Det er efterhånden mange år siden USA var den drivende kraft bag den økonomiske globalisering. Således har man i praksis bevæget sig i en mere protektionistisk retning siden 2001, måske ikke retorisk – under Bush jr. talte man om et frihandelsområde fra Canada i nord til Chile og Argentina i syd, og under Obama fik man som bekendt forhandlet TPP på plads, mens man kom tæt på en endelig TTIP aftale – men i praksis er USA blevet mere protektionistisk siden 2001.

Med valget af Donald Trump er disse aftaler fortid. Trumps syn på international handel bunder i en forestilling om, at USA er blevet “udnyttet” af andre lande, hvilket fremgik af hans – i øvrigt flere steder ganske fremragende – tale til kongressens to kamre, natten mellem tirsdag og onsdag dansk tid.

Hans grundlæggende mangel på forståelse for gevinsterne ved frihandel fremgik tydeligt i hans tale til kongressen tirsdag. Han sagde godt nok han gik ind for frihandel, men tilføjede at der skulle være tale om “fair handel”. Herefter opremsede Trump hvor mange industriarbejdspladser USA havde mistet gennem de seneste to årtier, mens han beklagede sig over at andre lande lagde “store afgifter” på import af amerikanske produkter, mens USA tillod import uden afgifter.

Med andre ord “bliver USA snydt” via den internationale handel ifølge Trump.

Og når Trump citerer Abraham Lincoln, understreger han blot sin reelt protektionistiske dagsorden. Nok er Lincoln en stor historisk figur, men det er unægteligt ikke på grund at hans økonomiske forståelse, som var stort set ikke eksisterende.

USA og økonomisk frihed

Forrige weekend gennemgik Christian de statiske omkostninger ved protektionistisk handelspolitik. Omkostninger som med valget af Donald Trump i USA må forventes at stige betydeligt.  Som Martin Ågerup påpegede i en debat tirsdag på radio 24syv, er modstanden mod frihandel et af de få punkter hvor Donald Trump har været fuldkommen konsistent – og det endda gennem mange årtier.

Inden jeg går videre er det måske lige på sin plads at se på hvor frihandelsorienteret USA egentlig er? Svaret er – måske overraskende for en del – at det er man sådan set ikke. Det er efterhånden en del år siden at USA var bannerfører for mere økonomisk frihed og øget frihandel. Og den optimisme som f. eks. Lars Seier udviser i sin støtte til Trump, (se bl.a.  “Trump vil overraske positivt“), må undre en del.

Når Seier skriver, at:

Det væsentligste (berettigede) angreb fra borgerlige kommentatorer, er Trumps holdning til frihandel. Men hvad er det egentlig, han siger? At han vil lave bilaterale handelsaftaler, simplificere processen og holde handelspartnere ansvarlige. Med det samme prøver han at fast tracke en deal med Storbritannien. Hvad er der så forfærdeligt ved det? Enhver, der har prøvet at importere en vare ind i EU kender i praksis vore egne mure mod frihandel – besværligt og stjernedyrt. Et lille land som Schweiz har forhandlet flere .

Overser og negligerer Seier, at Trump ganske enkelt ikke anerkender/forstår grundlæggende handelsteori. Derimod synes han at opfatte international handel som et nulsumsspil – ikke ulig venstrefløjens traditionelle tilgang. Betegnedes Reagan som “neoliberalist”, må Donald Trump således betegnes som “neomerkantilist”.
Den enes gevinst er den andens tab og et grundtema er åbenbart, at USA gennem tiden er gået med til den ene elendige handelsaftale efter den anden, set med amerikanske øjne.

Tilsyneladende anerkender Trump (og folkene omkring ham) ikke den banale sammenhæng, at underskuddet på handelsbalancen er en konsekvens af lav indenlandsk opsparing. Som det også vil fremgå af dette indlæg, ligger det i det hele taget lidt lidt tungt med forståelsen for selv ganske banale nationaløkonomiske sammenhænge i den nye administration.

Måske kan det også være, at Lars Seier (og andre) lider under den forkerte opfattelse, at USA er langt mere frihandelsorienteret end det faktisk er.

Sammenlignet med EU (ikke mindst lande som Irland, Holland, Slovakiet og Danmark) er alle EU-landene mere frihandelsorienterede end USA (og Schweiz).

En sammenligning mellem EU-landene og USA falder således ikke ud til USAs fordel, som det fremgår af nedenstående tabel, baseret på Fraser Institute’s economic freedom index.
Ser vi på udviklingen over tid, kan vi også hurtigt konstatere, at hvor 1970erne, 80erne og 90erne var kendetegnet ved stigende økonomisk frihed i USA, er det sidenhen gået ned af bakke. Hvis vi igen tager udgangspunkt i Fraser Institutes index, ser vi også, at det ikke er finanskrisen i 2008 som markerer det afgørende skifte. Det sker i 2001.

Kilde: Fraser Institute

Ligeledes er det slående at hverken Seier eller andre, som er fortalere for at “give Trump en chance” har øje for, at han allerede inden sin indsættelse på ganske brutal vis gik efter navngivne firmaer, som han ikke mente drev deres virksomhed i overenstemmelse med hans/statens interesse i at skabe flere industriarbejdspladser i USA.

Denne fremgangsmåde er udtryk for en kooperativ tilgang til den økonomiske politik, som muligvis er “business friendly” overfor de firmaer som “opfører sig som Trump ønsker det”, men den er bestemt ikke frimarkedsvenlig, ligesom en sammenligning med Ronald Reagan er helt ude i skoven. Trump er ikke en genoplivning af Reaganomics, det er derimod det endelige opgør.

Eller som Peter Kurrild-Klitgaard skrev i Børsen under overskriften “Nej, Trump er ikke økonomisk liberal”

at Trump udover sin personlige uberegnelighed og uforudsigelighed repræsenterer en økonomisk protektionisme, en korporativ statskapitalisme og en undergravning af retssamfundet. Ét punkt udelader de imidlertid alle ved bedømmelsen af Trump: Hvordan han planlægger ikke blot at ville fortsætte, men endog eskalere det største problem i amerikansk økonomi, ja, måske i amerikansk politik i det hele taget: de løbske offentlige udgifter og den deraf eksploderende gældsætning af staten.

Og konkluderer, at

Trumps linje er ikke bare i praksis, men nok så meget i dens retorik et radikalt brud med et halvt århundredes republikansk linje, hvor man om end ikke i praksis, men i hvert fald i retorikken har lagt en “fiskalt konservativ” linje med idealer om “balancerede budgetter” og reduktion af de offentlige udgifter. Han er i så henseende reelt den mest venstreorienterede republikanske præsident i mere end 100 år.

Det gælder for styringen af offentlige udgifter, såvel som for handelspolitikken, der groft sagt lige så godt kunne være formuleret af 3F.

Eller som jeg påpegede i en kronik i Børsen, “Dele af Trumps handelspolitik kunne være formuleret af 3F” tilbage i november måned. Det fremgår eksplicit af Trumps politik-progrom, at

der skal sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, står der i Trumps politiske program. Det kunne 3F ikke have formuleret bedre herhjemme.”

I et notat skrevet af Trumps handelsminister, Wilbur Ross, og en af præsidentens rådgivere, Peter Navarro, er et krav til en ny aftale, at den i højere grad tilgodeser “vores arbejdere”, som der står, altså amerikanske arbejderes interesser.

Hvis Mexico og Canada ikke er med på den, vil man meddele, at “USA har til hensigt at trække sig ud af aftalen”,  og det kan man faktisk gøre med 6. måneders varsel.

Men Canada er faktisk med på den og der er lagt op til forhandlinger. Formålet synes klart at være at “tryne” Mexico og mindske deres konkurrencedygtighed i håbet om at at bevare flere industriarbejdspladser i USA (og Canada).

Trump har også, som forventet, meddelt at man trækker sig fra TTP aftalen, mens TTIP er lagt i graven. Som det fremgår af nedenstående video blev meddelelsen om at USA ikke vil deltage i TTP modtaget med klapsalver under det møde Trump kort efter sin tiltrædelse afholdt med en række amerikanske fagforeninger.

Som Peggy Noonen bemærkede i “Trump Tries to Build a ‘Different Party’ ” i WSJ:

The lengthy, public and early meeting with the union leaders was, among other things, first-class, primo political pocket-picking. The Trump White House was showing the Democratic Party that one of its traditional constituent groups is up for grabs and happy to do business with a new friend.

Ikke mere Reaganomics

Måske er det meget sigende, at hvor Reagan havde Milton Friedman blandt sine rådgivere, er en helt central person hos Donald Trump Peter Navarro, som skal lede det nyoprettede National Trade Council. Han har ved flere lejligheder har demonstreret en noget overraskende mangel på forståelse for selv de mest banale økonomiske sammenhænge.

Som Christian påpegede i sit indlæg sidste weekend, indebærer handelsbarrierer et samfundsøkonomisk tab. At andre lande er protektionistiske ændrer ikke ved det faktum, at det altid er en fordel samfundsøkonomisk selv at være åben for handel med andre lande.

På samme måde kan den hyppigt fremførte kritik af, at visse lande holder deres valutakurser “kunstigt lave”, en kritik USA ofte har anført overfor Kina, og efter den nye administration er kommet til, også overfor Tyskland. I det omfang der er tale om kunstigt lave valutakurser indebærer det reelt at det eksporterende land subsidierer importlandets forbrug.

Men med den nye administration i USA har man desværre fået placeret en række fortalere for protektionisme i helt centrale positioner. Det drejer sig ikke mindst om den nye handels minister Wilbur Ross og Peter Navarro, som er bagmændene bag store dele af Trumps økonomiske politik, ikke mindst handelspolitikken. Ingen af de to har grundlæggende forstået helt  centrale økonomiske sammenhænge.

Når man ikke forstår BNP 

En del læsere kan måske huske, at der på et tidspunkt blev gjort meget grin af en stakkels DF-politikker herhjemme, fordi hun ikke helt havde styr på hvad BNP stod for. Det var med hendes uddannelsesmæssige baggrund nok mildt sagt en anelse urimeligt.

Helt anderledes alvorligt er det, når en præsident og hans nærmeste økonomiske rådgivere ikke har forstået, hvad vi ellers forventer enhver gymnasieelev her i landet (og også i USA går jeg ud fra) forventes at kunne finde ud af.

Hvorfor er Trump egentlig så optaget af at begrænse importen? Hvorfor siger han at andre lande udnytter USA, når de eksporterer mere til Amerikanerne, end de importerer fra dem?

Trods alt er der tale om at amerikanerne får en masse elektronik, tekstiler mv. ved at aflevere nogle stykker papir med gamle mænd på.

Grunden er at Trump og hans mænd tror at import er dårlig for landets vækst og velstand i form af BNP, fordi formlen for BNP er som følger:

BNP = C + G + I + X-M

Hvor C er privat forbrug, G offentlig forbrug, I er investering, X eksport og M import.

Jeg forstår godt, hvis læserne tvivler på at det virkeligt kan passe. Men se så her, hvad Peter Navarro, en af Trumps nærmeste rådgivere skriver i “Scoring the Trump Economic Plan: Trade, Regulatory, & Energy Policy Impacts“:

“When net exports are negative, that is, when a country runs a trade deficit by importing more than it exports, this subtracts from growth”

Og for de der måske lige har glemt formlen for BNP. Import skal naturligvis trækkes fra, fordi den allerede indgår i forbrug og investeringer.

Back-door tariffs

“While the US operates primarily on an income tax system, all of America’s major trading partners depend heavily on a “valueadded tax” or VAT system. Under current rules, the WTO allows America’s trading partners to effectively create backdoor tariffs to block American exports and backdoor subsidies to penetrate US markets.” – Peter Navarro

Hvis man skal tro Donald Trump og hans rådgivere, så er verdenshandlen indrettet til USA’s ugunst, og helt central er WTO’s regel om, at man som eksportør (naturligvis) ikke betaler moms (VAT). Ifølge den nye administration udgør det et subsidie af eksporten fra andre lande til USA, mens USA’s eksport bliver straffet ved at der (naturligvis) lægges moms på deres produkter, når de kommer ind i landet.

Argumentet er at USA ikke opkræver moms, i modsætning til en lang række andre lande, hvor Danmark nævnes eksplicit sammen med de – i amerikanernes øjne, 3 “store skurke”, Tyskland, Kina og Mexico.

Eller som Peter Navarro skriver:

Under WTO rules, any foreign company that manufactures domestically and exports goods to America (or elsewhere) receives a rebate on the VAT it has paid. This turns the VAT into an implicit export subsidy. At the same time, the VAT is imposed on all goods that are imported and consumed domestically so that a product exported by the US to a VAT country is subject to the VAT. This turns the VAT into an implicit tariff on US exporters over and above the US corporate income taxes they must pay.

Dette skulle indebære, at amerikanske firmaer udsættes for en, med Peter Navaro’s ord, “triple whammy” bestående i at eksportører til det amerikanske marked får et indirekte subsidie i form fradrag for købsmoms, mens amerikansk eksport pålægges moms, men ikke bliver kompenseret for amerikanske skatter.

Logikken skulle være at udenlandske konkurrenter hermed får en unfair konkurrencefordel lig med værdien af den købsmoms de får refunderet.

For ligesom at understrege sin pointe påpeger Navarro, at

Mexico has shrewdly exploited the VAT backdoor tariff to further its competitive advantage. While Mexico’s VAT existed prior to NAFTA, the Mexican government increased its VAT by 50%, from 10% to 15%, shortly after the NAFTA agreement was signed in 1993 and in the same year the WTO commenced. With the Mexican VAT now raised again to 16%, this discourages US exports to Mexico, encourages US manufacturers to offshore to Mexico, and has helped to increase our annual trade deficit in goods with Mexico from nearly zero in 1993 to about $60 billion. This is yet another case in which Corporate America wins, but Mr. and Ms. America lose.

Men det er jo teknisk set nonsens hvad han skriver. Det er korrekt at USA ikke har en føderal VAT (eller sales tax, forskellen er alene opkrævninsmetoden). Men som enhver handelsskoleelev ved fra sin erhvervsøkonomi er moms (lige som sales tax) en skat der alene pålignes privatforbrug. Og godt nok har USA som nævnt ikke en føderal sales tax, men det har en lang række – omend ikke alle – delstater. Navarro’s argument kunne således lige så godt være, at virksomheder i Alaska (hvor der ikke er sales tax) udsættes for urimelig konkurrence fra virksomheder i Californien, hvor man har en sales tax på 7,5 procent.

Hermed ikke sagt, at sammensætningen af de forskellige skatter og afgifter ikke har betydning – omend den væsentligste effekt kommer fra det samlede skattetryk. Således antages det normalt, er det samfundsøkonomiske tab er mindre ved moms end ved indkomstskat, der igen indebærer et mindre tab end ved at finansiere det offentlige forbrug via selskabs- og kapitalskatter. Men i den forstand er det USA’s eget skattestystem som skader velstandsskabelsen og ikke at andre lande finansierer en del af det offentlige forbrug via VAT i stedet for højere indkomst- eller selskabsskat.

Ligeledes er det nonsens, når Navarro skriver, at det er til ugunst for “mr. and ms. America”, når virksomhederne optimerer deres værdikæde. Det resulterer i lavere priser, hvilket netop kommer  “mr. and ms. America” (især de de med de laveste indkomster) til gode – for yderligere forklaring se her og her. Her viser Navarro meget tydeligt at hans økonomiforståelse ikke er væsensforskellig fra den man finder blandt socialister. De baserer også deres forestillinger på en forældet forståelse for økonomi, hvor der kun optræder “kapitalister og arbejdere”. Man glemmer fuldkommen vores (eneste?) fælles egenskab; at vi alle er forbrugere.

Border adjustment tax og en længe tiltrængt skattereform

….selskabsskat er ikke en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig beskatningsform. Men de amerikanske skatteændringer kan også blive instrumentet til at udmønte præsidentens protektionistiske dagsorden. Det er skyggesiden. Otto Brøns-Petersen

USA’s selskabsskat på (formelt) 35 procent er blandt de højeste i OECD. Reelt er den væsentlig lavere for en del sektorer. Samtidig opererer man med global beskatning, hvilket er en væsentlig årsag til at en række multinationale selskaber registrerer sig i lavskatteland og gør hvad de kan for at holde deres midler udenfor USA, ligesom skatteoptimering naturligvis har betydning for indretningen af selskabernes værdikæde.

Trump har ofte talt om, at “smække” høj told på import fra bl. a. Mexico eller er gået specifikt efter navngivne selskaber (ofte nogle af hans utallige tweets), med mindre de investerede i produktion og arbejdspladser i USA i stedet for i resten af verden.

Det er blevet fremført, at et alternativ til denne fremgangsmåde er en såkaldt “Border Adjustment Tax” (BAT). Forslaget om indførelse af denne stammer fra republikanerne Paul Ryan og Kevin Bradyøs forslag til en skattereform,  (A better Way to Tax), som blev offentliggjort sidste sommer.

Centralt står en omlægning af det amerikanske selskabsskattesystem til en såkaldt cash-flow skat. Det indebærer at man får fuldt fradrag for investeringer på dert tidspunkt man afholder udgiften, i lighed med løn mv. Til gengæld kan renteomkostninger ikke længere trækkes fra. På den måde ligestilles finansiering via egen- og fremmedkapital. Desuden ønsker man en kraftig nedsættelse. Trump har talt om til 15 procent, mens udspillet fra Republikanerne i de to kamre er en nedsættelse til 20 procent.

Som Otto Brøns-Petersen skriver i sin glimrende analyse til Børsen, vil omkalfatringen af den amerikanske selskabsbeskatning også have konsekvenser for Danmark, som følge af den selskabsskattekonkurrence det indebærer.  Og fortsætter:

Sidstnævnte bør ikke begrædes, for selskabsskat er ikke en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig beskatningsform. Men de amerikanske skatteændringer kan også blive instrumentet til at udmønte præsidentens protektionistiske dagsorden. Det er skyggesiden.

Problemet er hvordan konsekvenserne vil være ved at indføre BAT. Ideen går kort fortalt ud på, at man ikke længere skal kunne trække importerede varer fra, når man skal beregne det skattepligtige overskud. Modsat vil salg til eksport ikke indgå i skattegrundlaget. Det indebærer, at importvarer bliver 20 pct. dyrere i forhold til indenlandske produkter, mens eksporten bliver skattebegunstiget.

Det er naturligvis et protektionistisk tiltag, og givetvis i strid med WTO’s regler. Det vil tilskynde virksomheder til at etablere sig i USA for at kunne klare sig på det amerikanske marked og for at opnå skattefri “overnormal” afkast fra f.eks. patenter. Økonomen bag forslaget, Alan Auerbach forsvarer sig med, at “border adjustment” vil få den amerikanske dollar til at stige, indtil beskatningsfordelen elimineres og mener endda, at det vil ske ganske hastigt.

Som Otto bemærker i sit indlæg i Børsen, er det muligvis korrekt på sigt, hvorfor mekanismen trods alt bedre end en ren importtold. Men at det skulle ske umiddelbart og i et omfang, således at det udligner effekten ved beskatning af importen og skatterabatten for eksport er mere tvivlsom. Dollaren skal trods alt stige 25 procent for at udligne effekten, og at udsving i dollarkursen alene skulle afgøres af varehandlen, er mere end tvivlsomt.

Neutralitet, BAT og moms

Men nok så væsentlig er, at set i forhold til et egentlig VAT system, som på trods af at mange amerikanske “business”-økonomer har svært ved at forstå, netop er neutral i forhold til handel, er BAT det IKKE. Selv hvis den ikke påvirker handelsbalancens nettostilling, vil den indebære øgede handelsforvridninger, og dermed et samfundsøkonomisk velstandstab.

Når WTO skelner mellem direkte og indirekte skatter og afgifter (typisk VAT) skyldes det, at man antager at moms er neutral i forhold til handel, mens direkte skatter åbenlyst ikke er det. Mens den danske moms således er en skat på endeligt indenlandsk forbrug og virksomhedernes opgave alene består i at opkræve denne på vegne af staten, skal selskabsskat ligestilles med virksomhedens øvrige omkostninger.

Indførelse/ændring i moms påvirker heller ikke valutakursen eller indebærer nogen form for diskrimination mellem import og indenlands produktion. Det er muligvis det, mange amerikanske økonomer og politikere åbenbart ikke helt forstår. Når man i republikanernes forslag til en skattereform således anfører, at:

Today, all of our major trading partners raise a significant portion of their tax revenues through value-added taxes (VATs). These VATs include “border adjustability” as a key feature. This means that the tax is rebated when a product is exported to a foreign country and is imposed when a product is imported from a foreign country.

These border adjustments reduce the costs borne by exported products and increase the costs borne by imported products. When the country is trading with another country that similarly imposes a border-adjustable VAT, the effects in both directions are offsetting and the tax costs borne by exports and imports are in relative balance. However, that balance does not exist when the trading partner is the United States.

Endelig er det som nævnt ikke korrekt, når man anfører at der ikke finder en “border adjustment” sted i USA. Det er korrekt, hvis destinationen f. eks. er Alaska, som ikke har en sales tax, men forkert når destination er en af det flertal af delstater, som rent faktisk har en sådan.

Og i hvilken grad virksomhedernes salgspriser ekskl. moms påvirkes, ved en ændring af moms- eller sales tax satsen, er alene en funktion af efterspørgslens prisfølsomhed. Jo mere prisfølsom efterspørgslen er, jo større betydning har ændringer i moms for sælgers pris før moms, og jo mindre prisfølsomt produktet er, jo mindre betydning har ændringer for salgsprisen ekskl. moms.

Det er derfor ikke korrekt, når man fra amerikansk side anfører, at den foreslåede BAT er at sammenligne med indførelsen af moms. Hvilket følgende simple eksempel gerne skulle illustrere:

Et forsvar for BAT er, at indførelsen af en BAT ikke påvirker handelsbalancens nettoresultat, fordi man antager, at et evt. over- eller underskud alene er resultat af et opsparingsover- eller underskud. Dette forudsætter dog at der sker en fuld tilpasning af valutakursen, samt at eksportører i og udenfor USA alle er pristagere.

Men lad os først se hvorledes BAT fungerer. Det er illustreret i nedenstående simple figur A, hvor vi har 3 producenter. A, som alene producerer til hjemmemarkedet, B, som alene importerer fra udlandet og sælger i USA samt C, som alene producerer til eksport.

I udgangspunktet vil indførelsen af den foreslåede destinationsbestemte selskabsskat på 20 procent, medføre at A betaler 20 procent af overskuddet på 400 USD = 80 USD. B som importerer i stedet for at producere selv, kan med BAT ikke trække importen fra, og skal derfor betale 20 procent af omsætningen på 1.000 USD, i alt 200 USD. Endelig vil C, som alene eksporterer få refunderet svarende til 20 procent af sine omkostninger, da salg til eksport ikke skal medtages i skatteregnskabet.

Tabel A. Indførelse af Border Adjustment Tax (før valutatilpasning)

Det fremgår i dette simple eksempel, at hvis der havde været tale om en “normal” selskabsskat på 20 procent, ville hver virksomhed betale 80 USD (20 procent af 400 USD.), heraf følger også, at staten ville opnå den samme indtægt ved en skat på 13 1/3 procent uanset oprindelse og destination af varerne med en “normal selskabsskat.

Forskellen vil naturligvis falde i takt med andelen af den samlede produktion der eksporteres falder (I USA udgør eksport ca. 12 procent).

Som investor interesserer man sig naturligvis alene for resultatet efter skat, og her fremgår det at omlægningen indebærer at det vil være mere attraktivt at eksportere og mindre attraktivt at importere. Ifølge fortalerne for BAT, vil valutakursen dog hastigt tilpasse sig og neutralisere den oprindelige effekt. Men derudover kræves dog også, at eksportørerne både i og udenfor USA er pristagere, hvilket fremgår nedenfor i tabel B.

Tabel B. Indførelse af Border Adjustment Tax (efter valutatilpasning)

Hvis altså USD stiger 25 procent og hvis eksportører er pristagere, så vil effekten være neutral i forhold til en almindelig selskabsskat på 20 procent. Til gengæld er amerikansk ejede aktiver i resten af verden faldet i værdi, resten af verdens aktiver i USA er steget i lokal valuta, mens en del lande med stor udlandsgæld denomineret i USD. kan se frem til betydelige problemer.

Ovenstående vil naturligvis også dække over betydelige forskydninger i handelsstrømmene, som kan blive nok så voldsomme.

Nej, indførelsen af BAT kan på ingen måde sammenlignes med indførelse af et VAT system, hvor den endelige skattebyrde falder på forbrugerne og virksomhedernes rolle alene er at fungere som opkrævere af skatten. Det er tilsynladende også gået hen over hovedet på fortalerne for BAT, at den form for border adjustment som følger af VAT ikke pålægges det importerede produkt,  men er afhængig af den endelige anvendelse.

Virksomheder betaler jo ikke importmoms. Den lægger blot ud og får denne refunderet ved momsafregningen. I det amerikanske system derimod opkræves der også BAT af kapitalgoder.

Faktum er, at hvor et VAT system faktisk er neutralt (effekten er primært lavere forbrug på grund af højere priser på det pågældende marked) uanset om ikke alle lande bruger et sådan system eller har samme satser, så gælder det for et cash-flow system med BAT, at det netop kræver at alle anvender samme system for at være neutralt.

Med tanke på at WTO næppe accepterer indførelsen af en BAT (EU har allerede sagt, at man vil lægge sag an) og at man ønsker at lave et system, som har nogle af de egenskaber som VAT  har, vil nogen nok spørge sig, hvorfor man ikke bare laver et sådan system. I ovenstående eksempel ville en moms på 7 procent give samme indtægter.

Republikanerne er traditionelt modstandere af indførelse af en egentlig føderal moms. Primært fordi en sådan er alt for nem at skrue på (sætte op). Givet udviklingen i Danmark er man tilbøjelig til at give dem ret. Som Otto skriver i Børsen er paradokset i givet fald, at

En detalje ved “border adjustment”, som måske kan få Republikanerne til at ryste på hånden, er, at det bliver let at ændre skatten til en moms. En moms ville være meget effektiv til at skaffe penge i statskassen og er derfor ikke populær hos dem.

Så hvorfor overhovedet bevæge sig derhen?

Problemerne med multinationale selskabers (lovlige) skatteundgåelse ved at parkere pengene udenfor USA’s grænser er primært en funktion af selskabsskatteniveauet og at USA – i modsætning til f. eks. Danmark – operer med “global taxation”. Man kunne jo vælge at gå over til “local taxation”, som vi kender det herhjemme, hvor multinationale selskabers skatteundgåelse – i modsætning til hvad mange måske tror – næppe er noget stort problem (se også her).