I sidste uge havde både Cepos-direktøren Jes Brinchmann og jeg klummer i Børsen om samme emne. Jes rejste diskussionen med spørgsmålet “Kan staten blive for rig?” mens jeg gjorde det under titlen “Skal Danmark have en statslig formuefond?” Uanset set spørgsmålet, starter vi begge med observationen at den danske stat nu har en formue på omkring 900 milliarder kroner. Hvordan og hvorfor er vi kommet dertil, hvad er planerne med pengene, og hvor stor er omkostningen ved den statslige formue?

Hvordan Danmark er kommet til at have en statslig formue, der nærmer sig en tredjedel af et års BNP, er nemt at svare på. Som Jes skriver: “En del af stigningen skyldes gode konjunkturer, men også at Danmark strukturelt er stærkere end ventet.” Det har resulteret i en situation i årevis, hvor de offentlige finanser er “overholdbare”. Med andre ord har staten indkrævet for meget i skat og afgifter i forhold til det politiske behov for udgifter, og har gjort det næsten uafbrudt i 15 år. Det vildeste år var de statslige indtægter over ni procent højere end udgifterne. Medmindre man har et alvorligt gældsproblem, der skal afbetales, er der absolut ingen grund til at have så store og permanente budgetoverskud.

Hvorfor er vi kommet dertil, og hvad er planerne med pengene? Det spørgsmål er, med Jes ord, et “som forbløffende få politikere synes interesserede i at besvare.” Man får godtkøbsbetragtninger som for eksempel, at det er godt at ‘have noget på kistebunden’ og andet, som kun afslører politikernes fagøkonomiske inkompetence. Min klumme handlede om forslaget fra to politikere, der trods alt har et åbent forslag til det. Det er bare et meget dårligt forslag.

Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt og journalisten Magnus Barsøe, foreslog forleden at lade milliarderne danne grundlag for en såkaldt sovereign wealth fund – en statsligt drevet formuefond som de to kalder “Danmarks Generationsfond”. Jeg gjorde det ikke i Børsen, men her på stedet er det rimeligt at påpege, at den grundlæggende idé deles af Trump-administrationen, der er igang med at opkøbe andele i private virksomheder. Vindfeldt og Barsøe understreger dog, at “pengene ikke skal bruges på politiske prestigeprojekter eller ideologiske idéer” og Folketinget skal holdes ude af beslutningerne.

Hvor er problemerne med det, for det lyder da fornuftigt – gør det ikke? Det er det bare ikke, når man tænker lidt systematisk over det, for der er alternativomkostninger at regne med. Som Jes skriver, er “Hver ekstra krone opkrævet i skat er principielt samtidig en krone, som ikke kan investeres af virksomheder eller disponeres af danske familier.” De overopkrævede skattekroner ville være gået til en blanding af forbrug og private investeringer, som ikke sker. På investeringssiden, er der faktisk heller ikke meget grund til at tro, at forslaget reelt giver større danske investeringer (hvis man ville det). Som jeg peger på i Børsen, “er investeringer og den økonomiske vækst, de nogle gange skaber, ikke kun et spørgsmål om finansiering. Der er et begrænset antal højprofitable projekter, man kan investere i, og hvis en statslig fond skal offloade sine investeringsmidler, kan den meget hurtigt blot erstatte privat finansiering. Det ser godt ud i budgettet, men skaber ikke mere investering eller vækst.”

Selv hvis Vindfeldt og Barsøe fik held med at holde politik helt ude af en dansk sovereign wealth fund, er der således ikke nogen videre grund til at tro, at den ville give ret meget større investeringer, og slet ikke at de måske ekstra investeringer ville give mere økonomisk vækst. Og erfaringen fra stort set alle andre steder end Norge og Botswana er, at en statslig fond bliver misbrugt til politiske formål. Når den først er der, er fristelsen for stor for virkelighedens politikere: De kan have projekter, de oprigtigt tror vil give udvikling, men de vil ofte også bruge pengene på andet en egentlige investeringer, dirigere dem hen til hvor de bliver valgt (fregater i Frederikshavn, måske?), til deres venner, eller kræve særlige jobs eller vilkår, som dele af fagbevægelsen vil have. Og når det sker, har man reelt omfordelt ressourcer fra private investeringer med almindelig proftabilitet og impact eller til inkompetent investeringspleje som ATP, til politiske investeringer der i bedste fald giver et nul.

Det er svært at sætte kroner og ører på, men der er næppe tvivl om, at den statslige opsparing reelt har kostet Danmark vækst og privat velfærd. Der er meget virkelige omkostninger ved at Folketinget flytter investeringsbeslutninger fra borgerne til sig selv. Men derudover er der – som Jes også peger på – et mere fundamentalt problem her: Hvorfor insisterer man på, at en gruppe på 179 ‘folkevalgte’ uden nogen som helst økonomisk kompetence skal tage forbrugs- og investeringsbeslutninger for borgerne? Det helt grundlæggende spørgsmål her er, hvorfor vi ikke må have privat suverænitet over vores egen indkomst?

For de interesserede kan klummen fra Jes kan læses her; min ligger hos Børsen her.