New York Times bragte i går en artikel om vaccinationstilslutningen blandt børn, som er faldet markant siden COVID-19-pandemien.
Siden pandemien er andelen af børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, kighoste og polio faldet fra ca. 95% til 92-93%. Det synes måske af lidt. Og du fristes måske til at råbe “snyd!”, når du ser nærmere på Y-aksen. Men for fx mæslinger, kræver flokimmunitet en tilslutning på mindst 92%.
Og dykker man ned i de enkelte delstater, er tilslutningen i dag langt under 92% flere steder (hvorimod den før pandemien var meget tæt på 92% i næsten alle delstater).
Det er åbenlyst et problem for de børn, der ikke kan tåle vaccinerne og derfor er afhængige af, at alle andre lader sig vaccinere.
Hvorfor er det gået så galt? En oplagt tese er, at det skyldes modstand mod den meget indgribende vaccinepolitik, man førte i USA under COVID-19-pandemien. I Danmark er mange (med rette) sure over, at de blev presset til at tage en vaccine (fordi alternativet – at tage en test meget hyppigt – var meget besværligt). Men det er vand i forhold til den politik, der blev ført mange steder i USA.
En af de mest berømte cases er Dr. Martin Kulldorff, professor ved Harvard University og medforfatter til The Great Barrington Declaration, som blev fyret, fordi han ikke ville lade sig vaccinere. Kulldorff havde allerede haft COVID-19 og var under 60 år. Og i alle andre situationer end under pandemien ville det have betydet, at man ikke ville anbefale ham at bilve vaccineret. Men i pandemiens USA førte hans velfunderede synspunkt alstå til en fyring – og det med opbakning fra myndighederne. Vaccinepolitikken i USA var under pandemien ekstrem (det virker den i øvrigt til lidt at være helt generelt set).
Det er ikke svært at forestille sig, at amerikanerne efter sådan en behandling mister tillid til myndighederne. Og da vaccinationsprogrammet i høj grad er baseret på tillid, vil et flad i tilliden derfor kunne føre til et fald i vaccinetilslutningen.
Der er meget, vi kan og bør kritisere de danske beslutningstagere for under COVID-19. Men uden at det skal blive en undskyldning, er det trods alt værd at minde os selv om, at den behandling, vi danskere fik af beslutningstagerne under pandemien, trods alt var i den meget milde ende set i et internationalt perspektiv.
Mette Frederiksen udtalte i sin nytårstale, at danskerne stoler på myndighederne og medierne.
Det er heldigvis slet ikke tilfældet!
Jeg havde mæslinger som barn…
Jeg kan ikke se, at den amerikanske politik var meget værre end i Danmark og resten af Europa. Overalt blev vaccinerne påtvunget befolkningen. Det er rigtigt, at direkte tvangsinjektioner (vist nok) ikke fandt sted, men det er naturligvis tvang, når staten påbyder vaccinationer, hvis man vil føre et helt almindeligt liv (gå på arbejde, til fest, i kirke osv.)
At folk er blevet mere skeptiske overfor vacciner generelt, er en god ting. Vaccination er ikke så stor en opfindelse, som den bliver gjort til. Brett Weinstein lavede en podcast om det for lidt tid siden, jeg har selv skrevet om koppe-vaccinens mytologi: https://mises.org/mises-wire/smallpox-historical-myths-behind-mandatory-vaccines
At politikere ikke forstår psykologi eller fakta er måske forståeligt, men det er helt uforståeligt at sundhedssektoren hoppede på historien. WHO er skurken. WHO prøvede endda at ændre definitionen på flokimmunitet, så den naturlige immunitet efter at have overstået en sygdom ikke talte med. Kun antallet af vaccinerede talte. Danske myndigheder har underskrevet en aftale med WHO, så når WHO næste gang siger “pandemi”, sættes dansk lovgivning ud af kraft, og WHO’s anbefalinger bliver lov.
Danske myndigheder vidste også at medikamentet havde begrænset effekt, 28/1 2021 bevilgedes AUH via Aktstykke 150 48 mio kroner, til at undersøge om det virkede længere end de 3 måneder producenten havde oplyst og forsøge at finde bivirkninger på kort og langt sigt. Statsministeren og Brostrøm løj bevidst, da de sagde at bare dem over 65 fik 1 injektion, var alt overstået.
Dagen før, havde Danmark underskrevet resolution 2361 (2021) i Europarådets Parlamentariske Forsamling. Den fastslår helt klart at indtagelse af medikamentet er frivilligt, og at der ikke må gøres forskel på de der valgte at deltage i eksperimentet, og dem der sagde nej tak til tilbuddet – det gjorde omkring 25%.
Formelt var der ikke tale om tvang, man blev indbudt, men reelt var der tale om tvang, folk mistede jobbet hvis de ikke tog sprøjten. Undervejs fuskedes der voldsomt med tallene, og de forsøges stadig holdt skjult. Heldigvis er der flere der har dem, blandt andet worldometer.com, og sandheden har den kedelige egenskab at den altid dukker op til overfladen til sidst.
Hvis sundhedsmyndighederne vil genoprette tilliden, kræver det at der foretages en tilbundsgående undersøgelse, og de ansvarlige sanktioneres på passende vis.