I marts 2020 begyndte den vestlige verdens regeringer at lukke deres samfund ned som reaktion mod den da nye coronavirus. Totale nedlukninger af hele samfund var en ny type politik, som langt de fleste epidemiologer indtil da havde advaret imod. Konsensus før 2020 var, at de var ineffektive og havde enorme, negative økonomiske og sociale konsekvenser. Men hvad der havde været konsensus nogle få måneder før, blev pludseligt et kontroversielt synspunkt.

Det skete på trods af, at de første empiriske studier i 2020 faktisk bekræftede, at nedlukning ikke var et effektivt respons – selv når de fuldstændigt så bort fra andre konsekvenser end dødelighed. Anledningen til denne post er netop, at jeg for et par dage siden så på Google Scholar, at mit studie fra august 2020 nu er citeret 100 gange. De tre andre kritiske studier fra dengang – Chaudhry et al., de Larochelambert et al., og Atkeson, Kopecky og Zha – er ligeledes ret pænt citerede. Chaudhry et al. er citeret hele 543 gange, de Larochelambert 103, og Atkeson 80 gange. Jonas Herbys metaanalyse, skrevet sammen med Lars Jonung og Steve Hanke, er citeret hele 276 gange per december 2024.

Mit eget studie, som jeg lagde på SSRN som working paper i august 2020, pegede på at nedlukningerne i Europa i foråret havde været totalt ineffektive. Den publicerede version, der udkom i CESIfo Economic Studies året efter, var præget af to bedømmeres kommentarer, der sigtede efter at finde effekter – i en grad, så en af dem skrev, at “vi jo ved” at tidlige nedlukninger virker. Men konsekvensen af at følge bedømmernes forslag til ekstra tests – der var med det klare formål at finde positive effekter – var, at de målte effekter faktisk viste sig a være negative for aldersgruppen 60-79.

Mit held var, at redaktøren på CESIfo Economic Studies har faglig integritet og accepterede, at min undersøgelse – med en masse ekstra tests – modsat hans personlige forventning viste nul effektivitet. Det var ikke tilfældet for mange af mine kolleger, der nåede til samme konklusion i lignende, ordentligt udførte empiriske studier. De fleste af os oplevede at folk decideret råbte ad os i online debatter, at bedømmere og redaktører afviste studierne med absurde begrundelser, og mange – ikke mig, da jeg ikke findes på sociale medier – blev beskyldt for at være ligeglade med folks liv og klar til at aflive deres medborgere.

Men som Herby et al., der er på vej ud i Public Choice, med al ønskelig tydelighed viser, viser massen af empiriske studier, at nedlukningerne ikke virkede. Det samme gælder også et nyt og meget avanceret studie af Phil Magness og Michael Makovi, der desværre stadig ikke er online. På samme tid er en række studier begyndt at udkomme, der dokumenterer alvorlige bivirkninger ved coronapolitikken; se f.eks. McCannon og Wilsons studie af mundbindspåbud.

Som man kan se både på studierne, og på hvor meget de centrale empiriske undersøgelser nu citeres, har konsensus i forskningen bevæget sig tilbage til, at nedlukninger ikke er effektive – men uden at nogen har sagt det særligt højt! Indtrykket man får – og husk, at det er mit eget personlige indtryk, og en række af mine kollegers – er at der fra politisk hold, og fra mange epidemiologer, ikke er nogen særlig interesse i overhovedet at tale om, hvad man gjorde ved millioner af mennesker i 2020 og 2021. Studierne af nedlukninger fra de sidste fire år er tydelige, og bliver ved med at blive både citeret og bekræftet af nyere forskning. Nu mangler vi mere forskning i, hvor voldsomme konsekvenserne af nedlukningerne var for økonomien, for folks mentale helbred, og for den langsigtede udvikling, hvis der da er nogen, der overhovedet er interesserede i en periode, som mange åbenbart helst vil gemme og glemme.