De seneste uger har mange af os undret os over et sært fænomen i dansk politik og danske medier: Mens det umiddelbart ser ud til, at det danske smittetal er stigende og der også indlægges flere danskere med Covid-19, er der basalt set intet sket med dødstallet. Men det taler medierne ikke om. Hvorfor de ikke gør det og hvorfor vi skal lide under endnu flere restriktioner og hårdere nedlukning – særligt når en stigende evidensbyrde viser, at nedlukninger ikke virker efter hensigten og bare slår erhvervsliv ihjel – er derfor et spørgsmål, der ikke kan besvares uden en public choice-approach. For hvorfor opfatter så mange borgere og politikere øjensynligt, at der skulle være et voldsomt problem, og hvorfor bidrager visse epidemiologer og virologer til opfattelsen?
I et interview på britisk TalkRadio med John Lee, en tidligere professor i patologi, ramte Lee hovedet på sømmet: En del af problemet for tiden er, at politikere leger amatørvidenskabsmænd og epidemiologer og virologer leger amatørpolitikere. Noget af resultatet af denne uhellige konstellation er en ”crisis of awareness” hvor det politiske fokus udelukkende ligger på Covid-19. Man glemmer således – til tider helt bevidst – alle andre sygdomme og dødsårsager, og mediernes konstante fokus på én enkelt, mulig dødsårsag indebærer, at befolkningen ikke er bevidst om alle de andre. Det er en proces, der for eksempel dækkes i Roger Koppls glimrende Expert Failure, hvor han viser hvordan snævre eksperters tunnelsyn på at løse et enkelt element af et problem ofte gør de overordnede problemer større. Koppls pointe er, at specialiserede eksperter ofte overser de prioriteringer mellem forskellige aspekter, som man altid står med. De er med andre ord uvidende eller i det mindste ikke opmærksomme på de trade-offs, der altid eksisterer.
Problemet bliver klart når man noterer, at der i Danmark i gennemsnit dør lidt over 1000 mennesker hver uge, mens der for tiden i gennemsnit dør én dansker med Sars-CoV-2 – og det er vel at mærke med og ikke af virussen – per dag. At dømme efter italienske og svenske erfaringer, der viser at det kun er 12-15 procent af de coronarelaterede dødsfald, hvor virussen kan siges at være den direkte dødsårsag (det amerikanske CDC sætter endda tallet til 6 %), betyder det at cirka en ud af de godt 1000 per uge direkte skyldes corona. Det er værd at bemærke, at der i Storbritannien – hvor tallene er offentligt og let tilgængelige, i modsætning til Danmark – dør omkring tre gange så mange af influenza og lungebetændelse.
De andre 99,9 % dødsfald i Danmark taler vi ikke om. Det gælder for eksempel kræftdødsfaldene, som der i 2018 var 15.330 af ud af et samlet dødstal på 55.000. En anden kategori er ”sygdomme i åndedrætsorganer”, hvor den store del er lungebetændelse, der slog 6600 danskere ihjel. I almindelige år dør der også cirka 1000 med influenza, og der er typisk cirka 600 selvmord. Al evidens peger på, at man må regne med væsentligt flere dødsfald i disse tre kategorier, sammen med bl.a. hjerteanfald, som direkte følge af nedlukningerne. Grunden er, at folk ikke går til lægen og ikke udredes for bl.a. kræft, fordi de enten direkte opfordres til at blive hjemme, eller fordi der er så høje barrierer for at komme til lægen, at de ikke gør det. Deres kræft opdages derfor ikke i tide, mindre hjerteanfald og -problemer tages ikke alvorligt, og folks depressioner fører til selvmord. Som vi tidligere har omtalt, har læger fra UCL regnet med at der vil komme omtrent 20 % flere kræftdødsfald i England de næste par år, ligesom man ved at der er markant flere ’deaths of despair’ i økonomiske kriser.
Tidligt i processen regnede mange politikere med, at disse bivirkninger – som en britisk kommission afdækkede allerede i starten af april – ville være til at overse, fordi epidemiologiske modelberegninger fra bl.a. Imperial College London forudså enorme dødstal, hvis politikerne ikke gjorde noget drastisk. Allerede i april begyndte kritikken af Ferguson-holdets model fra Imperial College, der hverken var fagfællebedømt eller offentligt tilgængelig, på trods af at den var udarbejdet flere år i forvejen til brug ved SARS og MERS-epidemierne. Modellen, er, som adskillige uafhængige forskere inklusive Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell flere gange har understreget, baseret på ekstreme antagelser. Sammenligner man modellens forecastede antal dødsfald med de faktiske antal, viser det sig at modellen hele vejen igennem har forecastet 12-15 gange så mange dødsfald som vi faktisk har oplevet. Deler man for eksempel Ferguson-holdets forecasts af dødsfald uden en nedlukning med 12, får man ganske præcist det faktiske antal dødsfald i Storbritannien og Sverige, selvom det ene land lukkede benhårdt ned og det andet ikke gjorde.
Modellen er tæt på rendyrket nonsens, og har hverken menneskelige reaktioner eller rimelige antagelser om, hvordan mennesker normalt opfører sig, med. Et nyt studie af Colombo, Mellor, Colhoun, Gomes og McKeigue tager derfor fat i den simple model og bygger mere realistiske antagelser ind. De antager for eksempel, at ikke alle folk har samme risiko for at blive smittede – en langt fra uvæsentlig forskel, da et sted mellem 20 og 50 % af befolkningen sandsynligvis er T-celleimmune (se f.eks. BMJs dækning) – og at folk ikke blander sig totalt tilfældigt, men derimod holder sig til relativt faste sociale cirkler. Den ændrede model med heterogenitet passer ikke blot langt bedre på de faktisk tal. Den giver heller ikke de 3,2 millioner som Imperial College-modellen, men 262.000 forudsete dødsfald – en forskel på en faktor 12 – og en type flokimmunitet omkring 15 % smittede.
Hvor tæt man er på denne grænse, og hvor mange smittede man faktisk har, er et andet element, hvor ny forskning stiller ubehagelige spørgsmål ved den nuværende approach og den såkaldte information, myndighederne giver befolkningen. Et væsentligt spørgsmål er, hvad kan man egentlig konkludere af de mange positivtestede? Det gælder ikke blot problemet, at myndighederne ligesom sundhedsministeren taler om det absolutte antal smittede og ikke andelen af smittede af dem, man har testet. 378 lyder langt mere ildevarslende end ni promille – 378 smittede blandt de 41.791 testede, der ikke tidligere er positivtestede. Den sidste måned har man testet cirka otte promille positive per dag – et gennemsnit på 386 per 46.444 testede.
Her holder problemet med de positive tests ikke op. Ifølge The Lancet peger nye studier fra Storbritannien på, at et sted mellem 0,8 og 4 % af alle positive coronatests vil være falske positive. Det betyder således, at andelen af positivtestede i Danmark sandsynligvis ligger indenfor den statistiske usikkerhed. Det betyder ikke, at ingen er smittede, men at man reelt ikke kan sige noget som helst statistisk sikkert om udviklingen i smittetallet. Med andre ord betyder det, at regeringen i virkeligheden reagerer på støj! Det betyder også, at Seruminstituttet beregner reproduktionstallet R baseret på støj. Skal man sige noget, må man enten bruge antallet af borgere i respirator eller dødstallet.
Det første tal er sammenligneligt med situationen i midten af maj, mens det andet er meget lig situationen siden midten af juni. Vi har dermed ikke nogen voldsom udvikling i en epidemi, men nærmere det bl.a. Ivor Cummins har kaldt en ’casedemic’ – en stigning i det målte antal smittede, som ikke fortæller os noget som helst relevant om udbredelsen af problemet. Man skal være enten doven eller talblind for ikke at forstå problemet, eller fuldstændigt ligeglad med virkelige fakta. Men deri ligger en del af problemet måske?
