Ovenpå finanskrisen og de efterfølgende bankkrak og problemer for mange andre finansielle institutioner, har politikere spillet på den offentlige stemning. Argumentet er ofte, og ikke kun fra venstrefløjen, at det er ’for galt’ at bankdirektører og andre tjener så meget og får store gyldne håndtryk, når de forlader deres stillinger. Ikke kun i Frankrig, men også Storbritannien har politikere arbejdet for at få indført EU-reguleringer på maksimumlønninger i den finansielle sektor. Hele ideen er, at de er ansvarlige for krisen og det derfor er moralsk forkert, at de tjener så meget (f.eks. her).
Men er de virkeligt ansvarlige? Hvad med en direktør, der ansættes umiddelbart før krisen og dermed ikke har været ansvarlig for bankens position når krisen rammer? Og hvad med de mange velfungerende finansielle institutioner? Skal den finansielle sektor straffes ligesom en dårlig folkeskolelærer straffer en klasse kollektivt, hvis der er enkelte elever, der ikke kan opføre sig ordentligt? Det er blot nogle af de spørgsmål, som politikerne ikke svarer på, og nok foretrækker ikke at blive stillet.
Det virkelig slemme er der dog ingen, der har stillet endnu. For bør man ikke behandle alle ens? Et centralt element i public choice-revolutionen i 1960erne var netop, at man analytisk bør gøre de samme antagelser om alle, uanset om de arbejder i den private eller offentlige sektor – om de er direktører eller ministre. Hvis man (som min ven Brian Mandau pegede på over en drink) udbreder den kerneantagelse – hvis validitet er bekræftet mange gange siden da – får man en ganske morsom implikation: Ministre, der har været ansvarlige for fejl og tab i deres resort, må nødvendigvis stilles til ansvar, og i langt højere grad end chefer for enkeltvirksomheder.
Så en symmetrisk implikation af den ’moralske’ kritik af banksektoren må være, at politikeres ministerpension bør være betinget af deres faktiske præstation i et ministerembede. Hvis en minister for eksempel har stået for gennemførslen af tåbelige reguleringer, der har ført til store tab – et eksempel kunne være afgifter, der medfører butiksdød i Sydjylland – bør hans eller hendes ministerpension reduceres eller måske helt sættes til nul.
Dagens intellektuelle øvelse er nu, hvordan det vil ændre politik, hvis ministre bliver ramt på deres egen pengepung, når de laver fejl. Findes der bedre incitamenter?