Tag-arkiv: James Buchanan

Berggren om Buchanan

Af Christian Bjørnskov, den 9. december 2016. Skriv et svar

Hvis man har tid tilovers og måske lidt interesse i andet end hækken og julegaverne er her en perfekt måde at bruge 40 minutter på – hvis man forstår svensk. Karin Svanborg-Sjövall, Timbros VD, interviewer her punditokraternes gode ven og kollega Niclas Berggren, programchef på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm og docent ved VSE i Prag. Temaet er Nobelprisvinderen James Buchanans arbejde. Niclas er, foruden at være en fremragende forsker selv, også en prominent ekspert i Buchanan.

Hvis man ikke har fået nok, er det nye nummer af Ekonomisk Debatt udkommet forleden. Her forklarer Nobelpriskomiteen blandt andet baggrunden for årets priser, Jonas Lundstedt og Simon Nissling præsenterer nyt arbejde om sammenhængen mellem tillid og indvandring, og Niclas selv har forfattet lederen, der handler om hvordan myter kan mobilisere selvom fakta viser noget andet. Hele nummeret er som altid stærkt anbefalet.

Næsten komplet stilhed om Buchanans bortgang

Af Nikolaj Stenberg, den 29. januar 2013. Skriv et svar
Udklip fra nekrolog i Weekend-Avisen

Udklip fra nekrolog i Weekend-Avisen

Rédacteur en chef Bjørnskov har i dag leveret en fremragende kronik til Berlingske Tidende om James Buchanan, der selvsagt skal anbefales. Sammen med Martin Paldam har han også skrevet en nekrolog, som Weekend-Avisen bragte den 25. januar, ligesom Otto Brøns-Petersen den 17. januar fik bragt et stykke i Børsen om nobelpristageren.

Som en mediekendt ex-rédacteur af denne blog har bemærket på en anden platform, så er det besynderligt, at ikke en eneste dansk avis derudover, har bragt en egentlig nekrolog eller omtale af Buchanans død. Check Infomedia, hvis De ikke tror det.

Jeg er overbevist om, at aviserne havde været på banen med det samme – og Politiken nok med et sær-indlæg – hvis det var Paul Krugman, der var gået bort, ligesom det nok også var blevet nævnt på TV, i hver fald i Deadline. – Men nu er jeg jo nok bare fordomsfuld. Eller…?

James M. Buchanan, 1919-2013

Af Christian Bjørnskov, den 11. januar 2013. 7 svar

I går kom beskeden om at James McGill Buchanan var død om morgenen. Hans betydning for ikke blot nationaløkonomi, men samfundsvidenskaberne, kan næppe overvurderes. Mens Buchanan ikke var alene om arbejdet, er hans Calculus of Consent fra 1962, skrevet med Gordon Tullock, en af de vigtigste samfundsvidenskabelige bøger i det 20. århundrede. CoC var det store startskud til public choice revolutionen: Før Buchanan arbejdede økonomer og politologer med antagelsen om, at markedsfejl skulle rettes, og at uselviske politikere og bureaukrater ville følge økonomers råd om hvordan man bedst gør det. Siden CoC er Buchanans udgangspunkt blevet standard: At politikere også har egne mål og incitamenter, så enhver markedsfejl risikerer at medføre en regeringsfejl, når politikere går i gang med at ’rette’ den.

Mange andre har skrevet bedre om Buchanans liv og arbejde end vi kan – se f.eks. Alex Tabarrok, Robert Higgs, Randy Holcombe, Nick Gillespie og Mario Rizzo. Fælles for dem alle er en dyb påskønnelse for en enorm indsats, som det tog meget lang tid for mainstream-økonomi at indoptage og acceptere. Jeg kan næppe udtrykke det bedre end de kolleger, vi linker til ovenfor. Så lad mig i stedet fortælle om min egen oplevelse med ham.

Jeg havde fornøjelsen af at møde Buchanan to gange og opleve den karakteristik, mange gav af ham som en ægte ’Southern gentleman’. Jeg var sat til at diskutere et papir om ulighed og havde forberedt mig omhyggeligt. Forfatteren jeg kritiserede – en professor fra Utah – tog dog ikke indvendinger fra en lidt grøn, dansk PhD-studerende alvorligt. Men da jeg havde sat mig ned, og forfatteren havde prøvet at afvise kritikken, hørte jeg et distinkt ’southern drawl’ bag mig, der kort og høfligt pegede på de samme problemer og fortalte publikum, at manden burde tage kritikken alvorligt. På sydstatsdialektens navneskilt stod der ”James Buchanan”. For Buchanan talte ens position i hierarkiet ikke, kun om han mente at ens argumenter var konsistente og overbevisende. Det var et af mine første og det fineste møde med den absolutte, akademiske integritet. Det er ikke bare et enormt intellekt, der er væk, men et lysende eksempel på stor hæderlighed, vi har mistet.

Markedsfejl versus statsfejl

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. december 2009. 1 svar

Jeg har dd. min faste “Perspektiv”-klumme fra i Berlingske Tidende, denne gang om “markedsfejl”–og “statsfejl”.  Et lille uddrag:

Finanskrise og klimadebat har det seneste år fået mange til at tale om »markedsfejl« – altså om når markedskræfterne ikke er i stand til at producere, hvad der bliver opfattet som et samfundsmæssigt optimalt resultat.

Men hvis der findes »markedsfejl«, kan der så ikke også være »statsfejl«, hvor politikerne laver politik, der er bedre eller værre end, hvad der behøves? …

[I] 1960erne begyndte nogle kætterske økonomer – først og fremmest Nobelprismodtageren James Buchanan – at argumentere, at hvis der kan forekomme »markedsfejl« i markedet, så må der også kunne forekomme »statsfejl« i politikken.

Hvis mennesker ofte handler for kortsigtet og egoistisk til at kunne levere det samfundsmæssigt optimale det ene sted, må det samme kunne ske det andet sted – f.eks. hvis politikere og bureaukrater ikke har den fornødne viden eller er mere optagede af egne politiske hensyn og interesser. Ingen logik dikterer jo, at politiske beslutningstagere nødvendigvis skulle være klogere eller mindre egoistiske end beslutningstagere på markedet.

Men – som økonomen Harold Demsetz – argumenterede, er det sjældent sådan, at politik fungerer i praksis. I de fleste debatter identificeres en »markedsfejl«, hvorefter der foreslås en ideel politisk løsning på denne, hvor det mellem linjerne antages, at politikkerne ikke har nogen negative konsekvenser.

Det kaldte Demsetz for »Nirvana politik« – fordi man sammenligner den uperfekte virkelighed med en kunstigt perfekt illusion. I stedet bør man forlange symmetri: Enten sammenligner man den dårligste markedsløsning med den dårligste politiske løsning, eller også den bedste markedsløsning med den bedste politiske løsning.

Ellers kan man komme til i forsøget på at afbøde »markedsfejl« at ordinere en kur, der er værre end sygdommen.

Dr. Clifford Winston fra Brookings Institution, som jeg nævner i klummen, har bl.a. skrevet monografen Government Failure versus Market Failure: Microeconomics Policy Research and Government Performance (2006), der kan downloades her.  (Bryan Caplans anmeldelse af bogen findes her.)  En lille Cato-antologi skrevet af bl.a. en af grundlæggerne af public choice teori, Gordon Tullock, Government Failure: A Public Choice Primer (2002), kan downloades her.

James Buchanan fylder 90

Af Christian Bjørnskov, den 28. oktober 2009. 2 svar

Forleden, helt præcist den 3. oktober, fyldte økonomen og Nobelpristageren James Buchanan 90. Buchanan, der har brugt sin karrieres lange efterår på George Mason University, grundlagde sammen med bl.a. Gordon Tullock den skole i nationaløkonomi, der kaldes the Virginia School of Political Economy. Hvis man lægger nogle få elementer til, er skolen endnu bedre kendt som Public Choice.

I den forbindelse afholdt GMU en fødselsdagsfest med inviterede fra hele verden. Jeg talte forleden med den fremragende økonom/filosof Geoffrey Brennan fra ANU i Canberra, der glad kunne fortælle, at han også skulle med. Efter omtalen har deltagerlisten været en perlerække af førende public choice-forskere, der alle på en eller anden måde er knyttet til Buchanan og GMU.

Til festlighederne holdt bl.a. Don Boudreaux (bl.a. kendt som blogger på Cafe Hayek) en kort tale, hvor han ud af de 64 Nobelpristagere kun kunne identificere seks (6), der fundamentalt har ændret den måde, vi tænker økonomi på. Ud af de seks så Boudreaux kun tre, der havde udvirket positive ændringer: Ronald Coase, Friedrich Hayek og James Buchanan. Boudreaux sagde blandt andet:

“The only other Nobel economist in this camp is the man whose career we celebrate today: Jim Buchanan.
Jim, of course, helped us to better understand externalities, the burden of the public debt, the logic of clubs, the importance of increasing returns, and many other specific points that we would all do well to absorb.
But Jim’s single greatest contribution is to make crystal clear the fact that political activity does not fundamentally differ from market activity.
Jim’s work warns us not to be distracted by labels and by superficial appearances. Politicians might be called “public servants” – but, being steeped in Buchananism, we understand that the root motivation of “public servants” is no different than the root motivation of corporate CEOs, lumberjacks, taxi drivers, or college professors.
A bureaucracy might be called the “consumer product safety commission,” but being steeped in Buchananism, we look not at its name but at the incentives faced by its operatives to judge how likely this agency really is to promote consumer safety as opposed to other goals.
By challenging us to understand that exchanges take place not only within conventional markets – not only when the exchanges are mediated by money – but instead are a ubiquitous and many-faced phenomenon of human action, Jim Buchanan has expanded the scope and subject matter of economics intelligently and more productively than has any other living scholar.
Happy 90th, Jim!”

Store, velfortjente ord. Nu mangler vi bare at indsigterne siver ud til almindelige danskere.