Tag-arkiv: #RetsstatenPåRetur

Danmark som ‘predatory state’

Underviser man public choice, politisk økonomi, good governance-teori eller noget lignende, og gør man det på enten økonomi eller statskundskab, har man mange muligheder for at karakterisere stater. En af de mest enkle og intuitive er forskellen på en ‘protective’, en ‘productive’, og en ‘predatory state’. Den første, der også nogle gange kaldes en ‘contractual state’. er tæt på Adam Smiths tanker om en stat, der sørger for “peace, easy taxes, and a tolerable administration of justice” – dvs. en stat der sørger effektivt for centrale offentlige goder som forsvar og retsvæsen. Den anden er muligvis en stat, der ikke kan eksistere, men hvor tanken er at staten er direkte produktiv. I konceptet om en produktiv stat ligger for eksempel ikke blot, at staten også sørger for udbredt infrastruktur, uddannelse og forskning, men også at den gennem industripolitik og lignende tiltag bringer velstand.

Dagens emne er dog den trejde mulighed: the predatory state, eller det man på dansk måske kan kalde den udbyttende stat. Konceptet blev introduceret af Geoffrey Brennan og James Buchanan i 1980 i The Power to Tax, og er sidenhen blevet et standardkoncept i både public choice og udviklingsøkonomi (se f.eks. Deepak Lal‘s arbejde fra 1984). En predatory state er defineret som “a state that promotes the private interests of dominant groups within the state (such as politicians, the army and bureaucrats) or influential private groups with strong lobbying powers.”*

Det er naturligvis svært at finde ‘rene’ eksempler på predatory states – med den mulige undtagelse af failed states som Sydsudan og Somalia – og alle eksisterer selvfølgelig på en skala mellem predatory og protective. Spørgsmålet idag er, om Danmark er på vej mod at blive mere predatory med Mette Frederiksen i spidsen? Emnet kom op forleden i en diskussion med en nær ven, der fremhævede flere stærkt kritisable forhold, der begge passer godt på en predatory state.

Et første eksempel er regeringens håndtering af Skats nye vurderingssystem. Hele sagen er omgivet af skandaler, ikke mindst fordi vurderingssystemet slet ikke er færdigt. Rygterne i økonommiljøet siger, at det nye system faktisk ikke er klart bedre end det gamle, som man skrottede fordi det producerede alt for mange fejlvurderinger. Alligevel vælger man nu at indføre det og beskatter ejendomme efter foreløbige vurderinger, som embedsværket og regeringen selv indrømmer er voldsomt fejlbehæftede. Det er svært at konkludere andet, end at statens interesse i at få indkomst fra borgerne her trumfer retssikkerhed og almindelig rimelighed.

Eksempel nummer to er minkskandalen, der startede med et klart grundlovsbrud og en erstatningsregning på omkring 19 milliarder kroner. Udmeldingen fra regeringen forleden var, at man nu vil tilbyde minkavlere ‘tidlig’ erstatning i næste år – fire år efter Folketinget ulovligt lukkede erhvervet – men mod at de ingen klagemulighed får. Hvis de ikke tager den faustske aftale, som regeringen tilbyder, skal de vente indtil 2027 for at få erstatning. Kun mafiaen kunne have foreslået en lignende aftale.

Det tredje eksempel er politikeres og centrale embedsmænds opførsel, og den totale mangel på sanktioner mod den. Det blev meget tydeligt forleden, da BT afslørede hvordan justitsminister Peter Hummelgaard helt konsekvent parkerede ulovligt når han afleverede sine børn i institution. Reaktionen fra ministeren var først at kalde historien ‘udansk’, ligesom flere politikere bakkede ham op og kaldte det overvågning (at tage fotos på offentlig vej). De fleste danskere så dog kernen i sagen: At landets justitsminister følte sig hævet over landets love: Præcist det samme var tilfældet i efteråret 2020, da BT kunne afsløre at han og Ane Halsboe-Jørgensen af to omgange, og på trods personalets henstilling, fjernede afspæring og brød det Kongelige Teaters coronaregler ved en opsætning af Tryllefløjten. Hummelgaard opfører sig meget præcist som en magthaver i en predatory state, hvor reglerne og deres håndhævelse afhænger fuldt og helt af ens politiske status.

Det samme ser ud til at gælde de embedsmænd, der fik advarsler efter Minkkommisionens arbejde. De fleste af disse advarsler er nu trukket tilbage, uden at førende jurister forstår hvorfor. Stort set den eneste, der stadig har advarslen stående i sin personalesag, er Tejs Binderup, der var afdelingschef i Fødevareministeriet. Det særlige i den situation er, at Binderup som den eneste, gentagne gange fra slutningen af september til efter Mette Frederiksens famøse minkpressemøde, advarede om at der ikke var lovhjemmel til at lukke minkerhvervet. Så hvad skal man lægge i, at den eneste ledende embedsmand i sagen, der insisterede på lovligheden af beslutningen, er den eneste man vælger at sanktionere. Det rejser det naturlige spørgsmål, om situationen er et signal om regeringens foretrukne opførsel i embedsværket: Er Barbara Bertelsens totalitære opførsel regeringens model for, hvordan den helst vil have staten fungerer?

Som vi mange gange har skrevet om her på stedet, er en retsstat en forudsætning for at have en dynamisk økonomi, for fremgang, og også en væsentlig faktor i at forklare internationale forskelle i tolerance, respekt for menneskerettigheder, og endda folks tilfredshed med livet. Med det jeg ser som et stort og åbenlyst planlagt og bevidst skridt mod en predatory state, er Danmark skredet et stykke væk fra to århundreders tradition for en stærk retsstat og politisk uafhængige institutioner. Der er godt for centrale politikere og deres kumpaner, men dårligt nyt for danskerne.

* Definitionen er fra Mehrdad Vahabis introduktion til et symposium om emnet i Public Choice i 2020.

Masseovervågning – for velfærdsstatens skyld

Lov om Udbetaling DanmarkJyllands-Posten skriver i dag om, hvordan Udbetaling Danmark med et lovforslagudkast (læs det her) vil komme til at lave endnu mere dybde-gående registersammenkørsel om folks private forhold.

Sammenkoblet med den meget brede adgang Udbetaling Danmark i forvejen har til at videregive oplysninger til andre myndigheder, som så kan snuse sig frem til snavsen, er der inviteret til en “fisketur” af de helt store.

For mit eget vedkommende er jeg temmelig forunderet over den brede formulering i Udbetaling Danmark-lovens § 7 nedenfor, om “anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde”. Kommunerne har som bekendt et sagsområde, der er noget bredere end bare det sociale, og forarbejderne er i realiteten tavse: “Anden opfølgning af sager omfatter andre typer forskellige administrative forpligtelser, som kommunen har ansvaret for efter lovgivningen, som ikke er nævnt i eksemplerne i bestemmelsen”.

§ 7. Udbetaling Danmark skal uden samtykke fra borgeren videregive oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, til kommunen om borgere, der søger om eller modtager kontante ydelser og økonomiske tilskud fra Udbetaling Danmark, hvis oplysningerne er nødvendige for at foretage efterregulering, omberegning, fradrag eller modregning, for at frakende eller stoppe kontante ydelser og økonomiske tilskud eller for at foretage anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde.

Det er en blankocheck, og det er love som denne, mine tyske kollegaer ikke ville være bange for at kalde “stasi”-agtige. Med det seneste lovforslag, der er i høring, bliver den karakteristik ikke mindre rammende. Det tragiske er tilmed, at man med loven end ikke søger at værne om statens sikkerhed, eller menneskers liv og legeme. Den handler ganske enkelt om at effektivisere. Se for eksempel hvordan Liberal Alliances Thyra Frank anpriste Udbetaling Danmark-loven, da den blev førstebehandlet i Folketinget i 2012:

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, skal den offentlige sektor være moderne og tidssvarende, og LA støtter alle initiativer, der samtidig effektiviserer og udnytter ressourcerne bedre.

I JPs artikel beskriver Jacob Mchangama Udbetaling Danmark som “en slags velfærdsstatens NSA.” At det er en meget rammende beskrivelse, må alle kunne være enige i.

Bare fordi omkostningerne ved at bedrive overvågning på en nyere og mere smart måde vha. en bid data-tilgang betydet det ikke, at den besparelse er værd at indkassere. Det kan og bør være et mindstekrav, at staten og kommunerne ikke bedriver overvågning uden at kunne dokumentere en konkret mistanke om ulovligheder.