen og PET, og at det faktum at det er folkevalgte ministre, der træffer beslutningen om udvisning er tilstrækkelig sikkerhed mod misbrug.

Denne britiske dokumentar viser, hvordan den britiske regering tilsyneladende har anvendt spin i forbindelse med terror og at tilsyneladende uskyldige menneskerer kommet i klemme som følge deraf.

Intet i sagen mod de to tunesere tyder på at det samme er tilfældet i Danmark. Men mon vores politikere er immune overfor samme slags tiltag? Og er vi virkeligt villige til at tage risikoen herfor? Udsendelsen demonstrerer udmærket, hvorfor den udøvende magt ikke skal have uindskrænkede beføjelser og hvorfor en uafhængig kontrolinstans er essentiel i en retsstat.

Et slag for retssikkerheden II

I forlængelse af den gamle redacteurs befriende indlæg fra forleden har jeg i dag en klumme på 180grader med samme budskab. Til de, der insisterer på forskelsbehandling på baggrund af statsborgerskab for så vidt angår frihedsrettigheder, kan jeg henvise til mine uddybende kommentarer vedrørende grundlovens bestemmelser, der følger efter artiklen.

Et slag for retssikkerheden

Jeg havde forleden min faste lørdags-klumme i Berlingske.  Det var–skal jeg skynde mig at være den første til at sige–ikke min mest velskrevne eller elegante til dato, men den blev også skrevet impulsivt på under en time, efter at jeg først havde kasseret en anden (om hvor overdrevne postulaterne er om, hvor dårligt alt går økonomisk).  Ikke desto mindre må jeg tilstå, at hvor jeg først bevidst havde valgt at holde mig langt fra emnet–den administrative udvisning af to udenlandske statsborgere mistænkt for at have planlagt noget kriminelt–af den simple (men usofistikerede) årsag, at jeg egentlig ikke ville tages til indtægt for en masse, som jeg givetvis efterfølgende ville blive skudt i skoene, så er jeg nu, bagefter, faktisk ret glad for, at jeg skrev netop den klumme. 

For jo mere jeg tænker over, hvad det egentlig er, der er indbegrebet af netop den vestlige tradition (frihed, konstitutionalisme, magtdeling og retssikkerhed) (og tro mig, det har jeg haft alt for megen grund til at overveje på det seneste), desto mere synes jeg, at vi–Danmark og de politikere og debattører, der angiveligt holder den type værdier højt–er ved at være ude på et fuldstændigt skråplan i argumentationen.  Jeg må sige, at det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg ser, hvilke typer argumenter, folk er villige til at bruge, når det passer ind i krammet–enten fordi de er uvillige eller ude af stand til at gennemskue de logiske implikationer (og mulige politiske konsekvenser på langt sigt).  Tværtimod, er der måske altid mest grund til at slå et slag for, at det man synes er rigtigt også skal gælde for dem, man er mest uenige med.

So, here we go …

Et slag for retssikkerheden

Man behøver ikke være blødsøden pladderhumanist for at mene, at udvisninger uden dom er noget skidt.

Ugens tophistorie var uden tvivl politiets arrestation af tre muslimer, mistænkt for at planlægge mord på JP-tegneren Kurt Westergaard. To af disse – tunesere med opholdstilladelse i Danmark – blev tirsdag administrativt udvist af landet. Det vil sige, at Politiets Efterretningstjeneste og Udlændingeservice, alene med justits- og integrationsministrenes signaturer, kunne udvise de to mistænkte, uden at stille dem for en domstol med henblik på at vurdere anklagens grundlag. Det kan gøres med udgangspunkt i den »terrorpakke«, som Folketinget hastede igennem i efterdønningerne af 11/9-terrorangrebene, hvis mistanken går på handlinger, der truer »statens sikkerhed« – om end netop dette så gør, at anklagemyndigheden ikke vil oplyse præcist, hvad de mistænkte er mistænkt for.

Den administrative udvisning af to personer, der er mistænkt, men ikke dømt, har vakt harme både til højre og til venstre i det politiske spektrum – og med god ret.

Man behøver ikke at sympatisere med hverken de tiltalte eller deres angivelige planer for at mene, at der er tale om en næsten kafkask parodi på et retssamfund. Hele pointen med, at tiltalte skal stilles for en dommer før, at noget, der minder om en straf, kan eksekveres, er ikke, at et samfund skal være blødsødent, eftergivende eller ligeglad. Pointen er, at de tiltalte, uanset tiltalens karakter, indtil de er dømt, netop kun er tiltalte – der er endnu ikke ført bevis for, at de faktisk har gjort noget kriminelt.

At være modstander af, at tiltalte administrativt udvises af et land, som de ellers opholder sig lovligt i, er ikke det samme som at mene, at de pågældende – hvis de er skyldige – ikke skal straffes, eller at de af dem, der ikke måtte være danske statsborgere, ikke skal udvises af landet. Det kan man sådan set sagtens mene og så alligevel forfægte de principper, at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at enhver tiltalt bør have ret til at blive stillet over for en dommer, over for hvem anklagemyndigheden vil skulle sandsynliggøre den pågældendes skyld.

I sagen om mordplanerne mod JP-tegneren skal denne skribent gerne være stort set den sidste i kongeriget til at forsvare folk, der måtte have deltaget i noget sådant. At ville dræbe et andet menneske er forkasteligt, og at ville gøre det for noget så banalt som en karikatur-tegning understreger en udpræget mangel på både menneskelighed og civilisation. Er de pågældende skyldige, bør de idømmes – og afsone – den fulde straf, som lovgivningen muliggør.

Men hvad nu hvis bare én af dem ikke er skyldig? Det er vigtigt – for os alle, uanset religion og hudfarve – at huske på, at retssikkerheden også er et selvforsvar. Mange af de tyskere, som i 1930ernes begyndelse var villige til at affinde sig med National-Socialisternes forfølgelse af kommunister og jøder, og mange af de moderate socialister, som i en række østeuropæiske lande allierede sig med kommunisterne mod »borgerskabet«, kom selv senere til at smage den samme medicin. Begynder man først at sælge ud af centrale retsprincipper og frihedsrettigheder, fordi det i nuet virker opportunt, løber man en alvorlig risiko for, at de selvsamme garantier ikke vil være der den dag, man selv eller ens børn måtte have brug for dem.

Hvis den udøvende magt bliver både dét og dømmende magt på en og samme tid, gør man vold på det, der over de seneste 300 år er blevet nogle af de mest centrale principper for liberale, demokratiske retssamfund, som vi kender dem i Vesten. Og opgiver man disse principper, kommer man måske til at ligne det, man er mest imod. Noget af det, der historisk netop har været selve forskellen mellem de liberal-demokratiske samfund i Vesten og de islamiske teokratier i Mellemøsten, har netop været begreber som frihedsrettigheder, magtdeling og retssikkerhed. I de sidstnævnte lande har omvendt den tætte binding mellem en stærk og enevældig statsmagt og en religion, der erklærer alle andre for vantro og opstiller strenge og ufravigelige straffe for alt, hvad der er imod religionen, resulteret i en kultur, der er fjendtlig over for frisind, kritik, eksperimenteren og dynamik. Omvendt har flere økonomer, bl.a. Nobelprismodtageren Douglass C. North, peget på, at en af de vigtigste årsager til Vestens imponerende velstandsvækst siden 1700-tallet er den magtdeling og de retsprincipper, som har kendetegnet den vestlige verden.

Hvis Vesten befinder sig i en kultur- og værdikamp med en stadigt mere radikal islamisme, som afskyer vestlige værdier og markedsøkonomier, så er det næppe til vores langsigtede fordel, at vi selv opgiver netop de principper, der har gjort os til det, vi er.

Michael Young om Arabiske diktatorer

Hvis man vil (prøve at) forstå Mellemøsten er en god kilde Michael Young, der er debatredaktør på en af Mellemøstens vigtigste aviser Libanons Daily Star og medredaktør på det libertarianske magasin Reason.

Michael Young skrev i sidste uge om, hvorfor arabiske diktatorer altid slipper afsted med mord og undertrykkelse.  Her er en lille teaser fra artiklen:

Observing that the absence of the rule of law leads to the abuse of power is trite. However, this can be applied to state systems, and helps explain why destabilizing dictatorships can so easily impose their will on other sometimes more powerful states around them. The Arab state system is a prime example of this condition. Looking back several decades, and up to this day, a recurrent pattern in the Middle East and North Africa is that of the most thuggish regimes managing to get away with murder, even though their reckless behavior endangers the interests of other regimes.

Muhammed, Danmark & ACLU

Kender man lidt til amerikanske forhold, og er man grundlæggende positivt indstillet overfor klassiske frihedsrettigheder, så må man næsten også per definition have et lidt ambivalent forhold til den amerikanske borgerrettighedsorganisation, American Civil Liberties Union (ACLU).   Blandt mange amerikanske konservative (men ikke alle–mere her) er den afskyet, fordi den bliver opfattet som en “left liberal, bleeding heart” organisation, hvis medlemmer er “bløde”, når det gælder den nødvendige retshåndhævelse.  Men blandt mange andre–klassisk liberale som venstreorienterede–er der en stor respekt for, at organisationen ofte tager slagsmål til fordel for klassiske frihedsrettigheder.

Denne punditokrat har ihvertfald altid selv haft et lidt ambivalent syn på ACLU.  Jeg har fundet det fremragende, at de ihærdigt har forfægtet habeas corpus, ytringsfrihed, adskillelse af kirke og stat, o.s.v.  Men jeg har også fundet deres læsning af den amerikanske Bill of Rights lidt selektiv–de har sjældent gjort meget ud af det 2. forfatningstillæg, selvom det altså sådan set også er en borgerrettighed, og mens de mange kommunister, som var med til at stifte ACLU godt kunne lide adskillelse af stat og kirke, gik de aldrig meget op i, at religionsfrihed også betyder retten til at udøve ens religion.

Og med den politiske korrektheds fremmarch i 1980erne og 1990erne var det næsten forudsigeligt, at denne også på et tidspunkt kunne få ACLU til at tippe endnu mere i den retning, som jeg ihvertfald ikke værdsætter.  Netop det emne var forleden omtalt i detaljer på Wall Street Journals debatsider, i kronikken “The American Liberal Liberties Union”, hvori advokaten Wendy Kaminer argumenter, at ACLU er ved at blive ret selektiv på ytringsfrihedens front–og midt i det hele dukker Danmark og Muhammedkrisen op.   Her kommer et langt uddrag:

“ACLU Defends Nazi’s Right to Burn Down ACLU Headquarters,” the humor magazine The Onion announced in 1999. Those of us who loved the ACLU, and celebrated its willingness to defend the rights of Nazis and others who had no regard for our rights, considered the joke a compliment. Today it’s more like a reproach. Once the nation’s leading civil liberties group and a reliable defender of everyone’s speech rights, the ACLU is being transformed into just another liberal human-rights group that reliably defends the rights of liberal speakers.

This transformation is gradual, unacknowledged and not readily apparent, since evidence of it lies mainly in cases the ACLU does not take. It’s naturally easier to know what an organization is doing (and advertising) than what it is not doing. But a review of recent free-speech press releases turns up only a handful of cases in which ACLU state affiliates defended the rights of conservative, antigay or otherwise politically incorrect speakers. And lately the national organization has been remarkably quiet in several important free-speech cases and controversies.

One of the clearest indications of a retreat from defending all speech regardless of content is the ACLU’s virtual silence in Harper v. Poway, an important federal case involving a high-school student’s right to wear a T-shirt condemning homosexuality. Of course, the ACLU doesn’t speak out on every case, but historically it has vigorously defended student speech rights, as its Web site stresses. It is currently representing a student in a speech case before the Supreme Court, Morse v. Frederick (involving the right of a student to carry a nonsensical “Bong Hits 4 Jesus” banner at an off-campus event). The ACLU pays particular attention to the right to wear T-shirts with pro-gay messages in school, proudly citing cases in which it represented students wearing pro-gay (as well as anti-Bush) T-shirts. This year, the ACLU awarded a Youth Activist Scholarship to a student who fought the efforts of her school to bar students from wearing T-shirts that said “Gay, Fine by me.”

So in 2004, when Tyler Chase Harper was disciplined for wearing a T-shirt declaring his religious objections to homosexuality, civil libertarians might have expected the ACLU to protest loudly. Mr. Harper was barred from attending classes when he wore the antigay T-shirt to school on an official “Day of Silence,” when gay students taped their mouths to symbolize the silencing effect of intolerance. Represented by the Alliance Defense Fund, he sued the school district. That same year, the ACLU initiated the first of two actions against a Missouri school that punished students for wearing “gay supportive T-shirts,” eventually securing a promise from the school to “stop censoring,” the ACLU Web site boasts. Mr. Harper, however, was unsuccessful in his quest to stop school censorship. In a patronizing, antilibertarian decision in which Judge Stephen Reinhardt stressed the imagined feelings of gay students, the Ninth Circuit rejected Mr. Harper’s First Amendment claims. (There was a sharp dissent from Judge Alex Kozinski.)

… The Harpers didn’t need representation from the ACLU. But the organization frequently speaks up for the rights of people it does not represent, like Guantanamo detainees, and often files amicus briefs in important civil liberties cases. Given its focus on student rights and religious liberty (one of the ACLU’s priorities), it’s hard to explain the ACLU’s apparent equanimity about the violation of Mr. Harper’s First Amendment rights–unless you consider the content of his speech. 

This case does not appear to be anomalous. Despite its professed commitment to religious liberty, for example, the ACLU tends to absent itself from cases on college campuses involving the associational rights of Christian student groups to discriminate against gay students, in accordance with their religious beliefs. But conservative students might be grateful for the ACLU’s absence. Consider its intervention in a successful federal court challenge to an unconstitutional speech code at Georgia Tech, brought by the Alliance Defense Fund in 2006 on behalf of two conservative religious students. The ACLU of Georgia filed an amicus brief proposing a substitute but still overbroad “antiharassment” policy that included a prohibition on “injurious communications . . . directed toward an individual because of their characteristics or beliefs.” In other words: Students should be punished for sharply criticizing or satirizing each other’s beliefs if their remarks are deemed “injurious.”

Og så til Danmark:.

“The ACLU was even AWOL in one of the most visible and frightening free-speech controversies in recent years–the Muhammad cartoons, which many condemned as “hate speech.” When Muslim groups violently protested the cartoons (first published in the Danish press), when American newspapers declined to publish them for fear of reprisals, and when the U.S. State Department condemned their publication–the ACLU exercised its right to remain silent. In fact, its press office actually advised ducking questions about the cartoons that might arise during discussions of torture at Abu Ghraib. A set of talking points from the press office recommended responding to questions about the cartoons by exhorting the U.S. government to “demonstrate . . . that it is taking the Abu Ghraib images seriously.” (This was later spun as an effort to stay on message about abuses at Abu Ghraib.)

Not until an ACLU donor complained about this silence on the cartoon controversy, and questions about it were
raised before the ACLU bo
ard, did ACLU Executive Director Anthony Romero speak up–quietly. He mentioned the controversy in a relatively obscure dinner speech to the National Association of Hispanic Journalists. He sent a letter to the University of Illinois urging it not to discipline student editors who published the cartoons in a campus paper. In a letter to the ACLU board, Mr. Romero both denied and defended the ACLU’s relative silence: “With regard to the cartoons, rather than put out a hortatory statement that no one would read (except insiders) but might make us feel good about ourselves, we have tried to engage in thoughtful forums and discussions that relate to the issue. Speaking out on an issue involves more than slapping a paragraph together and posting it on a website.”

Why did the ACLU avoid issuing a loud and clear public statement decrying violent efforts to suppress the Muhammad cartoons? Its silence may have reflected growing sympathy among ACLU leaders and supporters for restricting what many liberals condemn as hate speech. “Take hate speech,” Mr. Romero remarked to the New York Times in May 2006. “While believing in free speech, we do not believe in or condone speech that attacks minorities.” (He was commenting on a proposal to bar board members from criticizing the ACLU–a proposal that was amended only after being exposed in the Times.) “

Kronikøren leverer flere lignende eksempler og sammenfatter:

“This is not the same organization that once took pride in its costly, principled decision to defend the rights of neo-Nazis to march in a community of Holocaust survivors in Skokie, Ill. Of course the ACLU hasn’t definitively abandoned its defense of speech: Large, national organizations change incrementally. But people should no longer depend on the ACLU to defend what they preach (especially at a cost), if it disapproves of what they practice.”

Ungdomshuset og aktivisme

Jeg er normalt ikke meget for underskriftsindsamlinger. Dels bryder jeg mig ikke om at gå i takt, heller ikke mentalt, dels frygter jeg altid, at indsamlerne vil misbruge min støtte.

Men der skal være plads til undtagelser, og denne gang forstår jeg til fulde baggrunden og støtter det.

Det angår en underskriftsindsamling til støtte for retssamfundet og imod de autonomes "krav" på særbehandling.

Her er den mail, som jeg modtog. Så er det op til jer, om I vil støtte:

Jeg har netop modtaget en e-mail som gjorde mig en anelse svær i kanten.Det var en underskriftsindsamling for at støtte de stakkels unge på Nørrebro. Ordlyden var "støt Ungeren og drag
Københavns kommune til ansvar!!! Bekæmp intolerancen, snæversynet, og Faderhusets gidseltagning af Nørrebro."

Magen til sludder og vrøvl skal man alligevel lede længe efter. Af samme årsag har jeg nu oprettet en underskrifts-indsamling for at se hvad masserne mener om sagen. Der er lige nu 8.500 underskrifter for de unge, men jeg synes at det er vigtigere at støtte retssamfundet og især politiet, som altid er dem som tager skraldet for de såkaldte "unges", frustrationer. Jeg mener selv at høre til i gruppen 'unge', men det betyder ikke at jeg har ret til at smadre byen for 14 mio. kr. fordi jeg er utilfreds med udfaldet af en retssag. Det er uacceptabelt!! Er du enig i dette udsagn så skriv under og støt retssamfundet på http://www.visansvar.underskrifter.dk/index.php

Mchangama om de borgerlige, frihed & terrorpakken

Punditokrat Mchangama folder sig i dag ud i en kronik i internetmagasinet Ræson, og emnet er velkendt for læserne af denne blog:

“De få borgerlige politikere, der har haft mod til at forsvare frihedsrettighederne, er blevet udsat for hårde angreb fra andre borgerlige, som når Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti beskylder Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech for “liberalist-flip”, og når De konservatives gruppeformand, Helge Adam Møller, beder Statsministeren om at irettesætte samme. Man må få den mistanke, at forsvaret for frihedsrettighederne for visse borgerlige politikere og debattører i høj grad afhænger af, hvorvidt et sådant forsvar er opportunt for henholdsvis mandatplejen og egne ideologiske kæpheste. …  Den danske befolkning er betydelig mere stringent, når det gælder respekten for frihedsrettigheder, end de borgerlige politikere og meningsdannere: 61 pct. af danskerne støtter, at anti-terrorpakken gøres tidsbegrænset.”

Dødsstraf eller dødens pølse?

Lad mig sige det med det samme: Jeg er en stor, principiel modstander af dødsstraf.  Lad mig også sige det med det samme: Nogle gange bliver jeg lidt svag i troen (eller blød i rygraden, eller hvad det passende metafor nu engang er).

Sidstnævnte skete bl.a. efter at have stået 11/9 nede på på gaden, på Greenwich Street i West Village, NY og set det første WTC tårn brase sammen–og derefter dagligt de næste to en halv måned kunne lugte dunsten af, hvad der jo ret beset må have været nogle dele plastic o.l. og nogle dele rester af knap ca. 3.000 uskyldige mennesker, som bare var gået på arbejde.  Det er formodentlig eneste gang i mit liv, hvor jeg på en og samme dag havde venner, der bogstaveligt måtte løbe for deres liv, og hvor jeg tilnærmelsesvis sad på første række til massemord–og jeg kunne endda så kun lige begynde at ane, hvorledes det må flytte ens grænser at opleve krig eller borgerkrig.

Og netop dét kom jeg så til at tænke på, da nyheden kom i forgårs om, at Zacarias Moussaoui var idømt livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.  Og igen i går, hvor danskerne fejrede (eller burde have fejret) 4. maj, som jo er en årsdag, der også–om end på anden vis–bringer emner om mord og fortjent straf op.

En vis, særligt hævngerrig del af mig ville virkeligt gerne se Mousssaoui blive … [bleep].  Og jeg ville på det individuelle–psykologiske og moralske plan–have ret svært ved at være rigtigt fordømmende overfor, hvis der var et par efterladte, som havde gjort, som man ville have gjort i "det Vilde Vesten".  Og de følelser vil givetvis blive forstærket, når jeg på et tidspunkt forhåbentlig får lejlighed til at se den anmelder-roste United 93.

Men som en institutionaliseret og formaliseret straf? Jeg føler det her svært at være enig med f.eks. de mange amerikanske konservative, som i disse dage harcellerer mod, at det ikke blev dødsstraf til netop Moussaoui–f.eks. Wall Street Journals Peggy Noonan, hvis velskrevne klummer jeg ellers er en stor fan af.  Hendes klumme om emnet, som bastant hedder "The should have killed him", argumenterer:

"I happen, as most adults do, to feel a general ambivalence toward the death penalty. But I know why it exists. It is the expression of a certitude, of a shared national conviction, about the value of a human life. It says the deliberate and planned taking of a human life is so serious, such a wound to justice, such a tearing at the human fabric, that there is only one price that is justly paid for it, and that is the forfeiting of the life of the perpetrator. It is society's way of saying that murder is serious, dreadfully serious, the most serious of all human transgressions."

Jeg er ikke sikker på, at dét argument overbeviser mig.  Tværtimod, hvis spørgsmålet er om at statuere et eksempel, som både er retfærdigt og tjener til afskrækkelse, hvad er så egentlig mest effektfuldt, når det gælder islamistiske fanatikere, som er villige til også at slå sig selv ihjel:

  • At slå dem ihjel, så de dermed falder i den "hellige krig" de har ønsket sig, ryger til Muhammed og de lovede dusinvis af jomfruer?
  • At lukke dem inde for evigt i et af de helveder, som USA's supermaximum security fængsler uden tvivl er?*

Jeg ved, hvad jeg foretrækker–også for Moussaoui.  Så hermed et diskussionsemne til tænksomme sjæle, som måtte være tænksomt for eller tænksomt imod dødsstraf:

Hvad er egentlig de bedste argumenter for og imod dødsstraf? 

Vi mener formodentlig alle, at det at slå andre ihjel prima facie og ceteris paribus er forkert; de fleste af os mener formodentlig også, at der kan være undtagelser (f.eks. i decideret selvforsvar o.l.), så dét er ikke de interessante positioner.  Det er "life-boat situations", hvor en filosof udtænker et hyper-urealistisk eksempel til at retfærdiggøre noget (eller det modsatte) måske heller ikke.  Det er derimod generelle udsagn, der handler om principperne for straf, restitution, konsekvenser, o.s.v.

Bolden er givet op.

* PS: Her er uddrag af Wikipedias beskrivelse af ADX Florence fængslet i Colorado, som Moussaoui skal tilbringe sine seks livstidsdomme i: "ADX Florence is a 575-bed facility that generally houses between 400 and 500 male prisoners. About 22 percent of inmates have killed fellow prisoners in other correctional facilities; 35 percent have attempted to attack other prisoners or officers. As a result, most individuals are kept for at least 23 hours each day in solitary confinement. They are housed in a 7-by-12 foot (3.5-by-2 meter) soundproofed room, built behind a steel door and grate. The remaining free hour is spent exercising alone in a separate concrete chamber. Prisoners rarely see each other, and inmates' only human interaction is limited to that of the "correctional officers". Religious services are broadcast in from a small chapel. Most cells' furniture is made almost entirely out of poured concrete, including a desk, stool, and bed covered by a thin mattress. Each chamber contains a toilet that shuts off if plugged, a shower that runs on a timer to prevent flooding, and a sink missing a potentially dangerous tap. Rooms may also be fitted with polished steel mirrors bolted to the wall, an electric light, a 13-inch black and white television that shows only educational programming, which not all inmates are allowed to have, and a cigarette lighter. Windows in rooms are small, set high up in the wall, and point towards the sky, confusing the prisoner as to his specific location within the complex. … Prisoners have complained about excessive steps taken by officers and officials in these types of facilities to control inmates. Constant surveillance and random searches at the whim of prison staff can be humiliating, and their frequency may be used as methods of intimidation and sleep deprivation."