Mette Frederiksen blev valgt i 2019 og lagde fra starten en meget traditionelt venstre-socialdemokratisk linje. Hendes regering og faktion indenfor partiet definerede sig ganske klart i modsætning til Helle Thorning og Bjarne Corydons strategi få år tidligere, og sigtet var at rykke parti og land til venstre. Få måneder senere, da verden blev ramt af den nye Covid-19-virus fra Kina, fik Frederiksen noget nær sin ønskesituation foræret: Regeringen kunne kopiere Kina, Italien og andre landes drakoniske pandemipolitik og opnå en grad af magt, som ingen bare nogenlunde normal situation ville kunne give den. Krisen var, med andre ord, en gave til en af de mindst demokratisk ‘mindede’ danske politikere i mange år.

Men når en regerings modus operandi bliver, at al politik er lagt an på at løse kriser – virkelige såvel som påståede – skaber det alvorlige problemer. For det første er det en effektiv måde at demontere oppositionen, når man kan overbevise den om, at landet faktisk er i en krise, og alle må rykke sammen. Som læserne kunne se fra 2020 til midten af 2022 var der reelt ingen politisk opposition i Danmark, og Frederiksen-regeringen fik lov til at regere autokratisk.

For det andet er det et stort problem, at når alt er en krise, er al politik også krisepolitik. Som jeg påpegede i Børsen igår, er en del af problemet at “Ser man noget som en krise, kræver det handling nu og her uanset de langsigtede konsekvenser. Krisepolitik indebærer således næsten altid en meget kort tidshorisont.” Mekanismen er simpel og enkel at forstå; Hvis man sætte den på spidsen, er det lange sigt ikke vigtigt, når alternativet til kortsigtet krisepolitik er udryddelse. Kan man overbevise – eller skræmme – nok vælgere til at tro, at en ny virus er en eksistential risiko, kan man få lov til at føre ekstremt kortsigtet, ideologisk politik.

Sidst, men ikke mindst, bliver politik mere kortsigtet jo mere truet, regeringen er, eller jo mere sandsynligt det er, at centrale regeringspersoner snart forlader politik. Begge dele forkorter også regeringers tidshorisont og fører dermed til kortsigtet politik, der måske kan score nogle politiske point nu, men har negative konsekvenser på det lange sigt.

Og spørgsmålet, som lå implicit i min Børsen-klumme og eksplicit her, er om det ikke er en rimelig beskrivelse af de to Frederiksen-regeringer? Det er regeringer, der har talt meget om reformer og store beslutninger, men har gjort forbløffende lidt i den retning – eller i hvert fald forbløffende lidt, der giver nogen som helst mening på langt sigt. Politik i Danmark er, i min mening, endt som et skræmmeeksempel på hvad der sker, når alt i politik kommer til at handle om det korte sigte.