Tag-arkiv: Italien

Italien er mange lande

Der er store indkomstforskelle på tværs af Europa. Danmark ligger i den gode ende, omend omgivet af lande der i gennemsnit er rigere end vi er. De fleste af os kan nogenlunde sige, hvilke vestlige lande der er relativt rige og hvilke, der er relativt fattige. Vi har dog også en tendens til at undervurdere, hvor store forskellene er internt i mange lande. Det gælder i helt særlig grad Italien, som vi bruger som eksempel på fænomenet i dag.

Økonomisk set er Italien næsten et mikrokosmos, der reflekterer forskellene i Europa. I gennemsnit er Danmark – målt på dets købekraftskorrigerede BNP per indbygger – cirka 30 procent rigere end Italien. Forskellen er næppe overraskende, når man kender til italienernes problemer med korruption, mafia elendige og meget langsomme retsvæsener, og landets farceagtige politiske system. På den anden side kender mange danskere også Italien for gode biler, ferier og fornemme luksusvarer, som ikke umiddelbart hænger sammen med indtrykket af et dysfunktionelt samfund. Og en del af forklaringen er netop, at der er ganske enorme forskelle på tværs af Italien.

Nedenfor illustrerer vi disse forskelle ved at bruge de seneste data fra Eurostat på regionale gennemsnitsindkomster i Italien. For hver region angiver vi herefter (til højre) det land i verden, der er tættest på i indkomst; med andre ord, det land der økonomisk ligner regionen mest. Fra den fattigste region – Calabria, der er Italiens ’tå’ lige overfor Sicilien – til den rigeste – den autonome provins Bolzano, der som oftest kaldes Sydtyrol – er der en forskel 30.500 euro, eller 176 %. Sydtyrol minder mest om Schweiz, der ligger umiddelbart vest for regionen, mens Calabria og Sicilien økonomisk er på linje med Mauritius og Uruguay. Rejser man fra nordøst til sydvest i Italien, begiver man sig således ud på en rejse fra et af de mest økonomisk succesrige steder i verden til områder, hvor indbyggerne har samme indkomst som nogle af de mest succesrige lande i Afrika og Sydamerika.

Italienerne selv klager nogle gange over, at deres land ikke er et, men flere lande. I nord stemmer folk ofte imod motorvejsbyggeri og anden infrastruktur, fordi de ved at det med jævne mellemrum bygges af Syditaliens mafiaer. I syd klager man over en status som underhunde, og argumenterer for større solidaritet – dvs. større finansielle overførsler nordfra. Og i nord er svaret, at man ikke ønsker at subsidiere mafiaen. Problemet gav Mussolini hovedpine, og eksisterer stadig. For indkomsttallene lyver ikke: Italien eksisterer som en formal nation, et enkelt fodboldlandshold, og (nogenlunde) et sprog. Men økonomisk rejser man fra den første til den tredje verden på vej fra det italienske nord til syd.

Italiens økonomiske elendighed

Italiensk politik og Italiens økonomi har igen været i de internationale overskrifter, da landets regeringsleder Matteo Salvini er på vej til at opløse regeringen. Salvini, der repræsenterer det højrepopulistiske Lega og danner regering med det venstrepopulistiske M5S, har udfordret EU ved at gennemføre et statsbudget med et alvorligt underskud. Efter forhandlinger endte budgettet lige indenfor eurozonens regler om et maksimalt, planlagt underskud på 3 %, men de facto ender det italienske minus sandsynligvis værre end det.

Udmeldingen er nu, at Salvini og Lega er klar til at sænke skatten markant, hvis de får pienei poteri – et klart flertal og dermed den ”fulde magt” som Mussolini også talte om – og at de helt vil ignorere euroreglerne. Det officielle argument er, at der skal sættes gang i de økonomiske hjul, men som økonom ved man, at den type politik i bedste fald kan give øget aktivitet i et par år. Derefter er italienerne tilbage til en situation med en statsgæld på 132 % af BNP – en del af den båret ufrivilligt af italienske banker, som dermed er udsat for væsentlig politisk risiko – og den forbløffende status quo uden egentlig økonomisk vækst. Som den altid indsigtsfulde Tyler Cowen hos Bloomberg understreger, er den næsten totale mangel på vækst det virkelige problem:

Unfortunately, a zero-growth environment cannot be stable forever. The reasons are many; structures ossify, firms and governments become less productive and dynamic, rules become more vulnerable to gaming and rent-seeking, and interest groups increase their ability to seize parts of the pie. If the pie doesn’t grow, eventually it becomes harder to sustain productive activity and a healthy politics.

Man kan næppe undervurdere, hvor alvorligt eller grundlæggende, problemet er: Sammenligner man med resten af Europa, er Italiens økonomi meget tydeligt i en sørgelig tilstand. Det ses ikke mindst i figuren nedenfor, hvor vi plotter udviklingen i total faktorproduktivitet, beregnet som et såkaldt Solow-residual, i Danmark, Sverige, Storbritannien og Italien siden 1970.

Som figuren viser, var Italien faktisk en af Europas mere produktive økonomier i 1970erne, med et gennemsnitligt Solow-residual 8 % under Tysklands og meget lig Danmarks. Til sammenligning var Storbritannien – kendt som Europas syge mand i 70erne – 16 % mindre produktivt end Tyskland og hele 29 % værre end USA. Figuren viser dog også to andre forhold: Effekterne af de massive reformer i Storbritannien omkring 1980 og Sverige efter 1990, og hvordan Italiens produktivitetsvækst aftager markant i løbet af 1980erne og fra 1998 til finanskrisens start i 2008 er praktisk taget nul. Status i det sidste år med data, 2017, er at Sverige nu er 2 % mere produktivt end Tyskland – en forskel, der er så lille at den i praksis er nul – mens Storbritannien er 6 % bagefter og Danmark er 9 % bagefter.

Produktivitetsforskellen mellem Tyskland og Italien illustrerer ganske godt omfanget af de italienske problemer: Opgjort som et Solow-residual var Italien i 2017 33 % mindre produktivt end Tysklands økonomi. Med andre ord kan tysk industri i dag i gennemsnit producere varer af 1000 euro værdi med et ressourceforbrug, der er en tredjedel lavere end det tilsvarende italienske. Tysk produktivitet bliver ydermere ved med at udvikle sig ligesom den svenske, men Italiens produktivitetsniveau i dag er tilbage på samme niveau som i midten af 1980erne. Mens landet således stadig kan ’skabe arbejdspladser’ er de derfor også i stigende grad inferiøre i forhold til alternativer i resten af Europa.

Som vi har vidst siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde sidst i 1950erne, er produktivitetsudvikling den grundlæggende kilde til langsigtet økonomisk vækst. Den kræver i de fleste tilfælde gode, politisk uafhængige retslige institutioner, en nogenlunde stabil og forudsigelig økonomisk politik, begrænset rent-seeking og særinteresseindflydelse, en begrænset offentlig sektor, og fri iværksætteraktivitet. Italien har, sammenlignet med de fleste andre vestlige lande, ingen af delene. Støvlelandet har behov for alvorlige, gennemgribende reformer af hvordan dets samfund fungerer. Uden dem er landet dømt til at fortsætte en kurs, hvor landet falder endnu længere bagud og opbygger en endnu større statsgæld. Og som i alle andre tilfælde er der kun én slutning på den slags historie: At man går konkurs.

Hvordan går det i Grækenland og Italien?

I går bragte TV2 News en reportage med Ulla Terkelsen og Miriam Zesler fra Athen. På overfladen så det ud til at gå bedre efter en række rædselsfulde kriseår, men mange af de grækere, de to journalister talte med, var ikke optimister. En sagde direkte, at intet havde ændret sig siden før krisen. På sin vis er det en meget præcis karakteristik: Mens der er gennemført alvorlige nedskæringer i de græske budgetter, er det politiske system stadig dybt dysfunktionelt, og den græske mentalitet – mange synes at mene, at det hele var tyskernes skyld og man burde slet ikke have skåret i statens udgifter – synes uændret. Politikere og mange medier skriver dog, at problemerne nu er løst. Hvor korrekt er det?

Ser man først på gældsudviklingen i Grækenland og Italien – den anden store hovedpine for EU og eurozonen – ser det ikke videre positivt ud. Nok har man bragt de græske statsfinanser nogenlunde under kontrol, men den græske statsgæld var stadig over 180 % af BNP ved udgangen af 2017. Som en ganske grov tommelfingerregel plejer økonomer at sige, at et gældsniveau over 80-100 % vil tynge landets økonomi. Rentebetalingerne begynder at blive så store, at det ar en synlig effekt på statens budget, og et så højt niveau er for det meste et symptom på politisk dysfunktionalitet – at politikerne i en længere årrække har ladet stå til og ikke taget finansielt ansvar. Som figuren nedenfor viser, er det græske niveau således cirka det dobbelte af den normale, kritiske grænse. Det italienske niveau er ikke nær det samme problem, men som figuren nedenfor illustrerer, er de gode år med nogenlunde ansvarlig politik ovre, og gælden er stigende igen. Den nuværende populistiske regering i Rom har på ingen måde gjort det bedre, men insisterer på at bruge flere penge.

På den internationale scene er et af problemerne, at det i høj grad er udenlandske stater, der ejer den græske statsgæld, mens en væsentligt større del af den italienske ejes af italienske (og udenlandske) banker. En græsk gældslettelse – dvs. en delvis græsk bankerot, selvom det ikke må hedde det – vil således skulle betales af disse stater. En stor del af gælden holdes af ECB, og hvis den lettes, må eurozonens medlemmer, der ejer ECB, rekapitalisere banken. Det er særligt de nordeuropæiske medlemmer ekstremt utilbøjelige til at ville gøre. Et yderligere problem er, at kreditorerne – EU’s regeringer, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond – også har svært ved at komme til enighed om, hvad der helt præcist bør ske. IMF, der ligesom OECD har taget et stort skridt til venstre de senere år, foretrækker en langt blidere linje overfor Athen, mens særligt dele af EU ikke er parate til at forære noget, der nærmest har lignet en failed state, flere midler.

Den eneste holdbare vej ud af kaosset for Grækenland, og det snigende gældsmareridt for Italien, er økonomisk vækst. Og her ser det, som illustreret i den anden figur nedenfor, en smule bedre ud fra grækerne end italienerne, der synes reformresistente i næsten danske omfang. Grækerne har af nød faktisk indført en række reformer af både den offentlige sektor og dele af de statslige reguleringer – om end ikke nær så dybe reformer, som regeringen har lovet – og IMF regner med, at økonomien reelt voksede 2 % i 2018 og sandsynligvis vil vokse lige så meget i år. Det er langt fra nok for en økonomi, der er sat næsten 20 år tilbage og har behov for langt højere vækstrater til at hjælpe med at betale gælden, men det er en start.

Længere mod vest ser det langt værre ud, da der stort set ingen vækst har været i den italienske økonomi i snart 20 år: Den gennemsnitlige vækstrate siden 1999 har været ½ % om året. Den nuværende regering ønsker at ’stimulere’ økonomien gennem finanspolitikken. Men som enhver, der har fulgt et introduktionskursus i makroøkonomi ved, vil finanspolitiske tiltag måske give en mindre aktivitetseffekt, men den virker næppe mere end 2-3 år, og kommer ikke til at have varig virkning på nationalindkomsten eller arbejdsløsheden. Tilbage står endnu et hul i statens finanser, fordi der ingen planer er for at dække de ekstra udgifter med ekstra skatter.

Bundlinjen er, at de to specielt finanspolitisk uansvarlige europæiske lande begge stadig er syge økonomier. Begge lider under det mentale problem, som historikeren Bernard Lewis engang opsummerede i spørgsmålet ”Who did this to us?” – at man kollektivt nægter at tage ansvaret for egne finanser og egen uansvarlighed på sig. Begge lider også under en aftagende vækstrate i det meget lange løb, som det ganske let kan ses i den anden figur i dag. Det vækstmønster er typisk for økonomier, hvor en relativt lille del af den samlede vækst kommer fra vækst i produktiviteten. Som Robert Solow slog fast for mere end 60 år siden, er produktivitetsvækst nøglen til permanent vækst. Som de sidste 20 års forskning i vækst peger på, handler det spørgsmål i høj grad om gode institutioner, der skaber incitamenter for folk til at innovere i stedet for at rent-seeke. Og ser man på netop dét aspekt af problemet, ser det i særligt grad sort ud for Grækenland og Italien. Gælden er blot et symptom på, hvor institutionelt syge de to samfund er.

Det fiskale Europa og dets italienske mareridt

Italien ser ud til at få en ny kaolitionsregering bestående af Lega – de tidligere separatister i Lega Nord – og femstjernebevægelsen M5S. For økonomer er regeringens første udspil ganske morsom læsning, men de finansielle markeder er allerede synligt nervøse, og dele af EU-toppen virker også bekymrede. Det gælder ikke mindst udmeldinger om, at italienerne går efter at få den Europæiske Centralbank til at eftergive 250 milliarder euro, som Italien skylder ECB. Det vil ikke blot være et voldsomt brud med tidligere europæiske politik, men også i direkte modstrid mod ECBs charter. Situationen er så speget, at det måske er værd at få et overblik over, hvordan den fiskale situation er i Europa.

Figuren nedenfor giver et overblik over hvordan de europæiske landes fiskale position ser ud. Figuren illustrerer tal for samlet statsgæld, og indikerer også størrelsen på budgetunderskuddene, begge fra the CIA World Factbook. Sidst kombinerer figuren disse tal med kreditvurderinger fra Standard and Poor’s. Søjlerne viser størrelsen på statsgælden i % af BNP, er søjlen grå er landet blandt den tredjedel af landene med de største budgetunderskud (større end 2 %), er søjlen stribet er landet blandt den tredjedel, der har dårligst kreditvurdering (værre end BBB), og er søjlen sort, er landet i begge grupper.

Det værste land er som de sidste mange år Grækenland med en voksende statsgæld, er pt. er 18 0 % af BNP, og en kreditvurdering på bare B+. Men med et budgetunderskud på relativt begrænsede 1,3 % af BNP er problemet primært den enorme gæld fra de uansvarlige år før cirka 2012. På samme måde er de sorte lande – Kroatien, Montenegro, Rumænien, og Ungarn – lande med en kombination, der ligner den grækerne plejede at have: Store budgetunderskud og dybt dysfunktionelle politiske systemer. Tallene viser også, hvordan eurolandene har langt større gæld end lande udenfor euroen – 77 % mod 49 %.

Det særlige ved figuren er dog, hvordan den illustrerer at Italien er den helt store hovedpine. Landet er på vej ind i den første periode med en populistisk regering siden 1940erne, med en statsgæld på 132 % af BNP, et 2,3 % budgetunderskud fra den forrige regering, og en stor sandsynlighed for et meget større underskud med den nye Lega-M5S-regering, og nervøse markeder. Markederne har også reageret: Rentespændet til Tyskland er lige nu cirka 2 % på trods af ECBs langvarige forsøg på at holde Italiens (og andre problemlandes) rente nede. Standard & Poor’s rater nu italienske statsobligationer til BBB- og stort set alle regner med, at den rating forværres i takt med, at den nye regerings politik bliver klar.

EU og eurozonens lederes værste mareridt er dermed ved at tage fysisk form: Italien er igen begyndt at bevæge sig mod afgrundens rand. Efter at have valgt flere regeringer, der i det mindste ikke gjorde problemerne værre, er alt sat op til væsentligt større gældsætning til højere renter og større risci, og Italiens svar på de fremtidige problemer er øjensynligt at kræve gældseftergivelse. Euroen var aldrig en god idé, men de næste måneder kan gå hen at demonstrere det igen, og helt særlig vise, hvor elendig en idé det var at gøre det politisk opportune og lukke Italien indenfor. Grækenlands problemer kan man måske håndtere, men hvis Italien begiver sig længere ud af den vej, landet er på nu, står euroen og det storslåede europæiske projekt ikke til at redde.

Hvor slemt står det til i Italien (2)?

Forleden, efter at vi havde blogget om italiensk produktivitet, postede Justin Wolfers en bid ekstra information på New York Times (Hattip: Nonicoc / Niclas Berggren). Wolfers’ pointe er, at Italien har ramt noget så sjældent som en triple-dip recession. Figuren i artiklen dokumenterer på den mest pædagogiske måde problemet. De fleste frygter en såkaldt double-dip recession, hvor en recession ser ud til at være ovre, og en ny derefter rammer. I Italien er det altså sket to gange i træk. Den globale finanskrise i 2008 ramte også Italien, hvorefter krisen i eurozonen i 2011 ramte. De sidste to kvartaler er BNP igen faldet, og Italien er altså teknisk i recession igen.

Wolfers noterer sig, at output nu er ni procent under niveauet i 2007 og endda mindre end hvad det var i midten af 2000. Som vi viste forleden dag har Italiens produktivitet ikke blot været stagnerende, men er decideret faldet. Hele ekspansionen 2000-2007 må derfor i det store og hele være drevet af stigende faktorinput – mere kapital, flere ansatte – når de ansatte tydeligvis ikke fik mere ud af hver arbejdstime.

Økonomisk kan man pege på en række årsager – og det kommer vi til at gøre næste uge – men politisk er det store problem måske at overbevise italienerne, at de ikke længere hører til i de rigeste landes klub. Taler man med dem, nævner de ofte deres gloriøse fortid, og ikke mindst det gamle Rom. Når man på den måde lever i fortiden, er det måske svært at se nutidens mangler.

Hvor slemt står det til i Italien (1)?

En god ven, der er gift med en pige fra Palermo, har jævnligt diskussioner med sin svigerfar om, hvor godt eller skidt det går i Italien. Et gennemgående tema i de diskussioner synes at være en uvilje mod at indse, at økonomisk udvikling i sidste ende handler om produktivitet, og ikke om Tysklands finanspolitik eller løntryk. Jeg har selv oplevet holdningen hos mange sydeuropæere, at det er Tysklands ’skyld’ at de fortsat har krise. Ideen, som også en ellers begavet dansk statskundskabslektor har luftet, er at den tyske konkurrenceevne presser sydeuropæiske eksportsektorer. Men som man ved, hvis man har hørt efter i andet års økonomiundervisning, kan det kun være et midlertidigt, kortsigtet fænomen og altså ikke en persistent forklaring på en hel regions elendige status.

Problemet er produktivitet – hvor meget værdi man får ud af de tilstedeværende ressourcer. Figuren nedenfor, baseret på OECD-tal, viser udviklingen i en grov indikator for arbejdsproduktivitet: BNP per arbejdstime (i 2005 PPP-dollars). Italiens produktivitet har tydeligvis haltet bagefter siden sidst i 1970erne og har praktisk taget stået stille siden sidst i 1990erne. Det er samme periode, hvor dansk produktivitet er bremset ned, men slet ikke i samme stil som Italiens, der pt. kun er 75 % af Tysklands. At folk med så skidt produktivitet regner med, at de skal være lige så rige som i Nordeuropa, er ikke andet end urimelig ønsketænkning.

Produktivitet ITA GRE GER DK

 

Italien og euroen – hvor slemt står det til?

I europæiske kredse er man for alvor begyndt at ryste i bukserne. Man gør de største anstrengelser for at newspeake sig ud af at indrømme, at Grækenland er bankerot – snakken om en 50% haircut og restrukturering er blot en måde at tale om problemerne uden at kalde en spade for en spade, for hvis kreditorerne kun får 50 % af deres lån tilbage, er der tale om en kontrolleret, men ganske omfattende statsbankerot. Men problemerne for EU er blevet meget større de senere måneder.

Først og fremmest ser det ud til, at den politiske vilje i Tyskland til at poste endnu større summer i den europæiske stabiliseringsfond er ved at forsvinde. For det andet ved alle, at hvis et af de store lande kommer i virkelige alvorlige problemer, er ingen fond stor nok til at redde euroen som vi kender den. Og det er ved at blive en reel risiko, for den italienske økonomi ser stadig svagere ud!

Italienernes gæld er cirka 120 % af BNP og mens alle kender til problemerne, ser både premierminister Berlusconi og det meste af parlamentet ud til at mene, at der ikke er væsentlige problemer. Under alle omstændigheder er det svært, grænsende til umuligt, at skære reelt i landets meget store offentlige udgifter. Den anden mulighed – at vokse sig ud af krisen – er heller ikke på nogen måde reel. Italiens økonomi har været stort set stagneret de sidste ti år, og ikke mindst sker der nærmest intet med italienernes produktivitet som arbejdskraft betragtet. Se blot figuren nedenfor, hvor arbejdsproduktiviteten er indekseret til 1 i 1995. Problemerne har meget lidt med finanskrisen at gøre, og næsten alt med politisk uansvarlighed. Odds er at det næste bankerotland bliver Italien, og hvis det sker, er eurozonen for alvor på spanden.

Sicilien mellem fortid og nutid

Jeg var et smut på Sicilien under min italienske afstikker til The European University i Firenze, og bringer her – med eneret for Punditokraterne – en lille kulturhistorisk beretning om Middelhavets største ø; en beretning der søger at afdække nogle forudsætningerne for økonomisk velstand.

Siciliens hovedstad Palermo er et pudsigt sted. Trafikken er kaotisk, og indbyggerne parkerer, som det passer dem – gerne helt ude i tredje række. Ikke to huse og er ens, det er svært at se noget mønster i vejnettet, og mange af slumkvartererne kan umuligt være godkendt til beboelse. Byplanlægning er tilsyneladende ikke noget, de lokale myndigheder bekymrer sig om. Det er ikke tilfældigt, at Palermo huser flere uregistrerede indbyggere end nogen anden italiensk by.

Men slipper man først gennem virvaret, så venter et imponerende syn. Området mellem Palermos gamle palads, Palazzo Reale, og Palermos domkirke står som en mindelse over højmiddelalderens blandingskultur par excellence. Her mødtes – for næsten 1000 år siden – Europas tre store civilisationer: den latinsk-katolske, den græsk-ortodokse og den arabisk-muslimske. Tag blot Palazzo Reales berømte Cappella Palatina. Kapellet blev påbegyndt i 1132 under den katolske kong Roger II. Dets mosaikker er græske, og dets prægtige træloft er udført af arabiske håndværkere.

Som Rogers navn antyder, daterer kapellet sig tilbage til en tid, hvor normannerne regerede Sicilien; men hvor befolkningen fortrinsvis bestod af arabere og grækere. I to korte århundreder fremstod det normanniske Sicilien som Europas økonomiske, kulturelle og litterære højborg. Så var det slut, og siden har Sicilien udviklet sig til lidt af en udørk på alle tre punkter.

Beretningen om den sicilianske blandingskultur under normannerne rummer en dobbelt lektie i statsbygning: et eksempel på storhed og fald. Den cocktail er nok et besøg værd. Vi skal tilbage til den gryende højmiddelalder. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv. Resultaterne lod ikke vente på sig: økonomisk vækst og en øget samhandel holdt deres indtog over størstedelen af det europæiske kontinent.

Højmiddelalderens nye velstand lader sig aflæse i de skriftlige vidnesbyrd. Det er ikke forkert at sige, at Europa efter år 1000 dukker frem af den tidlige middelalders tåger, hvad de nedskrevne kilder angår. Men det var en presset latinsk kristenhed, der nu atter fik tunge og mæle.

Den Iberiske Halvø og Sicilien havde i århundreder tilhørt muslimske arabere, og selv om de kristne indbyggere ikke var blevet fordrevet, så overdøvede muezzinernes stemmer kirkeklokkerne. På det syditalienske fastland styrede ortodokse byzantinere slagets gang – et levn efter den store kejser Justinians forsøg på at genvinde Romerrigets vestlige provinser i 500-tallet. Og mod nord havde de hedenske vikinger i over tohundrede år gjort strandhugst langs de kristne riger i Frankrig, England og Irland.

Lad os blive hos vikingerne for en kort stund. En del af mændene fra nord slog sig ned i det fremmede, og en af deres kolonier – der meget passende fik navnet ’Normandiet’ – skulle komme korset til undsætning få generationer senere. Vidt berømt er den normanniske Hertug Vilhelms erobring af England. Men allerede inden Vilhelms engelske politik kulminerede i slaget ved Hastings i 1066, havde normanniske eventyrere bidt sig fast langt mod syd, langs Apuliens og Calabriens kyster.

Der var for det meste tale om yngre brødre, der på grund af de normanniske arveregler ikke havde andel i slægtsgodset. Forrest i flokken stod Tancred de Hautevilles otte sønner, af hvilke ikke mindre end fem skulle opnå hertugværdigheden i det syditalienske. Mest navnkundig er den ældste søn af Tancreds andet ægteskab, Robert Guiscard – ’den listige’. Efter i løbet af 1050erne så nogenlunde at have sikret sig herredømmet over hele den italienske hæl og tå – samt store dele af området op imod Kirkestaten – landede Robert sammen med sin yngre bror Roger i 1060 på Sicilien. Det kom ikke til at gå stille af.

Normannerne geopolitiske succes, i England såvel som i Syditalien, kan føres tilbage til højmiddelalderens militærteknologiske nybrud. Enhver, der har læst Homers Illiade, vil have lagt mærke til de græske bronzealdersamfunds hierarkiske karakter. Beretningens helte er konger, fodsoldaterne får få ord med på vejen, og den menige græker eller trojaner kan ikke gøre andet end at håbe på gudernes velvilje.

Den samfundsopbygning skyldtes i høj grad, at bronze var en knap ressource. Kun konger og høvdinge kunne bekoste et ordentligt krigsudstyr – og deres greb om datidens voldsmonopol var derfor solidt. Jernteknologiens fremkomst vendte op og ned på samfundet. Jern er billigere at fremstille end bronze, og med de nye våben i hånden kunne borgere, bønder og hyrder pludselig deltage i spektaklet. Elitens voldsmonopol blev simpelthen brudt, og den demokratiske bystat, polis, tog kongedømmernes plads, i hvert fald i betydelige dele af det gamle Hellas.

Middelalderens ridderhære indvarslede et lignende skift i samfundets organisation – men denne gang tilbage til hierarki. Stigbøjlen, der via Vestasien nåede Europa ved denne tid, tillod rustningsklædte krigere at kæmpe fra hesteryg. Da hest, brynje og lanse var endog meget bekostelige, tiltvang den bevæbnede elite sig atter voldsmonopolet. Den militære organisation spejlede sig i feudalismen, en samfundsorganisation hvor den rustningsklædte ’hærmand’, herremanden, udgjorde omdrejningspunktet.

Normannerne var rene virtuoser, når det kom til at udnytte den nye militærteknologi. Det mest iøjnefaldende ved Hauteville-brødrenes erobring af Sicilien var deres tekniske militære overlegenhed. Selv om normannerne næsten altid var voldsomt i undertal, så gik Robert Guiscards og lillebror Rogers svært bevæbnede rytteri af med sejren stort set hver eneste gang. Araberne måtte bøje nakken, og omkring 1090 var hele øen i normannernes vold.

Så indtraf miraklet. Krigerfolket viste sig at være uovertrufne statsbyggere. Hautevillerne førte bevidst en tolerancepolitik, der var uset for den tid. Da Robert Gusicard og Roger i 1072 erobrede Palermo, de sicilianske arabers hovedstad, blev hverken muslimernes liv eller muslimsk ejendom udsat for overgreb – byens indbyggere slap med en skat. Kontrasten til en anden af periodens store erobringer, korsfarernes indtagelse af Jerusalem, kunne dårlig være større. Da det første korstog i juli måned 1099, blot sytten år efter Palermos fald, erobrede Den Hellige By, slagtede de den muslimske og jødiske befolkning som kvæg – selv ikke byens kristne gik ram forbi.

Og Palermo var ikke en enlig svale. Under Roger I – der overtog magtens tøjler efter storebror Guiscards død – opbyggede normannerne en stat, der var sammensat som et fint konstrueret urværk. Det arabiske bureaukrati blev videreført, og en stærk flåde med et betydeligt græsk indslag blev stablet på benene. På denne måde viste Roger I og sønnen Roger II sig i stand til at skabe en meget stærkere centralmagt, end tilfældet var i resten af Vesteuropa.

Der var tale om et bevidst forsøg på at holde feudalismens centrifugale kræfter i skak, og projektet lykkedes over al forventning. Roger II – kronet som konge af Sicilien juledag 1130 – gjorde den sicilianske stat sig til en af det kristne Europas stærkeste. Roger var Vesteuropas rigeste monark; hans skatteindtægter fra Palermo alene oversteg efter sigende den engelske konges samlede indtægter. Samtidigt trivedes videnskaben og litteraturen i den sicilianske blandingskultur. Arabernes kendskab til antikkens store græske værker fik stor betydning for middelalderens Europa, og inden for lyrikken forsøgte øens digtere sig ud i den ’folkesprogede’ gerning, som Dante, Petrarca og Boccacio få århundreder senere skulle gøre så berømt.

Hvad var det, der gjorde Huset Hauteville i stand til at skabe dette organisatoriske mirakel? To forhold er væsentlige, hvis man vil afdække systemets fjedre. Kombinationen af en pragmatisk tilgang til statskunsten og evnen til at skabe en stærk centralmagt gjorde underværker i en periode præget af både fanatisme og anarki.

Den samlede pakke kan spores tilbage til normannernes lømmelalder langt mod nord. Allerede da vikingerne slog sig ned i det senere Normandiet, viste de sig parate til at lære af omgivelserne. De begyndte meget hurtigt at tale fransk, blev omvendt til kristendommen, og lagde såvel deres lighedsidealer som deres langskibe på hylden til fordel for Kontinentaleuropas feudalsystem og militærteknologi.

Deres efterkommere i det syditalienske fortsatte i samme spor. I stedet for – som korsfarerne i kongeriget Jerusalem – at fastholde den vesteuropæiske samfundsform, så fulgte normannerne terrænet, i hvert fald under Huset Hauteville. Deres religiøse tolerance afspejlede blot deres generelle pragmatisme. Så de noget, de kunne bruge, så tog de det til sig – hvad Gud og Pave så måtte mene om den sag.

Men pragmatismen var kun den ene halvdel af pakken. Netop ved at tage den arabiske forvaltningstradition til sig viste Roger den I og Roger den II sig i stand til at holde de normanniske (røver-)baroner i skak. Siciliens stærke centralmagt sikrede en relativt høj grad af lov og orden – selve forudsætningen for et sundt økonomisk liv.

I to hundrede år funklede den normanniske stjerne i syden. Så udslukkedes den langsomt, og Syditalien tabte pusten, økonomisk såvel som kulturelt. Det er, paradoksalt nok, muligt at kæde Siciliens nuværende underudvikling sammen med normannernes succes. Da Huset Hauteville fik nogle generationer på bagen begyndte centraliseringstendenserne så ganske at overskygge pragmatismen.

Kontrasten til de samtidige begivenheder i Mellem- og Norditalien er slående. De italienske bystater nord for Rom kastede sig ved denne tid ud i et alternativt forsøg på at bekæmpe feudalismens centrifugale dynamik: de genopfandt republikanismen. Et sammensurium af demokratiske kanaler og ’checks and balances’ gjorde deres ’kommuner’ åbne for forandringer, samtidig med at de sikrede politisk stabilitet. På det økonomiske område forgreb den helt store stjerne mod nord – datidens Firenze – ligefrem den moderne kapitalisme.

Sicilien, der under Hautevillerne havde været betydeligt rigere end Norditalien, kunne slet ikke følge trop. Den stærke centralmagt tillod ikke politiske og økonomiske eksperimenter, og under godt fire århundreders spansk overherredømme gik næringslivet og kulturen gradvist i stå. Forskellene mellem Nord- og Syditalien har holdt sig til vor tid; som enhver dansk turist, der besøger Middelhavets største ø, vil kunne tale med om. Nutidens Palermo er en bleg skygge af Roger IIs prægtige stad. Det er ganske ironisk, at både nutidens trængsler og datidens storhed springer af samme kilde: af normannernes store statsbygningsprojekt.

En italiensk historie

Silvio Berlusconi har rigtig været i vælten i de seneste dage. Hans forsøg på at undslippe vælgernes dom tjener ham ikke til ære. Og det gør hans forsøg på at fremstille sig selv som et barn af den klassiske liberalisme heller ikke. Det sidste kræver en kommentar med på vejen, for der er tale om en misforståelse, der alt for ofte bliver købt af medierne, specielt her i Italien.

Den gode Silvio har under den netop overståede valgkamp fremmanet billedet af et letforståelig politisk valg – et valg mellem frihed og formynderi. Det sidste er der ikke noget nyt i. Berlusconi er tilsyneladende besat af ordet ‘frihed’. Hans store centrum-højre koalition, et sammenrend af fire partier, hedder La Casa delle Libertá – ‘Frihedernes Hus’. For et par år siden indførte han en årlig ‘frihedens dag’ til minde om Berlin-murens fald. Når han afholder pressemøder, er han ofte omgivet af libertá-bannere. Og hans taler er formeligt spækkede med henvisninger til frihed. Får han sig først talt varm, så er han altid parat til at forsvare den enkeltes evne til at vælge sin egen vej, til at erklære kamp imod øvrighedsmagtens formynderi, og til at hylde Thatchers og Reagans bestræbelser på at rulle staten tilbage.

Hvordan passer disse udmeldinger med den italienske virkelighed? Kontrasten kunne dårligt være større, vil jeg sige. Italien er et af de mindst liberale samfund i Europa, økonomisk, juridisk og socialt. World Economist Forum placerer landet på en global 47. plads, når det kommer til konkurrenceevne. Støvlelandet er dermed euro-områdets nummer sjok, og det er næppe den helt store trøst, at de azurblå slår Botswana med et mulehår. Ifølge OECD er den italienske økonomi tynget af den mest omfattende regulering af arbejdsmarkedet i hele Europa. Korruption martrer samtidig forretningslivet. Den uafhængige organisation Transparency International giver Italien et dårligere skudsmål en noget andet vesteuropæisk land på det område.

Sådan kunne vi blive ved. Hele samfundet er ret beset bygget op om værdier, der er uliberale. Mest væsentlig er nok familiens store betydning. De italienske familier holder sammen. Det er der intet forgjort ved, men det levner ikke meget plads til den enkelte. Af alle italienere i den arbejdsduelige alder (15 til 64 år) er det blot 57 procent, der rent faktisk er i beskæftigelse. Det tal er det laveste i Vesteuropa, og det skyldes frem for alt, at kvinderne kun i beskedent omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet. Velfærdsystemet spejler sig i dette mønster – retten til sociale ydelser følger familiens forsørger, ikke borgeren. Det er heller ikke noget tilfælde, at 40 procent af de 30 til 34-årige stadig bor hjemme hos forældrene. De italienske husholdninger er kollektive på en helt anden måde, end vi kender det i Danmark.

Den slags påkalder sig opmærksomhed nu om dage. Det engelske – og erklæret liberale – tidsskrift The Economist i de seneste år har gjort det til lidt af en sport at lange ud efter den ‘italienske model’. I maj 2005 sendte bladet et nummer med overskriften “Europas syge mand” på gaden. Den tilhørende illustration bestod af et billede af Italien på krykker. I slutningen af november samme år fulgte The Economist så op med et længere emnetillæg om landet. Overskriften lød “Addio, Dolce Vita” (frit oversat ‘farvel til det søde liv’). Tillægget lægger ikke fingrende imellem. Støvlelandets økonomiske problemer skyldes, får vi at vide, at det

“[…] fortsat er så fjendtlig indstillet over for liberaliseringer. Det er protektionistisk, socialt konservativt, går ikke ind for meritokrati, er plaget af kammerateri, tolerant over for korruption, et let bytte for organiseret kriminalitet og tynget af uformelle, usynlige karteller”.

Ved første øjekast fremstår Silvio Berlusconi altså som lidt af en undtagelse tid og sted taget i betragtning. Men er han virkelig en liberal himmelstormer? Er han manden, der vil kurere den italienske patient med en god gang angelsaksisk medicin? Eller er der andre ting på spil?

På den italienske venstrefløj er det populært at male det ‘neo-liberale’ spøgelse på væggen, når snakken falder på Berlusconi – og det gør den tit. I sin populære lille biografi om Silvio Berlusconi fra 2004 gør Paul Ginsborg (en engelsk historiker bosat i Firenze) en dyd ud af at fremstille hovedpersonens projekt som et forsøg på at nå frem til den ‘negative friheds’ forjættede land; at realisere den klassiske liberalismes bestræbelser på at give den enkelte borger så frie tøjler som muligt. Men er det en korrekt udlægning af sagen? Lad os tage Berlusconis ‘liberalisme’ i øjesyn, denne gang løsrevet fra libertá-fraseologien.

Ginsborg følger sin udmelding om negativ frihed om med en anden betragtning, som han tilsyneladende mener, peger i samme retning. Berlusconi har, fortæller han, intet til over for konstitutionel magtdeling, ja selve tanken om det juridiske systems uafhængighed giver ham røde knopper. Det har Ginsborg ret i. Silvio Berlusconi er en af de meget få europæiske regeringsledere, der uden at skamme sig gennemfører love, der skal skærme den private side af hans Janushoved fra lovens lange arm. Han er berømt og berygtet for at rase mod ‘røde’ undersøgelsesdommere og juridiske sammensværgelser. Og han skiller sig ligeledes ud fra mængden ved at insistere på, at den folkevalgte står over loven.

Men, og det er væsentligt, en sådan politisk dagsorden er ren gift for den klassiske liberalismes forestillinger om ‘negativ frihed’. Ginsborg, og Berlusconis venstreorienterede kritikere i øvrigt, har tydeligvis ikke gjort sig den umage at tage det liberale tankegods under lup. Det er et problem. Vil man – som Ginsborg – bruge ordet ‘klassisk’, må have et referencepunkt i fortiden. Ellers bliver hele øvelsen til en tom ordleg. Så lad os tage en lille afstikker til længst forgangne tider.

Den klassiske liberalismes nybrud bestod i, at den gjorde statsmagten til selve forudsætningen for den negative eller personlige frihed, men samtidig lagde bånd på statens magt. Datidens liberale var kort fortalt enige med de konservative i, at mennesket, fordi det alt for ofte havner i følelsernes vold, har brugt for at blive regeret. Men i modsætning til de konservative drog de den logiske konsekvens af denne opfattelse. De vidste meget vel, at staten oftest har udgjort en pisk, som tyranner har brugt til at underkue befolkningen med. De påpegede derfor, at magthaverne, der jo var mennesker som alle andre, også skulle holdes i ørerne. Den liberale løsning på regenternes unoder hed konstitutionalisme, og i særdeleshed konstitutionel magtdeling.

Eller for at sige det på en anden måde: effektive juridiske skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er den personlige friheds første og væsentligste forudsætning. Frihed og lovhåndhævelse er siamesiske tvillinger, i hvert fald fra et liberalt synspunkt. Berlusconis program går unægtelig i en anden retning, og at udnævne ham som den negative friheds forkæmper er at vende op og ned på dette tankegods – og på selve betydningen af begrebet ‘negativ frihed’.

Hvor skal vi da søge ‘projektet Berlusconis’ rødder? Op til valget i marts 2001, som La Casa delle Libertá vandt sikkert, husstandsomdelte den gode Silvio en 127-sider lang selvbiografi med den frejdige titel Una storia italiana – ‘en italiensk historie’. Bogen nåede femten millioner italienske hjem, den fremstillede Berlusconis liv og politiske dagsorden som en uselvisk kamp for det gode, og den gjorde uden tvivl sit til at styrke hans kampagne.

Tit
len er velvalg, for histor
ien om Silvio Berlusconi er frem for alt en historie om Italien. Den storsmilende premierminister er en virtuos, når det gælder den italienske models strengeleg. Han er forretningsmanden, der erobrede det italienske tv-marked ved hjælp af sine underholdningsprogrammer, satire-programmer, sports-transmissioner og letpåklædte piger. Han er vennernes ven, manden der i starten af 1980erne fik landets daværende premierminister, socialisten Bettino Craxi, til at stå gudfar for sin datter Barbara – og fik ham til at holde hånden over sit spirende medieimperium. Han er fodboldtilhængeren, der i midten af 1980erne købte AC Milan, og gjorde den til Europas bedste hold, i hvert fald i en årrække. Han er politikeren, der uden tøven gik i ringen, da hans kontakter på højeste sted i de tidlige 1990ere krakelerede som en følge af ‘operation rene hænder’ – og som døbte sit parti Forza Italia efter fodboldlandsholdet slagord. Hverken han eller Italien er liberale af hjerte og sjæl. Men begge parter er charmerende, opfindsomme og geschæftige. Og både landet og manden skal nok klare sig, også efter valgmiseren her i april.

O bella libertà

Denne blogs udsendte korrespondent i en af de mest interessante byer i et af verdens dejligste (men ikke helt problemfrie) lande, vores med-punditokrat Jørgen Møller, har dd. en artikel i Weekendavisen’s “Ideer”O bella libertà. Her kan man blive klogere på historiske perspektiver vedrørende, hvad der er og ikke er liberalisme på italiensk.