Tag-arkiv: Baltikum

Hvor skidt går det for grækerne?

Forleden dag skrev vi om situationen for den græske regering, og hvordan den igen har demonstreret sin basale uansvarlighed. Et mere alvorligt spørgsmål er dog, hvordan det går for den græske økonomi og almindelige grækere. Er den græske økonomi kommet på fode igen, og hvordan går det den sammenlignet med andre lande med lignende kriseoplevelser?

De fuldt optrukne linjer i den første figur viser købekraftskorrigeret BNP per indbygger fra 1990-2015 for Grækenland, Estland og Letland (kilde: Verdensbanken). De tilsvarende stiplede linjer viser udvikling i det private forbrug. Dybden og længden af Grækenlands krise er tydelig, men også velkendt. Sammenligningen med Estland og Letland er dog potentielt oplysende. Begge lande voksede hurtigere end Grækenland før krisen i 2008, og oplevede derefter umiddelbart værre kriser. De to lande gjorde – i modsætning til grækerne og i modstrid med al keynesiansk lære – og til Paul Krugman og andres store fortvivlelse og med deres dommedagslignende advarsler – finanspolitisk hovedrent ved at skære ned i de offentlige udgifter og balancere budgetterne. Resultatet af de to landes finanspolitiske ansvarlighed var en såkaldt V-formet krise – et dybt første fald og en hurtig og komplet recovery. BNP per capita er nu over niveauet før krisen, og Estland har endda passeret Grækenland.

 

En anden feature, der er tydelig at se, er hvordan det private forbrug i Grækenland også er totalt stagneret på et niveau, der svarer til det omkring 1999-2000. Både esternes og letternes privatforbrug er stadig en tand mindre end grækernes, men forskellen skal findes på særligt ét område, der burde bekymre grækerne. Mens de baltiske lande har større offentligt forbrug – 39 og 37 % af BNP versus Grækenlands 31 % (når det er finansieret) – er den store forskel i de tre samfunds opsparingsrater. Estlands er pt. 27 % af BNP og Letlands 21 %, og begge dele er ganske almindelige niveauer for vestlige lande. Grækenlands samlede opsparingsrate er 9½ % for tiden. Givet at man på den lange bane ikke kan finansiere produktive investeringer på andre måder end opsparing, og givet at grækerne af indlysende grunde ikke er i stand til at låne internationalt til investeringer, indebærer det, at størstedelen af forskellen i privatforbrug skyldes, at grækerne ikke længere sparer ret meget op. Det er et bekymrende billede for et land, der hverken har mange muligheder eller internationale venner længere, men stadig regner med at forblive et af verdens rige lande de kommende år.

Et andet spørgsmål er, hvordan grækerne opfatter deres liv. Eurobarometerets spørgsmål om tilfredshed med livet giver et ganske godt billede af det. Fra efteråret 2004, hvor de baltiske lande blev medlemmer, er det gået én vej for grækerne. Dykket i tilfredshed er voldsomt – 0,7 point på en firepunktskala – mens det er tydeligt, at krisen kun ramte Estland og Letland midlertidigt, og deres borgere nu er mere tilfredse end noget andet tidspunkt, man har målt det. En hurtigt recovery vendte også hurtigt folks subjektive opfattelse til noget positivt, da man efter kort tid kunne se lys for enden af tunnelen. Hvis læserne et øjeblik tillader mig at være spekulativ, er der måske også en grad af stolthed i de baltiske lande, der strammede bæltet og arbejdede sig ud af krisen, mens flere lande længere sydpå tissede i deres finanspolitiske bukser.

 

 

Det glade julebudskab, hvis man må tillade sig at kalde det det, er at finanspolitisk ansvarlighed faktisk belønnes med både økonomiske resultater og tilfredse borgere. Udpræget uansvarlighed og populisme, derimod, kan måske købe stemmer og aktivitet i en kort tid, men regningen skal betales på et tidspunkt, og den bliver betragtelig på begge fronter. Det er nærmest umuligt at se, hvordan det græske samfund – der politisk slår krumspring i alle retninger for at undgå at betale – skal komme videre før de rydder fundamentalt op i deres økonomiske og politiske hus. Indtil da har vi en failed state i Europa.

Baltisk tillid

I tillidsforskningen har der i en lang årrække stået en strid mellem dem, der mener at tillid er en konsekvens af institutioner, der beskytter individet, og andre, der mener at tillid til andre mennesker er en refleksion af en dybere kulturel ærlighedstradition og –norm. Diskussionen lå også som en understrøm bag flere bidrag til den konference, jeg har været til denne uge i Vaxholm udenfor Stockholm.

Et par af os havde en snak om emnet bagefter, og hvordan bl.a. de baltiske lande kan informere om debatten. Det særlige er nemlig, at de både har langt, langt bedre formelle institutioner end Rusland – jeg tvivler på, at der er mange læsere, der foretrækker at blive udsat for et russisk retsvæsen i stedet for et litauisk eller estisk – og ganske store russisktalende og russisksindende befolkningsgrupper. Man kan derfor teste de to syn på tillid i Baltikum, fordi det førstnævnte har som en helt nødvendig konsekvens, at der ikke burde være forskel på russere og balter. De er jo udsat for de samme formelle institutioner. Det andet syn peger derimod på, at russerne i en vis grad bør have samme tillid til andre mennesker som russere i Rusland.

Hvis man bruger tal fra the European Social Survey, der spørger om tillid til andre mennesker på en skala fra 0-10, er det første og fremmest tydeligt, at esterne er langt mere tillidsfulde end andre baltere. Indeksene er 5,6 (Estland), 5,1 (Litauen), 4,0 (Letland) og 4,4 (Rusland). Men ser man på russerne i Baltikum er tallene 5,2 (Estland), 4,7 (Litauen), og 4,4 (Letland). I Letland har russerne således helt det samme tillidsniveau som i Rusland, og faktisk lidt højere end letterne. I de to lande, hvor det generelle tillidsniveau er højere end i Rusland, er russernes også højere; men de er vel at mærke stadig noget under de etnisk estiske og litauiskes. Så hvordan tolker man det?

En måde er at indse, at enhver, når han eller hun bliver spurgt om tillid til andre mennesker, bor blandt både f.eks. estere og russere. Konstruere man således et hybridniveai af esternes tilidsniveau, vægtet med hvor stor en andel af Estlands befolkning, der er estere, plus russernes i Rusland, vægtet med deres andel, burde man få en slags ’bedste bud’ på, hvordan russernes tillidsniveau i Estland burde være, hvis tilliden er kulturelt betinget. Man må jo tage hensyn til, at de bor blandt et meget stort flertal af etnisk estiske.

Hybridindekset for Litauen og Estland er 4,6 og 5,0. De to tal er ganske tæt på, men ikke helt præcist identiske med de faktiske tal fra spørgeskemaundersøgelserne. Mens man næppe kan konkludere noget endeligt på den slags simpel baggrund, er der en relativt tydelig implikation: Hvis institutionalisterne – dem, der tror at institutioner bestemmer tilliden – skulle ret, burde tallene se ganske anderles ud i Baltikum. Den persistente forskel mellem grupperne og russernes konsistent lavere tillid efter snart 25 års selvstændig udvikling peger på, at som minimum en kerne af den sociale tillid må være kulturel i en eller anden forstand.

Update: Min ven og kollega Andreas Bergh skrev om det samme emne i Dagens Samhälle i fredags.