Tag-arkiv: Information

Historisk fejltrin med skifte i EU-politik

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. januar 2023. 1 svar

Information bringer i dag et længere interview med mig. Det er en skarp advarsel imod det skifte i EU-politikken, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen luftede et par dagene forinden.

Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:

»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.

Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.

»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«

Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.

Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.

Amatørisme og talforvirring hele vejen rundt

Af Christian Bjørnskov, den 4. oktober 2020. 13 svar

De seneste uger har mange af os undret os over et sært fænomen i dansk politik og danske medier: Mens det umiddelbart ser ud til, at det danske smittetal er stigende og der også indlægges flere danskere med Covid-19, er der basalt set intet sket med dødstallet. Men det taler medierne ikke om. Hvorfor de ikke gør det og hvorfor vi skal lide under endnu flere restriktioner og hårdere nedlukning – særligt når en stigende evidensbyrde viser, at nedlukninger ikke virker efter hensigten og bare slår erhvervsliv ihjel – er derfor et spørgsmål, der ikke kan besvares uden en public choice-approach. For hvorfor opfatter så mange borgere og politikere øjensynligt, at der skulle være et voldsomt problem, og hvorfor bidrager visse epidemiologer og virologer til opfattelsen?

I et interview på britisk TalkRadio med John Lee, en tidligere professor i patologi, ramte Lee hovedet på sømmet: En del af problemet for tiden er, at politikere leger amatørvidenskabsmænd og epidemiologer og virologer leger amatørpolitikere. Noget af resultatet af denne uhellige konstellation er en ”crisis of awareness” hvor det politiske fokus udelukkende ligger på Covid-19. Man glemmer således – til tider helt bevidst – alle andre sygdomme og dødsårsager, og mediernes konstante fokus på én enkelt, mulig dødsårsag indebærer, at befolkningen ikke er bevidst om alle de andre. Det er en proces, der for eksempel dækkes i Roger Koppls glimrende Expert Failure, hvor han viser hvordan snævre eksperters tunnelsyn på at løse et enkelt element af et problem ofte gør de overordnede problemer større. Koppls pointe er, at specialiserede eksperter ofte overser de prioriteringer mellem forskellige aspekter, som man altid står med. De er med andre ord uvidende eller i det mindste ikke opmærksomme på de trade-offs, der altid eksisterer.

Problemet bliver klart når man noterer, at der i Danmark i gennemsnit dør lidt over 1000 mennesker hver uge, mens der for tiden i gennemsnit dør én dansker med Sars-CoV-2 – og det er vel at mærke med og ikke af virussen – per dag. At dømme efter italienske og svenske erfaringer, der viser at det kun er 12-15 procent af de coronarelaterede dødsfald, hvor virussen kan siges at være den direkte dødsårsag (det amerikanske CDC sætter endda tallet til 6 %), betyder det at cirka en ud af de godt 1000 per uge direkte skyldes corona. Det er værd at bemærke, at der i Storbritannien – hvor tallene er offentligt og let tilgængelige, i modsætning til Danmark – dør omkring tre gange så mange af influenza og lungebetændelse.

De andre 99,9 % dødsfald i Danmark taler vi ikke om. Det gælder for eksempel kræftdødsfaldene, som der i 2018 var 15.330 af ud af et samlet dødstal på 55.000. En anden kategori er ”sygdomme i åndedrætsorganer”, hvor den store del er lungebetændelse, der slog 6600 danskere ihjel. I almindelige år dør der også cirka 1000 med influenza, og der er typisk cirka 600 selvmord. Al evidens peger på, at man må regne med væsentligt flere dødsfald i disse tre kategorier, sammen med bl.a. hjerteanfald, som direkte følge af nedlukningerne. Grunden er, at folk ikke går til lægen og ikke udredes for bl.a. kræft, fordi de enten direkte opfordres til at blive hjemme, eller fordi der er så høje barrierer for at komme til lægen, at de ikke gør det. Deres kræft opdages derfor ikke i tide, mindre hjerteanfald og -problemer tages ikke alvorligt, og folks depressioner fører til selvmord. Som vi tidligere har omtalt, har læger fra UCL regnet med at der vil komme omtrent 20 % flere kræftdødsfald i England de næste par år, ligesom man ved at der er markant flere ’deaths of despair’ i økonomiske kriser.

Tidligt i processen regnede mange politikere med, at disse bivirkninger – som en britisk kommission afdækkede allerede i starten af april – ville være til at overse, fordi epidemiologiske modelberegninger fra bl.a. Imperial College London forudså enorme dødstal, hvis politikerne ikke gjorde noget drastisk. Allerede i april begyndte kritikken af Ferguson-holdets model fra Imperial College, der hverken var fagfællebedømt eller offentligt tilgængelig, på trods af at den var udarbejdet flere år i forvejen til brug ved SARS og MERS-epidemierne. Modellen, er, som adskillige uafhængige forskere inklusive Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell flere gange har understreget, baseret på ekstreme antagelser. Sammenligner man modellens forecastede antal dødsfald med de faktiske antal, viser det sig at modellen hele vejen igennem har forecastet 12-15 gange så mange dødsfald som vi faktisk har oplevet. Deler man for eksempel Ferguson-holdets forecasts af dødsfald uden en nedlukning med 12, får man ganske præcist det faktiske antal dødsfald i Storbritannien og Sverige, selvom det ene land lukkede benhårdt ned og det andet ikke gjorde.

Modellen er tæt på rendyrket nonsens, og har hverken menneskelige reaktioner eller rimelige antagelser om, hvordan mennesker normalt opfører sig, med. Et nyt studie af Colombo, Mellor, Colhoun, Gomes og McKeigue tager derfor fat i den simple model og bygger mere realistiske antagelser ind. De antager for eksempel, at ikke alle folk har samme risiko for at blive smittede – en langt fra uvæsentlig forskel, da et sted mellem 20 og 50 % af befolkningen sandsynligvis er T-celleimmune (se f.eks. BMJs dækning) – og at folk ikke blander sig totalt tilfældigt, men derimod holder sig til relativt faste sociale cirkler. Den ændrede model med heterogenitet passer ikke blot langt bedre på de faktisk tal. Den giver heller ikke de 3,2 millioner som Imperial College-modellen, men 262.000 forudsete dødsfald – en forskel på en faktor 12 – og en type flokimmunitet omkring 15 % smittede.

Hvor tæt man er på denne grænse, og hvor mange smittede man faktisk har, er et andet element, hvor ny forskning stiller ubehagelige spørgsmål ved den nuværende approach og den såkaldte information, myndighederne giver befolkningen. Et væsentligt spørgsmål er, hvad kan man egentlig konkludere af de mange positivtestede? Det gælder ikke blot problemet, at myndighederne ligesom sundhedsministeren taler om det absolutte antal smittede og ikke andelen af smittede af dem, man har testet. 378 lyder langt mere ildevarslende end ni promille – 378 smittede blandt de 41.791 testede, der ikke tidligere er positivtestede. Den sidste måned har man testet cirka otte promille positive per dag – et gennemsnit på 386 per 46.444 testede.

Her holder problemet med de positive tests ikke op. Ifølge The Lancet peger nye studier fra Storbritannien på, at et sted mellem 0,8 og 4 % af alle positive coronatests vil være falske positive. Det betyder således, at andelen af positivtestede i Danmark sandsynligvis ligger indenfor den statistiske usikkerhed. Det betyder ikke, at ingen er smittede, men at man reelt ikke kan sige noget som helst statistisk sikkert om udviklingen i smittetallet. Med andre ord betyder det, at regeringen i virkeligheden reagerer på støj! Det betyder også, at Seruminstituttet beregner reproduktionstallet R baseret på støj. Skal man sige noget, må man enten bruge antallet af borgere i respirator eller dødstallet.

Det første tal er sammenligneligt med situationen i midten af maj, mens det andet er meget lig situationen siden midten af juni. Vi har dermed ikke nogen voldsom udvikling i en epidemi, men nærmere det bl.a. Ivor Cummins har kaldt en ’casedemic’ – en stigning i det målte antal smittede, som ikke fortæller os noget som helst relevant om udbredelsen af problemet. Man skal være enten doven eller talblind for ikke at forstå problemet, eller fuldstændigt ligeglad med virkelige fakta. Men deri ligger en del af problemet måske?

Den diffuse ‘neoliberalisme’

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. maj 2018. 3 svar

Der udspinder sig en længere diskussion i Dagbladet Information om ‘neoliberalisme’. Min kollega Jonas Herby har leveret et bidrag (her), og man inviterede også mig til at være med (her).

Både Jonas og jeg anfører, at begrebet stort set kun bruges af kritikerne og da i vidt forskellige betydninger (jeg optalte selv en halv snes uden at få sved på panden). ‘Neoliberalisme’ er kort sagt venstrefløjens synonym for ‘ondt’. Desuden anvendes en taktik, hvor ‘neoliberalismen’ som system erklæres død, hvis blot man kan hævdes at have fået skovlen under én betydning.

Det har ikke fået lov at være imodsagt. Men på forunderlig vis føler jeg mig alligevel bekræftet. Kritikerne har godt nok påpeget, at ‘neoliberalisme’ betyder noget ganske bestemt. Men de har hver deres definition!

Her er blot nogle stykker fra debatten i Information: Kontrol med offentligt ansatte (New Public Management), kontrol med modtagere af overførselsindkomster, mindre offentlig sektor, større offentlig sektor. neoklassisk økonomisk teori, Hayeks politiske filosofi, en politisk tidsånd, en rationalitet defineret og kritiseret af Foucault, klassisk liberalisme, interventionistisk liberalisme, public choice, økonomiske modeller.

 

Hvad ville borgerløn som i Finland betyde i Danmark?

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. januar 2016. 17 svar

Finland er formentlig på vej til at indføre en borgerløn. Både til højre og venstre i det politiske spektrum kan man finde fortalere for sådan et system. Men vil det være en god idé i Danmark?

Svaret må blive det lidt kedelige: ”Det afhænger…”.

Her er et par simple regnestykker. De viser meget kort fortalt, at en model som i Finland enten vil føre til en eksplosion i de offentlige udgifter, eller til et betydeligt fald i overførslerne til dem, som ikke er erhvervsaktive.

Ikke foreneligt med liberal samfundsorden
Allerførst dog et principielt synspunkt. Indførelse af borgerløn er ensbetydende med at pålægge dem, der forsørger sig selv, også at forsørge mennesker, som godt kunne forsørge sig selv. Det er et system, hvor dem med størst præference for pengeindkomster bliver tvunget til at betale til dem, der har mindst præference for dem og hellere vil bruge deres tid på noget andet. Det er jeg lodret imod. Det er ikke foreneligt med min opfattelse af en liberal samfundsorden. Punktum.

Effekter af borgerløn
Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman er den mest berømte fortaler for borgerløn – eller negativ indkomstskat – ud fra denne betragtning. Det glemmes dog ofte, at Friedman også havde stærke reservationer.

I sin reneste form ”giver” borgerløn alle en garanteret minimumsindkomst. I Finland (hvor man dog foreløbig er i en eksperimental fase) er det (ifølge min overfladiske indsigt) åbenbart meningen, at alle i den erhvervsaktive alder skal have 800 euro skattefrit i borgerløn om måneden.

Fordelen ved et sådant system er, at man ikke mister sin borgerløn, hvis man har ekstra indkomst. Det hæmmer derfor ikke incitamentet til at arbejde på samme måde som med f.eks. kontanthjælp og dagpenge, som tabes, hvis man kommer i arbejde. Det øger isoleret set arbejdsudbuddet.

Men – og det bliver en gang imellem overset – en borgerløn virker modsat for dem, der allerede er i arbejde. De kan reducere deres arbejdsudbud med færre økonomiske konsekvenser end i dag. I dag kan man kun få de fleste typer overførselsindkomst, hvis man ikke arbejder. Det gør det mindre attraktivt at reducere arbejdsudbuddet for de allerede beskæftigede.

Hertil kommer, hvad der sker med de effektive marginalskatter. Hvis borgerlønnen erstatter indkomstafhængige overførselsindkomster som daginstitutionstilskud, vil det sænke den effektive marginalprocent. Men hvis der skal skaffes ekstra provenu til at finansiere borgerlønnen med, vil det øge marginalskatterne og reducere de beskæftigedes arbejdsudbud.

Hvis vi indfører borgerløn, vil nogle, som i dag ikke arbejder, begynde at arbejde, mens nogle af de beskæftigede vil arbejde mindre. Effekten er ikke entydig og givet på forhånd. Det er én vigtig pointe at have in mente.

En anden vigtig pointe er, at en borgerløn kan opfattes som værdien af et skattefradrag – blot med den vigtige tilføjelse, at bliver skatten negativ, bliver beløbet udbetalt til borgeren.

Friedman kaldte, som sagt, sin model for negativ indkomstskat. Derfor kan vi opfatte borgerlønnen som en del af skattesystemet og skattesystemets omfordeling.Det har bl.a. den konsekvens, at det ikke betyder noget, om borgerlønnen aftrappes i takt med øvrig indkomst eller ej. Aftrapning kan gøre behovet for provenu til at finansiere borgerlønnen mindre og derfor muliggøre lavere marginalskatter. Men aftrapningen indgår også i den sammensatte marginalprocent, og derfor bliver virkningen af de lavere marginalskattesatser ophævet igen. Hvis en model med aftrapning indrettes, så den har samme fordelingsvirkning som en model uden aftrapning, vil den have samme sammensatte marginalsatser, når det hele regnes med.

Hvad koster det at indføre borgerløn?
Nu kommer vi til et springende punkt. Hvad vil det koste at indføre borgerløn? Forbløffende mange fortalere for systemet har slet ikke regnet på det, eller blot gjort sig forestillinger om det. Information havde en lang artikel om det finske systems anvendelighed i Danmark uden at beskæftige sig med så primitive detaljer!

Svaret på spørgsmålet afhænger helt af, hvor høj borgerlønnen skal være i forhold til de eksisterende overførsler.

Hvis ingen skal miste overførselsindkomst
Man kan som den ene yderlighed forestille sig, at de nuværende modtagere af overførselsindkomst ikke stilles økonomisk ringere, således at der bruges det samme på de nuværende overførselsindkomstmodtagere som i dag. Dermed kommer borgerlønnen reelt til at gå til de nuværende beskæftigede oveni, hvad de får i dag. Dem er der ca. 2,5 millioner af. Hvis alle skal have en borgerløn svarende til 800 euro om måneden oveni, mangler der ca. 650 euro, hvis vi begynder med at give dem skatteværdien af deres personfradrag. Det vil kræve 146 mia. kr. ekstra. Hvis vi finansierer det med at hæve skatten på arbejdsindkomst, skal marginalskatten for alle stige med 12,7 pct.

Dette er regnet før adfærd. Men vi ved, at en forøgelse af progressionen vil få entydig negativ virkning på arbejdsudbuddet fra de allerede beskæftigede. Og det er strengt taget det eneste, vi har gjort: At øge progressionen i beskatningen af arbejdsindkomst (og hvor borgerlønnen kan opfattes som et fradrag eller en negativ skat). Det er også det eneste, vi kan gøre, hvis vi vil holde overførselsindkomst helt skadesløs (hvordan vi præcis kan gøre det, er vi på nuværende abstraktionsniveau behageligt fri for at tage stilling til).

Der vil dog også være en vis positiv adfærdseffekt for personer på overførselsindkomst, som får mere ud af at arbejde (så længe de begunstiges af den højere progression – ellers gælder det modsatte). Pointen er imidlertid, at der skal enorme adfærdsvirkninger til, for at modvirke de negative virkninger for de beskæftigede. Der skal som sagt 146 mia.kr. til for at undgå en stigning i marginalskatten. Hvis vi f.eks. forudsætter, at hver overførselsindkomstmodtager vil øge sit arbejdsudbud svarende til, at der for hver ny fuldtidsbeskæftiget kommer 300.000 kr. ekstra i offentligt provenu, skal arbejdsudbuddet vokse med en halv million fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til, at hver fjerde ikke-beskæftigede på overførselsindkomst skal i fuldtidsbeskæftigelse, eller hver anden af de ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere, der ikke er pensionister. Det er selvsagt komplet urealistisk.

Regnestykket illustrerer en central pointe. Det kan ikke lade sig gøre at indføre borgerløn, uden at sænke niveauet for overførsler til i hvert fald nogle af dem, der i dag modtager overførselsindkomst.

Hvis udgifterne til overførsler ikke må stige
En anden yderlighed er at regne på, hvad det vil betyde, at der indføresborgerløn for de udgifter, der i dag går til overførselsindkomster. Et helt simpelt regnestykke er, at knap halvdelen af alle voksne er på overførselsindkomst i stedet for at være i beskæftigelse – svarende til 2,2 millioner personer. De tegner sig for langt størstedelen af udgifterne til overførselsindkomst (men en mindre del går til beskæftigede). Hvis de nuværende udgifter skal fordeles på alle voksne i stedet, vil det altså medføre næsten en halvering af den gennemsnitlige overførselsindkomst for de ikke-beskæftigede.

I Finland er det åbenbart planen at holde folkepensionisterne uden for den nye borgerløn. I Danmark er det 1,1 million personer. Hvis man holder dem uden for regnestykket, bliver forholdet 1:3 mellem ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere og beskæftigede.

Lad os se lidt nærmere på tallene. Der udbetales godt 230 mia.kr. i indkomstoverførsler, bortset fra folkepension. Hvis vi omregner det til et efter-skatbeløb og fordeler det på alle i den erhvervsaktive alder, giver det en månedlig skattefri borgerløn på ca. 640 euro per måned (inkl. skatteværdien af det nuværende personfradrag). Vi kan altså ikke nå helt op på det finske niveau.

Nu er det regnet før adfærd. En nedsættelse af overførselsindkomsterne vil øge arbejdsudbuddet. Derfor kan man altså ikke udelukke, at man kan indføre en ordning i Danmark i stil med den finske.

Men det vil som sagt indebære en markant nedsættelse af niveauet for indkomstoverførsler for de ikke-beskæftigede. Det ligger i dag i gennemsnit på ca. 1.700 euro om måneden per ikke-beskæftiget overførselsindkomstmodtager (bortset fra folkepensionister). Ikke mindst overførselsindkomstmodtagere med børn vil komme til at gå tilbage, hvis der alene skal uddeles et fast beløb per voksen. Man kan selvfølgelig vælge også at give borgerløn til børn, men så bliver niveauet tilsvarende lavere.

En god idé – hvis omfordelingen falder
Når man skal overveje, om borgerløn vil være en god idé, afhænger svaret i virkeligheden af, hvad der sker med graden af omfordeling i skatte- og overførselssystemerne. Et borgerlønsystem kan være en fordel, hvis det fører til et samlet fald i omfanget af omfordeling. Omvendt vil øget omfordeling både betyde mere negative adfærdseffekter, og at vi kommer længere væk fra en liberal samfundsorden (i hvert fald så længe vi ikke sondrer mellem, hvor ”værdigt trængende” forskellige folk måtte være).

Derfor bør kriteriet være, om den samlede grad af omfordeling falder eller stiger. Falder den, vil det være en fordel at indføre borgerløn.

Det er næsten uundgåeligt, at omfordelingen vil vokse mellem de erhvervsaktive. Det skyldes, at borgerlønnen gør skatte- og omfordelingssystemet for de beskæftigede mere progressivt. Selv et skattesystem med en flad skat er progressivt, hvis der er et bundfradrag. Jo højere bundfradrag, jo større progression. Borgerlønnen virker på fuldstændig samme måde. I dag svarer personfradraget til en ”borgerløn” på ca. 150 euro/måned. Så medmindre borgerlønnen ikke bliver så lav, så øges progressionen.

Derimod er det næsten uundgåeligt, at omfordelingen til dem uden for arbejdsmarkedet falder. Det vil være ubetaleligt dyrt at opretholde det nuværende niveau for indkomstoverførsler til dem uden for arbejdsmarkedet.

Bedste argument: Hvis vi er på toppen af Laffer-kurven for topskatteyderne
Det bedste argument for borgerløn er måske, at beskatningen for de højest beskattede (topskatteyderne) har en tendens til at ramme toppen af Laffer-kurven, så der ikke kan presses ekstra provenu ud af de højest beskattede. Hvis vi alligevel er på toppen af Lafferkurven, så man er mere sikker på, at den samlede omfordeling ikke øges. Større progression i beskatningen af arbejdsindkomst (inklusive borgerlønnen til de beskæftigede) fører groft sagt til mindre samlet omfordeling: Jo højere borgerløn, jo lavere gennemsnitsskat for de højeste indkomster.
Pudsigt nok var Friedmans største betænkelighed, at en negativ indkomstskat vil kunne sætte gang i en politisk dynamik, hvor en koalition af de laveste indkomster i befolkningen bliver ved at med at skrue op for beskatningen. Men givet, at vi har nået toppen af Laffer-kurven, virker denne dynamik altså modsat. Derfor skal man i øvrigt nok ikke regne med, at der vil være flertal for borgerløn i Danmark.

De liberale borgerlønsforkæmpere?
Friedman er som sagt den mest kendte liberale borgerlønstilhænger, men også Hayek og Buchanan er blevet nævnt. Men det er vigtigt at gøre sig deres bevæggrunde klart. Friedman er ikke blind for ulemperne, men peger primært på mulighederne for at forenkle systemet. Det kræver ikke noget bureaukrati at udbetale det samme til alle. Friedmans begrundelse hænger også sammen med, at hvis der endelig skal omfordeles, er det bedst at omfordele penge og direkte. Penge er mere værd for borgerne end naturalier af den ene eller anden slags, og enkeltheden i borgerløn kan forhindre utilsigtede konsekvenser.

Buchanans overvejelser går på, om en generel borgerløn vil reducere grundlaget for politiske pressionsgrupper. Hvis alle får det samme, kan interessegrupper ikke målrette gevinsterne fra rent-seeking snævert til sig selv. Borgerløn kan derfor føre til mindre rent-seeking, end hvis interessegrupperne kan skræddersy ordninger til sig selv. Hans pointe er altså ikke ulig min pointe vedrørende Laffer-kurven ovenfor.

Hayek gik ind for, at en liberal forfatning bør have et minimum af indkomst til dem, der ikke kan klare sig selv. Der er altså ikke tale om en ubetinget borgerløn, men om, at man kan blive visiteret (må man forstå) til en minimumsindkomst, hvis man ikke kan skaffe anden indkomst. Han gik også ind for tvungen opsparing for at begrænse antallet af personer, som ikke kan forsørge sig selv.

Der er altså ingen af de tre, som så borgerløn som et gode i sig selv. Men afhængigt af alternativet kan det være værd at overveje. Det gælder for så vidt også i Danmark i dag.

Jeg tvivler dog på, at det vil være politisk muligt at komme i gennem med en model, som vil betyde et reelt fremskridt. Det vil som sagt kræve, at vi får nedbragt omfordelingen væsentligt.