Af Christian Bjørnskov, den 7. november 2025. Skriv et svar
Igår hørte USAs højesteret de første vidneudsagn fra sagsøgerne – en gruppe stater og en samling mindre virksomheder – og sagsøgte, der er Trump-administrationen. Sagen handler om hvorvidt USAs præsident har ret til at føre protektionistisk handelspolitik mod resten af verden ved at bruge IEEPA, der er en undtagelseslov fra 1977, der ikke nævner ordet ‘told’. Trump hævder, at han kan gøre hvad han vil så længe han påstår, der er en nødtilstand. Den første dags høringer peger på, at det mener Højesteret ikke.
Ifølge BBC spurgte den Trump-udnævnte Amy Coney Barrett, med henvisning til regeringens påstand om at det er sikkerhedspolitisk nødvendigt at beskytte amerikansk industri, “And so is it your contention that every country needed to be tariffed because of threats to the defense and industrial base? I mean, Spain? France?” Højesterets præsident John Roberts, der blev udnævnt i 2005 af George W. Bush, noterede lige så skeptisk, at regeringens retfærdiggørelse af den voldsomt protektionistiske politik “is being used for power to impose tariffs on any product from any country in any amount, for any length of time.”
Dommerne Neil Gorsuch og Sonia Sotomayor – der ideologisk indtager modsatte positioner – var begge ligeledes åbenlyst skeptiske overfor regeringens påstand om, at der er tale om en nødsituation, og at IEEPA giver præsidenten ret til at ændre handelspolitikken i hvilken retning han ønsker. Gorsuch pressede således statsadvokaten John Sauer til at indrømme, at der er grænser for både hvor meget og hvordan Kongressen kan uddelere magt til præsidenten.
På Trumps side gjorde Sauer ifølge rapporterne om høringen en til tider næsten komisk figur. En del af statens problem i retssagen er, at det på trods af, hvordan man læser IEEPA, stadig udelukkende er Kongressen, der har ret til at opkræve skat af amerikanerne. Trump har adskillige gange pralet med – og endda fremhævet det som et af formålene – at hans toldpolitik bringer store indtægter til den amerikanske administration. Sauer måtte derfor ud i en forklaring af, hvordan toldpolitikken kan indbringe væsentlige indtægter uden at være en skat. Det vil være en overraskelse for alle, hvis Højesteret køber det argument.
Sauer påstod også, at hvis domstolen erklærer, at toldpolitikken er ulovlig, vil det blotte USA for “ruthless trade retaliation” og føre til “ruinous economic and national security consequences”. Det er påfaldende, at administrationen i høj grad procederer på nogle påstande om konsekvenserne af en dom, i stedet for politikkens lovlighed. Det er endda nogle påstande, som en praktisk taget samlet økonomstand ikke har andet end foragt for.
Som vi tidligere har fremhævet her på stedet, er der en række angrebspunkter. Selv hvis Højesteret skulle erklære, at IEEPA giver Trump ret til at føre handelspolitik, hvis der er en national nødtilstand, er det stadig helt usandsynligt, at den vil anerkende, at der overhovedet er en nødtilstand. For at gøre det, skulle den effektivt skabe præcedes for, at en nødtilstand er en nødtilstand, bare præsidenten påstår det. Den skal acceptere, at told ikke er en skat, selvom den skaber indtægter til staten. Og den skal endda acceptere, at præsidenten kan gøre hvad han vil og fortsætte så længe han vil, uden at definere grunden til politikken. Det er ikke videre sandsynligt – og slet ikke på basis af onsdagens høringer – at den amerikanske Højesteret accepterer noget af det.
Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2025. Skriv et svar
Præsident Trumps ekstremt protektionistiske handelspolitik har skabt voldsomme problemer, og ikke blot for USA. Som vi har skrevet om før her på stedet (se f.eks. her, her, og her), og jeg skrev om tidligere på videnskab.dk, er politikken økonomisk analfabetisk og udtryk for et syn på international handel, som hører hjemme i 1700-tallet før den skotske oplysning. Mens langt de fleste økonomer er enige om, at protektionisme er dybt skadelig, er et helt andet spørgsmål, om Trumps politik overhovedet er lovlig. Dét spørgsmål er blevet aktuelt efter at the Court of International Trade i New York i to separate søgsmål – det ene ført at the Liberty Justice Center og det andet ført af en koalition af delstatsregeringer – erklærede, at den nødsretslov, som Trump bruger, faktisk ikke giver ham muligheden for at føre sin handelspolitik. Trump-administrationen har omgående appeleret dommene, men ånden er ude af flasken, og flere søgsmål er på vej gennem systemet.
Der er derfor en meget reel mulighed for, at hele Trumps handelspolitiske kompleks bliver erklæret ulovligt og af skaffet af retsvæsenet, og med stor sandsynlighed i sidste omgang den amerikanske Højesteret. Det basale problem er, at USAs forfatning giver magten til skatte- og handelspolitik til Kongressen, og ikke præsidenten. Trump bliver derfor nødt til at have en kattelem – i dette tilgælde en nødretslov – for at omgå forfatningens magtdeling. Så hvad er argumenterne, som domstolene kan bruge?
Mens Trump argumenterer for, at hans handelsbarrierer er nødvendige, har Højesteret i princippet tre forskellige mulige angrebspunkter, og hvert af dem kan føre til kendelsen, at politikken er forfatningsstridig. Et af angrebspunkterne har specifikt at gøre med fortolkningen af the International Emergency Economic Powers Act, den nødretslov som Trump har påkaldt for at kunne føre handelspolitik, et andet har at gøre med en fortolkning af loven versus forfatningen, mens det sidste basalt set drejer sig om Højesterets syn på fortolkningen af forfatningens magtfordeling.
Det første punkt er det fundamentale spørgsmål om præsidenten overhovedet kan bruge IEEPA i den nuværende situation. Det Højesteret i sidste ende skal svare på er, om der overhovedet er tale om en ’emergency’ – en nødsituation. En nødsituation defineres ofte som en pludseligt opstået situation hvor noget sker, der er alvorligt, uforudset og potentielt har alvorlige negative konsekvenser, og som hvis muligt kræver handling. Den nødsituation, som Trump påkalder sig, er det amerikanske underskud på handelsbalancen, og særligt underskuddet på balancen for varehandel.
Det vil dog være ekstremt overraskende, hvis en domstol accepterer Trumps præmis. Som Maurice Obstfeld omhyggeligt viste i marts, har USA haft underskud på handelsbalancen i hvert kvartal bortset fra ét (i 1991) siden andet kvartal 1976. Her er den første store udfordring for Trump-administrationen, fordi man kan ikke påstå at der er tale om nød, når situationen har været permanent i 49 år, og det endda er åbent spørgsmål, om der overhovedet er et økonomisk problem.
Nummer to angrebspunkt handler om, hvorvidt IEEPA faktisk giver præsidenten lov til at indføre en så omfattende politikændring, som han har gjort. Den almindelige fortolkning synes at være, at loven giver præsidenten lov til at indføre specifikke og målrettede restriktioner på handel med helt bestemte lande- Præsidenten skal informere Kongressen hvert halve år, og nødretserklæringen skal godkendes af Kongressen efter et år. Accepterer man Trumps påstand om, at der overhovedet er en nødsituation, skal domstolene derefter bedømme om den førte politik er begrænset og målrettet. En voldsom stigning af handelsbarriererne fra et gennemsnit på 3,3 % til et minimum på 10 % og en minimumstold overfor EU på 39 % (og en told på 93 % overfor den store trussel fra Madagascar) bliver næppe betragtet som en målrettet og begrænset politik
Det sidste mulige angrebspunkt drejer sig om den amerikanske Højesterets såkaldte ‘major questions doctrine’. Doktrinen er de senere år brugt imod lovgivning, der overfører væsentlig autoritet til at regulere til offentlige myndigheder. Domstolene, inklusive Højesteret, har her peget på, at når det gælder væsentlig lovgivning – enten omfattende regulering eller regulering og lovgivning med væsentlige konsekvenser – kan man ikke uddelegere den fra Kongressen. The major questions doctrines understreger dermed, at man i princippet godt kan have en lov, der uddelegerer lovgivende magt, men ikke når det gælder større spørgsmål. Som dommer Gorsuch – som blev udnævnt af Trump – påpegede i West Virginia v. EPA, et problemet at “Permitting Congress to divest its legislative power to the Executive Branch would dash [this] whole scheme. Legislation would risk becoming nothing more than the will of the current President, or, worse yet, the will of unelected officials barely responsive to him.”
Amerikanske forfatningseksperter har derfor understreget, at Højesteret vil være meget utilbøjelig til at acceptere Trumps påstand om, at det er noget han selv kan gøre. En så omfattende – per definition global – ændring vil med næsten absolut sikkerhed regnes for et ‘major question. En interessant detalje i forbindelse med dette punkt, er at dommerne Roberts, Gorsuch og Barett, der alle har deltaget aktivt i denne debat, er henholdsvis en Bush-udnævnelse og to dommere udnævnt af Trump. Det er med andre ord republikansk udnævnte dommere, der har været særligt hårde på dette punkt.
Ser man på de amerikanske domstoles muligheder for at stoppe Trumps absurd protektionistiske politik, er det således svært at se et andet scenario end et, hvor Højesteret i sidste ende erklærer hele politikkomplekset for ulovligt. Om det falder på et, to eller alle punkter er naturligvis usikkert, men når man ser på domstolenes muligheder, og hvor mærkværdige argumenter, de skal acceptere fra administrationen for ikke at erklære politikken ulovlig eller direkte forfatningsstridig, er det svært at se nogen anden mulighed.
“Det gør ondt i øjnene” – sådan reagerede min gode kollega her på punditokraterne, Jonas Herby, da Donald Trump annoncerede 25 pct. told på import fra Canada og Mexiko (og yderligere told på import fra Kina).
Og ja, man får i den grad ondt i øjnene som økonom, når man ser hvad USA under Trump har gang i for øjeblikket. For eksisterer der noget økonomer er enige om, så er det at frihandel gavner vækst og velstand for almindelige borgere. Faktisk forholder det således, at øget frihandel, primært øger de laveste indkomstgruppers velstand.
Men hvad bør vi så gøre i Europa, hvis eller nok rettere når “turen kommer til os”? Mit forslag er at vi skal gøre absolut ingenting, At indføre told- eller andre handelsbarrierer overfor omverden er først og fremmest “selvskadende” adfærd. Jo, det påvirker også ens samhandelspartnere, men det er nu primært ens egen økonomi og borgere, som betaler prisen.
Hvorfor har jeg skrevet lidt om på Ræson i en kommentar, Trump forstår ikke hvordan handel fungerer, men dét er han ikke ene om, som indtil videre kan læses uden abonnement. Rent faktisk bør vi tage skridtet videre, ikke ved at indlede årelange forhandlinger med andre lande om handelsaftaler, men ved ensidigt at fjerne de handelsrestriktioner der fortsat eksisterer i EU.
Kommer det til at ske? Nej, desværre, for i den udstrækning Europas politikere reelt forstår hvilke del af den internationale handel som er vigtigst, når det drejer sig om at sikre så god en levestandard for boregerne (og det tvivler jeg på at mange af dem gør), så styres politik som bekendt i høj grad af hensynet til bestemte interessegrupper – her både de der ønsker beskyttelse af hjemmemarkedet fordi de ikke er konkurencedygtige og eksporterhvervene. Og det kan jo være lidt vanskeligt at få ender til at mødes der som politiker.
I mit korte indlæg på Ræson påpeger jeg – og det er sådan set derfor ikke kun Jonas, men også et overvældende flertal af økonomer får “ondt i øjnene”, når vi betragter det der foregår for øjeblikket – betydningen af Adam Smiths og David Ricardos teorier om henholdsvis absolutte og komparative fordele. Hvis du har glemt hvad de går ud på, så har Christian link til videnskab.dk’s interview med ham i sit korte indlæg, Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet, forleden.
Her skriver Christian forøvrigt også om sin deltagelse i P1 morgen, dog uden henvisning, så den kommer her (Christian er på efter 1 time og 30 min.) :
Som en del af læserne måske har opdaget er jeg i gang med en mindre serier om Argentinas økonomiske udvikling – næste indlæg handler ikke mindst om reformforsøgene i 1990erne, som slog fejl. Så blot for at illustrere pointen om at det betyder noget i hvilken udstrækning en økonomi er åben eller lukket, kiggede jeg på væksten i købekraftkorrigeret BNP (y-akse) fra 2000 til 2024 (tal fra IMF Economic Outlook) og hvor højt henholdsvis Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Peru, Uruguay og Venezuela scorede på Fraser Institute’s “frihed til at handle internationalt” indeks i 2022 (0-10).
Nej, det er ikke den dybere videnskab, og natuligvis er der også en række andre forhold som har betydning, men alligevel……
Igen skal jeg understrege, at der naturligvis kun er tale om en en lille hastig lavet graf – og som sådan skal tages for hvad den er, hverken mere eller mindre. Derudover bør man selvfølgelig ikke kun se på et enkelt års “score” på frihed til at handle. Der er alle de andre forhold, som har betydning. Et eksempel er betydningen for Colombia’s økonomi, at man fik afsluttet årtiers borgerkrig osv. osv.
Links til nogle af de indlæg vi har bragt tidligere på bloggen om international handel (der er mange flere):
Perioden fra Juan Perón’s valgsejr ved præsidentvalget i 1946 og frem til militærkuppet i 1955, som sendte ham i eksil de efterfølgende 18 år, sættes ofte som startpunktet, når Argentinas ringe økonomiske udvikling frem til i dag skal forklares.
Det er da også tydeligt, når man ser på udviklingen i BNP (se nedenstående figur) og udviklingen i inflationen, hvor høj – og til tider meget høj – inflation bliver et kronisk problem, (se figur 2), og at der i forbindelse med og efter Peróns regeringstid i midten af det 20. århundrede sker noget drastisk. Men alene at fokusere på perioden under Perón er dog forkert. Jo, det er afgørende for Argentinas “store nedtur”, men det kan ikke stå alene.
Landet havde tidligt høje handelsbarrierer i forhold til omverden og den politiske dagsorden blev helt tilbage fra det 19. århundrede i stigende grad domineret af en nationalistisk dagsorden.
Her følger anden del af “trilogien” om Javier Milei og Argentina. I første del beskæftigede jeg mig med udviklingen frem til 1. verdenskrig. Dette indlæg er skrevet med udgangspunkt i perioden fra 1. verdenskrig og frem frem til 2. verdenskrig.
Fra La Belle Époque til 2. verdenskrig – fortsat vækst, mens der lades op til “den store nedtur”
Som jeg skrev i det første indlæg, var La Belle Époque præget af stigende international handel og transnationale investeringer – til stor gavn for lande udenfor Europa, bl. a. Argentina. Faktisk var det først i begyndelsen af 1970erne at verdenshandlen nåede samme niveau som lige før 1. verdenskrig, målt i forhold til størrelsen på den globale økonomi, mens direkte udenlandske investeringer fra I-lande til udviklings- og mellemindkomstlande muligvis fortsat er lavere end før 1. verdenskrig, målt på andel af BNP.
En væsentlig årsag til sidstnævnte er selvfølgelig, at en stor del af det vi i dag betegner som udviklings- og mellemindkomstlande, dengang var kolonier, hvilket sikrede investorernes rettigheder. Netop sidstnævnte skulle vise sig at blive et stort problem, ikke kun i Argentina, men i mange latinamerikanske lande og andre tidligere kolonier i resten af verden.
At man kan betegne tiden efter den 1. verdenkrig (især fra 1950erne og frem), som “den store nedtur” for Argentina, illustreres måske bedst ved at sammenligne udviklingen i BNP pr. indbygger i forhold til andre lande med et tilsvarende BNP i begyndelsen af det 20. århundrede. Ofte bruger man at sammenligne Argentina med Australien og Canada, begge tidligere kolonier og begge primært landbrugseksporterende lande.
Jeg har dog valgt at sammenligne Argentinas udvikling med et land. Nemlig en af den økonomiske histories store vækstsucceser, baseret på relativ fri handel, uregulerede markeder og frem til midten af det 20. århundrede relativt lave skatter, hvor en drivende faktor også var landbrugseksporten. Og ja, det er Danmark.
Punditokraternes sommerserie i 2018 handlede om frihandel. En af årsagerne var den stigende protektionisme, ikke mindst i USA, under Trumps første periode som præsident, hvilket er fortsat under Biden administrationen.
Efter sin udnævnelse som Trumps vicepræsidentkandidat, holdt J. D. Vance en tale hvoraf det fremgår, at det bestemt ikke er blevet bedre med forståelsen af helt fundamentale sammenhænge mellem vækst, velstand og frihandel (se efter ca. 8 minutter).
Ser vi på udviklingen post 1989, var modstanden mod (økonomisk) globalisering primært en dagsorden for venstrefløjen de første mange år. Med Trump-Vance i det Hvide Hus, har de venstreorienterede antiglobalister, som rendte rundt og vandaliserede Seattle, Göteborg og andre byer i slutningen i 1990erne og begyndelsen af dette årtusinde, i den grad har vundet debatten, omend de næppe havde forestillet sig at det blev de nationalkonservative (som i hvert fald har kollektivismen til fælles med venstrefløjen), der høstede frugterne. Med tanke på at Biden administrationens handelspolitik langt hen af vejen minder om Trumps, så kan man selvfølgelig indvende at det skiftet allerede er sket. Og jeg er enig.
Og hvem betaler så prisen? Ja, det gør borgerne, ikke mindst dem med de laveste indkomster, se nedenfor og tidligere indlæg her på bloggen, bl. a. her.
I foråret udsendte Peterson Institute for International Policy en analyse, “Why Trump’s Tariff Proposals Would Harm Working Americans“, hvor man kommer frem til at allerede gennemførte og foreslåede skattereformer, samt foreslåede ændringer i toldsatserne indebærer, at a) skattereformerne primært gavner de øverste kvintiler og b) øgede toldsatser primært skader de laveste kvintiler.
Når Vance i sin tale så varmt taler for “den lille mand” og mod “storkapitalen”, må man som økonom ryste på hovedet.
Og egentlig er det jo også et godt eksempel på, at de forestillinger en del – især på venstrefløjen og blandt nationalkonservative – har om at (national)økonomer har for står magt er noget sludder. Det forholder sig vist mere omvendt.
Eller med en lettere omskrivning af et citat krediteret Ludvig Von Mises:
Medierne meddelte tidligere denne uge, at EU-Kommissionen vil underrette Europas bilproducenter om, at den ønsker at indføre en ekstra told på op til 25 procent på import af kinesiske elbiler. Tolden skal gælde fra næste måned, og den officielle intention er, at den skal være midlertidig. Måske giver den politisk mening, men fra en økonomisk vinkel er EU’s nye toldtiltag absolut vanvid.
Berlingske noterer idag, at Frankrig og Spanien har været ‘fortalere’ – læs, har lobbyet – for den nye told, mens bl.a. Tyskland og Sverige er imod. Baggrunden er, at kinesiske producenters andel af markedet for elbiler i EU de senere år er steget til otte procent. Som en yderligere grund til tiltaget, har kommissionsformand Ursula von der Leyen understreget, at “EU’s handelsunderskud med Kina er helt urimeligt højt” og at Kina giver statsstøtte til landets producenter. Kommissionens argument er således, at konkurrencen ikke er fair, at det landespecifikke underskud er for stort – og iøvrigt, at tolden kan give EU indtægter, som ikke kommer direkte fra medlemslandene.
Ingen af de danske medier har fanget, at von der Leyens argumenter er identiske med Donald Trumps retfærdiggørelse af de handelsbarrierer, han indførte og præsident Biden siden har udbygget. Allerførst giver det absolut ingen mening at kigge på et landespecifikt handelsunderskud. Læserne har nok, ligesom forfattere af denne blog, et ret solidt ‘handelsunderskud’ med Meny, Føtex eller andre forretninger, uden at det er et problem. På samme måde gælder det for lande, at man under nogle isolerede omstændigheder kan se det samlede handelsunderskud som et problem, men underskuddet med bestemte lande er inderligt ligegyldigt. At argumentere for politik med, at underskuddet med Kina er for stort, et intet andet end økonomisk analfabetisk.
Det samme gælder i virkeligheden for argumentet imod Kinas statsstøtte. Hvis den kinesiske regering effektivt støtter elbilproducenter i landet, der eksporterer til Europa, er det i sidste ende en overførsel til europæiske forbrugere. Man kan måske argumentere, at der er en pris at betale for europæiske elbilproducenter, men gevinsten for forbrugerne af at kunne købe billigere elbiler fra Kina er langt større.
Von der Leyens sidst argument bør også bekymre de fleste almindelige mennesker, og mange politikere. For argumentet er, at en elbilstold giver EU indtægter. Princippet i unionen er, at alle omkostninger skal finansieres af medlemsstaterne – unionen i sig selv bør ikke have indtægter. Men det forsøger man disse år at komme udenom, så EU kan bruge penge på tiltag uden at høre medlemsstaterne og søge finansiering fra dem. Von der Leyens argumenter er således en blanding af analfabetisme, blatant gammeldags protektionisme, og forsøg på at gøre unionsapparatet mere suverænt. Ingen af dem burde accepteres af bare normalbegavede borgere.
DR har idag en nyhed om, at DI og flere danske politikere nu mener, at man bør sætte prisgrænsen ned for, hvornår der skal betales told af en importeret vare. Baggrunden er, at det kinesiske firma Temu og flere andre er begyndt at sende mange pakker til Danmark. Danskerne har fundet ud af, at man kan købe mange billige varer hos bl.a. Temu og få dem leveret til en kiosk eller andet tæt på. Og som fornuftige forbrugere gør mange selvfølgelig netop det.
Det har hidset flere politikere op, og helt unikt også DI, der ellers ikke plejer at være økonomisk analfabetisk. Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent hos DI, er ude med et krav om, at EU sænker bagatelgrænsen for, hvornår der skal betales told af importerede varer. Han hævder derudover, at der er tale om såkaldt ‘dumping’ fra nogle af de kinesiske firmaer – dvs. at de faktisk sælger varerne under omkostninger og derfor direkte taber på salget. Det kan i princippet kun lade sig gøre, hvis firmaet enten bliver subsidieret af den kinesiske stat, så det er de kinesiske forbrugere det bærer omkostningen, eller at det kun gør det en kort tid for mere permanent at erobre større markedsandele.
Argumentet fra både DI, Enhedslistens Per Clausen, og Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm, er at importen skader danske virksomheder, der ikke kan konkurrere på ‘fair’ vilkår. Det er en af de ældste travere i protektionisternes verbale arsenal, og et argument vi har forstået fuldt siden David Ricardos arbejde i 1817, er absolut nonsens. Virksomheder, der konkurrerer direkte med den kinesiske import, vil naturligvis have en interesse i at stoppe den. Men den beskyttelse kommer med store tab for både forbrugerne og andre virksomheder, der rammes af både lavere samlet købekraft og potentielt også højere priser på input. Mekanismen er noget, enhver økonom med bare et modikum at selvrespekt skal kende og forstå.
Og det er her, dagens spørgsmål ligger: Er en eller flere af de tre, DR har interviewet, ude i et ærinde for en særinteresse, velvidende at forslaget er økonomisk skadeligt, eller er de ‘blot’ økonomiske analfabeter? Ser man på deres uddannelsesniveau, kan man ikke afvise basal inkompetence som en forklaring. Peter Bay Kirkegaard er uddannet fra statskundskab i Aarhus, Per Clausen har læst samfundsfag på Aalborg Universitet i 1980erne, og Kristoffer Storm har en HA jur. fra samme sted.
Man kan derfor måske undskylde de tre med fundamental uvidenhed: Der er sandsynligvis ingen af dem, der nogensinde er blevet undervist i handelsteori eller noget, der er blot tæt på. Clausen og Storm er derudover politikere, der har et enkelt ærinde – at overbevise vælgere og at blive set i debatten – og har således heller ingen egeninteresse i at vide ret meget om noget. Men Kirkegaard er trods alt chefkonsulent i DI, og burde derfor være bedre informeret og mere vidende end at rykke ud med nyprotektionistisk vrøvl. Og der burde også være en chef, der stoppede manden, før han risikerer at gøre skade på dansk erhvervsliv som helhed. Man må stille spørgsmålet, om Kirkegaard er emblematisk for, hvor dybt DI’s faglige niveau er faldet.
Sagen er rystende, fordi jeg og mine kolleger ikke ligefrem har regnet med, at den nyprotektionistiske bølge, der raser i de mere populistiske dele af amerikansk og europæisk politik, ville ramme Danmark. Helt særligt regnede vi ikke med, at Dansk Industri ville hoppe med på en så absurd analfabetisk idé. Det er skammeligt på flere plan.
Af Otto Brøns-Petersen, den 25. januar 2023. 1 svar
Amerikas protektionisme har fået en ekstra tand, efter at Biden har afløst Trump. Senest med Bidens “anti-inflationslov”, som handler om “grøn omstilling” og består i store statssubsidier til amerikanske virksomheder. Det går mest ud over USA selv, som kommer til at betale overpris for grøn omstilling. Men stærke kræfter i EU ønsker et “gensvar” med mere europæisk statsstøtte, protektionisme og industripolitik.
Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?
Svaret er efter min mening nej.
Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).
Af Otto Brøns-Petersen, den 17. januar 2023. 1 svar
Information bringer i dag et længere interview med mig. Det er en skarp advarsel imod det skifte i EU-politikken, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen luftede et par dagene forinden.
Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:
»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.
Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.
»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«
Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.
Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.
Det påstås ofte, at verden er blevet langt mere åben for handel de senere årtier. Som det britiske Institute for Government peger på, er de vestlige landes toldbeskyttelse faldet dramatisk siden anden verdenskrig: I 1949 var USAs gennemsnitstold på 33,9 %, mens den idag er faldet til 3,5 %. EU’s tilsvarende told er 5,3 %, ned fra omkring 9 % i midten af 1970erne. Men på samme tid er der meget, der tyder på, at såkaldte Non-Tariff Barriers er blevet vigtigere over årene. WTO peger for eksempel på, at NTB’er bidrager med omtrent den dobbelte ‘beskyttelse’ mod international handel som toldmure går idag.
De NTB’er som vestlige lande benytter sig af, defineres typisk som bestående af to komponenter: “Regulation: Any rules which dictate how a product can be manufactured, handled, or advertised” og ” Rules of Origin: Rules which require proof of which country goods were produced in.” De er dermed både regler, der effektivt pålægger udenlandske producenter større omkostninger ved at direkte påvirke måden de producerer deres produkter og reklamerer for dem, og regler der skaber bureaukratiske mure.
For tiden giver den britiske strid med EU over Nordirlandprotokollen fremragende eksempler på, hvordan union benytter sig skruppelløst af NTB’er som protektionistisk redskab. The Telegraph skrev således i morges om, hvordan man ikke kan købe småkager som Walker’s producerer særligt i forbindelse med dronning Elizabeths jubilæum – det forhindres effektivt af de NTB’er, der ligger i protokollen. Et andet eksempel, der er direkte til undervisningen, gives af Marks & Spencers topchef Archie Norman, der fortalte parlamentsmedlemmer hvordan:
“At the moment, wagons arriving [from the UK] in the Republic of Ireland have to carry 700 pages of documentation it takes eight hours to prepare. The documentation of some of the descriptors, particularly of animal products, have to be written in Latin … in a certain typeface.”
EU-tilhængere påstår ofte, at unionen er en af de mest frihandelsvenlige kræfter i verden. Det er åbenlyst ikke sandt, men erfaringerne med måden, unionen straffer britiske borgere gennem Nordirlandprotokollen afslører, i hvor høj grad policy-making i EU er blevet voldsomt protektionistisk. Det er godt for vores undervisning i handelspolitik – særligt den beskidte af slagsen – men skadeligt for borgere i både EU og Storbritannien.
Af Otto Brøns-Petersen, den 31. januar 2020. 5 svar
I dag siger briterne farvel til EU.
Det tror jeg desværre ikke, der er grund til at glæde sig
over – ikke for briterne og slet ikke for os andre.
I teorien kan briterne bruge Brexit til at liberalisere
deres økonomi og udenrigshandel mere, end EU tillader. For en del brexiteers
var det netop forestillingen om et europæisk Hong Kong eller et Singapore ved
Themsen, som var motivationen for at træde ud. Desværre er det ikke så
sandsynligt et udfald. En vigtig motivation for andre brexiteers var at komme
af med den frie bevægelighed for arbejdskraft, som har været en af EU’s
allerstørste succeser og været til enorm fordel også for briterne. De brexiteers
ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke et nyt Hong Kong eller Singapore.
Det er mildest talt uklart, hvad Boris Johnson vil bruge sin
store valgsejr til. Man kan håbe, at regeringen vil forsøge at gøre Brexit til
en økonomisk succes ved at føre en liberal økonomisk politik, som øger den
økonomiske vækst. En yderligere nedsættelse af selskabsskatten ville være et
oplagt træk. Men han er nyvalgt på en platform, som stritter i alle retninger,
og som bl.a. indebærer løfter om flere offentlige udgifter. Han kan, som
Thatcher, vælge at udnytte Labours upopulære venstreorienterede politik til at
føre en markant liberal økonomisk politik, men han kan også vælge at rykke til
venstre i forsøg på at befæste midten.
Hvor udsigterne for briterne i bedste fald er uklare, er de
desværre temmelig klart negative for os andre. Medianvælgeren i EU er rykket
sydpå, i mere protektionistisk og illiberal retning. Det gør det sværere at
blokere for protektionistiske tiltag og sværere at få fremskridt i gennem. Det
protektionistiske og etatistiske Frankrig er kommet til at spille en større
rolle. Tyskland kommer måske lidt længere frem i skoen politisk, nu hvor man
ikke kan overlade det til briterne at tage teten mod dårlige ideer sydfra. Men
den nye kommissionsformand er tysker, og hendes politiske linje lover foreløbig
ikke godt. Som den tidligere Kommission synes hun at mene, at EU skal genvinde
sin folkelige popularitet gennem populistiske mærkesager som minimumsløn, grøn
industripolitik og kamp mod IT-virksomheder. Det er også værd at huske på, at
hun er Macrons opfindelse, og at en del af betalingen var at udpege en fransk
politiker (og jurist), Christine Lagarde, til at lede Den Europæiske
Centralbank. Det lægger op til at politisere centralbanken – mindre end ti år
efter, at politisering var ved at koste euro-projektet livet.
Photo by Naufal Giffari on Unsplash
EU kunne – som Johnson kan i UK – forsøge at gøre Brexit til
en succes ved styrke de dele af EU-samarbejdet, hvor det har en naturlig
funktion. Det vil først og fremmest sige at styrke det indre marked, bekæmpe
konkurrencebegrænsende nationale foranstaltninger og sikre en markedskonform
klimapolitik. Det ser jeg desværre ikke mange ansatser til. Selv i et land som
Danmark med en traditionel markedsliberal tilgang til EU-politik mangler der en
klar politik i den retning. Regeringen gik til valg netop på populistiske
temaer som mere EU-indblanding i skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Til gengæld
har dens fornuftige modstand mod at udvide EU-budgettet mødt kritik hos
oppositionen.
Så jeg er ikke optimist i dag. Jeg håber, jeg kommer til at
tage fejl.
Efter 20 års forhandlinger nåede man fredag endelig frem til en handelsaftale mellem EU og Mercosur. Det skal vi glæde os over.
Selv om aftalen, set med borgernes øjne kunne være blevet langt bedre, vil aftalen øge både handel og investeringer på tværs af Mercosur- Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay – og EU.
Til gavn for både virksomheder og de 800 mio. borgere.
Aftalen medfører at toldsatserne for 90 procent af de produkter, som Mercosur eksporterer til EU, i løbet af de kommende 10 år gradvis nedsættes til nul – også for en lang række landbrugsvarer.
Desværre vil der fortsat være restriktioner (kvoter) på mængden af bl. a. oksekød, som Mercosur-landende kan eksportere til EU. Kvoten er sat til sølle 99.000 tons om året. Det skal ses i lyset af, at der produceres små 8,0 mio. tons oksekød i EU om året. De 99.000 tons er nok bedre end de 70.000 tons som den Franske regering under præsident Macron mente burde være grænsen indtil for nylig. De 99.000 tons kan dog ikke ses som “en sejr” for Mercosur-landenes eksportører, da der blot er tale om samme kvote som EU allerede foreslog i 2004. Til gengæld er der tale om et nederlag for EUs forbrugere, som kun i begrænset omfang får adgang til relativt billigt kvalitetskød fra ikke mindst Argentina og Uruguay (især oksekød fra Uruguay kan anbefales 🙂 )
Aftalen indeholder en lang række andre ting, herunder bedre beskyttelse af intellektuel ejendom, at Brasilien forbliver i Paris-aftalen (og det gør de så), adgang til offentlige udbud m.m. . Vi vender muligvis tilbage til selve aftalens indhold på et senere tidspunkt.
Alle taler om eksport, mens vores velstand primært bygger på import.
Omtalen af aftalen det seneste døgn bekræfter hvor lille forståelse der er for handels betydning for vækst og velstand.
Alle medier – det være sig Europæiske, herunder danske, eller i Mercosur-landende, er stort set kun optaget af hvad det betyder for eksporten, mens omtalen af import begrænser sig til de problemer der giver for landendes egne producenter.
Et godt eksempel finder man i omtalen af den indgåede aftale på TV2s hjemmesider. Hovedpointen her er, at:
Den vil fjerne toldafgifter for mere end fire milliarder euro – omtrent 30 milliarder danske kroner – om året for europæiske virksomheder.
Og senere i artiklen citerer Peter Thagesen fra DI for, at:
Hvis vi tager udgangspunkt i, hvad vi ved fra andre lignende handelsaftaler, så er det ikke urealistisk, at eksporten, når aftalen er fuldt importeret, vil stige med 30 til 50 procent
Det er ikke meget i anderledes i medierne i bl. a. Brasilien, hvor man dog er noget mere optaget af konsekvenserne for hjemmemarkedserhverv. For eksempel har Brasilien fået indskrevet i aftalen at de kan yde statsstøtte til deres vinbønder, fordi EU subsidierer Europæisk vinproduktion.
Sådan fungerer indgåelse af handelsaftaler. Det handler primært om (drives af) erhvervslivets interesser, mens den almene velstandsskabelse er sekundær.
Man kan selvfølgelig indvende at det betyder mindre, da effekten af denne og andre handelsaftaler er positiv for borgernes velstand, men…… Det er primært baseret på hvor meget “modparten” får igennem. Således er det IKKE til fordel for Europæernes velstand at udfasning af importtold er 10 år, og slet ikke at man opretholder kvoter for import af oksekød fra Mercosur, ligesom det IKKE er til fordel for velstanden i Argentina og Brasilien, at indenlandsk producerede biler først udsættes for fuld konkurrence om 15 år.
Sandheden ved den slags forhandlinger er, at man som almindelig borger skal heppe på at “modparten” får så fri adgang til “vores” marked, mens modsat “vores” adgang til “modpartens” marked er temmelig sekundær for “vores velstand”.
Men måske skyldes den manglende interesse for, at påpege, at den altoverskyggende positive velstandseffekt stammer fra de øgede importmuligheder og ikke via øget eksport, at det reelt er det samme som at sige at frihandelsaftaler er overflødige, og at vi i stedet unilateralt “bare” bør åbne grænserne for omverdens eksport til Danmark og det øvrige EU.
I det lys kan man som Dansker og Europæer kun ærgre sig over, at man har brugt 20 år på at indgå en aftale, når man “blot” unilateralt kunne have vedtaget at åbne Europa for import fra omverden.
Og ja, en unilateral ophævelse af alle restriktioner ville fortsat være mere optimalt end indgåelse af en handelsaftale. Men sådan spiller klaveret naturligvis ikke. Verden drives ikke primært af forståelse for centrale økonomiske sammenhænge, dertil betyder særinteresser alt for meget – og her er forbrugerne reelt ikke repræsenteret.
Den nyligt indgåede handelsaftale mellem Mexico og USA understreger endnu en gang, at Donald Trump ikke forstår grundlæggende handelsteori og nationaløkonomi. Aftalen vil, hvis den træder i kraft, alt andet lige, være til skade for både Mexico og USA, hæmme produktiviteten, svække amerikansk bilindustris konkurrenceevne og medføre højere priser (på biler) for den amerikanske forbruger.
I sidste uge meddelte præsident Trump at man var nået til enighed med Mexico om en ny handelsaftale til afløsning for NAFTA-aftalen mellem Canada, Mexico og USA. Canada er med andre ord indtil videre ikke med i den nye aftale, om end der pågår forhandlinger netop i disse dage. Hvor det ender og hvorvidt nye aftaler overhovedet kan komme igennem kongressens to kamre er usikkert på nuværende tidspunkt (Trump kan formentlig godt opsige NAFTA-aftalen uden godkendelse, men han kan ikke indgå en ny aftale uden flertal i de to kamre).
Ud fra hvad vi kender til aftalens indhold indtil videre, kan vi dog allerede nu konstatere, at der er tale om et tilbageskridt i forhold til den nuværende NAFTA-aftalen, vurderet på de økonomiske konsekvenser for den økonomiske udvikling i både Mexico og USA.
Aftalen indebærer bl. a., at:
bilproduktion fremover skal have et lokalt indhold på 75% i stedet for de nuværende 62,5%, for at blive fritaget for told.
Det kræves, at mellem 40% og 45% af biler og bildele skal produceres af arbejdstagerne, med en timeløn på mindst 16 $ ( minimumslønnen i Mexico er ca. 5 $, om DAGEN, mens den gennemsnitlige timeløn indenfor fremstillingsvirksomhed er 2,30 $ i timen). Det vil alt andet lige indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomhederne at opretholde og/eller investere yderligere i produktion i Mexico, som i stedet vil blive placeret i USA og Canada.
Der stilles minimuskrav til, hvor meget stål og aluminium, som skal stamme fra Nordamerika i bilproduktionen, for at opnå toldfrihed.
Der kommer også nye (og højere) krav til oprindelsesland og lokalt indhold i andre sektorer. Det gælder bl. a. indenfor tekstiler, kemikalier, stålintensive produkter og andre industrivarer, hvis man skal fritages for told.
Skærpelse af beskyttelse af den Intellektuel ejendomsret, Denne del af aftalen kan ses som modellen for hvad der femover vil blive krævet fra amerikansk side (bl. a. i forhold til aftaler med Kina).
Told afskaffes for handel med digitale produkter, som distribueres elektronisk. Det vil sige bl. a. e-bøger, videoer, musik, software og spil (af gode grunde var der ikke taget højde for digitale produkter i den gamle aftale.
Krav til Mexico om at anerkende kollektive forhandlinger (hvad der præcist menes er dog usikkert, repræsentanter for henholdsvis den amerikanske og mexicanske regering har noget forskellig udlægning af hvad det vil betyde for mexicansk lovgivning på området).
Der er tale om en 16-årig aftale med mulighed for revision efter 6 år.
Til bilæggelse af stridigheder opretteredes der sammen med Nafta et system af internationale domstole til at afgøre tvister mellem virksomheder og de enkelte medlemslandes regeringer. Den nye aftale indebærer en indskrænkning i mulighederne for at få behandlet uenigheder ved en international domstol indenfor visse sektorer, mens andre (bl. a. Olie- og gas-, energi- og infrastrukturvirksomheder) fortsat vil kunne få behandlet deres tvister ved disse.
For landbrugssektoren fastholdes toldfrihed stort set, som i den oprindelige Nafta-aftale.
Den “nye” aftale er altså mindre frihandelsorienteret end den nuværende. I tilfælde af at aftalen rent faktisk træder i kraft vil den både være til skade for velstanden i Mexico og USA. Således indebærer de nye krav til løn og arbejdsvilkår i Mexico indenfor bilindustrien (kravet om en minimumsløn på 16 USD. i timen har ingen betydning i USA), alt andet lige, at beskæftigelsen i eksportsektoren falder i Mexico. For amerikanske forbrugere indebærer den nye aftale, alt andet lige, dyre produkter (biler). Hvor stor effekten vil blive kendes dog ikke på nuværende tidspunkt.
Når Donald Trump erklærer, som han har gjort i flere sammenhænge, at han er tilhænger af frihandel, skal det ikke forstås som nationaløkonomer forstår det. Det er ikke et tilfælde at han f eks. har erklæret, at “I’m a big free trader. But it has to be fair”. Afgørende er tilføjelsen af “fair”, for hvad vil det sige? Det er en fuldkommen subjektiv vurdering. Her er han på linje med diverse hjemmelige NGO’ere og fagforeninger. Med andre ord. Når man i Trumps valgprogram kunne læse, at der skulle sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, så skulle det tages alvorligt.
Som der dog anføres af Bloomberg, under overskriften “Trump’s Mexico Trade Deal Looks Like a Lemon“, er de umiddelbare skadevirkninger formentlig begrænsede -heldigvis. Det ændrer dog ikke ved at der skabes en beklagelig præsidens. Og interessant nok er det stik imod hvad økonomerne Edward C. Prescott og Lee E. Ohanian i en kronik i Wall Street Journal anbefaler i et grundlæggende meget positivt indlæg, nemlig at :
Growth rates could improve with further policy changes. One example is a reduction in trade barriers. Since the General Agreement on Tariffs and Trade was signed 70 years ago, international commerce has expanded dramatically, hugely benefiting U.S. consumers by lowering prices and increasing the variety of available goods. The average household’s benefits from trade are greater than $10,000 a year, according to the Tax Foundation. Further cooperative trade agreements—rather than wide-ranging tariffs—would expand these already large benefits.
Desværre må vi konstatere, at det ikke kommer til at ske – i hvert fald ikke under den nuværende præsident.
Vi har før skrevet om Donald Trumps håbløse forståelse for nationaløkonomi og betydningen af frihandel før, og aftalen med Mexico understreger, at han er opsat på at forfølge denne.
Trump (og hans nærmeste rådgivere på området Peter Navarro og handelsminister Wilbur Ross) er af den overbevisning, at import skader USAs økonomi, selv om det forholder sig omvendt, som påpeget i flere indlæg i sommerens serie om betydningen af frihandel.
Men græmmes vi her på punditokraterne, må man formode at der jubles i NGO- og fagforeningskredse. Her trives jo forestillingerne om fair handel. For verdens fattige og forbrugerne er det dog en anden sag.
Vi har foreløbig dækket en række emner i punditokraternes sommerserie om international handel, og har forhåbentlig bibragt vores læsere et klart indtryk af, hvorfor der er praktisk konsensus blandt nationaløkonomer om, at frihandel er absolut at foretrække. Spørgsmålet i dag er, hvorfor politikere og regeringer ikke ’bare’ rykker mod øget frihandel ved at fjerne told og andre handelsbarrierer. Til at svare på det spørgsmål, har man brug for indsigter fra public choice og politisk økonomi.
Selvom der findes indikationer helt tilbage til Adam Smith, kom det store gennembrug dog først med Gordon Tullocks nu klassiske ”The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft”, der blev udgivet i the Western Economic Journal i 1967. Tidsskriftet, der i dag hedder Economic Inquiry, var dog ikke blandt de mest prestigiøse, og det tog til midten af 1970erne, før folk rigtigt fik øjnene op for argumenterne.
Det neoklassiske problem med handelsbarrierer blev beskrevet noget tidligere af Chicago-økonomen Arnold Harberger, som viste at barrierer medfører to ’dødvægtstab’. For det giver told og anden beskyttelse højere priser på produkter, der ellers kunne importeres frit. Det betyder, at forbrugerne kommer til at forbruge mindre og til højere priser. Mens de højere priser er en overførsel fra forbrugere til hjemlige producenter, og til regeringen i form af toldbetalingen, vil den mindre mængde, forbrugerne ikke får, udgøre et forbrugstab, som ikke bare er en overførsel. For det andet viste Harberger, at en del af den ekstra mængde, som den hjemlige industri producerer af den beskyttede vare, er et rent tab. Det skyldes, at det under almindelige omstændigheder ikke ville kunne betale sig at producere den ekstra mængde – prisen man kan få i fri konkurrence er ikke høj nok til at dække omkostningerne. Tabet kommer derfor fra at beskyttelsen binder ressourcer i industrien og derfor leder dem væk fra mere produktiv og til mindre produktiv anvendelse. På den måde bliver økonomien som helhed mindre produktiv.
Som Otto skrev om i forbindelse med Tullocks død for knap fire år siden, er det dog ikke kun Harbergers almindelige dødvægtstab, som er problemet. Man må spørge sig selv, hvem der vil have den politiske beskyttelse, som told og andre handelsbarrierer er. Dén type aktivitet kaldes rent-seeking, og rent-seeking skaber Tullock-tab, som vi skrev om i februar 2017 (læs her). Som vi skrev dengang: ”Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.”
Det Tullock indså var, at virksomheder og andre særinteresser er parate til at bruge ressourcer for at få politik, der gavner dem. Virksomheder, der tildeles beskyttelse mod international handel, bruger således allerede noget af deres ekstra profit på at købe den beskyttende politik. I mange lande kan man købe den med bestikkelse, men selv i Danmark er der en anden mulighed: lobbyisme. Man kan f.eks. donere penge til parties valgkampagner, overtage nogle af deres omkostninger, og endda tilbyde politikere lukrative bestyrelsesposter eller jobs når de forlader politik. Politikken vil være i virksomheders (og fagforeningers) interesse, og betalingen for den vil være i politikernes interesse. For virksomheder og politikere er der således tale om en slags win-win-situation, hvor taberne er de millioner af politisk uinteressante borgere.
Mens vi har skrevet om de fulde tab af protektionistisk politik før – Harberger-tabene, Tullock-tabene, og de langsigtede tab der skyldes, at virksomheder, der er beskyttede mod international konkurrence, ikke har noget særligt incitament til at investere i innovation, produktivitet eller udvikling – findes der en vigtig twist på historien. Den kommer, når man begynder at overveje, hvilke virksomheder, der har størst tilskyndelse til at lobbye og derigennem købe politik.
Indsigten blev først beskrevet af den israelske økonom Arye Hillman i en artikel i 1982 i American Economic Review. Hillmans udgangspunkt var, at virkeligt konkurrencedygtige virksomheder ikke har noget særligt incitament til at bruge ressourcer på beskyttelse, da marginalafkastet af de alternative ting, ressourcerne kan bruges på, sandsynligvis er noget højere. Oveni kunne man frygte, at beskyttelse af en sektor kunne tillade, at dårligere virksomheder overlever – og hvorfor ville virkeligt konkurrencedygtige virksomheder har interesse i det?
Det omvendte gælder de virksomheder og industrier, der er mindst produktive og decideret begynder at være lukningstruede. Hillmans indsigt her var, at hvis de investerer ressourcer i at lobbye for øget beskyttelse, er der en ganske stor gevinst at hente, hvis de får beskyttelsen. Hvis de ikke gør, lukker de – og i det tilfælde er tabet det samme, uanset om man havde lobbyet eller ej. Det faktum, at der således er en asymmetrisk situation – får man beskyttelse, er afkastet at lobbyismen stort, får man ikke er det bare et nul – gør at jo værre en virksomhed eller industri klarer sig, jo mere sandsynligt er det, at den kommer til at lobbye for beskyttelse.
Hillman blev dermed den første til teoretisk at beskrive det særligt skadelige fænomen, som efterfølgende er dokumenteret: Protektionistisk politi i den virkelige verden beskytter ikke blot tilfældige virksomheder, man som oftest de virksomheder, som det giver mest samfundsøkonomisk skade at beskytte! Således kan man aldrig blot se på de rent økonomiske forhold ved international handel. De virkelige skadevirkninger af at begrænse den bliver først tydelige, når man får den politiske dynamik med.
EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.
Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.
På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;
“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”
Og fortsatte
“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”
Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.
Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.
Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?
Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.
The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.
Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).
Som man bemærker,
The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,
Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).
Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.
I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.
Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.
Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.
Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.
At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.
Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2017. 2 svar
Der tales meget for tiden om protektionistiske politik. Emnet er i vælten i almindelig politik blandt andet USA og Frankrig, og herhjemme har flere ellers fornuftige kommentatorer været noget mindre end afvisende overfor det. Et særligt segment hos de nationalkonservative ser endda ud til at være særdeles positive overfor handelspolitisk ’beskyttelse’ af visse grupper i samfundet. Flere har spurgt mig, hvad der da er galt med at beskytte arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence. Vi har derfor besluttet, at tilbyde en smule undervisning i emnet.
Vi viser i dag udelukkende det, nationaløkonomer kalder de statiske tab i forbindelse med told og anden handelspolitisk beskyttelse. Vi illustrerer dem i et diagram, der hjælper analysen af konsekvenserne af denne type politik i en lille, åben økonomi som Danmark. I figuren for markedet nedenfor, er pw prisen på verdensmarkedet, og prisen på det hjemlige marked bliver derfor pw plus tolden. Resultatet af forskellen på det hjemlige udbud, S, og det hjemlige efterspørgsel, D, (kan aflæses på x-aksen) er således den hjemlige import. Hvis vi ikke havde haft nogen form for kontakt med udlandet, ville prisen og den afsatte mængde som sædvanlig kunne aflæses der, hvor de to kurver skærer. Men pga. konkurrence fra verdensmarkedet, kommer det danske forbrug til at kunne aflæses som der, hvor efterspørgslen D skærer den flade pw-kurve.
Lægger man en told på importerede varer, sker der det simple, at prisen på importerede varer stiger fra pw – den faktiske pris – til pw + tolden. Danske producenter er således blevet kunstigt mere konkurrencedygtige. Konsekvensen for dem er derfor det område, vi har kaldt ’A’ i figuren. De hjemlige producenter får derfor større omsætning og flere kan konkurrere. Det er netop denne konsekvens, der ofte får rent business-mindede konservative til at støtte protektionisme – politikken er jo meget tydeligt pro-business.
Det store problem ligger i de yderligere konsekvenser. Området ’A’ er nemlig tydeligt en overførsel fra forbrugerne til producenterne. Det er jo et forbrug, de alligevel ville have haft, men som sker til højere pris. Området ’C’ er importmængden ganget med tolden, eller med andre ord, statens toldindtægt. ’C’ er derfor en overførsel fra forbrugerne til staten. Men det er klart, at der er to områder, der også forsvinder fra forbrugerne når man pålægger importen en told: ’B’ og ’D’. Området ’D’ skyldes, at forbrugerne ikke blot lider et tab ved at betale højere priser, men også ved at kunne købe mindre. Området ’B’ kan fortolkes som et tab der kommer af, at mindre produktive hjemlige virksomheder nu leverer det, vi kunne have købt af mere produktive udenlandske virksomheder. Vi har med andre ord bundet nogle danske ressourcer i at producere noget, vi faktisk ikke er specielt dygtige til. Områderne ’B’ og ’D’ kalder således teknisk for dødvægtstab, eller mere populært for Harberger-trekanter (efter Chicago-økonomen Arnold Harberger).
Den gevinst som danske virksomheder får, tages således fra danske forbrugere, ligesom den gevinst, staten får. Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.
I 1967 rejste public choice-legenden Gordon Tullock nemlig det spørgsmål, om ikke virksomheder ville være villige til at betale for at få handelspolitisk beskyttelse? Tullocks svar var, at rationelt drevne virksomheder ikke blot ville bruge ressourcer på produktion, men også på at lobbye for at få beskyttelse. Som alle andre aktiviteter, vil de bruge ressourcer på lobbying op til det punkt, hvor omkostningen ved at bruge én arbejdstime eller én krone mere på lobbying er præcist lig med den forventede gevinst af den. Og politikere er mere end villige til at sælge handelspolitik – det er en af måderne, at de enten kan få virksomheder til at give partistøtte eller i det mindste til at finansiere meget rare middage og hotelophold.
To indsigter fra public choice-traditionen ændrer derfor vores analyse. Først må man regne med, at noget af overførslen ’A’ faktisk går tabt i uproduktiv adfærd. Det er med andre ord et område, der tages fra forbrugerne og tabes i lobbyomkostninger. Det ekstra lobby-tab er tegnet ind med rødt i den anden figur nedenfor.
Man må også regne mindst et, og sandsynligvis yderligere to tab ind. For det første eksisterer der et logisk tab, da det ikke er gratis at indkræve tolden. Staten må afholde udgifter i forbindelse med at indkræve told, hvilket reducerer område ’C’ – udgifterne er et nettotab for samfundet. For det andet antager standardanalysen i den første figur, at staten bruger hele toldindtægten på en produktiv eller velfærdsskabende måde. Der findes en over 50-årig forskningstradition, der peger på at langt de fleste politikere har incitamenter, der vil føre dem til at bruge ekstra indtægter på enten populære tiltag, der kan få dem valgt næste gang, eller på støtte til særinteresser. Disse aktiviteter skal regnes som tab i en nationaløkonomisk analyse! De er tegnet ind med blåt i figuren.
Tullock tog udgangspunkt i, at område A er en gevinst for producenterne. Producenterne vil derfor have et klart incitament til at bruge ressourcer på at ’få fat’ i området. Med andre ord vil de investere ressourcer i at søge den ’rent’, de kan få hvis de overbeviser politikerne i at indføre en told. Disse ressourcer bliver altså ikke investeret produktivt, men udelukkende for at få adgang til en overførsel fra forbrugerne. Politikere vil på deres side have en interesse i at åbne for muligheden for at få beskyttelse mod international konkurrence, da det vil få producenter til at tilbyde støtte. Denne støtte kan være direkte bestikkelse eller det kan være partistøtte, der vil kunne gøre det lettere for politikernes parti at vinde det næste valg. De ressourcer, der investeres i at få adgang til beskyttelse, skal derfor regnes som et rent, samfundsmæssigt tab.
Der er fra en fagøkonomisk vinkel dermed ingen undskyldninger for at indføre protektionistiske tiltag. Og til dem, der måske stadig er en smule kritiske: Vi har kun dækket de velkendte statiske tab. Der er en anden liste af dynamiske tab, dvs. tab der udfolder sig over en længere periode og bliver synlige i f.eks. vækst og produktivitetsudvikling.
Af Christian Bjørnskov, den 28. januar 2017. 3 svar
Donald Trump er landet i det Hvide Hus med store planer om at rejse toldmure og holde produktion i USA. I Danmark har der indtil fornylig ikke været megen opbakning til protektionistisk politik – vi er heldigvis på mange måder et af de mest liberale samfund i Europa – men der er desværre dukket lommer op af nyprotektionister i debatten. Fænomenet er ikke længer begrænset til særlige nationalkonservative, der drømmer om at bruge en stor stat til deres formål, men har også bredt sig til folk, man ellers betragter som ganske liberale og fornuftige.
Der er som oftest tale om folk, som ikke kan (eller vil) se forskellen på politik, der er pro-market eller pro-business – om politikken gavner alle borgere som forbrugere eller kun en lille del som producenter. Se f.eks. den fremragende Luigi Zingales forklare forskellen her. Derfor er her en anderledes angrebsvinkel: Politik, der sigter efter at begrænse handel, er umoralsk.
Ideen er ikke min – Don Boudreaux hos Cafe Hayek har skrevet adskillige gange om det – men den er enkel. Grundlaget er den normative ide, som man skal være tæt på kommunist for at afvise, at ens indkomst er ens egen, og at hvert individ har en ukrænkelig ret til at bruge den (eller lade være) på hvad man nu engang værdsætter, så længe brugen ikke direkte krænker andres identiske ret. Sagt på en anden måde: Når jeg har tjent mine penge lovligt, bør jeg kunne bruge dem præcist som jeg vil.
Sætter man f.eks. en handelsbarriere op mellem Danmark og Storbritannien, indebærer det, at jeg frit kan købe champagne produceret af Pierre i Champagne, Cava fra Marianno i Catalonien eller Prosecco fra Giovanni i Veneto. Men hvis det formastelige skulle ske, at jeg foretrækker at købe sparkling fra Mike og Chris i the South Downs i England, tvinger staten mig til at betale told – en strafafgift for at handle med nogen, som politikerne har defineret, vi ikke bør have økonomisk samkvem med.
Moralsk forudsætter protektionistisk politik derfor, at ethvert individ, der bor i et bestemt land, har pligt til at behandle nogle mennesker anderledes end andre, og at landets politikere har moralsk ret til at definere for alle individer i landet, hvilke mennesker, der er mere eller mindre ’værdige’. Dermed har hvert individ ikke længere uhindret brugsret over den del af deres indkomst, der er tilbage når de har betalt skat, afgifter osv. Anerkender man politikernes ret til at dirigere vores forbrug til bestemte lande, regioner eller producenter, må man derfor også anerkende, at vores private ejendomsret ikke blot er begrænset, men bør begrænses af en meget bestemt gruppe mennesker. Disse mennesker – politikerne – kan dermed effektivt ekspropriere en vis del af vores indkomst og dirigere den til nogle bestemte, meget begrænsede, interesser i samfundet.
Disse interesser er dem, vi ikke frivilligt ville have handlet med. Medmindre man tror på, at varer, service og anden aktivitet har en objektiv værdi, der på en eller anden måde kun åbenbares for de indviede (læs: politikerne), betyder det, at protektionistisk politik ikke blot bryder med individers brugsret til deres ejendom, men også tvinger dem til at favorisere producenter, som et frit valg afslører, er dårligere end dem, man frit havde handlet med. Har man på nogen måde en moralsk præference for meritokrati, er her et ekstra element i en normativ vurdering af protektionistisk politik. Ikke nok med at man bryder folks brugsret og ophæver nogle mennesker til at dømme i rent private forhold, man belønner også dem, der er dårlige til deres job, men som har deres politiske forbindelser i orden. Hvordan kan det nogensinde blive moralsk forsvarligt?
Desværre mener Donald Trump hvad han siger, når han angriber globaliseringen og den (mere eller mindre) frie handel, Han har ment det i hvert fald siden 1980erne (I kan finde interviews med ham på youtube).
Hans politik er baseret på samme fejlslutninger og manglende forståelse for at handel er en win-win situation, som altid har været grundlaget for venstrefløjens mere eller mindre åbenlyse protektionisme. Det samme kan siges om hans proselytter i Dansk Folkeparti og hos Dansk Samlings Morten Uhrskov, hvilket vi har behandlet før her på bloggen. For et eksempel på det fuldkomne fravær af økonomisk indsigt hos cand. mag i historie og samfundsfag, Morten Uhrskov, se bl. a. dette blogindlæg hos Jylands-Posten, “Farvel til Globalismen“.
Ingen af dem forstår ganske simple og basale økonomiske sammenhænge. Samtidig besidder begge parter en enestående evne til at overse fakta og 200 års udvikling fra en verden, hvor 90 procent levede i absolut fattigdom til en verden hvor under 10 procent lever under så ringe vilkår. En andel som heldigvis fortsat falder, og en udvikling som havde været umulig uden globaliseringen og den internationale arbejdsdeling.
Donald Trump, 3F og myten om handel som et “ræs mod bunden”
Som jeg skriver i en kronik i Børsen i fredags, så er ligheden mellem nogle af Donald Trumps argumenter og hvad vi ser fra venstrefløj og en række fagforeninger slående.
Centralt for Trumps syn på handelspolitik og globalisering er, at han opfatter USA som et offer for andre landes “unfair” handelspolitik og egen svaghed. Især har Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, og optagelsen af Kina i Verdenhandelsorganisationen, WTO, i følge Trump kostet både velstand og arbejdspladser i USA.
Her må vi bare konstatere, at venstrefløjens globaliseringskritik – som både medier og f.eks. demokraterne i USA og socialdemokraterne herhjemme i en hvis grad har taget til sig – har skabt grundlaget for og legitimeret nationalistiske “højrefløjspopulister” som Trump, når de påstår, at globaliseringen de seneste årtier er sket på bekostning af lønmodtagere i den rige del af verden.
Det er godt nok faktuelt forkert. Både lønninger og levestandard er steget for alle indkomstgrupper, også i USA, som konsekvens af globaliseringen. Men det har hverken medier eller politiske magthavere haft interesse i at påpege.
Venstreorienteret handelspolitik som hos 3F
Hvor venstreorienteret Trump er, når det kommer til handelspolitik, fremgår tydeligt af hans politiske program, der længe har været offentlig tilgængelig. Her kan man bl.a. læse, at USA skal genforhandle vilkårene i NAFTA. Som det fremgår af Trumps program (jo sådan et har han faktisk), skal der
“sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”
Med andre ord vil man (yderligere) svække mulighederne for at konkurrere på løn- og arbejdsvilkår (der er allerede en række krav indbygget i den nuværende NAFTA aftale). Der lægges også op til en handelspolitik baseret på, at tilgodese “vores arbejdere”, som der står.
Er Mexico og Canada ikke med på den, vil Trump meddele, at USA har til hensigt at trække sig ud af aftalen. Og det kan ske med seks måneders varsel. Canada har allerede meddelt, at man gerne genforhandler aftalen. Der er faktisk grund til at frygte det værste, hvor Canada og USA’s regeringer går sammen for på populistisk måde at presse Mexikanerne til en aftale, som begrænser deres muligheder for at konkurrere på hvad der reelt er der eneste fordele, nemlig lavere løn- og skatteomkostninger.
Den form for argumentation kender vi også herhjemmefra, fra f. eks. Enhedslisten og 3F.
Myten om at arbejder- og middelklasse i Vesten betaler for globaliseringen
Som jeg prøvede at påpege i debatten i torsdags har vi et stort problem med at faktuelt forkerte fremstillinger af udviklingen de seneste årtier, får lov til stort set umodsagt at blive fremført i medierne igen og igen og…… Det gælder både i DR og TV2, samt stort set alle de traditionelle skrevne medier (måske med undtagelse af Børsen). Vi har tidligere set hvorledes Berlingske Tidende og DR P1 har ageret kritikløse mikrofonholdere, når anti-globaliseringsorganisationer som f. eks. IBIS/OXFAM og Mellemfolkelig Samvirke har fremturet med deres nonsens-fortællinger. Se f.eks. her.
Så sent som onsdag aften formåede både studievært samt “3 eksperter”, hvoraf ingen af dem var økonom, at tolke på en graf, der går verden rundt, kaldet elefantgrafen, oprindeligt lanceret af Lakner og Milanovic i “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” – Nedenfor vist, hvorledes den ser ud, efter man korrigerer for, at den oprindelige elefantgraf bl. a. medtog data for lande som kun eksisterede det ene af årene. F. eks. er der ikke data for Rusland, Ukraine, Vietnam, Sydafrika, Kenya og Tanzania i 1988, mens de indgår i tal for 2008. Til gengæld er en række lande medtaget i 1988 men ikke i 2008. Det gælder bl. a. Australien, New Zealand, Iran, Uzbekistan og Algeria. Grafen er også korrigeret for at Milanovic og Lakners deciler ikke er konsistente.
Det er dog ikke den man normalt ynder at gengive. Det er derimod den originale nedenstående graf. Både Deadline onsdag den 16. november og Weekendavisens hovedartikel fredag den 18. november, skrevet af Martin Krasnik, tager udgangspunkt i en graf, hvor der ikke er korrigeret for udviklingen i den globale befolkningssammensætning (Det skal retfærdigvis siges, at der efter sigende skulle komme en opfølgende artikel, hvor dette behandles).
Og så ser den pludselig noget mere dramatisk ud, som det fremgår af nedenstående figur.
Historien er selvfølgelig, at de deciler der ligger tæt på eller lige under en nulvækst er hvor store indkomstgrupper i vesten befinder sig. Men det er bare ikke korrekt. De der befandt sig i 7 og 8. decil i 1988 i vesten, befinder sig ikke samme sted i 2008. Det er der korrigeret for i den første figur, men det er ikke det hele. Ligesom toppen omkring 5. og 6. decil i høj grad er konsekvens af den gunstige udvikling, så er dykket fra 7. til 9. decil drevet af udviklingen i to lande. Rusland og Japan. Tager man højde for dette og ændringen i befolkningsudviklingen, er der pludselig en del mindre elefant over figuren.
Tager man højde for både udviklingen i den globale befolkningssammensætning og fjerner de tre lande som er grund til elefant-formen, ser vi altså en groft sagt ganske jævn vækst over de fleste deciler, Altså en ganske anden historie, end den vi får gennem medierne.
Og fakta er da også, at indkomsterne i perioden fra 1988 og op til 2008, hvor globaliseringsprocessen går i stå (ikke mindst USA har siden finanskrisen øget protektionistiske tiltag voldsomt), i langt de fleste lande er steget for alle indkomstdeciler, hvilket fremgår af nedenstående figur – også fra Resolution Foundation. Som det fremgår er der anvendt præcist samme data, som Milanovic og Lakner anvender.
Selvfølgelig er der tabere ved globaliseringen
I debatten på DR2 torsdag den 17. (se nedenfor) prøvede jeg at rette lidt op på nogle af alle misforståelserne. Og fakta er altså at alle indkomstgrupper har vundet betydeligt på de seneste årtiers globalisering. Både her og i udlandet. Men det indebærer naturligvis ikke, at der ikke er “individuelle” tabere. Naturligvis er det et stort problem for den arbejder der mister sit arbejde, fordi hans eller hendes virksomhed enten flytter produktionen til et andet land, eller ligefrem bukker under i den globale konkurrence. Men det er et vilkår ved markedskapitalismen. Det er ligefrem et grundvilkår, hvis vi ønsker øget levestandard. For hvad er alternativet? Det er at alle andre skal subsidiere arbejdspladser og produktion, mens den samlede værdiskabelse i samfundet, alt andet lige, mindskes.
Og at miste sit arbejde på grund af konkurrence fra andre lande er jo ikke væsensforskellig fra at blive udkonkurreret af teknologiske fremskridt ( som også synes at være en del af skræmmebilledet hos en del globaliseringsmodstandere ).
Og overvej lige et øjeblik hvor vi ville have været, hvis vi f. eks. havde afvist at effektivisere vores landbrug af hensyn til beskæftigelsen, eller blot havde insisteret på at man fortsat skulle sy tøj i Herning. Nej vel. Det havde næppe været en god ide. Men det gør det naturligvis ikke nemmere for den enkelte. Og desværre gør politikfejl og fagforeningers ageren det heller ikke.
Det har vi set ved lukningen af flere slagterier herhjemme. Havde det ikke været for fagforeningernes muligheder for at afvise lønnedgang – altså en mere fleksibel løndannelse – som et middel til at fastholde produktionen lidt længere, ville man formentlig kunne undgå mange triste skæbner i forbindelse med globaliseringen – uanset om den foregår globalt eller blot regionalt. Naturligvis skal vi erkende at f. eks. en slagteriarbejder oppe i alderen muligvis ikke har mange alternativer. Men det samme kunne naturligvis siges om typografen, der for længst er udkonkurreret af ny teknologi.
Men på sigt må man acceptere udviklingen, lige som de der bor i Rustbæltet i USA må erkende, at “gamle dage” ikke vender tilbage. Med andre ord må de enten flytte eller vælgere nogle lokale politikere, som er parate til at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet og på den måde gøre det mere attraktivt at etablere produktion i de pågældende områder.
Alternativet er at andre skal betale for opretholdelsen af arbejdspladser og de der primært kommer til at betale prisen er netop de laveste indkomstgrupper, hvilekt jeg har påpeget i tidligere indlæg her på bloggen og som også fremgår af nedenstående oversigt over gevinsten ved frihandel, fordelt på udvalgte indkomstgrupper i en række lande.
Kilde: “Measuring the Unequal Gains from Trade”, Pablo D. Fajgelbaum fra UCLA og Amit K. Khandelwal
Det amerikanske præsidentvalg 2016 markerede den endelige afslutning på en periode, der indledtes i 1970erne, hvor amerikansk handelspolitik i vid udstrækning var baseret på klassisk økonomi, med udgangspunkt i Adam Smith ide om hvorledes det frie marked gavner alle uden nationale hensyn.
I stedet kan valget af Trump måske ses som en (endelig) tilbagevenden til “The national project”, hvor handelspolitik ikke ledes af en ide og forståelse for markedets universelle gavnlige konsekvenser for markedsdeltagerne, men primært styres af nationale interesser.
Arven fra Georg Friedrich List
Muligvis er der nogle af denne blogs læsere, der aldrig har hørt om Georg Fridrich List, men det har Donald Trump nok, da han tog sin bachelor i økonomi omkring 1970.
Tyskeren Georg Friedrich List (1789 – 1846) var en af de mest betydningsfulde økonomer i det 19. århundrede. Hans ideer om national kapitalisme fik enorm indflydelse i USA i 2. halvdel af det 19. århundrede og mange andre steder. List ideer har også været af stor betydning for etableringen af EU.
List ideer har også haft stor betydning for den førte politik i en række udviklingslande.
List var meget inspireret af Adam Smith, men tog afstand fra Smith universelle tilgang. I stedet var han fortaler for en nationalt orienteret form for kapitalisme (“The National System”). Han mente, at en nations velstand i højere grad var baseret på dets evne til at skabe fremtidige videnskabelige opdagelser, teknologiske fremskridt, forbedringer i transport, uddannelsesinstitutionerne, opretholdelse af lov og orden, effektiv offentlig forvaltning mv.
Således mente List, at en nation først skal udvikle sine egne landbrugs- og fremstillingsprocesser tilstrækkeligt, før det er i stand til at deltage fuldt ud i den internationale frihandel. Hermed var det teoretiske grundlag lagt for det såkaldte “infant Industries” – argument for protektionisme, hvorefter man skal industrialisere beskyttet bag høje toldmure, og først deltage i den internationale handel, når man er blevet konkurrencedygtig. Men, og det er måske nok så vigtigt, kun i det omfang det er i den national interesse.
Fra “Picking The Winners” til “Picking the Loosers”
Donald Trump har en politisk vision og har haft det hele tiden. Fremstillingen i medierne af Donald Trump, som en mand der nærmest “overnight” bliver interesseret i politik, vil være præsident og derefter vælger et parti er noget pjat. Der findes interviews med ham så langt tilbage som til 1980, hvor han taler om politik. Og hverken hans tilknytning til det Republikanske parti eller hans forestillinger om at handelsaftaler skader USA og amerikanernes levestandard er af nyere dato. I interviews tilbage i 1980erne talte han allerede om, at “andre er blevet rige på USAs bekostning i årtier”. Dermed hentydede han bl.a. til WTO (dengang GATT) og ikke mindst handlen med Japan.
Men hvis List ideer om “the national system” kunne bruges som grundlag for en “picking the winners” strategi, så er Donald Trumps forståelse – eller rettere manglende forståelse for de gavnlige effekter ved international handel – endt i en “picking the loosers” position. Som sådan adskiller hans ideer sig dog ikke fra de dele af EU, som gennem årtier har modarbejdet reel fri handel og globalisering.
En mere protektionistisk linje hvor man via størrelse og styrke vil søge handelsbetingelser ud fra “nationale interesser” er i hvert fald ikke nyt i amerikansk kontekst.
Friedrich List “The National System of Political Economy” kan hentes her
