I torsdags valgt et flertal på 1,3 millioner briter at de ønsker at melde sig ud af EU. De europæiske medier har derfor været oversvømmede af påstande og holdninger til, hvad der nu vil ske i Storbritannien såvel som på kontinentet. Allerede før afstemningen var særligt de britiske medier fyldt af dommedagsscenarier fra ’Remain’-kampagnen, og populistisk-nationalistisk jingoism fra ’Leave’-siden. Debatten har været karakteriseret af masser af meninger, men uden at journalisternes og kommentatorernes basale antagelser er blevet gjort klare. Ofte virker det endda som om, de ikke har gjort det klart for dem selv, før de fløj til tasterne. Ens normative holdning til EU – enten dets ’idé’ eller dets praksis – har øjensynligt bestemt, hvad man valgte at påstå.

Uanset hvad man ellers mener om unionen, hviler enhver analyse og ethvert forecast af konsekvenserne på antagelser om, hvordan de politiske parter håndterer en udmelding. Med andre ord afhænger alt af, hvordan det politiske respons kommer til at se ud i Storbritannien og i EU. Man kan derfor sætte en slags 2*2 matrix op for konsekvenserne, alt efter hvordan de to aktører reagerer: Reagerer EU liberalt eller illiberalt, og reagerer Storbritannien liberalt eller illiberalt.

Fra EU’s side kan man forestille sig tre basale typer negative respons: 1) Hævn, 2) trusler; og 3) politisk ’lettelse’. Den første mulighed er den mest tåbelige, set fra et objektivt synspunkt, men man skal aldrig ignorere, hvor irrationelle politikere kan være, eller hvor irrationelt de kan synes at opføre sig, fordi de tror deres vælgere belønner det. Der er derfor en lille, men reel mulighed for at EU’s respons bliver et fornærmet ”hvis I ikke vil være med i vores grandiose projekt, vil vi ikke have noget at gøre med jer.” Dette respons vil føre til barrierer overfor samkvem med Storbritannien, og en nægtelse af en nogenlunde rimelig samhandels- og samarbejdsaftale med unionen.

Den anden mulighed er umiddelbart meget mere sandsynlig. Den ligner nummer 1, men har en ganske anden baggrund. EU-projektet er nemlig designet med én og kun én retning: Stadigt tættere integration. Det er derfor, at der ikke eksisterer procedurer for, hvordan et land forlader unionen, eller for den sags skyld, hvordan man forlader eurozonen. Det er ganske enkelt ikke meningen, at det skal kunne lade sig gøre. EU-eliten har således en stærk interesse i, at det ikke sker mere. Der kan derfor være en meget stærk politisk interesse i, at gøre det så dyrt som muligt for briterne at forlade EU. Rationalet er, at hvis andre lande ser, hvor dyrt det er og hvor dårligt, man bliver behandlet i det tilfælde, vil det virke afskrækkende på andre befolkninger, der måtte overveje at forlade unionen. Mulighed nummer 2 er med andre ord politisk rationel, fordi den ændrer de næste potentielle exit-landes cost-benefit-overvejelser ved at hæve omkostningerne ved et exit.

Det tredje mulige respons er direkte relateret til Ottos post forleden her på stedet. Otto understreger, ligesom jeg selv tidligere har gjort i Børsen, at en række afgørelser i Rådet kan tænkes at falde anderledes ud uden briterne. Reglen er, at et mindretal på mindst fire lande og mindst 35 pct. af unionens befolkning, kan blokere enhver beslutning, der ikke kræver enstemmighed. Danmark hører ofte til dette mindretal, der har langt mere liberale politiske præferencer end resten af EU. Uden briterne er det traditionelle ’blocking minority’ ikke længere stort nok til at blokere. Den ændrede politiske situation kan derfor føre til politisk ’lettelse’ i de mindre liberale dele af EU – man er lettede over, at briterne nu ikke længere kan blokere for langt mere regulering, protektionisme, overførsler sydpå osv. Brexit kan derfor åbne en ladeport for elendig, fælleseuropæisk politik i en fransk/sydeuropæisk tradition.

Omvendt kan et EU-flertal også vælge en pragmatiske og økonomisk gavnlig retning. Problemet med alle tre respons ovenfor er nemlig, at de på blot mellemlangt sigt vil gøre EU-landene markant fattigere. Rejser man handels- og investeringsbarrierer mod Storbritannien, kan det have meget umiddelbare og stærkt negative konsekvenser i bl.a. Frankrig og Tyskland. Cirka 6 % (4,5 %) af Frankrigs eksport (import), 8 % (5 %) af Tysklands eksport (import), og 9 % (6 %) af Hollands eksport (import) går til Storbritannien. En mere håndfast måde at eksemplificere de økonomiske bånd er at notere, at en ganske stor del af motorerne i tyske BMW-biler bliver produceret i England. Det samme gælder for Ford og Opel, ligesom briterne leverer en meget lang række andre komponenter til tysk, fransk og hollandsk industri. Handelsbarrierer overfor briterne vil have direkte konsekvenser for disse EU-virksomheder, og spørgsmålet er, om konsekvenserne er værre for kontinentet end for briterne. De helt umiddelbare reaktioner kan måske tyde på det. Mens danske og tyske medier skrev vidt om et 4-5 % fald på børsen i London, var de umiddelbare fald noget større i bl.a. Frankfurt og Paris. Det er også sigende, at mens pundet er faldet i værdi ift. dollaren, er euroen faldet sammen med pundet. Et økonomisk rationelt respons vil derfor være, hurtigt at forhandle en frihandelsaftale med briterne, der f.eks. ligner den schweiziske.

På den britiske side er det tydeligt, at aviser som den konservative The Telegraph, der har støttet et Brexit, regner med at uafhængig britisk politik vil bevæge sig i en mere liberal retning. Men det er blot en af de to muligheder. Mens Labour med valget af Jeremy Corbyn har taget et stort skridt mod den ekstreme venstrefløj, og dermed væk fra egentlig politisk indflydelse, er der stærkt populistiske kræfter på midten af britisk politik. UKIP og dets leder Nigel Farage bliver ofte beskrevet som stærkt højreorienterede, men i både økonomisk politik, handel og immigrationsforhold er partiet lige så oldsocialdemokratisk som Front National, FPÖ eller Dansk Folkeparti.

Uafhængigheden fra EU betyder derfor, at briterne står i et politisk vadested. Hvis de populistiske kræfter får overhånd, bliver britisk politik næppe mere liberal og den britiske økonomi næppe mere åbent overfor handel og investeringer med resten af verden. Og man kan med nogen rimelighed forvente, at hvis EU reagerer ved at forsøge at fryse briterne ude, bliver det langt lettere for UKIP og andre at argumentere for, at interventionistisk og protektionistisk gengældelse er det rigtige svar. Holder Boris Johnson og det konservative parti hovedet koldt, er der gode muligheder for, at briterne politisk rykker i retning af den liberale, de selv grundlagde i den skotske oplysning. Et Storbritannien, der frigjort fra franske og italienske bånd bevæger sig mod mere frihandel, lettere og mere særinteressefrie reguleringer og mindre stat, er absolut at foretrække.

Idealet for alle almindelige europæere, og i særdeleshed for de liberale stater som Danmark, Finland og Holland, er et liberalt Storbritannien, der bibeholder en tydelig frihandelsaftale og helt generelt frie økonomiske bånd til EU, og uden gengældelsesaktioner fra unionen. Second best er et liberalt Storbritannien, som rider en politisk storm af fra Frankrig, Spanien og andre. De helt grimme scenarier er til enhver tid dem, hvor briterne også på et ’ideologisk’ plan forlader Nordeuropa. Hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.