I går kom beskeden om at James McGill Buchanan var død om morgenen. Hans betydning for ikke blot nationaløkonomi, men samfundsvidenskaberne, kan næppe overvurderes. Mens Buchanan ikke var alene om arbejdet, er hans Calculus of Consent fra 1962, skrevet med Gordon Tullock, en af de vigtigste samfundsvidenskabelige bøger i det 20. århundrede. CoC var det store startskud til public choice revolutionen: Før Buchanan arbejdede økonomer og politologer med antagelsen om, at markedsfejl skulle rettes, og at uselviske politikere og bureaukrater ville følge økonomers råd om hvordan man bedst gør det. Siden CoC er Buchanans udgangspunkt blevet standard: At politikere også har egne mål og incitamenter, så enhver markedsfejl risikerer at medføre en regeringsfejl, når politikere går i gang med at ’rette’ den.
Mange andre har skrevet bedre om Buchanans liv og arbejde end vi kan – se f.eks. Alex Tabarrok, Robert Higgs, Randy Holcombe, Nick Gillespie og Mario Rizzo. Fælles for dem alle er en dyb påskønnelse for en enorm indsats, som det tog meget lang tid for mainstream-økonomi at indoptage og acceptere. Jeg kan næppe udtrykke det bedre end de kolleger, vi linker til ovenfor. Så lad mig i stedet fortælle om min egen oplevelse med ham.
Jeg havde fornøjelsen af at møde Buchanan to gange og opleve den karakteristik, mange gav af ham som en ægte ’Southern gentleman’. Jeg var sat til at diskutere et papir om ulighed og havde forberedt mig omhyggeligt. Forfatteren jeg kritiserede – en professor fra Utah – tog dog ikke indvendinger fra en lidt grøn, dansk PhD-studerende alvorligt. Men da jeg havde sat mig ned, og forfatteren havde prøvet at afvise kritikken, hørte jeg et distinkt ’southern drawl’ bag mig, der kort og høfligt pegede på de samme problemer og fortalte publikum, at manden burde tage kritikken alvorligt. På sydstatsdialektens navneskilt stod der ”James Buchanan”. For Buchanan talte ens position i hierarkiet ikke, kun om han mente at ens argumenter var konsistente og overbevisende. Det var et af mine første og det fineste møde med den absolutte, akademiske integritet. Det er ikke bare et enormt intellekt, der er væk, men et lysende eksempel på stor hæderlighed, vi har mistet.
Pingback: The last brick – RIP James M. Buchanan « The Market Monetarist
Efter min mening var en af Buchanans store dyder hans villighed til at gå imod ortodoksien: selvom han generelt var venligt stillet overfor markedet argumenterede han eksempelvis for en (meget) høj beskatning af arv. Personligt køber jeg ikke hans synspunkt, men det er velargumenteret og gennemsyret af integritet.
Hej Christian,
Hvad mener du – og andre kendere? – om påstanden om, at Buchanans arbejde kan anses for at være en videreudvikling af simpel marxistisk teori?
Påstanden kan ses her:
http://guan.dk/buchanan-marxism
Jeg ser Buchanan som meget mere nuanceret end marxistisk teori. Marx har altid været om klasser, der står i et modsætningsforhold. Marxistisk interesseteori har derfor sagt, at “kapitalister” former politik, mens Buchanan / Tullock or resten af public choice behandler særinteresser som_alle_former. Så fagforeninger og miljøfanatikere er ikke anderledes end sektorinteresser.
Udover det er det hele behandlet rationelt – der er altså ikke nogen mulighed for at nogen permanent narrer andre, der har incitament til at opdage det. Helt generelt ser jeg slet ikke ideen om særinteressepåvirkning som noget særligt venstreorienteret – Adam Smith skrev om det. Det eneste marxisme gør, er at påstå at det kun er de “onde kapitalister”, der opfører sig rationelt, mens alle andre er flinke og usandsynligt dumme.
@Jacob: I CoC anerkender B&T selv, at deres tilgang kan forveksles med en i USA kendt marxistisk fortolkning af forfatningen, men de gør en del ud af forklare forskellene.
På det metodologiske plan er der jo oplagte forskelle: Metodologisk individualisme & subjektivisme versus holisme & objektivisme.
At begge parter hæfter sig ved en form for “state capture” af økonomiske interesser er som sådan det eneste fællestræk, men selv Marx troede jo (som Christian er inde på), at politik og stat kunne bruges uafhængigt af økonomiske interesser. Det ville B&T nok have tvivlet på var praktisk muligt.
Tak for svarene 🙂
Jeg skal nok få læst CoC inden alt for længe…
Apropos emnet er her Otto Brøns Petersens nekrolog i Børsen: http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/39076/artikel.html