Mens flere artikler de senere år peget på, at kriser ofte kan udløse liberaliserende reformer, der ellers er upopulære blandt mange vælgere eller særinteresser, har der været forbløffende tavst omkring det modsatte spørgsmål: Er kriser mere sandsynlige, dybere og længere med mere eller mindre aktive stater? Antagelsen blandt de fleste politikere – uanset partifarve – synes efter finanskrisen i 2008 at være, at krisen viste behovet for mere regulering og langt mere aktiv keynesiansk stabilisering. Ingen har dog gjort sig ulejligheden at se konkret på forholdet.
I et nyt papir, som jeg skal præsentere til marts på den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society (ja, jeg er for en gangs skyld ude i god tid), ser jeg på sammenhængen mellem initial økonomisk frihed og økonomiske kriser. Konklusionen er ret klar: Der er ingen robust sammenhæng mellem økonomisk frihed og risikoen for at få en krise, men når den rammer, bliver det økonomiske tab markant mindre og krisen kortere, jo mindre reguleret økonomien er fra starten.
Figuren nedenunder illustrerer fundene. BNP per capita er indekseret til 1 i året før krisen starter, og den fulde linje illustrerer derfor BNP-udviklingen i lande med mere økonomisk frihed end medianen, mens den stiplede illustrerer den gennemsnitlige BNP-udvikling i lande med relativt lidt økonomisk frihed. Abstract er også nedenfor og papiret kan hentes i sin helhed på SSRN.
In this paper, I explore the politically contested association between the degree of capitalism, captured by measures of economic freedom, and the risk and characteristics of economic crisis. After offering some brief theoretical considerations, I estimate the effects of economic freedom on crisis risk in the post-Cold War period 1993-2010. I further estimate the effects on the duration, peak-to-trough GDP ratios and recovery times of 219 countries within this period. Estimates suggest that economic freedom is robustly associated with smaller peak-to-trough ratios and shorter recovery time. These effects are driven by regulatory components of the economic freedom index.
Har du prøvet kun at se på lande, der har ramt “zero rate lower bound”, da det ud fra en teoretisk synsvinkling kunne ændre fortegn mellem økonomisk frihed og krisens styrke. Ved dog ikke om der er data nok.
Det korte svar er, at der slet ikke er data nok. Det er heller ikke sandsynligt at det vil påvirke noget, da langt de fleste af de 219 recessioner og kriser i datasættet er fra situationer, hvor realrenten ikke var i nærheden af nul. og det potentielle problem med en zero rate lower bound er et, man rammer inde i krisen, mens fokus her er på den initiale situation.
Ja, jeg tænkte nok der ikke var data nok. Det er bare sådan at stort set alle vestlige lande er ved zero rate lower bound, og at det teoretisk set kunne ændrer fortegn netop der. Så praktisk politisk set er det netop spørgsmålet, hvad der sker ved zero rate lower bound, der er relevant.
Har du haft mulighed for at undersøge dynamikken, dvs. om de “ufrie” lande også hænger længere i krisen end de “frie” lande. En parallel er, at Euroland stadig er præget af finanskrisen, mens lande, som USA og UK, ser ud til at være kommet ud på den anden side. Mit spørgsmål er i virkeligheden om forskellen i økonomisk frihed også har effekt på længden af krisen.
Det følger faktisk direkte af den økonomiske kontraktion. Siden den er noget større i de mere ufrie lande, hænger krisen også længere ved hos dem. En enkelt ting, der ikke findes i papiret, er om de ufrie også har større risiko for dobbelt-dip, dvs. kriser af flere omgange. Det ser det faktisk ikke ud som om.
Okay men jf. din graf ser BNP per capita ud til at vokse hurtigere i de ufrie lande efter man har nået bunden. Har du gjort dig nogle overvejelser om det fænomen?
Ja, det har jeg. Selvom det umiddelbart kunne se sådan ud, er der absolut ingen statistisk signifikant forskel på vækstraterne i recovery-perioden. Det er derfor, at kriserne kommer til at vare længere i de ufrie lande.
Jeg kom til at tænke på, om det ikke er nødvendigt, at få variable for finanspolitik, pengepolitik og skatteændringer ind, da disse i hvert fald teoretisk har stor indflydelse på længden og styrken af en krise
De elementer er faktisk inkluderet i forskellige delelementer af Heritage-indekset. Umlddelbart ser de ikke ud til at gøre noget klart, da effekterne er drevet af reguleringsaspekterne. Jeg vil naturligvis ikke påstå, at de altid er uden betydning, omend mit personlige syn er at effekten af kortsigtspolitik – finans- såvel som pengepolitik – er stærkt overvurderet. De bliver under alle omstændigheder overdøvet af reguleringsvirkningerne.
Hvis jeg forstår Heritage-indekset korrekt, så har de ikke ting med som ændringerne i det offentlige underskud og bevægelser i renten med, og det er disse ting, som er interessante ift, konjunkturpolitik. Det er selvfølgelig utroligt svært at få lavet gode variable for disse ting, men jeg mener at fx Alesina har prøvet at tage højde for disse ting. Jeg tror, at rigtigt mange makroøkonomer mener, at kortsigtspolitik betyder meget. Mange makroøkonomer mener at store og lange kriser nærmest udelukkende skyldes dårligt økonomisk politik( i hvert fald udbredt konsensus frem til 2008, og er det vel stadig, men dog der er flere der stiller spørgsmål dertil). Altså der vil stadig være kriser, men hvis disse bliver store og varer længe skyldes det dårlig økonomisk politik. Dette er hårdt trukket op, men jeg tror ikke, man kan ignorer kortsigtet politik, og hvis ikke for andet så fordi, at makroøkonomer tror, det har betydning.
Pingback: Krisen er her – hvordan kommer den til at se ud? – Punditokraterne