Argentinas økonomi – det permanente rod

Forleden tabte den siddende præsident Mauricio Macri valget i Argentina til venstrefløjskandidaten Alberto Fernandez. Nederlaget var forudset, da økonomien er dramatisk forværret de sidste år. Macri kom til magten på et program, der tog fat på en række af de persistente, økonomiske problemer, som Argentina har lidt af. Pensionssystemet er basalt set et pyramidespil, særinteresser har stor indflydelse, embedsværket er korrupt – som i mange andre latinamerikanske lande – og det politiske systems budgetdisciplin er med rette berømmet af de helt forkerte grunde. Det samme politiske system blokerede mange af Macris idéer, og de seneste år har været klassisk argentinske.

I 2017 – det sidste år der er konkrete tal for – havde den argentinske stat en indtægt på 120,6 milliarder dollars, men brugte 158,6 milliarder. Der er med andre ord meget lidt styr på de offentlig finanser, hvilket desværre er et klassisk argentinsk problem. Argentina gik endegyldigt bankerot i 1827, 1890, 1951, 1956, 1982, 1989, gennemgik en partiel bankerot i 2001, og endte i lignende problemer i 2014. Landet forsøger nu lige nu at undgå den niende default. Skiftende argentinske regeringer har også på andre måder haft svært ved at overholde internationale aftaler, ikke mindst i handelssamarbejdet i Mercosur, hvor man gentagne gange har brudt aftalerne og hæve handelsbarriererne overfor andre lande i regionen. Argentinernes ligegyldighed overfor internationale handelsaftaler har ikke blot skabt diplomatiske konflikter med det lille, men 20 % rigere, naboland Uruguay, men også med Colombia og økonomiske forbillede Chile.

Over årene har det dybt dysfunktionelle politiske system derfor også leveret både kriser og skuffende økonomisk udvikling. Mens Argentina var verdens tienderigeste land umiddelbart før Første Verdenskrig, har det over det sidste århundrede slet ikke fulgt med andre lande. Den først figur illustrerer problemet ved at plotte udviklingen i det argentinske BNP per indbygger (købekraftskorrigeret) med den tilsvarende udvikling i USA, Spanien og nabolandet Chile. Som figuren klart viser, var Argentina rigere end Spanien indtil først i 1960erne og også markant rigere end Chile. I dag er argentinernes gennemsnitsindkomst kun 30 % af amerikanernes og kun cirka 75 % af chilenernes. Som figuren viser, har der endda været decideret tilbagegang siden 2010.

Datakilder: Penn World Tables, mark 9.1

En væsentlig del af forklaringen ligger i den førte politik, som man kan se i eksemplet i den næste figur. I 50erne var Argentina det af de fire lande, der handlede mest med resten af verden. Mens man for eksempel kan se Spaniens handelsvolumen stige markant fra midten af 1950erne, implementerede Argentina som andre latinamerikanske lande den såkaldte ISI-strategy: Importsubstituerende industrialisering. Idéen bag den, som blandt andet blev udviklet af Paul Rosenstein-Rodan, var at et land kunne opnå økonomisk udvikling ved at lukke grænserne for import af industriprodukter og politisk støtte opbygningen af en egen industri, der leverer de varer, man før importerede. ISI-strategien var en økonomisk katastrofe, som Argentina holdt fast i indtil 1970erne og militærets kup mod det sidste Peron-regime.

Datakilde: Penn World Tables, mark 9.1

Mens Chile tydeligt har fulgt samme handelspolitik som Spanien – og på mange måder en mere åben politik – er Argentinas handelsvolumen i forhold til dets økonomi i dag på størrelse med USA’s. Rent økonomisk giver det ingen mening, da US0,0A’s økonomi er 24 gange større end Argentinas – landets købekraft svarer således til to af de 50 amerikanske staters – og USA har med andre ord også gavn af den enorme handel mellem delstaterne.

En række andre sammenligninger peger den samme vej. Mens V-Dem-projektets vurdering af Argentinas grad af politisk korruption i gennemsnit har været 0,452 (på en 0-1 skala) de sidste fem år, er den 0,064 for Spanien, 0,087 for USA og 0,082 for Chile. Siden Chiles gendemokratisering i 1988 har investeringsraten stabiliseret sig på omkring 22 % – et almindeligt vestligt niveau – mens Argentinas er 15 %, og udviklingen i Chiles kapitalapparat er sket fire gange hurtigere end Argentinas.

I medierne beskrives situationen i Argentina, der vitterligt er på konkursens rand, som en ny og unik situation. Sandheden er desværre, at landet har været der før og at de voldsomme økonomiske problemer i 2019 blot er en gentagelse af tidligere problemer, og en refleksion af landets elendige institutioner og rent ud sagt horrible politiske tradition. Taler man med argentinere i dag, oplever man ofte at deres selvforståelse stadig er, at de er Latinamerikas rige land. Det er mere end en menneskealder siden, at det var bare nogenlunde sandt. Spørgsmålet, man må stille sig, er om der reelt sker noget med Argentina før borgere og politikere indrømmer for sig selv og hinanden, at verden for længst har overhalet deres land?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.