Tag-arkiv: Brexit

Mark Littlewood om Brexit

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2021. Skriv et svar

Cepos-direktøren Martin Ågerup er, som mange allerede ved, en glimrende økonom og debattør. Han har også udviklet sig til at blive en meget kompetent interviewer, hvilket han har vist i en fin podcast-serie de seneste få måneder. Den sidste episode er særligt interessant, da Martin har fået fat i Mark Littlewood, der er generaldirektør af det hæderkronede Institute of Ecoomic Affairs i London. Mark har taget rejsen fra at være varm tilhænger af EU til at stemme for Brexit, og Martins samtale med ham er fokuseret på netop Brexit. Det er et meget spændende og oplysende interview mellem to fremragende økonomer og debattører, som vi varmt anbefaler!

Derfor glæder jeg mig ikke over Brexit.

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. januar 2020. 5 svar

I dag siger briterne farvel til EU.

Det tror jeg desværre ikke, der er grund til at glæde sig over – ikke for briterne og slet ikke for os andre.

I teorien kan briterne bruge Brexit til at liberalisere deres økonomi og udenrigshandel mere, end EU tillader. For en del brexiteers var det netop forestillingen om et europæisk Hong Kong eller et Singapore ved Themsen, som var motivationen for at træde ud. Desværre er det ikke så sandsynligt et udfald. En vigtig motivation for andre brexiteers var at komme af med den frie bevægelighed for arbejdskraft, som har været en af EU’s allerstørste succeser og været til enorm fordel også for briterne. De brexiteers ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke et nyt Hong Kong eller Singapore.

Det er mildest talt uklart, hvad Boris Johnson vil bruge sin store valgsejr til. Man kan håbe, at regeringen vil forsøge at gøre Brexit til en økonomisk succes ved at føre en liberal økonomisk politik, som øger den økonomiske vækst. En yderligere nedsættelse af selskabsskatten ville være et oplagt træk. Men han er nyvalgt på en platform, som stritter i alle retninger, og som bl.a. indebærer løfter om flere offentlige udgifter. Han kan, som Thatcher, vælge at udnytte Labours upopulære venstreorienterede politik til at føre en markant liberal økonomisk politik, men han kan også vælge at rykke til venstre i forsøg på at befæste midten.

Hvor udsigterne for briterne i bedste fald er uklare, er de desværre temmelig klart negative for os andre. Medianvælgeren i EU er rykket sydpå, i mere protektionistisk og illiberal retning. Det gør det sværere at blokere for protektionistiske tiltag og sværere at få fremskridt i gennem. Det protektionistiske og etatistiske Frankrig er kommet til at spille en større rolle. Tyskland kommer måske lidt længere frem i skoen politisk, nu hvor man ikke kan overlade det til briterne at tage teten mod dårlige ideer sydfra. Men den nye kommissionsformand er tysker, og hendes politiske linje lover foreløbig ikke godt. Som den tidligere Kommission synes hun at mene, at EU skal genvinde sin folkelige popularitet gennem populistiske mærkesager som minimumsløn, grøn industripolitik og kamp mod IT-virksomheder. Det er også værd at huske på, at hun er Macrons opfindelse, og at en del af betalingen var at udpege en fransk politiker (og jurist), Christine Lagarde, til at lede Den Europæiske Centralbank. Det lægger op til at politisere centralbanken – mindre end ti år efter, at politisering var ved at koste euro-projektet livet.

Photo by Naufal Giffari on Unsplash

EU kunne – som Johnson kan i UK – forsøge at gøre Brexit til en succes ved styrke de dele af EU-samarbejdet, hvor det har en naturlig funktion. Det vil først og fremmest sige at styrke det indre marked, bekæmpe konkurrencebegrænsende nationale foranstaltninger og sikre en markedskonform klimapolitik. Det ser jeg desværre ikke mange ansatser til. Selv i et land som Danmark med en traditionel markedsliberal tilgang til EU-politik mangler der en klar politik i den retning. Regeringen gik til valg netop på populistiske temaer som mere EU-indblanding i skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Til gengæld har dens fornuftige modstand mod at udvide EU-budgettet mødt kritik hos oppositionen.

Så jeg er ikke optimist i dag. Jeg håber, jeg kommer til at tage fejl.

Brexit-problemet – set fra et britisk perspektiv

Af Christian Bjørnskov, den 20. oktober 2019. 3 svar

I går stemte det britisk parlament igen om Brexit-problematikken og endte med at sparke det endelige spørgsmål til hjørnespark. Parlamentet bestemte, at premierminister Boris Johnson skal bede EU om en udsættelse, så lovgivning der forbereder den endelige proces med at forlade unionen kan gennemføres. Begivenhederne har endnu en gang bragt hele Brexit-diskussionen op i de danske medier igen, inklusive en hel lørdag aften på TV2 News. Og endnu en gang bragte medierne eksperter, blandt andet den ellers dygtige Henrik Drusebjerg, der vurderede at ”regningen bliver ret alvorlig.”

Hvad man end måtte mene om EU og om Brexit, har hele debatten desværre afsløret et problem i de danske medier: Danske journalister har i høj grad dækker Brexit-problematikken fra en rendyrket EU-vinkel. Får man udelukkende sine nyheder fra DR, TV2 og de store aviser, har man således med stor sandsynlighed fået det indtryk, at Brexit er tæt på økonomisk selvmord, og en masse gode mennesker har gjort hvad de kan for at beholde Storbritannien i den europæiske klub. Sandheden, som undertegnede ser den fra mit kontor i Aarhus, er langt mere grumset.

I Storbritannien selv har debatten været voldsom, men også noget mere nuanceret end i resten af Europa. Remain-siden har fokuseret på worst case-scenarier, hvor omkostningerne ser gigantiske ud, mens hårdnakkede Leavers i stedet har påstået, at der er umiddelbare gevinster ved at forlade EU. Og begge sider har til en vis grad ret: Remain-argumentet om store omkostninger er korrekt, når man ser på den regning, EU kræver at briterne skal betale, og de omstillingsomkostninger, som britiske virksomheder kommer til at bære.

Disse argumenter er også omhyggeligt dækket af de danske medier, mens de realistiske argumenter fra Leave-siden ikke er: Når Storbritannien forlader EU, har landet også en reel mulighed for at komme af med unionens fælles handels- og landbrugspolitik. Dette politikkompleks bruges ofte af nationaløkonomer som et særligt klart eksempel på ekstremt skadelig politik, der gavner små, uproduktive særinteresser og lægger en massiv regning hos almindelige borgere. Den britiske regering er åbenlyst frihandelsorienteret, den britiske frihandelstradition strækker fra de konservative til et godt stykke ind i Labour og the Scottish National Party, og regeringens erklærede mål er at bibeholde frihandel med EU og markant reducere de britiske handelsbarrierer overfor resten af verden.

De danske medier har i bedste fald betragtet øget frihandel som fugle på taget, mens de har taget Leave-sidens vurdering af transitionsomkostningerne for absolutte tal. Problemet er dog, at de positive dynamiske effekter af britisk handelsliberalisering på sigt kan være langt større end de kortsigtede transitionsomkostninger (læs f.eks. her, her og her). At beholde briterne i toldunionen har derfor aldrig været en reel mulighed, da man derved ville afskære sig fra stort set alle de kendte positive muligheder af Brexit.

Danske journalister synes at tro, at EU er en frihandlende og frihandelsvenlig blok, omend unionen de facto er stærkt protektionistisk overfor store dele af verden, og er rykket i en mere protektionistisk retning de senere år. Politisk er Brexit derfor et problem for Danmark, der sammen med bl.a. Sverige og Tjekkiet er blandt de få frihandelsorienterede samfund, der i Storbritannien havde deres eneste store allierede i EU. Fra dansk side har der derfor været et meget forståeligt ønske om at beholde Storbritannien i unionen, der ikke blot handler om at beholde fri import fra landet. Læg her mærke til, at der reelt ikke er nogen bekymring, om det bliver sværere at eksportere til briterne – ingen tror faktisk på, at briterne ville hæve handelsbarriererne.

Et sidste problem er, at mens danske journalister har været hurtige til at kritisere britiske politikere og forhandlere – der så absolut har fumlet, begået store fejl og trukket processen i langdrag – har de øjensynligt troet på alt, EU’s forhandler Michel Barnier har sagt. Sandheden er dog, at EU med vilje forsøger at gøre det så svært som muligt at forlade unionen. Mens der er relativt klare processer i forbindelse med lande, der tilslutter sig EU, er der ingen tydelig procedure for at gøre det modsatte, da det aldrig har været meningen, at det skulle kunne lade sig gøre. Fra EU’s side har en del af den politisk forhandlingsstrategi derfor været at gøre et skræmmende eksempel ud af Brexit ved at gøre det ekstremt dyrt og besværligt. Den lidt lunkne og usikre tyske holdning har således reflekteret, at Merkel er enig i formålet med strategien – at ingen i fremtiden skal fristes til at forlade EU på samme måde som ingen skal fristes til at forlade en rockerklub – men også er pinligt klar over, hvor dyrt det kan blive for tysk erhvervsliv at man gør det svært at handle med briterne.

Om man i sidste ende mener, at Brexit er en god eller dårlig idé, afhænger således ikke blot af ens holdning til EU’s stigende interventionistiske reguleringspolitik – den skiller også vandene i dansk politik – men også om man lægger vægt på det korte eller det lange sigt. På kort sigt er det dyrt, men på langt sigt åbner Brexit for reelle muligheder. Pointen i denne søndags tirade mod danske medier er ganske enkelt, at nuancerne i debatten og balancen mellem pro et con er forsvundet i deres eksklusivt kontinentaleuropæiske perspektiv. Langt de fleste journalister har således glemt en grundregel i journalistisk: Der er altid to sider af en sag.

Derfor er Brexit så svær at gennemføre

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. marts 2019. 2 svar

Det britiske parlaments behandling af Brexit er på mange måder både tragisk og komisk. Men den kaotiske proces er på samme tid mere ”demokratisk” end normal politik.

Den grundlæggende årsag til, at parlamentet ikke kan træffe en beslutning er, at deres præferencer givetvis er cykliske. Der er ikke klart flertal for ét forslag.

Det var meget tydeligt ved afstemningen i går, hvor MP’erne skulle indikere deres tilslutning til hele otte forskellige forslag – spændende fra en ny folkeafstemning til et hårdt Brexit. Ingen af forslagene kunne samle et flertal bag sig. Til gengæld indikerede de altså cykliske præferencer.

Man kan også sige det sådan, at der ikke er ét, men flere Brexit’er. Brexittilhængerne er meget delt i spørgsmålet om, hvilket de foretrækker. Det var klart allerede i kampagnen op til afstemningen. Nogle ønskede Brexit for at åbne Storbritannien mere mod resten af verden (”Europas Hongkong”). Andre ønskede Brexit for at lukke Storbritannien mere af – især for udenlandsk arbejdskraft. Det irske dilemma gør det hele yderligere kompliceret.

Cykliske præferencer vil i sin mest enkle form sige, at Y kan slå X, Z kan slå Y, men X kan slå Z. Hvis man stiller dem op over for hinanden i parvise afstemninger, vil vinderen af én afstemning altid kunne slås af det tredje alternativ. Man kan ikke rigtig forestille sig en person med cykliske præferencer.  Det ville være dybt irrationelt. Men hvis tre eller flere personer skal træffe en kollektiv afgørelse om mindst tre alternativer, kan deres ”fælles” præferencer godt være cykliske, selv om de hver især som personer ikke har cykliske præferencer.

Jeg har tidligere skrevet om fænomenet her. Christian har for nylig beskæftiget sig med emnet her.

Ved cykliske præferencer er der ikke nogen ”rigtig” eller ”naturlig” vinder blandt de mulige forslag eller kandidater. Et hvert alternativ kan slås af et andet – i uendelighed.

Man kunne måske tro, at cykliske præferencer er meget usædvanlige i politik. Vi observerer sjældent et kaos som det britiske.

Men der er faktisk grund til at forvente, at præferencerne meget ofte har en cyklisk karakter.

Hvorfor observerer vi det så ikke?

Forklaringen er, at afgørelsen bliver bestemt af noget andet end præferencerne. Men hvad?

Dette andet kan være, at der findes en bestemt afstemningsrækkefølge eller -metode, som reelt afgør udfaldet. Det kaldes en ”strukturinduceret ligevægt”. Faktisk er der også i sidste ende et strukturbestemt udfald i UK. Kan man ikke enes om andet, så gælder ”hård Brexit”.

Dette andet kan også være manipulation (hvorved ikke nødvendigvis skal forstås noget normativt negativt). Manipulation kan ske på to måder. Enten ved, at dem der bestemmer rækkefølge og alternativer reelt afgør udfaldet. Eller ved, at nogen stemmer taktisk. Ofte er det en blanding af en given struktur og manipulation, som er afgørende.

Det forklarer, hvorfor politikere så gerne vil i regering (ud over personlige ambitioner om at blive minister). Mulighederne for at bestemme rækkefølge og alternativer giver en betydelig magt over udfaldet.

I normale situationer har regeringen, statsministeren eller andre magten til at bestemme et udfald. Derfor observerer vi ikke det kaos, som præger Brexit. Men premierminister May har tydeligvis ikke tilstrækkelig magt over situationen til at kunne fremtvinge en afgørelse. Derfor er processen på sæt og vis meget ”demokratisk”. Den er, som politik næsten altid ville være, hvis ingen havde tilstrækkelig stor magt til at manipulere en afgørelse igennem.

På ét område er det dog ikke usædvanligt at se cykliske præferencer: Når regeringsmagten skifter fra valg til valg. Det er fuldt ud muligt med skiftende flertal, selv om der ikke fandtes en eneste vælger, som skifter præferencer over tid. Som et simpelt eksempel, antag at en regering altid er bundet af at gå til valg på den politik, den har ført. Hvis præferencerne er cykliske, kan oppositionen altid finde et program, som kan slå regeringens program. Y kan slå X, Z kan slå Y og X kan slå Z. Har regeringen ført politik X kan oppositionen vinde på Y… og så fremdeles.

Den konstitutionsøkonomiske tænker James Buchanan anså faktisk eksistensen af cykliske majoriteter fra valg til valg som et positivt træk ved demokratiet. Det kan forhindre, at nogle vælgere havner i permanent mindretal (der er mere om dette og cykliske majoriteter i min bog om Buchanan).

Indlysende nok ville politisk ustabilitet ikke have nogen fordele i en verden, hvor vælgernes individuelle præferencer lod sig smukt aggregere til en kollektiv præference – til et udtryk for ”folkeviljen”. Men det kan de ikke. Demokratiet kan snarere ses som en check-and-balance. Derfor er der en god grund til ikke at overlade flere beslutninger end højst nødvendigt til det politiske system. Men Brexit må nødvendigvis være en politisk beslutning. Uanset at den ser svær ud.

Hvordan ser No Brexit-scenariet ud?

Af Christian Bjørnskov, den 18. august 2018. Skriv et svar

Siden briterne stemte for at forlade den Europæiske Union, har debatten om både beslutningen og dens konsekvenser raset. Præcist som de danske debatter og med jævne mellemrum debatten om, hvorvidt Danmark bør slutte sig til euroen (hvor mit personlige svare er et rungende nej), domineres både den britiske og internationale debat af interesser med meget ’stærke’ synspunkter. I Storbritannien tales der således om Project Fear – kampagnen for at briterne alligevel skal blive – mens tilhængerne af Exit til tider baserer deres analyser på lige så tåbelige forudsætninger.

I denne forvirrende sump af offentlig debat står the Institute of Economic Affairs for mig som lidt af et lyspunkt. IEA – hvor jeg i øvrigt er medlem af deres Academic Advisory Council – har ikke nogen official position i debatten, da medarbejderne og bestyrelsen ikke er enige. Det har alle det fint med, da IEA er en tænketank og ikke et parti: Uanset hvad mange udenforstående synes at mene om både IEA, Cepos og andre tænketanke, er der ikke noget behov for at mene noget om alt, og der er begge steder så højt til loftet, at man sagtens kan være uenige.

Det faktum, at IEA ikke har et entydigt synspunkt i debatten bidrager til, at instituttet ofte leverer nogle af de mest balancerede og realistiske analyser af situationen. Det gælder således også i denne uge, hvor Kate Andrews igen leder den fremragende podcast Live From Lord North Street i en diskussion om, hvordan et No Deal-scenarie sandsynligvis kan se og udspille sig. Kates gæster er IEA cheføkonom Julian Jessop dets Senior Counsel Victoria Hewson, der har en både civiliseret og nuanceret samtale om, hvad der kan ske hvis EU og Storbritannien ikke når til en aftale om, hvordan deres indbyrdes forhold skal være efter den britiske udtræden. Som altid er Live From Lord North Street stærkt anbefalet, og meget velegnet til godt 20 minutters input i weekenden.

Ét år til Brexit

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2018. 3 svar

I det, der for få år siden blev kaldt blogossfæren, fndes der en række gode serier af samtaler, diskussioner og debatter, og the Institute of Economic Affairs fremragende podcast-serie Live from Lord North Street er en af dem. I IEAs  nyeste podcast i serien taler Madeline Grant tænketankens egne Julian Jessop og Shanker Singham om Brexit. Anledningen er, at vi i dag er præcist ét år fra dagen, hvor Storbritannien endegyldigt udtræder af den Europæiske Union.

Adspurgt direkte om de fremtidige udsigter for briterne, er hverken Jessop eller Singham specielt pessimistiske. Begge understreger, hvor store usikkerhederne er og hvor meget, der afhænger af den specifikke aftale, landet får med den resterende union. Jessop og Singham peger dog også begge på, hvor partiske mange analyser af Brexit stadig er, og hvor meget der ligger gemt i analysernes grundlæggende antagelser. De overvejelser er velkendte for de fleste økonomer, og diskuteres ofte og heftigt i medier og politik, men de to IEA-økonomer understreger også begge, hvor meget der afhænger af de andre aftaler, briterne skal og kan indgå.

En af Julian Jessops hovedpointer glemmes ofte, også selvom vi har skrevet om den både her på stedet og i Børsen: For at have mulighed for at realisere en række af de potentielle gevinster ved Brexit. Det er derfor ”essentielt at forlade toldunionen” og han er i samtalen meget klar i sin vurdering af, at det er positivt at alle aktører – andre landes politikere, britiske og udenlandske virksomheder osv. – nu ved med rimelig sikkerhed, at der kommer til at ske.

De væsentlige gevinster kommer netop af, at Storbritannien genvinder landets uafhængighed i told- og handelspolitikken. Det gælder ikke kun, som vi tidligere har skrevet om, at et fortsat medlemskab ville have gjort en af de væsentlige potentielle gevinster ved Brexit umulige, da langt de fleste af de kendte gevinster afhænger af, at Storbritannien kan tage væsentlige skridt væk fra de ofte stærkt protektionistiske elementer i EU’s politik.

Jessop understreger, at en del af medlemsskabet i toldunionen også tvinger lande til at implementere en række ’non-tariff regulations’, der fungerer som handelsbarrierer. Hans pointe, som jeg ikke erindrer at have set kommunikeret så klart før, er at der er et ganske stort og nødvendigt overlap mellem toldunionens handelspolitik og unionens reguleringspolitik.

Jessop understreger, at en række væsentlige detaljer, der er uenighed om i forhandlingerne, er i hvilken grad Storbritannien skal overholde fælles EU-reguleringer. Det er altså ikke et spørgsmål om toldbarrierer som sådan, men meget specifikke krav til at varer – og i en række tilfælde også produktionsprocesser – der importeres fra Storbritannien skal overholde EU’s reguleringer. Som Jessops kollega Shanker Singham formulerede det, ville landet indenfor toldunionen ”not be able to slow down European regulation.” Jeg er meget enig med Singham i, at det er en voksende bekymring, ikke mindst når man tager Jean-Claude Junckers udmeldinger efter Brexit alvorligt. Juncker har erklæret, at Brexit er en mulighed for resten af EU at rykke mod langt dybere integration, hvilket i EU-speak betyder langt mere regulering, fælles politik, og endda i en række forslag, fælles finans- og skattepolitik og EU-skat.

Singham er dog ikke naiv, og understreger også i samtalen, at der er en række tin, som briterne sagtens kan gøre bedre selv. Hans primære eksempel er toldbehandling, som ikke just er hurtig eller gnidningsfri, og hvor han ønsker sig, at det britiske embedsværk lærer af særligt Hollands ekstremt effektive håndtering. Derudover peger han også på, at det er ”fænomenalt svært” at vurdere effekter på handel. I modsætning til hardcore ideologiske tilhængere af Brexit peger han også på, at det er helt legitimt at antage, at der er større told- og handelsomkostninger, og problemer med ’trade diversion’. En analyse fra Whitehall, der blev lækket i medierne forleden, estimerer dem til cirka 27 milliarder pund over de næste 15 år. Singham gentager dog pointen, som forfatterne selv peger på, at analysen er partiel, og heller ikke ser på nogen af de mulige gevinster. Der er således ikke, som nogle danske medier synes at tro, tale om en cost-benefit analyse, men udelukkende en analyse af omkostningssiden. Og dele af de omkostninger, der tales om, er ikke rigtige omkostninger. Det irsk-britiske common travel area, der betyder at der er pas- og kontrolfri adgang mellem Irland og Nordirland, faktisk er fra før 1973 og derfor ikke bør berøres af Brexit.

Spørgsmålet er så, hvordan markederne reagerer og hvordan den britiske økonomie har udviklet sig efter afstemningen? Svaret er, at økonomien er fortsat med at vokse, men nok lidt langsommere end ellers. Der er for eksempel usikkerhed omkring hvad der kommer til at ske, der har ført til lavere investeringer. Jessops vurdering er dog, at der ikke er tegn på permanente problemer, pundet er begyndt at rette sig op efter at have tabt værdi i månederne efter afstemningen, og investeringsunderskuddet for tiden skyldes primært projekter, der er udskudt pga. usikkerheden, og ikke aflyst. Der er heller ingen tegn på, at det finansielle centrum i the City lider. Og som hans kollega minder om, er en del af de nuværende forhandlinger udenfor EU-regi nødvendige for at Storbritannien kan genindtræde som suverænt medlem af WTO. At landet nu får en selvstændig stemme i internationale handelsfora er også et resultat af Brexit, og som Singham omhyggeligt peger på, forventer andre lande i WTO, at Storbritannien bliver mere liberalt end EU. Nok kan man have sine tvivl om Theresa Mays kompetence, og hvad Labour under ledelse af Jeremy Corbyn kan finde på, men markederne regner med, at Brexit er gavnligt for både Storbritanniens og verdens frihandel. Det i sig selv er gode nyheder.

Skal Storbritannien blive i toldunionen?

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2018. 2 svar

I sidste uges Live From Nord North Street, the Institute of Economic Affairs fine podcast-serie, talte Madeline Grant med IEA’s cheføkonom Julian Jessop om hvad der taler for og imod, at briterne sigter efter at forblive en del af EUs toldunion. De fremtidige handelsforhold er centrale for Brexit-problematikken og for, hvordan briternes økonomi sandsynligvis kommer til at udvikle sig efter Brexit. Emnet diskuteres heftigt i Storbritannien, men burde også fylde i de danske medier. Storbritannien er for eksempel ikke blot Danmarks tredjestørste eksportmarked – et forhold, danske politikere forstår – men også vores sjettestørste importpartner. Jo bedre en aftale briterne får, jo bedre er det for dansk økonomi og danske forbrugere.

Baggrunden for IEA-diskussionen er, at Confederation of British Industry, den britiske ækvivalent til DI, forleden argumenterede for at landet bør forsøge at blive i toldunionen. Organisationens argument er, at en forbliven i toldunionen vil sikre, at britiske eksportvirksomheder bevarer deres toldfrie adgang til det Indre Marked, og dermed ikke skades af Brexit. Et andet argument, som Jessop nævnte i podcasten, er at fortsat deltagelse i toldunionen vil løse en del af de noget absurde problemstillinger, der er omkring den irsk-nordirske grænse. Nok er Storbritannien et ørige, men fordi Nordirland som bekendt stadig hører under kronen, har landet alligevel en landgrænse med EU. Pt. er den grænse mindst ligeså porøs og nem at passere som den dansk-tyske grænse, men EU har truet med at lukke den og gå tilbage til en situation med permanent paskontrol hvor alle person- og lastbiler stoppes. Hverken irerne eller briterne er interesseret i andet end en fortsat åben grænse, men det synes Michel Barnier at være relativt ligeglad med.

Alligevel er det interessante i Grant og Jessops samtale, at der også er forhold der taler for at briterne bør udtræde af toldunionen og forhandle en separat aftale. Overvejer man spørgsmålet kan det heller ikke undgås, at det fører til at man overvejer fordele og ulemper ved det danske medlemskab. En central del af diskussionen, der gør den mere kompleks end blot en idiotisk rygmarvsreaktion som at vi ”taber handel med EU”, er at EU både giver nemmere handel til andre EU-lande, men også begrænser mulighederne for at handle frit med lande udenfor EU.

Spørgsmålet er derfor om balancen mellem trade creation og trade diversion. En række firmaer står til at miste en del af deres markedsadgang, hvis Brexit indebærer at, at Storbritannien udtræder af toldunionen og ender med en aftale, der er tydeligt værre. Det kan ske hvis briterne tvinges til at betale told, hvilket ikke betyder at grænserne lukker – husk, at det værste der kan ske er, at de kommer til at få såkaldt MFN-adgang ifølge WTO-reglerne. Det kan også ske, hvis de bevarer toldfri adgang til EU-markederne, men kommer til at bære væsentlige dokumentationsudgifter, der i sig selv er non-tariff barriers.

Den anden side af sagen er dog, at virkeligheden i enhver toldunion også er, at medlemskab forhindrer et land i at indgå andre handelsaftaler. I en toldunion har man fri adgang til andre medlemmers markeder, og en fælles handelspolitik. For Storbritannien betyder det, at fortsat medlemskab i særdeleshed forhindrer landet i at indgå aftaler, der er bedre og indebærer friere handel end EU’s laveste fællesnævner (læs: Frankrig) tillader. Jessop understreger således, at briterne efter Brexit på sigt har mulighed for at lave bedre aftaler – og i bedste fald fuldstændigt fri handel – med en række af verdens emerging markets, ligesom de også kan tage større skridt mod fuldstændig fri handel med f.eks. Canada.

Grant og Jessop er således fornuftens stemmer i det kvarter, deres IEA-samtale tager. De peger på, at der er tab forbundet med Brexit, hvilket der næppe er nogen i den britiske eller danske debat, der tvivler på. De understreger derimod også, at der er potentielle gevinster forbundet med at bryde med EU’s toldregime, hvilket ofte overse af politikere og kommentatorer. EU er, som vi understregede forleden i Børsen, udadtil en af de stærke protektionistiske kræfter i verden. Brexit, håndteret af mere indsigtsfulde politikere end den robotagtige Therese May, åbner også en række muligheder. Jo stærkere frihandelstraditionen er i et land, jo mere sandsynligt er det, at landet kan få faktisk gavn af at bryde med den fælles handelspolitik da dets politikere kommer til at være mere tilbøjelige (alt andet lige) til at implementere friere handelspolitik. Og er der lande i Europa med stærkere frihandelstraditioner og –præferencer end Storbritannien og Danmark? Det skulle da lige være Sverige.

Er Brexit virkelig dårligt for briternes økonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 17. januar 2018. 6 svar

Brexit er et af de mest omdiskuterede emner for tiden, og mange kommentatorer forudser at det kommer til at være en næsten katastrofal beslutning for den britiske økonomi. Enkelte andre mener omvendt, at det kan blive en væsentlig fordel. Men som jeg selv skrev her på stedet efter afstemningen, afhænger udfaldet fuldstændigt af EU’s opførsel og briternes egne policy-valg efter de har forladt EU. Et klart svar blæser således stadig i vinden.

Det er derfor værd at forsøge at se, hvad markederne umiddelbart regner med. Som Friedrich Hayek understregede for år tilbage i hans måske mest indflydelsesrige (og indsigtsfulde) artikel nogensinde, er markeder glimrende som skabere og brugere af information. Vi har alle nogen information, mens et marked består af al den information, som er distribueret mellem alle dets deltagere.

Markeder reagerer derfor på al tilgængelig information hos deltagerne, og kan derfor under de fleste omstændigheder være langt mere effektive end selv de dygtigste enkelt-analytikere. Et nyt indlæg på FEE af Paul Whiteley , Matthew Goodwin og Harold Clarke bruger netop denne indsigt til at pege på, at Brexit ikke ser ud til at være den katastrofe for briterne, som mange har påstået. De tre statskundskabsforskere starter med at notere, at ingen af de eksisterende forecasts for økonomiens langsigtede udvikling giver megen mening.

In our book Brexit: Why Britain Voted to Leave the European Union, we criticize the Treasury report on several grounds and conclude that the long-term forecasts of the consequences of Brexit were essentially meaningless. This is largely because economic futures in 10 to 15 years are unknowable.

The same point, however, can be made about overly optimistic forecasts that the economy will be boosted by a precise amount from Brexit. Any long-term forecast of the consequences of Brexit, whether optimistic or pessimistic, is purely speculative. Your guess is as good as ours.

Whiteley, Goodwin og Clarke fokuserer i stedet på, at aktiepriserne er steget omkring og efter briterne stemte for Brexit. De stiller derefter det nødvendige spørgsmål, om aktiepriser overhovedet har noget med udvikling at gøre på lidt længere sigt. For at svare på det, har de foretaget en række analyser af såkaldt Granger-kausalitet på aktieprisudvikling og efterfølgende udvikling i økonomiske indikatorer. Og her finder de tre forskere, at aktiepriserne faktisk giver et ganske godt bud på, hvordan økonomien kommer til at udvikle sig, om end aktiepriserne rykker sig noget før de andre indikatorer. De er dermed en god forward indikator for den mellemlange udvikling.

Forskerne er omhyggelige med at understrege, at aktiemarkedet faktisk tager fejl nogle gange, selvom de generelt giver solide indikationer. Enkelte fejlskøn bør ikke overskygge generelt robuste sammenhænge. Implikationen af deres diskussion er således stadig, at ”so far, Brexit is turning out to be a good thing for important aspects of the British economy.”

Brexit: Regeringen kan ikke handle alene

Af Erik Winther Paisley, den 4. november 2016. 2 svar

high-court

Sladderpressen går amok.

I en utvetydig, enstemmig dom har Englands High Court besluttet, at regeringen May ikke på egen hånd kan melde Storbritannien ud af EU. Årsagen er enkel: EU-medlemskabet er ikke bare en mellemfolkelig aftale, men en integreret del af gældende engelsk ret, som regeringen ikke bare kan ændre. Regeringen havde tiltænkt at sætte en udtrædetraktat til ratificering hos parlamentet, men dét er utilstrækkeligt, vurderer domstolen. Det skal gennem parlamentet og vedtages ved lov.

Regeringens argumentation begrænser sig til at hævde prærogativretten, men det har domstolen altså afvist enstemmigt.

Den britiske sladderpresse er ved at koge over i raseri, og er ved at overgå sig selv i vulgaritet, blandt andet med homofobiske personangreb på dommerne. Modstanderne ser det som forsøg på at afspore hele Brexit-processen, hvad dommerne afviser, og hvad der næppe kommer til at ske.

Liam Fox, den britiske udenrigshandelsminister, forklarede i Underhuset, at regeringen er skuffet, og sagen rejser mange vigtige og komplekse problemstillinger, men at regeringen vil fortsætte arbejdet med at melde Storbritannien ud af EU af respekt for det britiske folks beslutning 23. juni. Så entydig som dommen er, forekommer sagen ikke synderligt kompleks, men det vil højesteretten snart tage stilling til.

Spørgsmålet er principielt og kontroversielt, fordi det tilsyneladende griber ind regeringens (”kronens”)  prærogativrettigheder. Ligesom i Danmark, hvor kongen ”handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender”, er den britiske regering ellers normalt temmelig fritstillet i udenrigspolitikken. Den kan på egen hånd indgå og opsige internationale traktater, erklære krig, udstede og inddrage pas, med meget videre.

Forskellen er, at en udmeldelse af den Europæiske Union vil have direkte virkning på britiske statsborgere, herunder den gruppe af erhvervsfolk m.fl. som har anlagt sagen. Ved Storbritanniens indtræde i den EU vedtoges The European Communities Act 1972, som indskriver EU-retten i engelsk lov – herunder borgerens rettigheder:

“Once notice is given under Article 50 some rights under EU law as incorporated into domestic law by the 1972 Act would inevitably be lost… “

Regeringen går for vidt, idet den i det øjeblik den meddeler kommissionen, at Storbritannien ønsker at udtræde, starter en proces, der uanset hvad parlamentet sidenhen måtte vedtage, vil ændre gældende britisk lov. Så optræder regeringen (kronen) som enelovgiver.

“[Udenrigsprærogativet] exists precisely because the exercise of such prerogative powers has no effect on domestic law, including as laid down by Parliament in legislation.”

Prærogativet, som er den magt kronen ikke har opgivet at udøve på egen hånd, er løbende indskrænket gennem århundreders magtkampe mellem konge og parlament. Det er ikke sjældent, at ministres dispositioner på vegne af kronen underkendes i domstolene.  Brexit-dommen må dog siges at være en af de mere væsentlige eksempler.

Det problem, set fra undersåtternes perspektiv, at regeringer indirekte kan komme til at ændre national ret ved at indgå eller opsige traktater, er ikke nyt. Den amerikanske forfatning, som blev skrevet med britisk forfatningsret in mente, fratager specifikt regeringen retten til at indgå traktater på egen hånd netop af den årsag. Traktater, som står over national ret, kan kun indgås med Senatets samtykke.

Dommen, som er yderst læseværdig, kan læses i helhed her.

Brexit – Between a rock and a hard place

Af Niels Westy, den 4. juli 2016. Skriv et svar

Debatten kører fortsat på højtryk om både hvorfor man stemte som man gjorde i Storbritannien forrige torsdag og hvorledes fremtiden ser ud. Ikke mindst hvilken økonomisk udvikling man kan forvente i både UK og EU fremover.

Om fremtiden kan man sige, at alt naturligvis er spekulativt. Det kommer helt an på hvilken politik der føres i UK og EU fremover. Og ikke mindst hvilken aftale et UK udenfor EU, og de tilbageværende medlemslande kan blive enige om.

Danmark kan (desværre) gå hen og blive en af de store tabere.

Både Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen har skrevet flere indlæg her på bloggen, se bl.a. her, her, her og her. ligesom Karsten Skjalm har skrevet om EU som “fredsprojekt”

På det seneste har Christian Bjørnskov haft en klumme i Børsen (4.7) (kræver abonnement), hvor Christian under overskriften “Udfaldet af brexit blæser stadig i vinden” bl. a. skriver at:

Briterne har muligheden for at vokse sig væk fra EU, hvis de vælger rigtigt, men hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

Og gennemgår en række mulige udviklingsveje, alt efter hvilken aftale man ender op med mellem Storbritannien og EU, og den førte politik.

I Ræson (kræver også abonnement – beklager) har jeg selv skrevet en længere kommentar, hvor jeg under overskriften “Brexit kan blive værst for Danmark” gør opmærksom på at det langt fra er sikkert, at det er Storbritannien som bliver (de største) tabere på deres exit.

Derimod kan et muligt scenarie også være, at Briternes udtræden indebærer:

en markant svækkelse af den markedsliberale fløj i EU. Afstemningsreglerne er således indrettet, at et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, kan blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Man kan populært sige, at briternes exit flytter magten i EU sydpå. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Sammenholdt med den meget bekymrende udvikling i flere lande i Østeuropa er der således bestemt grund til bekymring. Ikke mindst fra dansk side. Ja, jeg vil endda hævde, at der er langt større grund til bekymring for os der bliver tilbage i EU, end der måske er for briterne. Det gælder ikke mindst når det kommer til den fremtidige økonomiske udvikling.

Ovenstående ikke mindst i lyset af at snakken om at “leave” ingen plan har er temmelig forhastet. Om planerne – eller visionen for et Storbritannien udenfor EU bliver til noget skal jeg ikke kunne sige, men en af de tre talspersoner for den “officielle” Leave kampagne, Daniel Hannen, har været rimeligt klar i mælet, om hvad man ønsker:

Ifølge Hannen har medlemsskabet af EU været en hæmsko for UK, både politisk og økonomisk. Den genvundne frihed skal anvendes til at fremme UK’s økonomiske samkvem med verden udenfor EU og Europa. Og det er der faktisk både økonomisk og ikke mindst historisk ræson i. For er man tilhænger af frihandel, som Hannan (og undertegnede) er, må man uvægerlig have et ambivalent forhold til EU’s toldunion.
Mens det indre marked har fremmet frihandel internt i EU, har man udadtil været en af de væsentligste protektionistiske kræfter i verden. Da en række lande ført an af USA i 2005 således fremlagde forslag i WTO om fjernelse af handelsrestriktioner og subsidier på landbrugsområdet, var det EU, der var hovedansvarlig for at forhandlingerne brød sammen, til skade for ikke mindst en række udviklingslande.

En stærkere satsning på frihandel, lavere selskabsskatter (man har nu foreslået at den nedsættes til 15 procent) kan det meget vel tænkes, at Storbritannien “vokser” fra EU. Men som Christian advarer om i Børsen:

at får de populistiske kræfter overhånd, bliver den britiske økonomi næppe mere åben overfor international handel.

Og så vil udmeldelsen af EU blot medføre et svagere og fattigere Storbritannien.

Hvad afgjorde om man stemte “remain” eller “leave” 

At afstemningen faldt ud til “leave” sidens fordel, skyldes dog ikke økonomiske overvejelser. Tværtimod. Leave stemmerne var prinært begrundet i ønsket ønsket om at “føre magt tilbage til London”, mens den anden vigtigste årsag var muligheden for at kontrollere egne grænser og styre indvandringen. Økonomiske overvejelser synes derimod at have været af underordnet betydning.

Det ved vi fra den vælgerundersøgelse, som Ifølge den vælgerundersøgelse, som “Lord Aschcroft Polls” foretog efter stemmeafgivningen, og som omfattede mere end 12.000 vælgere.

Blandt mange andre forhold bad man vælgerne om at rangordne  mellem de 4 hovedårsager, der af de officielle kampagner er blevet anført for at stemme henholdsvis leave og remain.

For de der stemte leave, blev man spurgt om at rangordne følgende udsagn:

  1. The principle that decisions about the UK should be taken in the UK 49 % (1,79)”
  2. A feeling that voting to leave the EU offered the best chance for the UK to regain control over immigration and its own borders 33 % (2,17)
  3. A vote to remain was a vote for having little or no choice about how the EU expanded its membership or its powers in the years ahead 13 % (2,90)
  4. The Belief that when it comes to trade and the economy, the UK would benefit more from being outside the EU than from being part of it. 6 % (3,13)

leave 1

De der havde stemt remain, blev bedt om at rangordne følgende udsagn;

  1. The risks of voting to leave the EU looked too great when it came to things like the economy, jobs and prices 43 % 1,96
  2. A vote to remain would still mean the UK having access to the EU single market while remaining outside of the Euro and the no-borders area of Europe, giving Britain the best of both worlds 31 % 2,17
  3. A feeling that by leaving the EU, the UK would become more isolated of Europe from its friends and neighbours 17 % 2,54
  4. A strong attachment to the EU and its shared history, culture and traditions 9 % 3,32

remain2

Som det fremgår fylder økonomi fylder meget lidt hos leave, mens det er den væsentligste årsag hos remain. Den væsentligste årsag til stemme leave er derimod ønsket om “selvbestemmelse”.

Sammenholder man ovenstående med at leave-tilhængerne målt på en lang række parametre er mindre liberale ( både økonomisk og på “værdier”), se nedenstående figur står vi med et ganske interessant paradoks.Ill-vs-Good

Skal Hannen og andre liberale fortalere for et Storbritannien udenfor EU lykkes, vil man i vid udstrækning have opbakning blandt mennesker som stemte remain.

For jo, der har hele tiden været et frimarkeds-argument for både et remain og et leave. De kommende år vil vise, i hvilken udstrækning det bliver den liberale eller den protektionistiske vision, som “går af med sejren” i Storbritannien.

I EU er løbet formentlig kørt, netop på grund af Storbritanniens beslutning om at træde ud. Som både Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen tidligere har påpeget her på bloggen (og i Børsen) er balancen tippet til fordel for sydeuropæisk protektionisme. Og det er ikke godt for Danmark.

Vi er således fanget mellem “a rock and a hard place”, som en lille åben økonomi, hvis eksport for 3/4 vedkommende går til andre EU-lande (også uden Storbritannien som medlem).

 

 

Grüsse aus Heidelberg 2: Best for Britain

Af Christian Bjørnskov, den 29. juni 2016. 6 svar

Forleden skrev vi om, hvad man kan forestille sig, der sker efter Brexit. Enkelte kommentatorer drømmer stadig om, at briterne alligevel snor sig udenom vælgerne og forbliver i EU. Det er dog næppe sandsynligt, da det vil være den sikre vælgerdød for en række fremtrædende politikere. Enhver diskussion om konsekvenserne af Brexit må starte med, at Storbritannien rent faktisk forlader EU. Som vi skrev i weekenden, og som Thomas Barnebeck også bevægede sig hen mod at sige i Deadline mandag aften, afhænger en ganske væsentlig del af konsekvensen af, hvad briterne selv vælger at gøre. Dagens overvejelser fra det sydtyske handler derfor om, hvad det bedst britiske respons kan være.

I det spørgsmål er jeg helt på linje med Alberto Mingardi og den glimrende Emily Skarbek, hvis anbefaling er simpel: Frihandel, frihandel, frihandel. En ensidig britisk politikretning til frihandel, eller en status meget tæt på ikke at have handelsbarrierer overfor resten af verden, vil først og fremmest være stærkt gavnlig rent økonomisk. Det er en anbefaling, som noget i retning af 95 % af verdens økonomer kan skrive under på – vi er uenige om mange andre ting, men de gavnlige virkninger af handel er bestemt ikke en af dem – og det er et område, hvor briterne har stolte traditioner. Omvendt er det et af de ømmeste punkter for EU. Nok er der formelt fri handel indenfor det indre marked, men udadtil er EU en af de største protektionistiske kræfter i verden. Tolddiskussioner i EU tager altid afsæt i et fransk, merkantilistisk verdenssyn, og selv internt har flere lande svært ved at lade være med at fifle med tekniske handelshindringer.

Man må derfor spørge, hvor store chancer et frihandelsforslag har i Storbritannien? Svaret er, at det i høj grad kommer an på, hvordan det bliver håndteret, men flere elementer taler for. Først og fremmest har landet stolte traditioner – det er ikke tilfældigt, at det var Adam Smith og senere David Ricardo, der først beskrev de utvetydigt positive virkninger af frihandel. Den første globaliseringsbølge blev også skudt i gang af briternes ’Repeal of the Corn Laws’, dvs. deres ophævelse af toldbarrierer på landbrugsvarer fra 1846. For det andet vil et frihandelsforslag demonstrere ’politisk vilje’ og mod, hvilket der i den grad mangler i både britisk og fælleseuropæisk håndtering af Brexit-beskeden. Det kan således have en politisk logik, uanset hvad de normalt principløse politikere ellers mener, ved at være en vælgervindende strategi. For det tredje kan et ryk mod ensidig frihandel i den særlige situation efter Brexit være lettere end ellers. Enhver handelsliberalisering er normalt modarbejdet af stærke særinteresser, og der findes en del industri i Storbritannien, der kunne have interesse i at bibeholde høje barrierer. Men i den særlige situation i det urolige kølvand på Brexit, er alle den slags særinteresser svækkede.

På EU-siden er der grund til bekymring. Pressemødet i mandags afslørede en Francois Hollande, der sammen med Italiens Matteo Renzi er klar til at tage teten i unionen. Og der er absolut ingen grund til at tvivle på, hvad de vil: Med Storbritannien af vejen – og det kan åbenbart ikke gå hurtigt nok for dem – er noget af vejen ryddet for langt mere regulering og den hede, sydeuropæiske drøm om en fiskal union. Sidste hindring for den synes at være den tyske forfatningsdomstol.

Kan en britisk frihandelsposition da forhindre det? Måske ikke, men hvis briterne demonstrerer en vilje til at bevæge sig den vej, der også er målet for den liberale gruppe i EU – Holland, Danmark, Sverige, Finland, Estland og til dels Tyskland og Tjekkiet – vil uroen internt blive væsentligt større. Der ligger således en mulig demonstrationseffekt af en britisk frihandelsreform, og muligvis også en skammevirking i og med at det vil gøre det endnu mere klart, hvor stor en fallit EU har spillet på handels- og landbrugsområdet. Og hvis de store lande virkelig tager det alvorligt, at andre lande kunne forlade unionen, er en britisk demonstration af liberal politik en faktisk trussel.

Er alle disse ideelle overvejelser blot det, englænderne kalder a pie in the sky? Ja, det er de muligvis. Grunden til at være pessimist er ikke mindst, at der ingen grænser er for politikeres inkompetence og villighed til at føre deres lande mod afgrunden, blot de giver dem popularitet og genvalg. Men hvis ingen diskuterer mulighederne for at føre fornuftig politik, sker der aldrig noget godt på den front. Og en ensidig frihandelspolitik vil uden tvivl være Best for Britain.

En lynguide til konsekvenserne af Brexit

Af Christian Bjørnskov, den 26. juni 2016. 3 svar

I torsdags valgt et flertal på 1,3 millioner briter at de ønsker at melde sig ud af EU. De europæiske medier har derfor været oversvømmede af påstande og holdninger til, hvad der nu vil ske i Storbritannien såvel som på kontinentet. Allerede før afstemningen var særligt de britiske medier fyldt af dommedagsscenarier fra ’Remain’-kampagnen, og populistisk-nationalistisk jingoism fra ’Leave’-siden. Debatten har været karakteriseret af masser af meninger, men uden at journalisternes og kommentatorernes basale antagelser er blevet gjort klare. Ofte virker det endda som om, de ikke har gjort det klart for dem selv, før de fløj til tasterne. Ens normative holdning til EU – enten dets ’idé’ eller dets praksis – har øjensynligt bestemt, hvad man valgte at påstå.

Uanset hvad man ellers mener om unionen, hviler enhver analyse og ethvert forecast af konsekvenserne på antagelser om, hvordan de politiske parter håndterer en udmelding. Med andre ord afhænger alt af, hvordan det politiske respons kommer til at se ud i Storbritannien og i EU. Man kan derfor sætte en slags 2*2 matrix op for konsekvenserne, alt efter hvordan de to aktører reagerer: Reagerer EU liberalt eller illiberalt, og reagerer Storbritannien liberalt eller illiberalt.

Fra EU’s side kan man forestille sig tre basale typer negative respons: 1) Hævn, 2) trusler; og 3) politisk ’lettelse’. Den første mulighed er den mest tåbelige, set fra et objektivt synspunkt, men man skal aldrig ignorere, hvor irrationelle politikere kan være, eller hvor irrationelt de kan synes at opføre sig, fordi de tror deres vælgere belønner det. Der er derfor en lille, men reel mulighed for at EU’s respons bliver et fornærmet ”hvis I ikke vil være med i vores grandiose projekt, vil vi ikke have noget at gøre med jer.” Dette respons vil føre til barrierer overfor samkvem med Storbritannien, og en nægtelse af en nogenlunde rimelig samhandels- og samarbejdsaftale med unionen.

Den anden mulighed er umiddelbart meget mere sandsynlig. Den ligner nummer 1, men har en ganske anden baggrund. EU-projektet er nemlig designet med én og kun én retning: Stadigt tættere integration. Det er derfor, at der ikke eksisterer procedurer for, hvordan et land forlader unionen, eller for den sags skyld, hvordan man forlader eurozonen. Det er ganske enkelt ikke meningen, at det skal kunne lade sig gøre. EU-eliten har således en stærk interesse i, at det ikke sker mere. Der kan derfor være en meget stærk politisk interesse i, at gøre det så dyrt som muligt for briterne at forlade EU. Rationalet er, at hvis andre lande ser, hvor dyrt det er og hvor dårligt, man bliver behandlet i det tilfælde, vil det virke afskrækkende på andre befolkninger, der måtte overveje at forlade unionen. Mulighed nummer 2 er med andre ord politisk rationel, fordi den ændrer de næste potentielle exit-landes cost-benefit-overvejelser ved at hæve omkostningerne ved et exit.

Det tredje mulige respons er direkte relateret til Ottos post forleden her på stedet. Otto understreger, ligesom jeg selv tidligere har gjort i Børsen, at en række afgørelser i Rådet kan tænkes at falde anderledes ud uden briterne. Reglen er, at et mindretal på mindst fire lande og mindst 35 pct. af unionens befolkning, kan blokere enhver beslutning, der ikke kræver enstemmighed. Danmark hører ofte til dette mindretal, der har langt mere liberale politiske præferencer end resten af EU. Uden briterne er det traditionelle ’blocking minority’ ikke længere stort nok til at blokere. Den ændrede politiske situation kan derfor føre til politisk ’lettelse’ i de mindre liberale dele af EU – man er lettede over, at briterne nu ikke længere kan blokere for langt mere regulering, protektionisme, overførsler sydpå osv. Brexit kan derfor åbne en ladeport for elendig, fælleseuropæisk politik i en fransk/sydeuropæisk tradition.

Omvendt kan et EU-flertal også vælge en pragmatiske og økonomisk gavnlig retning. Problemet med alle tre respons ovenfor er nemlig, at de på blot mellemlangt sigt vil gøre EU-landene markant fattigere. Rejser man handels- og investeringsbarrierer mod Storbritannien, kan det have meget umiddelbare og stærkt negative konsekvenser i bl.a. Frankrig og Tyskland. Cirka 6 % (4,5 %) af Frankrigs eksport (import), 8 % (5 %) af Tysklands eksport (import), og 9 % (6 %) af Hollands eksport (import) går til Storbritannien. En mere håndfast måde at eksemplificere de økonomiske bånd er at notere, at en ganske stor del af motorerne i tyske BMW-biler bliver produceret i England. Det samme gælder for Ford og Opel, ligesom briterne leverer en meget lang række andre komponenter til tysk, fransk og hollandsk industri. Handelsbarrierer overfor briterne vil have direkte konsekvenser for disse EU-virksomheder, og spørgsmålet er, om konsekvenserne er værre for kontinentet end for briterne. De helt umiddelbare reaktioner kan måske tyde på det. Mens danske og tyske medier skrev vidt om et 4-5 % fald på børsen i London, var de umiddelbare fald noget større i bl.a. Frankfurt og Paris. Det er også sigende, at mens pundet er faldet i værdi ift. dollaren, er euroen faldet sammen med pundet. Et økonomisk rationelt respons vil derfor være, hurtigt at forhandle en frihandelsaftale med briterne, der f.eks. ligner den schweiziske.

På den britiske side er det tydeligt, at aviser som den konservative The Telegraph, der har støttet et Brexit, regner med at uafhængig britisk politik vil bevæge sig i en mere liberal retning. Men det er blot en af de to muligheder. Mens Labour med valget af Jeremy Corbyn har taget et stort skridt mod den ekstreme venstrefløj, og dermed væk fra egentlig politisk indflydelse, er der stærkt populistiske kræfter på midten af britisk politik. UKIP og dets leder Nigel Farage bliver ofte beskrevet som stærkt højreorienterede, men i både økonomisk politik, handel og immigrationsforhold er partiet lige så oldsocialdemokratisk som Front National, FPÖ eller Dansk Folkeparti.

Uafhængigheden fra EU betyder derfor, at briterne står i et politisk vadested. Hvis de populistiske kræfter får overhånd, bliver britisk politik næppe mere liberal og den britiske økonomi næppe mere åbent overfor handel og investeringer med resten af verden. Og man kan med nogen rimelighed forvente, at hvis EU reagerer ved at forsøge at fryse briterne ude, bliver det langt lettere for UKIP og andre at argumentere for, at interventionistisk og protektionistisk gengældelse er det rigtige svar. Holder Boris Johnson og det konservative parti hovedet koldt, er der gode muligheder for, at briterne politisk rykker i retning af den liberale, de selv grundlagde i den skotske oplysning. Et Storbritannien, der frigjort fra franske og italienske bånd bevæger sig mod mere frihandel, lettere og mere særinteressefrie reguleringer og mindre stat, er absolut at foretrække.

Idealet for alle almindelige europæere, og i særdeleshed for de liberale stater som Danmark, Finland og Holland, er et liberalt Storbritannien, der bibeholder en tydelig frihandelsaftale og helt generelt frie økonomiske bånd til EU, og uden gengældelsesaktioner fra unionen. Second best er et liberalt Storbritannien, som rider en politisk storm af fra Frankrig, Spanien og andre. De helt grimme scenarier er til enhver tid dem, hvor briterne også på et ’ideologisk’ plan forlader Nordeuropa. Hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

EU efter Brexit/Bremain

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. juni 2016. 3 svar

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

Et Europa i ”to hastigheder”

Af Christian Bjørnskov, den 13. juni 2016. 1 svar

Der har længe været talt om et EU i ”to hastigheder”, og ofte som et problematisk scenario. Med en mulig Brexit er diskussionerne taget til. Adskillige kommentatorer ser det således som overvejende sandsynligt, at EU vil udvikle sig i retning af to hastigheder, hvis briterne vælger at blive i unionen. Grunden er, at der ganske enkelt er for mange af de overstatslige løsninger, ikke mindst fælles EU-reguleringer, som er uspiselige for et flertal i Storbritannien. Man må derfor lave en løsning, hvor briterne – og andre – kan slutte sig til et EU med færre beslutninger taget i Bruxelles og en større rolle for nationalstaterne, mens resten (eller næsten resten) kan fortsætte ad vejen mod ”dybere integration”.

Selve frasen ”to hastigheder” indikerer, at de lande, der deltager i den yderligere integration, vil bevæge sig hurtigere end dem, der bliver udenfor. Tricket er, at folk uden at overveje det, ser hastighed som hastighed, dvs. som samme hastighed overalt. To hastigheder kan dog ganske hurtigt komme til at betyde noget helt andet.

Den måde, begrebet bruges korrekt, er netop at det angiver, at nogle lande vil udvikle sig mere og hurtigere i retning af en føderal stat med centraliserede beslutninger i Bruxelles og kun mindre beslutninger i de enkelte medlemslande eller regioner. Den ’hurtige’ hastighed er dermed en EU-venlig proces, hvor mere beslutningsmagt afgives til overstatslige myndigheder, og hvor man får stadigt mere ens – i EU-speak, harmoniserede – reguleringer og politikker. Den langsomme hastighed er situationen hvor kun en del af harmoniseringen implementeres, mens andre reguleringer og politikker forbliver hos nationalstaterne, eller hvor visse politikområder gives tilbage fra Bruxelles til København og andre hovedstæder.

Den uudtalte ide hos den mest EU-venlige fløj i debatten er således, at den hurtige hastighed i forhold til harmonisering også fører til en hurtig hastighed i den økonomiske udvikling. Det er netop her, jeg mener at kæden hopper af i de implicitte argumenter. Hvorfor tror man, at yderligere EU-integration ad den retning, den fælles politik har udviklet sig de sidste 10-15 år, er gavnlig for den økonomiske udvikling?

En simpel og grov, men praktisk, måde at vurdere spørgsmålet på, er at se på den økonomiske udvikling siden 2007 i tre grupper i Europa: Lande i eurozonen, EU-medlemmer udenfor euroen, og europæiske lande udenfor EU. Den akkumulerede BNP-vækst per indbygger (BNI-vækst per indbygger) i eurozonen var iflg. Verdensbanken -4.2 % (-3.3 %) i perioden, og -2.8 % (-1.9 %) uden Grækenland. EU-landene udenfor euroen voksede i gennemsnit 6,0 % (6.7 %), mens landene udenfor EU voksede 10.0 % (9.9 %). De mest integrerede europæiske lande voksede dermed langsomst efter krisen.

En anden måde at vurdere, hvorfor man skulle tro at yderligere integration i EU fører til mere udvikling – udover en politisk udvikling til gavn for en meget lille politisk elite – er at se på, hvilke slags reguleringer og lovgivning, der indføres eller harmoniseres. Udover den totale centralisering af pengepolitikken gennem euroen, tales der også meget og varmt om at give EU beskatningsbeføjelser. Frankrig og andre har også foreslået, at man harmoniserer bl.a. selskabsskatter og dele af afgiftsstrukturen, og vel at mærke ikke på et irsk niveau. Argumentet har som oftest været, at man vil undgå skattekonkurrence i EU, hvilket i praksis betyder, at lande med de højeste eller mest forvridende selskabsskatter og afgifter ønsker, at resten af EU hæver deres skatter og afgifter. Frankrig excellerede endda i hykleri for nogle år siden, da landet foreslog en fælleseuropæisk minimumsskat på indkomst.

Ser man med nogenlunde klare øjne på de politikforslag, der dukker op i Bruxelles, er de endda meget svært at finde et eneste, der med nogen sandsynlighed vil fremme en økonomisk udvikling. Ser man over et gennemsnit af præferencer for politik, er det også ret tydeligt, at ’kernelandene’ i EU – dvs. dem, der sandsynligvis ville deltage i den hurtige hastighed – er de samme som har en tradition og politisk præference for meget aktive, regulerende og tunge stater. Med andre ord er det politiske traditioner, der foretrækker begrænset økonomisk frihed og væsentlig politisk styring. Alle erfaringer fra eksempler og vækststudier de senere år peger på, at de traditioner er væksthæmmende. Så et EU i to hastigheder kan meget hurtigt blive til netop et EU i to hastigheder: En kerne, der integrerer sig mere og mere, og vokser langsomt, og en EU-periferi, der økonomisk løber fra kernen. Det er næppe det, de fleste politikkere har i tankerne, når de advarer om et Europa i to hastigheder.