Cuba har siden starten af 1960erne været et af verdens ‘ægte’ socialistiske samfund. Socialister over hele verden har hyldet landet, uanset hvad der foregik; i Danmark blev Svend Auken herostratisk berømt for sin konstante støtte og beundring for Cubas diktator gennem flere årtier, Fidel Castro (se f.eks. her). Men udviklingen har været katastrofal, og forårsaget af den socialistiske økonomi, som f.eks. Bastos, Geloso og Bologna Pavlik forleden viste (læs her). Det er svært at se en så voldsom deroute af det, der engang var et af Latinamerikas rigeste lande, som andet end en menneskeskabt og fuldstændigt undgåelig katastrofe. Men måske er elendigheden så småt ved at være ovre!
Cubas premierminister Manuel Marrero annoncerede for to uger siden en lang række meget vidtgående ændringer i landets økonomi. ABC News kaldte det en “sweeping economic overhaul”, og minder i meget høj grad om de ændringer, som store dele af Central- og Østeuropa gennemgik i årene efter 1989. The Miami Herald (via Marginal Revolution) opsummerede de vigtigste som:
Private and foreign capital to purchase and sell fuel
The creation of private corporate banking
Private business owners to own more than one company and hire more than 100 workers
Private businesses in agriculture and tourism
Tourism property sales, evaluated case-by-case, for Cubans resident in the country and abroad
Foreign investors to hire workers directly
Foreign investment in Old Havana and other tourist spots, in state telecom ETECSA data centers, mobile networks, and other digital infrastructure
The extension of surface rights up to 99 years and leases up to 50 years for foreign investments
Real estate development in tourism
Farmland lease rights for an “indefinite period”
Wholesale and retail trade without limits by foreign entities
The sale of state assets and state companies’ shares to the private sector and foreign companies
ABC peger også på, at selv internationale fast food-kæder – læs, MacDonalds, Burger King osv. – tillades at operere frit i Cuba. På samme måde indebærer de mange reformforslag, at man frit kan importere og eksportere fra landet uden at det kræver statens godkendelse. Alt i alt ligner den cubanske reformpakke en fuld transition til noget, regimet blankt indrømmer er inspireret direkte af Vietnam. Man sigter med andre ord efter at få en kapitalistisk, dynamisk markedsøkonomi, men uden den ‘almindelige’ politiske overbygning.
Som alle andre af den slags markante reformpakker må man nødvendigvis vente og se på, hvordan den bliver implementeret i praksis. Der er mange ting, der kan gå galt, og det er på ingen måde sikkert, om Cuba ender som Estland og Tjekkiet, eller mere som Hviderusland eller Uzbekistan. Men bare det, at det cubanske regime nu erkender åbent, at systemet siden starten af 1960erne har spillet så grotesk fejl, er et meget stort skridt fremad. Hvor vi er om bare fem år, er der ingen der ved. Men hvis det politiske regime også falder sammen med den socialistiske økonomi, bliver det næppe kønt for den politiske elite – på trods af at den almindelige befolkning står til enorme fremskridt. Siden 1990 er det private forbrug i gennemsnit steget med 120 % i de tidligere kommunistiske lande der kom ud af Sovjetblokken. Der er ikke meget grund til at tro, at det bliver en anderledes oplevelse i Cuba…