Tag-arkiv: krise

Frihed og kriser – ny Timbroanalyse

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2020. 1 svar

For seks år siden på dette tidspunkt sad jeg og lagde sidste hånd på forskning om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Papiret blev skrevet til en organized session, som Daniel Bennett og Boris Nikolaev var ved at sætte sammen til den årlige konference i the Public Choice Society. Den endelige analyse, som vi skrev om for næsten seks år siden, blev i præsenteret i San Antonio i april 2015, og publiceret i december 2016 i European Journal of Political Economy. Artiklen med titlen ”Economic Freedom and Economic Crises” er en af mine moderat citerede artikler (54 citationer på Google Scholar), men er alligevel en af de få, der faktisk er blevet brugt i politik (i New Zealand).

I sommers blev jeg kontaktet af den svenske tænketank Timbro med spørgsmålet, om jeg kunne tænke mig at opdatere analysen og skrive et policy brief for dem. Det sagde jeg naturligvis ja til, og her til morgen er det endelige produkt blevet offentliggjort på Timbros hjemmeside. Med titlen “Economically free countries have fewer and less severe economic crises” – den svenske version hedder “Ekonomiskt fria länder får färre och mildare ekonomiska kriser” – viser briefet, at de grundlæggende fund fra 2015 stadig holder på tværs af 343 økonomiske kriser fra hele verden.

Vi illustrerer disse fund i figuren nedenfor, der er taget direkte fra briefet. Estimaterne peger utvetydigt på, at har man ti point mindre økonomisk frihed, målt gennem Heritage Foundations Index of Economic Freedom, vil man typisk have 18½ % risiko for at ende i en økonomisk krise eller nedgang, mens lande der er ti point over det globale gennemsnit har cirka 12 ½ risiko. Får man en krise, vil den første gruppe i gennemsnit opleve et samlet dyk i BNP per indbygger på 12 %, mens den økonomisk friere gruppe oplever et dyk på 8 %. Disse forskelle drives primært af forskelle i reguleringsbyrden og hvor åbne, landenes markeder er.

Analysen er således ikke blot interessant for de af os, der værdsætter frihed i sig selv, men også informativ for tiden. Mange vestlige lande har ophedede debatter om, hvordan man bedst kommer ud af den selvforskyldte coronakrise, og hvilket samfund man ønsker på den anden side. Forskningen her peger helt utvetydigt på, at samfund hvor regering og parlament i det store og hele holder fingrene væk fra det private marked både får færre kriser og retter sig meget hurtigere op, når krisen alligevel kommer. Om politikere, der fra venstre til højre elsker at gøre noget synligt og visionært, hører efter og tager forskningen alvorligt, er en anden diskussion.

Public choice-indsigter er vigtige for tiden

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2020. 5 svar

Statsminister Mette Frederiksen får forbløffende høje ’approval ratings’ for tiden, og de fleste danskere synes stadig at mene, at hun har håndteret coronakrisen godt. Der er dog en stigende kritik af, hvordan det er sket og i særligt grad hendes stærkt autokratiske stil: Regeringen har taget beslutninger uden Folketinget og blot sendt dem til godkendelse hos de andre partier, har nægtet at dele information med dens Folketingskolleger og har på et helt generelt niveau helt undgået at forklare grundlaget for dens beslutninger. Som Martin Ågerup har understreget gentagne gange, sekunderet af bl.a. vores egen Otto Brøns-Petersen og den altid fremragende Peter Kurrild-Klitgaard, har regeringen ganske enkelt nægtet at dele dens overvejelser, konkrete grundlag for beslutninger, og dens strategi med resten af befolkningen. Spørgsmålet, der trænger sig på, er om regeringen overhovedet har en strategi, udover at vinde næste valg. Alligevel stoler mange danskere øjensynligt, at statsministeren uegennyttigt gør det bedste for Danmark. Er det en god vurdering? Her på stedet er svaret et utvetydigt nej, og det ville være samme svar, hvis vi havde haft en anden regering eller en anden statsminister. Grunden til svaret, som nok vil støde adskillige danskere, er at vi kender til den del af samfundsvidenskaberne, der kaldes public choice eller politisk økonomi.

En meget stor del af grundlaget for public choice er netop noget, de fleste danskere glemmer for tiden: Politikere er som mindst lige så egoistiske og uvidende som andre mennesker, og navigerer efter at gøre det bedste for dem selv og deres nærmeste. Der er endda gode grunde til at tro, at den politiske proces effektivt vælger politikere, der både er mere egoistiske – folk med stærke præferencer for at bestemme over andre – og mere tilbøjelige til at overvurdere egne evner og indsigter. Det er særligt farligt i tider som disse at glemme disse indsigter og tro, at politikere automatisk gør det bedste for samfundet og danskerne.

For interesserede læsere er den glimrende Eamonn Butlers letlæste introduktion til public choice fra EA Magazine (som altid er værd at læse og kan hentes her). I 2017 kørte vi her på punditokraterne vores første sommerserie om netop public choice. Introduktionen til serien er her, og indlæg i serien med særlig relevans for tiden er her, her og her. Vi opfordrer hermed vores læsere til at bruge nogle få minutter på at læse og tænke over disse indsigter og spørge sig selv, hvor vigtige de er for tiden.

Krisen er her – hvordan kommer den til at se ud?

Af Christian Bjørnskov, den 26. marts 2020. Skriv et svar

Der er ingen tvivl: Staternes coronareaktioner har udløst en alvorlig økonomisk krise. Hvor dyb den bliver, hvor langvarig den bliver, og hvad man evt. kan gøre fra offentlig side, er nu de egentlige økonomiske spørgsmål. Skal man behandle den økonomiske coronakrise på samme måde som man behandlede finanskrisen, og hvad ved vi generelt om økonomiske krisers forløb? Disse spørgsmål er på ingen måde enkle at svare på, men værd at tænke over. Børsen bragte min kommentar i morges under overskriften ”Den økonomisk krise er en realitet, nu bliver formen på den altafgørende” (gated her), hvor jeg netop helt kort diskuterer dem.

Det første af to hovedproblemer er, hvordan krisen kommer til at se ud: Bliver den V-formet eller J-formet. Vi håber alle på en V-formet krise med et skarpt dyk i den økonomiske aktivitet, fulgt af et hurtig recovery hvor virksomheder går i gang igen, folk vender tilbage til deres jobs, og nye jobs skabes når nye virksomheder opstår i stedet for dem, der døde under krisen. Skrækscenariet er derimod en tydeligt J-formet krise, hvor et skarpt dyk efterfølges af en langvarig, delvis recovery med en stor stigning i langtidsledigheden, en langsom død for en række virksomheder og et varigt problem for mange borgere med både lav indkomst og dårlige jobmuligheder.

Spørgsmålet er derfor, hvornår man får den ene eller den anden type. Forskningen peger på to vigtige forhold. For det første viser det sig, at økonomisk friere lande typisk har væsentligt kortere kriser med mindre dyk. Det gælder i helt særlig grad for økonomier med mindre regulerede markeder, mens størrelsen af det offentlige og omfanget af velfærdsstaten ser irrelevante ud. Disse fund kommer blandt andet fra min egen forskning, som vi tidligere har omtalt her; det publicerede papir er her (som open access). For det andet viser forskning fra et team ledt af Steve Davis fra University of Chicago, at såkaldt policy uncertainty forlænger og fordyber kriser (læs papiret her; eller en mere populær præsentation her). Skal man hurtigt ud af en økonomisk krise, er det således vigtigt, at den økonomiske politik er forudsigelig, og at der ikke er større risiko for enten pludselige regulative ændringer eller strukturelle skift i skattepolitikken.

Det andet hovedproblem er, at den krise vi er på vej ind i for tiden, ikke er en ’normal’ økonomisk krise. Finanskrisen i 2008 og frem var, ligesom de fleste andre kriser, en såkaldt efterspørgselskrise: Et eller andet sker (ofte forårsaget af politik) som gør, at nogen mennesker og virksomheder køber mindre af andre eller har færre ressourcer til rådighed. Denne krise er anderledes, da den skyldes at staten har fjernet folks og virksomheders mulighed for at producere varer og service: Det er en udbudskrise.

Det indebærer dermed også, at almindelig økonomisk politisk tænkning, som man kan diskutere omkring almindelige kriser, er irrelevant. Store hjælpepakker til bestemte industrier er ikke en hjælp, fordi der ikke mangler efterspørgsel. Kriseresponset kommer derimod til at afhænge af, hvordan og hvor effektivt man fjerner de udbudsrestriktioner, som de fleste stater har indført. Man kan muligvis hjælpe nogle virksomheder igennem krisen ved at afhjælpe likviditetsproblemer – at de ikke har penge lige nu og her til at betale de regninger, der kommer nu – men man kan ikke hjælpe dem, der bliver insolvente. Kuren mod en udbudskrise er derfor at fjerne restriktionerne – når man kan gøre det på sundhedsfagligt solidt grundlag – og derefter holde fingrene fra kagedåsen. Om danske og andre vestlige politikere er indstillet på det, og om de overhovedet forstår problemstillingens natur, er et andet og ganske åbent spørgsmål.

Argentinas økonomi – det permanente rod

Af Christian Bjørnskov, den 1. november 2019. Skriv et svar

Forleden tabte den siddende præsident Mauricio Macri valget i Argentina til venstrefløjskandidaten Alberto Fernandez. Nederlaget var forudset, da økonomien er dramatisk forværret de sidste år. Macri kom til magten på et program, der tog fat på en række af de persistente, økonomiske problemer, som Argentina har lidt af. Pensionssystemet er basalt set et pyramidespil, særinteresser har stor indflydelse, embedsværket er korrupt – som i mange andre latinamerikanske lande – og det politiske systems budgetdisciplin er med rette berømmet af de helt forkerte grunde. Det samme politiske system blokerede mange af Macris idéer, og de seneste år har været klassisk argentinske.

I 2017 – det sidste år der er konkrete tal for – havde den argentinske stat en indtægt på 120,6 milliarder dollars, men brugte 158,6 milliarder. Der er med andre ord meget lidt styr på de offentlig finanser, hvilket desværre er et klassisk argentinsk problem. Argentina gik endegyldigt bankerot i 1827, 1890, 1951, 1956, 1982, 1989, gennemgik en partiel bankerot i 2001, og endte i lignende problemer i 2014. Landet forsøger nu lige nu at undgå den niende default. Skiftende argentinske regeringer har også på andre måder haft svært ved at overholde internationale aftaler, ikke mindst i handelssamarbejdet i Mercosur, hvor man gentagne gange har brudt aftalerne og hæve handelsbarriererne overfor andre lande i regionen. Argentinernes ligegyldighed overfor internationale handelsaftaler har ikke blot skabt diplomatiske konflikter med det lille, men 20 % rigere, naboland Uruguay, men også med Colombia og økonomiske forbillede Chile.

Over årene har det dybt dysfunktionelle politiske system derfor også leveret både kriser og skuffende økonomisk udvikling. Mens Argentina var verdens tienderigeste land umiddelbart før Første Verdenskrig, har det over det sidste århundrede slet ikke fulgt med andre lande. Den først figur illustrerer problemet ved at plotte udviklingen i det argentinske BNP per indbygger (købekraftskorrigeret) med den tilsvarende udvikling i USA, Spanien og nabolandet Chile. Som figuren klart viser, var Argentina rigere end Spanien indtil først i 1960erne og også markant rigere end Chile. I dag er argentinernes gennemsnitsindkomst kun 30 % af amerikanernes og kun cirka 75 % af chilenernes. Som figuren viser, har der endda været decideret tilbagegang siden 2010.

Datakilder: Penn World Tables, mark 9.1

En væsentlig del af forklaringen ligger i den førte politik, som man kan se i eksemplet i den næste figur. I 50erne var Argentina det af de fire lande, der handlede mest med resten af verden. Mens man for eksempel kan se Spaniens handelsvolumen stige markant fra midten af 1950erne, implementerede Argentina som andre latinamerikanske lande den såkaldte ISI-strategy: Importsubstituerende industrialisering. Idéen bag den, som blandt andet blev udviklet af Paul Rosenstein-Rodan, var at et land kunne opnå økonomisk udvikling ved at lukke grænserne for import af industriprodukter og politisk støtte opbygningen af en egen industri, der leverer de varer, man før importerede. ISI-strategien var en økonomisk katastrofe, som Argentina holdt fast i indtil 1970erne og militærets kup mod det sidste Peron-regime.

Datakilde: Penn World Tables, mark 9.1

Mens Chile tydeligt har fulgt samme handelspolitik som Spanien – og på mange måder en mere åben politik – er Argentinas handelsvolumen i forhold til dets økonomi i dag på størrelse med USA’s. Rent økonomisk giver det ingen mening, da US0,0A’s økonomi er 24 gange større end Argentinas – landets købekraft svarer således til to af de 50 amerikanske staters – og USA har med andre ord også gavn af den enorme handel mellem delstaterne.

En række andre sammenligninger peger den samme vej. Mens V-Dem-projektets vurdering af Argentinas grad af politisk korruption i gennemsnit har været 0,452 (på en 0-1 skala) de sidste fem år, er den 0,064 for Spanien, 0,087 for USA og 0,082 for Chile. Siden Chiles gendemokratisering i 1988 har investeringsraten stabiliseret sig på omkring 22 % – et almindeligt vestligt niveau – mens Argentinas er 15 %, og udviklingen i Chiles kapitalapparat er sket fire gange hurtigere end Argentinas.

I medierne beskrives situationen i Argentina, der vitterligt er på konkursens rand, som en ny og unik situation. Sandheden er desværre, at landet har været der før og at de voldsomme økonomiske problemer i 2019 blot er en gentagelse af tidligere problemer, og en refleksion af landets elendige institutioner og rent ud sagt horrible politiske tradition. Taler man med argentinere i dag, oplever man ofte at deres selvforståelse stadig er, at de er Latinamerikas rige land. Det er mere end en menneskealder siden, at det var bare nogenlunde sandt. Spørgsmålet, man må stille sig, er om der reelt sker noget med Argentina før borgere og politikere indrømmer for sig selv og hinanden, at verden for længst har overhalet deres land?

Latinamerika – Who’s hot and who’s not del II, Brasilien

Af Niels Westy, den 25. januar 2018. Skriv et svar

Da en af brødrene Batista, som kontrollerer verdens største kødpakningskoncern, JBS, sidste år skulle forklare og undskylde hvorfor man havde været involveret i omfattende korruption og bestikkelse, svarere han:

I det brasilianske system, hvor det ofte er vanskeligt at sælge løsninger, har vores iværksætterånd og enorme ønske om at få tingene gjort, ført os på afveje og til at vi har valgt at  betale (bestikke) offentligt ansatte, I andre lande uden for Brasilien har vi kunne udvide vores forretning uden at bryde vores etiske værdier.

Det skabte en del furore i Brasilien, hvor mange ikke mente at det var en egentlig undskyldning. Det var det måske heller ikke, men han havde nu alligevel en væsentlig pointe. For den måde brasiliansk økonomi er indrettet, hvor statens centrale placering og betydning kan være afgørende for hvem som har succes som iværksætter/forretningsmand, bliver rentseeking selvfølgelig også af en helt anden og afgørende betydning end på et nogenlunde frit marked. Overvej blot betydningen af at stat- og delstater står for mere end 90 procent kredit med en løbetid over et år. Læg dertil at en væsentlig del af den statslige långivning sker – eller måske rettere skete med negative realrenter. Hvem vil ikke gerne have adgang til denne finansiering? Det er unægtelig fristende at hjælpe sine chancer på vej ved en erkendtlighed eller to til de der afgør hvem som får adgang til denne billige finansiering.

Eller hvad siger man til at man kan sikre sig kontrakter til massive overpriser ved leverancer til det statskontrolerede olieselskab, mod at give en erkendtlighed til de ansatte og bestyrelsesmedlemmer? Igen, det er fristende. Og sådan kunne man blive ved. Og det er faktisk også i grove træk hvad der ligger bag den enorme korruptionsskandale Lava Jato (på dansk bilvask), som siden 2014 har rystet den politiske og økonomiske elite i Brasilien og har ført til at flere erhvervsfolk og politikere er idømt flere års fængsel, mens en række af Brasiliens største virksomheder, som bl. a. de to multinationale giganter JBS og Odebrecht, har fået bøder i mia. klassen.

Skandalen er bestemt ikke afgrænset til Brasilien – ikke mindst Odebrecht (gigantisk multinational entreprenørfirma) har været involveret i bestikkelse af politikere og embedsmænd i mange lande, både i resten af Latinamerika og Afrika.

Og det er netop bl. a. Odebrechts betalinger for en ejendom til tidligere præsident Lula, som medførte at han sidste år blev idømt 9½ års fængsel for hvidvaskning og korruption. En dom som ikke kun blev stadfæstet, men skærpet til 12 år og 1 mdr ved en appelret i Porto Allegre i går (onsdag den 24.12018).

Dommen, som muligvis medfører at Lula ikke kan stille op til efterårets præsidentvalg er af flere iagttagere angivet som den væsentligste årsag til, at  det brasilianske aktieindex i disse dage er højere end nogensiden før. Det skyldes at Lula på trods af dommen sidste år var favorit til at vinde præsidentvalget, i hvert fald målt på kendte og sandsynlige kandidater. Ikke fordi et flertal mener han er uskyldig dømt – mens opinionsmålinger har ham som favorit på nuværende tidspunkt.

Politisk kaos og konstitutionel krise

Ca. 36 procent vil stemme på Lula ifølge meningsmålingerne, mens den 2. mest populære kandidat er en brasiliansk udgave af Donald Trump på speed, Jair Bolsonaro, som jeg havde den blandede fornøjelse af møde under præsidentvalget i 2014.

Mens Lula således har opbakning hos lidt mere end 1/3 af vælgerne, viser andre målinger at 40 procent af vælgerne aldrig kunne finde på at stemme på ham, mens ca. 60 procent faktisk er overbevist om at han er skyldig i anklagerne om korruption

Minimum 20 procent af vælgerne vil altså ikke udelukke at de vil stemme på Lula, selv om de mener han er skyldig i korruption. Det kan forklares af flere forhold;

For det første er det – formentlig med rette – en udbredt opfattelse i den brasilianske befolkning at de fleste (ae ovenstående ill.) politikere er korrupte. Med andre ord er udgangspunktet at man kan vælge mellem X antal kandidater der alle er korrupte. For det andet betyder det om en kandidat er korrupt eller ej ikke særligt meget for en stor del af befolkningen. IBGE lavede for nogle år siden en vælgerundersøgelse, hvoraf det fremgik, at 3 ud af 4 vælgere ikke lagde vægt på hvorvidt en kandidat var korrupt eller ej, og mange erkendte at de ville gøre det samme hvis de fik muligheden. Dette ter en opfattelse som især er udbredt blandt den fattigere del af befolkningen, som netop er PT og Lula’s kernevælgere. At se korruption som et væsentligt problem er i vid udstrækning et urbant middeklassefænomen. Da middelklassen også er de vigtigste forbruge af nyhedsmedier, hvis normer og prioritering dikterer prioriteringen , er der derfor grund til at tro at korruptionsskandalen fylder noget mindre hos befolkningen end den gør i medierne.

Ifølge brasiliansk lov, forøvrigt vedtaget under præsident Lula og gældende siden 2010, er man udelukket fra at stille op i 8 år, hvis man er dømt for korruption (den såkaldte ficha Limpa). Men……. Hvorvidt et evt. Lula kandidatur skal afvises, kan man ende med at retssystemet (i sidste endehøjesteret) først tager stilling til, når  Lula formelt registrerer sit kandidatur. Det kan ske frem til den 15. august. Han vil herefter fortsat kunne deltage i valgkampen indtil der foreligger en endelig afgørelse. I yderste tilfælde kan man risikere at Lula vinder valget, for herefter at blive afvist som kandidat, hvorefter der skal udskrives valg.

Uanset hvilke scenarier man opstiller, er risikoen for en konstitutionel krise i forbindelse med hvad mange betragter som det vigtigste præsidentvalg siden genindførelsen af demokratiet i Brasilien meget høj.

Det skal dog ikke skjules, at jeg anser netop Lava Jato og de afledede korruptionssager for at være noget af det mest positive, der er sket i Brasilien i mange år. Magtens tredeling og retssystemet har vist sig – nok til overraskelse for de fleste – at have været langt stærkere end forventet indtil videre.  Det vil forhåbentlig have en positiv effekt på sigt. Desværre er det ikke nok til at jeg vil placere Brasilien i kategorien hot endnu. For når man ser på det politiske system og mulighederne for at gennemføre de nødvendige reformer (som vi har skrevet om ved utallige lejligheder gennem årene) er usikkerheden fortsat stor. Standard og Poor nedsatte således Brasiliens kreditrating for nylig, netop med henvisning til manglende pensionsreformer.

“Landet af i morgen” er langt væk

Nok trækker det op hvis man undgår Lula som præsident – også selv om det måtte blive i den Lula light udgave man så i hans første præsidentperode 2003-2007. Men med Lula som præsident vil sandsynligheden for at man gennemfører de nødvendige fortsatte reformer (man har faktisk gennemført en del reformer, bl. a. arbejdsmarkedsreformer de seneste år under præsident Temer, men langt fra nok) bestemt ikke stige. Historien at det er meget svært i det hele taget at reformere Brasiliansk økonomi. Erfaringerne fra 90erne viser at man tilpasser sig lige netop nok til at systemet kan overleve. Bedste bud er derfor at Brasilien vil fortsat vil opleve en afdæmpet økonomisk udvikling i forhold til resten af Sydamerika. Altså en fortsættelse af den udvikling vi har set de seneste 30-35 år.

Derfor anser jeg Brasilien for at  være “not hot” indtil videre.

PS. I går skrev jeg at jeg ville se mere på de enkelte lande i dagens indlæg. Nu kom dette indlæg alene til at omhandle Brasilien. Jeg fortsætter i næste uge med indlæg om andre lande i regionen, og om hvorvidt de skal klassificeres som “hot or not”. Bl. a. Argentina og Mexico. Så der kommer altså som minimum også et “Who’s hot and who’s not” i begyndelsen af næste uge.

Venezuelas lange deroute

Af Christian Bjørnskov, den 15. august 2017. 5 svar

Det venezuelanske samfund er ved at kollapse, og Maduro-regimet afskaffede fornylig under voldsomme protester de sidste rester af demokrati i landet. Som vi har skrevet intensivt om her på stedet, er det ikke længere ’bare’ toiletpapir og majsmel, der mangler på hylderne, men stort set alle almindelige varer. I den årlige sundhedsundersøgelse svarede flere end 8 af 10 venezuelanske voksne, at de har tabt sig det sidste år, og da landet sidste år kortvarigt åbnede grænsen til Colombia, rejste 35.000 mennesker den første dag over grænsen for at købe mad og medicin. Det 21. århundredes socialisme, som Hugo Chavez stolt kaldte sin politik, er forudsigeligt nok endt i en humanitær katastrofe.

Der er dog al mulig grund til at overveje de dybere og ældre problemer i Venezuela. Som Niels Westy tidligere har understreget her på stedet, er Maduros socialistiske styre skyldig i den økonomiske og sociale totale kollaps af landet, men der er ingen grund til at tro, at alt bliver godt hvis det chavistiske diktatur væltes. Et sandsynligt alternativ er i stedet at vende tilbage til en dybt middelmådig stagnation.

Venezuelas virkeligt grundlæggende problem kan illustreres i de to figurer nedenfor. Den første viser nationalindkomsten per indbygger i Venezuela, Chile, Spanien og USA siden 1950, mens den anden viser nationalindkomsten per fuldtidsansat ækvivalent. Den anden figur giver således et billede af udviklingen i arbejdskraftens produktivitet, og måske derfor også et bedre indtryk af de dybere problemer i det venezuelanske samfund.

De to figurer viser meget tydeligt to ting. For det første var Venezuela faktisk rigere end Spanien indtil først i 1970erne – landet havde omkring 1950 været meget tæt på dansk levestandard – og var langt rigere end de fleste andre latinamerikanske lande (eksemplificeret ved Chile). For det andet var Venezuelas økonomi stort set lige så produktiv som USA indtil midten af 1970erne, og fulgte meget tæt den amerikanske udvikling. Mens forskellen i indkomst per indbygger og indkomst per ansat således indikerer, at den væsentlige forskel på Venezuela og USA var en større beskæftigelsesgrad i USA – i Venezuela i 1970 var 27 % fuldtidsbeskæftigede versus 40 % i USA – fulgte landet øjensynligt med den internationale teknologiudvikling. Omvendt konvergerede Spanien fra omkring 1960 mens Chile faldt bagud indtil militærets magtovertagelse og efterfølgende reformer i midten af 70erne.

Den vigtige pointe for Venezuela er, at landet holdt op med at følge med i midten af 70erne. Spaniens vækst var upåvirket og Chiles vækst tog fart pga. reformerne, mens oliekrisen rasede og olieprisen mere end fordobledes fra 1972 til 1975. Fra 1978 til 1980 steg olieprisen igen til næsten de dobbelte, hvilket førte til recessioner i store dele af verden, inklusive USA. Men kan se et par års hurtig fremgang i Venezuela, der som bekendt sidder på nogle af verdens største oliereserver, men derefter går det forbløffende hurtigt tilbage. Venezuela i 1970erne er dermed et af de klareste eksempler på Hollandsk Syge, både når det gælder virkningen på konkurrenceevne og på de politiske incitamenter.

Det er for eksempel sigende for udviklingen, at prisniveauet relativt til USA mere end tredobles mellem 1972 og 1982. Mens landet stadig tjener penge på olien, ødelægges store dele af den resterende eksportsektor, og landet kommer til at plages af aldeles elendig politik – staten overtager en væsentlig del af investeringsaktiviteten, skatterne stiger og den politiske reguleringsbyrde i kreditmarkedet stiger.

Som det kan ses i figurerne, var 1990erne økonomisk en relativt rolig tid på trods af Hugo Chavezs kupforsøg i 1992 og præsident Carlos Andrés Pérez afsættelse året efter for bedrag, og bl.a. pga. efterfølgeren Luis Herrera Campins afskaffelse af prisregulering. Det endte brat med valget af Chavez i 1998 og den tydelige genoprettelse af økonomien fra 2001 kan helt tilskrives den stærkt stigende oliepris. Det, der ligner en økonomisk succes og blev hyldet som sådan af mange vestlige ’intellektuelle’ som Jeremy Corbyn, Noam Chomsky og Joseph Stiglitz, var et kortvarigt ressourceboom, der politisk tillod Chavez at indføre sine katastrofale socialistiske reformer.

Hele bundlinjen i fortællingen er således, at Chavez og Maduros socialistiske diktaturstat ikke blot er en social og økonomisk katastrofe i sig selv, men at dagens situation også i en vis forstand er kulminationen på mere end 40 års negativ udvikling. Produktivitetsproblemerne, som tydeligt ses i figur 2, har været maskeret af stigende beskæftigelse, så det almindelige mål – nationalindkomst per indbygger – ’blot’ så ud til at være stagneret. Man tror det næppe muligt, men Venezuela er i endnu dårlige stand end man umiddelbart skulle tro, og det umiddelbare indtryk er allerede skræmmende.

Venezuelas kollaps – værre end vi troede

Af Christian Bjørnskov, den 25. marts 2017. 5 svar

Det er svært at forstå, at det kan lade sig gøre, men The Economist skriver i denne uge om et lækket estimat fra Venezuelas nationalbank (hattip: Niclas Berggren). Banken vurderer, at Venezuelas økonomi skrumpede 18,6 % sidste år, mens inflationen var 800 %. Det kommer på baggrund af fald i nationalindkomsten på 6 % i 2015 og 4 % i 2013. Venezuelas økonomi er således skrumpet med mere end en fjerdedel i løbet af blot tre år. Umiddelbart efter lækken dukkede op i medierne, reagerede landets præsident Nicolas Maduro med at fyre chefen for nationalbanken. Maduros erstatning er Ricardo Sanguino, en tidligere marxistisk universitetsprofessor der er en tro Chavez-støtte. The Economist noterer også, at Maduros nye vicepræsident er en socialistisk hardliner og ser det derfor som endnu et skridt væk fra en hvilken som helst dialog med parlamentet, der er helt domineret af oppositionen.

For at sætte tingene i perspektiv, ville et lignende fald i dansk økonomi svare til at BNP faldt med cirka 500 milliarder kroner på tre år. Venezuelas økonomiske kollaps er således næsten umuligt at fatte som andet end meget store tal, men når man er vant til tallene kan man også se den uhyggelige fattigdom og nød inde bagved. Maduro-regimet, der  tilsyneladende stolt fører fanen videre fra den vanvittige Hugo Chavez, har reageret ved at beskylde USA for at stå bag, lukke grænserne til nabolandene, nationalisere stadigt flere selskaber, og bryde en række forfatningsmæssige beskyttelser af demokratiet. Landet er ikke at regne for demokratisk længere, hvilket understregedes af den farceagtige arrest af en ledende oppositionspolitiker forleden. Det mest deprimerende er, at der er en distinkt fornemmelse af ’been there, done that’ over hele forløbet. Venezuelas katastrofale udvikling ligner andre socialistiske landes – Cuba, Ungarn, Cambodia – vej mod fattigdom, diktatur og et liv uden toiletpapir. Forskellen er blot, at Venezuela er ligesom at se en film, om socialisme, der kører 30 % for hurtigt.  Det mest skræmmende er den fart, Maduro-regimets inkompetence og forbrydelse har mod afgrunden.

Hvor skidt går det for grækerne?

Af Christian Bjørnskov, den 22. december 2016. 9 svar

Forleden dag skrev vi om situationen for den græske regering, og hvordan den igen har demonstreret sin basale uansvarlighed. Et mere alvorligt spørgsmål er dog, hvordan det går for den græske økonomi og almindelige grækere. Er den græske økonomi kommet på fode igen, og hvordan går det den sammenlignet med andre lande med lignende kriseoplevelser?

De fuldt optrukne linjer i den første figur viser købekraftskorrigeret BNP per indbygger fra 1990-2015 for Grækenland, Estland og Letland (kilde: Verdensbanken). De tilsvarende stiplede linjer viser udvikling i det private forbrug. Dybden og længden af Grækenlands krise er tydelig, men også velkendt. Sammenligningen med Estland og Letland er dog potentielt oplysende. Begge lande voksede hurtigere end Grækenland før krisen i 2008, og oplevede derefter umiddelbart værre kriser. De to lande gjorde – i modsætning til grækerne og i modstrid med al keynesiansk lære – og til Paul Krugman og andres store fortvivlelse og med deres dommedagslignende advarsler – finanspolitisk hovedrent ved at skære ned i de offentlige udgifter og balancere budgetterne. Resultatet af de to landes finanspolitiske ansvarlighed var en såkaldt V-formet krise – et dybt første fald og en hurtig og komplet recovery. BNP per capita er nu over niveauet før krisen, og Estland har endda passeret Grækenland.

 

En anden feature, der er tydelig at se, er hvordan det private forbrug i Grækenland også er totalt stagneret på et niveau, der svarer til det omkring 1999-2000. Både esternes og letternes privatforbrug er stadig en tand mindre end grækernes, men forskellen skal findes på særligt ét område, der burde bekymre grækerne. Mens de baltiske lande har større offentligt forbrug – 39 og 37 % af BNP versus Grækenlands 31 % (når det er finansieret) – er den store forskel i de tre samfunds opsparingsrater. Estlands er pt. 27 % af BNP og Letlands 21 %, og begge dele er ganske almindelige niveauer for vestlige lande. Grækenlands samlede opsparingsrate er 9½ % for tiden. Givet at man på den lange bane ikke kan finansiere produktive investeringer på andre måder end opsparing, og givet at grækerne af indlysende grunde ikke er i stand til at låne internationalt til investeringer, indebærer det, at størstedelen af forskellen i privatforbrug skyldes, at grækerne ikke længere sparer ret meget op. Det er et bekymrende billede for et land, der hverken har mange muligheder eller internationale venner længere, men stadig regner med at forblive et af verdens rige lande de kommende år.

Et andet spørgsmål er, hvordan grækerne opfatter deres liv. Eurobarometerets spørgsmål om tilfredshed med livet giver et ganske godt billede af det. Fra efteråret 2004, hvor de baltiske lande blev medlemmer, er det gået én vej for grækerne. Dykket i tilfredshed er voldsomt – 0,7 point på en firepunktskala – mens det er tydeligt, at krisen kun ramte Estland og Letland midlertidigt, og deres borgere nu er mere tilfredse end noget andet tidspunkt, man har målt det. En hurtigt recovery vendte også hurtigt folks subjektive opfattelse til noget positivt, da man efter kort tid kunne se lys for enden af tunnelen. Hvis læserne et øjeblik tillader mig at være spekulativ, er der måske også en grad af stolthed i de baltiske lande, der strammede bæltet og arbejdede sig ud af krisen, mens flere lande længere sydpå tissede i deres finanspolitiske bukser.

 

 

Det glade julebudskab, hvis man må tillade sig at kalde det det, er at finanspolitisk ansvarlighed faktisk belønnes med både økonomiske resultater og tilfredse borgere. Udpræget uansvarlighed og populisme, derimod, kan måske købe stemmer og aktivitet i en kort tid, men regningen skal betales på et tidspunkt, og den bliver betragtelig på begge fronter. Det er nærmest umuligt at se, hvordan det græske samfund – der politisk slår krumspring i alle retninger for at undgå at betale – skal komme videre før de rydder fundamentalt op i deres økonomiske og politiske hus. Indtil da har vi en failed state i Europa.

Ugens hemmelige nyhed: Grækenland er (stadig) uansvarligt

Af Christian Bjørnskov, den 18. december 2016. 1 svar

Igennem en længere årrække har EU-institutioner, politikere og embedsværk i Europa og hos IMF slået knuder på sig selv for at finde bagvendte og venlige måder at udtrykke en ubehagelig sandhed: At det græske politiske system er så dybt dysfunktionelt, at man reelt ikke kan indgå en aftale med landet. I denne uge kom endnu et eksempel på problemerne, da premierminister Alexis Tsipras åbenlyst trodsede EU’s krav om budgetansvarlighed. Ifølge The Telegraph forklarede en EU-talsmand situationen ganske diplomatisk som “The institutions have concluded that the actions of the Greek government appear to not be in line with our agreements.”

Sagen er, at Grækenland pt. skylder cirka 250 % af BNP til udlandet og den græske stat optager stadig ny gæld for at finansiere ældre gæld. Det er ikke sådan, at man blot kan ’balancere’ den statslige gæld med private tilgodehavender, da landets nettogæld er omtrent 138 % af BNP. For at man nogensinde kan tilbagebetale blot en rimelig del af gælden, som grækerne brugte på mange års politisk vellevned i stedet for at investere, må der skæres ned i budgettet. Det burde også kunne lade sig gøre uden større objektive problemer, da den græske offentlige sektor er en af de mindst effektive i den vestlige verden. Oveni er offentlige pensioner og en række offentlige ydelser bemærkelsesværdigt generøse, og langt, langt større end i de fleste østeuropæiske lande.

Tspiras besluttede dog forleden at give en særlig engangs-bonus til pensionister med månedlige indkomster under 800 euro. Bonussen koster den græske stat 620 millioner euro. Han indførte også en speciel momsfritagelse for grækere, der bor på øer i det Ægæiske Hav, og en række mindre udgiftsprogrammer. Den mærkværdige beslutning er kynisk stemmekøb på to fronter: Først ved at målrette nye ydelser til vælgergrupper, der måske ellers ikke havde stemt på Syriza, og for det andet ved at spille på grækernes (dybt umoralske) stolthed – de ekstra udgifter er en hævet midterste finger til de EU-institutioner, man havde lovet at man ville føre ansvarlig budgetpolitik.

Det er svært at se på, hvordan Tsipras og grækerne graver deres egen økonomiske grav. Markederne reagerede for eksempel prompte ved at sende renten på græske ti-årige statsobligationer op med 30 basispoint. Ingen ædruelig økonom regner med, at Grækenland nogensinde betaler gælden tilbage, og de internationale institutioner spiller pt. et spil om, hvem der i sidste ende skal sidde med Sorteper. Det er i særlig grad en bombe under EU-og euro-systemet, da det er et absolut no-go i tysk politik, at Tyskland finansierer græsk uansvarlighed. I et større perspektiv er det også et mareridt for dem, der håber på yderligere EU-integration at forestille sig, hvordan et system der ikke kan håndtere græsk uansvarlighed skulle kunne håndtere et Italien i dyb krise. Og dén krise ser mere og mere sandsynlig ud med et italiensk bankvæsen i næsten frit fald. Man burde have kylet grækerne ud af eurozonen (og Schengen) og ladt dem gå ordentligt fallit i 2010. I dag kan man se konsekvenserne af ikke at indrømme omfanget af fadæsen med det samme, men uden at nogen insider siger det højt. Gør man det, indrømmer man dermed også, at helt centrale dele af EU-institutioner er så dysfunktionelle som en græsk regeringsbeslutning.

Hvor interventionistisk er økonomisk krisepolitik?

Af Christian Bjørnskov, den 8. oktober 2016. 2 svar

Siden Keynes og Kaleckis tid i 1930erne har en del af mainstream-tænkning været, at i økonomiske kriser skal staten intervenere for at lette krisen og bringe landet hurtigt ud af den. Det er svært at argumentere imod selve den normative idé, om end det stadig er et åbent spørgsmål om keynesiansk krisepolitik overhovedet virker efter hensigten, om det er muligt at have nok viden til at implementere politikken i tide, og om politikerne måske kunne have andre incitamenter end blot benevolent politik. For at svare på den slags spørgsmål må man bl.a. se på, hvad der rent faktisk gøres i kriser. Det er præcist det, Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg har gjort i et nyt papir, der nu foreløbigt udkommer som working paper nr. 1135 hos Instituttet for Näringslivsforskning.

I papiret med titlen ”And Yet It Grows: Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” fokuserer vi på to type krisepolitik: Størrelsen af den offentlige sektor, og graden af markedsregulering. Som Bologna og Young viste tidligere i år er den videnskabelige litteratur på området noget blandet. Sagen er, at mens en del af litteraturen har ledt efter keynesianske reaktioner på kriser, har en anden fokuseret på det omvendte argument. Her er idéen, at en krise er en situation hvor de sædvanlige forhindringer for at gennemføre politik er delvist væk, og regeringer således har mulighed for at gennemføre ting. Litteraturen indtil videre har dog antaget, at alle regeringer i den situation har et incitament til at liberalisere fordi – som argumentet har været – at det er så upopulært at de ikke kan gøre det i normale tider. Tager man begge argumenter med, har man således en videnskabelig retning hvor det påstås at regeringer reagerer på kriser ved at øge det offentlige forbrug og reguleringen af markeder, samtidig med at de liberaliserer markederne. Det er indlysende inkonsistent, og Martin og jeg spørger derfor, om det ikke kunne tænkes, at regeringens politiske farve påvirker dens valg.

At bringe ideologi i spil i spørgsmålet er ret indlysende, men ignoreret indtil videre, bl.a. fordi det altid er et kontroversielt spørgsmål om forskelle i politisk ideologi har konkrete konsekvenser. Det er dog det vi finder stærkt og robust evidens for. I en større sample af vestlige demokratier og lande med nogenlunde lignende institutioner finder vi, at for hvert år, et land er i krise i en femårsperiode, øges størrelsen af den offentlige sektor med cirka en sjettedel af et point på Fraser Instituttets EFW indeks (skala fra 0 til 10). Effekten på omfanget af reguleringer er cirka det samme, men denne størrelse er kun når man har en socialdemokratisk regering. Med rent højreorienterede regeringer kan vi ikke se nogen systematisk reaktion, mens de mere venstreorienterede regeringer reagerer væsentligt stærkere på kriser. Overordnet er der således ingen overraskelser i den nye forskning: Ideologi betyder noget, og mere venstreorienterede regeringer benytter kriser til at øge det offentliges intervention i kriser. Vi ser dog ingen tegn på, at andre regeringer systematisk bruger muligheden til at liberalisere.

Overraskelserne skal findes i detaljerne. Det viser sig nemlig, at de områder hvor vi kan identificere tydelige effekter er det offentlige forbrug, men ikke overførsler eller skatter, og reguleringsaktivitet. Omvendt peger vores evidens, om end ikke særligt præcist, på at langt de fleste regeringer uanset politisk farve hæver de offentlige investeringer under kriser. Det særligste resultat er dog, at vi absolut intet evidens finder, der peger på at krisepolitikken efterfølgende bliver rullet tilbage. Man kunne have troet, at den større offentlige sektor og det højere niveau af reguleringer blev ændret, hvis en ideologisk anden regering kom til magten efter krisen. Det finder vi intet, der tyder på. Vi har derfor klare indikationer for det, Robert Higgs kaldte ’policy ratchets’ – altså permanente virkninger af midlertidig krisepolitik. Når man først har øget det offentliges størrelse som et keynesiansk respons på en økonomisk krise, er det ekstra forbrug typisk permanent. Staten bliver dermed ikke mindre, kun større i takt med hver krise. Det er en historie om politiske fejltagelser, der gentager sig selv, og måske en historie, der også passer på hvordan Danmark blev et land med en stat der kontrollerer mere end halvdelen af borgernes indkomst?

EU efter Brexit/Bremain

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. juni 2016. 3 svar

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

De røde ledere og den brune mås

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2016. Skriv et svar

Med jævne mellemrum dukker der nyheder op fra Venezuela, og ingen af dem er positive. Som vi har skrevet om tidligere, og som interesserede har kunnet følge tæt på Americas, er landet nu i gang med en total økonomisk nedsmeltning. Selvom Hugo Chavez og hans efterfølger Nicolas Maduro begge har gjort hvad de kunne for at knægte landets frie medier, har det vist sig umuligt at styre nyhedsstrømmen ud af landet. Det samme er i stigende grad tilfældet i Cuba, hvor Obamas besøg for nogen tid siden både skabte opmærksomhed om cubanernes lidelser og gav dem en kort respit fra en grå tilværelse. Begge lande er i en miserabel tilstand, og ikke blot økonomisk. Det særlige ved de to historier er, hvordan de begge er så klare eksempler på, hvad der sker med et samfund, når man indfører faktisk socialisme.

Som Catos David Boaz mindede læserne om forleden, begyndte flere venezuelanske hoteller allerede sidste år at bede deres udenlandske gæster om at medbringe deres eget toiletpapir og sæbe. Boaz pegede på, at det er helt ækvivalent til hvad man lærte, da Sovjetunionen begyndte at åbne sig så meget op for resten af verden, at man kunne få faktuel viden om hvad der foregik. Sidst i 80erne, da Vesten først begyndte at få solid, verificerbar information, var der mangel på sæbe, vaskepulver og salt, og sukker var rationeret i Moskva. I en helt parallel udvikling i Venezuela skrev The Guardian – ikke ligefrem det mest liberale medie i den vestlige verden – i maj om, hvordan det er blevet del af den venezuelanske hverdag, at det er svært at finde mælk, kød og bønner i butikkerne (læs f.eks. her og her). I 2014 var historien mangel på mælk, majsmel og bleer, og året før var det store hit en app, der viste vej til nærmeste butik, der solgte toiletpapir. På det sidste er turen kommet til øl.

Fødevarefirmaet Polar har således måttet stoppe en væsentlig del af deres ølproduktion, fordi de ikke længere kan skaffe råvarer. Et særligt problem er, at malten købes hos et belgisk bryggeri, og Polar derfor har behov for udenlandsk valuta. Det er blevet et bureaukratisk mareridt pga. regimets byzantinske regler og kontrol med valutahandel. Polar har derfor meldt ud, at de må stoppe produktionen af øl. Præsident Maduros reaktion har været helt i tråd med, hvad man kender fra andre lignende regimer. Maduros fortælling om Venezuelas økonomiske genvordigheder hviler på konspirationsteori: Den officielle forklaring er således, at de tragiske mangelsituationer er en konsekvens af en økonomisk krig ført af oppositionen i samarbejde med USA. Maduro har derfor truet med, at firmaer der ligesom Polar stopper produktionen, deltager i den økonomiske krig mod ham og derfor risikerer at blive nationaliserede.

Problemet for Polar er, at selskabets normale fødevareproduktion overhovedet ikke er profitabel pga. et andet element af regeringens socialistiske politik: Omfattende priskontrol. Det har således i en årrække krydssubsidieret fødevarerne med indtægter fra ølsalget, for fortsat at kunne levere fødevarer til befolkningen. Polar står nu i en Kafkask situation, hvor de ikke kan få råvarer til at producere øl. Hvis de stopper med det, kan de ikke finansiere fortsat produktion af fødevarer, og så bliver de nationaliserede. Hvis de ikke stopper, går firmaet fallit, og så bliver det sandsynligvis nationaliseret. Hundredevis af andre venezuelanske firmaer er i samme situation, ligesom dusinvis af chilenske firmaer blev overtaget på lignende vis af det kommunistiske Allende-regime i starten af 70erne. Metoden har dybe, historiske rødder i den socialistiske verden. Lenin og Stalin nationaliserede og tvangskollektiviserede f.eks. størstedelen af det russiske landbrug ved at påstå, at ejerne var del af en økonomisk konspiration med udenlandske kræfter mod regimet.

Forsøgene på at styre økonomien fra centralt politisk hold er ødelæggende. Hvis man – rent teoretisk – skal styre en planøkonomi fra centralt hold, kræver det omfattende, detaljeret viden om specifikke forhold som produktivitet, efterspørgsel, umiddelbare omkostninger, sæsonfluktuationer og mange andre forhold ned på ikke blot vare-, men ressourceniveau. Som Ludwig von Mises demonstrerede allerede i 1920, skaber relative priser mellem varer og serviceydelser information om disse forhold i en fri markedsøkonomi. Informationskravene uden en fri prisdannelse er uoverstigelige, og selvom man kunne løse dem – ’moderne’ kommunister har ofte stor tiltro til computerkraft – ødelægger styringen ethvert privat incitament til innovation.

Alligevel er det påfaldende, hvor ekstremt dårligt, socialistiske regimer klarer sig på bestemte områder. Som titlen antyder, har socialistiske ledere meget specifikke problemer. Et af de særligt bemærkelsesværdige er, at mens det naturligvis kan være svært at forudsige efterspørgsel efter bestemte sæsonbetonede varer, er det forbløffende let at fremskrive behovet for toiletpapir. Selv en kommunistisk planøkonomi burde i princippet ikke have uoverstigelige problemer med at levere toiletpapir, medmindre der er usikre alternative produktionsformål, som papiret kan bruges til. Toiletpapir er heller ikke ligefrem en high-tech vare.

På trods af enkelheden er mangel på toiletpapir alligevel et gennemgående tema i de fleste socialistiske landes sociale virkelighed (se f.eks. her). Mange galgenhumoristiske vitser fra disse lande handler således om, hvorfor der trykkes som mange eksemplarer af Pravda, Granma, eller hvad det statssanktionerede medie nu engang hedder. Svaret er, at avisen da kan bruges til ét fornuftigt formål – at tørre sig bagi. Problemet med de brune måse, når butikkerne endnu engang er løbet tør for toiletpapir, demonstrerer på stinkende vis, hvor verdensfjerne, ligeglade og inkompetente, de fleste ’folkelige’ røde ledere faktisk er – og hvor elendigt, deres økonomiske system virker. For de tusinder af europæere, der er vokset op efter murens fald og med kun romantiseret misinformation om, hvad der faktisk foregik i Østeuropa, er den historie værd at gentage.

Liberalisering og recovery

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2016. 6 svar

En af de store debatter de senere år, der stadig splitter politikere og almindelige mennesker, er hvordan man bedst kommer ud af en krise. Med andre ord, hvilke slags politik er forbundet med hurtigere ’recovery’? I Danmark er det en helt særligt relevant debat, da vi ikke er ude af krisen endnu – danske økonomi står stille (læs f.eks. her). Så hvad kan dataene indikere for os?

Spørger man om sammenhængen mellem offentligt forbrug og recovery, møder man et slemt endogenitetsproblem: Fordi de automatiske stabilisatorer – dagpenge, kontanthjælp osv. – er en del af det offentliges totale forbrug, og de automatisk stiger når de går dårligt, kan man ikke på enkel vis sige noget om sammenhængen mellem de to. Det kan være, at stigende offentligt forbrug fører til langsom recovery, men vi ved også at langsom recovery helt generelt fører til større stabilisatorudgifter. Man må derfor se på noget andet.

Det gør vi i den nedenstående figur. Her er tre faktorer plukket ud af Fraser Instituttets EFW-data: Marginalskatter, graden af reguleringer af produktmarkeder (dvs. regulering af det private erhvervsliv), og omkostninger forbundet med at dokumentere, at importvarer overholder danske reguleringer. Den første fanger, om politikerne reagerer i skattepolitikken, den anden om man reagerer på krisen ved at regulere yderligere, og den sidste om en konsekvens af reguleringsændringerne fører til væsentligt tungere bureaukrati.

Søjler krise respons 7 til 14

Figuren omfatter 44 vestlige lande (minus katastrofelandet Grækenland), så hver søjle er gennemsnitsvæksten i real BNP per indbygger over perioden 2007-14 (fra Verdensbanken) på tværs af 22 lande under og over medianændringen i de tre faktorer. Den simple indikation fra figuren burde få flere politikkere til at tænke sig om en gang til, før de slipper kontrollen med deres reguleringsfetich. I lande, der overordnet har reageret på krisen ved at regulere disse områder mere – højere eller uændret marginalskat, flere og tungere reguleringer – har den totale vækst i perioden været cirka 1 %. I lande, der har reageret modsat og faktisk liberaliseret deres politik, har den gennemsnitlige vækst været 6 %. Hvilke lande er således bedst kommet ud af krisen? Svaret er, at det er dem, hvor staten er stået en smule mindre i vejen for befolkningen.

Hvor dårligt går det i Brasilien? 2. ombæring

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2016. 1 svar

I marts skrev om, hvor dårligt det faktisk går med Brasiliens økonomi. Sidste år skrumpede økonomien med 3½ procent, og i året hvor landet skal afholde OL, er forsigtige forecasts at økonomien skrumper yderligere 4 procent. Det er dog ikke de eneste problemer, brasilianerne har. Landets dybt korrumperede politiske elite er i krise, som Niels snart vil skrive mere om her på stedet. De danske medier har endda fået øjnene op for problemernes omfang, og DR2 Dagen bragte et længere indslag i går med Mads Damgaard fra KU og undertegnede, som kan ses her.

De underliggende problemer er dog mindre omtalte, så her er to klare eksempler i figuren nedenfor. Den røde linje er Freedom Houses årlige vurdering af pressefrihed (omskaleret så 100 e perfekt og 0 er Nordkorea), mens den blå linje er the Heritage Foundations ligeledes årlige Index of Economic Freedom. De to kurver illustrerer det, mange analytikere efterhånden ser som det altoverskyggende problem i Brasilien. Staten ikke blot fylder mere rent størrelsesmæssigt – og Rousseffs problemer med at skjule et stort underskud er blot en del af det – men regulerer også i stigende grad. Det forbløffende er, at man både kan se det i den økonomiske frihed – hvor lette de offentlige reguleringer er, hvor stærkt retsvæsenet står og hvor åbent landet er for resten af verden – men også i det omfang, staten regulerer og kontrollerer medierne. Med risiko for at gentage, hvad mange andre har sagt: Brasiliens problem er ikke mangel på styring, men styringen i sig selv. Det er tid til at den brasilianske stat holder op med at stå i vejen for almindelige borgere, og at landets politikere taget erfaringerne i Chile, Panama, Peru og Uruguay alvorligt. Når de har gjort det, kunne danske politikere eventuelt tage erfaringerne lige så alvorligt.

Brasilien pres øk frihed

Hvor dårligt går det i Brasilien?

Af Christian Bjørnskov, den 27. marts 2016. Skriv et svar

Senere i år er Brasilien vært for OL i Rio de Janeiro, men indtil videre kæmper landet med sine egne problemer. Efter at have været hypet i årevis som B’et i BRICS-landene – de fem lande, der efter sigende voksede bemærkelsesværdigt og var de nye økonomiske magter – er den brasilianske økonomi nu i tydelig recession. Men hvor dårligt går det faktisk i Brasilien for tiden?

Allerførst må man naturligvis se på de rent økonomiske indikatorer. Væksten i det reale BNP – dvs. udviklingen i folks faktiske købekraft – var praktisk taget nul i 2014, BNP faldt over tre procent sidste år, og et forsigtigt IMF-forecast for 2016 er, at Brasiliens økonomi kommer til at skrumpe omkring fire procent. Med et købekraftskorrigeret BNP på 15.800 USD (flg. CIA’s World Factbook, eller 14.400 i Verdensbankens mål) er landet endda meget gennemsnitligt og på ingen måde en særlig succeshistorie. Til sammenligning er Costa Rica, som ingen taler om, næsten præcist lige så rigt, mens Mexico, Panama og Uruguay er omtrent en tredjedel rigere, og folk i Chile er omkring 50 procent rigere end brasilianerne. Udviklingen i Brasilien er tydelig i figuren nedenfor. Og før nogen begynder at klage over, at det bare er de rige chilenere, der kører showet, er det værd at bemærke, at der praktisk taget ingen forskel er på indkomstuligheden i de to lande. Om noget ser det ud til, at selvom Chile omfordeler lidt mindre, har det også mindre ulighed i bruttofordelingen. Brasiliens inflation, der er på den anden side af 10 procent, hjælper heller ikke ligefrem de fattigste.

bra chl 00 til 16

Ser man nærmere på statens finansielle helbred, er Brasiliens internationale kreditrating heller ikke god. Standard and Poor’s nedgraderede i februar landet til BB, Moody’s fulgte med nedad en uge efter til Ba2- og Fitch havde allerede i december placeret brasilianske statsobligationer på BB+ – et hak bedre end junk status. Brasilien har traditionelt et af de største offentlige forbrug i Latinamerika – cirka en halv gang større end Chiles – og havde et budgetunderskud på et par procent sidste år på trods af, at ladet opkræver cirka 35 procent af BNP i skatter og afgifter. Det politiske pres på præsident Dilma Rousseff er for at hæve udgifterne som keynesiansk respons på krisen, hvilket vil udbygge underskuddet yderligere.

Det er netop en del af baggrunden for nedgraderingerne de seneste måneder, da den offentlige gæld vokser hurtigt i disse år, og med en vis sandsynlighed passerer de 75 procent af BNP i år. Den sidste del af den brasilianske historie for tiden, er den politiske krise i landet. Den 68-årige Rousseff er stærkt upopulær i Brasilien og mens hendes ratings har været lidt bedre i år, ramte hun bunden i oktober 2015 med en approval rating på kun 16 procent. Hun læner sig også op af den brasilianske ækvivalent til en rigsretssag, ikke mindst fordi korruptionsskandalen i Petrobras – der allerede har ramt den tidligere præsident Lula – nærmer sig partitoppen og præsidentembedet med stormskridt. Med andre ord er store dele af det politiske establishment, og ikke blot arbejderpartiet, efterhånden illegitimt i mange vælgeres øjne.

Sidste spørgsmål er derfor, hvor slemme problemerne i Brasilien er. Svaret må enhver komme til med egne overvejelser, men problemerne er særdeles vanskelige set i en dansk optik. Alt tyder på, at de strukturelle problemer i brasiliansk politik endnu en gang er ved at skabe en krise af sig selv. Særligt den dybtliggende korruption og sammenblanding af politiske og økonomiske interesser er helt græsk i sin evne til at ødelægge almindelig udvikling. Odds er at Brasilien er på vej ind i en længere nedgangsperiode. På den anden side må ethvert svar også hvile på den ædruelige indsigt, at det på ingen måde er første gang. Landets økonomi har i hele det sidste århundrede, og muligvis længere tilbage, været karakteriseret af booms, der skaber uovervejet optimisme, og efterfølgende alvorlige busts. Det eneste nye denne gang er måske blot, at militæret ikke overtager magten igen.

Policy usikkerhed og den manglende recovery

Af Christian Bjørnskov, den 16. december 2015. 5 svar

Jeg sidder i skrivende stund til et offentligt seminar i Stockholm, organiseret af Instituttet för Näringslivsforskning (IFN) med Steven J. Davis. Davis er professor ved the Booth School ved University of Chicago og en af hovedkræfterne bag et større forskningsprojekt om policy-usikkerhed. Projektet handler om at måle hvor usikker og uforudsigelig politik i dag og den nærmeste fremtid er, og hvilke konsekvenser usikkerheden har.

Tænker man på en specifik dansk kontekst er Davis arbejde stærkt relevant. For det første gælder usikkerheden, hvem der kommer til at tage beslutningerne – er det særligt tydeligt i den danske, politiske virkelighed? For det andet er det næppe klart, hvilke beslutninger, der kommer til at blive taget – det er svært at forudse, hvad de danske politikere nu kan finde på. Og for det tredje er det usikkert, hvilke konsekvenser beslutningerne kommer til at have, når selve politikken er usikker og muligvis upræcist formuleret.

Policy-usikkerheden kan således komme fra forskellige kilder, og ikke mindst usikkerhed omkring hvornår det næste valg kommer, og hvem kommer til at vinde valget. I en særligt dansk kontekst er det værd at bemærke, at konceptet ’hvem der kommer til at vinde valget’ er særligt tåget, da det at vinde ikke behøver at betyde, at man får regeringsmagten. Usikkerheden kan dog også komme fra overfølsomme reaktioner på medierne og – bliver man nødt til at understrege – fra rendyrket inkompetence.

Usikkerhed i skattepolitikken er et eksempel på den første mekanisme: Hvis det er uklart, hvordan boligskatterne kommer til at udvikle sig, vil mange mennesker rationelt udskyde boliginvesteringer. Usikkerhed i enten niveauet af boligskatter eller deres implementering kan derfor fryse boligmarkedet. Det samme gælder for usikkerhed i reguleringspolitik, der kan få virksomheder til enten at udskyde investeringer, eller helt opgive dem eller flytte investeringerne til et andet og mere politisk sikkert land.

Et andet problem er, at når nogle lande og mange virksomheder søger at tage et lån, kan policy-usikkerhed påvirke låneomkostningerne. Usikkerhed i regulerings-, skatte, eller udgiftspolitik vil alt andet lige gøre private investeringer mere usikre, hvilket vil betyde, at enhver bank eller anden finansiel institution vil kræve en højere risikopræmie på lånet. Det samme gælder private investorer, de køber aktier eller virksomhedsobligationer, ligesom man vil kræve væsentligt højere risikopræmier på statsobligationer fra lande, der opfattes som politisk usikre (tænk Grækenland). I det omfang at banker ikke kan kræve en høj risikopræmie – måske pga. usikkerhed omkring de politiske reaktioner på præmierne – kan det være rationelt helt at opgive nogle typer udlån.

For det tredje kan usikkerheden naturligvis også reflektere, at politikere og det underliggende politiske system reagerer for hurtigt på, hvad de opfatter som problemer. Politikken vil således ofte blive hastet igennem og være dårligt gennemtænkt. Den kan også lide under problemet, der beskrives i økonomvitsen ”Vi må gøre noget! Det her er ’noget’. Så det må vi gøre.” Med andre ord samler man tilfældige ideer op, der flyder rundt i den offentlige eller akademiske debat, og implementerer den uden videre omtanke.

Den særlige værdi i Steven Davis arbejde med Scott Baker og Nicholas Bloom er, at de for det første kvantificerer policy-usikkerheden ved at bruge medieomtale af processen. For det andet viser de, at usikkerheden faktisk har ganske tydelige, økonomiske konsekvenser – usikker og dårlig politik koster virksomheder og vælgere. Når man således ser på den danske krise og tiden derefter er det slående, hvordan de private investeringer ikke er kommet i gang igen – dvs. at der mangler en dansk ’recovery’ fra krisen. Vi havde i forvejen et langsigtet problem i forbindelse med produktivitetsudviklingen – helt specifikt i serviceerhvervene og den offentlige sektor – men efter krisen er dansk økonomis anæmiske udvikling påfaldende. Historien, som Davis fortæller, er en interessant analytisk vinkel at tage, og en vinkel, der ser ud til at være helt konsistent med både udviklingen på Christiansborg og de 99,9 % af Danmark, der ligger udenfor borgen.

UPDATE: Hele præsentationen og den efterfølgende debat kan ses her. Arrangementet er yderligere omtalt her hos IFN og her i Svenska Dagbladet.

Hvordan har Europa rettet sig op efter krisen?

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2015. Skriv et svar

Marginal Revolution linkede i går til en kort diskussion af, hvordan de europæiske lande har klaret sig ovenpå krisen fra 2008. Quartz skriver om ”The euro zone’s pathetic economic recovery” i otte små grafer. Vi følger trop her med en enkelt figur, der viser købekraften i de europæiske lande idag (dvs. ultimo 2014) i forhold til toppen umiddelbart før krisen. Et forhold, man kan vælge at notere sig, er at de lande, der gik ind i krisen som euromedlemmer (de røde søjler), i dag i gennemsnit har præcist den samme købekraft som de havde før krisen. Lande, der stod udenfor (de grå søjler) – og for de flestes vedkommende stadig gør – har i gennemsnit 9,4 % højere købekraft. Selv uden de to bundskrabere Grækenland og Cypern, og de tre højdespringere Letland, Litauen og Polen, er forskellen 2,4 % mod 5,2 %. Danmark er som næsten altid fuldstændigt middelmådigt. EU crisis recover

En interessant biting er, at investeringerne i de europæiske lande i dag er cirka 80 % lavere end før krisen; tallet er rundt regnet det samme for Danmark. Mens forskellen mellem euro- og non-eurolande er stor på købekraft, er der ingen forskel på investeringerne. Logisk set må hele forskellen være en produktivitetsdifference.

Hvor gældstynget er Grækenland?

Af Otto Brøns-Petersen, den 2. juli 2015. 14 svar

nettorenter

Den græske statsgæld er enorm både sammenlignet med andre lande og tidligere tider. Opgjort efter OECDs metode svarer nettogælden til næsten 1½ gange bruttonationalproduktet (BNP). Men det er ikke det samme, som at gælden udgør en tilsvarende stor økonomisk byrde. Af figuren fremgår statens nettorenteudgifter som procent af BNP. Som det ses, belaster gælden ikke de offentlige græske finanser væsentligt mere end i andre lande med høj gæld. Rentebyrden svarer til 4 pct. af BNP. Byrden er den samme som gennemsnittet for alle eurolandene, da de gik ind i euroen ved årtusindeskiftet. Lande som Belgien, Ungarn og Grækenland selv lå næsten dobbelt så højt den gang.

Forklaringen på den lave rentebyrde trods den høje gæld er, at Grækenland reelt allerede er gået bankerot. De private kreditorer fik en “haircut” og har nu afhændet resten af deres tilgodehavender. Stort set al gæld er til offentlige myndigheder, og renten er fastsat på et meget lavt niveau – langt under, hvad man skulle betale på markedet.

Derfor handler den græske krise reelt ikke så meget om, at Grækenland ikke har råd til at klare sin gældsbyrde. Det egentlige spørgsmål drejer sig om på den ene side de dybt alvorlige strukturelle problemer i græsk økonomi og på den anden om kreditorernes krav for at fortsætte med de meget gunstige betingelser. Grækenland lider under reguleringer, som det ofte er svært for omverdenen at forstå omfanget af. Det er her, Akilleshælen i græsk økonomi skal findes.

Kreditorerne har stillet to typer af krav. Den første handler om at gennemføre de stærkt tiltrængte reformer. Den anden handler om at nedbringe gælden efter en meget stram plan. Den græske regering mener, at planen er urealistisk. Det kan der være en pointe i. Men regeringen bruger det som påskud for ikke gennemføre de aftalte reformer; Det nytter jo alligevel ikke…

Realiteten er, at kreditorerne hverken vil eller bør lempe på kravene til gældsreduktion, så længe skiftende regeringer ikke vil reformere. Hvis de gjorde det, ville det være en invitation til andre gældsatte lande om at stoppe deres reformer og i stedet vælge politikere fra radikale yderfløje til at regere.

Konsekvensen af den græske krise kan meget vel blive, at landet må forlade euroen. Men det er efter min opfattelse ikke noget, grækerne bør se frem til. Gælden er i euro, så man kan ikke bare devaluere sig ud af den. En devaluering vil ganske vist give en vis forbedring af konkurrenceevnen, men krisen er ikke forårsaget af et klassisk konkurrenceevneproblem. Læg mærke til, at de græske lønninger faktisk er nominelt faldende allerede. Så den primære effekt af at droppe ud af euroen vil formentlig være at inflationsbeskatte den del af den private opsparing, som endnu ikke er nået i sikkerhed. Det er præcis det modsatte af, hvad græsk økonomi har brug for; Tillid til at investere og allokering gennem markedsmekanismer, ikke politisk magt.

 

 

Hvor slemt står det til i Italien (2)?

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2014. 4 svar

Forleden, efter at vi havde blogget om italiensk produktivitet, postede Justin Wolfers en bid ekstra information på New York Times (Hattip: Nonicoc / Niclas Berggren). Wolfers’ pointe er, at Italien har ramt noget så sjældent som en triple-dip recession. Figuren i artiklen dokumenterer på den mest pædagogiske måde problemet. De fleste frygter en såkaldt double-dip recession, hvor en recession ser ud til at være ovre, og en ny derefter rammer. I Italien er det altså sket to gange i træk. Den globale finanskrise i 2008 ramte også Italien, hvorefter krisen i eurozonen i 2011 ramte. De sidste to kvartaler er BNP igen faldet, og Italien er altså teknisk i recession igen.

Wolfers noterer sig, at output nu er ni procent under niveauet i 2007 og endda mindre end hvad det var i midten af 2000. Som vi viste forleden dag har Italiens produktivitet ikke blot været stagnerende, men er decideret faldet. Hele ekspansionen 2000-2007 må derfor i det store og hele være drevet af stigende faktorinput – mere kapital, flere ansatte – når de ansatte tydeligvis ikke fik mere ud af hver arbejdstime.

Økonomisk kan man pege på en række årsager – og det kommer vi til at gøre næste uge – men politisk er det store problem måske at overbevise italienerne, at de ikke længere hører til i de rigeste landes klub. Taler man med dem, nævner de ofte deres gloriøse fortid, og ikke mindst det gamle Rom. Når man på den måde lever i fortiden, er det måske svært at se nutidens mangler.

Bonusser – for både direktører og ministre?

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2012. 4 svar

Ovenpå finanskrisen og de efterfølgende bankkrak og problemer for mange andre finansielle institutioner, har politikere spillet på den offentlige stemning. Argumentet er ofte, og ikke kun fra venstrefløjen, at det er ’for galt’ at bankdirektører og andre tjener så meget og får store gyldne håndtryk, når de forlader deres stillinger. Ikke kun i Frankrig, men også Storbritannien har politikere arbejdet for at få indført EU-reguleringer på maksimumlønninger i den finansielle sektor. Hele ideen er, at de er ansvarlige for krisen og det derfor er moralsk forkert, at de tjener så meget (f.eks. her).

Men er de virkeligt ansvarlige? Hvad med en direktør, der ansættes umiddelbart før krisen og dermed ikke har været ansvarlig for bankens position når krisen rammer? Og hvad med de mange velfungerende finansielle institutioner? Skal den finansielle sektor straffes ligesom en dårlig folkeskolelærer straffer en klasse kollektivt, hvis der er enkelte elever, der ikke kan opføre sig ordentligt? Det er blot nogle af de spørgsmål, som politikerne ikke svarer på, og nok foretrækker ikke at blive stillet.

Det virkelig slemme er der dog ingen, der har stillet endnu. For bør man ikke behandle alle ens? Et centralt element i public choice-revolutionen i 1960erne var netop, at man analytisk bør gøre de samme antagelser om alle, uanset om de arbejder i den private eller offentlige sektor – om de er direktører eller ministre. Hvis man (som min ven Brian Mandau pegede på over en drink) udbreder den kerneantagelse – hvis validitet er bekræftet mange gange siden da – får man en ganske morsom implikation: Ministre, der har været ansvarlige for fejl og tab i deres resort, må nødvendigvis stilles til ansvar, og i langt højere grad end chefer for enkeltvirksomheder.

Så en symmetrisk implikation af den ’moralske’ kritik af banksektoren må være, at politikeres ministerpension bør være betinget af deres faktiske præstation i et ministerembede. Hvis en minister for eksempel har stået for gennemførslen af tåbelige reguleringer, der har ført til store tab – et eksempel kunne være afgifter, der medfører butiksdød i Sydjylland – bør hans eller hendes ministerpension reduceres eller måske helt sættes til nul.

Dagens intellektuelle øvelse er nu, hvordan det vil ændre politik, hvis ministre bliver ramt på deres egen pengepung, når de laver fejl. Findes der bedre incitamenter?