Tag-arkiv: DI

Har Lars Sandahl tabt sutten?

Af Christian Bjørnskov, den 17. november 2024. 3 svar

Igår bragte Berlingske et interview med Lars Sandahl Sørensen, som fik alarmklokkerne til at ringe i punditokraternes base i Bispegade. Sandahl, der er administrerende direktør i DI og derfor, med Berlingskes ord “industriens førstemand”, argumenterer i indlægget for fælleseuropæisk statsstøtte og industripolitik. Det er svært at være mere uenig i det, der synes at være DIs nye synspunkt.

Problemet – hvis vi skal tillade os at gætte – ser ud til at være, at Sandahl og DI ikke kun har accepteret Draghi-rapportens diagnose af EUs økonomiske problemer, men også den kur, dens italienske forfatter foreslår. Draghi dokumenterer i rapporten, hvordan EUs økonomiske vækst, og ikke mindst den europæiske produktivitetsudvikling, er sakket bagud for bl.a. USA i meget lang tid. Det er ikke en ny indsigt, men det er befriende at se det så åbent og offentligt illustreret i EU. Dybden af problemerne er heller ikke hemmelig: Tager man et gennemsnit af væksten i timeproduktivitet i de store vesteuropæiske lande, steg den hurtigere i 70erne og ind i 80erne i Europa end i USA. Selv i 80erne var USAs produktivitetsvækst kun 1,6 % mod Europas og Danmarks 2,9 % om året. Men fra starten af 90erne og frem har billedet været det modsatte. I 90erne havde USA og Danmark stort set samme produktivitetsvækst (2,1 mod 2,2 %), men i 00erne faldt Danmarks til 1 % og EUs til 0,8 % på samme tid som USAs fortsatte på 2,4 % om året. Resultatet har været, at mens de store lande i EU i gennemsnit havde samme timeproduktivitet som USA i 1990, var de umiddelbart før nedlukningsperioden 15 % bagud. Problemet bliver ikke mindre af, at de asiatiske tigre er ved at indhente Europa. i 00erne voksede deres timeproduktivitet hele 5,3 % om året, og selv i de elendige 10ere holdt de en vækst på 2,5 %. De er så tæt på Sydeuropa, at de kan læse regionens nummerplade.

Sandahls misforståelse ligger således ikke i diagnosen af et alvorligt økonomisk problem, men derimod i hans implicitte støtte til Draghi og EUs forestillinger om en kur. Han sagde således til Berlingske, at; “Hvis vi i Europa i forvejen er bagud på konkurrenceevne og statsstøtte og nu også står overfor toldmure, så er det meget alvorligt.” Sandahls løsning er at argumentere for politisk lederskab på EU-niveau, sådan at “Europa skal pulje midlerne sammen, og vi kan gøre meget” – underforstået, med statsstøtte…

Udtalelsen afslører DIs og mange andres helt fundamentale misforståelse: Troen på, at statsstøtte ‘virker’. Hvordan kan man ellers tro, at amerikansk og kinesisk statsstøtte har bidraget til EUs langsigtede konkurrenceevne- og produktivitetsproblem? Det samme gælder Sandahls forslag om at samle statsstøtten og koordinere den på europæisk plan i det, der ofte kaldes ‘missionsorienteret’ politik. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor økonomisk tåbelig idéen er, kan man med fordel læse Magnus Henrekson, Christian Sandström og Mikael Stenkulas Moonshots and the New Industrial Policy – Questioning the Mission Economy fra tidligere i år. For de travle findes der også en væsentligt kortere oversigtsartikel i Economic Affairs fra juni.

Bundlinjen er, at Sandahl og DI har ladt sig narre af politiske proklamationer om, hvor godt det bliver når staten støtter og beskytter industrien, og har ladet sig overbevise om, at intentionen bag en politik også bliver konsekvensen af den. Men statsstøtte er af det onde, og ikke kun fordi den er dyr for borgerne. Politikere og embedsværk ved stort set intet om, hvad der er fremtidens mest produktive sektorer eller erhverv, og kan derfor meget nemt overtales til, at uproduktive særinteresser kun liiiige mangler det lille skub fra staten til at blive verdens næste Apple, Zara eller Mærsk. Man håber på at blive det næste væksteventyr, men ender med stor sikkerhed som det næste Bolivia.

Mere told: Dumhed eller særinteresser?

Af Christian Bjørnskov, den 2. juni 2024. 4 svar

DR har idag en nyhed om, at DI og flere danske politikere nu mener, at man bør sætte prisgrænsen ned for, hvornår der skal betales told af en importeret vare. Baggrunden er, at det kinesiske firma Temu og flere andre er begyndt at sende mange pakker til Danmark. Danskerne har fundet ud af, at man kan købe mange billige varer hos bl.a. Temu og få dem leveret til en kiosk eller andet tæt på. Og som fornuftige forbrugere gør mange selvfølgelig netop det.

Det har hidset flere politikere op, og helt unikt også DI, der ellers ikke plejer at være økonomisk analfabetisk. Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent hos DI, er ude med et krav om, at EU sænker bagatelgrænsen for, hvornår der skal betales told af importerede varer. Han hævder derudover, at der er tale om såkaldt ‘dumping’ fra nogle af de kinesiske firmaer – dvs. at de faktisk sælger varerne under omkostninger og derfor direkte taber på salget. Det kan i princippet kun lade sig gøre, hvis firmaet enten bliver subsidieret af den kinesiske stat, så det er de kinesiske forbrugere det bærer omkostningen, eller at det kun gør det en kort tid for mere permanent at erobre større markedsandele.

Argumentet fra både DI, Enhedslistens Per Clausen, og Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm, er at importen skader danske virksomheder, der ikke kan konkurrere på ‘fair’ vilkår. Det er en af de ældste travere i protektionisternes verbale arsenal, og et argument vi har forstået fuldt siden David Ricardos arbejde i 1817, er absolut nonsens. Virksomheder, der konkurrerer direkte med den kinesiske import, vil naturligvis have en interesse i at stoppe den. Men den beskyttelse kommer med store tab for både forbrugerne og andre virksomheder, der rammes af både lavere samlet købekraft og potentielt også højere priser på input. Mekanismen er noget, enhver økonom med bare et modikum at selvrespekt skal kende og forstå.

Og det er her, dagens spørgsmål ligger: Er en eller flere af de tre, DR har interviewet, ude i et ærinde for en særinteresse, velvidende at forslaget er økonomisk skadeligt, eller er de ‘blot’ økonomiske analfabeter? Ser man på deres uddannelsesniveau, kan man ikke afvise basal inkompetence som en forklaring. Peter Bay Kirkegaard er uddannet fra statskundskab i Aarhus, Per Clausen har læst samfundsfag på Aalborg Universitet i 1980erne, og Kristoffer Storm har en HA jur. fra samme sted.

Man kan derfor måske undskylde de tre med fundamental uvidenhed: Der er sandsynligvis ingen af dem, der nogensinde er blevet undervist i handelsteori eller noget, der er blot tæt på. Clausen og Storm er derudover politikere, der har et enkelt ærinde – at overbevise vælgere og at blive set i debatten – og har således heller ingen egeninteresse i at vide ret meget om noget. Men Kirkegaard er trods alt chefkonsulent i DI, og burde derfor være bedre informeret og mere vidende end at rykke ud med nyprotektionistisk vrøvl. Og der burde også være en chef, der stoppede manden, før han risikerer at gøre skade på dansk erhvervsliv som helhed. Man må stille spørgsmålet, om Kirkegaard er emblematisk for, hvor dybt DI’s faglige niveau er faldet.

Sagen er rystende, fordi jeg og mine kolleger ikke ligefrem har regnet med, at den nyprotektionistiske bølge, der raser i de mere populistiske dele af amerikansk og europæisk politik, ville ramme Danmark. Helt særligt regnede vi ikke med, at Dansk Industri ville hoppe med på en så absurd analfabetisk idé. Det er skammeligt på flere plan.