Tag-arkiv: Brasilien

Moraes vs. Musk: Ytringsfrihed Under Angreb i Brasilien

30. august udstedte en af Brasiliens højesteretsdommere, Alexandre de Moraes, en ordre om at blokere adgangen til Elon Musks X (tidligere Twitter) i Brasilien. Yderligere kunne brugere (der er ca. 22 mio. i Brasilien) nu risikere en bøde på op til 50.000 real (hvilket svarer til ca. 60.000 kr. i dagens kurser) per dag, hvis man alligevel tilgik X via en VPN-forbindelse.

Det kan ses som den foreløbige kulmination for Alexandre de Moraes og den brasilianske højesterets årelange bekæmpelse af ”online fake news, hadtale og antidemokratiske ytringer og brug af sociale medier”.

Lukning af adgangen til X kom efter Elon Musk og X i første omgang nægtede at følge krav fra Moraes – ofte uden begrundelse – om at lukke en lang række specifikke konti på X, bl.a. tilhørende folkevalgte medlemmer af Brasiliens underhus.

Afvisningen fra X medførte at selskabet blev pålagt dagbøder, som de også nægtede at betale, hvorefter de nedlagde deres lokale repræsentation (hvilket er et krav ifølge brasiliansk lovgivning). Men det stoppede ikke her. Som følge af at X nægtede at betale dagbøderne og følge Alexandre de Moraes påbud om at censurere dets brugere og lukke specifikke brugerkonti, blev de brasilianske bankkonti hos satellitfirmaet Starlink indefrosset. Efterfølgende er de næsten 19 mio. real i bøder, blevet trukket fra Starlinks konti i Brasilien og overført til den Brasilianske stat. Herefter er Starlinks konti blevet åbnet igen.

Problemet er bare, at Starlink er en global satellitbaseret internetudbyder, som har ca. 200.000 brugere i Brasilien, ikke mindst i Amazonas-regionen. Den er er ejet af SpaceX, som nok er startet af Elon Musk, men ellers har en anden ejerkreds end X Holdings Corp, som ejer X.

Brasiliens højesteret og dets dommere har en helt anden – og langt mere aktivistisk rolle – end vi kender det både fra USA og herhjemme. Og ifølge Brasiliens temmelig strenge lovgivning om regulering af sociale medier, er det indenfor lovens rammer at én højesteretsdommer kan lukke et socialt medie, som ikke efterkommer højesterets krav. Men det er dog ikke hele historien. Det handler også om Moraes’ personlige tilbøjelighed til at søge højtprofilerede sager og iscenesætte sig selv, noget som ikke er usædvanligt – heller ikke for dommere – i Brasilien.

Venstrefløjen jubler og højrefløjen raser

Ifølge en meningsmåling udført af AtlasIntel mener ca. 57 pct. af de adspurgte brasilianere, at Moraes beslutning er politisk motiveret, mens næsten 2 ud af 3 mener, at det var forkert at blokere Starlinks konti. Til gengæld er befolkningen stort set delt i to lige store blokke, når det kommer til, hvorvidt det var i orden at blokere X.

Det afspejler formentlig den kraftige polarisering, som længe har præget Brasilien. Er du venstreorienteret, vil du være tilbøjelig til at støtte forbuddet, men er du højreorienteret, er du imod. Ikke mindst hvis du tilhører den mere yderliggående del af højrefløjen, associeret med tidligere præsident Jair Bolsonaro. Frihed og ytringsfrihed er altså godt, når det gælder én selv og dem man er enige med, men ikke så godt, når det handler om ”de andre”.  

Det hjælper nok heller ikke, at Elon Musk er sprunget ud som en aktiv Trump-støtte. Men som Jacob Mchangama skrev på X efter Moraes og højesterets beslutning i Brasilien:

”If your instincts are that Moraes = good, because Musk = bad, consider that Moraes’ war on “fake news” started in 2019 long before Musk acquired Twitter”. Hvorefter han i en af en række kommentarer til den oprindelige post argumenter, bl. a. påpeger, at ”You can’t have free and immediate online speech without accepting that “disinformation” will be part of the ecosystem of information and ideas. Fortunately there’s lots of evidence to suggest that the problem of disinformation is frequently exaggerated and poses less of an existential threat” than the doomsday prophecies would have you believe”.

Det skal understreges at der bestemt ikke er grund til at gøre Musk til en “helt”, som på vegne af ytringsfriheden holder fanen højt. I andre situationer, bl. a. i Tyrkiet, har man frivilligt og uden de store protester efterlevet myndighedernes krav om at lukke konti hos kritikere af Erdogan.

Moraes blev udnævnt til højesteretsdommer under den centrum-højreorienterede og konservative præsident Michel Temer (præsident efter Dilma Rousseff måtte gå af i 2016). Og han blev rost i Brasilien, da han under Jair Bolsonaros tid som præsident gik mod ham og hans mildt sagt til tider temmelig autoritære politik, bl.a. når Bolsonaro før valget i 2022 offentligt satte spørgsmålstegn ved selve optællingen af stemmerne. En fortælling der fortsatte efter han havde tabt valget. Bolsonaro er sidenhen blevet udelukket fra at stille op til valg i otte år på grund af sine løgne omkring de stemmemaskiner, man bruger i Brasilien.

Moraes’ ”korstog” synes også at handle om mere end opretholdelse af brasiliansk lov. Som The Economist påpeger i artiklen The all-powerful judge taking on Elon Musk , er Moraes en mand, som ”kan lide og forstår magt” og har omfattende kontakter i politi, militær og efterretningstjenester. Og mens det er normen i vestlige demokratier, at undersøgelser indledes af anklagemyndigheden eller politiet, har Moraes i flere sager givet sig selv beføjelser til både at indlede undersøgelser, agere anklager og dommer på én gang. Med en manglende juridisk definition på, hvad misinformation (fake news) egentlig er, og ved at kræve konti lukket uden begrundelse, bliver det mildt sagt problematisk. Moraes var f. eks. manden bag, at ikke-krypterede private samtaler og løs snak om, hvorvidt et kup var at foretrække frem for Brasilien igen fik en demokratisk venstreorienteret præsident, førte til at de pågældendes hjem blev ransaget, bankkonti indefrosset og sociale medie-konti suspenderet. Uanset at man kan mene – hvilket gælder undertegnede – at demokrati naturligvis altid er at foretrække – også når de der vinder er nogen, man ikke er enig med, er det jo en temmelig voldsom reaktion.

Lad os endelig kunne læse hvor vanvittige ideer folk har om verden vi lever i

Om så de mere eller mere drakoniske tiltag, man ser rundt om i verden – også i lande der betragter sig selv som frie og demokratiske – der indskrænker ytringsfriheden, så overhovedet afhjælper problemerne med fake news, had tale osv., er en anden sag. Vanvittige forestillinger om, hvordan verden er skruet sammen, løgne og bedrag, har der alle dage været masser af  – også før de sociale medier kom til – og mon ikke der altid vil være det?

Og hvor meget værre er det egentlig i forhold til tidligere? Måske er den væsentligste forskel, at vi nu kan se og reagere på det? Ja, måske er det ligefrem en fordel, at det nu foregår i det åbne i stedet for i det skjulte, og at sociale medier som X giver mulighed for at man kan reagere på det?

Musk og Tucker Carlson

Et godt eksempel på dette er måske reaktionen, da Elon Musk tidligere på måneden delte et interview, som den kontroversielle journalist Tucker Carlson havde med en vis Darryl Cooper, af Carlson betegnet som ”den måske bedste og mest ærlige populærhistoriker i USA”. Musk knyttede dertil ordene: ”meget interessant, værd at se”.

Musk havde dog tydeligvis ikke selv set interviewet, for Darryl Cooper kan nok bedst betegnes som tæt på at være naziapologet og mængden af desinformation og absurditeter i interviewet – eller hvad vi nu skal kalde det – var mildt sagt overvældende.

Efterfølgende har Musk da også slettet det oprindelige opslag med en forkølet undskyldning om, at han kun havde set dele af det, hvilket sådan set også siger en del om Musks troværdighed eller mangel på samme, uanset om man er enig eller uenig i hans holdninger.

Men skal Tucker Carlson, som med rette er en temmelig omstridt journalist, nægtes adgang til de sociale medier? Altså hvis vi ser på reaktionen hos en række ”rigtige” historikere, ville det være en skam. For naziapologeter som Darryl Cooper findes – sociale medier og internettet eller ej – og Tucker Carlson findes jo også.  

Hvad der er sket efterfølgende er, at især Coopers udtalelser om 2. Verdenskrig og Winston Churchill vs. Adolf Hitler har udløst en sand kaskade af reaktioner og artikler, som ”debunker” Darryl Cooper. Noget som kun var muligt, netop fordi også Tucker Carlson har adgang til de sociale medier.

Også relevant herhjemme

Også herhjemme ser vi samme kamp om ytringsfriheden. Når fx, en ikke ubetydelig nationalkonservativ stemme i den danske debat, som jævnligt skriver i Berlingske, reagerede på at Tivoli smed en gæst ud, fordi vedkommende havde en T-shirt på, hvor der stod ”boykot Israel”, ved at skrive på X, at ”TAK, Tivoli. Fascismen kan pakke sig”, må man jo naturligvis forvente at det er helt ok med hende, hvis det er hende der nægtes adgang næste gang på grund af et eller andet ved hendes beklædning fx.

Og nej, selv om flere på venstrefløjen gjorde det til et spørgsmål om ytringsfrihed at en gæst blev nægtet ophold i Tivoli på grund af en T-shirt, er det naturligvis noget vrøvl. Der er tale om en privat virksomhed, og for mit vedkommende må Tivoli stille lige præcis de krav til gæsternes påklædning, de har lyst til. Men ligefrem af hylde Tivolis tiltag, som ikke rigtigt virker gennemtænkte er dog et stykke vej? (og håndhævelsen kan aldrig blive andet end mildt sagt temmelig arbitrær). Kravet om politisk neutral påklædning, som åbenbart er det Tivoli henviser til, Hvad betyder det egentlig?

Og så er der selvfølgelig sagen med det mangeårige medlem af Enhedslisten, Jan Kjærgaard Hansen, som er suppleant til byrådet i Faxe Kommune, hvor han også er lokalt aktiv. Her har Politiet åbenbart ifølge medierne rejst en sag om terrorbilligelse ( straffelovens §136, efter hvilket den, der offentligt udtrykkeligt billiger en terrorhandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år) på baggrund af et interview i BT ( Enhedslisten-medlemmer vil genoptage pengestrøm til organisation, der deltog i terrorangreb), fordi Jan Kjærgaard Hansen mener at man bør genoptage samarbejdet med PFLP, selv om de formentlig deltog i terrorangrebet den 7. Oktober – hvilket han vist ikke helt tror på – fordi han anser dem for at være frihedskæmpere på ligne med danske frihedskæmpere under 2. Verdenskrig.

Man kan sagtens mene – hvilket jeg selv gør – at mandens synspunkter er fuldkommen absurde. Men skal han potentielt dømmes til op mod 3 års fængsel for billigelse af terror, fordi han i et interview siger hvad han mener? PFLP er (korrekt efter min mening) på listen over terrorbevægelser og som sådan er det jo i orden at retsforfølge borgere, som yder aktiv støtte til dem – som det skete med Fighters and Lovers i 2008 Men et er dog at give udtryk for en overbevisning eller holdning, som de fleste af os andre finder absurd, og så aktivt yde støtte til mennesker og organisationer der aktivt deltager i terror. Og så kan det godt være, at et andet medlem af Enhedslisten, nemlig folketingsmedlem, gruppeformand og udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, som for øvrigt mente, at dommen over medlemmerne af Fighters and Lovers i 2008, da disse blev dømt for økonomisk at støtte FARC og PFLP i 2008 var forkert, her i 2024 mener at ”kort og godt, så synes jeg, at det [Jan Kjærgaard Hansens o.a. forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP] er fuldstændig langt ude,” som hun skriver i et svar til BT. I 2008 lød det lidt anderledes, når det handlede om Fighter+Lovers støtte til terrororganisationerne FARC og PFLP:

Kampen mod terror rundede et skarpt hjørne med Landsrettens domsfældelse af aktivister fra Fighters+Lovers. Dommene på op til seks måneders ubetinget fængsel til aktivisterne er resultatet af stramninger af terrorlovgivningen, som fulgte i kølvandet på 11. september 2001.

Dommen er også udtryk for, at terrorlovgivningen ikke alene indskrænker den enkelte borgers grænse for privatlivets fred, men også afgør, hvem borgere i Danmark må støtte, upåagtet at det ikke er støtte til vold.  Dette er et alvorligt indgreb i vores rettigheder og er ikke fordrende for en demokratisk udvikling. Hverken i de lande, som Fighters+Lovers ville sende støtten til, Palæstina og Columbia, eller i Danmark.
-Trine Pertou Mach (2008)

Det ændrer bare ikke ved at vi her har tale om en sigtelse (i 2024), som ret beset er baseret på at et menneske giver udtryk for sin overbevisning. For hvad bliver det næste? Hvad nu hvis det du tror på kriminaliseres?

Og her har vi så ved problemets kerne. Heldigvis er vores politiske tradition og kultur væsensforskellig fra den brasilianske, og ikke mindst er vores retssystem helt anderledes indrettet. Men på det personlige plan er vi måske ikke så forskellige fra brasilianerne. Ytringsfriheden og frihed i det hele taget er vist desværre noget som primært gælder, når det er synspunkter og holdninger, man selv deler.

Red regnskoven – køb brasiliansk

I dag vedtager Brasiliens underhus (Câmara dos Deputados) en historisk og afgørende pensionsreform. Alligevel er det ikke hovedhistorien i dagens udgave af Estadão, den mest konservative af landets tre store morgenaviser (vi vender tilbage til pensionsreformen, når den har været gennem senatet).

Dagens hovedhistorie er derimod, at præsident Bolsonaro kritiseres for at skade landbrugets interesser ved f. eks. at afvise at afskovningen i Amazonas er steget. Bl. a. fyrede han den mangeårige leder af INPE (Instituto Nacional de Pesquisas Espaciais) , som overvåger Amazonas, efter en heftig meningsudveksling mellem de to.

Og hvorfor kritiserer landbruget nu Bolsonaro? Er det ikke netop dem som har stået for en betydelig de af afskovningen gennem det seneste halve århundrede?

Det gør de fordi de har store eksportinteresser på spil (landbruget står for ca. 37 procent af den samlede eksport) – ikke mindst i forhold til EU, hvorfor netop landbruget støtter den handelsaftale som forhandlere mellem EU og Mercosur blev enige om tidligere på sommeren.

Aftalen kræver ellers at landene skal leve op til Parisaftalen, som Bolsonaro ellers ønsker at Brasilien skal træde ud af. Aftalen indebærer bl. a. at Brasilien forpligtiger sig til at genbeplante regnskov svarende til 3 gange Danmarks størrelse. Aftalen indeholder derudover en lang række krav om arbejdsrettigheder mv.

Men nu bliver Brasilien endegyldigt i aftalen – hvis handelsaftalen altså går igennem de 40 parlamenter som skal stemme om den (og et er jo ikke sikkert). Derfor er det også paradoksalt at en lang række NGO’ere har startet en underskriftsindsamling mod aftalen, fordi den, eftger deres mening, udgør en trussel mod miljø og mennesker. Se også “Stop the slaughter: NO free trade with South American beef!

Læser man den fulde tekst er det for øvrigt slående hvor håbløst lidt de der står bag har forstået af hvorledes velstand skabes og fattigdom og undertrykkelse bekæmpes. Bl. a. mener de at handelsaftalen vil forringe levevilkårene for befolkningen på landet, fordi landbrugsproduktionen vil stige. Gad vide hvad forfatterne til “Rainforest Rescue” tror folk lever af på landet i Brasilien og andre steder i Mercosur?

Med import følger indflydelse

Der kommer til at gå flere år før den indgåede aftale mellem EU og Mercosur træder i kraft, hvis den altså bliver vedtaget i alle landes parlamenter.

Det er nu heller ikke handelsaftalen som er årsag til kritikken af Bolsonaro fra Brasiliansk landbrugs side. Den skyldes derimod at man frygter hans optræden skader sektorens omdømme i udlandet og dermed indtjeningen her og nu.

Jovist, kunden er konge og det gælder selvfølgelig også ved import.

Se også tidligere indlæg om Handelsaftalen mellem EU og Mercosur:
Handelsaftale mellem EU og Mercosur – alle taler eksport, mens få taler om det vigtigste, nemlig import.

Og fra vores sommerserie i 2018:
Hvad gør handel 9: Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?

Hvad gør handel 10: Stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel.

Mens man venter på reformer, er Brasiliens økonomi gået i stå.

Langt om længe er forslaget til en gennemgribende og nødvendig pensionsreform nået frem til kongressens to kamre. Desværre i en udvandet version. Oprindelig var der lagt op til besparelser på omkring 1.600 mia. BRL (ca. 400 mia. USD i dagens kurser), og reform af pensionssystemerne gældende for både privat-, statslig, delstatslig og kommunalt ansatte, hvoraf besparelsen ved en reform alene i delstater og kommuner indebar en besparelse på ca. 400 mia. BRL over de kommende 10 år.

Delstaterne og kommuner er dog pillet ud af det forslag som kongressen nu diskuterer. Angiveligt fordi medlemmerne af de to kamre ikke mener der har været tilstrækkelig opbakning til en reform fra delstaternes guvernører. Det har ikke nogen umiddelbar konsekvens for de statslige finanser, men givet den finansielle tilstand i mange delstater er omend endnu værre end på føderalt niveau, ender det nok med at blive et føderalt problem alligevel på et eller andet tidspunkt.

Lovgivning omkring pension er en del af forfatningen og i regeringens oprindelige forslag ville man løfte dele af lovgivningen ud, så fremtidige ændringer nemmere kunne gennemføres. Dette er også fjernet fra de forslag som kongressens to kamre skal debattere.

Det har ingen (beregningsmæssige) økonomiske konksekvenser, men vil besværliggøre senere (nødvendige) reformer. Ændringer i forfatningen kræver et kvalificeret flertal på 60 procent af stemmerne i de to kamre. Formentlig indebærer det også at regeringens oprindelige ønske om at lave et pensionssystem med en højere grad af selvfinansiering i modsætning til det nuværende pay-as-you-go system, ikke kan gennemføres.

Økonomien står bomstille

For første gang siden 2016 mindskedes Brasiliens økonomi i 1. kvartal, målt i forhold til kvartalet før og flere økonomer forventer nu at økonomien vil vokse med under 1 procent i indeværende år. Så sent som i januar var forventningen at økonomien ville vokse med ca. 2,2 procent i indeværende år.

Ifølge tal for 1. kvartal 2019, faldt BNP (BIP på portugisisk) med 0,2 procent i forhold til 4. kvartal 2018, se figur nedenform, mens væksten set i forhold til 1. semester året før var på 0,5 procent og den akkumulerede vækst de seneste 4 kvartaler endte på 0,9 procent.

Målt på BNP per indbygger ser det endnu værre ud. Mens BNP per indbygger har ligget fladt de seneste år, er den fortsat ca. 8 procent lavere end for 5 år siden.

En del af årsagerne til nedjusteringen af den forventede vækst i indeværende år skyldes udefrakommende faktorer, ikke mindst krisen i Argentina, men den afgørende faktor er dog den fortsatte usikkerhed omkring den helt afgørende pensionsreform, som fortsat lader vente på sig.

Pensionsreformen er lakmus testen, men det er ikke nok

En reform af Brasiliens pensionsreform har været del af den offentlige debat lige siden man vedtog en ny forfatning i 1988, som indbefattede et pensionssystem, man allerede på daværende tidspunkt var økonomisk uholdbart og der har efterfølgende været adskillige på at reformere systemet under alle præsidenter, hvor ingen desværre er lykkedes med at komme igennem med andet end mindre tilpasninger.

Resultatet er at Brasilien har verdens dyreste offentlige pensionssystem, målt i forhold til andelen af befolkningen over 64 år, når man ser på omkostninger i forhold til BNP.

Selv om andelen over 64 år er under halvdelen af Spaniens, så udgør pensionsudbetalingerne ca. det samme, nemlig næsten 12 procent af BNP, hvilket fremgår af nedenstående graf.

Det er fuldkommen uholdbart på sigt, idet også Brasilien oplever en hastig aldring af befolkningen de kommende årtier. Frem mod 2060 forventes antallet af pensionister at stige med 260 procent (med mindre der gennemføres reformer), mens den erhvervsaktive del af befolkningen forventes at falde med mellem 6 og 7 procent.

Ligesom i det meste af det øvrige Latinamerika er fødselsraten faldet drastisk gennem det seneste halve århundrede. Fødselsraten er i Brasilien faldet fra 6 børn per kvinde i 1960 til i dag 1,7 barn per kvinde. Til sammenligning er antallet af børn per kvinde i Danmark 1,8.

Udviklingen indebærer, at uden reformer vil pensionsystemet koste svarende til ca. 25 procent af BNP i midten af det 21. århundrede.

Allerede i dag er der et underskud på pensions systemet svarende til ca. 5 procent af BNP, mens pensioner alene udgør 45 procent af det føderale budget. Når dertil lægges off. lønninger (som i lighed med pensioner er meget høje, op til 50 pct. højere end tilsvarende i den private sektor) og rentebetalinger på offentlig gæld (ca. 7 procent af BNP), levner det meget lidt plads til øvrige forpligtigelser og stort set ingen plads til f. eks. (meget) tiltrængte investeringer i infrastruktur mv.

Kilde: IBGE (2019)

Det nuværende pensionssystem

Brasiliens pensionssystem er nok svær at forstå for mange mennesker på vores breddegrader. Det er meget komplekst, økonomisk uholdbart og set med fordelingsmæssige briller vel også hvad de fleste vil opfatte som dybt uretfærdigt.

Selv om der formelt er tale om at den enkelte lønmodtager (i den formelle sektor – ved siden af eksisterer en meget stor uformel sektor, ligesom i andre latinske lande) betaler en hvis procentdel (ca. 11 procent) af sin løn ind til et pensionsystem, er der ingen sammenhæng mellem indbetalinger og efterfølgende pensionsudbetalinger. Det er i den grad tale om et “pay-as-you-go” system, hvor især pensionerne til offentligt ansatte, især statsansatte, er absurd høje. Under det nuværende system svarer pensionen til den sidste løn – og reguleres herefter i takt med den efterfølgende lønudvikling.

Offentligt ansatte er voldsomt overrepræsenterede blandt de 15 procent højeste indkomster (både beskæftigede og pensionister) og helt fraværende blandt de laveste indkomster.

Som lovgivningen er i dag, kan man gå på pension enten baseret på hvor mange år man har arbejdet eller minimumsalder. Pensionsalderen er 65 år for mænd og 60 år for kvinder i den private sektor og 60 år for mænd og 55 år for kvinder i den offentlige sektor.

Men man kan også gå på pension baseret på antal år man har “bidraget” via sin løn. Her gælder, at man skal bidrage 35 år for mænd og 30 år for kvinder. For bestemte grupper i det offentlige er der tale om færre år. Det gælder bl. a. militæret, politi, brandmænd og undervisere, hvor kvindelige lærere kan nøjes med 25 år, hvilket indebærer at de kan gå på pension, når de er i 40erne – og det med fuld løn!

Eet meget forskellige vilkår og lønniveau indebærer, at mens ca. 3 procent af samtlige pensionister kommer fra den offentlige sektor, generer de ca. 35 procent af det samlede underskud i pensionssystemet, der som nævnt udgør ca. 5 procent af BNP, med pil opad.

I gennemsnit modtager offentligt ansatte mere end 6 gange så meget i pension som privat ansatte, mens ca. 41 procent af pensionsudbetalingerne går til de 20 procent højeste indkomster. Omvendt står de 20 procent fattigste kun for ca. 3 procent af pensionsudbetalingerne.

Pensionsreform

Kort fortalt går regeringens forslag bl.a. ud på at der indføres en generel minimumsalder på 65 år for mænd og 62 år for kvinder ( med få undtagelser), mens man ikke længere kan gå på pension baseret på hvor længe man har bidraget. dog har antal år man har bidraget betydning for hvor høj en pension man kan modtage. At man fastholder differentieret pensionsalder på baggrund af køn er forøvrigt ikke økonomiminister Paulo Guedes ide. Han ønskede ens alder (65 år)

Det forslag der nu behandles i kongressens to kamre indebærer herefter en række modifikationer, hvoraf nogle har stor økonomisk betydning, mens andre ikke umiddelbart ændrer på den forventede besparelse de kommende 10 år.

Pensionssystemet vil således fortsat være bestemt ved forfatningen, ligesom bl.a regeringens planer om at gå fra et “pay as you go” mod et system, hvor pensionen i højere grad afhænger af den enkeltes opsparing. Der vil fortsat være forskel mellem offentlig og privat ansatte, og vilkårene for visse grupper, som bl. a. det føderale politi og militæret vil fortsat være meget favorable.

Ifølge regeringens oprindelige beregninger vil reformen indebære en statslig besparelse på ca. 1200 mia. BRL (svarende til ca. 310 mia. USD i dagens kurser) over de kommende 10 år – ca. 1600 BRL, hvis man regnede delstater og kommuner med.

Den besparelse var allerede langt fra en endelig løsning. Alene i 2018 var underskuddet i pensionssystemet små 200 mia. BRL.

Kilde: Økonomiministeriet, Brasilien (2019)

Ovenstående estimater fra økonomiministeriet er baseret på det oprindelige forslag, og derfor allerede forældede. Ikke kun fordi det nuværende forslag indebærer en væsentlig lavere besparelse over de kommende år, men også fordi de indbyggede forventninger til den økonomiske vækst i både indeværende og kommende år siden hen er revideret betydeligt ned.

Den forventede vækst for i år, da man lavede beregningerne var over 2 procent, mens den forventede vækst i BNP nu er nede på 1 procent – med risiko for at den bliver endnu lavere.

Vi kan således allerede nu konstatere, at både vækst og besparelse bliver betydeligt lavere end oprindeligt forventet.

Mens det oprindelige forslag indebar en forventet besparelse på ca. 1.200 mia. BRL på de føderale budgetter over de kommende 10 år, forventes der med de reviderede forslag kun at være tale om en besparelse på ca. 870 mia. BRL, svarende til et fald på ca. 30 procent.

Som tidligere nævnt er delstater og kommuner samtidig pillet ud (for nuværende), hvorved den samlede besparelse over de kommende 10 år er 45 procent mindre end ved regeringens oprindelige forslag.

Det skal holdes op mod, at de forventede underskud (uden reform) over de kommende 10 år er på ca. 2.000 mia. BRL.

Væsentligste årsager til den lavere besparelse er at foreslåede ændringer for førtidspensionister samt såkaldte “aposentadoria rural” (særlig kategori for personer i bestemte primære erhverv) bliver mindre end oprindeligt foreslået. I modsætning til regeringens oprindelige forslag fastholdes en lavere aldersgrænse. Desuden havde regeringen foreslået at afskaffe den såkaldte “Abono salarial”. Det reviderede forslag bibeholder dette system.

“Abono Salarial” er en ydelse man kan modtage hvis man tjener under to minimumslønninger i gennemsnit om mdr. og kan dokumentere at man har været i arbejde i minimum 5 år (hvilket udelukker de lavest lønnede, da de typisk er ansat i den uformelle sektor og derfor ikke har den fornødne dokumentation).

Selv om det oprindelige forslag indeholdt, at bl.a. undervisere – både privat og off. ansat havde en lavere pensionsalder end den generelle på 65 år for mænd og 62 år for kvinder – indeholder det nye forslag en endnu lavere pensionsalder for kvinder på 57 år i modsætning til de foreslåede 60 år, mens mænd også i det nye forslag tidligst kan gå på pension som 60-årige.

Hvordan den endelige reform kommer til at se ud, er ikke godt at vide. Det kan sagtens ende med yderligere udhuling. “Markedets forventning” (baseret på diverse spørgeundersøgelser i foråret blandt analytikere o.a.) tyder på at markedet forventer en reform som medfører besparelser for ca. 6-700 mia. BRL. Hvilket er alt for lidt og kun køber (lidt) tid.

Pensionsreform er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, forudsætning

Hvis det nuværende forslag vedtages er det trods alt bedre end markedet forventer og bedre end det forslag den tidligere regering ikke kunne få igennem. Det ligger også over hvad økonomiminister Paulo Guedes har angivet som “smertegrænsen” (han har sagt, at han træder tilbage, hvis den forventede besparelse for de kommende 10 år kommer under 800 mia. BRL). Men en pensionsreform er i sig selv langt fra tilstrækkeligt. Heller ikke planlagte privatiseringer – som i indeværende år gerne skulle bidrage med ca. 20 mia. BRL er tilstrækkelig, hvis man for alvor skal øge væksten de kommende år.

Nedenstående er et estimat for fremtidige vækst ved gennemførelse af en ambitiøs reformplan (der er ikke taget højde for en pensionsreform), se også noter til figur.

Problemet er grundlæggende, at nok kan regeringen gøre en del uden at gå til kongressen – det gjorde man også i den tidligere regering – men alle væsentlige ændringer kræver kongressens samtykke, og ofte også ændringer i forfatningen, hvilket indebærer at der skal være 3/5 flertal i kongressens to kamre.

Og udfordringerne er enorme. F. eks. har Brasilien formentlig verdens mest komplicerede skattesystem, ligesom der er forskelle fra delstat til delstat. Skatterne er generelt meget høje, mens der eksisterer et hav af undtagelser for udvalgte sektorer.

Det er mere end 60 år siden, at det økonomiske team bestående af Gustavo Bulhões og (Brasiliens fremmeste økonom gennem tiderne), Roberto Campos, mislykkedes med at gennemføre reformer, som kunne sikre en mere effektiv og markedsbaseret kreditgivning, baseret på private aktører. Mindre end 10 procent af Langfristede kredit/låntagning (løbetid over et år) kommer fra private aktører. Bl. a. et resultat af den førte pengepolitik og et meget højt renteniveau koblet med udbredt brug af subsidieret kreditgivning til udvalgte sektorer (og virksomheder). Skulle det endelig lykkes at etablere et mere moderne og markedsbaseret finansielt system (Guedes ønsker bl. a. at privatisere de store statsejede aktører i den finansielle sektor), vil det have stor positiv betydning for den interne ressourceallokering. MEn men men. Det er prøvet før og det er aldrig lykkedes, men måske denne gang?

Magten ligger i kongressen

Mens Paulo Guedes og hans team nok har de rigtige ideer, står det mere sløjt til med regeringens evne til at skabe flertal for sine reformer i kongressens to kamre.

Brasiliens præsident har en relativt begrænset magt. Alle væsentlige ændringer kræver kongressens ( og højesterets) opbakning. Ligesom i bl. a. USA har præsidenten godt nok muligheden for i et vist omfang at udstede dekreter. De kan dog – og bliver ofte – efterfølgende afvist af enten kongressen eller højesteret.

Indtil videre har præsident Bolsonaro vist sig som både uvillig til (og groft sagt inkompetent) at sikre sig en solid opbakning i kongressens to kamre, som ellers efter det seneste valg er relativt højreorienteret efter brasilianske forhold.

Med 17 partier i senatet og 26 partier i deputeretkammeret er det bestemt heller ikke nogen let opgave. Præsidentens eget (og seneste) parti, PSL, som han blev medlem af så sent som i 2017, sidder kun på 4 ud af Senatets 81 pladser og 55 ud af Deputeretkammerets 513 pladser.

Bolsonaro’s tilgang har bestemt heller ikke hjulpet. Således har han i flere tilfælde i stedet for at forhandle med kongressen, satset på at mobilisere opbakning i befolkningen. En taktik vi har set tidligere i Brasiliens historie – og som plejer at ende galt for den siddende præsident.

Den reelle magt ligger i en gruppe af centrum-højre partier (Núcleo duro), under ledelse af Deputeretkammerets magtfulde præsident, Rodrigo Maia, fra partiet DEM, som har rødder tilbage til Arena, som blev dannet i militærstyrets (naive) forsøg på at skabe et to-parti system, hvor Arena var på regimets side og MDP repræsenterede opposition.

Disse partier sidder på 149 af kammerets 513 pladser, og regner man mulige allierede partier med, 279 pladser. Heri er IKKE medregnet Bolsonaros parti PSL. (ja det er kompliceret).

Uden støtte fra Maia og rækken af centrum-højre partier, er Bolsonaros regeringstid dømt til fiasko (på det væsentligste område, nemlig økonomien). Og det er der en meget reel risiko for bliver resultatet.

Dermed er risikoen for at Brasilien fortsætter sin ringe økonomiske udvikling overhængende. Som det fremgår af nedenstående figur, har Brasilien siden begyndelsen af 1980erne været karakteriseret ved lav økonomisk vækst. Fra en gennemsnitlig vækst på 3, 6 procent per indbygger i perioden 1964-1985, har den siden 1989, kun været 1,2 procent om året.

Før nogen nu får den ide, at man ville være bedre stillet, hvis man afskaffede demokratiet og genindførte militærdiktatur – og det er der (desværre) en mindre del af den brasilianske befolkning som mener (inkl. præsident Bolsonaro) – så skal man være opmærksom på (mindst) to forhold:

1. Det er i høj grad både den økonomiske model (importsubstitution, statslig ejede virksomheder og manglende frie markeder) og det håbløse politiske system, hvor hver delstat er en valgkreds, , som er årsagen til den efterfølgende ringe udvikling.

2. Den økonomiske vækst som man oplevede op gennem 1970erne var i stigende grad baseret på ekstern finansiering (låntagning), og brød sammen i begyndelsen af 1980erne, samtidig med at inflationen steg markant.

Det skal også medtages at med demokratiets genindførelse fulgte også absolut nødvendige reformer, økonomi blev mere åben (oemnd den fortsat er relativt lukket), der gennemførtes privatisering i et vist omfang og ikke mindst medførte “plano Real” i 1994, at det lykkedes at komme den meget høje inflation til livs.

Desværre var man bedre til at øge skatteprovenuet end til at få styr på de offentlige udgifter, som ikke mindst steg kraftigt under råvarer-boomet i nullerne, hvor Brasilien meget fejlagtigt blev fremhævet for dets økonomiske udvikling.

Det er kun Venezuela som har haft en ringere økonomisk udvikling siden årtusindeskiftet i Sydamerika, og sammenligner man med resten af regionen var der intet spektakulært ved de sociale fremskridt som blev berømmet dengang i medier over hele verden. Andre lande i regionen klarede sig væsentligt bedre på bl. a. reduktion af fattigdom osv. Og et endda mens man rent faktisk investerede i at sikre den fremtidige produktionskapacitet – hvilket man fuldkommen negligerede under den populære præsident Lula, hvorfor den meget ringe økonomiske vækst i indeværende årti – og den største økonomiske krise i 100 år fra 2014 til 2017, i høj grad skyldes den førte politik i årtiet før.

Måske er den bedste illustrition af Brasiliens realative deroute gennem de seneste 30 år, at sammenligne med Chile, Peru og Colombia (de tre mest markedsorienterede Sydamerikanske økonomier)

Som det fremgår var Brasilien, målt på BNP per indbygger den rigeste af de 4 for 30 år siden. I dag er Chile markant rigere, mens både Colombia og Peru haler ind på Brasilien. Fortsætter den nuværende udvikling i blot få år endnu, vil Brasilien være det fattigste af de 4 lande.

Desværre et meget sandsynlig scenarie.


Chegou a hora? – Brasilien efter valget (I)

Det er alt alt for tidligt at sige noget om hvorvidt Brasiliens “tid endelig er kommet”, her 2 uger efter Jair Bolsonaros klare sejr over modkandidaten, Fernando Haddad fra Arbejderpartiet (PT) .  Men Bolsonaro’s sejr indebærer både risici og muligheder, som en sejr til Haddad havde udelukket.

Der er talt og skrevet meget om Bolsonaro – også her på bloggen. Af nogle benævnt den “tropiske” Trump, hvilket han ikke har haft noget imod. Målt på sine mange horrible udtalelser gennem årene, må det i så fald være tale om en Trump på speed. Forsvar for tortur, afvisning af at militærstyret fra 1964 til 1985 var et diktatur osv. osv. Så sent som  i 2016, i forbindelse med afstemningen i deputeretkammeret om Dilma Rousseff skulle stilles for en rigsretsdomstol, viste den tidligere faldskærmssoldat med rang af kaptajn, sin veneration for militærdiktaturet.

Afstemningen foregik ved at hvert medlem af deputeretkammeret mundtligt tilkendegav sin indstilling. Det var en absurd forestilling, som strakte sig langt ud på natten, fordi man naturligvis ikke kunne nøjes med bare at sige ja eller nej. Der var snart sagt ikke det, som de enkelte medlemmer ikke dedikerede deres stemmer til –  børn, forældre, Jesus, gud og for Bolsonaros vedkommende, den berygtede oberst Carlos Alberto Brilhante Ustra, som ledede Doi-Codi og har både tortur og mord på samvittigheden. Valgsejren har derfor udløst en forstålig bekymring for hvor Brasilien er på vej hen. Betyder valget af Bolsonaro en tilbagevenden til diktaturet? og hvad med hans mildt sagt voldsomme udtalelser om homoseksuelle eller nedladende ditto overfor folk fra Nordøstbrasilien og sorte?

Er der grund til bekymring?

På trods af mandens veldokumenterede apologi for militærstyret og forsvar for tortur, absurde udfald mod homoseksuelle og nedladende racistiske udtalelser (læs også mere på den engelske Wikipedia),  er frygten for hvad hans sejr vil betyde for demokratiet og behandling af seksuelle og etniske minoriteter formentlig (forhåbentlig) overdreven.

Militæret, som har (meget) høj status hos mange Brasilianere, har ingen interesse i at overtage magten og igen blive blandet ind i politik. Det kan naturligvis ændre sig. En ubekendt faktor er således hvorledes venstrefløjen, fagforeninger og sociale bevægelser med forbindelse til PT vil agere på valgnederlaget og kommende reformer. Men der er vi slet ikke på nuværende tidspunkt.

I forhold til tidligere voldsomme udtalelser om homoseksuelle, har Bolsonaro efterfølgende undskyldt (her kunne Trump lære noget), så sent som i et interview med Globo dagen efter valgsejren. Ud over at undskylde sine udtalelser, understregede han direkte adspurgt, at hadforbrydelser mod homoseksuelle skulle straffes hårdt. Lad os håbe at han mener det.  Ikke at man skal forvente bedre vilkår for homoseksuelle under den kommende regering, men det er værd at bemærke at 75 procent af befolkningen ifølge analyseinstituttet Datafolha, mener at folks seksualitet er op til dem selv.

Det ændrer ikke ved at Brasilianere grundlæggende er langt mere værdikonservative end amerikanere, for slet ikke at tale om nordeuropæere. Men der er dog et pænt stykke til at ville blande sig i folks seksualitet, for slet ikke at tale om at bifalde forfølgelse af dem .

Umiddelbart er det mest bekymrende den nye præsidents “lov og orden” dagsorden og udfald mod pressen, især det centrum-venstre orienterede Folha de Sao Paulo. Heldigvis har resten af pressen stillet sig på avisen, som er af høj kvalitet, side. Og det skal her bemærkes at Brasiliens ledende aviser og TV-stationen GLOBO’s nyhedsdækning faktisk er både afbalanceret og af høj kvalitet. Samtidig indebærer udnævnelsen af dommer Sergio Moro til justitsminister, se også nedefor, at de mere ekstreme forslag fra Bolsonaro ikke bliver til noget, i hvert fald ikke så længe Moro er justitsminister. Han har allerede taget afstand til flere af den kommende præsidents “gode ideer” – bl. a. at politiet skulle gives carte blanche til at skyde for at dræbe.

Første møde med pressen efter valgsejren var i hus. Det startede med “fællesbøn”, hvor man takkede Gud for valgsejren. Det er IKKE er normalt i brasiliansk politik. Det er det derimod i protestantisk-evangeliske frikirker.

Enden på hvilken epoke ?

Valget af Bolsonaro er blevet udråbt som enden på Nova República (betegnelsen for det demokratiske Brasilien, som afløste militærdiktaturet 1964-1985). Som nævnt mener jeg, at frygten for en tilbagevenden til tidligere tiders diktatur er noget overdreven. Men alligevel er det måske korrekt at tale om afslutningen på en epoke. Brasiliens socialdemokratiske parti (PSDB), som siden 1994 har konkurreret med Arbejderpartiet om præsidentposten blev valgets store taber, og partiets præsidentkandidat gik ikke engang videre til 2. valgrunde, mens PTs kandidat måtte se sig slået for første gang siden 1998.

Mens valget forhåbentlig ikke markerer enden på Brasiliens demokrati, er der dog på andre områder tale om et markant paradigmeskifte. Således er der tale om et opgør med årtiers udenrigspolitisk og handelsøkonomisk fokusering på syd-syd relationer, ligesom forholdet til regionens smertensbarn, Venezuela, endegyldigt er forandret. Netop Venezuela spillede en betydelig rolle i valgpropagandaen fra Bolsonaro, rettet mod PTs Haddad. Og hvor brasiliansk opbakning til en militær løsning tidligere var udelukket, er det ikke længere tilfældet. Ligeledes har den kommende finansminister, Paulo Guedes, betegnet Mercosur som et fængsel og ideologisk projekt, som man ikke vil acceptere står i vejen for Brasilianske interesser længere.

Man har også meddelt, at man flytter sin ambassade i Israel til Jerusalem – et markant udenrigspolitisk skifte – hvorved man kommer på linje med USA. Det viser samtidig betydningen af protestantiske frikirkes fremmarch i Brasilien, bl. a. pinsemissionen, hvis tilslutning de seneste årtier er vokset markant i hele Sydamerika.

Korruption, sikkerhed og økonomi 

Hvis der er 3 emner som definerede valget af Bolsonaro er det kampen mod korruption, landets skyhøje mordrate og manglende sikkerhed samt økonomien. Operation Lava Jato (operation Bilvask) og afledede korruptionssager, se også nedenstående video, hvor flere ledende politikere og erhvervsfolk er blevet idømt lange fængselsstraffe, og hvor der fortsat kommer nye afsløringer, personificeres mere end noget andet af undersøgelsesdommer Sergio Moro, som er Brasiliens nye justitsminister.

Allerede under valgkampen nævnte Bolsonaro, at han gerne så Moro som justitsminister eller medlem af højesteret, og et par dage efter valget, sagde Moro ja til posten som justitsminister. Moro skal især fokusere på korruption og indsatsen mod den voldsomme kriminalitet, som hærger. Mens det blandt mange Brasilianere er et populært valg, har reaktionen været mere blandet blandt politikere og juridiske eksperter. Et er naturligvis at udnævnelsen – i hvert fald – på den korte bane, taler ind i konspirationsteorien på venstrefløjen blandt PT og Lula’s tilhængere om, at han er uskyldig og der er tale om en politisk dom. Noget andet er hvorvidt Moro virkelig får frie tøjler til de nødvendige reformer til at styrke det Brasilianske juridiske system og domstolene. Og hvorledes vil han reagere hvis/når det er folk i den nye regering, som er under anklage? Det vil tiden vise. Indtil da må Moro’s accept af posten som justitsminister ses som en sejr for Bolsonaro – Og måske kan det dæmpe vores andres bekymring i forhold til den nye præsidents “lov og orden” dagsorden, som indtil videre primært har bestået i at opfordre politiet til at skyde nogle flere banditter (som om de ikke skød nok i forvejen).

 

kommende justitsminister Sergio Moro (tv) og kommende finansminister Paulo Guedes

Et paradigmeskifte?

I nullerne var Brasilien måske verdens mest overhypede økonomi. Der var ingen ende på præsident Lula’s popularitet og pressen flød over med beretninger om (og gør delvist fortsat) om hvordan man formåede at kombinere økonomisk vækst og bekæmpelse af fattigdom. Det er da også korrekt at man i en periode både oplevede økonomisk fremgang, reduktion af fattigdom, mens mio. af mennesker løftedes op i den hastigt voksende middelklasse. Men der er måske en grund til at man altid hæftede sig ved de absolutte tal i mio. og ikke så ofte nævnte hvor stor en andel af befolkningen som gik fra at være fattige til at være (lavere) middeklasse. Andre Sydamerikanske lande formåede nemlig større reduktion i fattigdommen, mens man samtidig oplevede højere økonomisk vækst.

Som det fremgår af ovenstående figur, er historien om Brasiliens økonomiske udvikling efter genindførelsen af demokrati en mildt sagt broget historie, og den overordnede trend siden 1980erne er, at Brasiliens økonomiske fremgang har været ringere end andre Sydamerikanske lande. Set i forhold til årtusindeskiftet har kun Venezuela oplevet en ringere økonomisk vækst. Det fremgår også tydeligt, at den relative økonomiske udvikling i nullerne, netop på det tidspunkt hvor præsident Lula’s stjerne internationalt stod i zenith og man både fik VM i fodbold i 2014 og OL i 2016 absolut ikke er imponerende. Og da de to begivenheder endelig blev afholdt var stemningen også vendt indenlandsk, om end det blev Lula’s efterfølger Dilma Rousseff, som måtte tage “tæskene”.

Det er bestemt ikke første gang at Brasilien er i økonomisk uføre, og det er bestemt heller ikke første gang at man gennemløber en reformperiode, hvilket jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg.

Historisk er man desværre altid faldet for fristelsen og har prioriteret kortsigtet vækst højere på bekostning af langvarig stabilisering og udvikling.

Ligeledes har man skiftet mellem “heterodoks” og “ortodoks” (markedskonform) økonomisk politik. Helt centralt står her valget af økonomiske ministre – typisk finansminister, ofte den væsentligste minister i skiftende Brasilianske regeringer. Og på mange måder kan udviklingen fra 1990erne og frem til nu beskrives som et spejlbillede af hvad der sket under årene med militærstyre (hvilket jeg vender tilbage til).

Den bedste måde at illustrere hvorledes forholdet er mellem skiftende præsidenter og finansministre/økonomiske teams er at sammenligne det med en fodboldklub. Skiftende finansministre indtager rollen som trænere, som skiftes når man ikke opnår tilfredstillende resultater. Lige som enhver træner har sin egen spillestil, har skiftende økonomiske teams haft hver deres økonomiske politik.

Således indebar Guido Mantega’s indsættelse som finansminister i 2006 et markant skifte i den førte økonomiske politik, som var langt vigtigere end overgangen fra Lula til Dilma Rousseff i 2011. En detalje, som ofte overses.

Efter Dilma Rousseff blev genvalgt med et snævert flertal i 2014, prøvede hendes nye finansminister, Joaquim Levy, faktisk at komme igennem med flere reformer, hvilket strandede både i kongressens to kamre og udløste stor modstand i Dilma Rousseff og Arbejderpartiets bagland. Levy holdt da også mindre en et år. Sidenhen blev Dilma som bekendt afsat, og der er efterfølgende faktisk gennemført en række fornuftige reformer, bl. a. af arbejdsmarkedet. Men det er langt fra nok.

En helt afgørende pensionsreform, har selv i en temmelig udvandet form ikke kunne komme gennem kongressen indtil videre. Som det fremgår af ovenstående figur stiger udgifter kraftigt. Det er derfor helt afgørende at der gennemføres reformer. Statens udgifter til pension i forhold til BNP er pt. ca. 12 procent og det på trods af, at en relativt lav andel af befolkningen er over 65 år (se også nedenstående figur). Forklaringen er lav pensionsalder og ikke mindst exorbitant høje pensioner til offentlig ansatte.

En pensionsreform bliver på mange måder lakmustesten for om man rent faktisk skal tro på at Brasilien denne gang mener reformer alvorligt, og at “tiden endelig er kommet” for landet af i morgen, som Brasilien er blevet kaldt i mere end 60 år, uden at “i morgen” har materialiseret sig.

Med Chile som forbillede 

Som jeg indledte med, følger der både risici og muligheder med valget af Jair Bolsonaro til præsident. Det kan udtrykkes med et ord: Chile 1973-1990. Efter sigende forsøgte Bolsonaro ved Pinochet’s død i 2006, at få overbragt sin kondolence til den gamle diktators efterladte via den Brasilianske ambassade i Santiago, som dog nægtede dette.  Og Pinochet er blandt Bolsonaro’s helte, hvilket ikke just er opløftende at tænke på. Men måske forklarer det også lidt af, hvorfor han efter han som medlem af deputeretkammeret mellem 1990 og 2016 stort set konsekvent stemte sammen med bl. a. PT i alle væsentlige økonomiske spørgsmål, tilsyneladende fik en åbenbaring sidste år, efter at have mødt Paulo Guedes, og nu tilsyneladende går ind for en (meget) liberal markedsbaseret økonomisk model.

Og muligheden for at Brasilien endelig gennemfører de nødvendige økonomiske reformer, som kan frigøre dets potentiale er lyset og håbet i forbindelse med denne regering, og personificeres af den 68-årige økonom Paulo Guedes, som er udpeget til at blive Brasiliens kommende finansminister.  Guedes læste i 70erne på Chicagos Universitet, og har selv sagt, at det var helt afgørende for hans syn på økonomi. I 1980erne underviste han på en række universiteter i Brasilien og netop Chile, for sidenhen at opbygge en betydelig formue som forretningsmand i den finansielle sektor.

En del af den kommende præsidents valgprogram har været en kraftig reduktion i antalet af ministerier, fra 29 til 15-16 stks. Som led i denne plan oprettes en et “super”-finansministerie, hvor både industri- og planlægningsministerierne lægges ind under. Det udløste stor kritik hos en række af den hjemlige industris interesseorganisationer – fordi det, som Guedes korrekt noterede, indebærer færre muligheder via lobbyisme at sikre sig subsidier og skattefordele samt beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. Planerne om ensidig reduktion af toldsatser, uanset hvad andre lande gør, er naturligvis også blevet mødt med kritik fra den indenlandske industri. Det kan godt være at markedet, herunder potentielle udenlandske investorer elsker Guedes, men det gør de individuelle aktører bestemt ikke. De øvrige medlemmer, ikke mindst Argentina, er heller ikke specielt begejstrede for, at Paulo Guedes

Kort fortalt ønsker den kommende finansminister at åbne økonomien, reducere regulering og bureaukrati (ifølge Verdensbankens “Doing Business” bruger mellemstore virksomheder i Brasilien i gennemsnit 2600 timer om året alene på skat, mens man til sammenligning kan nøjes med at bruge 130 timer i Danmark), forenkle skattesystemet, sænke skattetrykket markant,  indføre et pensionssystem efter Chilens forbillede, altså baseret på en egentlig opsparing, decentralisere således at de enkelte delstater får større autonomi og privatisere så meget som muligt, bl. a. for at nedbringe statens hastigt stigende gæld.

Det er altsammen sød musik i ørerne på denne punditokrat, men der er et men, og det er et stort men. Hvis det lykkes at gennemføre ovenstående bare delvist, vil der være tale om de nogle af de største forandringer i Brasiliens historie. Der vil således være tale om et opgør med en  statsorienteret inward-orienteret økonomisk model med rødder tilbage til i hvert fald starten af det 19. århundrede. Og uanset hvad regeringen foreslå skal det jo vedtages af kongressens to kamre, og hvorvidt det er muligt er temmelig usikkert. Indtil videre er der derfor god grund til at være afventende, hvilket også præger markedet – især potentielle udenlandske investorer. De store stigninger i aktiekurserne, man har oplevet  i år og styrkelsen af real overfor dollars, efter det stod klart at Bolsonaro ville blive den næste præsident, skal primært ses som en reaktion på at modstanderen, Fernando Haddad fra PT, ikke blev valgt.

Der er primært tale om en indenlandsk reaktion, mens udenlandske investorer fortsat forholder sig afventende. Og hvis der er noget Brasilien har behov for er det udenlandske investeringer (man antager normalt, at disse helst skal ligge på 5 procent af BNP eller højere).

Reformdagsorden står og falder på Paulo Guedes succes – og mens man “hænger” på præsident de næste 4 år, kan han jo blive skiftet ud eller evt. gå selv. Det bliver derfor ikke sidste gang at vi skriver om udviklingen i Latinamerikas største økonomi.

 

 

 

 

Reklame! O Mecanismo – ny TV-serie om korruption i Brasilien

Jeg er stor fan af Netflix. Jovist er det mere bras end kvalitet – hvilket også gælder deres egenproduktion (men det gælder vist alle streamingtjenester og traditionelle TV-kanaler, stats- som privatejede). . Men så er der en serie som den egenproducerede serie “O Mecanismo“, som lige har haft præmiere, og også kan ses på den danske Netflix.

Bag serien står bl. a. producent, instruktør og manuskriptforfatter José Padilho, kendt fra bl. a. “Narcos” og “Tropa de Elite”. O Mecanismo (The Mecanism på engelsk) er en dramaserie, som bruger den enorme korruptionsskandale, Lava Jato, som udgangspunkt. Serien følger efterforskningen og har skabt stor furore og vrede, ikke mindst på den Brasilianske venstrefløj, som opfordrer til boykot af Netflix.

I forbindelse med præmieren har Netflix åbnet korruptionsbutikker (lojas da corrupção) i lufthavne i São Paulo og Brasilia (se ovenstående video). På youtube kan man også finde nedenstående fabelagtige “reklamefilm”, hvor hovedbudskabet er at  det er muligt at være “med på moden over hævet over loven”.

Herfra skal bare lyde en kraftig opfordring til at se serien, den er fremragende. Og som vi tidligere har skrevet her på bloggen anser vi Lava Jato som noget af det mest positive der er sket i Brasilien i mange år – altså ikke selve korruptionen, men afsløringerne af magtfulde politikere og erhvervsfolks ageren og de efterfølgende fængselsdomme over dem.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not del II, Brasilien

Da en af brødrene Batista, som kontrollerer verdens største kødpakningskoncern, JBS, sidste år skulle forklare og undskylde hvorfor man havde været involveret i omfattende korruption og bestikkelse, svarere han:

I det brasilianske system, hvor det ofte er vanskeligt at sælge løsninger, har vores iværksætterånd og enorme ønske om at få tingene gjort, ført os på afveje og til at vi har valgt at  betale (bestikke) offentligt ansatte, I andre lande uden for Brasilien har vi kunne udvide vores forretning uden at bryde vores etiske værdier.

Det skabte en del furore i Brasilien, hvor mange ikke mente at det var en egentlig undskyldning. Det var det måske heller ikke, men han havde nu alligevel en væsentlig pointe. For den måde brasiliansk økonomi er indrettet, hvor statens centrale placering og betydning kan være afgørende for hvem som har succes som iværksætter/forretningsmand, bliver rentseeking selvfølgelig også af en helt anden og afgørende betydning end på et nogenlunde frit marked. Overvej blot betydningen af at stat- og delstater står for mere end 90 procent kredit med en løbetid over et år. Læg dertil at en væsentlig del af den statslige långivning sker – eller måske rettere skete med negative realrenter. Hvem vil ikke gerne have adgang til denne finansiering? Det er unægtelig fristende at hjælpe sine chancer på vej ved en erkendtlighed eller to til de der afgør hvem som får adgang til denne billige finansiering.

Eller hvad siger man til at man kan sikre sig kontrakter til massive overpriser ved leverancer til det statskontrolerede olieselskab, mod at give en erkendtlighed til de ansatte og bestyrelsesmedlemmer? Igen, det er fristende. Og sådan kunne man blive ved. Og det er faktisk også i grove træk hvad der ligger bag den enorme korruptionsskandale Lava Jato (på dansk bilvask), som siden 2014 har rystet den politiske og økonomiske elite i Brasilien og har ført til at flere erhvervsfolk og politikere er idømt flere års fængsel, mens en række af Brasiliens største virksomheder, som bl. a. de to multinationale giganter JBS og Odebrecht, har fået bøder i mia. klassen.

Skandalen er bestemt ikke afgrænset til Brasilien – ikke mindst Odebrecht (gigantisk multinational entreprenørfirma) har været involveret i bestikkelse af politikere og embedsmænd i mange lande, både i resten af Latinamerika og Afrika.

Og det er netop bl. a. Odebrechts betalinger for en ejendom til tidligere præsident Lula, som medførte at han sidste år blev idømt 9½ års fængsel for hvidvaskning og korruption. En dom som ikke kun blev stadfæstet, men skærpet til 12 år og 1 mdr ved en appelret i Porto Allegre i går (onsdag den 24.12018).

Dommen, som muligvis medfører at Lula ikke kan stille op til efterårets præsidentvalg er af flere iagttagere angivet som den væsentligste årsag til, at  det brasilianske aktieindex i disse dage er højere end nogensiden før. Det skyldes at Lula på trods af dommen sidste år var favorit til at vinde præsidentvalget, i hvert fald målt på kendte og sandsynlige kandidater. Ikke fordi et flertal mener han er uskyldig dømt – mens opinionsmålinger har ham som favorit på nuværende tidspunkt.

Politisk kaos og konstitutionel krise

Ca. 36 procent vil stemme på Lula ifølge meningsmålingerne, mens den 2. mest populære kandidat er en brasiliansk udgave af Donald Trump på speed, Jair Bolsonaro, som jeg havde den blandede fornøjelse af møde under præsidentvalget i 2014.

Mens Lula således har opbakning hos lidt mere end 1/3 af vælgerne, viser andre målinger at 40 procent af vælgerne aldrig kunne finde på at stemme på ham, mens ca. 60 procent faktisk er overbevist om at han er skyldig i anklagerne om korruption

Minimum 20 procent af vælgerne vil altså ikke udelukke at de vil stemme på Lula, selv om de mener han er skyldig i korruption. Det kan forklares af flere forhold;

For det første er det – formentlig med rette – en udbredt opfattelse i den brasilianske befolkning at de fleste (ae ovenstående ill.) politikere er korrupte. Med andre ord er udgangspunktet at man kan vælge mellem X antal kandidater der alle er korrupte. For det andet betyder det om en kandidat er korrupt eller ej ikke særligt meget for en stor del af befolkningen. IBGE lavede for nogle år siden en vælgerundersøgelse, hvoraf det fremgik, at 3 ud af 4 vælgere ikke lagde vægt på hvorvidt en kandidat var korrupt eller ej, og mange erkendte at de ville gøre det samme hvis de fik muligheden. Dette ter en opfattelse som især er udbredt blandt den fattigere del af befolkningen, som netop er PT og Lula’s kernevælgere. At se korruption som et væsentligt problem er i vid udstrækning et urbant middeklassefænomen. Da middelklassen også er de vigtigste forbruge af nyhedsmedier, hvis normer og prioritering dikterer prioriteringen , er der derfor grund til at tro at korruptionsskandalen fylder noget mindre hos befolkningen end den gør i medierne.

Ifølge brasiliansk lov, forøvrigt vedtaget under præsident Lula og gældende siden 2010, er man udelukket fra at stille op i 8 år, hvis man er dømt for korruption (den såkaldte ficha Limpa). Men……. Hvorvidt et evt. Lula kandidatur skal afvises, kan man ende med at retssystemet (i sidste endehøjesteret) først tager stilling til, når  Lula formelt registrerer sit kandidatur. Det kan ske frem til den 15. august. Han vil herefter fortsat kunne deltage i valgkampen indtil der foreligger en endelig afgørelse. I yderste tilfælde kan man risikere at Lula vinder valget, for herefter at blive afvist som kandidat, hvorefter der skal udskrives valg.

Uanset hvilke scenarier man opstiller, er risikoen for en konstitutionel krise i forbindelse med hvad mange betragter som det vigtigste præsidentvalg siden genindførelsen af demokratiet i Brasilien meget høj.

Det skal dog ikke skjules, at jeg anser netop Lava Jato og de afledede korruptionssager for at være noget af det mest positive, der er sket i Brasilien i mange år. Magtens tredeling og retssystemet har vist sig – nok til overraskelse for de fleste – at have været langt stærkere end forventet indtil videre.  Det vil forhåbentlig have en positiv effekt på sigt. Desværre er det ikke nok til at jeg vil placere Brasilien i kategorien hot endnu. For når man ser på det politiske system og mulighederne for at gennemføre de nødvendige reformer (som vi har skrevet om ved utallige lejligheder gennem årene) er usikkerheden fortsat stor. Standard og Poor nedsatte således Brasiliens kreditrating for nylig, netop med henvisning til manglende pensionsreformer.

“Landet af i morgen” er langt væk

Nok trækker det op hvis man undgår Lula som præsident – også selv om det måtte blive i den Lula light udgave man så i hans første præsidentperode 2003-2007. Men med Lula som præsident vil sandsynligheden for at man gennemfører de nødvendige fortsatte reformer (man har faktisk gennemført en del reformer, bl. a. arbejdsmarkedsreformer de seneste år under præsident Temer, men langt fra nok) bestemt ikke stige. Historien at det er meget svært i det hele taget at reformere Brasiliansk økonomi. Erfaringerne fra 90erne viser at man tilpasser sig lige netop nok til at systemet kan overleve. Bedste bud er derfor at Brasilien vil fortsat vil opleve en afdæmpet økonomisk udvikling i forhold til resten af Sydamerika. Altså en fortsættelse af den udvikling vi har set de seneste 30-35 år.

Derfor anser jeg Brasilien for at  være “not hot” indtil videre.

PS. I går skrev jeg at jeg ville se mere på de enkelte lande i dagens indlæg. Nu kom dette indlæg alene til at omhandle Brasilien. Jeg fortsætter i næste uge med indlæg om andre lande i regionen, og om hvorvidt de skal klassificeres som “hot or not”. Bl. a. Argentina og Mexico. Så der kommer altså som minimum også et “Who’s hot and who’s not” i begyndelsen af næste uge.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not, del I

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, har Latinamerika altid haft en særlig plads her på stedet. Ikke mindst Christian Bjørnskov og undertegnede har skrevet mange indlæg gennem årene. Ofte indlæg, som har været i markant opposition til dækningen i dansk (og international) presse generelt, som især tidligere (det er blevet markant bedre de senere år) stort set kolporterede venstrefløjens revolutionsromantiske fremstilling af Latinamerika. I visse medier, bl.a. Niels Lindvig i P1’s Orientering Udefra, gik man endog meget langt i forsvaret af det uforsvarlige, som f. eks. den hastigt voksende censur tidligt i Hugo Chavez regeringstid.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk friesteFor mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

 

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

Latin Lovers

Sidste onsdag var Lars Christensen, en gammel ven af punditokraterne og internationalt anerkendt økonom, samt undertegnede gæster i Radio 24syv’s Millionærklubben. Hovedemnet var Argentina og Brasilien. Det kom der – når jeg selv skal sige det – en meget lytteværdig udsendelse ud af.

Vi har jo fra tid til anden skrevet en del indlæg om begge lande og deres økonomiske udvikling. Ja, vi var vel også blandt de få her i landet, der manede til besindighed, da begejstringen var størst for den Brasilianske økonomi i nullerne.

Som Lars så rigtigt påpeger i udsendelsen, så var forklaringen primært det internationale boom i råvarerpriserne, ikke mindst drevet af væksten i Kina. Det ses tydeligt af de generelle vækstrater i hele regionen. Ikke underligt, da råvarer udgør en væsentlig del af eksporten for regionens lande. Men som jeg også påpeger, er der store forskelle på hvor meget vækstraterne er faldet i kølvandet på de lavere råvarepriser.

Denne variation kan derimod i vid udstrækning forklares med den førte økonomiske politik.

Og hvordan ser så forventninger ud netop nu?

Som det fremgår af ovenstående var væksten lav i de fleste lande sidste år, ja for Sydamerika var der tale om et direkte fald. Det skyldtes naturligvis primært Brasilien, Argentina og Venezuela. Det fremgår også, at Bolivia som det eneste af de lande som var del af bølgen af venstrepopulistiske regeringer der kom til magten omkring årtusindeskiftet og frem, fortsat oplever hæderlige vækstrater.

Måske vil nogen bemærke, at Chile’s vækst har været meget moderat. En del af forklaringen er naturligvis udviklingen i de internationale råvarepriser, men det er ikke hele forklaringen, og som sådan forklarer det egentlig ganske udemærket det som Lars og undertegnede taler om i udsendelsen. At ja, det har stor betydning hvordan den internationale økonomi udvikler sig, men det har den førte politik i de pågældende lande også.

Chile’s præsident, Michelle Bachelet, og hendes regering har formået – i en periode med økonomiske udfordringer – at gøre alt andet end at berolige markedet og sikre investeringslysten. Det skyldes ikke mindst den usikkerhed hun og regeringen fra start af skabte bl. a. ved ønsket om at øge selskabskatten. Det bliver interessant at se hvilken effekt det får for udfaldet af præsidentvalget til efteråret. Det bedste bud lige nu er, at man genvælger Sebastian Pinera, landets præsident fra 2010 til 2014.  Det vender vi naturligvis tilbage til, når valget nærmer sig.

Hvis der skulle være nogen af bloggens læsere, som ønsker en opdatering på udviklingen i de enkelte økonomier, kan vi forøvrigt anbefale OECDs seneste landespecifikke prognoser, nedenfor er links til et par af de vigtigste. Angående Argentina og Brasilien kan jeg naturligvis kun anbefale at man også lytter til “Latin Lovers” med Lars Christensen og undertegnede.

OECD prognoser juni 2017:

Brasilien

Agentina

Chile

Mexico

I udsendelsen taler vi også om marked vs. stat. Nedenfor er et “snapshot” af sammenhængen mellem økonomisk frihed (x-akse, Fraser Institute seneste tal) og væksten i BNP i 2016 (y-akse). Nej, den “beviser” ikke noget, men……. 🙂

Hvor dårligt går det i Brasilien? 2. ombæring

I marts skrev om, hvor dårligt det faktisk går med Brasiliens økonomi. Sidste år skrumpede økonomien med 3½ procent, og i året hvor landet skal afholde OL, er forsigtige forecasts at økonomien skrumper yderligere 4 procent. Det er dog ikke de eneste problemer, brasilianerne har. Landets dybt korrumperede politiske elite er i krise, som Niels snart vil skrive mere om her på stedet. De danske medier har endda fået øjnene op for problemernes omfang, og DR2 Dagen bragte et længere indslag i går med Mads Damgaard fra KU og undertegnede, som kan ses her.

De underliggende problemer er dog mindre omtalte, så her er to klare eksempler i figuren nedenfor. Den røde linje er Freedom Houses årlige vurdering af pressefrihed (omskaleret så 100 e perfekt og 0 er Nordkorea), mens den blå linje er the Heritage Foundations ligeledes årlige Index of Economic Freedom. De to kurver illustrerer det, mange analytikere efterhånden ser som det altoverskyggende problem i Brasilien. Staten ikke blot fylder mere rent størrelsesmæssigt – og Rousseffs problemer med at skjule et stort underskud er blot en del af det – men regulerer også i stigende grad. Det forbløffende er, at man både kan se det i den økonomiske frihed – hvor lette de offentlige reguleringer er, hvor stærkt retsvæsenet står og hvor åbent landet er for resten af verden – men også i det omfang, staten regulerer og kontrollerer medierne. Med risiko for at gentage, hvad mange andre har sagt: Brasiliens problem er ikke mangel på styring, men styringen i sig selv. Det er tid til at den brasilianske stat holder op med at stå i vejen for almindelige borgere, og at landets politikere taget erfaringerne i Chile, Panama, Peru og Uruguay alvorligt. Når de har gjort det, kunne danske politikere eventuelt tage erfaringerne lige så alvorligt.

Brasilien pres øk frihed

Hvor dårligt går det i Brasilien?

Senere i år er Brasilien vært for OL i Rio de Janeiro, men indtil videre kæmper landet med sine egne problemer. Efter at have været hypet i årevis som B’et i BRICS-landene – de fem lande, der efter sigende voksede bemærkelsesværdigt og var de nye økonomiske magter – er den brasilianske økonomi nu i tydelig recession. Men hvor dårligt går det faktisk i Brasilien for tiden?

Allerførst må man naturligvis se på de rent økonomiske indikatorer. Væksten i det reale BNP – dvs. udviklingen i folks faktiske købekraft – var praktisk taget nul i 2014, BNP faldt over tre procent sidste år, og et forsigtigt IMF-forecast for 2016 er, at Brasiliens økonomi kommer til at skrumpe omkring fire procent. Med et købekraftskorrigeret BNP på 15.800 USD (flg. CIA’s World Factbook, eller 14.400 i Verdensbankens mål) er landet endda meget gennemsnitligt og på ingen måde en særlig succeshistorie. Til sammenligning er Costa Rica, som ingen taler om, næsten præcist lige så rigt, mens Mexico, Panama og Uruguay er omtrent en tredjedel rigere, og folk i Chile er omkring 50 procent rigere end brasilianerne. Udviklingen i Brasilien er tydelig i figuren nedenfor. Og før nogen begynder at klage over, at det bare er de rige chilenere, der kører showet, er det værd at bemærke, at der praktisk taget ingen forskel er på indkomstuligheden i de to lande. Om noget ser det ud til, at selvom Chile omfordeler lidt mindre, har det også mindre ulighed i bruttofordelingen. Brasiliens inflation, der er på den anden side af 10 procent, hjælper heller ikke ligefrem de fattigste.

bra chl 00 til 16

Ser man nærmere på statens finansielle helbred, er Brasiliens internationale kreditrating heller ikke god. Standard and Poor’s nedgraderede i februar landet til BB, Moody’s fulgte med nedad en uge efter til Ba2- og Fitch havde allerede i december placeret brasilianske statsobligationer på BB+ – et hak bedre end junk status. Brasilien har traditionelt et af de største offentlige forbrug i Latinamerika – cirka en halv gang større end Chiles – og havde et budgetunderskud på et par procent sidste år på trods af, at ladet opkræver cirka 35 procent af BNP i skatter og afgifter. Det politiske pres på præsident Dilma Rousseff er for at hæve udgifterne som keynesiansk respons på krisen, hvilket vil udbygge underskuddet yderligere.

Det er netop en del af baggrunden for nedgraderingerne de seneste måneder, da den offentlige gæld vokser hurtigt i disse år, og med en vis sandsynlighed passerer de 75 procent af BNP i år. Den sidste del af den brasilianske historie for tiden, er den politiske krise i landet. Den 68-årige Rousseff er stærkt upopulær i Brasilien og mens hendes ratings har været lidt bedre i år, ramte hun bunden i oktober 2015 med en approval rating på kun 16 procent. Hun læner sig også op af den brasilianske ækvivalent til en rigsretssag, ikke mindst fordi korruptionsskandalen i Petrobras – der allerede har ramt den tidligere præsident Lula – nærmer sig partitoppen og præsidentembedet med stormskridt. Med andre ord er store dele af det politiske establishment, og ikke blot arbejderpartiet, efterhånden illegitimt i mange vælgeres øjne.

Sidste spørgsmål er derfor, hvor slemme problemerne i Brasilien er. Svaret må enhver komme til med egne overvejelser, men problemerne er særdeles vanskelige set i en dansk optik. Alt tyder på, at de strukturelle problemer i brasiliansk politik endnu en gang er ved at skabe en krise af sig selv. Særligt den dybtliggende korruption og sammenblanding af politiske og økonomiske interesser er helt græsk i sin evne til at ødelægge almindelig udvikling. Odds er at Brasilien er på vej ind i en længere nedgangsperiode. På den anden side må ethvert svar også hvile på den ædruelige indsigt, at det på ingen måde er første gang. Landets økonomi har i hele det sidste århundrede, og muligvis længere tilbage, været karakteriseret af booms, der skaber uovervejet optimisme, og efterfølgende alvorlige busts. Det eneste nye denne gang er måske blot, at militæret ikke overtager magten igen.

Svækker korruption erhvervs- og iværksætteraktivitet?

Dagens spørgsmål kan umiddelbart virke lige til. Hvis man skal bestikke sig til tilladelser til forskellige ting – opstart, miljø- og arbejdsforhold, eller fødevarekvalitet – bliver det markant langsommere og dyrere at starte virksomhed og drive den. Men der er andre forhold, der potentielt kan vende forholdet på hovedet. Spørgsmålet kompliceres yderligere af, at det er ganske svært at måle korruption, da problemets natur gør, at de involverede altid søger at hemmeligholde aktiviteten. Et nyt studie af Jamie Bologna og Amanda Ross, henholdsvis PhD-studerende og adjunkt på West Virginia University, der publiceres i Public Choice, giver et væsentligt klarere og overbevisende svar på spørgsmålet.

Forfatterne bruger det særlige forhold, at den brasilianske præsident Lula i 2003 indførte en ordning, hvor cirka en procent af kommunerne i Brasilien hver måned udvælges i et lotteri. Trækkes ens kommune, bliver dens regnskaber omhyggeligt revideret af en uafhængig enhed. Der er derfor offentligt tilgængelige data fra de tilfældige revisioner på, hvor stor en andel af en kommunes reviderede udgifter, der involverer bestikkelse. Bruger man dataene fra 2003, har man et så objektivt mål for korruption i Brasilien, som man næsten kan få.

Bologna og Ross kombinerer dette korruptionsmål med mål for erhvervsaktivitet og dens udvikling, så man kan se i hvor høj grad korruption er skadelig. Deres generelle billede er, at hvis korruptionsmålet stiger med ti procentpoint, falder antallet af virksomheder på langt sigt med 15-20 ud af et gennemsnit på 50 per kommune. De kan videre vise, at problemet er større for mindre virksomheder (med mindre end ti ansatte) og for virksomheder involveret i ressourceudvinding, byggebranchen, produktion, og transport. Generelt er 12 af de 17 sektorer dækket i de brasilianske statistikker påvirket af korruption.

De to forfattere kan dog gå et skridt videre, idet de også har et officielt mål for, hvor effektivt og udbygget, det offentlige bureaukrati er i hver kommune. De kan derfor skelne mellem ’sanding the wheels’ hypotesen om at omkostningerne ved bestikkelse ødelægger aktivitet, og ’greasing the wheels’ hypotesen, der siger at det er gavnligt at kunne bestikke sig udenom særligt tunge reguleringer og interventioner. De finder evidens for begge, idet bestikkelse på kort sigt er tydeligt positivt forbundet med erhvervsaktivitet i de kommuner, der har helt særligt svage bureaukratier. For cirka halvdelen med relativt gode bureaukratier, finder de dog helt konsistent og signifikant negative virkninger.

Selvom resultaterne derfor måske ikke er overraskende, er studiet værd at lægge mærke til. Grunden er, at Bologna og Ross først af alt afhjælper et af de helt store problemer i korruptionsforskning – hvordan man måler problemet – og derefter viser omhyggeligt og meget præcist, i hvilket omfang og i hvilke dele af økonomien, problemerne er størst. Det er sjældent, at man i denne forskning ser et papir, der så tydeligt undgår de ellers svære faldgruber, når man forsøger at vurdere bestikkelseskonsekvenser. Om politiske kontakter og lobbyisme kan skabe lige så svære problemer i bestikkelsesfri samfund som Danmark, er dog stadig et åbent spørgsmål.

Forslag til sommerlæsning (1) : Brazil: The Troubled Rise of a Global Power

Så er verdensmesterskabet i fodbold kommet godt i gang. Indtil videre ser det jo glimrende ud med masser af mål og flere overraskelser. Desværre er der også de sædvanlige ringe dommerpræstationer. Men sådan er det jo, når man i stedet for at satse på de bedste, arbejder med kvoter 🙂

I anledning af at VM afholdes i Brasilien, vil jeg varmt anbefale en nylig udkommet bog af Michael Read, som til daglig skriver for The Economist. Her har han hver uge en klumme, “Bellos”, hvor han skriver om om Latinamerika. “Brazil: The Troubled Rise of a Global Power” er både velskrevet og ikke mindst rig på væsentlig information om verdens 7. største økonomi, 5. største land og med sine ca. 200 mio. indbyggere, verdens 5. største befolkning.

Et land de fleste egentlig ikke ved ret meget om, når det kommer til stykket. Reid har skrevet bogen fordi, som han selv skriver:

After decades of military rule, the fourth most populous democracy enjoyed effective reformist leadership that tamed inflation, opened the country up to trade, and addressed poverty and other social issues, enabling Brazil to become more of an essential participant in global affairs. But as it prepares to host the 2014 soccer World Cup and 2016 Olympics, Brazil has been rocked by mass protest. This insightful volume considers the nation’s still abundant problems—an inefficient state, widespread corruption, dysfunctional politics, and violent crime in its cities—alongside its achievements to provide a fully rounded portrait of a vibrant country about to take a commanding position on the world stage.

Som denne blogs og Americas.dk’s faste læsere vil vide, sætter jeg meget stor pris på Brasilien, men har en del mindre til overs for dets økonomiske og politiske formåen. Udklip Kilde: BANCO DE ESPAÑA APRIL 2014 REPORT ON THE LATIN AMERICAN ECONOMY

Som det fremgår af ovenstående tabel, har den økonomiske vækst da også ladet en del tilbage at ønske de senere år. Det bliver ikke bedre i indeværende år, hvor den økonomiske vækst Ifølge The Economist forventes at ende på ca. 1,8 procent i Brasilien, Det skal ses i forhold til en forventet vækst på 3,7 procent i Chile og 4,6 procent i Colombia. Dog kan man glæde sig over, at situationen er en del bedre end i Argentina og Venezuela, hvor BNP forventes at falde.

Det er Reids fortjeneste, at han formår at at fortælle historien om landets udvikling uden at forfalde til floskler og samtidig er yderst kompetent i at viderebringe læseren et indtryk af og og forklaring på paradokser og forskelle landet er præget af.

Kun på et væsentligt punkt er jeg (desværre) uenig med ham. Read konkluderer meget korrekt, at Brasilien står overfor store udfordringer, hvis man skal få gang i væksten igen. Han konstaterer også ganske korrekt, at det brasilianske politiske system er håbløst indrettet. Men alligevel slutter han af med et vist håb om forandring. Deri er jeg desværre ikke enig.

På den ene side er det værd at understrege, at Brasilien ikke er Argentina, og at man næppe vil opleve en nedtur som den man står overfor hos den sydlige nabo (og som man har oplevet mange gange før). På den anden side er der intet som tyder på, at Brasilien vil formå en gang for alle at få gennemført de nødvendige markedsreformer.

Det mest sandsynlige scenarie er, at man på et eller andet tidspunkt vil gennemføre tilstrækkeligt med reformer til at sikre systemets (det vil sige statens) umiddelbare overlevelse. Det vil forhåbentlig generere lidt højere vækstrater. Men en reformperiode vil hurtigt blive afløst af en periode, hvor man igen satser på at opnå umiddelbar økonomisk og poltisk succes. På den måde minder det i ubehagelig grad om forholdene herhjemme.

Som vi har påpeget i en række indlæg her på bloggen gennem årene, se også Christians seneste indlæg om BRIKS landene, er Brasilien IKKE en økonomisk succeshistorie.

Brasiliens højvækstperiode var mellem 1920 og 1980, hvor udviklingen efter 1964 endog var betinget af at militæret havde sat demokratiet ud af kraft. I sidste ende fejlede de også, fordi det grundlæggende problem er den brasilianske model. Både hvad denne model egentlig er, hvorledes den er fremkommet og militærets rolle (som ikke er som i andre Latinamerikanske lande) beskriver Reid meget fornemt.

Bogen kan bl.a. købes på Amazon, også som e-bog, og er som nævnt stærkt anbefalelsesværdig.

Hvis man skulle være interesset, vil jeg også lige benytte lejligheden til at henvise til en samtale om Brasilien, som jeg havde med Cordua & Steno i deres program på Radio 24syv, torsdag den 5. juni i anledning af VM.

 

Kun udvikling under ordnede forhold?

Forestillingen om en velordnet industrialisme, døbt “fordisme” efter superorganistoren Henry Ford, er et politisk ideal som idag har stor betydning på venstrefløjen som en af de primære måder, hvor den kan forene sin traditionelle målgruppe, fabriksarbejdere, med sin nutidige, som er middelklasseforbrugere i byerne, og forene en his

Forfalden bygning ved Fords modelby "Fordlandia" i Brasilien, fra The Daily Mail.

Forfalden bygning ved Fords modelby “Fordlandia” i Brasilien, via The Daily Mail.

orie om Vestens fortid med ulandenes fremtid til en samlet politisk beretning.

Tanken er den, at der skal arbejdskamp (ved fagforeningerne) og politisk kamp (ved den parlamentariske venstrefløj) til at forbedre livsforholdene for verdens udsatte arbejdere. I dette verdensyn er høj løn (højere end markedsprisen), stabilitet og langvarig beskæftigelse, forudsigelige arbejdstider, pension og airconditioning de relevante parametre for en god arbejdsplads.

Dette er en industriel ideologi, hvor arbejdsgiveren og staten faderligt antager ansvaret for sine medarbejdere; idealet i Danmark kunne måske være Carlsberg-fabrikkerne eller velordnede skibsværfter, mens det i USA utvivlsomt må være det nu fallerede Detroits bilfabrikker. Der kunne man efter anden verdenskrig se kimen til en sådan velordnet industrialisme, hvor fortidens omskiftelighed og uforudsigelighed (som ideologisk kobles til kapitalismen) erstattes af en godmodig, velordnet og stabil vækstplan under kyndig og omsorgsfuld ledelse.

Fremskridtets historie reduceres til en bevægelse fra uorden, udsathed og uforudsigelighed (“kasinoøkonomi”) under kapitalisme til velordnet velstand med rationel planlægning og investering. Derfor opfattes det også som et slags syndefald og et tilbageskridt, når den offentlige samtale går i retning af fleksibilitet, omskiftelighed og konkurrence. Polske arbejderes uordnede forhold er i dette lys en slags social atavisme, som man helst var fri for at blive konfronteret med.

Derfor er der også opstået en stor litteratur fra venstre kant, som beskæftiger sig med fordisme, udvikling og udsathed (precarity) som produkt af neoliberalismen, som forstås som en fortsættelse af en gammel usikkerhed og en trussel om en fremtid, som er en fremskrivning af de nuværende uordnede forhold. I en nylig artikel om uformelle arbejdere i Brasilien, som lever af at samle og sælge genbrugeligt affald (catadores), skriver den amerikanske antropolog Kathleen Miller:

“Conceived as a condition of post-Fordist capitalism, the concept of precarity has emerged as a way to capture both the tenuous conditions of neoliberal labor as well as states of anxiety, desperation, unbelonging, and risk experienced by temporary and irregularly employed workers. In recent years, the term has circulated primarily among social-movement activists in post-industrial societies of Europe, North America, and Japan—places where Fordism was strongest in the twentieth century and which therefore have been most affected by its unraveling…

Her støder industrinostalgien på det problem, at økonomisk udsathed ikke er en undtagelse i forhold til det naturlige, som er de famøse ordnede forhold, men snarere udgangspunktet for det overvældende flertal af menneskeheden, som ikke er fastansætte lønmodtagere.

Når man baserer sin udviklingsideologi på forhold, som i en bredere historisk og global kontekst er undtagelsesmæssige, så støder man også på problemer i praksis. “Though Fordism might have existed as a dream, aspiration, or incomplete project in Brazil and other countries of the global South … full employment nonetheless remained the exception.”
Læs resten

Er Brasilien overhovedet en succes?

Dagens spørgsmål er retorisk, fordi svaret er nej. Brasilien er B’et i BRIK-landene, men ser man på landets faktiske udvikling, er der ikke meget at være imponeret over. En del af forvirringen er dog – måske – til at forstå. Det meste statistik i medierne, og desværre også en del af det, der bruges i bankerne, er ikke købekraftskorrigeret. Det har den effekt, at man blander egentlig vækst i købekraft (dvs. økonomisk levestandard) sammen med inflation.

Figuren nedenfor gør det forhåbentligt klart for læserne. Den røde linje er væksten i de rå tal, mens den blå er korrigeret for inflation. Gennemsnittet i de rå tal er en årlig vækstrate på 3,8 % siden de sidste 20 år, men kun 1,7 % når man har korrigeret for prisudviklingen. Det er ikke meget bedre end Danmark! Gør man det, kan man endda se tre år med negativ vækst i perioden.

Bundlinjen er, at Brasilien måske er interessant fordi det er et meget stort land, men når man tager et kig på de faktiske tal, er der ikke meget at være imponeret af. Væksten er endda aftagende, og man regner noget optimistisk med, at 2012 og 2013 lander på omkring 1 %. Så hvorfor er landet blevet så hypet?

UPDATE: Dagens Jyllandsposten er det seneste eksempel på et medie, der ukritisk bringer historien om ’vækstøkonomien Brasilien’. Niels Westy påpeger dog også, at mens tallene ikke helt fanger kvalitetsforbedringen af mange varer og service i landet, skete denne forbedring primært i 1990erne, og mest i første halvdel efter større liberaliseringer. Kvalitetsforbedringer er kun sket i meget begrænset i 00erne, og den handelsliberalisering, der skabte nogle af dem i 1990erne, er gået i stå og på nogle områder trukket delvist tilbage. Ligesom storskurken Argentina har Brasilien brudt Mercosur-aftaler flere gange.

Opbrud i den kinesiske vækstmodel – og mere købekraft til kinesiske arbejdere

Vi ved at kineserne efter kuppet i Chile 1973 plejede tætte kontakter til militærregimet og fulgte reformerne fra 1975 tæt. Men også udviklingen under et andet latinamerikansk regime havde kinesernes interesse, nemlig den statskapitalistiske model i Brasilien, der især opnåede – omend  kortvarig – succes under militærstyret (1964-1985) i begyndelsen af 1970erne (“Det brasilianske mirakel”). Selv om miraklet i årene 1968-1973 i nogen udstrækning var baseret på en illusion (der var i starten en del ledige ressourcer i økonomien efter en stabiliserings-periode 1964-67), var perioden præget af mere eksportorientering, – ikke at forveksle med en egentlig åbning af økonomien, fortsat stort statsligt engagement og ikke mindst, at man via et autoritært regime afgjorde “kampen om værditilvæksten” ved effektivt at undertrykke lønmodtagernes muligheder for at aktionere for højere løn. Fra 1973-74, hvor man begyndte en langstrukken tilbagevenden til demokrati samtidig med at man igen lagde fornyet vægt på importsubstituerende investeringer. Det er bl.a. på det tidspunkt man etablerede Embraer, der i dag er en af verdens største flyproducenter. Ligeledes stammer ideen om særlige økonomiske zoner fra Brasilien, der i slutningen af 1960erne etablerede en sådan i Amazonas omkring byen Manuas. Desværre (set ud fra modellens præmisser) var man op gennem 1970erne ikke i stand til at foretage de ønskede investeringer uden samtidig at opbygge en betydelig ekstern gæld, der til sidst førte til gældskrisen i 1980erne. Man havde ganske enkelt ikke den fornødne absolutte kontrol og magt til at imødekomme interessenternes (bl.a. faglært arbejdskraft og middelklassens) forventninger om fortsat stigende levestandard, mens man kun marginalt udnyttede landets virkelige ressource, nemlig dets rigelige mængder af ufaglært arbejdskraft (følger af importsubstitutionsmodellen).

Naturligvis har man også været inspireret af udviklingen i de asiatiske tigre (men det siger vist sig selv). Jeg skal understrege at jeg ikke på nogen måde foregiver at være ekspert i kinesiske forhold og at denne post ikke er et forsøg på at lave en dybere redegørelse for udviklingen i Kina siden 1970erne, men blot ser på nogle enkle karakteristiska.

For godt et år siden deltog jeg i en debat med Mellemfolkeligt Samvirke på det årlige “Fair fælled”, der holdes slutningen af august. Jeg har skrevet om denne oplevelse tidligere her på bloggen. Dengang var temaet multinationale mobilproducenters “skammelige” udnyttelse af bl.a. kinesiske arbejdere. Jeg har været inde og se på hjemmesiderne for dette års “Fair Fælled” – og det er ikke et tema i år. Det er derimod multinationale mineselskabers, eller rettere specielt ét, nemlig anglo-platinums – en del af Anglo-American – påståede “tyveri af fattige sortes jord” (det er åbenbart meget vigtigt for MS at det er sorte der “stjæles” – en noget racistisk tilgang efter min mening) fra i Sydafrika. Det har jeg også skrevet om før her på bloggen. Fællesnævneren her er selvfølgelig begejstringen for at dæmonisere multinationale selskaber og markedet, mens de nationale regeringers rolle nedspilles i en grad der bringer minder frem om tidligere tiders europæiske selvopfattelse i det 19. århundrede (White mans burden) og vidner om et temmelig problematisk syn på “de indfødtes” egne evner. Sidstnævnte blev forøvrigt bekræftet i fælledparken sidste år, hvor en af tilhørerne i ramme alvor gav udtryk for at fattige kinesere, der tager fra landet og ind til byerne for at finde beskæftigelse, ikke er i stand til at afgøre hvad der er til deres eget bedste.

I sidste uge havde The Economist fokus på lønninger og arbejderuro i Kina. I en leder hvor man under overskriften “The rising power of the chinese worker” konstateres bl.a., at

In truth, Chinese workers were never as docile as the popular caricature suggested. But the recent strikes have been unusual in their frequency (Guangdong province on China’s south coast suffered at least 36 strikes in the space of 48 days), their longevity and their targets: foreign multinationals.

China’s ruling Communist Party has swiftly quashed previous bouts of labour unrest. This one drew a more relaxed reaction. Goons from the government-controlled trade union roughed up some Honda strikers, but they were quickly called off. The strikes were widely, if briefly, covered in the state-supervised press. And the ringleaders have not so far heard any midnight knocks at the door.

At der gælder andre regler for multinationale end for nationale selskaber er ikke et særtilfælde i Kina, men derimod normen de fleste lande. Men i forhold til myndighedernes tidligere håndtering af strejkende arbejdere (også når det handlede om multinationale selskaber), er der alligevel tale om et paradigmeskifte.

Det kan tyde på, at man er klar over, at fortsat økonomisk vækst i højere grad skal drives af indenlandsk i modsætning og i mindre grad skal være investerings- og vækstdrevet, osm det har været tilfældet gennem de seneste 20 år. Mens lønninger i 1990 udgjorde 61% af BFI, udgjorde de i 2007 kun 53%.

Som The Economist også peger på, så vil højere kinesiske lønninger også være gavnligt for vesten;

This may seem odd, given how much the rich world has come to rely on cheap Chinese labour: by one estimate, trade with China has added $1,000 a year to the pockets of every American household, thanks to cheaper goods in the country’s stores, cheaper inputs for its businesses and stiffer competition in its markets. Just as expanding the global labour force by a quarter through the addition of cheap Chinese workers helped to keep prices down in the West, so higher Chinese wages might start to export inflation. Furthermore, from the point of view of the global economy, labour is a resource, like land or oil. It would not normally benefit from the dwindling of China’s reserves of labour any more than from the drying up of Saudi wells.

ageFaktum er, at “reserven” af villige ufaglærte arbejdere fra fattige landområder er hastigt faldende, hvorved forholdet mellem udbud og efterspørgsel hastigt ændres. Samtidig skifter virksomhedernes behov over mod bedre uddannet og stabil arbejdskraft, hvilket alt andet lige i sig selv vil indebære stigende lønninger. – Jo markedet fungerer også i Kina, uanset hvor ufuldstændig det så fortsat er på en række områder.

migrant worker

I modsætning til Brasilien, hvor militæret i løbet af 1970erne i stigende grad var nød til at “betale sig til den fortsatte magt”, har lederne i Kina naturligvis den fordel at de starter ud med kæmpe overskud på handels- og betalingsbalancen og som en betydelig kreditornation. Et andet spørgsmål er selvfølgelig hvorvidt reallønningerne ville have været højere eller lavere i dag, hvis Kina fra start af havde fulgt Chiles eksempel for hele Kina, i stedet for at etablere en blandingsmodel, med en lang række begrænsninger for den økonomiske frihed. Formentlig ville lønningern have været en del højere, i det et karakteristika ved den kinesiske model er, at den ikke har været specielt effektiv; korruption er udbredt, retsvæsenet er problematisk osv. osv. Prisen for dette er indtil nu blevet betalt af lønmodtagerne. Spørgsmålet er om de fortsat er parate til det – en forudsætning, hvis vækstraterne skal fastholdes under den nuværende model. De kinesiske magthavere har indtil videre været rigtigt dygtige til at “plukke” i kataloget over “neo-liberale” ideer, og har behændigt kombineret disse med en mere planøkonmisk tilgang, og dermed indtil videre sikret sig mod presset for mere frihed. Og først og fremmest har man fastholdt viljen til at anvende den nødvendige brutalitet når det har været nødvendigt for at fastholde magten.

På den anden side bør Kinas stigende reallønninger øge mulighederne for andre lande, der kan tilbyde rigelige mængder af ufaglært arbejdskraft til lave lønninger. Og så kan Mellemfolkelig Samvirke skælder ud på de multinationale selskaber, når de rykker deres produktion derhen.

Se også “The next China” i samme udgave af The Economist.

“No fim, o pais do futuro vai ficar o pais de hoje?” – Brazil takes off

Blot en kort “reklame” for en post på americas.dk i anledning af, at The Economist i sit sidste nummer har en meget positiv specialsektion på 16 sider om Brasiliens muligheder for endelig at opfylde alle de forventninger som både landets egne borgere og udlandet har haft i årtier. – Læs videre på Americas.

4609LD1