En af de mest ophidsede diskussioner, man kan have som nationaløkonom med interesse i vækst og udvikling, handler om Chiles økonomiske udvikling. Problemet, som mange mennesker har med diskussionen – primært, men ikke kun på venstrefløjen – er for det første, at Chile blev et militærdiktatur i september 1973. Landets økonomi var reelt i kollaps efter den socialistiske præsident Salvador Allende havde forsøgt med både lovlige og forfatningsstridige midler at gør landet socialistisk.Militæret besluttede af den grund, og fordi Allende udviklede tætte politiske bånd til Castros Cuba, at vælte ham. Resultatet blev et brutalt diktatur med den tidligere stabschef General Augusto Pinochet som leder. Over en årrække forsvandt 3000 mennesker, og både borgere og medier blev undertrykt.

For det andet har Chile siden slutningen af 1970erne været en af verdens økonomiske succeshistorier, og landet blev på fredelig vis demokratisk igen, da Pinochet tabte en folkeafstemning i 1988 og gik af uden sværdslag. Det store problem for mange er derfor at acceptere, at et så afskyeligt regime havde så stor økonomisk succes – og på den måde, det foregik. Chiles væksteventyr blev nemlig grundlagt på massiv økonomisk liberalisering, privat ejendomsret, frihandel, og en langt mindre rolle for staten. Det var dét, den lille gruppe økonomer som blev døbt the Chicago Boys anbefalede, og som Pinochet-regimet gennemførte.

Bryan McCannon og Bira Zhahadai fra Illinois Wesleyan University har i ny forskning set på spørgsmålet med nye metoder. Det særlige i deres forskning, der er udgivet i sommers i Eastern Economic Journal, er at de kan skille konsekvenserne fra Pinochets kup fra konsekvenserne af den politik, der i sidste ende blev gennemført på the Chicago Boys anbefaling. De to bruger syntetiske kontroller – en metode, vi har omtalt flere gange her på stedet (læs f.eks. her og her) – hvilket giver en sammenligning mellem den faktiske udvikling i Chile og et ‘syntetisk’ Chile, der er bedste bud på hvordan landet havde udviklet sig uden ændringen i et bestemt år. Den centrale analyse er gengivet nedenfor i Figur 1 fra artiklen.

Det virkeligt interessante i McCannon og Zhahadais studie er, at de kan vise hvordan militærkuppets økonomiske effekter var helt normale i starten. Økonomien blev ved med at skrumpe indtil 1977, Chile blev ligesom resten af regionen ramt af den latinamerikanske gældskrise i 1981, men begyndte derefter at vokse markant. De to økonomer peger på, at det præcist er sammenfaldende med den faktiske implementering af de store reformer, designet af Chicago Boys.

Resultatet af kuppet var således en kontraktion i starten, præcist som efter de fleste kup (læs her og her). Men en særlig beslutning om at følge en liberal reformkurs – i modsætning til mange internationale anbefalinger og stik modsat efterretningstjenesternes ønsker, satte senere landet på den succeskurs det har fulgt siden. Det er den reformkurs, som McCannon og Zhahadai estimerer gjorde Chile 30 % rigere i det første årti, end landet ellers havde villet være, og 41 % rigere per 2019.

Tager man McCannon og Zhahadais ny studie, sammen med Sebastian Edwards fremragende bog om The Chile Project: the Story of the Chicago Boys, bliver historien om Chile ikke blot mere nuanceret, men måske også endnu sværere at håndtere på et moralsk plan. Militærkuppet i september 1973 var ikke det, der gjorde Chile rigt – påstande om, at kuppet var umiddelbart ‘godt’ er overdrevne. Men Pinochets beslutning, på trods af massiv modstand fra efterretningstjenesten og lunken støtte fra militæret, om at lade en gruppe veluddannede økonomer sætter en anden kurs end resten af det fallerede kontinent, var central for landets velstand idag. Det gør ham på ingen måde til en helt, men det gør historien om den brutale diktator noget mere kompleks end den ofte fortælles.

Og uanset hvordan Chile kom hertil, er det idag et land hvor BNP per indbygger er cirka 10 % højere end Argentins, 50 % højere end Brasiliens, og det dobbelte af Perus. Før the Chicago Boys var situationen nærmest den modsatte, men mens naboernes økonomier er vokset mellem 39 og 76 % på de 35 år, er Chiles fordoblet. Det er svært ikke at se det positive i den udvikling.