Igår meddelte the Federal Reserves formand, Jerome Powell, at banken fastholder den amerikanske rente på 4,5 %. Som den dygtige Ulrik Bie skrev i Berlingske imorges, var det helt som forventet af markederne. Den amerikanske økonomi vokser solidt og arbejdsmarkedet fungerer godt, og signalerne om den umiddelbare fremtid indeholder både positive og negative elementer. Powell gør dermed sit job ved at holde fast i en højere rente, da verden som helhed er ved at komme tilbage til normale renter efter en lang og ustabil tid med absurd lave renter. Men præsident Trump var rasende.
Trump havde forud for meddelelsen krævet en øjeblikkelig rentenedsættelse, efter at han i sidste uge overfor the World Ecoomic Forum i Davos havde udtrykt sit ønske om, at centralbanker verden over burde sætte renten nede. Det lettere prekære i situationen er derfor, at Trump ti dage inde i sin anden præsidentperiode har sit første sammenstød med de amerikanske institutioner. Det er således vigtigt at holde øje med, hvordan institutionerne såvel som republikanerne i Kongressen reagerer på situationen.
Og det er præcist det positive i situationen. Da Powell blev spurgt direkte af journalister, om the Fed vil blive ved med at agere uafhængigt af politik, svarede han klart “Don’t look for us to do anything else.” Centralbanken signalerer dermed meget klart sin uafhængighed, selvom både Trump og den stærkt venstreorienterede demokratiske senator Elizabeth Warren presser banken. Den anden meget positive udvikling indtil videre er, at der ikke er et eneste republikansk Kongresmedlem, der har været ude at støtte Trump.
Situationen signalerer med andre ord også, at præsidenten ikke kan forvente at få automatisk opbakning fra sit parti, hvor både repræsentanter og senatorer stadig foretrækker en uafhængig centralbank. The Feds beslutning er næppe den sidste gang, at præsident Trump udfordrer og presser institutionerne og de politiske normer i Washington, men foreløbig har han tabt konfrontationen med et brag. Det er godt for USA og resten af verden.