Vi startede årets sommerserie med at vise, hvor meget privatforbruget er steget i de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa siden regimernes kollaps i 1989-90. Stigningen er dramatisk og ekstremt vigtig for borgerne i de pågældende lande, men rejser også et spørgsmål: Hvordan er udviklingen sket? Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvorvidt polakker, tjekker, rumænere osv. er blevet rigere fordi de bare arbejder benhårdt og har investeret kraftigt, eller om de er blevet dygtigere. Med andre ord: Hvor meget mere produktive er de central- og østeuropæiske lande blevet siden starten af 1990erne?

Lad os starte med at understrege, at nok arbejder folk i regionen langt mere end i Danmark – polakkerne har den næstlængste årlige arbejdstid i Europa – men på tværs af de samfund, hvor vi har data, er den samlede årlige arbejdstid faldet cirka seks procent siden 1995. Beskæftigelsen er nok steget, hvilket bidrager til væksten, men det store bidrag kommer utvetydigt fra arbejdskraftens produktivitet. I de 12 samfund, hvor vi har data, er timeproduktivitet steget 124 procent siden 1995; til sammenligning er Danmarks produktivitet steget med 39 procent i samme periode. Sagt på en anden måde er godt 90 procent af den samlede vækst siden 1995 kommet fra kraftigt forøget produktivitet. Det gælder alle samfundene, men som figuren nedenfor viser, også i højere grad for lande som Rumænien og Polen, der i starten af 1990erne var stærkt uproduktive, men idag helt har indhentet Grækenland og Portugal.

En anden måde at ‘se’ den markant forøgede produktivitet, er at se på miljøaftryk. Mens der er mange miljøinteresserede, der er stærkt kritiske overfor økonomisk vækst – interesserede læsere kan med fordel tage et kig på Justin Callais fremragende substack Debunking Degrowth for at få debunked den idé – men Central- og Østeuropa er et godt eksempel på de modsatte. Regionen udleder idag kun 2/3 af de drivhusgasser per indbygger, som de gjorde i 1990, og CO2-intensiteten i produktionen er faldet til blot 30 procent af 1990-niveauet, og 41 procent af 1995-niveauet. Hele regionen er dermed blevet langt mere energieffektiv på samme tid som den er vokset langt rigere end tidligere.

Vi kunne blive ved – og det gør vi i august – men de central- og østeuropæiske lande, der kom ud af transitionen væk fra socialisme, er idag fremragende eksempler på ikke blot hvor vigtig produktivitet er, men også modeksempler på nogle af skræmmebillederne, som miljøfanatikere, globaliseringsangste nationalkonservative, og imperienostalgiske USA-skeptikere jævnligt paraderer i medierne. Alene af den grund er regionen så interessant at se nærmere på.

Punditokraternes sommerserie 2025 handler om, hvordan det er gået for de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa. Som et naturligt første spørgsmål, vi stiller her, svarer vi idag på hvordan det er gået med folks privatforbrug: Hvor meget har de til sig selv og deres familier idag.

Når man taler om, hvordan det er gået siden socialismen i den tidligere sovjetiske sfære brød sammen, er privatforbrug et glimrende eksempel på et væsentligt problem: Hvordan vurderer man situation før kollapset?

For det første var den nationale statistik ikke altid retvisende, og udover direkte løgn – et problem, der er kendt fra de fleste diktaturer – var måden man opgjorde den økonomiske status med et Nettomaterielprodukt ikke direkte sammenligneligt med det vestlige Bruttonationalprodukt. I det sovjetiske NMP talte kun varer, mens tjenesteydelser ikke blev indregnet – ydelser som at få klippet sit hår, hjælp til revision, eller børnepasning regnede det produktionsfetichistiske øst ikke for værdiskabelse. Når man skal vurdere privatforbruget under socialismen, må man derfor på en eller anden måde vurdere, hvor meget der var og derefter hvad folk faktisk betalte for det.

For det andet opgjorde man værdien af varer til en administrativt fastsat pris. Selvom man i f.eks. Østtyskland kunne vente op til 12-15 år på at få leveret en Wartburg eller Trabant, var produkterne i næsten alle tilfælde af langt ringere kvalitet end i Vesteuropa. Officielle statistikker overvurderede således kraftigt værdien af borgernes privatforbrug.

Man bliver derfor nødt til at være særdeles påpasselig med den officielle statistik omkring 1990, og de allerførste år efter transitionen ud af socialisme. Det gør vi her ved at se på udviklingen af privatforbruget fra 1995 til 2023 (det sidste år der er sammenlignelige data for).

Det slående, som man kan se i figuren nedenfor, er at væksten i folks privatforbrug er vokset mellem 65 og 364 procent siden 1995! Danskernes privatforbrug er i samme periode vokset med blot 29 procent. Med andre ord er forbruget i det sandsynligvis rigeste samfund i regionen – Tjekkiet – alligevel vokset mere end tre gange hurtigere end Danmarks siden det kom ud af transitionen og blev en demokratisk markedsøkonomi. Et af de fattigste – Bosnien og Herzergovina – voksede langt hurtigere, og på trods af en voldsom borgerkrig har landets borgere idag mere end tre gange højere forbrug end da de forlod Jugoslavien.

Tallene undervurderer endda den samlede effekt visse steder, fordi der var vækst mellem 1989 og 1995. De første år efter transitionen steg det målte privatforbrug ikke særligt meget alle steder, men kvaliteten af varerne blev dramatisk anderledes. Det gjaldt ikke kun biler og tøj, men også ting man ofte glemmer. En opgørelse i 1990 viste således, at kun halvdelen af de officielle kilder til drikkevand i Tjekkoslovakiet overholdt landets (relativt svage) standarder for vandkvalitet. De nye demokratiers oprydning af årtiers stærk forurening ændrede også på folks liv.

Som kortet nedenfor illustrerer – det laveste privatforbrug er mest rødt, det højeste er mest blåt – er regionen som helhed stadig fattigere end Vesteuropa, men forskellen er langt mindre end i starten af 1990erne. Almindelige borgere i lande som Polen, Litauen og Rumænien har idag cirka samme privatforbrug som i Grækenland, Portugal eller Spanien. Begyndelsen på vores sommerserie i år er derfor også begyndelsen på en historie om en region i verden, hvor folks liv er blevet dramatisk bedre de sidste 30 år. Hvordan, under hvilke omstændigheder, og hvor hurtigt er blandt spørgsmålene vi undersøger de næste uger.