Af Christian Bjørnskov, den 1. marts 2025. Skriv et svar
Forleden skrev jeg i Børsen om regeringens nye flyskat. Det umiddelbare problem med skatten er, at den har ført til ændringer på det økonomer kalder den ‘ekstensive margin’: I stedet for blot at reducere nogle borgeres forbrug og flyrejser – som var det officielle formål med skatten – har den helt fjernet noget af det. Grunden er, at Ryanair har reageret ved at stoppe alle selskabets flyvninger fra Billund og Aalborg. Der er således ikke færre mennesker, der flyver Ryanair fra de to lufthavne, men ingen. Skatten er alene af den grund tåbelig, ikke mindst fordi det uforholdsmæssigt rammer fattigere danskere. Men den er også et glimrende eksempel på et andet problem med dårligt designet politik.
Det typiske problem i den økonomiske politik er, at skatter eller afgifter ofte har to formål. Mange skatter og afgifter har et adfærdsformål – i tilfældet med flyskatten et formål om at sænke forbruget af flyrejser for at sænke verdens emission af drivhusgasser. Det samme gælder afgifter på sprøjtegifte for at minimere forureningen i folks haver og fra landbruget, og en tidligere regerings fejlslagne fedtafgift, der skulle tvinge danskerne til at spise ‘sundere’. Hvis der er tale om klare, negative eksternaliteter som f.eks. forurening, kan den slags afgifter (såkaldte Pigou-skatter) være ikke blot effektive, men også legitime.
I praktisk politik gælder det desværre ofte det samme, som det også er tilfældet med flyskatten: Når man politisk indfører en skat eller afgift, er det meningen at den skal finansiere noget. I tilfældet med flyskatten er regeringens plan, at indtægterne skal finansiere en øget ældrecheck og ‘den grønne omstilling’ – dvs. statsstøtte til udvalgte virksomheder og formål. På samme måde var en del af det faktiske formål med fedtskatten at man kunne sænke andre skatter, fordi fedtskatten ville skaffe indtægter.
Heri ligger en væsentlig kilde til en type regeringsfejl: Fordi dobbeltformålet er både at ændre borgernes adfærd og skaffe indtægter til staten, sætter man afgiften helt forkert. Hvis formålet kun er at ændre adfærd, vil overvejelser om indtægterne gøre, at man sætter afgiften for højt. Og hvis formålet i virkeligheden er at skaffe indtægter, bør man ikke gøre det på en måde, der påvirker folks adfærd (iflg. den såkaldte Ramsey-regel); det er en alt for dyr måde, at skaffe indtægter på.
Ser man på den nye flyskat med public choice-brillerne på, og dermed indser dobbeltformålet, er det derfor slet ikke en overraskelse, at den har medført så dramatiske konsekvenser. Man kan diskutere, om man overhovedet bør have en flyskat – er det ikke en usædvanligt dyr måde at sænke drivhusgasudledninger på? – men det var resultatet af en forhandling med venstrefløjen. Udførslen af skatten blev dog påvirket af løftet om større indtægter til en stat, som politikerne har uendelig appetit for at udvide. Flyskatten blev således sat markant for højt, og endte med at ødelægge forbrugsmuligheder for mindre velstående danskere, og i særlig grad for danskere, der tilfældigvis bor vest for Lillebælt.
Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2025. Skriv et svar
Jeg havde i denne uge den store fornøjelse at være til PEDD-konference i Münster i Tyskland. PEDD står for the Political Economy of Democracy and Dictatorship og har kørt i otte år. Den er blevet et samlingssted for europæiske forskere i public choice og politisk økonomi, der interesserer sig for særligt forskelle mellem regimetyper, transitioner mellem forskellige regimer, og særforhold i nogle demokratier. I år var ikke anderledes, og bød på præsentationer om så forskellige emner som effekten af institutioner på innovation med evidens fra Italiens samling (Bas Machielsen fra Utrechts universitet), antikrigsdemonstrationer i Rusland – der er langt flere demonstrationer i områder tæt på hvor det engang lå en Gulaglejr – af Nikita Zakharov (Uni Freiburg), og endda om hvordan kup påvirker regimers respekt for forfatningen (Jerg Gutmann fra Hamborg sammen med undertegnede).
Alligevel var et af højdeepunkterne for mig en præsentation af en ung forsker, Laura Barros fra universitetet i Göttingen (på billedet). Personligt var det en fornøjelse at se Laura, der er en af mine tidligere studerende fra Heidelberg. Men selve papiret var også et af højdepunkterne, og både bekymrende og ret sjovt.
Laura viser i papiret, med brug af individ-data fra Brasilien, at folk der bliver arbejdsløse er væsentligt mere tilbøjelige til at melde sig ind i et politisk parti, og efterfølgende at stille op til et lokalvalg. I forhold til situationen uden arbejdsløshed stiger sandsynligheden for at de melder sig ind i et parti med cirka 12 %, og sandsynligheden for at stille op til et valg stiger med 18 %. Politik er med andre ord et beskæftigelsesvalg i Brasilien på linje med at søge andre jobs. En pudsig detalje var, som Laura viste, at dem der vælger politikvejen, er mere uddannede end de fleste. Brasilianerne får dermed rent umiddelbart mere kompetente politikere, men af de helt forkerte grunde. Om der er en parallel situation i skandinaviske lande er et åbent spørgsmål, men et som Lauras forskning også åbner op for.
Af Christian Bjørnskov, den 3. februar 2025. Skriv et svar
Jeg havde i sidste uge den store fornøjelse at være medarrangør af den danske public choice workshop, som blev afholdt fredag og lørdag i Malmø. Min medarrangør Andreas Bergh præsenterede fredag sit interessante papir “Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?”, hvor han gav et meget pædagogisk eksempel på, hvor misvisende den målte ulighed kan være. Vi bringer her en version af Andreas eksempel.
År 1
År 2
År 3
År 4
År 5
John
100
610
900
500
340
Paul
300
110
520
900
620
Ringo
500
610
420
300
620
George
900
510
320
100
610
Linda
400
400
120
900
630
Gennemsnit
440
448
456
540
566
I eksemplet består samfundet af fem personer – John, Paul, Ringo, George, og Linda – der har indkomst i fem år. Gennemsnitsindkomsten er stigende, som man kan se i nederste linje, mens uligheden varierer kraftigt fra år til år. I år 1 er Ginikoefficienten 27,3, mens den i de næste år er henholdsvis 17,6, 28,7, 27,2 og 10,1. Hvis man vil, kan man endda konkludere, at der er en nedadgående trend i ulighed, der er korreleret med stigende indkomst (r=-0,5). Og mange vil nok begynde at overveje, hvilken politik der i sidste ende fører til meget lavere ulighed…
Det virkeligt elegante i eksemplet er, at hvis man ser på uligheden i indkomster over alle fem år, er der ingen: Alle fem medlemmer af samfundet tjener nemlig 2450 kroner på tværs af de fem år! Det giver selvfølgelig en Gini-koefficient på nul, og fjerner langt de fleste diskussioner af politisk karakter. Det, der giver uligheden fra år til år i eksemplet er, at indkomsten ikke er timet på samme måde hos alle fem personer. Det er for eksempel sådan noget, der sker i den virkelige verden, når folk sælger deres hus og ikke med det samme køber et nyt og tilsvarende.
Spørgsmålet, som Andreas stiller i papiret, er hvor vigtig kapitalindkomst er for den økonomiske ulighed. Og som i eksemplet ovenfor gælder det, at jo længere perioder man ser på, jo mindre vigtigt er det. Præcist som det varierer, hvem af de fem personer ovenfor der lige tjener mere eller mindre i et bestemt år, varierer det også i virkelighedens verden. Og det fører os til at overvurdere den økonomiske ulighed.
Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2025. Skriv et svar
Som trofaste læsere vil vide, afholdes den 25. danske public choice workshop fredag den 30. januar og lørdag formiddag den 1. februar. Da workshoppen for første gang nogensinde afholdes udenfor Danmark, omend næste så tæt på, som man kan komme – i Malmø – har den også særbetegnelsen ‘baltisk’. Workshoppen afholdes på Elite Hotel Savoy i Malmøs centrum, starter klokken 11 fredag og slutter lørdag formiddag klokken 11.
Som altid er folk velkomne til at komme til hele workshoppen eller blot sidde med på en enkelt session, hvis der skulle væree noget af særlig interesse. Traditionen tro bringer vi her hele programmet. Skulle der være læsere, som ikke kan deltage, men mener at et bestemt emne er meget interessant, modtager vi gerne forslag om at skrive en post om det. Der er trods alt to punditokrater, der deltager i hele workshoppen.
Fredag, 11.00: Velkomst
11.05-12.35 (a): Legislation and life choices (chair: Adrian Mehic)
Adrian Mehic (Lund): Consent-Based Laws and Aggregate Fertility
Jesper Deding and Karsten Bo Larsen (Cepos): Improving Quality in Early Childhood Education Through Minimum Staffing Ratios – Politics, Science or Politically Influenced Science? A Meta-Systematic Literature Review Comparing Danish and International Research Literature
Lucas Henriksson (Lund): The declining effect of European cigarette taxation on youth smoking
11.05-12.35 (b): Applications of public choice (chair: Lasse Aaskoven)
Lasse Eskildsen (SDU): How do Social Media Differ from Classical Media in their Relationship to Terrorism?
Ingemar Bengtsson (Lund): Green Inside Activism in Forestry and Possible Reallocation of Value – A Conceptual Analysis
Lasse Aaskoven (SDU), Adam Scharpf (Københavns Universitet) and Christian Gläsel (Hertie School of Governance): Occupation and Collaboration: Evidence from Danish Officers in Nazi Germany’s Military Service.
12.35-13.30: Frokost for registrerede deltagere
13-30-15.30 (a): Scope and structure of government (chair: Otto Brøns-Petersen)
Fredrik Andersson (Lund): Arm’s-Length Governance in Cultural Policy and Beyond – Some Comparisons
Åsa Hanson (Lund): Is a Highly Decentralized Government Sustainable in a Digitalized and Global World?
Christine Terjesdotter Bangum, Benny Geys and Rune Sørensen (BI Norwegian Business School): Universalism over the Life Cycle
Otto Brøns-Petersen (Cepos): Fiscal Externalities and Institutional Drift in the EU, Informed by Public Choice
13-30-15.30 (b): Long run development (chair: Andreas Bergh)
Martin Paldam (Aarhus): The OPEC/MENA/Arab Nexus and the Missing Democratic Transition
Christian Bjørnskov (Aarhus): Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation
Andreas Bergh (Lund): Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?
15.30-16.00: Kaffe
16.00-17.30 (a): Reforms (chair: Rasmus Wiese)
Rasmus Wiese (Groningen), Jan-Egbert Sturm (KOF) and Jakob de Haan (Groningen): The Impact of Structural Reforms on the Labour Income Share: New International Evidence
Jan Fałkowski (Warsaw): But Don’t Play with Me `Cause You’re Playing with a Farmer. Electoral Consequences of Animal Welfare Proposals
Nicola Maaser (Aarhus): Turned Off by Boundary Reform
16.00-17.30 (b): Constitutional Political Economy (chair: Jerg Gutmann)
Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw): Economic Consequences of Non-Compliance with Constitutions – the Post-Socialist “Illiberal Democracy” Perspective
Tim Schnelle (Hamburg): Crafting Compliance: The Role of Inclusion and Participation in the Constitution-Making Process
Jerg Gutmann (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Coups and Constitutional Compliance
Lørdag morgen:
9.30-11.00: Immigration and segregation (chair: Charlotta Stern)
Andreas Ek (Lund): Assessing Market-Level Discrimination of Immigrants
Niclas Berggren (IFN), Erik Enger Karlson (IFN), and Elis Hodzic (VSE): Trust and Income among Immigrants in Europe
Charlotta Stern and Martin Björklund (Ratio): Separate but Equal? Understanding the Persistence of Class Segregation in the Swedish Labor Market
Af Christian Bjørnskov, den 24. januar 2025. 2 svar
Vi har før skrevet om hvordan diktaturer ofte lyver om deres nationalregnskabstal. Det gælder i særlig grad om deres væksttal, som Luis Martinez har dokumenteret, og før ham Christopher Magee og John Doces. Det smarte trick, som Magee og Doces fandt på, er at sammenholde officielle vækstdata med væksten i, hvor meget lys der er om natten i et land eller område. Baggrunden for det er, at det har været vidst i meget lang tid, at jo rigere en befolkning bliver, jo mere lys kommer der om natten. Lys er ganske enkelt noget, som kan være dyrt for de meget fattige, men bliver relativt billigere og langt bredere tilgængeligt, jo rigere et land bliver.
På den måde har Magee og Doces og Martinez efter dem vist, at der er en meget tæt sammenhæng mellem lys om natten og velstand i demokratier, men den er anderledes i en række diktaturer. Dét er netop måden, de kan vurdere, hvor meget hvert diktatur lyver om deres økonomiske vækst. Og det er for eksempel måden, man kan bruge for at se hvor meget Kina har løjet de seneste årtier.
Det særligt interessante er, at mens vi er mange akademikere, som har været både imponerede over, hvor smart metoden er og stærkt interesserede i resultaterne (læs f.eks her), har den nu sneget sig ind i faktisk politik. Sveriges finansminister, Elisabeth Svantesson – der er uddannet nationaløkonom fra Örebros Universitet – påpegede igår ved World Economic Forum i Davos, at Moskva er blevet mørkere de seneste tre år! Som Svantesson helt korrekt fortalte, betyder det at russerne er blevet synligt fattigere. Det er fuldstændigt modsat de officielle russiske data, og modsat den fortælling, som mange journalister stadig bringer om at Ruslands økonomi er i vækst.
Det er sjældent, at faktisk nationaløkonomisk forskning bliver brugt aktivt i politik. Det normale er, at politikere når der er debat, får deres rådgivere til at finde forskning eller ekspertudtalelser, der understøtter hvad de i forvejen påstår. Elisabeth Svantesson skal derfor have stor ros for ikke blot at kende til noget af den nyeste forskning på området, men også at bruge den så tydeligt og offentligt, og om et emne, der er så vigtigt. Sandheden er, at Ruslands økonomi er nødlidende, og russerne oplever voldsom inflation, og i særlig grad prisstigninger ting som smør, sukker, mælk, biler og boliger. Putin og hands håndlangere kan blive ved med at påstå, at alt går godt, men det lys, man kan se med NASAs satellitter, fortæller en historie om et land, der bevæger sig mod økonomisk opløsning.
Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2025. 2 svar
Mette Frederiksen blev valgt i 2019 og lagde fra starten en meget traditionelt venstre-socialdemokratisk linje. Hendes regering og faktion indenfor partiet definerede sig ganske klart i modsætning til Helle Thorning og Bjarne Corydons strategi få år tidligere, og sigtet var at rykke parti og land til venstre. Få måneder senere, da verden blev ramt af den nye Covid-19-virus fra Kina, fik Frederiksen noget nær sin ønskesituation foræret: Regeringen kunne kopiere Kina, Italien og andre landes drakoniske pandemipolitik og opnå en grad af magt, som ingen bare nogenlunde normal situation ville kunne give den. Krisen var, med andre ord, en gave til en af de mindst demokratisk ‘mindede’ danske politikere i mange år.
Men når en regerings modus operandi bliver, at al politik er lagt an på at løse kriser – virkelige såvel som påståede – skaber det alvorlige problemer. For det første er det en effektiv måde at demontere oppositionen, når man kan overbevise den om, at landet faktisk er i en krise, og alle må rykke sammen. Som læserne kunne se fra 2020 til midten af 2022 var der reelt ingen politisk opposition i Danmark, og Frederiksen-regeringen fik lov til at regere autokratisk.
For det andet er det et stort problem, at når alt er en krise, er al politik også krisepolitik. Som jeg påpegede i Børsen igår, er en del af problemet at “Ser man noget som en krise, kræver det handling nu og her uanset de langsigtede konsekvenser. Krisepolitik indebærer således næsten altid en meget kort tidshorisont.” Mekanismen er simpel og enkel at forstå; Hvis man sætte den på spidsen, er det lange sigt ikke vigtigt, når alternativet til kortsigtet krisepolitik er udryddelse. Kan man overbevise – eller skræmme – nok vælgere til at tro, at en ny virus er en eksistential risiko, kan man få lov til at føre ekstremt kortsigtet, ideologisk politik.
Sidst, men ikke mindst, bliver politik mere kortsigtet jo mere truet, regeringen er, eller jo mere sandsynligt det er, at centrale regeringspersoner snart forlader politik. Begge dele forkorter også regeringers tidshorisont og fører dermed til kortsigtet politik, der måske kan score nogle politiske point nu, men har negative konsekvenser på det lange sigt.
Og spørgsmålet, som lå implicit i min Børsen-klumme og eksplicit her, er om det ikke er en rimelig beskrivelse af de to Frederiksen-regeringer? Det er regeringer, der har talt meget om reformer og store beslutninger, men har gjort forbløffende lidt i den retning – eller i hvert fald forbløffende lidt, der giver nogen som helst mening på langt sigt. Politik i Danmark er, i min mening, endt som et skræmmeeksempel på hvad der sker, når alt i politik kommer til at handle om det korte sigte.
Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2025. Skriv et svar
I eftermiddag, fra 14.15-16, afholder Institut for Økonomi på Aarhus Universitet et lille arrangement i en helt særlig anledning: Martin Paldam, der nu er professor emeritus, har været ansat på instituttet i 50 år. Han har i høj grad efterladt sig en arv i dansk økonomisk forskning, og bliver i en alder af 82 ved med at forske og at udgive artikler.
Uden at ville afsløre alt, der kommer til at blive sagt til arrangementet, er en af Martins særlige bedrifter, at han var blandt de første danske økonomer, der udgav forskning internationalt og på engelsk, som en integreret og almindelig del af sit arbejde. Hans først internationale udgivelse var i 1970 – en artikel i Swedish Journal of Economics med titlen What is known about the housing demand? – og den første udenfor Skandinavien kom i 1979 med en artikel i International Journal of Social Economics. To år senere udkom Martins første artikel i det felt, han skulle komme til at præge mest, med An essay on the rationality of economic policy: The test-case of the electional cycle i Public Choice.
Martin var præsident for the European Public Choice Society 1983-84, og dermed blandt de allerførste i Europa til at arbejde virkeligt seriøst med emnerne i public choice. Han er pudsigt nok i disse dage ved at booke sin rejse til dette års konference i EPCS! Og mens mange af hans kolleger i årevis mente, at det Martin lavede ikke var ‘rigtig økonomi’ eller ‘fint’ – hvordan man end definerer det – er det feltet og instituttet, ikke Martin, der har ændret sig. Det er også svært at påstå, at et økonomiinstituts mest citerede medarbejder ikke beskæftiger sig med rigtig økonomi!
Ifølge Google Scholar er det indtil videre blevet til 15181 citationer til Martins forskning, og antallet bliver ved med at stige med 500-600 om året. Ind imellem forskningen er det også blevet til en masse undervisning og vejledning. Jeg fulgte Martins kursus i udviklingsøkonomi, mens jeg var studerende, hvilket blev min indgang til både public choice og forskning. Han er også en fast gæst, når vores yngre kolleger holder seminarer, og har stadig en særlig evne til at sætte fingeren præcist på det svage punkt, og derefter at hjælpe med at tænke over, hvordan man løser problemet.
Jeg er glad for, at instituttet fejrer Martin Paldams 50 år som underviser, forsker og kollega ved Aarhus Universitet. Martin er ikke blot en af Danmarks mest citerede økonomer, og har ikke blot præget flere vigtige debatter om økonomisk politik. Han er også en ægte vellidt og hyggelig kollega, og det er ikke den mindste grund til at fejre jubilæet idag.
Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2025. 1 svar
Den 31. januar og 1. februar afholder vi den årlige danske public choice workshop. Det er den 25. af slagsen, og i år også den første ‘baltiske’ public choice workshop, da vi denne gang skal til Malmø. Det er endda, så vidt jeg kan se, den største vi har afholdt, da der er hele 22 præsentationer på programmet.
Mens programmet ikke er helt på plads, da vi må tage hensyn til flere deltageres ønsker, har vi nu en fuld liste af præsentationer. De bliver fordelt i et program, der kører fredag den 31/1 mellem 11 og 17.30, og lørdag den 1/2 mellem 9 og 11, programmet annonceres som altid her på stedet. Indtil da kan læserne danne sig et overblik over de mange emner til workshoppen. Som altid er alle interesserede velkomne til at komme en hel dag, eller måske bare til en enkelt session. Her er den fulde liste af præsentationer:
Fredrik Andersson (Lund): Arm’s-Length Governance in Cultural Policy and Beyond – Some Comparisons
Christine Terjesdotter Bangum, Benny Geys and Rune Sørensen (BI Norwegian Business School): Universalism over the Life Cycle
Ingemar Bengtsson (Lund): Green Inside Activism in Forestry and Possible Reallocation of Value – A Conceptual Analysis
Andreas Bergh (Lund): Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?
Niclas Berggren (IFN), Erik Enger Karlson (IFN), and Elis Hodzic (VSE): Trust and Income among Immigrants in Europe
Christian Bjørnskov (Aarhus): Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation
Otto Brøns-Petersen (Cepos): Fiscal Externalities and Institutional Drift in the EU, Informed by Public Choice
Jesper Deding and Karsten Bo Larsen (Cepos): Improving Quality in Early Childhood Education Through Minimum Staffing Ratios – Politics, Science or Politically Influenced Science? A Meta-Systematic Literature Review Comparing Danish and International Research Literature
Andreas Ek (Lund): Assessing Market-Level Discrimination of Immigrants
Lasse Eskildsen (SDU): How do Social Media Differ from Classical Media in their Relationship to Terrorism?
Jan Fałkowski (Warsaw): But Don’t Play with Me `Cause You’re Playing with a Farmer. Electoral Consequences of Animal Welfare Proposals
Jerg Gutmann (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Coups and Constitutional Compliance
Åsa Hanson (Lund): Is a Highly Decentralized Government Sustainable in a Digitalized and Global World?
Adrian Mehic (Lund): Consent-Based Laws and Aggregate Fertility
Lucas Henriksson (Lund): The declining effect of European cigarette taxation on youth smoking
Nicola Maaser (Aarhus): Turned Off by Boundary Reform
Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw): Economic Consequences of Non-Compliance with Constitutions – the Post-Socialist “Illiberal Democracy” Perspective
Martin Paldam (Aarhus): The OPEC/MENA/Arab Nexus and the Missing Democratic Transition
Tim Schnelle (Hamburg): Crafting Compliance: The Role of Inclusion and Participation in the Constitution-Making Process
Charlotta Stern and Martin Björklund (Ratio): Separate but Equal? Understanding the Persistence of Class Segregation in the Swedish Labor Market
Rasmus Wiese (Groningen), Jan-Egbert Sturm (KOF) and Jakob de Haan (Groningen): The Impact of Structural Reforms on the Labour Income Share: New International Evidence
Lasse Aaskoven (SDU), Adam Scharpf (Københavns Universitet) and Christian Gläsel (Hertie School of Governance): Occupation and Collaboration: Evidence from Danish Officers in Nazi Germany’s Military Service
Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2024. Skriv et svar
I samfundsforskningen har der de senere år været en diskussion om, hvorvidt demokrati forhindrer eller decideret tiltrækker terrorisme. Den amerikanske politolog Erica Chenoweth har gjort sig til talsmand for, at terrorisme er et specifikt demokratisk fænomen, mens andre fremtrædende forskere som Todd Sandler og Khusrav Gaibulloev har fremhævet, at langt det meste terrorisme sker i såkaldte ‘anokratier’ – en gruppe autokratier, der har flerpartivalg, men ikke demokrati. Men meget få studier har set på, hvad det mere specifikt er, der kunne gøre demokratier mere resiliente overfor terrorisme. Det er netop dét, Lasse S. Eskildsen og jeg ser på i et nyt studie, der nu er under udgivelse (og tilgængelig online) i Constitutional Political Economy.
I studiet med titlen Does the Electoral Process Cause less Terrorism?undersøger vi, hvilke elementer af en demokratisk proces, der påvirker hvor meget terrorisme et land udsættes for. Som vi opsummerer i artiklen, har forskningen argumenteret for tre forskellige slags mekanismer: “(1) that a multi-party electoral process allows citizens to peacefully change the social and political conditions of society; (2) that the process allows more groups to participate in the political process such that a larger and more diverse share of the population has a formally democratic voice; and (3) that their democratic participation makes it more difficult for terrorist groups to recruit new members.”
I en empirisk undersøgelse på tværs af 76 lande mellem 1970 og 2016 finder vi, at jo højere valgdeltagelsen er ved nationale valg, jo mindre er terrorrisikoen. Vi finder også, at ideologisk diversitet – dvs. at der er større forskel på højre og venstre, og at folk stemmer mere forskelligt – også er forbundet med mindre terrorisme i demokratier. Vi finder dog også, at ideologisk diversitet ser ud til at føre til flere år med terrorisme i autokratier. Begge typer effekter peger i retning af, at jo mere inklusive valgene er, og jo mere demokratisk legitimt styret er, jo mindre terrorisme oplever borgerne.
Der er to bemærkelsesværdige elementer ved vores nye artikel. Det første er fundet, at ideologisk diversitet er kausalt forbundet med mindre terrorisme. Mange politikere og politiske kommentatorer har set den voksende ideologiske uenighed i mange vestlige samfund som et problematisk fænomen, men vi finder faktisk, at det er en demokratisk fordel at folk fredeligt og demokratisk kan være stærkt uenige. Måske skulle hele debatten om demokratisk uenighed, yderfløje og det, midterpolitikere nogle gange betegner som ‘moderat’ eller ‘rationel’ politik, genovervejes?
Det andet element er min medforfatter, Lasse Eskildsen. Lasse starter efter nytår som PhD-studerende i statskundskab på Syddansk Universitet i Odense. Hvor mange helt nye PhD-studerende i samfundsvidenskaberne kender I, som allerede har tre artikler udgivet før de begynder på studiet?
Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2024. 2 svar
Igår begyndte der at rulle en meget mærkelig historie ind fra Sydkorea: Præsident Yoon Suk-yeol havde meddelt i TV, at han erklærede militær undtagelsestilstand i Sydkorea. Alle politiske aktiviteter ville dermed blive forbudt, og borgernees ytringsfrihed, inklusive mediernes, ville blive underlagt statslig kontrol. Præsident Yoons officielle forklaring var at “sikre det frie demokrati og beskytte folkets sikkerhed mod statsfjendtlige kræfter”. Mange danskere har nok siddet med morgenkaffen og tænkt, hvad der i alverden foregår.
For en public choice-økonom med særlig interesse i statskup og nødretstilstande – dvs. undertegnede og flere af mine nære kolleger – er situationen dog langt fra mærkelig. Den er derimod underligt genkendelig fra en lang række begivenheder, som man med et spansk låneord kalder ‘autogolpe’: Situationen hvor en siddende præsident eller premierminister forsøger at tage magten for sig selv. Det er præcist det, Yoon har forsøgt.
Begivenhederne i Sydkorea har udspillet sig lige efter bogen. Det hele starter med en stærkt upopulær præsident, der næppe har store muligheder udenfor politik. Yoon har væreet plaget af skandaler, inklusive hans kone der har modtaget ulovlige gaver, og selv gentagne påstande om at han selv er korruption. Han har også gjort sig stærkt upopulær i store dele af befolkningen og pressekorpset ved at presse flere love igennem, der forbyder såkaldt misinformation og fake news. De fleste har set lovene for det de er – angreb på ytringsfriheden og den frie debat. Mens Yoon har leveret på sine løfter om en klar udenrigspolitisk kurs, har hans indenrigspolitik været famlende og inkompetent, og er mødt med strejker og en styrtdykkende popularitet.
Yoon har, også efter bogen, derefter fundet på en krise, som kun kan løses ved at han selv tager magten uden parlamentarisk fnidder. Hans frit opfundne krise er, at der findes pro-nordkoreanske kræfter i landet, som truer den forfatningsmæssige orden. I Yoons erklæring var det klart, at disse kræfter åbenbart skulle findes blandt den politiske opposition, som han logisk nok derfor ville blive fri for. Det politiske svar for Yoon var at erklære militær undtagelsestilstand. Det eneste han manglede var at undgå, at parlamentet satte sig imod ham.
Sydkoreas forfatning giver parlamentet mulighed for at afvise en erklæring om undtagelsestilstand, men kræver at mindst 150 medlemmer er tilstede i parlamentet til afstemningen. Det var således helt efter bogen, at Yoon – sandsynligvis i samarbejde med forsvarsministeren – fik bevæbnet politik og paramilitære styrker til at blokere adgangen til parlamentet. Logikken i handlingen er ganske enkelt, at hvis parlamentsmedlemmer ikke kan komme ind, kan de heller ikke stemme, og således heller ikke gøre en fortsat undtagelsestilstand forfatningsstridig. Alligevel lykkedes det cirka 190 medlemmer at tvinge sig vej ind i parlamentet, og enstemmigt at afvise præsidentens erklæring. Da det skete, var Yoons muligheder for at få sine handlinger til at se lovlige ud helt udtømte.
For mange ældre sydkoreanere må forsøgt på at indføre nødret føles som deja vu. Landet har haft militær nødret to gange tidligere, og begge gange blev den erklæret i forbindelse med et kup. I forbindelse med Sydkoreas to tidligere statskup i 1961 og 1979 erklærede det nye styre militær undtagelsestilstand, og brugte den til at slå hårdt og brutalt ned på enhver modstand. Hvad Yoon har haft i tankerne, er der ingen der ved endnu, men sporene fra landets egen historie, og fra mange andre eksempler på autogolpe, skræmmer. Stefan Voigt og jeg dækker denne type situation i kapitel 7 i State of Emergency, hvor vi også dokumenterer, at nødret helt generelt fører til en underminering af retsstaten.
Alt peger i øjeblikket på, at Yoons forsøg er mislykkedes. Begivenhederne har udspillet sig meget ligesom de gjorde for næsten præcist to år siden, da Perus præsident Castillo forsøgte at opløse kongressen, erklære undtagelsestilstand, og undertrykke folks civile rettigheder. Dengang blev Castillo anholdt afsine egne sikkerhedsstyrker, mens det i Sydkorea er parlamentet og massive demonstrationer, der har forpurret en præsidents autokratiske planer. Er klarere parallel er derfor måske Jorge Serrano Elías forsøg i Guatemala i 1993. Under alle omstændigheder er det ganske rystende, at det sker i et ellers stabilt og velfungerende demokrati som Sydkorea. Men Yoons forsøg på at tage magten er en påmindelse om to forhold: For det første, at statskup stadig er noget, der kan ske i ellers rige, vestlige samfund; og for det andet at ‘tidsånden’ i meget politik for tiden (inklusive i Danmark) er præget af et autokratisk mindset. Demokrati er stadig noget, der skal næres og beskyttes hver dag.
Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2024. Skriv et svar
I marts 2020 begyndte den vestlige verdens regeringer at lukke deres samfund ned som reaktion mod den da nye coronavirus. Totale nedlukninger af hele samfund var en ny type politik, som langt de fleste epidemiologer indtil da havde advaret imod. Konsensus før 2020 var, at de var ineffektive og havde enorme, negative økonomiske og sociale konsekvenser. Men hvad der havde været konsensus nogle få måneder før, blev pludseligt et kontroversielt synspunkt.
Det skete på trods af, at de første empiriske studier i 2020 faktisk bekræftede, at nedlukning ikke var et effektivt respons – selv når de fuldstændigt så bort fra andre konsekvenser end dødelighed. Anledningen til denne post er netop, at jeg for et par dage siden så på Google Scholar, at mit studie fra august 2020 nu er citeret 100 gange. De tre andre kritiske studier fra dengang – Chaudhry et al., de Larochelambert et al., og Atkeson, Kopecky og Zha – er ligeledes ret pænt citerede. Chaudhry et al. er citeret hele 543 gange, de Larochelambert 103, og Atkeson 80 gange. Jonas Herbys metaanalyse, skrevet sammen med Lars Jonung og Steve Hanke, er citeret hele 276 gange per december 2024.
Mit eget studie, som jeg lagde på SSRN som working paper i august 2020, pegede på at nedlukningerne i Europa i foråret havde været totalt ineffektive. Den publicerede version, der udkom i CESIfo Economic Studiesåret efter, var præget af to bedømmeres kommentarer, der sigtede efter at finde effekter – i en grad, så en af dem skrev, at “vi jo ved” at tidlige nedlukninger virker. Men konsekvensen af at følge bedømmernes forslag til ekstra tests – der var med det klare formål at finde positive effekter – var, at de målte effekter faktisk viste sig a være negative for aldersgruppen 60-79.
Mit held var, at redaktøren på CESIfo Economic Studies har faglig integritet og accepterede, at min undersøgelse – med en masse ekstra tests – modsat hans personlige forventning viste nul effektivitet. Det var ikke tilfældet for mange af mine kolleger, der nåede til samme konklusion i lignende, ordentligt udførte empiriske studier. De fleste af os oplevede at folk decideret råbte ad os i online debatter, at bedømmere og redaktører afviste studierne med absurde begrundelser, og mange – ikke mig, da jeg ikke findes på sociale medier – blev beskyldt for at være ligeglade med folks liv og klar til at aflive deres medborgere.
Men som Herby et al., der er på vej ud i Public Choice, med al ønskelig tydelighed viser, viser massen af empiriske studier, at nedlukningerne ikke virkede. Det samme gælder også et nyt og meget avanceret studie af Phil Magness og Michael Makovi, der desværre stadig ikke er online. På samme tid er en række studier begyndt at udkomme, der dokumenterer alvorlige bivirkninger ved coronapolitikken; se f.eks. McCannon og Wilsons studie af mundbindspåbud.
Som man kan se både på studierne, og på hvor meget de centrale empiriske undersøgelser nu citeres, har konsensus i forskningen bevæget sig tilbage til, at nedlukninger ikke er effektive – men uden at nogen har sagt det særligt højt! Indtrykket man får – og husk, at det er mit eget personlige indtryk, og en række af mine kollegers – er at der fra politisk hold, og fra mange epidemiologer, ikke er nogen særlig interesse i overhovedet at tale om, hvad man gjorde ved millioner af mennesker i 2020 og 2021. Studierne af nedlukninger fra de sidste fire år er tydelige, og bliver ved med at blive både citeret og bekræftet af nyere forskning. Nu mangler vi mere forskning i, hvor voldsomme konsekvenserne af nedlukningerne var for økonomien, for folks mentale helbred, og for den langsigtede udvikling, hvis der da er nogen, der overhovedet er interesserede i en periode, som mange åbenbart helst vil gemme og glemme.
Af Christian Bjørnskov, den 14. november 2024. Skriv et svar
Når semesteret er slut og vi kommer til den sidste fredag i januar er traditionen, at vi afholder den årlige danske public choice workshop. Workshoppen omfatter altid en lang række forskellige emner indenfor public choice og politisk økonomi, og tiltrækker hvert år forskere fra både de skandinaviske lande og naboer som Tyskland og Polen. Det gælder også næste år, med en enkelt, vigtig forskel: Den danske public choice workshop hedder ‘Baltic’ fordi den afholdes i Malmø.
Public choice workshoppen i 2025 finder sted fredag den 31. januar og lørdag den 1. februar. Per tradition begynder vi klokken 11 om fredagen, og som noget nyt lægger vi en enkelt session lørdag formiddag. Programmet omfatter en konferencemiddag fredag aften klokken 19, og en enkelt hotelovernatning, der gavmildt betales af Arne Rydes Stiftelse. Der er, som sidste år, et begrænset budget til støtte for PhD-studerende.
Som altid er hele workshoppen åben for alle interesserede – frokost, middag og overnatning er kun for dem, der præsenterer – og vi håber naturligvis at se både kolleger, journalister og almindelige, interessede borgere. Er man interesseret i at præsentere forskning, er deadline som altid den 24. december; det kræver at man sender en titel og et abstract til enten undertegnede (Christian Bjørnskov) eller Andreas Bergh (Lund Universitet).
Af Christian Bjørnskov, den 3. september 2024. Skriv et svar
Der findes efterhånden en hel litteratur, der konkluderer at lande med en længere historie som etableret stat – steder som Japan, Danmark, og Storbritannien – er rigere fordi de har bedre institutioner. Denne forskning peger på, at jo ældre en stat er, jo bedre er den helt generelt til for eksempel at indkræve skat, håndhæve private kontrakter, og producere offentlige goder som forsvar, infrastruktur og uddannelse. Indsigten er vigtig, fordi den giver en forklaring på, hvorfor steder som Zimbabwe, Papua Ny Guinea, eller Mali fungerer så meget dårligere. Men hvor meget af det skyldes at staten er bedre, og hvor meget er en anden historie? Det giver M. Scott King og Claudia Williamson Kramer et nyt bud på i en artikel, der er på vej ud i Public Choice.
I artiklen med titlen “State antiquity and economic progress: cause or consequence?” peger King og Kramer på et umiddelbart indlysende metodisk problem: Er det statens alder, er påvirker velstanden, eller er der måske en eller flere underliggende faktorer, der både gør lande rigere og hjælper dem med at overleve som nationer?
Det er det argument, King og Kramer fokuserer på: At private løsninger hjalp lande med at blive rigere og velfungerende, og senere indebar at staten og den offentlige sektor også fungerede bedre. I en dansk sammenhæng er der adskillige eksempler på, hvordan private løsninger – enten markedsløsninger eller civilsamfundet – endte med at blive koopteret af staten. Det er for eksempel værd at understrege, at hele dagpengesystemet startede som forsikring mod indkomsttab ved arbejdsløshed, nogle gange kørt af fagbevægelsen, som man individuelt betalte til. Man kan også minde sig selv om, at selv før rytterskolerne og mens undervisningspligten blev fastsat ved lov af Christian VI i 1739, var skolerne drevet af sognet eller fælles som en civilsamfundsopgave, og typisk ikke af staten. Skolekommissionerne førte først opsyn fra 1814.
King og Kramers indsigt er vigtig for at forstå, hvor nogle landes gode institutioner kommer fra, og dermed også hvad man måske kan gøre – om noget – i lande med dårlige institutioner. Den er også en fin påmindelse om, at meget af det, der idag kendetegner de nordiske lande og ligge bag deres succes, ikke startede som statslige løsninger designet af kompetente politikere, men private løsninger på offentlige problemer.
Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2024. 5 svar
For 2½ år siden skrev vi her på stedet om programmet til den danske public choice workshop, der lod sig gøre igen efter nedlukningerne. En af præsentationerne i februar 2022 var nyt arbejde om økonomisk vækst under socialisme, udarbejdet af Andreas Bergh (Lund), Luděk Kouba (Mendel) og undertegnede. Papiret er nu endelig ude som working paper ved IFN med titlen “The Growth Consequences of Socialism.”
Andreas, Luděk og jeg ser i papiret på, hvad der skete med 22 udviklings- og mellemindkomstlande de havde perioder med fuld socialismee fra sidst i 1950erne til nu. Det nye i vores arbejde er dermed, at vi ikke er primært interesserede i økonomisk udvikling i Central- og Østeuropa og i det sovjetiske Kaukasus, men i de udviklingslande, der valgte den sovjetiske/cubanske/kinesiske vej. Mange udviklingslandes politikere var stærkt påvirkede af både politiske og akademiske idéer, da deres lande blev uafhængige fra slutningen af 1950erne og frem. Meget vestlig akademisk tænkning var på det tidspunkt domineret af socialistiske og marxistiske idéer, hvilket endda spredte sig til nationaløkonomi, hvor en række topøkonomer vitterligt troede på, at Sovjetunionen voksede meget hurtigere end Vesten.
Eftertiden har vist, at skeptiske stemmer som Warren Nutter og Walt W. Rostow havde ret i, at man ikke skulle tro på officiel statistik fra socialistiske diktaturer. Som joken blandt økonomer blev, var det mærkeligt at Sovjetunionen havde højere vækstrater end Finland i alle år fra 1930erne 1990, men finnerne var tre gange så rige da man kom til 1990. Vi viser i det nye papir, at den udvikling er et generelt træk ved lande, der bliver fuldt socialistiske gennem politik, der nationaliserer produktionsmidlerne.
Grafen nedenfor illustrerer forsigtigt den typiske udvikling i et udviklingsland, der bliver socialistisk. Som den fuldt optrukne linje viser, havde de 22 lande i gennemsnit 95 % af deres nabolandes levestandard året før de fik en socialistisk politik. Efter otte års socialisme var levestandarden faldet til 79 % af naboernes. Vores mere omhyggelige estimater peger på, at det typiske socialistiske udviklingslande havde 2-2½ procentpoint lavere vækst end sammenlignelige, ikke-socialistiske lande. Når man tager hensyn til, at gennemsnitsvæksten for disse lande var et stykke under 2 %, indebærer vores estimater at de socialistiske oplevede negativ vækst. Når vi dykker længere ned i data, peger de på at effekten – ikke overraskende – kommer fra negativ produktivitetsudvikling.
I lyset af vores undersøgelse, og af almindelig erfaring, er det utroligt at der stadig findes begavede mennesker, som mener at socialisme er den rigtige vej frem, og som stadig hylder Venezuela og Cuba. Som økonom kan man uden problemer se ‘ind bag’ tallene, og se de enorme menneskelige tab og lidelse, der følger med socialisme. Som Kristian Niemitz skrev i sin fine bog om emnet, er socialisme en fejlet idé, er ikke vil dø. Hvorfor ikke?
Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2024. Skriv et svar
Forleden skrev vi om, hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ påvirker landes langsigtede økonomiske vækst. Vi viste i to kort, hvordan begrebet ‘størrelsen’ på den offentlige sektor skal behandles varsomt: Som vores dygtige kollega Ryan Murphy (Southern Methodist University) viser i ny forskning, der udkommer med årets Economic Freedom of the World rapport næste måned, bør man skille offentligt forbrug og subsidier fra offentlige investeringer og ejerskab. De to er ganske enkelt separate fænomener, og lande som for eksempel Danmark har enorme offentlige sektorer, men meget små offentlige investeringer og forsvindende lidt offentligt ejerskab. Et andet spørgsmål – som dukkede op i samtaler med Ryan ved PCS-konferencen i Dallas og med Colin O’Reilly (Creighton University) til APEE er, om forskellene og deres effekter også er forbundet med regeringens ideology. Det har jeg forsket videre i.
Det var for interessant et spørgsmål, og et spørgsmål der også overlapper noget af min egen tidligere forskning, til at bare lade det ligge. Der er derfor nu et arbejdspapir med titlen “Government Intervention and Long-Run Growth: An Ideologically Moderated Association?“, der kan downloades fra SSRN. Bundlinjen i min undersøgelse er, at ideologi og offentligt forbrug interagerer: Ændringer i det offentlige forbrug har større vækstkonsekvenser under venstreorienterede regeringer.
Hvordan kunne effekterne af offentligt forbrug afhænge af ideologien i den regering, som indfører og ændrer det? Papiret foreslår, at der kunne være fem mekanismer på spil. For det første er påvirker ideologi regeringens politiske præferencer og de trade-offs, den er villig til at acceptere. Vil man for eksempel acceptere større og længerevarende arbejdsløshed i bytte for mere generøse dagpengeregler? For det andet påvirker ideologi også en regerings forventninger til konsekvenserne af, hvad dens indgreb gør. I det ovenstående eksempel vil venstreorienterede regeringer ofte påstå, at højere dagpenge ikke eller kun marginalt påvirker arbejdsløsheden. For det tredje kunne der være forskelle i, hvilke grupper der lobbyer venstre- og højreorienterede regeringer, hvilket også kan give forskelle i, hvad det offentlige forbrug faktisk går til. For det fjerde ser man ofte, at der er forskelle i regeringers ‘epistemiologiske følsomhed’ – hvor meget eller lidt forestiller de sig, man ved om samfundet og hvor meget kan man forudse. Og sidst, men ikke mindst, kan der være forskellige reaktioner mod venstre- og højreorienteredes politik, også selvom den er ens.
Hele væksteffekten af størrelsen på den offentlige sektor viser sig at være følsom overfor regeringens ideologi, når man tester det på tværs af 78 lande med moderne partissystemer, som man observerer fra 1975 til 2015. Ovenfor er Figur 4 fra papiret, der viser klar at ændringer i størrelsen har store konsekvenser under klart venstreorienterede regeringer, og muligvis ingen konsekvenser under de mest økonomisk højreorienterede: Større offentligt forbrug er mere skadeligt under venstreorienterede regeringer, og liberaliserende reformer er mere effektive under venstreorienterede regeringer.
Hele papiret rejser det fundamentale spørgsmål, hvad det er i detaljen, der skiller offentligt forbrug under venstre- og højreorienterede regeringer, selvom de i data ser ens ud. Der må nødvendigvis være subtile forskelle i hvad der subsidieres og forbruges, og hvilke reaktioner det giver – ellers ville der ikke være synlige vækstforskelle! Men hvad de præcist er, er et åbent spørgsmål til vores kolleger og læsere.
Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2024. 4 svar
I vores sommerserie om økonomisk vækst er vi idag kommet til den virkeligt politisk kontroversielle af faktorerne, og den der nok er vigtigst i en dansk debat: Den offentlige sektor – hvor stor er den, hvad gør den – og hvordan påvirker det den langsigtede økonomiske vækst.
Spørgsmålet er kompliceret, da sammenhængen i en vis grad går begge veje: Økonomisk vækst påvirker størrelsen af den offentlige sektor, og størrelsen påvirker den økonomiske vækst. Det gælder ikke mindst når man skelner mellem hvad det offentlige budget bruges på. I de to figurer nedenfor følger vi Ryan Murphys nye skelnen mellem to fundamentale funktioner: Offentligt forbrug, subsidier og overførsler, og offentlige investeringer og offentligt ejerskab. I den første figur viser vi det første element, som vi for simpelheds skyld kalder offentligt forbrug, mens den anden figur illustrerer det andet element, offentlig kontrol. Alle data er fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World.
Sammenligner man de to kort, er det helt klart, at de to mål slet ikke fanger det samme fænomen. Der er begrænset offentligt forbrug i Nordafrika og Mellemøsten, men meget stor offentlig kontrol, mens det modsatte gælder størstedelen af Europa. Man bør derfor være præcis, når man taler om den offentlige sektor: Man kan for eksempel godt have en meget stor velfærdsstat som Danmark og Sverige, men uden ret meget direkte offentlig kontrol. Og man kan have en stat, der enten ejer eller kontrollerer store dele af økonomien (det kommunistiske ideal), uden at det kan ses direkte i forbruget. En skelnen er også vigtig, når man overvejer hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ typisk påvirker den langsigtede vækst.
Fortalere for en større offentlig sektor fremhæver ofte, at offentligt forbrug er nødvendigt for at have et kapabelt forsvar, lov og orden, et fungerende retsvæsen, og en skole af en vis kvalitet. De hævder, med andre ord og med rette, at der er behov for en vis offentlig sektor for at opfylde Adam Smiths betingelser for at have et velfungerende samfund. Disse fire funktioner bidrager tydeligt til økonomisk vækst, og i særdeleshed et velfungerende retsvæsen er centralt. Men to spørgsmål presser sig alligevel på: Hvor stort behøver det offentlige budget at være for at opfylde de fire funktioner, og hvis der er problemer med, f.eks., folkeskole eller retsvæsen, er det da faktisk ressourceproblemer som kan afhjælpes ved at tilføre ekstra midler?
Derudover kan man forestille sig mindst tre typer af mekanismer, der indebærer at en større offentlig sektor medfører langsommere økonomisk vækst. For det første må man som økonom altid understrege, at de ressourcer der bruges af den offentlige sektor, ikke også kan bruges af den private. Der sker således det, økonomer kalder ’crowding out’. Hvis det offentlige investerer mere – for eksempel i en Femern-forbindelse eller supersygehuse – vil det private investere mindre. Der vil være færre folk at ansætte, færre ressourcer på markedet når det offentlige køber flere, og investeringsressourcerne bliver dyrere når det offentlige køber stort ind. På samme måde gælder det, at hvis staten forsøger at sælge flere statsobligationer, vil nogle af dem bliver købt af folk eller organisationer, som ellers ville have købt aktier, anparter eller obligationer i private virksomheder. En større offentlig sektor indebærer mindre privat investeringsaktivitet.
For det andet påvirker det offentlige almindelige menneskers incitamenter. Den mest almindeligt kendte af disse mekanismer kaldes ofte ’dynamiske effekter’ af skatteændringer og ændringer i dagpenge- og kontantsystemet. Jo mere generøse, de offentlige overførsler bliver, jo mindre incitament har folk til at tage et job, og jo højere skatterne bliver, jo mindre tilbøjelige er folk til at arbejde ekstra, flytte til bedre jobs, eller på langt sigt endda tage uddannelse, der giver bedre jobs, eller blive iværksættere. Men det samme gælder også for virksomheder: Når det offentlige udvider i en bestemt sektor, vil der være offentlige virksomheder, som man ganske enkelt ikke kan konkurrere imod. Problemet skyldes, at de offentlige har bløde budgetbegrænsninger: Hvis de går over budget, enten ved at sælge for lidt eller dumpe prisen, vil man fra politisk side typisk tilføre dem flere ressourcer. De kan således køre med underskud i mange år, mens deres private konkurrenter – så længe de eksisterer – bliver nødt til at holde budgettet.
For det tredje er der direkte effekter af en større offentlig sektor. I det offentlige er der politisk kontrol med, hvem man køber ind fra og også hvilke virksomheder stat og kommuner støtter mere direkte. Det åbner op for lobbyisme og rent-seeking, der også forvrider markedet og på langt sigt sænker den økonomiske vækst markant.
Mens man derfor kunne påstå, at der er gode teoretiske grunde til at et vist offentligt forbrug er positivt forbundet med vækst, er de sidste cirka 15 års empirisk forskning dog ret klar: Et højere offentligt forbrug og større offentlig kontrol fører til lavere vækstrater og dårligere produktivitetsudvikling. Vi skrev om det sidste år med basis i et konferencepaper, der nu udkommer i Government and Economic Growth in the 21st Century: A Classical Liberal Response, der er redigeret af Juan Castañeda. Interesserede læsere kan også konsultere den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der udkom i april og er redigeret af punditokraternes ven og fremragende kollega, Niclas Berggren.
En af de klare mekanismer, der gør at en stor velfærdsstat er forbundet med lavere vækst, og i særdeleshed lavere produktivitetsvækst, er at den fører til langt mindre iværksætteraktivitet. Mere generelt sænker et stort offentligt forbrug, og omfattende offentlig kontrol, væksten i produktivitet. Offentlige indkøb er ikke udsat for markedskonkurrence, ligesom offentlige virksomheder heller ikke er det, og behøver derfor ikke arbejde for at blive dygtigere. Samtidig indebærer en større offentlig sektor også, at flere mennesker arbejder i erhverv, hvor de hverken kan være iværksættere eller belønnes for innovation eller ekstra indsats. Det er derfor ganske pudsigt, som en anden ven og glimrende kollega, Andreas Bergh, har vist, at solid produktivitetsvækst i det private er en forudsætning for at man kan finansiere en stor velfærdsstat.
Bundlinjen er, at en stor offentlig sektor ikke blot kommer med en stor skatteregning. Der er en ekstra regning at betale i form af lavere vækst, og dermed mindre velstand i fremtiden. Dette aspekt diskuteres alt for sjældent i dansk politik og den danske debat, der mere kommer til at handle om netop hvordan man finansierer forbruget. Man kan naturligvis mene, at en stor offentlig sektor giver en eller anden form for gevinst, som kan opveje væksttabet og skattebetalingen, men hvis man skal have en informeret debat om den trade-off, går det ikke kun at veje nogle af lodderne i vægtskålen. De negative vækstkonsekvenser af en stor velfærdsstat burde være centrale i debatten.
De sidste cirka 30 års vækstforskning kommer til en næsten enstemmig konklusion: Gode juridiske institutioner er, alt andet lige, nært forbundet med hurtigere vækst. Det gælder ikke mindst, at gode institutioner beskytter den private ejendomsret og håndhæver private kontrakter. Men forskningen de sidste 30 år har også vist, at gode institutioner gør mere end det. Institutioner, der helt overordnet understøtter det, der på engelsk kaldes ‘the rule of law’, skaber udvikling i flere dimensioner.
Sammenhængen mellem kvaliteten af de retslige institutioner og den økonomiske udvikling er meget tydelig i figuren nedenfor. Korrelationen mellem de to mål – det ene fra Fraser Instituttet, det andet fra the CIA World Factbook – er 0,64 på tværs af de autokratiske lande (de røde markører), og hele 0,80 på tværs af demokratierne. Når man ser et plot som det nedenstående, må man dog spørge sig selv, om det er udviklingen der skaber institutionerne, eller institutionerne, der skaber udviklingen?
Forskningen kommer ret klart frem til, at institutioner faktisk forårsager økonomisk udvikling. Vi har for eksempel tidligere vist, at der så vidt man overhovedet kan måle det, var gode institutioner i 1930erne i det fleste lande, hvor der idag er gode institutioner (læs her). Det kan derfor ikke være 80 års økonomisk udvikling, der har gjort det muligt at finansiere gode retsvæsener osv. når de allerede var der i 1930erne! Andre studier har angrebet problemet på andre måder ved, for eksempel, at se på hvad der sker efter store institutionelle reformer, og finder også at institutionerne efterfølgende skaber udvikling.
Som figuren ovenfor indikerer, er effekterne ikke bare småting. Andreas Bergh og jeg fandt for eksempel i forskning for tre år siden, at en et-point ændring (på en ti-pointskala) fører til 0,4 til 0,6 % ekstra årlig vækst (læs her). I en dansk kontekst, hvor den langsigtede vækst ligger under 1½ % om året, ville det give et stort boost til økonomien både nu og mange år frem. Det er dog ikke en mulighed, da Danmark allerede har nogle af verdens bedste retslige institutioner.
Nogle ville måske spørge, hvad vi så skal bruge indsigten til, når nu vi ikke kan forbedre status i Danmark særligt meget. Svaret er allerførst, at de gode institutioner – både formelle og uformelle – er grunden til at Danmark, Sverige og Norge er blandt verdens rigeste lande. Det er ikke velfærdsstaten, glimrende politikere eller andet, men noget så basalt som ordentlige retsvæsener der i Danmarks tilfælde blandt andet har håndhævet næringsfriheden siden 1857, sikret et bemærkelsesværdit ukorrupt embedsværk side 1800-tallet, og beskyttet folks jord, ejendom, investeringer, og rettigheder i lige så lang tid. Og det er præcist de samme ting, der sker i fattige lande når de får bedre institutioner! Hvorfor de fleste lande alligevel ikke har gode institutioner, er et af de store spørgsmål i public choice – og i virkeligheden et af de vigtigste spørgsmål i samfundsvidenskaberne.
Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2024. Skriv et svar
De seneste år er der sket ret meget i vores forståelse af kup af kupforsøg. Forskningen har i høj grad undersøgt, hvad der sker efter kup: Hvordan økonomien udvikler sig, hvilke institutionelle ændringer der typisk sker, ændringer i militærudgifter, og undertrykkelsesdynamik er blot nogle af de emner, der sidste godt fem års forskning har set på. Men regimeændringer kan ske på andre måder, og særligt en af dem er blevet glemt af forskningen: Den bredere katergori af revolutioner.
Heldigvis er den slags huller i litteraturen glimrende emner for PhD-afhandlinger, og netop forståelsen af, hvad revolutioner gør, var emnet for den afhandling, Joshua Ammons forsvarede tidligere i år på George Mason University udenfor Washington DC. Han er pt. ansat på Institute for Humane Studies, samtidig med at han starter som post doctoral fellow ved Wabash College. Som man altid håber, er kapitlerne i hans afhandling nu på vej ud som artikler.
Særligt to af Joshs kapitler er værd at fremhæve, da de begge udkommer i gode tidsskrifter. I det første, der skrevet sammen med Shishir Shakya (Appalachian State University) og udkommer i Public Choice, ser han på om revolutioner påvirker graden af korruption i et land. Spørgmålet er interessant, fordi mange revolutioner – både de voldelige og de fredelige – begrundes som opgør med en korrupt elite eller apparat.
De to starter med at fortælle historien om Idriss Deby, der tog magten i Chad ved et kup og erklærede, at skulle være demokratisk og mindre korrupt. Resultatet blev, at Debys regime blev endnu mere korrupt end den allerede famøst korrupte Hissene Habre. Josh og hans medforfatter finder i deres undersøgelse af revolutionskampagner siden 1900, at det generelle billede er, at revolutionerne ikke påvirker korruptionen. Som man siger – revolutionen spiser sine børn – og det gælder også når man ser på korruption. Tager man hensyn til, at lande ofte får dårligere udvikling af befolkningens uddannelse efter revolutioner, er den langsigtede effekt endda negativ!
Konklusionerne er lidt mere positive i Institutional Effects of Nonviolent and Violent Revolutions, der udkommer i World Development Perspectives. Josh giver i artiklen et overblik over de 65 separate studier af revolutioner, der er udgivet. Han peger allerførst på, at litteraturen samlet viser, at ikke-voldelige revolutioner generelt fører til bedre resultater. Det gælder i særlig grad, at ikke-voldelige revolutioner oftere fører til demokratisering, ligesom folks civile rettigheder respekteres mere og retsvæsener og andre dele af de offentlige institutioner forbedres.
Som Joshs sidste highlight i artiklen siger, er det sådan at litteraturen “While highlighting the empirical edge of disciplined nonviolent resistance […] emphasizes the situated agency of citizens in driving social change through values, cooperation, and creative problem-solving.” Der er med andre ord behov for mere forskning i, hvordan folk navigerer store regimetransitioner – og måske behov for at holde øje med Joshua Ammons forskning de kommende år.
I mange vestlige lande, inklusive Danmark, findes en lille bevægelse, der argumenterer for at vi bør stoppe økonomisk vækst. Folk i bevægelsen er overbeviste om, at økonomisk vækst er forbundet med forurening, miljøproblemer, global opvarmning, tab af biodiversitet, og menneskelig elendighed. Der er således tale om en gruppering, der ønsker at afskaffe vestlig vækst og markedsøkonomi, gøre mennesker i rige lande fattigere, og i allerbedste fald omfordele fra velfungerende lande til fattige lande. Målet er som helhed at gøre kloden fattigere i miljøets eller den globale retfærdigheds navn.
Heldigvis har vores fremragende, unge kollega Justin Callais fra University of Louisiana Lafayette netop startet en Substack om økonomisk vækst. Og Justins første emneserie kommer til at handle om netop det: Hvorfor degrowth er så forvirret og forfejlet et koncept.
Hvis nogle læsere kan genkende navnet, er det fordi vi tidligere har omtalt Justin her på bloggen. Han er et af de meget spændende nye navne i amerikansk public choice, og har allerede markeret sig artikler i bl.a. Public Choice, European Economic Review, og Journal of Economic Behavior & Organization om så forskellige emner som forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes, om den politiske økonomi bag fyrtårne, og om markeder faktisk underminerer folks moral.
Justin peger i sit indlæg på, at økonomisk vækst et tydeligt er forbundet med så forskellige goder som borgere, der er mere tilfredse med deres liv, lang lavere dødsfald ved fødsler, lang lavere børnedødelighed, og langt færre mennesker, der lever i dyb fattigdom. Man kunne fortsætte listen, men bare konklusionen, at borgerne i rigere lande “are happier, healthier, and have less truly desperate levels of poverty” burde være nok. Debunking Degrowth er varmt anbefalet!
Medierne meddelte tidligere denne uge, at EU-Kommissionen vil underrette Europas bilproducenter om, at den ønsker at indføre en ekstra told på op til 25 procent på import af kinesiske elbiler. Tolden skal gælde fra næste måned, og den officielle intention er, at den skal være midlertidig. Måske giver den politisk mening, men fra en økonomisk vinkel er EU’s nye toldtiltag absolut vanvid.
Berlingske noterer idag, at Frankrig og Spanien har været ‘fortalere’ – læs, har lobbyet – for den nye told, mens bl.a. Tyskland og Sverige er imod. Baggrunden er, at kinesiske producenters andel af markedet for elbiler i EU de senere år er steget til otte procent. Som en yderligere grund til tiltaget, har kommissionsformand Ursula von der Leyen understreget, at “EU’s handelsunderskud med Kina er helt urimeligt højt” og at Kina giver statsstøtte til landets producenter. Kommissionens argument er således, at konkurrencen ikke er fair, at det landespecifikke underskud er for stort – og iøvrigt, at tolden kan give EU indtægter, som ikke kommer direkte fra medlemslandene.
Ingen af de danske medier har fanget, at von der Leyens argumenter er identiske med Donald Trumps retfærdiggørelse af de handelsbarrierer, han indførte og præsident Biden siden har udbygget. Allerførst giver det absolut ingen mening at kigge på et landespecifikt handelsunderskud. Læserne har nok, ligesom forfattere af denne blog, et ret solidt ‘handelsunderskud’ med Meny, Føtex eller andre forretninger, uden at det er et problem. På samme måde gælder det for lande, at man under nogle isolerede omstændigheder kan se det samlede handelsunderskud som et problem, men underskuddet med bestemte lande er inderligt ligegyldigt. At argumentere for politik med, at underskuddet med Kina er for stort, et intet andet end økonomisk analfabetisk.
Det samme gælder i virkeligheden for argumentet imod Kinas statsstøtte. Hvis den kinesiske regering effektivt støtter elbilproducenter i landet, der eksporterer til Europa, er det i sidste ende en overførsel til europæiske forbrugere. Man kan måske argumentere, at der er en pris at betale for europæiske elbilproducenter, men gevinsten for forbrugerne af at kunne købe billigere elbiler fra Kina er langt større.
Von der Leyens sidst argument bør også bekymre de fleste almindelige mennesker, og mange politikere. For argumentet er, at en elbilstold giver EU indtægter. Princippet i unionen er, at alle omkostninger skal finansieres af medlemsstaterne – unionen i sig selv bør ikke have indtægter. Men det forsøger man disse år at komme udenom, så EU kan bruge penge på tiltag uden at høre medlemsstaterne og søge finansiering fra dem. Von der Leyens argumenter er således en blanding af analfabetisme, blatant gammeldags protektionisme, og forsøg på at gøre unionsapparatet mere suverænt. Ingen af dem burde accepteres af bare normalbegavede borgere.
