Tag-arkiv: Trump

Højesteret og Trumps handelspolitik: De første indtryk

Af Christian Bjørnskov, den 7. november 2025. Skriv et svar

Igår hørte USAs højesteret de første vidneudsagn fra sagsøgerne – en gruppe stater og en samling mindre virksomheder – og sagsøgte, der er Trump-administrationen. Sagen handler om hvorvidt USAs præsident har ret til at føre protektionistisk handelspolitik mod resten af verden ved at bruge IEEPA, der er en undtagelseslov fra 1977, der ikke nævner ordet ‘told’. Trump hævder, at han kan gøre hvad han vil så længe han påstår, der er en nødtilstand. Den første dags høringer peger på, at det mener Højesteret ikke.

Ifølge BBC spurgte den Trump-udnævnte Amy Coney Barrett, med henvisning til regeringens påstand om at det er sikkerhedspolitisk nødvendigt at beskytte amerikansk industri, “And so is it your contention that every country needed to be tariffed because of threats to the defense and industrial base? I mean, Spain? France?” Højesterets præsident John Roberts, der blev udnævnt i 2005 af George W. Bush, noterede lige så skeptisk, at regeringens retfærdiggørelse af den voldsomt protektionistiske politik “is being used for power to impose tariffs on any product from any country in any amount, for any length of time.”

Dommerne Neil Gorsuch og Sonia Sotomayor – der ideologisk indtager modsatte positioner – var begge ligeledes åbenlyst skeptiske overfor regeringens påstand om, at der er tale om en nødsituation, og at IEEPA giver præsidenten ret til at ændre handelspolitikken i hvilken retning han ønsker. Gorsuch pressede således statsadvokaten John Sauer til at indrømme, at der er grænser for både hvor meget og hvordan Kongressen kan uddelere magt til præsidenten.

På Trumps side gjorde Sauer ifølge rapporterne om høringen en til tider næsten komisk figur. En del af statens problem i retssagen er, at det på trods af, hvordan man læser IEEPA, stadig udelukkende er Kongressen, der har ret til at opkræve skat af amerikanerne. Trump har adskillige gange pralet med – og endda fremhævet det som et af formålene – at hans toldpolitik bringer store indtægter til den amerikanske administration. Sauer måtte derfor ud i en forklaring af, hvordan toldpolitikken kan indbringe væsentlige indtægter uden at være en skat. Det vil være en overraskelse for alle, hvis Højesteret køber det argument.

Sauer påstod også, at hvis domstolen erklærer, at toldpolitikken er ulovlig, vil det blotte USA for “ruthless trade retaliation” og føre til “ruinous economic and national security consequences”. Det er påfaldende, at administrationen i høj grad procederer på nogle påstande om konsekvenserne af en dom, i stedet for politikkens lovlighed. Det er endda nogle påstande, som en praktisk taget samlet økonomstand ikke har andet end foragt for.

Som vi tidligere har fremhævet her på stedet, er der en række angrebspunkter. Selv hvis Højesteret skulle erklære, at IEEPA giver Trump ret til at føre handelspolitik, hvis der er en national nødtilstand, er det stadig helt usandsynligt, at den vil anerkende, at der overhovedet er en nødtilstand. For at gøre det, skulle den effektivt skabe præcedes for, at en nødtilstand er en nødtilstand, bare præsidenten påstår det. Den skal acceptere, at told ikke er en skat, selvom den skaber indtægter til staten. Og den skal endda acceptere, at præsidenten kan gøre hvad han vil og fortsætte så længe han vil, uden at definere grunden til politikken. Det er ikke videre sandsynligt – og slet ikke på basis af onsdagens høringer – at den amerikanske Højesteret accepterer noget af det.

Slår Højesteret ned på Trumps handelspolitik?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2025. 1 svar

Præsident Trumps ekstremt protektionistiske handelspolitik har skabt voldsomme problemer, og ikke blot for USA. Som vi har skrevet om før her på stedet (se f.eks. her, her, og her), og jeg skrev om tidligere på videnskab.dk, er politikken økonomisk analfabetisk og udtryk for et syn på international handel, som hører hjemme i 1700-tallet før den skotske oplysning. Mens langt de fleste økonomer er enige om, at protektionisme er dybt skadelig, er et helt andet spørgsmål, om Trumps politik overhovedet er lovlig. Dét spørgsmål er blevet aktuelt efter at the Court of International Trade i New York i to separate søgsmål – det ene ført at the Liberty Justice Center og det andet ført af en koalition af delstatsregeringer – erklærede, at den nødsretslov, som Trump bruger, faktisk ikke giver ham muligheden for at føre sin handelspolitik. Trump-administrationen har omgående appeleret dommene, men ånden er ude af flasken, og flere søgsmål er på vej gennem systemet.

Der er derfor en meget reel mulighed for, at hele Trumps handelspolitiske kompleks bliver erklæret ulovligt og af skaffet af retsvæsenet, og med stor sandsynlighed i sidste omgang den amerikanske Højesteret. Det basale problem er, at USAs forfatning giver magten til skatte- og handelspolitik til Kongressen, og ikke præsidenten. Trump bliver derfor nødt til at have en kattelem – i dette tilgælde en nødretslov – for at omgå forfatningens magtdeling. Så hvad er argumenterne, som domstolene kan bruge?

Mens Trump argumenterer for, at hans handelsbarrierer er nødvendige, har Højesteret i princippet tre forskellige mulige angrebspunkter, og hvert af dem kan føre til kendelsen, at politikken er forfatningsstridig. Et af angrebspunkterne har specifikt at gøre med fortolkningen af the International Emergency Economic Powers Act, den nødretslov som Trump har påkaldt for at kunne føre handelspolitik, et andet har at gøre med en fortolkning af loven versus forfatningen, mens det sidste basalt set drejer sig om Højesterets syn på fortolkningen af forfatningens magtfordeling.

Det første punkt er det fundamentale spørgsmål om præsidenten overhovedet kan bruge IEEPA i den nuværende situation. Det Højesteret i sidste ende skal svare på er, om der overhovedet er tale om en ’emergency’ – en nødsituation. En nødsituation defineres ofte som en pludseligt opstået situation hvor noget sker, der er alvorligt, uforudset og potentielt har alvorlige negative konsekvenser, og som hvis muligt kræver handling. Den nødsituation, som Trump påkalder sig, er det amerikanske underskud på handelsbalancen, og særligt underskuddet på balancen for varehandel.

Det vil dog være ekstremt overraskende, hvis en domstol accepterer Trumps præmis. Som Maurice Obstfeld omhyggeligt viste i marts, har USA haft underskud på handelsbalancen i hvert kvartal bortset fra ét (i 1991) siden andet kvartal 1976. Her er den første store udfordring for Trump-administrationen, fordi man kan ikke påstå at der er tale om nød, når situationen har været permanent i 49 år, og det endda er åbent spørgsmål, om der overhovedet er et økonomisk problem.

Nummer to angrebspunkt handler om, hvorvidt IEEPA faktisk giver præsidenten lov til at indføre en så omfattende politikændring, som han har gjort. Den almindelige fortolkning synes at være, at loven giver præsidenten lov til at indføre specifikke og målrettede restriktioner på handel med helt bestemte lande- Præsidenten skal informere Kongressen hvert halve år, og nødretserklæringen skal godkendes af Kongressen efter et år. Accepterer man Trumps påstand om, at der overhovedet er en nødsituation, skal domstolene derefter bedømme om den førte politik er begrænset og målrettet. En voldsom stigning af handelsbarriererne fra et gennemsnit på 3,3 % til et minimum på 10 % og en minimumstold overfor EU på 39 % (og en told på 93 % overfor den store trussel fra Madagascar) bliver næppe betragtet som en målrettet og begrænset politik

Det sidste mulige angrebspunkt drejer sig om den amerikanske Højesterets såkaldte ‘major questions doctrine’. Doktrinen er de senere år brugt imod lovgivning, der overfører væsentlig autoritet til at regulere til offentlige myndigheder. Domstolene, inklusive Højesteret, har her peget på, at når det gælder væsentlig lovgivning – enten omfattende regulering eller regulering og lovgivning med væsentlige konsekvenser – kan man ikke uddelegere den fra Kongressen. The major questions doctrines understreger dermed, at man i princippet godt kan have en lov, der uddelegerer lovgivende magt, men ikke når det gælder større spørgsmål. Som dommer Gorsuch – som blev udnævnt af Trump – påpegede i West Virginia v. EPA, et problemet at “Permitting Congress to divest its legislative power to the Executive Branch would dash [this] whole scheme. Legislation would risk becoming nothing more than the will of the current President, or, worse yet, the will of unelected officials barely responsive to him.”

Amerikanske forfatningseksperter har derfor understreget, at Højesteret vil være meget utilbøjelig til at acceptere Trumps påstand om, at det er noget han selv kan gøre. En så omfattende – per definition global – ændring vil med næsten absolut sikkerhed regnes for et ‘major question. En interessant detalje i forbindelse med dette punkt, er at dommerne Roberts, Gorsuch og Barett, der alle har deltaget aktivt i denne debat, er henholdsvis en Bush-udnævnelse og to dommere udnævnt af Trump. Det er med andre ord republikansk udnævnte dommere, der har været særligt hårde på dette punkt.

Ser man på de amerikanske domstoles muligheder for at stoppe Trumps absurd protektionistiske politik, er det således svært at se et andet scenario end et, hvor Højesteret i sidste ende erklærer hele politikkomplekset for ulovligt. Om det falder på et, to eller alle punkter er naturligvis usikkert, men når man ser på domstolenes muligheder, og hvor mærkværdige argumenter, de skal acceptere fra administrationen for ikke at erklære politikken ulovlig eller direkte forfatningsstridig, er det svært at se nogen anden mulighed.

Flere Trumpskabte kriser?

Af Otto Brøns-Petersen, den 20. april 2025. Skriv et svar

I min faste klumme i Børsen skriver jeg i denne uge om, at der kan være to nye kriser på vej oven i de to, som Trump allerede har udløst: Den sikkerhedspolitiske og den handelspolitiske krise (se her eller her for en ungated version).

De to nye kriser, der kan tårne sig op i horisonten, gælder de frie kapitalbevægelser og den offentlige gæld. Fra jeg skrev første udkast i sidste uge til i dag har der allerede været tegn på, at det kunne bevæge sig i den retning: Dollaren er under pres, og statsobligationsrenten er steget frem for at falde som normalt, når investorerne flygter ud af aktiemarkedet.

Lad os se lidt nærmere på de to problemer.

Læs resten →

Hvordan Trumps told rammer økonomien – Boeing edition

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2025. Skriv et svar

Told er skadelig, og frihandel er den bedste politik. Selvom det kan lyde ekstremt – og folk har ofte bias mod det, man kalder ‘hjørneløsninger’ eller ekstrem politik – er der meget bred enighed blandt økonomer af forskellige politiske holdninger om det. Problemet, som Nobelprismodtageren Paul Samuelson påpegede, er at det er svært at forklare, hvorfor told er så skadelig, fordi mange menneskers intuition er modsat forklaringen. Hvis man har svært ved at se det, eller mangler en pædagogisk illustration til sine elever, er der nu hjælp fra en uventet kant.

Mentour Now er en YouTube-kanal, der drives af den svenske pilot Petter Hörnfeldt, og normalt kun er for flynørder. Men forleden ramte Hörnfeldt virkelig plet på de praktiske konsekvenser af told. Han fortæller her historien om, i hvor grad virksomheders suppy chains er globaliserede idag, og hvor store konsekvenserne kan være når de bliver ‘disrupted’ af et enkelt land. Og han gør det med udgangspunkt i bare en virksomhed: Boeing. Både som undervisning, som en måde at blive klogere på, eller simpelthen en måde at få et mere hådgribeligt indtryk af hvordan international handel og handelspolitik virker, er den korte film varmt anbefalet!

Viden til Tiden om Trumps handelspolitik og verdens økonomiske tilstand

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2025. 1 svar

Vi har af gode grunde skrevet meget her på stedet om Donald Trumps handelspolitiske vanvid, konsekvenserne af det, og den afgrundsdybe misforståelse af handel, der ligger bag. Men hvis nogen af vores læsere eller deres familie eller venner skulle være interesserede i mere, er der nu mulighed. Onsdag den 23. april afholder Københavns Folkeuniversitet et arrangement i serien Viden til Tiden med titlen “Trumps toldkrig og en verdensøkonomi i krise” med undertegnede.

I invitationen lægger vi op til at give svar på “en række grundlæggende spørgsmål om, hvordan vores velstand og velfærd påvirkes af international handel. Hvad betyder Trumps toldmure for Danmark, Europa og USA, og hvordan kan vi imødegå dem? Hvad ønsker Trump at opnå med de historisk høje handelsbarrierer? Hvordan skal vi forstå Kinas offensive reaktion? Og hvordan ser fremtiden ud for verdensøkonomien?”

Hele arrangementet er som sagt den 23. april fra 18.15-19.30 på Søndre Campus, Emil Holms Kanal 2-8 i Københavns sydhavn. Det foregår i lokale 23.0.50, bygning 23 i stuen. Tilmelding, hvis man er interesseret, er her og koster 75 kroner.

Selvimodsigende politik – Trump version

Af Christian Bjørnskov, den 4. april 2025. Skriv et svar

Onsdag aften lancerede USAs præsident Donald Trump sin nye handelspolitik. Som jeg selv og en lang række af mine kolleger har udtalt til forskellige medier idag, er både politikken og Trump-administrationen officielle ‘mål’ for handelsbarrierer det rene nonsens. Og der er ikke meningen, at udtrykket blot skal være nedsættende – beregningerne er bogstaveligt talt økonomisk meningsløse. Men selvom man ser bort fra det totalt absurde i politikken, er der et ekstra inkompetent element i Trumps handelspolitik: At formålene med politikken er indbyrdes selvimodsigende.

Hvis toldpolitikken skal generere store indtægter til den amerikanske stat, som Trumo har argumenteret er et af formålene, må priserne på import ikke stige ret meget, for så vil faldende import underminere indtægterne. En ‘indtægtseffektiv’ handelspolitik må derfor ikke lægge told på meget elastiske varer.

Hvis toldpolitikken skal beskytte og gavne amerikanske firmaer (et andet erklæret formål), skal priserne på import stige kraftigt. Hvis politikken ikke gør udenlandske varer mindre konkurrencedygtige, hjælper den slet ikke de indenlandske virksomheder. Den skal også undgå at gøre importede råvarer og mellemprodukter, som amerikanske virksomheder bruger, væsentligt dyrere. Ellers skader den direkte amerikansk konkurrencedygtighed.

Hvis politikken skal fremme udenlandske investeringer i USA, indebærer det direkte et større underskud på handelsbalancen. Grunden er, at handelsbalancen og kapitalbalancen er hinandens spejlbilleder. Helt lavpraktisk kan ma sige, at for at virksomheder kan investere i USA, skal de have amerikanske dollars. Det får de kun, hvis deres land eksporterer mere til USA end det importerer fra USA – dvs. hvis det har et handelsbalanceoverskud med USA.

Sidst, men ikke mindst, har Trump-administrationen en ambition om at enten begrænse inflationen eller direkte sørge for, at priserne i USA falder; Trump har lovet, at det skal være billigere at være amerikaner. En handelspolitik, der sænker priser / begrænser inflationen må gøre importerede varer så billige som muligt, og øge konkurrencen så meget som muligt for at fremme indenlandsk produktivitetsudvikling.

Trumps handelspolitik er et glimrende eksempel på økonomisk politik med formål, der er ren fantasi: Når man har valgt kun at have en hammer, kommer alle problemer til at ligne søm – eller også påstår man, at de er søm. Trump har hele sin politiske karriere argumenteret for protektionistisk handelspolitik, og har blot ændret sine påstande om formålet. Den er derfor et klart eksempel på, hvor illegitim og uærlig, hele politikken er.

Pas på hovedløsheden ikke breder sig over Atlanten

Af Otto Brøns-Petersen, den 2. april 2025. 1 svar

Donald Trump har sendt chokbølger gennem verden. Stort set hele dagsordenen er præget af Trump og hans konstante strøm af groteske og destruktive udfald. Næste ombæring bliver efter alt at dømme højere toldsatser.

Jeg kan godt bekymre mig for, at hovedløsheden smitter lidt.

Læs resten →

Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2025. 2 svar

Jeg blev forleden kontaktet af videnskab.dk i anledning af USAs præsident Trumps trusler om høje toldmure overfor resten af verden. Min lille artikel om handelspolitik udkom tirsdag morgen, og kunne ikke være mere aktuel. Trump har netop hævet toldsatserne på import fra blandt andet nabolandene Mexico og Canada, og synes at have en ustillelig appetit for at gøre det overfor resten af verden. Den selvudnævnte ‘tariff man’ er gået igang, men det sker på trods af 250 indsigter fra den økonomiske forskning i handel.

Som jeg også pointerede i P1 imorges, har Trump en forståelse af handel og handlens konsekvenser, der hører til i tiden før den Skotske Oplysning – før 1750. Hans forståelse er basalt set, at eksport er godt og import er skidt. Som jeg skriver i artiklen, “Trump har i hele sin politiske karriere argumenteret på præcis den måde. Så når han påstår, at EU har været ’very nasty’ imod USA, er det, fordi EU eksporterer mere til USA, end USA eksporterer til EU.”

Vi anbefaler alle interesserede at læse artiklen “Professor: Told ville nok ikke være Trumps yndlingsord, hvis han vidste, hvad vi økonomer ved” hos videnskab.dk. Det tager måske ti minutter, og så er man klogere end præsidenten for verdens største økonomi…

The Fed fastholder renten – og kun Trump klager

Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2025. Skriv et svar

Igår meddelte the Federal Reserves formand, Jerome Powell, at banken fastholder den amerikanske rente på 4,5 %. Som den dygtige Ulrik Bie skrev i Berlingske imorges, var det helt som forventet af markederne. Den amerikanske økonomi vokser solidt og arbejdsmarkedet fungerer godt, og signalerne om den umiddelbare fremtid indeholder både positive og negative elementer. Powell gør dermed sit job ved at holde fast i en højere rente, da verden som helhed er ved at komme tilbage til normale renter efter en lang og ustabil tid med absurd lave renter. Men præsident Trump var rasende.

Trump havde forud for meddelelsen krævet en øjeblikkelig rentenedsættelse, efter at han i sidste uge overfor the World Ecoomic Forum i Davos havde udtrykt sit ønske om, at centralbanker verden over burde sætte renten nede. Det lettere prekære i situationen er derfor, at Trump ti dage inde i sin anden præsidentperiode har sit første sammenstød med de amerikanske institutioner. Det er således vigtigt at holde øje med, hvordan institutionerne såvel som republikanerne i Kongressen reagerer på situationen.

Og det er præcist det positive i situationen. Da Powell blev spurgt direkte af journalister, om the Fed vil blive ved med at agere uafhængigt af politik, svarede han klart “Don’t look for us to do anything else.” Centralbanken signalerer dermed meget klart sin uafhængighed, selvom både Trump og den stærkt venstreorienterede demokratiske senator Elizabeth Warren presser banken. Den anden meget positive udvikling indtil videre er, at der ikke er et eneste republikansk Kongresmedlem, der har været ude at støtte Trump.

Situationen signalerer med andre ord også, at præsidenten ikke kan forvente at få automatisk opbakning fra sit parti, hvor både repræsentanter og senatorer stadig foretrækker en uafhængig centralbank. The Feds beslutning er næppe den sidste gang, at præsident Trump udfordrer og presser institutionerne og de politiske normer i Washington, men foreløbig har han tabt konfrontationen med et brag. Det er godt for USA og resten af verden.

Har venstrefløjen skabt Trump?

Af Otto Brøns-Petersen, den 20. januar 2025. 1 svar

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at Trump indsættes som præsident i dag – igen.

Efter hans første indsættelse for otte år siden skrev jeg en kronik i Børsen om hans valgsejr. Den kan man læse her, hvis man er interesseret.

Min pointe var den gang, at den amerikanske venstrefløj i høj grad var skyld i hans sejr. For det første var den en reaktion på den ekstreme identitetspolitik, som var blevet drevet på ikke mindst amerikanske universiteter. Mange almindelige amerikanere havde fået nok. For det andet var Trump selv et spejl af den postmoderne relativering af sandhed, af dens offerretorik og dens påstand om, at USA var et oligarki regeret af en lille elite. Trump sagde i høj grad det samme – blot rettet mod venstrefløjen.

Holder analysen stadig, nu hvor Trump indsættes for anden gang?

Det mener jeg, den gør et stykke ad vejen.

De identitetspolitiske excesser på amerikanske universiteter er kun blevet værre i mellemtiden og har tydeligvis kaldt på endnu en modreaktion. Der spekuleres over, om Trumps valgsejr ligefrem har begravet wokismen. Det tillader jeg mig dog at tvivle på – men ellers ville det være det måske bedste resultat af hans genvalg.

Den dybe splittelse i det amerikanske samfund, som valget i 2016 afdækkede, er ikke blevet mindre i mellemtiden. Det er utroligt, at et flertal af vælgerne har om ikke tilgivet Trump for hans helt utilstedelige forsøg på at underløbe valgresultatet i 2020, så valgt at se gennem fingre med det og stemt på ham. Det tilskriver jeg først og fremmest modviljen mod alternativet, men også den oppiskede politiske stemning. Man aner Carl Schmitts idé om politik som krig mod modstanderen – en idé der karakteriserer begge postmoderne fløje.

Trump, Harris – eller Reagan.

Af Otto Brøns-Petersen, den 5. november 2024. 1 svar

I disse dage er det 40 år siden, jeg besøgte USA første gang. Også dengang var der præsidentvalg, og det var faktisk i anledning af valget, at jeg var blevet inviteret over (af the US Youth Council).

Valget var på alle måder anderledes end det igangværende valg. Der var ingen som helst tvivl om udfaldet. Ronald Reagan stod til en knusende sejr, og spændingen gik mest på, om han ville få flertal i samtlige 50 stater. Modkandidaten Walther Mondale endte dog med lige at slæbe et flertal sammen i sin hjemstat Minnesota, mens ellers tog ”the Gipper” resten.

Læs resten →

Trumps Fake Emergency

Af Christian Bjørnskov, den 16. februar 2019. 1 svar

I går erklærede Præsident Trump national nødret i USA. Hans formål er at kunne bruge militære ressourcer på at bygge den grænsemur til Mexico, som han allerede lovede i sin præsidentkampagne. Det er næppe overraskende, at demokraterne er voldsomt imod erklæringen. Californiens demokratisk guvernør Gavin Newson kaldte da også nødretserklæringen et ”absurd teater” og vil sammen med flere andre stater sagsøge præsidenten.

Det er dog ikke kun Trumps politiske modstandere, som er i oprør over, at han bruger nødretslovgivningen til at komme udenom Kongressens modstand mod muren. Modstanderne tæller bl.a. traditionelle republikanske Trump-modstandere som senatorerne Justin Amash (Michigan), Lisa Murkowski (Arkansas), Susan Collins (Maine), og Rand Paul (Kentucky), men også andre, der typisk støtter præsidenten. Marco Rubio (R-Florida) var således klar i mælet, da han skrev at “no crisis justifies violating the Constitution” og internt er partiet i oprør over et skridt, der let kan ende med at blive erklæret forfatningsstridigt af Højesteret.

Udenfor partiet betyder nødretten også, at splittelsen på den amerikanske højrefløj er blevet endnu tydeligere. Dette konservative (og ganske glimrende) Cato Institute understregede således, at ”There Is No National Emergency on the Border, Mr. President.” Alex Nowrasteh pegede i sit indlæg hos Cato på, at der er færre forbrydelser i de stater, der grænser op til Mexico, end der er i resten af USA. Selv når det kommer til påstanden om, at folk sydfra bærer sygdom over grænsen, viser det sig at f.eks. vaccinationsrater er de samme eller højere i Mexico end i USA. Problemet er nærmere, at mange amerikanske forældre nægter at få deres børn vaccineret, fordi de bl.a. tror på skuespilleres helt og fuldstændigt ubegrundede påstande om autisme osv.

Der er således ingen objektive tegn på en krise, og helt særligt ikke noget, der ligner en nødsituation. Trumps erklæring er også unik, da det er første gang en amerikansk præsident bruger nødretslovgivningen til at mobilisere ressourcer som Kongressen ikke har godkendt. Et af de springende spørgsmål er derfor, om lovgivningen fra Fords tid i 1976 tillader en præsident at undvige Kongressens forfatningsmæssige rolle i budgetlægningen. Netop dette forhold er blandt de elementer i Trumps erklæring, der kan vise sig at være forfatningsstridige. Hvis domstolene derimod ikke erklærer dette element ulovligt, åbner det en Pandoras Æske af muligheder for enhver siddende præsident for at få politik gennemført uden Kongressens accept.

Et andet element, der kan vise sig at blive slået ned af domstolene, er Trumps egen begrundelse for at erklære nødret: At han vil have muren bygget hurtigere end den ellers ville med den nuværende bevilling. Demokraternes Nancy Pelosi var hurtig til at påpege, at præsidentiel utålmodighed ikke kan være et argument for, at der er tale om en nødtilstand.

Sidst, men ikke mindst, giver lovgivningen præsidenten mulighed for at bruge eksisterende militære midler til at udføre militært relevant arbejde under nødret. Han må for det første finde de ekstra midler til muren i de allerede eksisterende militære bevillinger, og kan således rent politisk ende med at lægge sig ud med interesser i det amerikanske forsvar. Selv med denne mulighed er der dog stadig en ganske alvorlig risiko for, at netop denne mulighed kan føre til, at domstolene erklærer hans handlinger ulovlige – og potentielt forfatningsstridige. For at præsidenten kan bruge en nødret til at appropriere militære midler til andre formål, må disse midler nemlig stadig kun bruges til militære formål. Trump kan således kun forsvare sin nødretserklæring og de handlinger, han dækker ind under nødretten, hvis muren har et officielt erklæret forsvarsformål. Sat på spidsen indebærer det, at præsidenten – hvis ham presses af domstolene – i det mindste implicit må påstå, at der eksisterer en militært relevant trussel fra Mexico.

Jeg er ikke jurist og kan derfor heller ikke udtale mig videre skråsikkert om detaljer i amerikansk forfatningsret. Der er dog en række forhold, som jeg har lært gennem mit projekt med Stefan Voigt (Universität Hamburg) om nødforfatninger (se f.eks. her, her og her). Den amerikanske forfatnings nødretsprovisioner er på nogle områder ganske tydelige. Trump har for eksempel absolut ingen muligheder for at bremse kritikken af ham, heller ikke i en nødretssituation. Den amerikanske forfatning gør det umuligt for ham, præcist som den danske grundlov, at begrænse borgernes almindelige rettigheder. Han kan heller ikke i sidste ende vige udenom, hvis tilstrækkeligt mange republikanere stemmer imod ham, da Kongressen kan opløse en nødret udenom præsidenten. Det kræver blot en simpel erklæring med to tredjedeles flertal i begge kamre. Givet mange republikaneres ofte erklærede respekt for forfatningen, er det ikke utænkeligt, at miseren kan ende der. Hvis ikke, har Trump meldt ud, at han er klar til at tage sagen hele vejen til Højesteret. Sandsynligheden for, at han vinder sagen i sidste ende, synes minimal, og odds er, at de amerikanske institutioner efter nogen tid igen viser sig at være robuste nok til at modstå den mest populistiske og mindst kompetente præsident i mands minde.

3F-præsidenten slår til igen

Af Niels Westy, den 4. september 2018. 5 svar

Den nyligt indgåede handelsaftale mellem Mexico og USA understreger endnu en gang,  at Donald Trump ikke forstår grundlæggende handelsteori og nationaløkonomi. Aftalen vil, hvis den træder i kraft, alt andet lige, være til skade for både Mexico og USA, hæmme produktiviteten, svække amerikansk bilindustris konkurrenceevne og medføre højere priser (på biler) for den amerikanske forbruger.

I sidste uge meddelte præsident Trump at man var nået til enighed med Mexico om en ny handelsaftale til afløsning for NAFTA-aftalen mellem Canada, Mexico og USA. Canada er med andre ord indtil videre ikke med i den nye aftale, om end der pågår forhandlinger netop i disse dage. Hvor det ender og hvorvidt nye aftaler overhovedet kan komme igennem kongressens to kamre er usikkert på nuværende tidspunkt (Trump kan formentlig godt opsige NAFTA-aftalen uden godkendelse, men han kan ikke indgå en ny aftale uden flertal i de to kamre).

Ud fra hvad vi kender til aftalens indhold indtil videre, kan vi dog allerede nu konstatere, at der er tale om et tilbageskridt i forhold til den nuværende NAFTA-aftalen, vurderet på de økonomiske konsekvenser for den økonomiske udvikling i både Mexico og USA.

Aftalen indebærer bl. a., at:

  1. bilproduktion fremover skal have et lokalt indhold på  75% i stedet for de nuværende 62,5%, for at blive fritaget for told.
  2. Det kræves, at mellem 40% og 45% af biler og bildele skal produceres af arbejdstagerne, med en timeløn på mindst  16 $ ( minimumslønnen i Mexico er ca. 5 $, om DAGEN, mens den gennemsnitlige timeløn indenfor fremstillingsvirksomhed er 2,30 $ i timen). Det vil alt andet lige indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomhederne at opretholde og/eller investere yderligere i produktion i Mexico, som i stedet vil blive placeret i USA og Canada. 
  3. Der stilles minimuskrav til, hvor meget stål og aluminium, som skal stamme fra  Nordamerika i bilproduktionen, for at opnå toldfrihed.
  4. Der kommer også nye (og højere) krav til oprindelsesland og lokalt indhold i andre sektorer. Det gælder bl. a. indenfor tekstiler, kemikalier, stålintensive produkter og andre industrivarer, hvis man skal fritages for told.
  5. Skærpelse af beskyttelse af den Intellektuel ejendomsret, Denne del af aftalen kan ses som modellen for hvad der femover vil blive krævet fra amerikansk side (bl. a. i forhold til aftaler med Kina).
  6. Told afskaffes for handel med digitale produkter, som distribueres elektronisk. Det vil sige bl. a. e-bøger, videoer, musik, software og spil (af gode grunde var der ikke taget højde for digitale produkter i den gamle aftale.
  7. Krav til Mexico om at anerkende kollektive forhandlinger (hvad der præcist menes er dog usikkert, repræsentanter for henholdsvis den amerikanske og mexicanske regering har noget forskellig udlægning af hvad det vil betyde for mexicansk lovgivning på området).
  8. Der er tale om en 16-årig aftale med mulighed for revision efter 6 år.
  9. Til bilæggelse af stridigheder opretteredes der sammen med Nafta et system af internationale domstole til at afgøre tvister mellem virksomheder og de enkelte medlemslandes regeringer. Den nye aftale indebærer en indskrænkning i mulighederne for at få behandlet uenigheder ved en international domstol indenfor visse sektorer, mens andre (bl. a.  Olie- og gas-, energi- og infrastrukturvirksomheder) fortsat vil kunne få behandlet deres tvister ved disse.
  10. For landbrugssektoren fastholdes toldfrihed stort set, som i den oprindelige Nafta-aftale. 

Den “nye” aftale er altså mindre frihandelsorienteret end den nuværende. I tilfælde af at aftalen rent faktisk træder i kraft vil den både være til skade for velstanden i Mexico og USA. Således indebærer de nye krav til løn og arbejdsvilkår i Mexico indenfor bilindustrien (kravet om en minimumsløn på 16 USD. i timen har ingen betydning i USA), alt andet lige, at beskæftigelsen i eksportsektoren falder i Mexico. For amerikanske forbrugere indebærer den nye aftale, alt andet lige,  dyre produkter (biler). Hvor stor effekten vil blive kendes dog ikke på nuværende tidspunkt.

Når Donald Trump erklærer, som han har gjort i flere sammenhænge, at han er tilhænger af frihandel, skal det ikke forstås som nationaløkonomer forstår det. Det er ikke et tilfælde at han f eks. har erklæret, at “I’m a big free trader. But it has to be fair”. Afgørende er tilføjelsen af “fair”, for hvad vil det sige? Det er en fuldkommen subjektiv vurdering. Her er han på linje med diverse hjemmelige NGO’ere og fagforeninger. Med andre ord. Når man i Trumps valgprogram kunne læse, at der skulle sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, så skulle det tages alvorligt.

Som der dog anføres af Bloomberg, under overskriften “Trump’s Mexico Trade Deal Looks Like a Lemon“, er de umiddelbare skadevirkninger formentlig begrænsede -heldigvis. Det ændrer dog ikke ved at der skabes en beklagelig præsidens. Og interessant nok er det stik imod hvad økonomerne Edward C. Prescott og Lee E. Ohanian i en kronik i Wall Street Journal anbefaler i et grundlæggende meget positivt indlæg, nemlig at :

Growth rates could improve with further policy changes. One example is a reduction in trade barriers. Since the General Agreement on Tariffs and Trade was signed 70 years ago, international commerce has expanded dramatically, hugely benefiting U.S. consumers by lowering prices and increasing the variety of available goods. The average household’s benefits from trade are greater than $10,000 a year, according to the Tax Foundation. Further cooperative trade agreements—rather than wide-ranging tariffs—would expand these already large benefits.

Desværre må vi konstatere, at det ikke kommer til at ske – i hvert fald ikke under den nuværende præsident.

Vi har før skrevet om Donald Trumps håbløse forståelse for nationaløkonomi og betydningen af frihandel før, og aftalen med Mexico understreger, at han er opsat på at forfølge denne.

Trump (og hans nærmeste rådgivere på området Peter Navarro og handelsminister Wilbur Ross) er af den overbevisning, at import skader USAs økonomi, selv om det forholder sig omvendt, som påpeget i flere indlæg i sommerens serie om betydningen af frihandel.

Men græmmes vi her på punditokraterne, må man formode at der jubles i NGO- og fagforeningskredse. Her trives jo forestillingerne om fair handel. For verdens fattige og forbrugerne er det dog en anden sag.

 

Ny amerikansk højesteretsdommer – hvorfor er det (stadig) vigtigt?

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. juni 2018. Skriv et svar

Den 81-årige amerikanske højesteretsdommer Anthony Kennedy har meddelt, at han trækker sig tilbage. Der skal derfor udpeges en ny. Det bliver præsident Trump, som skal foretage udnævnelsen, men forslaget skal godkendes i Kongressen.

Det er en meget vigtig beslutning. Men det handler ikke om politik – og slet ikke partipolitik – sådan som danske medier ellers til tider fremstiller det. Det kan man bl.a. se af, at Niel Gorsuch, som blev udnævnt af Trump til det ledige sæde efter Antonin Scalia, netop har stemt for at finde Trumps deportationslov forfatningsstridig.

Det handler derimod om, hvilken retsfilosofi, der skal dømmes efter: Orginalisme eller doktrinen om “den levende forfatning”. Jeg skrev lidt om forskellen mellem de to opfattelser her, da Scalias sæde blev ledig. Selv om det nu er Kennedy, der skal findes en afløser for, er forskellen der stadig. Og den er stadig vigtig.

Man kan mene meget om præsident Trump, men udnævnelsen af Gorsuch står som en af hans vigtigste – og efter min mening bedste – beslutninger. Det samme kan forhåbentlig siges om den nye dommer.

Crony Capitalism – når Boeing møder Trump

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2017. Skriv et svar

Forleden dag kunne Washington Post og en række andre amerikanske medier rapportere, at Trump-administrationen har besluttet at lægge en straftold på 220 procent på canadisk-producerede Bombardier-fly. Boeing påstår, at Bombardier har fået ulovlig statsstøtte og sælger deres nye CS-100 til en pris, der ikke kan dække omkostningerne. Påstanden er dermed, at canadierne fører såkaldt predatory pricing. Det er der næppe tale om, og Bombardier har også umisforståeligt kaldt beslutningen ”absurd” og udtryk for at Boeing køber konkurrenceforvridning. Hele sagen tegner til at blive et fremragende eksempel på crony capitalism, hvor større virksomheder kan købe eller true sig til politik, der gavner dem og de politikere, der støtter dem, men skader hele resten af samfundet.

En del af baggrunden er, at amerikanske Delta Airlines har bestilt 75 CS-100-fly fra Bombardier som erstatning for selskabets regionalflåde, der helt overvejende består af B 717, MD-88 og MD-90 – der iøvrigt alle blev produceret af Boeing. Bombardier-flyet er det nyeste i markedet for fly til omkring 100 passagerer, der kan flyve korte og mellemlange ruter. I Europa har Air Baltic og Swiss allerede købt flyet og er begyndt at operere det på en række ruter. Air Canada har bestilt 45 CS-300-fly, der er den forlængede version, og i alt har Bombardier 360 ordrer liggende.

Bombardier lover, at den nye CS er både billigere at operere og bruger væsentligt mindre brændstof end konkurrenterne. Flyet bruger omtrent 10 % mindre brændstof end den russiske Sukhoi SSJ-100, og nogenlunde det samme som brasilianske Embraers E190-serie, men kan flyve meget længere end de to konkurrenter. Den længere CS-300, der kommer til at konkurrere i cirka samme markedssegment som Boeings 737-700, ser ud til at blive endnu mere økonomisk på de lidt længere ruter.

Truslen for Boeing er således dobbelt. På den ene side er det et problem for giganten i Seattle, at andre end blot Delta vælger at operere med mindre fly på kortere ruter i stedet for at købe den større, opdaterede Boeing 737. For det andet ser den canadiske CS-300 ud til at blive en seriøs, direkte konkurrent til amerikanernes ikoniske fly. Truslerne kommer endda på et særdeles skidt tidspunkt for Boeing, da hovedkonkurrenten Airbus også fornylig har opdateret A320-serien, og selskabet ovenikøbet også kan se frem til potentiel konkurrence fra det nyudviklede, russiske Irkut MC-21, som er på vej gennem den endelige testfase for tiden.

Boeing har reageret ved at lobbye administrationen og the U.S. International Trade Commission for beskyttelse, som de nu har fået i rigt mål. Rygterne for få uger siden sagde, at firmaet bad om en told på 160 %, men den faktiske er blevet væsentlig højere. Politisk er straftolden dog en ganske mærkværdig beslutning for Trump-administrationen. For det første er Canada en af USA’s største handelspartnere og blandt landets tætteste samarbejdspartnere. Premierminister Justin Trudeau har forståeligt reageret ganske stærkt, og da Bombardier får vingerne produceret i Nordirland, er den britiske premierminister Therese May også temmelig oprørt. Det mærkeligste er dog, at administrationen også løber en væsentlig risiko for indenlandsk kritik. Sagen er, at C-seriens motorer leveres af amerikanske Pratt & Whitney og produceres i Connecticut. Statens to demokratiske senatorer Richard Blumenthal og Christopher Murphy sendte derfor forleden et åbent brev til administrationen, hvor de opfordrede til, at man lod være med at straffe Bombardier.

Det mest kritisable er dog, som altid med rent-seeking problemer, at ingen synes at interessere sig for forbrugersiden. Centrale personer i Trump-administrationen og blandt præsidentens rådgivere har aldeles absurde ideer om handelspolitik og forstår basalt set ikke, at det helt store problem er, at protektionisme i enhver forklædning skader forbrugerne. Præsidenten har også gentagne gange udvist eksempler på sin totale mangel på forståelse for international økonomi – en forståelse, han faktisk kunne afhjælpe ved at læse David Ricardos 200 år gamle Principles of Political Economy.

De sidste bastioner mod en ’crony’ handelspolitik er nu klagemulighederne i NAFTA og Verdenshandelsorganisationen. Problemet er, at de processer kan tage lang tid, og ingen ved om Trumps administration overhovedet vil respektere kendelser, der går imod dem. De eneste der er glade, er administrationen selv, Boeing og på en noget blandt måde de af os, der underviser i politisk økonomi. Vi har fået endnu et lysende eksempel på rent-seeking og hvordan handelspolitik faktisk dannes, men eksemplet har kostet potentielt hundredetusinder forbrugere mange, mange dollars.

Balladen om Trump

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. februar 2017. 3 svar

Trump deler vandene – også herhjemme. Hvad vil hans præsidentskab indebære? Det har været diskuteret bl.a. i en række indlæg i Børsen. Lars Seier Christensen mener, at Trump vil overraske positivt, og at kritikken af ham er for hård. Asgar Aamund mener endda (i Berlingske), at kritikken af Trump er “alle sammensværgelsers moder”. Derimod er vurderingen meget negativ hos bl.a. Niels Westy, Lars Christensen, Martin Ågerup og Peter Kurrild-Klitgaard.

Min egen vurdering ligger også i den negative ende. Som jeg ser det, er Trump i høj grad et resultat af den amerikanske venstrefløjs kampagne mod globalisering og ulighed. Det præger også en del af hans politiske forslag, ikke mindst protektionismen.

Man har lov at håbe, at vi kritikere ender med at bliver positivt overrasket. Hvis det skal ske, vil det dog næppe blive i kraft af Trump selv, men fordi den amerikanske præsident ikke er enerådende. Han skal have sin politik i gennem Kongressen, hvor det republikanske flertal helt frem til valget også var skeptisk over for Trump. Han har heller ikke frit slag over for domstolene; tværtimod har han faktisk sin udnævnelse af Neil Gorsuch til højesteretsdommer styrket originalisterne, som fastholder, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med mere end en elastisk fortolkning af forfatningen.

Is Trump really proposing to replace the corporate tax with a VAT?

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. november 2016. 1 svar

There are two ways in which the US Tax System stands out. The US corporate tax rate is the highest in the Western World, but unlike in the EU there is no VAT. Traditionally, the VAT has been unpopular with the Republicans in particular, who fear it will cause an increase in overall taxes and spending (as was the case, when Denmark introduced the VAT in the late 1960s).

During his campaign President-elect Trump promised to lower the corporate tax rate and according to the Wall Street Journal the incoming Administration is also considering changes to the corporate tax base. If you add the moves considered by the new Administration up, they almost amount to replacing the corporate tax system with a VAT (even if this is not mentioned in the article).

Here is what is being considered:

Capital expenses to be deductible immediately rather than through depreciations, whereas interest payments should not be deductible. Exports are to be exempted from taxation, whereas imports should be included in the tax base.

That adds up to a VAT system. The only – albeit huge – element missing is the wage bill. In a VAT system it is not deductible, as the VAT is formally a tax on the value added. Basically the proposal is a VAT with a wage subsidy to domestic wage earners. It could easily be transformed to a VAT proper by including the wage bill in the tax base.

Could it not, however, be seen as a cash flow tax instead? Not exactly. A true cash flow tax is in effect a tax on rents (extraordinary profits that is). In a cash flow tax system – while the wage bill is excluded – exports are not. Yet in the proposed system income from exports would remain untaxed, while imports will be taxed in full. It could be transformed into a cash flow tax as well though, if export revenues are included in the tax base, while import revenues are made deductible.

One thing is certain. The proposed system would not imply neutrality between imports and domestic goods, as claimed by Kevin Brady, House Ways and Means Committee chairman in the WSJ piece. That is pure nonsense. Both imports and domestic goods will be taxed, alright, but domestic producers would be allowed to deduct expenses such as their wage bills. To domestic producers, the Trump tax would work like a cash flow tax, leaving only rents to be taxed. To make the proposed system neutral, it would have to be turned into a VAT proper or cash flow tax proper.

Interestingly a move by a future Trump Administration to a semi-VAT as layed out would in effect remove the entire US corporate taxation as we know it. That would inevitably speed up the ongoing – and beneficial – international tax competition. It is a well-known fact that corporate taxation is an inferior kind of taxation. As shown by Kotlikoff et al., the World, including its wage earners, would be better off without corporate taxation, even if both wage and consumption taxes were raised to compensate for the revenues lost.

Still – in the case of the US – the risk is of cause that a VAT proper would generate a lot of revenue, creating political incentives to increase spending.

Another looming threat is the blatant protectionist element of the present proposal (wiz. the non-neutrality vis-a-vis traded goods) if the semi-VAT is not turned into a VAT or cash flow tax proper. Not only would that make everybody worse off, but could set off a new round of protectionist moves around the World.

Er en Trump-regering det mindst ringe valg?

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2016. 10 svar

USA står til november i et valg mellem pest og kolera – Donald Trump versus Hilary Clinton. De danske medier har meget tydeligt valgt side, og portrætterer Trump meget præcist og retvisende, mens Clinton stadig står i et noget romantisk skær for danske og europæiske journalister. Hun er også uden tvivl den mere kompetente politiker af de to valg – Trump virker ofte noget mindre end ideelt stabil – men Clinton har øjensynligt hverken hæmninger eller overbevisninger af nogen art, og synes at være næsten endeløst arrogant.

Hvem skal man da håbe på vinder? Bør man sætte sin lid til en tvivlsom forretningsmand, der bedst kan karakteriseres som en ’bloviating ignoramus’ med farlige holdninger, eller en i særgrad magtsyg politiker, der intet skyer for at vinde valget? På det personlighedsmæssige plan er valget måske relativt let: Clinton er det onde, vi kender, og valget mellem politisk pest eller kolera må være den sygdom, vi har mest erfaring med at håndtere. Men når det kommer til at bedømme, hvilken administration – dvs. hvilken effektiv regering – vi helst ser i USA, er valget på ingen måde indlysende.

Flere kommentatorer har hintet til de følgende overvejelser, men det libertarianske multitalent Penn Jillette beskrev situationen meget klart i et interview med Reason TV forleden. Jillettes pointe er, at både Trump og Clinton lægger op til aldeles håbløs politik. Begge har f.eks. argumenteret, at USA’s handelsaftaler (NAFTA, WTO-aftaler osv.) bør genforhandles, og begge har påstået, at handel med Kina og Mexico koster arbejdspladser i USA. Begge lægger også op til pro-business, men stærkt anti-market, reguleringer. Jillettes svar hviler på spørgsmålet, i hvor høj grad kandidatens eget parti er parat til at blokere de mest absurde dele af politikken når den skal gennem Kongressen.

Situationen opstår, fordi Clintons position så at sige er handlet af i det Demokratiske parti. Bernie Sanders har haft sin indflydelse, og har effektivt flyttet Clinton i en venstreorienteret og populistisk retning. Partiet har således fået en kandidat, hvis politiske linje dets repræsentanter og senatorer har ’committet’ sig til. Hvis Hilary Clinton bliver valgt til præsident, kan hun derfor regne med relativt lidt modstand i Kongressen, så længe den ikke domineres fuldstændigt af det andet parti. Med andre ord er det sandsynligt, at hun kommer til at være i stand til at gennemføre store dele af sin politik.

Det er i denne sammenhæng, at en potentiel præsident Trump har en fordel. Han er en afskyelig politiker og en absurd karikatur af et menneske, men han er sandsynligvis også den kandidat, der kan få klart mindst gennemført. En række relativt prominente samfundsforskere og intellektuelle har enten meldt sig ud af det Republikanske Parti eller trukket deres støtte til partiet fordi det har accepteret Trump som præsidentkandidat. Internt i partiledelsen har bl.a. Paul Ryan snoet sig for at undgå at erklære sin ubetingede støtte. Resultatet er, at det er ganske usandsynligt, at en kontroversiel og generelt afskyet kandidat som præsident vil få ubetinget – eller bare tydelig – støtte fra et flertal i sit parti.

Skal man bedømme en kandidat for konsekvenserne af hans eller hendes gennemførte politik, kan det dermed paradoksalt nok være, at Trump er den kandidat, de fleste danskere burde foretrække. Grunden er, meget kort opsummeret, at konsekvenserne er kvaliteten af den foreslåede politik gange sandsynligheden for at den gennemføres. Og måske er Trumps foreslåede politik, inklusive hans uforudsigelighed og hans fascination med autoritære regimer, en del ringere end Clintons. Men hvis chancerne er tilstrækkeligt gode for at Trumps politik bliver blokeret af repræsentanter for hans eget parti, er han kandidaten med den effektivt mindst ringe politik.