Kanonen er som bekendt affyret, og selv om braget ikke blev så højt, vil vi jo gerne gøre vores til at sætte gang i debatten her på stedet. Nedenfor følger derfor den anmeldelse, jeg havde i Weekendavisen ved den lejlighed altså næsten med eneret for Punditokraterne
.
———
Kanonen skyder med spredehagl
Et begreb, der betyder alting, betyder ingenting. Og sådan er det blevet med demokrati, der i dag snarere end at være et begreb med en bestemt betydning, er en vag tilslutning til en populær idé. Sådan skrev en af vor tids mest kendte politologer, Robert A. Dahl, i den moderne klassiker Democracy and its Critics. Siden er der løbet meget vand under broen, men Dahls hævede pegefinger er ikke blevet mindre relevant. For kommunismens sammenbrud der fandt sted efter udgivelsen af Democracy and its Critics har efterladt demokratiet alene tilbage på valen, ideologisk set. Hvis vi ser bort fra nogle forblændede tilhængere af politisk islam samt nogle forbenede tilhængere af politisk marxisme, så bekender stort set alle sig i dag til den demokratiske tanke.
Men selv om alle bruger det samme ord, så mener folk ofte noget væsensforskelligt med det. Såvel betydningen af demokrati som de fænomener, ordet betegner, er altså genstand for strid. Og det er derfor, som Dahl påpeger, på sin plads at skille skidt fra kanel inden for denne paraplybetegnelse.
Lad det være sagt med det samme: det gør den netop udgivne Demokratikanon ikke! Tværtimod faktisk. Den knap 100 sider lange oversigt er ekstremt vidtfavnende, og den lægger vejen omkring en række ideer og foreteelser, der i bedste fald kan opfattes som forudsætninger for demokrati, eller som ofte går hånd i hånd med demokrati. Læseren bliver først introduceret for demokratiets åndelige og historiske rødder fra antikkens Athen til højmiddelalderen. Derpå følger en række store tænkere, der før og under Oplysningstiden har bidraget til det demokratiske tankegods. Så er det tilbage til det faktisk forekommende i 1800-tallets Vesteuropa samt i Danmark. Og endelig får vi en præsentation af det 20. århundredes vigtigste politiske begivenheder set fra lille Dannevang. Undervejs forsvinder demokratiet eller i hvert fald dets kerne næsten helt ud af syne.
Hvordan kan det være? En del af årsagen skal givetvis findes i det udstukne kommissorium. Demokratikanonen skal samle de begivenheder, tænkere og tekster, som i særlig grad har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængskraft og udviklingen af det danske demokrati. Det er kort sagt lidt af en pakke, Undervisningsministeriet har bestilt. Frihedsrettighederne (eller i hvert fald visse af dem) lader sig nok koble til demokrati, men sammenhængskraft er noget andet og mere måske en forudsætning for demokrati, måske en af dets virkninger, måske noget helt tredje; demokrati er det jo i hvert fald ikke.
Det har Udvalget til udarbejdelse af en demokratikanon tilsyneladende også tænkt, da de påbegyndte arbejdet. For udvalget har faktisk og det fortjener ros forsøgt sig med en noget mere afgrænset definition inden for kommissoriums vide rammer. For at gøre en lang historie kort er det demokrati som henholdsvis politisk ideologi og som styreform, sigtekornet bliver indstillet efter. Ideologien rummer idealerne om frihed, lighed og tolerance, mens styreformen kredser om den suveræne folkevilje.
Væk er sammenhængskraften, tænker man lettet. Men i den efterfølgende uddybning af definitionen åbner udvalget lidt for godteposen igen. Den særlige danske demokratimodel er nemlig præget af andet og mere end folkesuverænitet en stærk statsmagt, konsensus om de store politiske beslutninger og velfærdsmodellen bliver her spillet på banen.
Det kommer vi tilbage til. I første omgang er det værd at slå fast, at i hvert fald den overordnede definition giver en relativ overskuelig rejsevejledning den sætter os kort sagt i stand til at vurdere om bestemte ideer og begivenheder hører hjemme i kanonen eller ej.
Begyndelsen tegner da også lovende. De første 10 kanonpunkter holder sig inden for det definitionsmæssige udgangspunkt, hvilket fremgår af, at begrundelsen hvert enkelt punkt indeholder en sådan rent faktisk kæder tanken/begivenheden sammen med demokrati som politisk ideologi eller styreform. Denne del af kanonen er i det hele taget fornøjelig læsning. Vi kommer omkring den kristne lighedstanke, de store historiske håndfæstninger, Jyske Lov, Reformationen og flere af de tidlige liberale tænkere.
De næste 10 punkter er sådan set også udmærkede, og den danske vinkel i kapitlerne om statsborgerskab, trykkefrihed, Grundtvig, stænderforsamlingerne og Grundloven fungerer udmærket. Men godt halvvejs igennem ryger disciplinen over bord i hvert fald i forhold til den overordnede definition. For her stifter vi pludselig bekendtskab med 1800-tallets konkurrerende politiske bevægelser i Danmark, med særlige lovgivningspakker og med internationaliseringen. Hvad dette har med demokrati som ideologi eller styreform at gøre er svært at se.
Tilsyneladende også for udvalget selv, for begrundelserne løsriver sig gradvist fra udgangspunktet, ja i et vist omfang ophører de med at begrunde noget som helst. I stedet bliver der tale om en form for resumeer af punktet. Kapitlet om Bonde- og højskolebevægelsen, Arbejderbevægelsen, Den kulturradikale bevægelse og Folkeafstemningen om EF er værd at nævne i denne sammenhæng. Ja, selv i et så væsentligt kapitel som Demokrati mod totalitarisme i mellemkrigstiden begrunder begrundelsen ikke rigtig noget. Og endelig synes enkelte kapitler eksempelvis Demokrati under anden verdenskrig ligefrem at pege væk fra demokratiet som styreform, det vil sige at omstøde selve udgangspunktet for færden gennem demokratiets historie.
Som kapiteloverskrifterne mere end antyder, bliver der plads til mange andre gode ting. Det er givetvis også med disse kapitler (samt måske kommissorium) i mente, at velfærdsstaten og de brede forlig det socialdemokratiske og radikale Danmark blev spillet på bane allerede i uddybningen af den dobbelte definition. Spørgsmålet er bare, hvad de laver i en demokratikanon. Hvis det ikke lige var, fordi Karen Blixen, Asger Jorn og Michael Laudrup glimrer ved deres fravær, så kunne beskrivelsen af det 20. århundrede (og i øvrigt også anden halvdel af det 19.) nærmest sammenfattes som en Danmarkskanon.
For at øge forvirringen synes det som om, udvalget medlemmer ikke helt har kunnet blive enige om det enkelte punkts berettigelse. Igen er det mest udpræget i anden del, men allerede i punktet om Jean-Jacques Rousseau møder vi en ulmende uenighed. Hvor begrundelsen slår fast, at vi her har at gøre med en mand, der stod fadder til selve ideen om folkesuverænitet (det vil sige demokratiets inderste kerne), så gør teksten mest ud at beskrive, hvordan Rousseau leverede ammunition til demokratiets udfordrere. Det er naturligvis rigtigt, at den autodidakte filosof var en sammensat tænker, men flerheden af opfattelser gennemsyrer de sidste 50 sider i almindelighed og det både indenfor enkelte kapitler og på tværs af kapitlerne.
Med andre ord: kanonen skyder med spredehagl. Og, hvilket ikke er overraskende, haglene rammer ofte mål forbi. Den læge læser vil givetvis have svært ved efterfølgende at sætte klare ord på demokratiet som politisk ideologi og/eller som styreform endsige udpege de faktiske strømninger og begivenheder ordet betegner. Dermed blåstempler kanonen i et vist omfang tendensen til, at demokrati bliver slynget til højre og venstre i politiske diskussioner g
anske uden klarhed i konno
tationerne.
Det er, som jeg lod Dahl påpege på de første linjer, en skam. Men det sidste ord er naturligvis ikke sagt i denne sag. I såvel statsministerens forord som i indledningen gør kanonen en dyd ud af at betone, at der ikke er tale om en færdig facitliste, men et kvalificeret oplæg til debat. Den udstrakte hånd bør vi som deltagere i den offentlige debat gribe. Efter den negative kritik af (dele af) kanonen er et positivt korrektiv derfor på sin plads. Hvis vi henholder os til at indfange demokratiet som politisk ideologi og styreform, så lyder overtegnedes dobbelte bud som følger.
Ideologisk er demokratiet udtryk for et opgør med verdenshistoriens dominerende organisationsprincip: privilegie- eller standssamfundet. Der er tale om en strømning, der betoner menneskets (i rollen som borger) politiske lighed. Sagt på en anden måde er der (pace Hal Koch) tale om en afvisning af, at fastlæggelsen af politiske beslutninger forudsætter særlige kvalifikationer. Enhver statsborger over myndighedsalderen har ret til at kaste sin stemme og opstille til Tinge uanset hvor inkompetent vedkommende måtte være i livets øvrige forhold.
Hvad styreformen angår, lader den samlede pakke sig sammenfatte i frie valg og et bestemt sæt af politiske frihedsrettigheder samt retsstatens garanti for at begge dele bliver effektive. Styreformen giver dermed de ukvalificerede borgere lige ret til at fastlægge de politiske beslutninger uden at stille krav til indholdet af disse beslutninger. Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad, som Alf Ross elegant formulerede det for godt 60 år siden. Dermed er også sagt, at de politiske beslutninger ikke skal være et produkt af endrægtighed. Som styreform giver demokratiet tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum.
I den forstand er der ikke noget forjættende ved demokratiet. Det stiller ingen utopier i sigte. Som den amerikanske politolog Samuel Huntington engang skrev det var inden, han blev den forkætrede forfatter til Civilisationernes sammenstød så er demokrati en løsning på problemet med tyranni, men ikke nødvendigvis på noget andet. Midlet er enkelt: at give frit slag for konkurrerende synspunkter, så længe deltagerne overholder spillets regler. Det er vil jeg så tilføje lidt af en præstation, specielt i et historisk perspektiv. For ret beset er der kun ét alternativ til politisk uenighed: en enighed gennemført med magt. I den forstand er demokratiet menneskehedens vakreste opfindelse. Derfor fortjener det måske nok en kanon. Det har det så fået og der blev lidt for enhver smag. Lidt for meget.