Tag-arkiv: constitutional political economy

Overdødelighed og forfatningen i nødsituationer

Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2022. 4 svar

Forleden udkom en artikel i det fine The Lancet, hvor forfatterne opgjorde overdødeligheden per land de sidste to år. De forsøgte dermed at vurdere, hvor mange mennesker der i hvert land og globalt er døde i forbindelse med den nye coronavirus. Man kan mene hvad man vil om præcisionen i den slags studier – dødstal fra mange fattige lande er upræcise og ikke alle de ekstra dødsfald er forårsaget af virussen, men i stedet af nedlukninger – men det er vigtigt, at den slags forskning laves og udgives. Den tillader ikke mindst andre at se nærmere på, hvordan mønstrene i dataene ser ud og hvad man kan lære af det.

En del af den officielle fortælling i hele den vestlige verden er, at gode politikere viste handlekraft og begrænsede konsekvenserne. Mette Frederiksen fortæller ligefrem med sædvanlig selvglæde om, hvordan hun reddede danskerne. Som faste læsere vil vide, er vi skeptiske overfor den slags påstande, og ny forskning peger da også på, at nedlukninger ikke rigtigt hjalp på situationen. Så hvad kan man egentlig sige?

Jeg er i den pudsige situation at jeg siden 2015 har haft et forskningsprojekt sammen med min fremragende kollega Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg, hvor vi netop ser på nødret: Hvilke mulligheder giver forfatningen, hvornår erklærer stater nødret, og hvad er konsekvenserne? Vi finder at de muligheder, forfatningen generelt giver, hjælper i nogle situationer – f.eks. mod terrorisme – men er decideret modproduktive i andre. Et interessant fund i vores projekt er, at vi ser værre konsekvenser af naturkatastrofer i lande med mere permissive forfatninger. I ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der udkom i Public Choice tidligere i år, viser vi at “the more advantages emergency constitutions confer to the executive, the higher the number of people killed as a consequence of a natural disaster, controlling for its severity.” Med andre ord: Jo mere magt forfatningen giver regeringen når den erklærer nødret efter en naturkatastrofe, jo flere folk dør i disse katastrofer.

Og det er faktisk det samme, man kan se på tværs af de sidste to års epidemi. Sammenholder man vores INEP-data for, hvad forfatningen giver regeringen i form af ekstra diskretionær magt, med overdødeligheden fra Lancet-studiet, dukker der en korrelation på 0,38 op. Som man kan se i figuren nedenfor, er der ingen af de 62 demokratiske lande med meget begrænsende forfatninger, som vi ser på her, der har haft høj overdødelighed. Alle de eksempler, vi har på lande med middel eller høj overdødelighed i 2020 og 2021 er lande med forfatninger, der giver regeringen meget magt i nødsituationer. Hvilke samfund vi taler om, kan ses i kortet nedenfor, hvor mørkere farver indikerer at forfatningen giver mere magt til regeringen.

I foreløbig statistisk analyse, som jeg lavede tidligere i dag, holder denne konklusion ganske tydeligt. Så måske kan man simpelthen konkludere, at coronaepidemien ikke har været anderledes end tidligere naturkatastrofer: Når en katastrofe rammer, bruger politikere de muligheder de har for at forøge deres magt på bekostning af befolkningen. Og det slår ofte ihjel.

Nødret fører til magtmisbrug

Af Christian Bjørnskov, den 29. juli 2021. 5 svar

Som trofaste læsere ved, har jeg de seneste år haft et fælles forskningsprojekt med Stefan Voigt fra Universität Hamburg om et forstå nødretstilstande og de forfatningsinstitutioner, der i princippet begrænser staters muligheder i nødsituationer. Projektet var egentlig kun ment som en enkelt artikel, men sammen med Stefan – der sidder på Hamborgs Lehrstuhl für ökonomische Analyse des Rechts og er en af Europas førende indenfor law and economics – er ikke blot endt med at udvide sig, fordi der blev ved med at dukke nye spørgsmål op. Det er også pludseligt blevet nærmest skræmmende aktuelt, da store dele af verden entusiastisk kastede sig ud i nødret sidste år, da den nye coronavirus ankom. To artikler fra projektet, der udkommer i to forskellige videnskabelige tidsskrifter, dokumenterer de politiske risici, verden løber for tiden.

I ”This time is different?—on the use of emergency measures during the corona pandemic”, der udkommer i European Journal of Law and Economics, dokumenterer vi allerførst, at 99 lande rundt omkring i verden erklærede nødret på grund af den nye virus. Det er i sig selv ikke nødvendigvis et problem, men det viser sig at den stærkeste forklaring på at lande valgte at erklære nødret i foråret 2020 var, hvilke ekstra magtmidler forfatningen gav regeringen under nødret. Nødretten er derfor ikke så meget erklæret som et effektivt svar på en ny sundhedstrussel, men fordi den nye virus gav mange regeringer en mulighed for at gå meget mere magt. Vi viser også – som figuren fra artiklen nedenfor illustrerer – at mange af dem efterfølgende groft misbrugte nødretten til at forsøge at undertrykke medierne.

Desværre er situationen siden marts 2020 på ingen måde unik, som vi viser i den anden nye artikel fra projektet.  ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der nu udkommer i Public Choice, viser allerførst at nødretserklæringer efter naturkatastrofer ikke virker efter hensigten. Det modsatte gælder faktisk, da vi helt konkret kan dokumentere, at jo mere diskretionær magt forfatningen giver regeringen under nødret, jo flere mennesker dør i katastroferne. De ekstra magtbeføjelser, som ofte retfærdiggøres med at de er nødvendige for at regeringen kan handle effektivt, bliver simpelthen misbrugt. Vi kan også vise i artiklen, at jo lettere det er at erklære nødret i en sådan situation, jo mere sandsynligt bliver det at staten bryder borgernes basale menneskerettigheder og jo mere ekstra markedsregulering indfører den efter situationen.

Nødretsprojektet med Stefan Voigt er således blevet meget aktuelt, og vores studier indebærer en alvorlig advarsel, som alle borgere burde tage alvorligt: Selv regeringer i etablerede demokratier vil typisk misbruge enhver nødretstilstand hvis den overhovedet har mulighed for det. Politikere gør ikke det rigtige når det virkeligt brænder på, men misbruger som oftest situationen til at stille deres egen tørst efter magt.

Nødforfatninger og terror i diktaturer

Af Christian Bjørnskov, den 16. februar 2021. Skriv et svar

Store dele af den vestlige verden er enten i en officiel nødtilstand, har været det, eller er ligesom Danmark i en uerklæret de facto nødret. Forsamlingsfriheden, der er en fundamental rettighed i enhver retsstat, har således været afskaffet i 11 måneder, og den danske regering er ikke den eneste, der opfører sig som om dens politiske institutioner er hviderussiske. Der er derfor i særlig grad behov for viden om, hvad der generelt sker under nødret og i hvilken grad regeringer misbruger den. Som nogle læsere vil vide, er det netop fokus i et projekt, min kollega Stefan Voigt (Uni Hamburg, fotoet) og jeg har haft de seneste år.

Vi har tidligere skrevet om projektet som helhed, ligesom vi i august 2019 skrev om den første af projektets to artikler om hvor effektive nødprovisioner er mod terrorisme. Den artikel fokuserede på en stor gruppe OECD-lande og OECD-lignende lande i den vestlige verden og Latinamerika, og demonstrerede at ”en nødforfatning der giver regeringen større beføjelser under en nødret er forbundet med flere terrorangreb, men en lavere sandsynlighed for at regeringen faktisk erklærer nødret.” Ligeledes viste artiklen, at der ingen sammenhæng er mellem hvad nødforfatningen tillader og i hvilken grad regeringen indfører repressiv politik efter et terrorangreb. Med andre ord fandt vi, at nødforfatninger næppe gør hvad de officielt er sat i verden for at gøre.

Da vi implicit fokuserede på demokratier i den første artikel i Journal of Conflict Resolution, rejste den dermed spørgsmålet om diktaturer reagerer anderledes, og om de misbruger deres nødforfatninger på andre måder end demokratier. De spørgsmål giver Stefan og jeg nu et første svar på i ”Terrorism and Autocrats: How Effective are Emergency Constitutions in the Muslim World?” som vi har fået accepteret til udgivelse i Journal of Peace Research. Den overordnede konklusion er, at mens demokratier er mere tilbøjelige til formelt at erklære nødret, opfører de sig ikke markant anderledes.

På tværs af medlemsstaterne af Organisationen af Islamiske Stater (OIC), i en periode fra 1970 til 2014, finder vi at når forfatningen gør det lettere at erklære nødret, er det langt mere sandsynligt at regeringen også gør det efter terrorangreb. Med andre ord finder vi klar evidens for, at selv i en del af verden hvor næsten alle stater er autokratiske binder forfatningen til en vis grad, og på samme måde som i vestlige demokratier. Vi finder også, at nødforfatninger der giver den siddende regering større magt, fører til flere erklæringer, men også at det kun ser ud til at gælde militærregimer. Sidst, men ikke mindst, viser undersøgelsen at jo større magtbeføjelser nødforfatningen giver regimet, jo mere fører dets reaktion mod terrorisme til konkret undertrykkelse. Overraskelsen, som man kan tolke som man vil, er at selv de autokratiske regimer i den muslimske del af verden til en vis grad er bundet af deres forfatning. Når terrorangreb udfordrer regeringen, reagerer regimerne basalt set på samme måde som vestlige demokratier. Man kan med andre ord glæde sig over, at selv autokratiske regimers magt er begrænset. Men man kan også vælge at minde sig selv om, at implikationen også er at vestlige demokratier misbruger deres forfatningsdefinerede nødprovisioner på samme måde som muslimske diktaturer.

Korruption og forfatningsstruktur

Af Christian Bjørnskov, den 1. september 2020. 4 svar

Mens korruptionsproblemer er ekstremt sjældne i Skandinavien, er de et alvorligt problem i store dele af verden. Et af de store spørgsmål i public choice og politisk økonomi de sidste 30 år har derfor været, hvordan man kommer denne type problemer til livs. Det gælder ikke mindst den type korruptionsproblemer, der kaldes enten ’grand corruption’ eller ’state capture’, hvor særinteresser decideret betaler sig vej til indflydelse på den førte politik og beslutningsprocesser i embedsværket og domstolene.

Både klassisk public choice-tænkning siden Buchanan og Tullocks første arbejde og Robert Klitgaards studier sidst i 1980erne har peget på, at forfatningens fordeling af magt kan påvirke, hvor meget korruption man kan få. Den klassiske tankegang er, at en effektiv magtdeling mellem parlament og regering vil føre til mindre korruption, men på trods af at ideen er intuitivt attraktiv, er den ikke blevet direkte testet i litteraturen indtil nu.

I fælles arbejde med Andrea Sáenz de Viteri Vazquez, som jeg har været PhD-vejleder for sammen med Martin Rode (Uni Navarra), har vi set på netop dette spørgsmål. Artiklen, der nu er under udgivelse i Constitutional Political Economy, peger på at spørgsmålet faktisk er noget mere komplekst end tidligere tænkning har indikeret. Teoretisk argumenterer Andrea og jeg, at en magtdeling mellem forskellige aktører ikke er effektiv, hvis de forskellige aktører er politisk på ’samme hold’. Selvom der for eksempel kan være en række forskellige partier i parlamentet, betyder det ikke nødvendigvis, at der er konkurrence mellem dem som gør korrupte aftaler umulige. Hvis de er for tæt på hinanden ideologisk, eller repræsenterer de samme særinteresser, vil det ganske enkelt være for let at nå til en aftale alligevel. Ydermere kan partier, der er ideologisk tæt på hinanden, men repræsenterer forskellige særinteresser, gøre problemet endnu værre. Grunden er, at det er for let for dem at nå et kompromis gennem det Tullock kaldte ’logrolling’ – det fænomen, der så misvisende kaldes ’kompromisets kunst’ på dansk – som alle potentielt korrupte særinteresser får noget ud af. Vores argument er derfor, at forfatninger der skaber indflydelsesrige vetospillere – politiske aktører med formel mulighed for at blokere for aftaler og beslutninger – kun er effektive, hvis der netop ikke er politisk enshed i parlamentet.

I en analyse af 22 lande i Latinamerika og Caribien, som vi har korruptionsvurderinger på hvert år siden 1970, finder Andrea og jeg netop det mønster: Lande med en forfatning, der giver større magt til præsidenten, får typisk væsentligt mindre korruption, men kun når der er faktiske ideologiske modsætninger i parlamentet. Når parlamentets partier ikke er tilstrækkeligt uenige på et ideologisk niveau, er forfatningens definition af de formelle magtstrukturer ligegyldig. Når de er, kan en præsident med reel indflydelse blokere for problemerne.

Som en af redaktørerne hos Constitutional Political Economy har pointeret overfor os, er den nye indsigt i artiklen netop, at to forhold er komplementære når det gælder bekæmpelse af korruption: Den formelle magtdeling, som den er defineret af forfatningen, og den faktiske politiske situation. Med andre ord må begge forhold være tilstede på samme tid, før de påvirker, hvordan samfundet fungerer. Selvom vores empiri kommer fra Latinamerika, er det måske værd at minde den hjemlige opposition om en gang imellem.

Grøn grundlov – er det virkelig en god idé?

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2019. 8 svar

Der tales med jævne mellemrum om muligheden for ændringer i den danske Grundlov. For nogle få år siden blev debatten ledt af de Radikale, der ville skrive en række såkaldte ’sociale rettigheder’ ind i Grundloven. Den idé døde heldigvis en stille død i det besværlige politiske landskab i Danmark, men i går blev en ny og endnu værre idé luftet. I Berlingskes søndagsudgave stiller Grundfos-chefen Mads Nipper krav om en grundlovsændring, der skal forpligte danskere og alle fremtidige, danske regeringer til at beskytte miljø og klima.

Sammen med den danske landechef for Boston Consulting Groups, Anders Fæste, foreslår Nipper en grundlovsændring, så ”retten til et rent miljø og et bæredygtigt klima er skrevet ind sammen med pligten til at handle.” De to er begyndt på at sætte en særinteresse sammen – det Berlingske utroligt venligt kalder en ”en koalition af virksomheder, organisationer og borgere.” Forslaget, der er inspireret af en lignende grundlovsændring i Norge i 2014, lyder:

Enhver har ret til et miljø, der sikrer sundheden, herunder ren luft, rent drikkevand, ren mad, til en mangfoldig natur samt et bæredygtigt klima. Enhver har ret til fyldestgørende og rettidig viden om miljøets tilstand samt påvirkning af planlagte indgreb. Staten skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at fremme og beskytte disse rettigheder, også for fremtidige generationer. Området skal forvaltes efter et forsigtighedsprincip

Min umiddelbare reaktion på Nipper og Fæstes forslag var, at de måtte have spist søm eller røget noget sjovt.

Nipper er desværre ikke hvem som helst i dansk politik, men er både medlem af det såkaldte Grønt Erhvervsråd, og nyudnævnt formand for regeringens ‘klimapartnerskab for industriproduktion’. Han er derfor i en unikt stærk position til at påvirke dansk politik og skabe en indflydelsesrig særinteresse, der gavner hans bestemte industrisektor. Mens man naturligvis kan tro på, at Nipper og Fæste ærligt tror på, at deres forslag vil være til gavn for Danmark, er det således nærliggende at regne med, at de her forsøger at udøve en specielt problematisk form for insider lobbying. Der er nemlig ikke tale om, at de to chefer vil foreslå, at danskerne gør noget bestemt, men at de vil bruge Grundloven til at forpligte (læs: Tvinge) alle til at handle på en bestemt måde.

Det overordnede problem er, at Nipper og Fæste ønsker at skrive flere positive rettigheder ind i Grundloven. Som Isaiah Berlin så omhyggeligt forklarede, er der fundamental forskel på negative og positive rettigheder. Mens ytringsfrihed er en negativ rettighed – den sikrer at ingen har ret til at begrænse andre borgeres frihed til at ytre sig offentligt – er retten til grønt hvad-det-nu-er en ret til at nogen gør noget bestemt. Med andre ord er positive rettigheder således altid foranstaltninger, der skaber konkrete forpligtelser i form af, at nogen skal gøre noget for nogle (bestemte) andre, og dermed en ret til en overførsel af andres ressourcer (tid, penge, evner osv).

I en moralsk forstand rejser det derfor spørgsmålet, om positive rettigheder overhovedet er legitime: Hvilken ret har en flok folk på Christiansborg til at stille krav om, hvordan jeg og andre lever vores helt private liv? I en praktisk forstand rejser det også spørgsmålet, om positive rettigheder overhovedet virker efter hensigten, og om der er bivirkninger ved deres indførsel.

Mens jeg trygt vil overlade det første spørgsmål til kolleger som Peter Kurrild-Klitgaard med større forfatningsfilosofisk indsigt end mig, har jeg faktisk konkret erfaring med det andet. Som Jacob Mchangama og jeg viste i april-nummeret af American Journal of Political Science, er langt mindre komplekse, positive rettigheder som retten til uddannelse, sundhed og social sikring stærkt problematiske. Jacob og jeg fandt ingen evidens for, at f.eks. indførslen af retten til uddannelse påvirkede befolkningens uddannelsesniveau, eller at retten til sundhed gjorde noget ved dens faktiske sundhed.*

Vi fandt derimod indikationer på, at de førte til alvorlige bivirkninger, da indførslen af uddannelsesrettigheder typisk skader uddannelsesgennemførslen for den generation, der er på vej gennem systemet når ændringen indføres. Vi fandt også konkret evidens for, at indførslen af disse sociale rettigheder medfører en svækkelse af retsvæsenets kvalitet og uafhængighed. På samme måde finder Stefan Voigt og jeg i ny forskning, at ytringsfriheden er mere skrøbelig i lande, der formelt beskytter den i deres forfatning, men som efterlader et konstitutionelt ’men’ i forfatningsprovisionerne (se vores omtale her). Et lille ’men’, der tillader regeringen at begrænse ytringsfriheden under helt bestemt, snævert definerede omstændigheder, tillader de facto at politikere begrænser den ofte og generelt. Mange af de lande, hvor borgerne nyder den største grad af ytringsfrihed, er derimod lande der slet ikke nævner den i deres forfatninger. Stefans og mit studie understreger derfor endnu en gang, i hvor høj grad forfatningsmæssige rettigheder ofte er ’pergamentrettigheder’ – værdiløse papirerklæringer, der er rent deklamatoriske – men også i hvor høj grad politikere i demokratiske lande er parate til at bruge forfatningen til at tilegne sig mere magt over borgerne.

Nipper ser åbenbart ikke disse problemer, men argumenterer, at ”Hvis vi skal være en førende nation, ikke bare på klima, men generelt på bæredygtighed og bæredygtig udvikling for de fremtidige generationer, så er det simpelthen for ringe, at vi ikke har rettighederne skrevet ind i vores grundlov.” Hans sociale indignation bunder derfor i, som han formulerer det overfor Berlingske, ”hvordan man kan sikre miljø og klima mod skiftende flertals uforudsigelighed.” På et dybere niveau er forslaget således ikke blot tåbeligt og sandsynligvis ineffektivt eller blot egoistisk og usympatisk – alt efter om man tror på de to chefers altruistiske påstande eller at de bare opfører sig som særinteresser nu engang gør – men også dybt udemokratisk. Forslaget definerer ikke blot et stort temmelig vagt mål, men også en bestemt måde at gøre tingene på, idet staten skal træffe foranstaltninger og foretage indgreb. Der er med andre ord ingen plads til hverken markedet eller civilsamfundet i løsningen på det, Nipper og Fæste ser som store problemer og Danmarks fremtid. Begge dele skal holdes udenfor demokratisk diskussion eller beslutning ved at man skriver dem ind som ’rettigheder’ i Grundloven.

Nipper og Fæste har naturligvis ret til at have enhver slags politisk præference, og at ytre den frit i offentligheden, men deres øjensynlige tro på og respekt for politikere er både mærkværdig og dybt foruroligende. Som Berlingske udtrykker det, ”bliver selv store topchefer ydmyge” når de – her Nipper og Fæste – står foran maleriet af 1915-grundlovens fædre på Christiansborg. Hvorfor man skal have nogen som helst respekt for en gruppe mennesker, der hverken er særligt hæderlige, uegennyttige eller kompetente (jeg har mødt for mange af dem til at have nogen som helst illusioner), og hvis kernekompetencer er at få andre til at stemme på dem og at udøve magt, er et mysterium for mig. Når topchefer i erhvervslivet begynder at udtrykke politiske holdninger og tiltro til politisk magt og kompetence som Nipper og Fæstes, ringer mine alarmklokker.

* Nipper henviser til et studie af Jeffords og Minkler, der viser en sammenhæng mellem Yales Environmental Performance Index og forfatningsrettigheder. Studiet er så plaget af simultanitetsbias, at min vurdering er, at det kun kan bruges politisk, men ikke akademisk.

Parlamenters og regeringers indflydelse – lidt empiri

Af Christian Bjørnskov, den 25. maj 2019. 2 svar

Hvor indflydelsesrigt er et lands parlament? Hvor meget magt har regeringen? Det er spørgsmål. Som mange gerne vil svare på, ikke mindst når man ser, hvad der sker i dele af Østeuropa. Mens ethvert svar må hvile på en vurdering af både, hvad de lovligt må gøre, og hvad de faktisk tillader sig, er de forftningsgivne regler et naturligt sted at starte. Det er af to grunde det, vi gør i dag: For det første fordi det er interessant at se forskellene på reglerne, og for det andet fordi spørgsmålet er ret fundamentalt for det område af public choice / politisk økonomi der kaldes constitutional political economy.

En tredje, men noget ringere grund, er at der er nye data tilgængelige. I det følgende bruger jeg the Index of Parliamentary Legislative Influence (IPLI), som Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg udviklede for to år siden (gated version her; wp her).  Jeg kombinerer det med det tilsvarende Index of Executive Influence (IEI), som min PhD-studerende Andrea Saénz de Viteri og jeg begyndte at bruge sidste år (wp her). De to mål er netop udviklede til at måle, hvor forfatningsgrænserne går i en gruppe situationer, hvor der er konkret information om de fleste lande.

Begge mål består af 14 elementer. For IPLI er de: Kan parlamentet 1) afsætte regeringen, kan det 2) vælge, 3) nominere eller 4) godkende ministre, kan det 5) foreslå lovgivning, 6) kan dets lovgivning afvises af domstolene, har det ret til 7) at igangsætte undersøgelser af regeringsmedlemmer, 8) har parlamentsmedlemmer immunitet, 9) er de valgte, er der 10) begrænsninger på, hvem der kan blive valgt, kan parlamentet 11) udnævne dommere, og kan det 12) godkende traktater med udenlandske regeringer, 13) godkende forfatningsændringer, og 14) erklære krig? Andrea of jeg har kodet IEI på samme måde, men med fire andre elementer, der afløser dem, der er specifikke for parlamenter: Kan 1) regeringen afsættes, kan der 2) indledes undersøgelser af regeringen, kan 3) regeringen opløse parlamentet, og kan 4) regeringen udnævne rigsadvokaten? For alle 28 elementer koder vi hvert som et 1-tal, hvis det giver parlamentet / regeringen mere indflydelse, 0 hvis det ikke gør, og ½ hvis forfatningen er uklar på området.

Både IPLI og IEI er derefter et gennemsnit af de 14 elementer, så de i princippet kan være mellem 0 og 1. I praksis, når man ser på tværs af de 45 ’vestlige’ lande vi har tal for, varierer IPLI mellem 0,18 (i Australien) og 0,68 (i Bulgarien), og IEI varierer mellem 0,29 (i USA) og 0,61 (i flere postkommunistiske lande, Grækenland og Spanien). Danmark er meget gennemsnitligt når det gælder IPLI (0,43), men giver regeringen noget større beføjelser end gennemsnittet i de vestlige lande (et IEI på 0,54).

Figuren nedenfor illustrerer ikke blot værdierne, men også den indbyrdes sammenhæng mellem de to mål. En af de overraskende ting er, at der ikke er nogen særligt stærk sammenhæng: Korrelationen er kun -0,28. Umiddelbart skulle man tro, at der var en klar negativ sammenhæng – hvis en kompetence ikke ligger hos regeringen, ligger den sikkert hos parlamentet – men det er ikke generelt tilfældet. Nogle lande som Australien og Singapore har ganske få kompetencer, der de jure ligger hos enten den lovgivende eller den udøvende magt.

Hvor er magten da særligt koncentreret hos regeringen eller hos parlamentet? Svaret på det første spørgsmål er en særlig gruppe lande, der består af Estland, Grækenland, Litauen, Rusland, Slovakiet, og Spanien. I den anden ende ligger en Irland, Italien, Montenegro, Serbien, og Sverige, hvor regeringen ikke har specielt mange formelle kompetencer. I denne gruppe ligger de dog tydeligvis mere hos parlamentet, mens – som allerede bemærket – Australien og Singapore er særlige tilfælde.

Har disse store forskelle i måden, forfatningen fordeler specifikke kompetencer, nogen konsekvenser? Og hvorfor er en gruppe lande, der umiddelbart deler mange traditioner og udvikling, end med så forskellige forfatninger? Det er den type spørgsmål, der gør områder som constitutional political economy og law & economics så spændende – i det mindste for samfundsfaglige nørder som os.

Hvad gør populister?

Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2018. Skriv et svar

Det kan næppe være gået mange læseres næse forbi at der de senere år har været en stigende tendens til populisme i de fleste demokratiske lande. Donald Trump, Viktor Órban i Ungarn, og Jair Bolsonaro i Brasilien er alle eksempler på tydeligt populistiske politikere, ligesom både Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Sverigesdemokraterne, Front National og Italiens Femstjernebevægelse er populistiske partier. Vi skrev om emnet for mere end ti år siden (her) da Hugo Chavez herskede i Venezuela, men siden da er der kommet flere eksempler og mere forskningsinteresse i, hvad populister er og de vil.

Den forskning har min PhD-studerende Andrea Saénz de Viteri og jeg bidraget til i år. Papiret, som vi startede i december sidste år og Andrea præsenterede en meget foreløbig version på PCS-konference i marts, er nu endeligt ude som working paper. De sidste ændringer lavede vi i går som reaktion på min præsentation af i tirsdags i Washington. Papiret med titlen ”Populism and Constitutional Reform in Latin America and the Caribbean” ligger nu frit tilgængeligt på SSRN og kan læses her.

Vores tese i papiret er, at populister typisk betragter sig selv – eller påstår de betragter sig selv – som de sande repræsentanter for ’folket’ og derfor mener, at eksisterende ’checks and balances’ og magtdeling blot er en gammel elites måde at begrænse dem i at gøre godt. Magtdelingen og de forfatningsmæssige grænser for politik bliver også ofte beskrevet som politisk illegitime, da de kun beskytter eliten – eller det er i hvert fald det, populister argumenterer. Har de mulighed for det, vil de populistiske partier derfor gerne svække de vetoinstitutioner, som forfatningen lægger ned over politiske beslutningsprocesser.

For at svare på spørgsmålet om populister rent faktisk underminerer vetoinstitutioner ved f.eks. at ændre forfatningen, benytter Andre og jeg os af et mål for magtkoncentration i parlamentet, som Stefan Voigt og jeg udviklede til en artikel sidste år, og konstruerer et lignende mål for magtkoncentration i regeringen. Vi følger derefter forfatningsændringer i 42 lande i Latinamerika og Caribien siden 1970 og kombinerer det med et nyt mål for populisme i regionen. Målet er konstrueret fra artikler i ti førende amerikanske og britiske aviser, og deres omtale af regeringsledere i regionen. Helt unikt kombinerer vi også dette mål med et mål for regeringens politiske ideologi på en standard højre-venstre-skala.

Undersøgelsen viser – ganske skarpvinklet at: Højrepopulister ændrer forfatningen for at koncentrere magten og slippe for vetoinstitutioner, mens venstrepopulister underminerer domstolenes uafhængighed, så de kan slippe afsted med at ignorere forfatningen, mener man således, som de fleste eksperter, at forfatninger bør være meget stabile og bredt respekterede dokumenter, er populisme en trussel.

Er man mere nysgerrig er abstractet her:

While constitutions are supposed to be stable documents entrenching a set of rules of the political game, Latin American and Caribbean constitutional development has been characterized by frequent change and instability. We hypothesize that the Latin American tradition for populist governments and heads of state explains this tradition. Contrary to established parties and interests, populist tend to aim at securing the median vote and be supported by non-encompassing interests. They also depict themselves as outside the regular elite and oppose the regularly conduct of politics. It may therefore be in the particular interest of populists to change the constitution to suit their specific needs. Exploring the frequency and direction of constitutional reforms in 42 Latin America and Caribbean countries, we find evidence indicating that populists are more likely to amend the constitution to concentrate power.

Public choice 2: Forfatningslængde

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2017. 2 svar

I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til et spørgsmål, som optog Buchanan og Tullock i deres banebrydende The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy fra 1962. Spørgsmålet er, hvor lang og detaljeret en forfatning bør være. Dette spørgsmål havde ikke været stillet i en konkret analytisk ramme, selvom forfatningsjurister og andre må have spurgt sig selv, hvad og hvor meget, de skulle tage med i en forfatning.

Buchanan og Tullock startede fra præmissen om, at der eksisterer en cirka optimal balance mellem to forskellige typer af faktorer. De første elementer er velkendte fra bl.a. gammeldags kontraktteori og almindelige juridiske overvejelser: Forfatningen skal sørge for at minimere de omkostninger – både politiske og økonomiske – der kan komme af forhold, man ved den ikke dækker, og behov for genforhandling, fordi det viser sig at et eller flere praktisk relevante forhold, man burde have dækket, ikke er dækket. Denne overvejelse er naturligvis ønsket om at have en komplet kontrakt, og i forfatningsmæssig sammenhæng en komplet social kontrakt. Begge elementer trækker naturligvis i retning af et ønske om en meget lang og detaljeret forfatning.

Det nyere element i The Calculus of Consent var dog, at der eksisterer et modsat ønske. Buchanan og Tullock så klart, at jo længere og mere detaljeret, forfatningen er, jo sværere bliver den at implementere praktisk – både for det embedsværk, der står for den offentlige side af sagen, og for private aktører, som har behov for at vide præcist, hvad der dækkes. En meget lang forfatning kommer også til at være meget dyr at forhandle, både i form af tid og juridisk assistance, og i virkeligheden også i fremtiden for domstole, der i praksis må ’forhandle’ hvad forfatningen egentlig betyder. Sidst indeholder dette element også den meget praktiske mulighed, at en meget lang og detaljeret forfatning risikerer at omfatte indbyrdes modstridende bestemmelser, som enten domstole eller parlament må forhandle i fremtiden.

Kapitel 6 i The Calculus of Consent indeholder en grafisk præsentation af den basale afvejning mellem de to modstridende slags elementer, der senere er blevet berømt blandt public choice-forskere.  Figuren nedenfor er en version af denne slags figur, hvor M er den første type omkostninger (stigende i forfatningslængde) og D er den anden (faldende i forfatningslængde). Den U-formede kurve er summen af de to, og derfor de totale omkostninger M+D forbundet med forfatningen. Den optimale længde af et lands forfatning kan således ’aflæses’ i bunden af U-kurven, altså hvor omkostningerne er mindst: V* er den rigtige længde, og C* er de mindst opnåelige omkostninger.

Dette spørgsmål, sammen med flere relaterede spørgsmål, er fundamentale for det område af public choice, der kalders Constitutional Political Economy, eller forfatningsøkonomi på dansk. Hvorfor er spørgsmålet så vigtigt? Buchanan rimelige svar var, at teorien indebærer, at forskellige lande vil have forskellige optimale forfatninger – der er hverken en ’one-size-fits all’, men der er heller ikke en ’everything goes’ situation. Vi kan ikke sige, hvad der er den rigtige forfatning for alle, men vi kan på et analytisk solidt grundlag diskutere, hvordan mere rigtige forfatninger ser ud for bestemte typer samfund.

Regner man for eksempel, som har været traditionen i Frankrig, med at man ikke kan regne med at uafhængige domstole tager de rigtige beslutninger, bliver man nødt til at lægge flere begrænsninger og reguleringer ind i forfatningen. Hvis man har erfaring for, at domstolene virker godt – som i England – er der ikke megen grund til at regulere dem meget i forfatningen. Den ’optimale’ forfatning bliver derfor længere og mere detaljeret i Frankrig end i England. På den måde har Buchanan og Tullocks indsigter sneget sig ind i forfatningsændringer og nye forfatninger i blandt andet Central- og Østeuropa efter 1990, og i en række andre forfatninger siden da. Constitutional Political Economy er således et af de elementer i public choice, der både har udfordret den traditionelle tænkning på et område, og har haft konkret, praktisk indflydelse.