Public choice 3: Medianvælgerteoremet

I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til en af de helt centrale indsigter, som de fleste danskere rent intuitivt nok kan nikke genkendende til. Indsigten stammer fra Anthony Downs bog An Economic Theory of Democracy fra 1957, og handler i sin simpleste form om, hvordan politiske partier positionerer sig. Ud af nogle ganske simple overvejelser kommer Downs til det berømte resultat, som kaldes medianvælgerteoremet.Downs startede med den simplest tænkelige situation i et demokrati: Der er kun to partier, der repræsenterer to forskellige ideologier – parti A, der er venstrefløj, og parti B, der er højrefløj. Vælgerne har såkaldt ’single-peaked preferences’, hvilket meget enkelt betyder, at de har én slags ideal situation. De kan altså f.eks. ikke foretrække enten en meget stor eller en meget lille offentlig sektor, fremfor en mellemstor. Downs spørger i denne simple verden, med inspiration fra Duncan Black, hvordan et parti vinder et valg.

Svaret er så simpelt, at det er svært at forstå, at der gik så lang tid før nogen beskrev det klart. Stiller man alle vælgere op på en række fra den mest venstreorienterede til en mest højreorienterede, bliver et parti nødt til at få den midterste stemme, dvs. stemmen fra medianvælgeren. Uanset hvad de ellers mener, og hvordan de opfører sig, er politikeres første incitament altid at blive valgt. For at få den stemme, vil det venstreorienterede parti A derfor flytte sin politik lidt ind mod midten, så medianvælgeren vil stemme på dem. Parti B vil efterfølgende blive nødt til at reagere ved at flytte sin politik ind mod midten, om end fra den anden side. Og sådan flytter A og B begge deres faktiske politik ind mod medianvælgerens position for at vinde valget. Den logiske følge af de to partiers strategiske valg af politik er, at de ender med at tilbyde samme politik. Selvom A og B erklærer sig ideologisk uenige, står de faktisk for den samme politik. Det er Downs medianvælgerteorem.

Det samme gør sig gældende for politiske situationer, hvor politik er organiseret i to nogenlunde sammenhængende blokke. Downs giver dermed en enkel, logisk og præcis forklaring på dansk politik de sidste 20 år, hvor de store partier alle løber efter de samme stemmer – medianvælgerens. Og medianvælgeren i Danmark er omkring 50, hun har en kort uddannelse, arbejder i den offentlige sektor, og stemmer traditionelt socialdemokratisk. Kære læsere: Lyder det ikke som en ganske fornuftig illustration af dansk politik?

Der er efterfølgende opstået en hel litteratur i public choice og nabofelter, der viser hvad der kan få medianvælgerteoremet til at bryde sammen, og hvilke komplikationer, der stadig giver samme resultat. Den ’nemmeste’ indvending er, at vælgere jo kunne have anderledes præferencer. Hvis de, basalt set, har præferencer, der kan opsummeres som ”hvis vi ikke kan få det hele, vil vi intet have”, virker logikken ikke længere. Det vil dog kræve, at langt de fleste vælgere opfører sig dybt infantilt, hvilket næppe er tilfældet. En næste indvending er, at der jo kunne være flere dimensioner i politik. I Danmark taler man f.eks. ofte om en traditionel højre-venstre-akse, og en omfordelings/indvandrings-akse. De komplicerer også logikken, om end mange studier peger på, at langt de fleste politiske spørgsmål kan fordeles meget simpelt mellem højre og venstre. Denne komplikation førte dog Gordon Tullock til at beskrive logrolling-fænomenet, hvilket vi skriver om i en særskilt post senere på sommeren.

Der er dog én særlig indvending, der kan være specielt relevant for dansk politik. Det særlige ved medianvælgerlogikken er, at når de to store partier A og B rykker ind mod midten af politik, efterlader de en masse vælgere ude i yderpunkterne. Når der kun er to partier, vil ydervælgerne ikke ændre deres stemme – de stemmer stadig på de parti, der er tættest på deres foretrukne position. I en situation, hvor der ikke kan dannes nye partier, kan de store partier derfor tillade sig at være ophøjet ligeglade med ydervælgerne. Men situationen kompliceres naturligvis, hvis der opstår nye partier.

En sådan situation gør medianvælgerlogikken mere kompliceret, da der kan opstå et nyt parti når et af de store – f.eks. Venstre – rykker ind til den socialdemokratiske midte. På samme måde kan en umiddelbart ligegyldig efterladenskab af den gamle kommunistiske venstrefløj pludseligt få mange stemmer når andre venstrefløjspartier – S og SF – rykker mod midten. I netop den situation vil man få partier som Enhedslisten og Liberal Alliance, der opsamler de mest utilfredse vælgere på yderfløjene. Det stemmetab må de store partier tage i betragtning, når de rykker ind mod midten, da man ikke kun vinder stemmer på midten, men også mister stemmer på fløjen. Man får derfor en delvis medianvælgereffekt, fordi det ikke længere er optimalt for de store partier at rykke hele vejen ind til midten. Og man får den særligt besværlige situation, at de store partier må rykke tilbage, hvis et yderparti dannes efter at de er rykket ind til midten.

Lars Løkkes beslutning om, at bringe Liberal Alliance ind i regeringen giver derfor perfekt mening i et såkaldt Downsiansk framework: Det er en måde at gøre det umuligt for LA at positionere sig til højre for Venstre, og dermed en måde at fjerne truslen om, at liberale Venstrevælgere forlader partiet til fordel for LA. Man kan således kritisere Downs for at starte med en forsimplet politisk situation – og det er der bestemt folk, der har gjort – men når man først ser logikken i medianvælgerteoremet, er det svært at gå analytisk til dansk politik fra en anden vinkel.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.