I samfundsforskningen har der de senere år været en diskussion om, hvorvidt demokrati forhindrer eller decideret tiltrækker terrorisme. Den amerikanske politolog Erica Chenoweth har gjort sig til talsmand for, at terrorisme er et specifikt demokratisk fænomen, mens andre fremtrædende forskere som Todd Sandler og Khusrav Gaibulloev har fremhævet, at langt det meste terrorisme sker i såkaldte ‘anokratier’ – en gruppe autokratier, der har flerpartivalg, men ikke demokrati. Men meget få studier har set på, hvad det mere specifikt er, der kunne gøre demokratier mere resiliente overfor terrorisme. Det er netop dét, Lasse S. Eskildsen og jeg ser på i et nyt studie, der nu er under udgivelse (og tilgængelig online) i Constitutional Political Economy.
I studiet med titlen Does the Electoral Process Cause less Terrorism? undersøger vi, hvilke elementer af en demokratisk proces, der påvirker hvor meget terrorisme et land udsættes for. Som vi opsummerer i artiklen, har forskningen argumenteret for tre forskellige slags mekanismer: “(1) that a multi-party electoral process allows citizens to peacefully change the social and political conditions of society; (2) that the process allows more groups to participate in the political process such that a larger and more diverse share of the population has a formally democratic voice; and (3) that their democratic participation makes it more difficult for terrorist groups to recruit new members.”
I en empirisk undersøgelse på tværs af 76 lande mellem 1970 og 2016 finder vi, at jo højere valgdeltagelsen er ved nationale valg, jo mindre er terrorrisikoen. Vi finder også, at ideologisk diversitet – dvs. at der er større forskel på højre og venstre, og at folk stemmer mere forskelligt – også er forbundet med mindre terrorisme i demokratier. Vi finder dog også, at ideologisk diversitet ser ud til at føre til flere år med terrorisme i autokratier. Begge typer effekter peger i retning af, at jo mere inklusive valgene er, og jo mere demokratisk legitimt styret er, jo mindre terrorisme oplever borgerne.
Der er to bemærkelsesværdige elementer ved vores nye artikel. Det første er fundet, at ideologisk diversitet er kausalt forbundet med mindre terrorisme. Mange politikere og politiske kommentatorer har set den voksende ideologiske uenighed i mange vestlige samfund som et problematisk fænomen, men vi finder faktisk, at det er en demokratisk fordel at folk fredeligt og demokratisk kan være stærkt uenige. Måske skulle hele debatten om demokratisk uenighed, yderfløje og det, midterpolitikere nogle gange betegner som ‘moderat’ eller ‘rationel’ politik, genovervejes?
Det andet element er min medforfatter, Lasse Eskildsen. Lasse starter efter nytår som PhD-studerende i statskundskab på Syddansk Universitet i Odense. Hvor mange helt nye PhD-studerende i samfundsvidenskaberne kender I, som allerede har tre artikler udgivet før de begynder på studiet?