Som trofaste læsere ved, har jeg de seneste år haft et fælles forskningsprojekt med Stefan Voigt fra Universität Hamburg om et forstå nødretstilstande og de forfatningsinstitutioner, der i princippet begrænser staters muligheder i nødsituationer. Projektet var egentlig kun ment som en enkelt artikel, men sammen med Stefan – der sidder på Hamborgs Lehrstuhl für ökonomische Analyse des Rechts og er en af Europas førende indenfor law and economics – er ikke blot endt med at udvide sig, fordi der blev ved med at dukke nye spørgsmål op. Det er også pludseligt blevet nærmest skræmmende aktuelt, da store dele af verden entusiastisk kastede sig ud i nødret sidste år, da den nye coronavirus ankom. To artikler fra projektet, der udkommer i to forskellige videnskabelige tidsskrifter, dokumenterer de politiske risici, verden løber for tiden.
I ”This time is different?—on the use of emergency measures during the corona pandemic”, der udkommer i European Journal of Law and Economics, dokumenterer vi allerførst, at 99 lande rundt omkring i verden erklærede nødret på grund af den nye virus. Det er i sig selv ikke nødvendigvis et problem, men det viser sig at den stærkeste forklaring på at lande valgte at erklære nødret i foråret 2020 var, hvilke ekstra magtmidler forfatningen gav regeringen under nødret. Nødretten er derfor ikke så meget erklæret som et effektivt svar på en ny sundhedstrussel, men fordi den nye virus gav mange regeringer en mulighed for at gå meget mere magt. Vi viser også – som figuren fra artiklen nedenfor illustrerer – at mange af dem efterfølgende groft misbrugte nødretten til at forsøge at undertrykke medierne.

Desværre er situationen siden marts 2020 på ingen måde unik, som vi viser i den anden nye artikel fra projektet. ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der nu udkommer i Public Choice, viser allerførst at nødretserklæringer efter naturkatastrofer ikke virker efter hensigten. Det modsatte gælder faktisk, da vi helt konkret kan dokumentere, at jo mere diskretionær magt forfatningen giver regeringen under nødret, jo flere mennesker dør i katastroferne. De ekstra magtbeføjelser, som ofte retfærdiggøres med at de er nødvendige for at regeringen kan handle effektivt, bliver simpelthen misbrugt. Vi kan også vise i artiklen, at jo lettere det er at erklære nødret i en sådan situation, jo mere sandsynligt bliver det at staten bryder borgernes basale menneskerettigheder og jo mere ekstra markedsregulering indfører den efter situationen.
Nødretsprojektet med Stefan Voigt er således blevet meget aktuelt, og vores studier indebærer en alvorlig advarsel, som alle borgere burde tage alvorligt: Selv regeringer i etablerede demokratier vil typisk misbruge enhver nødretstilstand hvis den overhovedet har mulighed for det. Politikere gør ikke det rigtige når det virkeligt brænder på, men misbruger som oftest situationen til at stille deres egen tørst efter magt.