Forfatterarkiv: Jørgen Møller

Kanon? II

Kanonen er som bekendt affyret, og selv om braget ikke blev så højt, vil vi jo gerne gøre vores til at sætte gang i debatten her på stedet. Nedenfor følger derfor den ’anmeldelse’, jeg havde i Weekendavisen ved den lejlighed – altså næsten med eneret for Punditokraterne….

———

Kanonen skyder med spredehagl

”Et begreb, der betyder alting, betyder ingenting. Og sådan er det blevet med ’demokrati’, der i dag snarere end at være et begreb med en bestemt betydning, er en vag tilslutning til en populær idé”. Sådan skrev en af vor tids mest kendte politologer, Robert A. Dahl, i den moderne klassiker Democracy and its Critics. Siden er der løbet meget vand under broen, men Dahls hævede pegefinger er ikke blevet mindre relevant. For kommunismens sammenbrud – der fandt sted efter udgivelsen af Democracy and its Critics – har efterladt demokratiet alene tilbage på valen, ideologisk set. Hvis vi ser bort fra nogle forblændede tilhængere af politisk islam samt nogle forbenede tilhængere af politisk marxisme, så bekender stort set alle sig i dag til den demokratiske tanke.

Men selv om alle bruger det samme ord, så mener folk ofte noget væsensforskelligt med det. Såvel betydningen af ’demokrati’ som de fænomener, ordet betegner, er altså genstand for strid. Og det er derfor, som Dahl påpeger, på sin plads at skille skidt fra kanel inden for denne paraplybetegnelse.

Lad det være sagt med det samme: det gør den netop udgivne ’Demokratikanon’ ikke! Tværtimod faktisk. Den knap 100 sider lange oversigt er ekstremt vidtfavnende, og den lægger vejen omkring en række ideer og foreteelser, der – i bedste fald – kan opfattes som forudsætninger for demokrati, eller som ofte går hånd i hånd med demokrati. Læseren bliver først introduceret for demokratiets åndelige og historiske rødder – fra antikkens Athen til højmiddelalderen. Derpå følger en række store tænkere, der før og under Oplysningstiden har bidraget til det demokratiske tankegods. Så er det tilbage til det faktisk forekommende i 1800-tallets Vesteuropa samt i Danmark. Og endelig får vi en præsentation af det 20. århundredes vigtigste politiske begivenheder set fra lille Dannevang. Undervejs forsvinder demokratiet – eller i hvert fald dets kerne – næsten helt ud af syne.

Hvordan kan det være? En del af årsagen skal givetvis findes i det udstukne kommissorium. Demokratikanonen skal samle ”de begivenheder, tænkere og tekster, som i særlig grad har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængskraft og udviklingen af det danske demokrati”. Det er kort sagt lidt af en pakke, Undervisningsministeriet har bestilt. Frihedsrettighederne (eller i hvert fald visse af dem) lader sig nok koble til demokrati, men sammenhængskraft er noget andet og mere – måske en forudsætning for demokrati, måske en af dets virkninger, måske noget helt tredje; demokrati er det jo i hvert fald ikke.

Det har ’Udvalget til udarbejdelse af en demokratikanon’ tilsyneladende også tænkt, da de påbegyndte arbejdet. For udvalget har faktisk – og det fortjener ros – forsøgt sig med en noget mere afgrænset definition inden for kommissoriums vide rammer. For at gøre en lang historie kort er det demokrati som henholdsvis politisk ideologi og som styreform, sigtekornet bliver indstillet efter. Ideologien rummer idealerne om frihed, lighed og tolerance, mens styreformen kredser om den suveræne folkevilje.
Væk er sammenhængskraften, tænker man lettet. Men i den efterfølgende uddybning af definitionen åbner udvalget lidt for godteposen igen. Den særlige danske demokratimodel er nemlig præget af andet og mere end folkesuverænitet – en stærk statsmagt, konsensus om de store politiske beslutninger og velfærdsmodellen bliver her spillet på banen.

Det kommer vi tilbage til. I første omgang er det værd at slå fast, at i hvert fald den overordnede definition giver en relativ overskuelig rejsevejledning – den sætter os kort sagt i stand til at vurdere om bestemte ideer og begivenheder hører hjemme i kanonen eller ej.

Begyndelsen tegner da også lovende. De første 10 kanonpunkter holder sig inden for det definitionsmæssige udgangspunkt, hvilket fremgår af, at begrundelsen – hvert enkelt punkt indeholder en sådan – rent faktisk kæder tanken/begivenheden sammen med demokrati som politisk ideologi eller styreform. Denne del af kanonen er i det hele taget fornøjelig læsning. Vi kommer omkring den kristne lighedstanke, de store historiske håndfæstninger, Jyske Lov, Reformationen og flere af de tidlige liberale tænkere.

De næste 10 punkter er sådan set også udmærkede, og den danske vinkel i kapitlerne om statsborgerskab, trykkefrihed, Grundtvig, stænderforsamlingerne og Grundloven fungerer udmærket. Men godt halvvejs igennem ryger disciplinen over bord – i hvert fald i forhold til den overordnede definition. For her stifter vi pludselig bekendtskab med 1800-tallets konkurrerende politiske bevægelser i Danmark, med særlige lovgivningspakker og med internationaliseringen. Hvad dette har med demokrati som ideologi eller styreform at gøre er svært at se.

Tilsyneladende også for udvalget selv, for begrundelserne løsriver sig gradvist fra udgangspunktet, ja i et vist omfang ophører de med at begrunde noget som helst. I stedet bliver der tale om en form for resumeer af punktet. Kapitlet om ’Bonde- og højskolebevægelsen’, ’Arbejderbevægelsen’, ’Den kulturradikale bevægelse’ og ’Folkeafstemningen om EF’ er værd at nævne i denne sammenhæng. Ja, selv i et så væsentligt kapitel som ’Demokrati mod totalitarisme i mellemkrigstiden’ begrunder begrundelsen ikke rigtig noget. Og endelig synes enkelte kapitler – eksempelvis ’Demokrati under anden verdenskrig’ – ligefrem at pege væk fra demokratiet som styreform, det vil sige at omstøde selve udgangspunktet for færden gennem demokratiets historie.

Som kapiteloverskrifterne mere end antyder, bliver der plads til mange andre gode ting. Det er givetvis også med disse kapitler (samt måske kommissorium) i mente, at velfærdsstaten og de brede forlig – det socialdemokratiske og radikale Danmark – blev spillet på bane allerede i uddybningen af den dobbelte definition. Spørgsmålet er bare, hvad de laver i en demokratikanon. Hvis det ikke lige var, fordi Karen Blixen, Asger Jorn og Michael Laudrup glimrer ved deres fravær, så kunne beskrivelsen af det 20. århundrede (og i øvrigt også anden halvdel af det 19.) nærmest sammenfattes som en ’Danmarkskanon’.

For at øge forvirringen synes det som om, udvalget medlemmer ikke helt har kunnet blive enige om det enkelte punkts berettigelse. Igen er det mest udpræget i anden del, men allerede i punktet om Jean-Jacques Rousseau møder vi en ulmende uenighed. Hvor begrundelsen slår fast, at vi her har at gøre med en mand, der stod fadder til selve ideen om folkesuverænitet (det vil sige demokratiets inderste kerne), så gør teksten mest ud at beskrive, hvordan Rousseau leverede ammunition til demokratiets udfordrere. Det er naturligvis rigtigt, at den autodidakte filosof var en sammensat tænker, men flerheden af opfattelser gennemsyrer de sidste 50 sider i almindelighed – og det både indenfor enkelte kapitler og på tværs af kapitlerne.

Med andre ord: kanonen skyder med spredehagl. Og, hvilket ikke er overraskende, haglene rammer ofte mål forbi. Den læge læser vil givetvis have svært ved efterfølgende at sætte klare ord på demokratiet som politisk ideologi og/eller som styreform – endsige udpege de faktiske strømninger og begivenheder ordet betegner. Dermed blåstempler kanonen i et vist omfang tendensen til, at ’demokrati’ bliver slynget til højre og venstre i politiske diskussioner g
anske uden klarhed i konno
tationerne.

Det er, som jeg lod Dahl påpege på de første linjer, en skam. Men det sidste ord er naturligvis ikke sagt i denne sag. I såvel statsministerens forord som i indledningen gør kanonen en dyd ud af at betone, at der ikke er tale om ”en færdig facitliste”, men ”et kvalificeret oplæg til debat”. Den udstrakte hånd bør vi – som deltagere i den offentlige debat – gribe. Efter den negative kritik af (dele af) kanonen er et positivt korrektiv derfor på sin plads. Hvis vi henholder os til at indfange demokratiet som politisk ideologi og styreform, så lyder overtegnedes dobbelte bud som følger.

Ideologisk er demokratiet udtryk for et opgør med verdenshistoriens dominerende organisationsprincip: privilegie- eller standssamfundet. Der er tale om en strømning, der betoner menneskets (i rollen som borger) politiske lighed. Sagt på en anden måde er der (pace Hal Koch) tale om en afvisning af, at fastlæggelsen af politiske beslutninger forudsætter særlige kvalifikationer. Enhver statsborger over myndighedsalderen har ret til at kaste sin stemme – og opstille til Tinge – uanset hvor ’inkompetent’ vedkommende måtte være i livets øvrige forhold.

Hvad styreformen angår, lader den samlede pakke sig sammenfatte i frie valg og et bestemt sæt af politiske frihedsrettigheder – samt retsstatens garanti for at begge dele bliver effektive. Styreformen giver dermed de ’ukvalificerede’ borgere lige ret til at fastlægge de politiske beslutninger uden at stille krav til indholdet af disse beslutninger. ”Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad”, som Alf Ross elegant formulerede det for godt 60 år siden. Dermed er også sagt, at de politiske beslutninger ikke skal være et produkt af endrægtighed. Som styreform giver demokratiet tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum.

I den forstand er der ikke noget forjættende ved demokratiet. Det stiller ingen utopier i sigte. Som den amerikanske politolog Samuel Huntington engang skrev – det var inden, han blev den forkætrede forfatter til Civilisationernes sammenstød – så er ”demokrati en løsning på problemet med tyranni, men ikke nødvendigvis på noget andet”. Midlet er enkelt: at give frit slag for konkurrerende synspunkter, så længe deltagerne overholder spillets regler. Det er – vil jeg så tilføje – lidt af en præstation, specielt i et historisk perspektiv. For ret beset er der kun ét alternativ til politisk uenighed: en ’enighed’ gennemført med magt. I den forstand er demokratiet menneskehedens vakreste opfindelse. Derfor fortjener det måske nok en kanon. Det har det så fået – og der blev lidt for enhver smag. Lidt for meget.

Den stenede færd imod demokratiet

Hvordan – og i hvilket omfang – kan ‘Vesten’ være med til at udbrede demokratiet i verdens brændpunkter? Det dobbelte spørgsmål har tiltrukket sig stor opmærksomhed over de seneste årtier. I de tidlige 1990ere var svarene almindeligvis optimistiske, siden vandt pessimismen indpas. Nu har en ny, og særegen, reaktion så meldt sig. Og da de forudgående analyser har haft en tendens til at sætte markante aftryk uden for det akademiske elfenbenstårn – i den virkelige verden – er der god grund til at tage diskussionen i øjesyn.

For godt halvandet årtis siden begyndte demokratiet at sprede sig med en hidtil uset hast. Østblokkens sammenbrud i 1989-1991 repræsenterede en storslået sejr for den demokratiske styreform. Og også i Sydamerika, Østasien og Afrika vendte flere og flere lande ved denne tid ryggen til fåmandsvælde og forskellige varianter af statssocialisme. Hvor det såkaldte Freedom House indeks ved sin grundlæggelse i de tidlige 1970ere karakteriserede under 30 procent af verdens lande som ’frie’ (dvs. demokratiske), var tallet i midten af 1990erne steget til omkring 40 procent.

De demokratiske landvindinger satte sig tydelige spor inden for den akademiske verden. Den såkaldte ’transitologi’-skole gjorde op med 1950ernes og 1960ernes noget traurige ’moderniseringslitteratur’: med forestillingen om at visse økonomiske og politiske forudsætninger var nødvendige, for at demokratiet kunne slå rod. Transitologerne påpegede friskt og frejdigt, at det nu om stunder var muligt at nå i sikker demokratisk havn fra meget forskellige udgangspunkter – og ved hjælp af meget forskellige rejsevejledninger.

Men i anden halvdel af 1990erne begyndte virkeligheden at komme i vejen. I store dele af den tidligere kommunistiske verden samt i en række afrikanske lande viste demokratiseringerne sig at have en betydelig natside. De frie valg banede vejen for politisk og økonomisk ustabilitet, ja i visse tilfælde fulgte blodige borgerkrige i kølvandet på de politiske åbninger. Og ved årtiets slutning brød demokratiet ligefrem sammen i flere lande; General Pervez Musharrafs militærkup i Pakistan i 1999 er værd at nævne i denne sammenhæng.

Væk var euforien fra de tidlige 1990ere, også blandt forskerne. Den ’demokratiske optimisme’ blev nu afløst af sin logiske modsætning, af ’demokratisk pessimisme’. Frem for alt begyndte en række politologer og politiske iagttagere atter at kredse om demokratiets sociale forudsætninger. Den nye dagsorden rettede med andre ord kikkerten bagud; fokus lå nu på den vestlige verdens egen stenede færd mod demokratiet i verden af i går.

Tilbageblikket blev sammenfattet i dobbelt pointe. For det første er det moderne – eller liberale – demokrati historisk set en sammensmeltning af frie valg og liberal konstitutionalisme. For det andet, og endnu mere væsentligt, kom det liberale element, retsstaten, til verden før nogen overhovedet havde tænkt på frie valg. Det var ingen tilfældighed, lød pessimisternes konklusion. For frie valg uden en retsstat er meningsløse – det svarer til at spille skak uden spilleregler. Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet er muligt at ændre på rækkefølgen, således at frie valg kommer til at danne grundlaget for en liberal statsmagt.

Denne positive analyse bar i sig kimen til en normativ anbefaling. Demokratiseringsfremme skulle sigte på at fremme retsstaten, gerne i samarbejde med de siddende magthavere – først når lighed for loven, magtdeling og et nogenlunde effektivt bureaukrati var en realitet, kunne frie valg komme på tale.

Sådan lød budskabet hos anerkendte forskere og kommentatorer som Jack Snyder og Fareed Zakaria. Nu er denne ’sekventielle’ demokratidagsorden så selv kommet under beskydning. I en stort opslået artikel i januarudgaven af det anerkendte tidsskrift Journal of Democray langer Thomas Carothers ud efter Snyders og Zakarias udlægning af teksten. Carothers er ikke en hr. hvem-som-helst; faktisk var han en af hovedkræfterne i bestræbelserne på at mane til besindighed, da den demokratiske optimisme stod alene på scenen.

Men selvom Carothers altså indskriver sig i den mere pessimistiske tradition, som også Snyder og Zakaria udgår af, så har han ikke meget tilovers for deres anbefalinger om at sætte retsstaten foran de frie valg. Tre kritikpunkter er værd at nævne i denne sammenhæng.

For det første afviser Carothers, at diktatorer er værd at satse på, når det kommer til at lægge fundamentet for retsstaten. Den ’liberale autokrat’ er – principielt set – en selvmodsigelse. For der består en grundlæggende modsætning mellem personlig magtudøvelse og upartisk lovhåndhævelse. Betænk den liberale konstitutionalismes ideal par excellence: at love, ikke mennesker, regerer. Ordene ’autokrati’ og ’retsstat’ skriger simpelthen af hinanden. Så vidt teorien. Det er, erkender Carothers, rigtigt at udemokratiske magthavere i lande som Sydkorea, Taiwan og Singapore har været overbevisende statsbyggere. Men den østasiatiske undtagelse er netop det: en undtagelse der bekræfter en forstemmende hovedregel. For hver Lee Kuan Yew findes et dusin Robert Mugaber (eller i hvert fald Vladimir Putiner).

For det andet, og i forlængelse heraf, har parlamentarismen visse iboende fordele, når det kommer til at bane vejen for retsstaten. Demokratiske politikere er – per definizióne – ikke hævet over loven; nok sætter de loven som medlemmer af parlamentet, men de er også bundet af den. Og bevæger vi os atter fra teori til praksis, så gør den politiske konkurrence mellem alternative blokke det lettere at hindre den magtfuldkommenhed, som altid truer med at underminere retsstaten. Som den engelske historiker og politiske tænker Lord Acton så rammende har formuleret det: ”Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut”.

Endelig – for det tredje – overvurderer Snyder og Zakaria, hvad den vestlige verden egentlig kan udrette, når det kommer til at fremme demokratiet uden for kerneområderne i Europa, Nordamerika og Østasien. Irak kan naturligvis sagtens fremstilles som et eksempel på, at det ikke er kønt, når frie valg finder sted i fraværet af liberale skranker. Men frem for alt viser ’projekt Irak’, at udenforstående ikke bare med ét slag kan sende et underudviklet land på en færd imod demokratiet – og det gælder uanset om retsstaten eller de frie valg udgør fokuspunktet.

Hvor efterlader det os? Carothers anbefaler, at vi ser bort ’rækkefølgetankegangen’ og i stedet omfavner ’gradualisme’. Hvad dækker det begreb over? Jo, der er i bund og grund tale om den reformtilgang, den østrigske filosof Karl Popper for mere end et halvt århundrede siden døbte ’stykkevist konstruktionsarbejde’. Gradualismen adskiller sig fra rækkefølgetankegangen ved, at den ikke sætter retsstaten foran de frie valg. Begge dele er nødvendige, men det gælder om at fare varsomt frem – for hvis reformerne ikke er efterspurgt af befolkningen samt funderet i de eksisterende sociale institutioner, så har det demokratiske projekt en uheldig tendens til at gå under i sin egen ustadighed.

Carothers krasse kritik af rækkefølgetankegangen har ikke fået lov til at stå uimodsagt. I det nye nummer af Journal of Democracy indgår en diskussion, hvor blandt andet Jack Snyder tager til genmæle. Snyders kommentarer er dog ikke særligt overbevisende – han forsøger i bund og grund at vise, at også gradualismen nødvendigvis må sætte retsstaten først. Mere bid er der i den amerikanske politolog Francis Fukuyamas tilføjelse til Carothers analyse. Fukuyama erklærer sig enig i hovedbudskabet, men han påpeger, at Carothers har overset en ganske vigtig præmis.

En gradvis færd imod demokratiet er kun mulig, dersom spørgsmålet om statens territoriale omfang er løst. I Europa tog de mange hundrede år at slibe de moderne statsdannelser til – og der var tale om en blodig proces. I verden af i dag forhindrer det internationale samfu
nd, at problemet med state
ns afgrænsning løses med våbenmagt. Det er i det store og hele et gode, for krig er som bekendt menneskehedens store svøbe. Men resultatet er også, at kunstige statsdannelser som Sudan (der består af en et muslims/arabisk center og en kristen/afrikansk periferi) bliver holdt i live udefra. Sådanne stater er ude af stand til at tage selv begrænsede skridt imod demokratiet, fordi de forskellige befolkningsgrupper ikke anerkender hinandens legitimitet som borgere. Og derfor er det ikke særligt befordrende for demokratiets udbredelsesmuligheder, at territoriale afskalninger nu er en saga blot. Med Fukuyamas underspillede formulering: ”Måske er der, når alt kommer til alt, brug for en smule mere fleksibilitet på dette område”.

Denne tilføjelse er på sin plads. Men ret beset understøtter den blot Carothers gennemgående budskab: at demokratiet skal gro stærk indefra – ganske som det skete i den vestlige verden fra 1700-tallet og fremefter.

Carothers, Thomas (2007), ”The ’sequencing’ fallacy”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 1.

Fukuyama, Francis (2007), ”Liberalism versus state-building”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 3.

Mansfield, Edward D. & Jack Snyder (2007), ”The sequencing fallacy”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 3.

Sicilien mellem fortid og nutid

Jeg var et smut på Sicilien under min italienske afstikker til The European University i Firenze, og bringer her – med eneret for Punditokraterne – en lille kulturhistorisk beretning om Middelhavets største ø; en beretning der søger at afdække nogle forudsætningerne for økonomisk velstand.

Siciliens hovedstad Palermo er et pudsigt sted. Trafikken er kaotisk, og indbyggerne parkerer, som det passer dem – gerne helt ude i tredje række. Ikke to huse og er ens, det er svært at se noget mønster i vejnettet, og mange af slumkvartererne kan umuligt være godkendt til beboelse. Byplanlægning er tilsyneladende ikke noget, de lokale myndigheder bekymrer sig om. Det er ikke tilfældigt, at Palermo huser flere uregistrerede indbyggere end nogen anden italiensk by.

Men slipper man først gennem virvaret, så venter et imponerende syn. Området mellem Palermos gamle palads, Palazzo Reale, og Palermos domkirke står som en mindelse over højmiddelalderens blandingskultur par excellence. Her mødtes – for næsten 1000 år siden – Europas tre store civilisationer: den latinsk-katolske, den græsk-ortodokse og den arabisk-muslimske. Tag blot Palazzo Reales berømte Cappella Palatina. Kapellet blev påbegyndt i 1132 under den katolske kong Roger II. Dets mosaikker er græske, og dets prægtige træloft er udført af arabiske håndværkere.

Som Rogers navn antyder, daterer kapellet sig tilbage til en tid, hvor normannerne regerede Sicilien; men hvor befolkningen fortrinsvis bestod af arabere og grækere. I to korte århundreder fremstod det normanniske Sicilien som Europas økonomiske, kulturelle og litterære højborg. Så var det slut, og siden har Sicilien udviklet sig til lidt af en udørk på alle tre punkter.

Beretningen om den sicilianske blandingskultur under normannerne rummer en dobbelt lektie i statsbygning: et eksempel på storhed og fald. Den cocktail er nok et besøg værd. Vi skal tilbage til den gryende højmiddelalder. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv. Resultaterne lod ikke vente på sig: økonomisk vækst og en øget samhandel holdt deres indtog over størstedelen af det europæiske kontinent.

Højmiddelalderens nye velstand lader sig aflæse i de skriftlige vidnesbyrd. Det er ikke forkert at sige, at Europa efter år 1000 dukker frem af den tidlige middelalders tåger, hvad de nedskrevne kilder angår. Men det var en presset latinsk kristenhed, der nu atter fik tunge og mæle.

Den Iberiske Halvø og Sicilien havde i århundreder tilhørt muslimske arabere, og selv om de kristne indbyggere ikke var blevet fordrevet, så overdøvede muezzinernes stemmer kirkeklokkerne. På det syditalienske fastland styrede ortodokse byzantinere slagets gang – et levn efter den store kejser Justinians forsøg på at genvinde Romerrigets vestlige provinser i 500-tallet. Og mod nord havde de hedenske vikinger i over tohundrede år gjort strandhugst langs de kristne riger i Frankrig, England og Irland.

Lad os blive hos vikingerne for en kort stund. En del af mændene fra nord slog sig ned i det fremmede, og en af deres kolonier – der meget passende fik navnet ’Normandiet’ – skulle komme korset til undsætning få generationer senere. Vidt berømt er den normanniske Hertug Vilhelms erobring af England. Men allerede inden Vilhelms engelske politik kulminerede i slaget ved Hastings i 1066, havde normanniske eventyrere bidt sig fast langt mod syd, langs Apuliens og Calabriens kyster.

Der var for det meste tale om yngre brødre, der på grund af de normanniske arveregler ikke havde andel i slægtsgodset. Forrest i flokken stod Tancred de Hautevilles otte sønner, af hvilke ikke mindre end fem skulle opnå hertugværdigheden i det syditalienske. Mest navnkundig er den ældste søn af Tancreds andet ægteskab, Robert Guiscard – ’den listige’. Efter i løbet af 1050erne så nogenlunde at have sikret sig herredømmet over hele den italienske hæl og tå – samt store dele af området op imod Kirkestaten – landede Robert sammen med sin yngre bror Roger i 1060 på Sicilien. Det kom ikke til at gå stille af.

Normannerne geopolitiske succes, i England såvel som i Syditalien, kan føres tilbage til højmiddelalderens militærteknologiske nybrud. Enhver, der har læst Homers Illiade, vil have lagt mærke til de græske bronzealdersamfunds hierarkiske karakter. Beretningens helte er konger, fodsoldaterne får få ord med på vejen, og den menige græker eller trojaner kan ikke gøre andet end at håbe på gudernes velvilje.

Den samfundsopbygning skyldtes i høj grad, at bronze var en knap ressource. Kun konger og høvdinge kunne bekoste et ordentligt krigsudstyr – og deres greb om datidens voldsmonopol var derfor solidt. Jernteknologiens fremkomst vendte op og ned på samfundet. Jern er billigere at fremstille end bronze, og med de nye våben i hånden kunne borgere, bønder og hyrder pludselig deltage i spektaklet. Elitens voldsmonopol blev simpelthen brudt, og den demokratiske bystat, polis, tog kongedømmernes plads, i hvert fald i betydelige dele af det gamle Hellas.

Middelalderens ridderhære indvarslede et lignende skift i samfundets organisation – men denne gang tilbage til hierarki. Stigbøjlen, der via Vestasien nåede Europa ved denne tid, tillod rustningsklædte krigere at kæmpe fra hesteryg. Da hest, brynje og lanse var endog meget bekostelige, tiltvang den bevæbnede elite sig atter voldsmonopolet. Den militære organisation spejlede sig i feudalismen, en samfundsorganisation hvor den rustningsklædte ’hærmand’, herremanden, udgjorde omdrejningspunktet.

Normannerne var rene virtuoser, når det kom til at udnytte den nye militærteknologi. Det mest iøjnefaldende ved Hauteville-brødrenes erobring af Sicilien var deres tekniske militære overlegenhed. Selv om normannerne næsten altid var voldsomt i undertal, så gik Robert Guiscards og lillebror Rogers svært bevæbnede rytteri af med sejren stort set hver eneste gang. Araberne måtte bøje nakken, og omkring 1090 var hele øen i normannernes vold.

Så indtraf miraklet. Krigerfolket viste sig at være uovertrufne statsbyggere. Hautevillerne førte bevidst en tolerancepolitik, der var uset for den tid. Da Robert Gusicard og Roger i 1072 erobrede Palermo, de sicilianske arabers hovedstad, blev hverken muslimernes liv eller muslimsk ejendom udsat for overgreb – byens indbyggere slap med en skat. Kontrasten til en anden af periodens store erobringer, korsfarernes indtagelse af Jerusalem, kunne dårlig være større. Da det første korstog i juli måned 1099, blot sytten år efter Palermos fald, erobrede Den Hellige By, slagtede de den muslimske og jødiske befolkning som kvæg – selv ikke byens kristne gik ram forbi.

Og Palermo var ikke en enlig svale. Under Roger I – der overtog magtens tøjler efter storebror Guiscards død – opbyggede normannerne en stat, der var sammensat som et fint konstrueret urværk. Det arabiske bureaukrati blev videreført, og en stærk flåde med et betydeligt græsk indslag blev stablet på benene. På denne måde viste Roger I og sønnen Roger II sig i stand til at skabe en meget stærkere centralmagt, end tilfældet var i resten af Vesteuropa.

Der var tale om et bevidst forsøg på at holde feudalismens centrifugale kræfter i skak, og projektet lykkedes over al forventning. Roger II – kronet som konge af Sicilien juledag 1130 – gjorde den sicilianske stat sig til en af det kristne Europas stærkeste. Roger var Vesteuropas rigeste monark; hans skatteindtægter fra Palermo alene oversteg efter sigende den engelske konges samlede indtægter. Samtidigt trivedes videnskaben og litteraturen i den sicilianske blandingskultur. Arabernes kendskab til antikkens store græske værker fik stor betydning for middelalderens Europa, og inden for lyrikken forsøgte øens digtere sig ud i den ’folkesprogede’ gerning, som Dante, Petrarca og Boccacio få århundreder senere skulle gøre så berømt.

Hvad var det, der gjorde Huset Hauteville i stand til at skabe dette organisatoriske mirakel? To forhold er væsentlige, hvis man vil afdække systemets fjedre. Kombinationen af en pragmatisk tilgang til statskunsten og evnen til at skabe en stærk centralmagt gjorde underværker i en periode præget af både fanatisme og anarki.

Den samlede pakke kan spores tilbage til normannernes lømmelalder langt mod nord. Allerede da vikingerne slog sig ned i det senere Normandiet, viste de sig parate til at lære af omgivelserne. De begyndte meget hurtigt at tale fransk, blev omvendt til kristendommen, og lagde såvel deres lighedsidealer som deres langskibe på hylden til fordel for Kontinentaleuropas feudalsystem og militærteknologi.

Deres efterkommere i det syditalienske fortsatte i samme spor. I stedet for – som korsfarerne i kongeriget Jerusalem – at fastholde den vesteuropæiske samfundsform, så fulgte normannerne terrænet, i hvert fald under Huset Hauteville. Deres religiøse tolerance afspejlede blot deres generelle pragmatisme. Så de noget, de kunne bruge, så tog de det til sig – hvad Gud og Pave så måtte mene om den sag.

Men pragmatismen var kun den ene halvdel af pakken. Netop ved at tage den arabiske forvaltningstradition til sig viste Roger den I og Roger den II sig i stand til at holde de normanniske (røver-)baroner i skak. Siciliens stærke centralmagt sikrede en relativt høj grad af lov og orden – selve forudsætningen for et sundt økonomisk liv.

I to hundrede år funklede den normanniske stjerne i syden. Så udslukkedes den langsomt, og Syditalien tabte pusten, økonomisk såvel som kulturelt. Det er, paradoksalt nok, muligt at kæde Siciliens nuværende underudvikling sammen med normannernes succes. Da Huset Hauteville fik nogle generationer på bagen begyndte centraliseringstendenserne så ganske at overskygge pragmatismen.

Kontrasten til de samtidige begivenheder i Mellem- og Norditalien er slående. De italienske bystater nord for Rom kastede sig ved denne tid ud i et alternativt forsøg på at bekæmpe feudalismens centrifugale dynamik: de genopfandt republikanismen. Et sammensurium af demokratiske kanaler og ’checks and balances’ gjorde deres ’kommuner’ åbne for forandringer, samtidig med at de sikrede politisk stabilitet. På det økonomiske område forgreb den helt store stjerne mod nord – datidens Firenze – ligefrem den moderne kapitalisme.

Sicilien, der under Hautevillerne havde været betydeligt rigere end Norditalien, kunne slet ikke følge trop. Den stærke centralmagt tillod ikke politiske og økonomiske eksperimenter, og under godt fire århundreders spansk overherredømme gik næringslivet og kulturen gradvist i stå. Forskellene mellem Nord- og Syditalien har holdt sig til vor tid; som enhver dansk turist, der besøger Middelhavets største ø, vil kunne tale med om. Nutidens Palermo er en bleg skygge af Roger IIs prægtige stad. Det er ganske ironisk, at både nutidens trængsler og datidens storhed springer af samme kilde: af normannernes store statsbygningsprojekt.

At sammenligne på tværs af tid og rum

I Hvad er historie? fra 1963 lægger H. P. Clausen ud med at fundere en smule over historiefagets egentlige ærinde. Efter at have lagt vejen omkring den historiske metodelære tager han livgreb med historisk teori – og når frem til den følgende konklusion: ”Der findes vel andre former for historisk forklaring, men i de fleste tilfælde arbejder historikeren med en kausal sammenhæng mellem de historiske fænomener”. Få sider senere uddyber han betragtningen ved at lægge vejen omkring den britiske historiker E. H. Carr:

”Med Carr kan vi sige, at historikeren skaber en slags hierarki af årsager, etablerer deres indbyrdes relationer og afgør, hvilken slags årsager, der bør betragtes som de afgørende. Historikeren karakteriseres af de årsager, han drager frem. Derfor handler megen historisk debat om, hvilke årsager der skal have prioriteten”.

Dermed er også sagt, at historiefaget – ganske som socialvidenskaben i øvrigt – nødvendigvis må omfavne systematiske sammenligner. Hvorfor nu det? Jo, vi er ikke i stand til at manipulere fortiden efter forgodtbefindende, og kun ved at sammenligne på tværs af observationer – og dermed kontrollere for alternative årsager – er det muligt be- eller afkræfte en given historisk årsagsforklaring (dvs. en historisk teori).

Mange historikere vil imidlertid ikke vedkende sig behovet for systematiske sammenligninger. Når de skal forklare, så gør de ofte ved brug af casestudier, og det er almindeligt at opfatte denne fremgangsmåde som et alternativ til sammenligninger. Hvis man kun fokuserer på en case, lyder argumentet, så er der jo intet at sammenligne med. Men det argument holder kun, dersom én case bliver sidestillet med én observation (til ét tidspunkt). Og hvis det er tilfældet, så kan et casestudie alene bruges til at afkræfte en teori – ikke til at gøre os klogere på, hvad der er sket i den konkrete sag eller på generelle sammenhænge for den sags skyld. Det egentlige casestudie er, lyder denne artikels bud, et studie af variation over tid, dvs. det er en sammenligning af observationer på den afhængige variabel (det der skal forklares) og de uafhængige variabler (de mulige forklaringer) til tiderne t1, t2…tn.

Men det er ikke nogen enkel sag at sammenligne på tværs af tid. Hvis vi ser bort fra de mere tekniske spidsfindigheder – hvornår er t eksempelvis lig med t1: til ét bestemt tidspunkt eller i en bestemt periode? – så er to problemer værd at hæfte sig ved. For det første er det ikke sikkert, at en årsagssammenhæng, der gælder på tværs af tid, også gælder på tværs af rum. For det andet er der en fare for, at de uafhængige variable påvirker hinanden over tid – og at vi derfor ikke kan etablere, hvilke der er væsentlige, og hvilke der ikke er.

Lad mig illustrere den første pointe med et omvendt eksempel. Det er gentagne gange blevet bekræftet, at der består en global sammenhæng mellem velstandsniveau og demokrati: jo rigere et land er, jo større er sandsynligheden for, at det er demokratisk. Denne sammenhæng bygger på sammenligninger på tværs af rum – altså verdens lande imellem. Men der eksisterer meget få undersøgelser af, om der eksisterer en lignende sammenhæng mellem velstandsstigninger og demokratisering over tid, dvs. om et givent lands sandsynlighed for at blive demokratisk stiger i takt med en velstandsstigning. Og der er intet logisk belæg for at udlede den historiske sammenhæng af den nuværende globale sammenhæng – selv om det ofte bliver gjort.

Den anden pointe er endnu mere væsentlig. Lad os blive i demokrati-genren og antage, at vi ønsker at forklare, hvorfor demokratiet kom til Danmark relativt tidligt (i forhold til den generelle europæiske udvikling). I dette tilfælde vil vi opstille en række relevante variable: den moderne statsmagt opkomst i 1700-tallet, etableringen af et nationalt fællesskab i første halvdel af 1800-tallet, middelklassens stadig større økonomiske betydning ved samme tid, det geopolitiske pres på en småstat i et anarkisk internationalt system og så fremdeles.

Vi kan så sammenligne Danmarks status på disse variable til forskellige tidspunkter: før, under og efter demokratiseringen i midten af 1800-tallet. Men det er yderst tænkeligt, at de udvalgte variable påvirker hinanden – og ikke bare den afhængige variabel. Eksempelvis kan opkomsten af et nationalt fællesskab kobles sammen med presset fra fjendtlige naboer, mens det er muligt at argumentere for, at den moderne statsmagt (forstået som et weberiansk bureaukrati) skabte grobund for den velstandsstigning, middelklassen nærede sig ved. Og så fremdeles.

I denne situation er det meget svært at opstille Carrs hierarki af årsager, etablere deres indbyrdes relation og afgøre, hvilke der bør betragtes som de afgørende. Heldigvis er der hjælp at hente. For hvis vi samtidig sammenligner på tværs af rum til de forskellige tidspunkter (t1, t2…tn), så får vi langt flere strenge at spille på. Tag det danske demokrati-eksempel – vi kan enten sammenligne med et andet lignende udfald (eksempelvis det svenske) eller et forskelligt udfald (eksempelvis det tyske). Vi kan altså, for at gøre en lang historie kort, sammenligne på tværs af både tid og rum.

Lad mig bruge den pointe til at vende tilbage til Clausen. Hvad er historie? Indeholder en meget berømt passus, der er værd at citere i sin længde:

”Den engelske historiker, lord Acton (1834-1902), har sagt de hyppigt citerede ord, at den historiske metode kun er en fordobling af den sunde menneskeforstand. Det kan forklare os lidt om, hvorfor det er vanskeligt at fremlægge en tilfredsstillende historisk metodelære. Man skriver jo ikke en vejledning i brugen af den sunde fornuft”.

Nu kan man jo lægge ud med at konstatere, at det trods alt nok kræver lidt vejledning, at nå ud over den sunde menneskeforstand – og at fordoble fornuften er da lidt af en præstation, selv for en historiker. Frem for alt kræver studiet af fortiden, ganske som socialvidenskaben i øvrigt, solide logiske retningslinier. Når vi bevæger os fra den egentlige historiske metodevidenskab – kildekritikken og de tilhørende slutninger til virkeligheden – til historiske forklaringer, så er den komparative metode et uomgængeligt redskab. For hvad historikerne logisk set bør søge at forklare er afvigelserne fra en mere generel foreteelse, dvs. om et bestemt historisk fænomen indtrådte relativt tidligt eller relativt sent i forhold til den generelle tendens. Og det kræver, at vi anskuer (eller rettere konstruerer) både tid og rum som dimensioner langs hvilken de historiske objekters status kan variere.

Clausen, H. P. (1963), Hvad er historie? Den historiske videnskabs metodiske grundspørgsmål og nyere synspunkter på historieforskningens teoretiske problemer, Berlingske Leksikon Bibliotek.

Bartolini, Stefano (1993), ”On Time and Comparative Research”, Journal of Theoretical Politics, 5, No. 2.

At konstruere og miskonstruere typologier

Jeg skrev i foråret en lille artikelserie om den komparative metode til Weekendavisen. Den første artikel (”At sammenligne æbler og pærer”) blev bragt den 3. maj. Men min redaktør fandt desværre de to næste afsnit lidt for ’tekniske’; hvad der måske var lidt om. Da vi på Punditokraterne har mange studerende blandt vort faste læserkorps, vil jeg i stedet bringe dem her på siden. I den forbindelse er det også værd at erindre, at klare logiske retningslinier modvirker politisering; og derfor er væsentlige i en tid, hvor både politikere, meningsdannere og – i hvert fald fra tid til anden – forskere har det med at lade proportionerne fare.

———

Typologier et af de mest anvendte redskaber inden for socialvidenskaberne. Faktisk er sondringen mellem forskellige typer af sociale foreteelser lige så gammel som socialvidenskaben selv. Hvorfor er ikke svært at forklare. Selve udgangspunktet for den videnskabelige metode er, at der findes orden i kaos, at naturen huser både ensartethed og forskellighed. En typologi gør en ofte uoverskuelig virkelighed håndterbar ved at etablere ligheder ud af tilsyneladende forskelle – hvilket forhindrer, at vi drukner i den sociale verdens mangfoldighed.

Brugen af typologier møder vi allerede hos Aristoteles, der foregreb den moderne demokratiseringslitteratur, da han skelnede mellem politiske styreformer såsom demokrati, oligarki og tyranni. Og det typologiske redskab har ikke fået lov til at ruste siden. Tag blot den tyske sociolog Max Webers berømte sondring mellem tre typer af herredømme: karismatisk, traditionel og moderne. Denne taksonomiske opstilling har vist sig langtidsholdbar, har inspireret digre værker og – om end mere sjældent – interessante forskningsresultater.

Så langt, så godt. Socialvidenskabernes brug af typologier har imidlertid ikke været nogen ren succeshistorie. For ofte har økonomerne, politologerne og historikerne undladt at observere den taksonomiske logik, der ligger bag selve typebegrebet. Frem for alt er det – hvad logikken angår – nødvendigt at sætte vandtætte skodder mellem klassificeringer og typologiseringer.

En klassificering er en opdeling af empiriske observationer, der indfanger én bestemt dimension – normalt karakteriseret ved én bestemt egenskab eller et bestemt sæt af egenskaber. Klasserne dannes på baggrund af tilstedeværelsen eller fraværet af denne egenskab, og de to eneste tilhørende krav er, at klasserne er gensidigt udelukkende (ingen observation må falde i mere end én klasse), samt at den samlede klassifikation er udtømmende (alle observationer skal kunne indplaceres i klasserne).

Disse to krav gælder også for typologiseringer, men forskellen til klassificeringer er alligevel yderst håndfast. For en typologi er en opdeling af empiriske observationer, der bygger på mindst to dimensioner. Hver af disse dimensioner er kendetegnet af en eller flere egenskaber, og den samlede opstilling af typer er derfor flerdimensionel. Eller for at sige det på en anden måde: er der flere dimensioner, så er der også flere klassifikationer – og så står vi, samlet set, med en typologi mellem hænderne.

Lad mig give et eksempel fra mit eget forskningsfelt: demokrati. Demokratiets væsentligste egenskab består af frie valg, vil de fleste nok sige. Dersom egenskaben ’frie valg’ ikke til stede, så er der tale om demokratiets polære modsætning: autokrati. Autokratiets grundlæggende egenskab er netop ufrie valg (eller ligefrem fraværet af valg). Vi kan altså, hvis vi alene hæfter os ved egenskaben frie valg, danne en klassifikation bestående af de to klasser: ’demokrati’ (+ frie valg) og ’autokrati’ (- frie valg).

Men hvad nu, hvis vi har brug for at indfange to dimensioner? For eksempel bliver det ofte påpeget, at demokrati er bedst beskrevet ved kombinationen af frie valg og en retsstat – det vi normalt kalder ‘liberalt demokrati’, fordi retsstaten er det væsentligste element inden for liberal politisk teori. I denne situation er det nødvendigt at klassificere med hensyn til hver af disse to dimensioner.

Den første klassificering indfanger den elektorale dimension, de frie valg. Den anden klassificering indfanger den liberale dimension, retsstaten. Tilsammen danner de to sæt et ’property space’ – altså en konstruktion på baggrund af de identificerede egenskaber (på engelsk ’properties’) – der udgør en typologi. Fire typer er at finde i dette rum. For det første ’liberalt demokrati’ (+ frie valg, + retsstat), for det andet ’uliberalt demokrati’ (+ frie valg, – retsstat), for det tredje ’liberalt autokrati’ (- frie valg, + retsstat) og for det fjerde ’uliberalt autokrati’ (- frie valg, – retsstat).

Således er vi klædt på til at vende tilbage til den gængse praksis inden for socialvidenskaberne. Alt for mange forskere springer let og elegant hen over de logiske øvelser, som konstruktionen af typologier forudsætter. To problemer er værd at fremhæve. For det første er de fleste typologier, der findes i litteraturen, i virkeligheden klassifikationer, idet de er konstrueret med udgangspunkt i blot én dimension. Det er i sig selv ikke noget problem – det betyder bare, at vi som læsere skal udskifte ordet ’typologi’ med ordet ’klassifikation’, hvis vi vil forstå opdelingens natur. Nej, problemet er, at det teoretiske udgangspunkt ofte er flerdimensionalt, selv om den taksonomiske konstruktion ikke er det. Jeg har tidligere på denne side beskrevet, hvordan en række forskere har advaret om en stadig større kløft mellem elektorale og liberale demokratier – uden at holde de to dimensioner adskilte i den anvendte typologi. Når det sker, så bliver objekterne fejlklassificeret, og så bliver konklusionerne fejlagtige.

For det andet er det almindeligt kun at hæfte sig ved udvalgte typer, flerdimensionaliteten til trods. Webers beskrevne herredømme-typologi udgør et godt eksempel. Weber lagde en række forskellige egenskaber – og en række forskellige dimensioner – til grund for sine tre typer. Hvis vi skulle opstille hele hans ’property space’, så ville vi stå med overordentligt mange typer mellem hænderne. Men Weber holder sig som sagt, på det generelle niveau, til tre. Det er ikke nødvendigvis noget problem. Dersom kun disse tre typer danner logisk velfunderede kombinationer af egenskaber, eller dersom kun disse tre typer forefindes i den virkelige verden, så er reduktionen helt på sin plads. Men mellemregningerne skal frem i lyset – argumenterne for udeladelsen af de øvrige typer er påkrævet, hvis læseren skal kunne forstå konstruktionen. Og her halter det næsten altid, i øvrigt også i Webers tilfælde.

Det er, for at hamre pointen hjem, værd at erindre, at logik er logik, uanset om man bedriver socialvidenskab eller naturvidenskab. Uden logiske redskaber står vi tilbage med en kaotisk virkelighed, som vi er ude af stand til at gøre mere overskuelig – for vi skal som bekendt lære at kravle, før vi kan lære at gå.

Boyer, Carl. B. (1989 [1968]), A History of Mathematics, Second Edition, Revised by Uta C. Merzbach, John Wiley & Sons, Inc, New York.

Lazarsfeld P. F. & A. H. Barton (1951), ”Qualitative Measurement in the Social Sciences: Classification, Typologes, and Indices”, in D. Lerner & H. D. Lasswell (eds.), The Policy Sciences, Standford University Press.

Sortehavskanalen

Rumænien har en storslået natur, og rumænerne er de stolte indehavere af en mangfoldighed af vidnesbyrd om fortidens kulturelle præstationer. Et vue fra vest mod øst efterlader en serie mindeværdige billeder. Transsylvaniens frugtbare lavland med dets væld af velbevarede middelalderbyer. De yndefulde klostre i Bukovinas dybe skove. Karpaterne med gemytlige bjerglandsbyer og udsigtspunkter, der giver åndenød. Valakiets endeløse sletter. Det tørre og bakkede Dobrudja, hvor vinmarkerne strækker sig så langt øjet rækker. Og sidst men ikke mindst: Donau, Europas vandvej par excellence. Men alt det smukke har fået følgeskab af noget meget grimt. Landet er plettet af en række mindelser om en industrialisering, der lod hånt om såvel fornuft som besindighed.

De kommunistiske partier – fra Østtyskland over Rusland til Kina – var besatte af tanken om at betvinge elementerne. Deres ideologiske kanon tilsagde dem, at vejen mod menneskehedens endelige forløsning gik over sodende skorstene, dæmninger og kanaler. Samtidig overbeviste de skiftende selvherskeres betydelige egoer dem om, at omfanget af anlægsarbejderne var helt afgørende. Stort var ikke bare godt, det var uundværligt.

Vore dages Rumænien vånder sig under de seneste 60 års trang til at sætte sig spor i landskabet. Det er svært at opdrive en provinsby, der ikke er skæmmet af petrokemiske anlæg, bilfabrikker, cementstøberier og dets lige. Mangen en bygning står i dag som faldefærdige skeletter, vidnesbyrd om planøkonomiens perverse sider.

Selv ikke Donau har fået lov til være i fred. Den store flod knækker øst for Bukarest. I stedet for at tage den direkte vej ud til havet fortsætter vandmasserne mod nord. Først 150 kilometer senere, på grænsen til Moldova og Ukraine, løber floden atter østpå for at munde ud i Sortehavet. Den skavank påtog de rumænske kommunister sig at udbedre lige efter Anden Verdenskrig. Løsningen lå lige for – floden og havet skulle forbindes med en vandvej, den såkaldte Sortehavskanal. Planerne var udtryk for de nye magthaveres storhedsvanvid. Det skulle staklerne, der blev sendt til området for at grave, hurtigt komme til at sande.

Projektet var uigennemførligt med de forhåndenværende midler. Op mod 100.000 omkom under tvangsarbejdet, byggeriet blev stillet i bero efter fire års trængsler, og i godt 20 år lå gravearbejdet på is. Men i midten af 1970erne tog Nicolae Ceausescu projektet op til genovervejelse. Det gærede i den rumænske befolkning i disse år. Ceausescu mente, at masserne havde brug for lidt adspredelse. Han sendte i tusindvis af arbejdere og straffefanger tilbage til strækningen mellem Donau og Sortehavet.

Denne gang havde ingeniørerne mere held med sig. I 1984 kunne generalsekretæren åbne den 64 kilometer lange kanal. Den var mere end 100 meter bred og op til 8,5 meter dyb. Donau løb nu ud i Sortehavet ved havnebyen Constanta, og fragtskibe i femtonsklassen kunne smertefrit tage genvejen.

Sortehavskanalen er mindre iøjnefaldende end Folkets Hus. Den ligger trods alt et stykke fra alfarvej – skibstrafik undtaget – og den stræber ikke mod himmelen. Men ret beset konkurrerer den med marmorpaladset i Bukarest om førstepladsen på listen over efterkrigstidens udskejelser. Kanalens tilblivelse er et vidnesbyrd om, at Ceausescus storhedsvanvid ikke er den eneste årsag til Rumæniens genvordigheder i verden af i dag. Det begyndte med hans kommunistiske forgængere, og galmandsværket ligger i hvert fald på ét punkt i forlængelse af den kommunistiske ideologi: tiltagene er børn af den utopiske tilgang til samfundsforandringer. Lad os dvæle ved den rumænske kommunisme og den arv, den har efterladt.

De rumænske kommunister var oprindeligt en ensom flok. Så sent som august 1944 havde partiet blot 884 medlemmer. Alligevel kom de til fadet. Med sig bragte de den revolutionære foragt for virkeligheden.

Fra midten af 1960erne begyndte de rumænske kommunister at opføre sig som klassens uartige dreng, bulderbassen, der turde tale læreren midt imod. Det begyndte allerede under Gheorghe Gheorghiu-Dej. I 1964 udsendte Bukarest den såkaldte ’uafhængighedserklæring’, et dokument der betonede hvert lands ret til at vælge sin egen færd mod socialismen.

Men det er værd at bemærke, at først Gheorghiu-Dej og efterfølgende Nicolae Ceausescu brød med Moskva, fordi Moskva brød med arven efter Stalin. I den såkaldte ’hemmelige tale’ fra 1956 gjorde Sovjetunionens nye førstemand, Nikita Khruschev, op med nogle af den afdøde tyrans værste udskejelser. Tiden var moden til en ny kurs, lød det fra Kreml. Khruschevs udmelding faldt ikke i god jord i Bukarest. De rumænske kommunister ønskede at videreføre Stalins hårde linie. Det forudsatte et opgør med ’slapperne’ i Kreml. At et sådant brud med russerne var populært i den rumænske befolkning, gjorde ikke fristelsen mindre.

De rumænske kommunister var kort sagt ulve i fåreklæder. Det blev tydeligt for enhver i 1980erne, da Ceausescu talte dunder imod de varmere vinde, der blæste fra Moskva. Han afskrev Gorbachevs økonomiske reformbestræbelser, Perestrojka, som en ’højrefløjsafvigelse’, og han nægtede at efterkomme Kremls krav om åbenhed, Glasnost. Kommunistpartiet er ikke nogen diskussionsklub, skal han syrligt have sagt.

I stedet for at igangsætte et nybrud, gik Ceausescu til roden. I Det Kommunistiske Manifest fra 1948 1848 havde selveste Karl Marx opfordret sine proselytter til at afskaffe forskellen mellem land og by. Ceausescu tog ham på ordet. I 1988 igangsatte han en storstilet ’systematiseringsplan’. Målet var at flytte bønderne til fabriksbyer. Fremgangsmåden var simpel. Bulldozere kørte til de udvalgte landsbyer. Indbyggerne fik et par timer til at forlade deres huse, der så blev jævnet med jorden. I stedet blev de hjemløse flyttet til betonblokke rejst i al hast.

Ved denne tid begyndte selv de mest forstokkede vestlige Ceausescu-beundrere at blive noget lange i spyttet, ja efter revolutionen i 1989 var der faktisk ingen ende på forargelsen. Tidligere apologeter udråbte nu Nicolae og hans hustru Elena som skurkene bag alle Rumæniens genvordigheder. De, snarere end kommunismen, havde udpint det stakkels land. Det kunne enhver, der besøgte Folkets Hus i Bukarest, konstatere ved selvsyn. I skyndingen glemte de kloge hoveder, at Ceausescu også var manden bag Sortehavskanalen og systematiseringen af de rumænske landsbyer. De glemte, at Ceausescu var besjælet af den marxistiske tro på social videnskabelighed.

Ceausescus udøvende håndelag lå i forlængelse af en magtfuldkommen tradition for regeringsudøvelse. Men hans politik var også et barn af Lenins læsning af Marx. Sortehavskanalen står som en skamstøtte over et politisk program, der blev undfanget i Kreml, endnu mens Nicolae – født i 1918 – lå i sin vugge. Der var tale om en pervers form for humanisme, der satte idéen i Guds sted. Mennesker, der sidder inde med en viden om det perfekte samfund, vil selvsagt føle, at alle midler er salonfæhige. En så ekstrem idealisme fører altid til menneskeforagt, fordi den med vold vil omskabe menneskene. Et halvt århundredes legen Gud har ikke blot efterladt synlige ar i landskabet. Det har også matret den rumænske folkesjæl.

De rumænske kommunister søgte helt bevidst at skabe et nyt menneske, et homo novus. I en vis forstand kan man sige, at deres bestræbelser blev kronet med succes. Industrialiseringen omkalfatrede så ganske landets erhvervsstruktur. Bønderne drog, mere eller mindre frivilligt, ind til de nye fabriksbyer, der skød op som paddehatte. Rumænien tilbagelagde på få årtier en færd, der havde taget generationer i Vesten. Kommunisterne forcerede, de lod ikke tingene gå deres gang. Deres mål var
at omforme Rumænien til

Folkets Hus

Folkets Hus – beliggende i hjertet af Rumæniens hovedstad Bukarest – er det største menneskeskabte byggeri efter Pentagon. Gestalten er omgivet af en plæne, der sine steder henleder tanken på et vildnis. På denne plæne og under denne kolos lå indtil 1980erne en væsentlig del af den rumænske hovedstads historiske midte, dens Altstadt som tyskerne siger. Byen havde et væld af statelige bygninger. Den kunne ikke måle sig med Krakow, Prag eller Budapest, men historiens vingesus var efter sigende ikke til at tage fejl af, når man slentrede langs husenes massive fundamenter. De gamle kvarterer blev revet ned på ordre af en magtfuldkommen tyran, en tidligere bonde og skomager, der i bund og grund foragtede den urbane civilisation, Bukarests gamle Altstadt var en mindelse om. Skomagerens navn var Nicolae Ceausescu.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Ceausescu en dag skulle blive Rumæniens enehersker. Indtil Anden Verdenskrig udgjorde de rumænske kommunister en fortvivlende lille flok; partiet havde næppe over tusinde medlemmer. Der stod afsky om dem både i magtens haller og blandt menigmand. De blev – med rette – dadlet for at ligge under for Moskvas diktat, og de blev forfulgt med alle midler. En kommunistisk partibog var tilsyneladende ikke en genvej mod tinderne, men det afskrækkede ikke Nicolae Ceausescu. Den unge mand meldte sig ind i den fåtallige flok.

Skomageren Ceausescu knyttede fra tidlig færd sin karriere til jernbanearbejderen Gheorghe Gheorghiu-Dej. De tilbragte en rum tid sammen i forskellige fængsler, anklaget for at arrangere strejker. Men Anden Verdenskrig vendte op og ned på situationen. Den Røde Hær banede i 1944-1945 vejen for et kommunistisk fåmandsvælde. Moskva betroede i første omgang magtens tøjler til Gheorghe Gheorghiu-Dej, fordi han var en af de få rumænske kommunister, der havde blot en snert af folkelig opbakning. Nicolae Ceausescu befandt sig som altid blot ét skridt bag Gheorghiu-Dej. Skæbnens uransagelige veje havde fra dag til anden ført skomageren ind i magtens inderkreds.

I 1965 døde Gheorghiu-Dej. Den tro løjtnant stod klar til at tage over, hvor mentoren havde sluppet. I første ombæring indgik Ceausescu i en regerende trojka. De kår blev ham snart for små, og fra 1967 gerådede han sig helt i front som partiets generalsekretær. Det er ganske ironisk, men Nicolae blev ved denne tid opfattet som en af de mest oplyste og liberale kommunistiske ledere. En mand Vesten kunne tale med. Årsagen til det ædle omdømme var enkel: Rumæniens nye leder havde mod til at tale Moskva midt imod.

I 1968 knuste de sovjetiske tanks ’Foråret i Prag’, Tjekkoslovakiets forsøg på at vælge sin egen vej mod – eller måske snarere væk fra – socialismen. Ceausescu var klar i mælet. Ikke blot nægtede han at deltage i invasionen, han fordømte den i stærke vendinger. Dette lille oprør er blevet døbt ’Ceausescu-regimets fødselsmyte’. Efter den tidløse devise: ”Min fjendes fjende er min ven”, omfavnede Vesten Rumæniens nye førstemand. I 1969 aflagde ingen ringere end Richard Nixon, præsident for de forenede amerikanske stater, et officielt besøg i Bukarest. Det var første gang, en amerikansk præsident lagde vejen omkring et medlem af Warszawa-pagten. Året før havde den franske præsident, Charles de Gaulle, gjort det samme. Fra dansk side blev der ligeledes excelleret i kunsten at smigre diktatoren. Skomageren i Bukarest fik tildelt Elefantordenen, og han vandt sig et kor af apologeter i den hjemlige andedam.

Men Vesten var blind. Ceausescu var ingen Alexander Dubcek, han var en ny Stalin. Så meget turde stå klart for enhver, der havde mod til at se den rumænske virkelighed an. Helt galt gik det fra begyndelsen af 1970erne. I årtiets andet år, 1971, havde generalsekretæren aflagt et visit hos to af sine gode asiatiske venner, Mao Tse Tung og Kim Il Sung. Mao var ved denne tid optaget af et selvbestaltet forsøg på at hjernevaske den kinesiske befolkning, en foreteelse kendt som ’kulturrevolutionen’. Kim Il Sung havde givet startskuddet til en personlighedskult, der inden for føje år skulle ophøje ham til en form for guddommelig status. Ceausescu blev vældig imponeret over sine asiatiske svirebrødres udgave af den virkeliggjorte socialisme.

Vel hjemme igangsatte han dét, der siden er blevet døbt ’den lille kulturrevolution’. Bid mærke i tillægsordet – generalsekretæren havde ikke købt hele pakken. Han kom frem for alt hjem med den østasiatiske fornemmelse for personlighedsdyrkelse. I de følgende år blev kimen lagt til den Ceausescu-kult, der skulle gå ganske over gevind i 1980erne. Generalsekretæren samlede en kreds af ’hofdigtere’, der skulle besynge hans og hans ætlinges ædle byrd. Den tidligere skomager blev hyldet som den største tænker, filosof, statsmand og videnskabsmand, menneskeheden nogen sinde havde fostret. Rumæniens statsanerkendte filosofiske opslagsværk brugte mere plads på at dvæle ved Nicolaes tanker, end der blev afsat til den kommunistiske treenighed, Marx, Engels og Lenin – og det var ellers ikke småting.

1980ernes Rumænien blev kendt som ’socialisme i én familie’. Elena Ceausescu var både formelt og reelt styrets nummer to. Nicolaes fire brødre havde indflydelsesrige poster, og hans yngste søn, Nico, blev kørt i stilling som den almægtiges efterfølger. Regimet blev syrligt døbt ’Ceausescu-klanen’. Der var tale om fuldblods nepotisme, og ingen gjorde noget forsøg på at skjule den kendsgerning. For at gøre ondt værre blev Ceausescus storhedsvanvid forstærket af den økonomiske nedtur, der ramte Rumænien i 1980erne. De vestlige statsledere begyndte ved denne tid at kritisere deres tidligere yndlingskommunist for sin brutale regeringsførelse. Generalsekretæren var forhippet på at sikre sig manøvrefrihed i forhold til udlandet, hvad enten det nu drejede sig om Moskva eller Washington. Han bekendtgjorde derfor, at landets anseelige udlandsgæld skulle afbetales før tid. Midlet var en økonomisk hestekur af rang. Importen fra udlandet blev sat i bero. Samtidig blev de rumænske forbrugere berøvet alt, hvad der kunne sælges i det fremmede. Således blev 1970ernes smalle tider afløst af 1980ernes uår.

Meningscensuren var ligeledes kvælende. Skrivemaskiner skulle registreres hos politiet, indehavelse af en ’sort’ af slagsen var en alvorlig forbrydelse. Hvis man undlod at indberette om en samtale med en udlænding – hvor uskyldig den end måtte være – kunne det koste tid i skyggen. Det er svært ikke at trække på smilebåndet i dag, men de paranoide tiltag var blodig alvor. Det er blevet anslået, at hver 15. rumæner i 1980erne var stikker; forræderiske øjne lurede bag hvert et hjørne. Det voldførte samfund var gennemsyret af frygt. Naboer undlod at komme hinanden ved af frygt for følgagtige anmeldelser. End ikke familien udgjorde fredet land.

På sin vis kan man sige, at samfundet ophørte med at eksistere. Berøringsangsten gjorde, at de fleste mennesker lukkede sig inde i deres egen lille verden. De kerede sig udelukkende om overlevelse, ikke om de fælles anliggender. Samtidig levede og åndede de i en verden, hvor løgnen herskede. Når magthaverne bekendtgjorde deres syn på dette eller hint, var der kun én ting, tilhørerne kunne være sikre på: sandheden var en anden. Der var tale om en verden lige ud af George Orwells 1984. Et dysterland skabt af en bonde med mindreværdskomplekser, der hadede intellektuelle og byboere. En tyran, der hengav sig til et lukkulisk vellevned, alt imens menigmand sultede i gaderne neden for hans residens. En tidligere skomager, der lod sit udpinte og afmægtige folk slæbe sten til et vanvittigt bygningsværk, der skulle sikre ham udødelighed. Til Folkets Hus.

Lad os afslutningsvis prøve at indfange de politiske følger af Ceausescus enevældige tilgang til magtudøvelse. I Det åbne samfund og dets fjender gjorde den østrigske filosof Karl Popper opmærksom på, at ukontrollere
t magt er den sikre vej ti
lbage til det lukkede samfund, til diktaturet. Med hans egne ord:

”[M]ens øjeblikkets politiske spørgsmål kan kræve en personlig løsning, så må al langsigtet politik – og især al langsigtet demokratisk politik – tænkes ud fra upersonlige institutioner […] metoden med den personlige indgriben indfører et stadigt voksende element af uforudsigelighed i samfundslivet, og dermed vil der udvikles en følelse af, at samfundslivet er irrationelt og utrygt […] Denne tendens må stærkt forøge systemets irrationalitet, give mange indtrykket af, at der bag scenen findes skjulte magter og gøre dem modtagelige for sammensværgelsesteorien om samfundet med alle dens konsekvenser – nationalistiske og sociale kætterforfølgelser og klassehad”.

Med profetisk klarsyn leverer Popper i disse sætninger en diagnose af ét af Rumæniens væsentligste problemer i verden af i dag. Selve logikken bag det liberale demokrati er, at institutioner, ikke personer, udgør omdrejningspunktet for magtudøvelsen. Det er dette ideal, der finder udtryk i bonmotet om at ’love, ikke mennesker, regerer’. Den anden side af mønten har den britiske historiker Lord Acton sat ord på i sit berømte diktum: ”Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut”.

Rumænien har aldrig kendt til andet end personlig og derfor vilkårlig magtudøvelse. Rumænerne ringeagter fortsat de politiske institutioners evne til at hindre misbrug. Flerpartisystemet leder til fordærv, lyder det endnu fra mange. Der er grund til at tro på, at EU-medlemskabet og demokratiet vil kunne ændre på denne sørgelige tilstand. Men den slags tager tid, og menigmand har ikke for alvor forsaget undertrykkelsens åg – den fribårne rumæner er endnu i sin vorden. Folkets Hus står midt i Bukarest som et jammersminde, en skamstøtte over en despotisk tradition, under hvis vinger det lukkede samfund er blevet næret igennem århundreder.

To rumænske fortællinger

I gårsdagens udgave af Politiken kunne man erfare, at Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund er klar til at gribe til våben for at omstyrte det bestående demokratiske system. Nu er der givetvis tale om en forsvindende lille flok, men det gør ikke budskabet mindre forstemmende, slet ikke i en tid hvor Lenins voldspolitik endnu modtager lovord fra visse historikere. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at fortælle en lille historie fra Rumænien – et land jeg tilbragte en længere periode i tilbage i 2002. Der er tale om en historie i to afsnit. Det første handler om en lille mand, der ad åre blev landets tyran; det andet om den ideologi han lige til sin død bar i sit hjerte.

Frie valg og liberal konstitutionalisme –- samklang eller konflikt?

I dagens udgave af Weekendavisen spinder jeg en kommentar over den globale sammenhæng – eller i hvert fald det globale sammenfald – mellem frie valg og liberal konstitutionalisme. Artiklen tager udgangspunkt i et paper, jeg har under udgivelse i Acta Politica.

Af samme grund er fremstillingen blevet lidt teknisk, men budskabet er meget enkelt: den europæiske sammensmeltning mellem frie valg og liberal konstitutionalisme (frihedsrettigheder samt ‘rule of law’) lever i bedste velgående, også uden for Europa og Nordamerika. 1990ernes dystre forudsigelser om det ‘uliberale’ eller ‘elektorale’ demokratis komme – fremført af politologer som Fareed Zakaria – har altså ikke vist sig at holde stik.

Ja, faktisk kan vi gå et skridt videre. Selv sen-90ernes tilsyneladende kløft mellem frie valg og liberal konstitutionalisme udgjorde i et vist omfang et mirage. For bevisførelsen var uholdbar, alt den stund to uafhængige dimensioner – den ene elektoral, den anden liberal – blev sammenlignet ved brug af en endimensional klassifikation i stedet for en todimensional typologisering. Der var altså tale om en overtrædelse af taksonomisk børnelærdom.

Det leder os frem til de gode nyheder: at frie valg (dvs. demokratiet i en schumpetersk optik) stadig går hånd i hånd med frihed (forstået som frihedsrettigheder og retssikkerhed). Hvor sidstnævnte ikke bliver respekteret, som i Rusland, der er valgene almindeligvis ikke frie og vice-versa. Det liberale demokrati (frie valg samt retssikkerhed) er still going strong. Lad mig slutte af med at citere et par afsnit:

“Hvor efterlader det os? Den historiske sammensmeltning af demokrati og liberalisme holder stadigvæk, lyder den endelige konklusion. Det bør vi sætte pris på. For der er bestemt ingen grund til at misunde dem, der er henvist til at leve i et uliberalt demokrati – et flertalsdiktatur.

Lad mig illustrere denne pointe ved at vende tilbage til udgangspunktet: de demokratisk valgte politikeres lidet imponerende politiske og økonomiske track record i verden af i dag. I en situation hvor frie valg ikke baner vejen for ansvarlige politikere, er det liberale korrektiv vigtigere end nogensinde. For retsstatens værn imod flertalstyranni er også et værn imod den økonomiske populisme, vi ser i lande som Venezuela; og imod den politiske foragt for borgernes rettigheder, vi ser i Irak. Den liberale side af den demokratiske mønt begrænser kort sagt muligheden for politiske narrestreger.

Faktisk kan vi gå ét skridt videre. Det er ikke tilfældigt, at 16-, 17- og 1800-tallets store liberale tænkere og statsmænd lagde større vægt på retssikkerheden end på valgretten. For hvor juridisk vilkårlighed hersker, findes der ingen frihed. Og friheden, forstået som retssikkerheden, er selve forudsætningen for at nyde civilisationens goder. Frie valg uden liberale skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er med andre ord meget lidt værd.

Undertegnede ville til enhver tid foretrække at leve i en retsstat uden stemmeret frem for i et uliberalt land med frie valg. I det lys er det meget opmuntrende, at demokrati og liberalisme stadig går hånd i hånd, i hvert fald på det globale niveau“.

Bertrand Russell og hyperrationalismen

Den europæiske filosofiske tradition kredser, og har bestandigt kredset, om den menneskelige fornuft – og dens begrænsninger. Lidt groft sagt er det muligt at identificere tre lejre: hyperrationalisme (eller ukritisk rationalisme), kritisk rationalisme og irrationalisme. Hvor irrationalismen så ganske undsiger den menneskelige fornuft, der sætter hyperrationalismen så ganske sin lid til den. Begge dele er farlige, lyder den kritiske rationalismes indvending.

Med irrationalismen siger det næsten sig selv, for afviser man fornuften, så er der ikke meget tilbage at bygge på. Men hyperrationalismens skyggesider er lidt sværere at forstå. En god måde at illustrere den overdrevne fornuftstros skavanker er at lægge vejen omkring en af dens navnkundigste disciple. I dag for 35 år siden døde den britiske filosof Bertrand Russell, og hans livslange politiske engagement er sigende i denne sammenhæng.

Russell fremstår som en af det 20. århundredes intellektuelle giganter. John Stuart Mill var hans gudfader, og han var ud ad den reneste victorianske adel. Bedstefaderen, Lord John Russell, havde tjent som premierminister i årene 1846-1852 og 1865-1866, og var efterfølgende blevet adlet som jarl. Efter storebroderens død i 1931 arvede Bertrand jarl-titlen. Men det var som matematiker og logiker, at Russell i første omgang gjorde sig bemærket. I det 20. århundredes første årti begik han sammen men sin lidt ældre kollega Alfred Whitehead den monumentale Principia Matematica, og livet igennem bidrog han til forskningen inden for matematik, logik og filosofi.

Russells metode var yderst krævende. Inspireret af Leibniz søgte han at bryde komplekse ideer ned til deres mest simple bestanddele – for derved at blotlægge the natural world. Denne tilgang, samt et formidabelt intellekt og en ligeså formidabel arbejdsevne, satte Russell i stand til at nå en række videnskabelige gennembrud, herunder den berømte typeteori, der løste det lige så kendte ‘Russell-paradoks’. Men da Russell efter Principia Matematica tog livgeb med den sociale verden, med menneskenes verden, viste metoden sig at have klare begrænsninger.

Russells omfattende politiske forfatterskab var medvirkende til, at han i 1950 blev tildelt nobelprisen i litteratur. Og der var da også tale om et meget velmenende engagement båret af et inderligt ønske om at afskaffe både krig og elendighed mere generelt. Men Russell var galt afmarcheret, fordi han aldrig forstod fornuftens begrænsninger. Han politiske virke tog således afsæt i overbevisningen om, at også magtens mænd var i stand til at nedbryde den virkelige verden i dens logiske bestanddele. At de – kort sagt – kunne analysere hvert et politisk skaktræk og nå frem til sikre konsekvensberegninger. Han afviste derfor på det bestemteste, at politikerne mere eller mindre uforvarende fremkaldte begivenheder som krig og kriser, var kort sagt blind for betydningen af uvidenhed, fejl, ærgerrighed og – frem for alt – utilsigtede virkninger.

I stedet vendte han sig igen og igen imod sammensværgelsestankegangens tyrkertro på, at skjulte bagmænd havde fingeret begivenhederne for at tjene deres egne, fordægtige interesser. Russell nægtede eksempelvis at tro på, at mordet på John F. Kennedy kunne være en enlig galnings værk – der måtte være et skjult plot, som kunne og skulle afdækkes.

Samme ‘overrealistiske’ holdning udviklede han efterhånden om den vestlige verdens udenrigspolitik. Russell bekendte sig af hjerte og sjæl til venstrefløjen, og han havde i 1917 hilst den russiske revolution velkommen. Et besøg i 1920 fik ham til at vende på en tallerken. Bolsjevikkerne havde han ingen lovord til overs for, og i de følgende årtier kastede han sig in i kampen imod Lenin og hans disciple. Men efter atomvåbnenes fremkost rettede han i stigende grad sin olympiske vrede imod de amerikanske magthavere. I 1960erne anså han ligefrem USA for en større trussel imod verdensfreden end det USSR, han ellers fyrre år tidligere havde lyst i band. Og i forbindelse med det famøse Russell-tribunal blev skævvridningen fuldstændig. USA’s forbrydelser i Vietnam-krigen blev (oftest på skrømt) fordømt, mens de nordvietnamesiske forbrydelser end ikke blev behandlet.

Endelig drev hyperrationalismen Russell i armene på ideen om et verdenssamfund, der bistået af overlegne militære midler skulle holde de uopdragne nationalstater i ørene. Hverken Folkeforbundet eller FNs noget mere prosaiske virkelighed kunne ryste ham på dette punkt. Og han fandt det end ikke nødvendigt at forklare, hvordan et sådant verdenssamfund – bevæbnet til tænderne – skulle kunne forblive tro imod de friheder, han ellers skattede. Russell politiske virke er kort sagt et eksempel på, at hyperrationalismen meget let ender i frihedsfornægtelse, fordi den ønsker at sætte samfundet på formel. Og i den forstand er de ofte hørte hyldestsange til Russell – eksempelvis fra fredsbevægelsen – lidt svære at sluge.

Så du røgen…?

Da The Economist i november bragte en nekrolog over Ralph Harris – den tidligere general director for the Institute of Economic Affairs – lagde tidsskriftet ud med at fortælle en lille anekdote fra National No-Smoking Day den 8. marts 2000. På denne dag kunne man uden for Westminster se to personer med hver sin pibe. Den ene var Baroness Trumpington, den anden Lord Harris. Harris elskede at ryge. Men der var mere i fremmødet end som så. For at citere:

‘[…] as the years passed he loved smoking less for the tang of the tobacco, or its stimulus to thought, than for its defiance of the nanny-hand of the state. As smokers were increasingly repressed and made outcasts by the “authoritarian itch” of governments, so he all the more fiercely took their side.’

Da jeg læste nekrologen tilbage i november, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt overbærende af Harris’ stilfærdige protest foran parlamentet. Men siden er jeg begyndt at forstå, hvad der drev ham. Her i Italien har det i snart længere tid været ulovligt at ryge på restauranter og barer – og nu er turen så også kommet til Danmark. Per 1. april 2007 bliver rygning forbudt på såvel offentlige som private arbejdspladser, undtagen i dertil indrettede rygelokaler. Det samme gælder restauranter (med mindre der oprettes adskilte rygerum) og udskænkningssteder over 40 kvadratmeter. Endelig forbydes rygning i enhver form for offentlige transportmidler samt lokaler med offentlig adgang.

Hvorfor dette meget vidtgående indgreb i den personlige frihed, både forstået som friheden til at ryge og friheden til at tillade rygning i sin private restaurant, bar eller hvad ved jeg. Jo, den officielle begrundelse er den klassiske, at rygernes frihed begrænser ikke-rygernes frihed, fordi sidstnævnte udsættes for passiv rygning.

Men Mill ville givetvis vende sig i sin grav ved den argumentation. For det står jo enhver frit for at lade være med at gå på en pub eller restaurant, hvor der er røg. Og hvis man mente argumentet alvorligt, så kunne man have ladet rygeforbud være op til den enkelte restauratør – det er trods alt hans geschæft – og så lade kunderne vælge mellem steder med og uden rygning. Det er med kort sagt ikke valgfriheden, der har ligget politikerne på sinde.

Ret beset handler det her da heller ikke om at fremme nogen form for frihed (undtagen den meget betænkelige form Isaiah Berlin kaldte ‘positiv frihed’). Til trods for henvisningerne til ikke-rygernes ret til at kunne gå uden for en dør uden at frygte den visse død, så synes der at være en anden ting på spil her. Det er sundhedssektorens helbred, der spøger.

De danske politikere har i deres vildrede over de løbske udgifter, der følger af en gratis adgang til sundhedsydelser, grebet fat om forebyggelsen. I takt med at vi bliver mere velhavende stiger efterspørgslen efter livsforlængelse nemlig eksplosivt – indkomstelasticiteten for sundhedsydelser er meget høj, som økonomerne siger.

Rygeforbuddet er et barn af disse bekymringer, og det er givetvis ikke det sidste tiltag, vi kommer til at opleve. De nye storkommuner skal – har jeg forstået – lægge ekstra stor vægt på forebyggelse, netop fordi det danske sundhedssystem ikke er økonomisk holdbart på længere sigt. Motion og kost er de oftest nævnte indsatspunkter, for fedme belaster som bekendt også sundhedssystemet. I indeværende uge blev det forskruede i hele tankegangen udstillet, da man kunne høre den nye konservative sundhedsminister forslå – i ramme alvor – at slik ved lov skal væk fra børnehøjde, ja helst “ned i et hjørne af butikken, hvor kunderne ikke kommer så tit”.

Nu skulle man synes, at der var en ret enkel løsning på den offentlige udgiftseksplosion, der følger af rygning og usund kost. Man kunne jo overveje at indføre brugerbetaling på dette område, så den enkelte ryger, chokolademisbruger eller motionsnægter bar den økonomiske byrde ved sin adfærd. Lade såvel kompetence som ansvar ligge hos individet og så ellers blande sig uden om. Lige nu tilskynder sundhedssektoren faktisk folk til at leve usundt, fordi de ikke selv skal betale regningen – brugerbetaling kunne med andre ord også have velfærdsfremmende virkninger (i økonomisk optik).

Men nej. Den slags tanker er så ildesete, at de end ikke har været oppe at vende – jeg har i hvert fald ikke set dem forslået fra politisk hold. I stedet er vi øjensynligt i færd med at lægge selve ansvaret for forebyggelse væk fra den enkelte og over på fællesskabet. Det er for det første skruen uden ende, og for det andet er det en ret sikker måde at underminere den enkeltes ansvar for egen sundhed. Og så har jeg end ikke nævnt den personlige frihed.

Og hvor skal det her egentlig ende? Målet retfærdiggør tydeligvis midlet, og den slags er altid bekymrende. Er det en lovpligtig morgenløbetur, der er næste programpunkt? Eller hvad med de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen – er der bøder i vente, hvis man kun når 300 gram?

Nu skal man selvfølgelig være varsom med at male fanden på væggen, men Lord Harris gjorde nok ret i at stå med sin merskumspibe foran parlamentet hin martsdag i 2000. Skade kun, at forebyggelsespolitikken har sejret ad helvede til lige siden.

Hvad er demokrati?

CEPOS sender d.d. et lille essay om demokrati på gaden forfattet af undertegnede. Her følger – som et udslag af den grovest tænkelige selvpromovering – en lille appetitvækker med eneret for Punditokraterne.

————–

I 1945 udgav den danske professor og samfundsdebattør Hal Koch sin berømte Hvad er demokrati?; en bog der siden er blevet brugt til at forme generationer af danske gymnasielever og universitetsstuderende i det ‘danske folkestyres ånd’. Koch gjorde sig i den lille beretning talsmand for at anskue demokratiet som en livsform besjælet af samtale. “Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled”, skriver han tidligt i bogen. Og uddyber så senere:

“Dets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra træffer en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden”.

Det er et formidabelt ideal, Koch her giver videre til læseren. Vi er tilbage ved den sokratiske dialog. Vi er tilbage ved ideen om, at vi i samdrægtighed kan tale os til rette, når blot vi lægger fordomme og følelser til side og lader fornuften råde. Kochs forbillede er da også antikkens Athen, hvor alle byens (mandlige) borgere i endrægtighed diskuterede de fælles anliggender, gerne bistået af indsigtsfulde mænd af en filosofisk støbning. Det lyder smukt, men det er ikke en hensigtsmæssig forståelse af demokrati. I den kochske forstand er demokratiet ubestemmeligt, fordi det er et fritsvævende ideal.

Lad mig give et praktisk eksempel hentet direkte i Hvad er demokrati? I bogen kan Koch tilsyneladende ikke helt finde ud af, om han skal kalde Sovjetunionen et diktatur eller et demokrati. Det ene sted henviser han til “det demokratiske Rusland” – det næste sted trækker han i land igen, og skriver, at ‘Sovjetrusland’ i hvert fald har taget nogle meget væsentlige skridt imod demokratiet. Landet har ganske vist ikke frie valg, men til gengæld har man skabt en form for økonomisk demokrati. Den samlede beskrivelse er sigende:

“Efter den såkaldte Stalinforfatning synes der at være en vis tilnærmelse mellem russisk og vesteuropæisk demokrati. Men på den anden side går næsten alle skildringer derovre fra ud på, at en politisk opposition og en fri partidannelse er udelukket. Derved udelukkes imidlertid også den fri, frugtbare drøftelse af de politiske spørgsmål. Jeg kan ikke tænke mig andet end, at den nuværende tilstand i Rusland må betragtes som noget midlertidigt, som et skridt på vejen, og at Rusland her – måske under stærkt modificerede former – vil nå frem til den samme frihed som præger det politiske liv i Vesteuropa. Det kan også udtrykkes på den måde, at Sovjetrusland politisk endnu ikke synes at være nået frem til demokratiet. Til gengæld skal det ikke glemmes, at man derovre har sat ind på et andet punkt: man har først og fremmest været optaget af at skabe det økonomiske demokrati. På dette punkt har Vesteuropa endnu overordentligt meget at lære”.

Koch er tydeligvis betaget af tidens fylde. Bogen er skrevet ved Anden Verdenskrigs afslutning. Men beskrivelsen af Sovjetunionens ‘lige-ved-og-næsten-demokrati’ er mere sigende end som så. For hvorfor egentlig ikke? Hvis demokrati er en livsform, og i særdeleshed en form for samtale, hvem kan så på forhånd udelukke, at Sovjetunionen er et demokrati – eller udelukke at landet står på tærsklen til demokratiet? Det kan være hip som hap, for i sin rene form eksisterer demokrati intetsteds.

Eksemplet understreger, at Kochs definition betyder alt og dermed intet. Vi kan ikke bruge hans definition til at forklare, hvad demokratiet er. Eller hvad det ikke er. Efter at have besøgt Koch står vi altså tomhændede tilbage.

Heldigvis er der hjælp at hente hos en anden dansk samfundsdebattør. Bemærkelsesværdigt nok er han en af Kochs samtidige. I professor Alf Ross’ bog Hvorfor demokrati?, der kom på gaden i 1946, er betydningen af demokrati således ganske klar. Demokratiet er en politisk metode, der er bygget på et juridisk fundament:

“Taget i denne betydning er demokratiet et retligt og formelt begreb. Det er udtryk for, hvorledes statsviljen dannes, ikke for hvad der dens indhold. Det betegner en fremgangsmåde for den politiske viljes fastsættelse, ikke dens genstand, mål eller midler”.

“Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad“, som Ross elegant forklarer. Med ideen om demokratiet som en politisk metode får vi pludselig sikker grund under fødderne. Definitionen gør selv på det abstrakte niveau klart, hvad demokratiet ikke er – en livsform, et sæt af holdninger og så videre. På det mere konkrete niveau definerer Ross demokratiet “[…] som den statsform, i hvilken statsmagten (den politiske magt, ‘suveræniteten’) retligt tilkommer befolkningen som helhed og ikke blot en enkelt person eller en bestemt, begrænset kreds af personer” – med ét ord som “flertalsprincippet”.

I overensstemmelse hermed gør han det klart, “[…] at demokrati og liberalisme er forskellige begreber uden indbyrdes sammenhæng“. Alligevel skal vi ikke læse mange sider længere frem, før Ross – tilsyneladende uden selv at være klar over modsigelsen – må trække i land. Han erkender her, og han gentager det flere gange i sin videre beretning, at flertalsprincippet er meningsløst, hvis det ikke bliver bakket op af visse liberale frihedsrettigheder og af retssikkerhed. Det er yderst fornuftigt, for hvad hjælper en fri stemmeafgivelse, hvor kun én part kommer til orde i valgkampen, eller hvor politiet knægter oppositionens politiske rettigheder?

Tilføjelserne vidner om Ross’ imponerende klarsyn – også på dette område. Men han tager ikke konsekvensen af dette klarsyn. Han fastholder stædigt, at det er meningsfuldt at definere demokratiet som flertalsprincippet og ikke andet. Den påstand holder ikke vand. Ross gør ret beset tilstedeværelsen af en ‘liberal statsmagt’, et organ der gennem lovhåndhævelse sikrer visse politiske frihedsrettigheder, til en forudsætning for flertalsprincippet. Kombinationen af frie valg og en liberal statsmagt – det liberale demokrati – er det egentlige demokrati, lyder denne tråds svar på spørgsmålet ‘Hvad er demokrati? Det er den eneste styreform, der sikrer, at flertalsprincippet bliver meningsfuldt.

Det kan vi sige på en anden måde. Hvor antikkens grækere opfattede frihed som muligheden for at realisere sig selv gennem politisk deltagelse, så er frihedsidealet bag det moderne demokrati, det liberale demokrati, væsensforskelligt. Det er forestillingen om individets frihed – herunder i egenskaben af stemmeberettiget. De liberale skranker skal tilsikre, at den politiske deltagelse bliver en personlig, ikke en kollektiv foreteelse.

Derfor er det også et helt legitimt demokratisk valg ikke at stemme eller fravælge at deltage i politik. Faktisk udmærker det liberale demokrati sig ved, at det ikke kræver særlig megen borgerdeltagelse for at kunne fungere. Det er der ingen grund til at beklage. Valget af repræsentanter udgør en form for politisk delegering, der sætter borgerne i stand til at bruge deres tid og kræfter på produktive forehavender frem for bestandigt at skulle bekymre sig om den politiske verdens ævl og kævl.

Det var det, Hal Koch aldrig forstod, og det er værd at spinde en lille afsluttende kommentar over. Koch vil, ganske som de radikale franske oplysningsfilosoffer, have os til at tro,
at uoverensstemmelser alti
d kan bilægges gennem samtale. Det er en meget naiv forestilling. Kun intellektuelle og sværmeriske sind tror på, at diskussioner kan brolægge dybe værdimæssige kløfter. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter.

Det paradoksale ved sagen er, at Koch i bund og grund er ude i et unødvendigt ærinde. Det liberale demokrati er den eneste styreform, der tillader fundamental uenighed om værdispørgsmål (og på alle mulige andre områder for den sags skyld, men her vil uenigheder naturligvis ikke være fundamentale). Spillets regler kræver ikke, at de politiske beslutninger skal være et produkt af endrægtighed. De giver tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum – og heldigvis for det. For på det sociale område, hvad angår menneskelivet, er der kun ét alternativ til uenighed: en ‘enighed’ gennemført med magt.

I den forstand er det liberale demokrati menneskehedens vakreste opfindelse nogensinde. Men dermed stopper det også. Hvis vi forventer os mere af det liberale demokrati end dets unikke mulighed for at være uenige på tværs af det politiske spektrum, så er vi dømt til at blive slemt skuffede. Og så er det, at vi gøder jorden for udemokratiske folkeforførere med deres besnærende budskab om fuldstændige løsninger og fuldstændig forløsning. Det er kort sagt ikke ligegyldigt, hvad vi lægger i ordet ‘demokrati’.

Cheminova

Nu har jeg i snart en uge ærgret mig stadig mere over Politikens hetz mod Cheminova uden at have fået sat ét ord på skrift derom. Så er det jo godt, at andre er flittigere end jeg. I dagens udgave af Weekendavisen får Leif Blædel sat tingene i rette perspektiv med nogle få, men velvalgte ord.

Under overskriften “Hysteri. Hetz baseret på enøjethed og misvisning” forklarer Blædel, hvorfor Cheminovas mange kritikere er gået helt galt i byen i denne her sag. Der er desværre ikke fri elektronisk adgang til artiklen, men de følgende to afsnit sammenfatter så nogenlunde budskabet:

“Gu’ er det da giftigt, stoffet. Det er også fint, at vi ikke bruger det herhjemme mere. Men hvis vi ikke havde andre og mindre giftige midler, eller hvis de andre var så dyre, at vi ikke havde råd til at bruge dem, så ville Bladan ikke være forbudt herhjemme og stadig blive brugt i dansk landbrug.

Det er det, som er humlen i Brasilien og forskellige u-lande. Deres bønder må producere med de midler, de har råd til at købe, og Bladan er væsentligt billigere end de fine stoffer, som anvendes i Danmark. Økonomer vil kunne forklare, hvilke konsekvenser i form af arbejdsløshed, nogle steder i form af sult, det ville have, hvis bønderne i de lande skulle producere uden hjælp af Bladan. Og det er enøjet og ikke særlig god journalistik at hetze løs mod fabrikken, som leverer de lande varen”.

Bedre kunne det ikke være sagt. Og man må da håbe, at Connie Hedegaard holder Weekendavisen, for hendes bidrag har bestemt ikke gjort sagen bedre. Lad mig blot nævne de visdomsord hun fik fyret af i søndagsudgaven af Politiken: “Jeg har før opfordret virksomheder – og vil gerne gentage denne opfordring – til ikke at udsætte befolkningerne i andre lande for ringere miljøvilkår end det, vi selv vil acceptere herhjemme”.

Den hedegaarske formel er en ret effektivt opskrift på, hvordan man kan forhindre fattige lande i at udvikle sig – og den udtrykker i det hele taget en vestlig arrogance, man skal lede længe efter. Danmark ville i hvert fald aldrig havde nået sin nuværende velstand, hvis vi under hele processen skulle have levet op til Hedegaards miljøkrav anno 2006. Lidt sund fornuft efterlyses så mindeligt!

Orwell og sprogmisbrug

I 1946-47 befandt den britiske forfatter og journalist Eric Arthur Blair – bedre kendt som George Orwell – sig i selvvalg isolation på den skotske ø Jura. Den tuberkuloseramte Orwell var i et sort lune, forvisset om, at en ny og kraftigere totalitær bølge lurede om hjørnet. Hvad enten det skyldtes fysiske febervildelser eller politisk ængstelighed, så frembragte den engelske forfatter på den tågede skotske ø sit største mesterværk: romanen 1984.

Romanen beretter om en fremtid så dyster, så knugende og så afstumpet, at det næsten ikke er til at holde ud. I året 1984, hvor handlingen udspiller sig, ligger Storbritannien (og resten af verden med) indhyllet i et totalitært mørke. Ingsoc, det totalitære parti, har skabt et overvågningssamfund, hvor end ikke de inderste tanker er private. Selv sproget er kommet en tur i vridemaskinen. ‘Ministeriet for sandhed’ er i færd med at udvikle ‘Newspeak’, et nyt sprog, der ved at barbere ordforrådet ned til et absolut minimum, gør det umuligt at formulere kætterske tanker.

Advarslen imod ‘newspeak’ står i dag som Orwells mest berømte eftermæle. Det flittigt brugte tillægsord ‘orwellsk’ kan – på det mest generelle niveau – henvise til enhver for offentlig magtmisbrug. Men det bliver først og fremmest brugt om forsætlig sproglig manipulation.

Orwells interesse for emnet går imidlertid længere tilbage end 1984. Hele hans forfatterskab kan, på sin vis, opfattes som en kampagne for semantisk redelighed. To år før ‘Newspeak’ blev en fast del af den vestlige verdens ordforråd, satte han ord på sine tanker i essayet “Politics and the English Language”. Hvor 1984 gør brug af overdrivelser, der indeholder essayet om det engelske sprog en mere sober udgave af den orwellske kulturkritik.

Orwell rister i essayet en rune over det engelske sprogs forfald; et forfald der springer af en politisk kilde. I den politiske verden er sproglig uklarhed og udenomssnak helt bevidste våben, konstaterer Orwell. Med hans egne ord: “The great enemy of clear language is insincerity. When there is a gap between one’s real and one’s declared aims, one turns as it were instinctively to long words and exhausted idioms, like cuttlefish squirting out ink”.

Orwell ser på sin vis det uklare sprogbrugs indtog som en uoprettelig følge af, at stadig flere emner bliver politiseret. Men han slår samtidig fast, at recepten er yderst ligetil. Essayet slutter af med seks berømte regler, der skal tjene til at skabe sproglig klarhed. Disse seks regler udmønter den følgende – og meget simple – hovedregel: “What is above all needed is to let the meaning choose the word, and not the other way about. In prose, the worst thing one can do with words is to surrender to them”.

Hvorfor dette besøg hos en længst afdød engelsk forfatter? Fordi Orwells tanker i dag er så relevante som nogensinde. Der er noget forstemmende ved at høre, hvordan ord som ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ bliver slynget til højre og venstre i politiske diskussioner – og det uden nogen form for klarhed i konnotationerne. Ofte er der tale om soleklare eksempler på det, Giovanni Sartori kalder ‘conceptual stretching’: at lade et begreb indfange empiriske referenter, som det slet ikke dækker definitionsmæssigt.

I takt med at så mange emner er blevet politiseret, bliver den sproglige lødighed stadig mindre. Tag blot det de seneste par års debat om det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad (EUMC).  EUMC påberåber sig at være mere end et politisk redskab. Dets opgave er – fremgår det af centrets hjemmeside – at “bistå fællesskabet og dets medlemsstater med objektive, pålidelige og sammenlignelige informationer og data om racisme, fremmedhad, islamofobia, og antisemitisme”.

Standarden er – og skal derfor være – videnskabelig, ikke politisk. Det indebærer, at vi må stille krav om systematisk sproglig klarhed. Som Sartori så rigtigt har påpeget, så er det i den sammenhæng helt afgørende, at “concept formation stands prior to quantification”. Det gør begrebsdannelsen bare ikke hos EUMC, hvis vi stoler på dr. Jur., Mads Bryde Andersens kritik (se mit tidligere indlæg om EUMC her). Og – hvis det er rigtigt – så er det selvfølgeligt helt galt. For så kan ordet ‘racisme’ lige pludseligt blive brugt om det, vi i gængs tale kalder ‘diskrimination’; conceptual stretching så det basker.

Det samme gælder den pågående danske diskussion om ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’. Danmark er et af verdens mest lige lande, økonomisk set, og det er noget paradoksalt ved at høre politikere fra snart sagt alle partier udpege ‘ulighed’ som et stort problem herhjemme. Samtidig er det svært at forstå, hvordan det er muligt at harcelere imod regerings nedskæringspolitik, al den stund de offentlige udgifter er steget lige siden dens tiltrædelse. I begge tilfælde mangler den logiske negation (omnis determinatio est negatio, som det latinske ord lyder). Hvis Danmark anno 2006 er kendetegnet af ulighed, hvad er da definitionen på et land, der ikke er kendetegnet af ulighed? Og hvis Danmark anno 2006 lider under sociale nedskæringer, hvad er da definitionen på et land, der ikke er lider under nedskæringer? I forlængelse heraf: hvor i verden finder vi eksempler på sådanne lande?

Hvor vil jeg nu hen med denne tråd? Hverken EUMC eller danske politikere gør brug af ‘newspeak’, vil jeg starte med at slå fast. Dette begreb er i sig selv blevet misbrugt. ‘Newspeak’ henviser til en forsætlig politisk omkalfatring af sproget, og det finder sted under et totalitært systems vinger. Alt andet er at drive rovdrift på ordet.

Men EUMCs virke, den lettere forskruede danske diskussion om økonomisk ulighed, og påstanden om at den siddende regering skærer ned i velfærdsstaten passer som fod i hose med Orwells beskrivelse af politiserende sprogbrug. I alle tre tilfælde bliver ordene – ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ – brugt på bekostning af deres semantiske betydning. Der er tale om klare eksempler på ‘conceptual stretching’; på sproglig uredelighed dersom man foretrækker det.

Politiken om (g)ensidighed

Det er i dag ét år siden, Jyllandsposten offentliggjorde de nu herostratisk berømte tolv karikaturer af profeten Muhammed. I den anledning bringer Politiken dags dato en leder, der gør status. Jeg skal ikke trætte læserne med den de første otte afsnits øvelse ud i polemikkens kunst, men blot lige strejfe de to sidste afsnit, der efter lederens eget udsagn destillerer sagens pointe:

Det helt usædvanlige var dog, at den danske regering ved at nægte både at lægge nogen form for afstand til provokationen og indgå i nogen form for dialog med de krænkede ambassadører, lande og organisationer gjorde sagen international. Det kunne avisen ikke have forudset, og det bragte den til sidst i farezonen på en skræmmende og helt uacceptabel måde. Men at hævde den særlige provokationsret, som i hvert fald delvis er etableret i det gennemsekulariserede Europa, ikke som avis eller som kunstner, men som regering i det internationale diplomati, ja, det var ikke bare helt usædvanligt. Det var også ansvarsløst og kritisabelt. Det betalte det danske samfund en pris for, en pris, der ikke kun kan gøres op i tabte eksportinteresser og øgede sikkerhedsrisici.

At gøre det til karikaturkrisens danske pointe er mange af os ikke modne til. For det ville forudsætte, at vi fik øje for, hvad demokrati og integration har til fælles, nemlig behovet for gensidighed og ligeværd. Der skal nok mere end et år til, før vi når så vidt“.

Jeg er i et vidt omfang enig med Politiken i, at sagen handler om gensidighed (eller manglen på samme). Men jeg har meget svært ved at se, at denne leder rent faktisk efterlyser gensidighed. Det var den danske regering, der skulle være gået under åget; ikke de mellemøstlige diktaturstater. Det var Jyllandsposten, der skulle undskylde; ikke de imamer, der helt bevidst spredte misinformation i de netop nævnte despotier. Det var i det hele taget ytringsfriheden, der skulle files på; ikke det muslimske billedforbud.

Der bør jo som bekendt være frihed for Loke såvel som for Thor, og man har (heldigvis) ret til at have sine meninger og til at ytre dem i et frit samfund. Men når Politikens pointe nu engang går i denne retning, hvorfor så alt denne snak om ‘gensidighed’? Ville det ikke være lettere, hvis ‘Organet for den højeste oplysning’ en gang for alle gik ud og forlangte ‘ensidighed’? Det ville da i hvert fald begrænse den semantiske forvirring.

Ensretning eller mangfoldighed?

I forlængelse af nogle af mine tidligere punditokrat-indlæg har jeg her hen over september berørt modsætningen mellem monisme og pluralisme i en kronikrække om Tolstoj, Turgenev og Dostojevskij i Berlingske.

Samtidig har jeg uddybet emnet i et CEPOS-essay, der netop er blevet sendt på gaden. Essayet har titlen “Ensretning eller Mangfoldighed?” og resuméet lyder som følger:

Den russisk-engelske politiske tænker Isaiah Berlin var velbevandret i den klassiske litteratur. Hos den oldgræske digter Arkhilokhos var han faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. De fleste ville nok have rystet på hovedet og ladet fabel være fabel, men ikke Berlin. Han brugte modstillingen mellem ræven og pindsvinet til at sætte et billede på de idéer, han holdt ansvarlige for samtidens politiske sygdomme. Hvor pindsvinene ledte med lys og lygte efter én sand formular for samfundets indretning, der besang rævene mangfoldigheden. Striden mellem ensretning og mangfoldighed blev ikke blot udkæmpet i 1700- og 1800-tallets intellektuelle miljøer. Den lader sig også aflæse i periodens litteraturhistorie. Et sigende eksempel finder vi i Rusland, hvor tre af periodens største forfattere – Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij og Ivan Turgenev – meldte sig i dysten med både liv og sjæl. Beretningen om de tre store russere viser med al ønskelig tydelighed, hvor forjættende pindsvinenes store lighedstanke er. Netop derfor er den farlig, for ensretning er en opskrift på undertrykkelse.

Jeg hører – såfremt vore læsere kan overskue mere russisk litteraturhistorie 🙂 – gerne nogle kritiske kommentarer.

Pluralisme og ytringsfrihed II

Gemytterne har så småt lagt sig i forbindelse med ‘Muhammed-krisen’. Men den affødte diskussion er langt fra ovre. For hvordan skal vi – på baggrund af sagen – gebærde os i fremtiden, når det gælder om at håndtere varme, kulturelle kartofler? Det ville være synd at sige, at der er enighed om, hvordan vi skal besvare dette spørgsmål. Men én ting står klart. Det handler om den måde vi giver os i kast med forskellighed.

Et af debattens toneangivende bud er blevet afgivet i ‘pluralismens’ navn. Mest opmærksomhed har Uffe Ellemann-Jensen påkaldt sig. I det seneste halve år har den forhenværende udenrigsminister og venstrehøvding haft travlt med at indskærpe, at globaliseringen stiller vidtgående krav til os danskere. I den fagre nye verden skal vi respektere kulturel mangfoldighed, hvor vi end møder den, lyder hans budskab. Alt andet er et udtryk for sognementalitet, og den slags er ikke gangbar mønt i den globale landsby, hvor fortidens hegnspæle er blevet rykket op.

Den tidligere udenrigsminister har ikke stået alene med sit synspunkt. Tøger Seidenfaden har fra sit sæde på Rådhuspladsen haft travlt ved at synge med på dette omkvæd, og også i akademiske cirkler har vi kunnet træffe budskabet om den kulturelle mangfoldigheds uomgængelige krav. Georg Sørensen, der er professor ved Institut for Statskundskab i Århus, havde den 19. februar i år en interessant kronik om emnet i Berlingske Tidende, og han har siden uddybet sine betragtninger i et engelsksproget paper.

Jeg har tidligere lagt vejen omkring Sørensens kronik. Min pointe var den enkle, at der i Muhammedsagen ikke består nogen modsætning mellem pluralisme og ytringsfrihed. Men det er ikke ensbetydende med, at værdier, vi sætter pris på, aldrig kan stå i modsætning til hinanden. Netop derfor er det på sin plads at tilføje et par betragtninger.

Pluralismen – som princip eller ligefrem værdi – giver i sin abstrakte gestalt ikke noget svar på, hvordan man skal stille sig i en konkret konflikt mellem konkurrerende politiske eller kulturelle synspunkter. Men hvad skal man lægge til grund for dette valg (der nødvendigvis også er et fravalg)? Hvornår skal man trække følehornene til sig for at respektere forskelligheden, hvornår skal man kæmpe for det, man har kært?

Vi kan komme svaret nærmere ved at skue lidt bagud i tid. Pluralisme er historisk set et barn af tolerance. Det er den europæiske civilisations opgør med lovreligion og dennesidig dogmatisme, der har banet vejen for at omfavne social dissens. Pluralismen må derfor afvise intolerance, ja den er i sig selv et opgør med intolerance. Og den er i særdeleshed et opgør med den intolerance, der følger af bevidstheden om, at én kultur eller én religion moralsk set er overlegen og derfor skal udbredes med magt. For et sådant synspunkt er udtryk for pluralismens polære modsætning – det den politiske tænker Isaiah Berlin kalder ‘monisme’.

Og det er her, mange af de velmenende fortalere for pluralisme i mine øjne er gået galt i byen i forbindelse med Muhammed-krisen. Hvis pluralismen blindt skal tolerere intolerance, så graver den sin egen grav. For så fremmer den ret beset alt det, den er et opgør med: dogmatisme, sociale sandheder og social tvang. Eller med andre ord: alle de ting et pluralistisk sind har valgt fra i bevidstheden om, at værdier ofte skriger af hinanden.

Eller for at sige det på en anden måde. Pluralisme forudsætter gensidighed. Når vi tolererer politiske synspunkter, vi ikke er enige i, så er det helt grundlæggende krav, at tilhængerne af disse standpunkter gør det samme: at også de er indstillede på at være enige om at være uenige. Ellers bliver pluralisme jo bare et andet ord for overgivelse – eller i hvert fald for ligegyldighed.

Den italienske politolog Giovanni Sartori har sat rammende ord på problemstillingen. “How far can and should pluralistic tolerance bend not only to ‘cultural strangers’, but even to aggressive ‘cultural enemies’? Can and should pluralism allow for the breakdown of the pluralistic community itself?”, lyder hans spørgsmål. Hans eget bud er som følger:

“it seems to me that what is basically at issue, in the predicament, is reciprocity. Entry into an existing community is a give-and-take affair. Strangers who are unwilling to give in exchange for what they get, who wish to remain ‘alien’ to the point of challenging the very laws of the land that hosts them, are bound to elicit fear, rejection, and hostility”.

Pluralisme og gensidighed går hånd i hånd, og hvis vi glemmer det, så sker det på egen bekostning. Eller for at omskrive et gammelt ord: Den, der gør pluralisme til at spørgsmål om blind accept af forskellighed – herunder den forskellighed der bærer intolerancens klæder – han bliver selv pluralismens nar.

Myterne om 9/11 II

Jeg havde en kronik i Berlingske i anledning af 11. september 2005, der ligger fint i forlængelse af Mr. Laws oplæg af i går. Den prøver at tage livgreb med begrebet ‘sammensværgelsestankegang’, og jeg hører meget gerne nogle (alternative) bud på, hvordan fænomenet kan forklares. Here goes…

Alle, der læser Fjodor Dostojevskijs store kommentar over egen samtid, En forfatters dagbog, vil blive slået af forfatterens byzantinske virkelighedsopfattelse. I Dostojevskijs verden hersker intrigerne og sammensværgelserne. Dagbogen kredser bestandigt om det samme tema: de vesteuropæiske stormagters bestræbelser på at ydmyge Rusland og lægge hende i lænker. For at gøre ondt værre finder vesteuropæerne beredne allierede i de tre millioner russiske jøder. Jøderne kontroller den europæiske kapital, de har intet godt til overs for deres russiske værter, og deres mål er ad åre at tage magten i hele verden.
For en dansk læser anno 2005 er der noget yderst ubehageligt over Dostojevskijs jeremiader. Sammensværgelsestankegangen er ikke noget, vi i dag kan vedkende os. Det er derfor, det forekommer så uforståeligt – og uhyggeligt – når vi i aviserne kan læse, at et flertal af indbyggerne i mange arabiske lande er overbeviste om, at enten amerikanerne selv eller israelerne stod bag terrorangrebene 11. september 2001. Og det er derfor, vi kun har hån til overs for yderliggående amerikanske gruppers påstande om, at forbundsregeringen i Washington skjuler sandheden om besøg fra andre planeter, er i færd med at ‘sælge’ USA til FN og dets lige.

Men hvad er det, der giver sammensværgelsestankegangen så trange kår i et moderne demokrati? Det er trods alt en virkelighedsopfattelse, der har været yderst udbredt gennem hele den kendte historie, også på de hjemlige breddegrader. Hvorfor fæster vi ikke længere lid til troen på skjulte bagmænd? For godt 60 år siden, under Anden Verdenskrig, leverede en ung mand – der havde følt sammensværgelsestankegangens natside på egen krop – et svar på disse spørgsmål. Hans navn var Karl Raimund Popper, og hans forklaring er ganske interessant.

Popper blev født den 28. juli 1902 i Wien. I 1934, blot 32 år gammel, begik han værket Forskningens Logik, der den dag i dag er et af hovedværkerne i den naturvidenskabelige metodelære. Men tiden var ond. I 1938 indlemmede Adolf Hitler Østrig i det Tredje Rige. Med Stefan Zweig i spidsen drog størstedelen af Wiens intellektuelle fyrtårne af gårde. En af de sidste, der slap væk, var Sigmund Freud.
Den unge Popper – der var ligesom Zweig og Freud var jøde – havde fra tidlig færd gennemskuet nazismens væsen. I stedet for at afvente den kommende verdensbrand udvandrede han i 1937 til New Zealand. Da nyheden om Anschluss, som anneksionen af Østrig blev døbt, året efter nåede frem til Christchurch, hvor Popper underviste i filosofi, traf han en skelsættende beslutning. Han ville udstille de totalitære ideologiers elendighed i et stort idéhistorisk værk. Popper brugte fem år på at barsle med Det åbne samfund og dets fjender. Titlen og indholdet er snævert forbundet. Bogen forsøger med Poppers egne ord at vise,

“at denne civilisation endnu ikke er kommet sig fuldstændigt over sit fødselstraume – overgangen fra stammesamfundet eller ‘det lukkede samfund’, med dets underkastelse af magiske kræfter, til ‘det åbne samfund’, der frisætter menneskets kritiske kræfter…at traumet fra denne overgang er en af de faktorer, der har muliggjort fremkomsten af de reaktionære bevægelser, der har forsøgt, og stadig forsøger at omstyrte civilisationen og vende tilbage til stammelivet”.

Popper så sin samtids to helvedesryttere, nazismen og kommunismen, som det seneste forsøg på at vende tilbage til det lukkede samfund. I lighed med tidligere anslag kom de ridende på frakkeskørterne af en idé, der havde rødder helt tilbage til det antikke Grækenland – det lukkede samfunds idé. Men hvad var det, der gang på gang gjorde så mange mennesker, forstandige så vel som uforstandige, lydhøre over for det lukkede samfunds sirenesang?

Poppers forklaring er enkel, men besnærende. Det lukkede samfund udmærker sig ved, at menneskelivet er underlagt en lang række tabuer. Tabuerne bliver aldrig genstand for kritik. I stedet for at foretage en moralsk stillingtagen til den enkelte valgsituation, kan medlemmerne af stammesamfundet henholde sig til tabuernes sociale rettesnore. Det lukkede samfund ofrer med andre ord det personlige ansvar og den menneskelige fornuft på trygheden og forudsigelighedens alter.

Det åbne samfunds fremkomst forudsætter et opgør med tabuerne. Det frisætter det personlige ansvar og forkynder med Poppers ord, at “[f]remtiden afhænger af os selv, og vi er ikke afhængige af nogen historisk nødvendighed”. Bagsiden af medaljen er, at det enkelte menneske står til ansvar for egne handlinger, også de fejlagtige af slagsen. Popper kalder bevidstheden om, at vi er herrer over egen skæbne for civilisationens byrde. Netop denne byrde er årsagen til de bagstræberiske idéers tiltrækningskraft. De reaktionære bevægelser opstår – og vinder tilslutning – fordi fornuften og det personlige ansvars åg er ubærligt for mange mennesker.

Popper betragter altså ikke tilbagefaldene til det lukkede samfund som bevidste, endsige ondsindede, anslag mod civilisationen. Og hermed er vi tilbage ved sammensværgelsestankegangen. En sådan forestilling smager nemlig for meget af tyrkertroen på, at alle onder, det være sig krig, arbejdsløshed eller fattigdom, skyldes en gedulgt plan hos en bestemt gruppe personer. Poppers fornuft tilsiger ham, at rænkesmederi næsten altid er dømt til at slå fejl. Det første skridt i en fordækt plan vil have en række utilsigtede virkninger, der tilsammen gør det umuligt at føre den ud i livet.

Men sammensværgelsestankegangen er på mange måder et symptom på det lukkede samfund, der har undertrykt fornuften. Børn af det lukkede samfund kan ikke gennemskue tankespindets elendighed; de vil bestandigt lede efter syndebukke, når samfundsomvæltninger ryster deres forudsigelige tilværelses grundvold. Med Poppers ord:

“Troen på de homeriske guder, hvis sammensværgelser forklarer historien om den trojanske krig, er forsvundet…Men deres plads er blevet taget af magtfulde mennesker eller grupper – dystre pressionsgrupper, hvis ondskab er ansvarlig for alle de onder vi lever under – såsom Zions Viise [Zions Viises protokol] eller monopolisterne eller kapitalisterne eller imperialisterne”.

Forestillingen om fordægtige rænkesmede udgør ganske enkelt et halmstrå, i en tid hvor det åbne samfund afliver de beskyttende tabuer. Det er nemlig meget menneskeligt at søge trøst i forvisningen om, at såvel apokalyptiske ryttere som egen elendighed er en del af en skæbnebestemt tidevandsbølge. Men netop fordi den besjæler mennesket med afmagt, er livsløgnen om skjulte bagmænd yderst skadelig. Den hindrer det åbne samfund i at slå rod, og den udgør et muligt brohoved for fremtidige reaktionære bevægelser.

Det er givetvis denne civilisationsomstyrtende kraft, vi instinktivt fornemmer, når påstandene om den 11. septembers store sammensværgelse giver os ubehag. Og med rette. Tag bare denne kroniks udgangspunkt – Dostojevskijs En forfatters dagbog. Den store kunstners tirader kulminerede i hadefulde udfald imod indre og ydre fjender. Hen ad vejen begyndte han ligefrem at lovprise krig og at tale om russernes som et af højere magter udvalgt folk. De elementer har Dagbogen til fælles med et andet af den europæiske kulturs store monumenter over sammensværgelsestankegangen, Adolf Hitlers Mein Kampf.

Det åbne samfund har sat sig så dybe spor i den vestlige verden, at vi ikke længere er lydhøre over for denne byzantinske virkelighedsopfattelse, hvad enten den kommer fra kunstnere eller politikere. Men det samme er ikke tilfældet i mange af verdens brændpunkter. Karl Poppers mesterlige diagnosticering af sammensværgelsestankegangens elendighed er værd at ihukomme, når vi vil forstå, hvad der er på færde disse steder. Og hvis vi ikke forstår det, så kan vi ikke bidrage til at trænge det lukkede samfund i defensiven i disse områder – med alt hvad det indebærer af sammensværgelsestankegang, magtbrynde og forbitrelse på selve dørtrinnet til Vesten.

Per Stig Møller og historiens store hjul

Fyrstehuse, imperier, religioner, nationer og civilisationer står og falder med befolkningsvæksten. Sådan lyder en populær kondensering af verdenshistoriens drivkræfter. I Europas kollektive erindring indtager beretningen om den tidlige middelalders folkevandringer da også en prominent plads. Romerrigets fald for de fremstormende barbarers sværd gav genlyd i samtiden – og endnu i dag kan vi høre ekkoet fra 400-tallets voldelige omskiftelser. Selve ordet ‘folkevandringer’ fremmaner et billede af en demografisk tidevandsbølge fra nord og øst; og mod et sådant ungdommeligt vigør kunne selv ikke det teknologisk overlegne Rom stå sig.

Nu er den så gal igen. For europæerne, vor tids romere forstås, er holdt op med af få (særligt mange) børn. Og bag vor tids limes formerer barbarerne sig som aldrig før. Såfremt den nye, islamiske folkevandring ikke allerede er en realitet, så ligger den i hvert fald i kortene.

Seneste var det udenrigsminister Per Stig Møller, der i et stort opsat interview (kun en mindre del er tilgængelig elektronisk) i Jyllandsposten den 9. juli gav sin udlægning af teksten. Historiens store hjul drejer om en demografisk akse, forklarede udenrigsministeren. Magtbalancen mellem Europa og den muslimske verden vil, viser et tilbageblik, blive afgjort i barselssengen. Med Per Stig Møllers egne ord:

“Hele dynamikken er styret af den demografiske udvikling […] Der sker i 500-600-tallet en voldsom befolkningsvækst i den arabiske verden, mens Europas befolkningstal falder. Den muslimske ekspansion er en logisk følge. Der er opstået et europæisk tomrum, som det arabiske hjul drejer ind over. I 1400- og 1500-tallet begynder deres hjul at køre langsommere, mens den demografiske vækst i Europa kører i et højt tempo. Det er forklaringen på, at vores kultur har ekspanderet kraftigt i 500 år. Og hvad sker der nu? Det europæiske hjul er gået i stå, mens det muslimske hjul drejer. Så kan du tænke lidt over fremtiden …”

Det lyder jo umiddelbart uheldssvangert, ikke mindst fordi artiklen i en tilhørende faktaboks kan berette, at den muslimske verdens befolkning næsten vil blive fordoblet inden for de kommende fem årtier; mens den europæiske vækst vil stå i stampe.

Nu er mit ærinde i dette lille indlæg ikke at vurdere, om en kommende styrkeprøve mellem Europa og den islamiske verden er realistisk. Men inden vi erklærer Aftenlandet for død og begravet, er det i hvert fald på sin plads at fundere lidt over to spørgsmål: Er det korrekt, at historiens store hjul indtil nu har roteret omkring demografien? Og er det – uanset hvad der hidtil er hændt – tænkeligt, at det vil være tilfældet i fremtiden?

At befolkningsvæksten styrer verdens gang forekommer ved første øjekast ret logisk. Det er som bekendt ikke særligt sjovt at være i undertal i konkurrencesituationer – om det gælder slåskampe, fodboldkampe eller valgkampe. Men, og det er væsentligt, styrkeforholder af også af henholdsvis flertallets og mindretallets organisation.

Det gælder i særdeleshed, når striden står mellem forskellige samfund. De stærkeste samfund er de bedst organiserede, ikke de mest folkerige. Hvis vi skal bruge socialvidenskabernes jargon, så er det institutionerne, der er væsentlige. For det rette mix af institutioner fører normalt til 1) teknologiske nybrud, 2) økonomisk vækst og 3) mulighed for indskibe befolkningen i et fælles projekt.

Og hermed er vi fremme ved selve omdrejningspunktet for den disciplin inden for økonomi, der hedder ‘New Institutional Economics’. Det er en tradition, hvor samfundets formelle og uformelle regler (institutionerne kort sagt) udgør omdrejningspunktet. Disse spilleregler sætter nemlig rammerne for vores opførsel.

Startskuddet til ‘New Institutional Economics’ blev affyret i de tidlige 1970ere, da den senere nobelprismodtager Douglass C. North sammen med kollegaen Robert Paul Thomas påpegede, at forudsætningen for Europas unikke velstandsstigning fra 1700 og fremefter var, at staten – understøttet af en form for magtdeling – begyndte at håndhæve den private ejendomsret.

Idelig konkurrence mellem Europas mange stater gjorde dem fra højmiddelalderen og fremefter modtagelige over for nye impulser. Samtidig førte middelalderens mange krige til et stadigt voksende behov for klingende mønt. I Holland og England reagerede magthaverne ved at udveksle rettigheder (i særdeleshed en effektiv ejendomsret) for skattekroner. Ejendomsretten, kontraktfriheden samt et effektivt juridisk system begrænsede i begge tilfælde den usikkerhed og uforudsigelighed, der er et grundlæggende vilkår i den sociale verden – med en fornuftig økonomisk adfærd til følge.

Det fik meget håndgribelige følger for den europæiske magtbalance. Datidens befolkningsmæssige stormagt, Frankrig, blev i løbet af ‘den anden Hundredesårskrig’ fra 1688 og fremefter slidt ned af holmgangen med England. Det er sigende, at Storbritannien under de to krige mellem 1688 og 1714 kunne rejse lige så store summer til krigsførelse som Frankrig, på trods af at landets økonomi kun var halvt så stor. For det første var den engelske stat i stand til at indkræve højere skatter. For det andet kunne den låne penge direkte hos borgerne. Begge dele blev sanktioneret, og dermed garanteret, af Parlamentet. Derfor var modstanden fra befolkningens side beskeden.

I Frankrig måtte skatterne inddrives med magt. Og ingen i besiddelse af sin sunde fornuft kunne finde på at låne regenten penge, for tilbagebetalingerne blev annulleret i tide og utide. Da de franske stænderforsamlinger endelig blev indkaldt den 1. maj 1789, var det første gang i 150 år, at det skete – og kun fordi staten var gået fallit. Men nu var borgerskabet ikke længere sagtmodigt. Den franske revolution blev konsekvensen af den uholdbare finanspolitik.

Styrkeprøven mellem Frankrig og England – og den forudgående styrkeprøve mellem Holland og Spanien – er et godt eksempel på, at historiens hjul drejer om institutioner, ikke om demografi. Og vi kan meget let bakke denne pointe op med nutidige eksempler. For hvordan kan vi ellers forklare, at Israel har overlevet trods tilstedeværelsen af et på håndfulde fjendtligt indstillede arabiske stater? Og hvordan kan vi forklare, at USA kunne besætte Irak med et par hundredetusinde mand?

Men hvad er det for nogle institutioner, der er væsentlige? Ifølge North & Thomas står den private ejendomsret, som allerede nævnt, i en kategori for sig selv. Men af deres beretning fremgår ligeledes – og North har senere uddybet denne pointe i en række artikler og bøger – at det, vi kan kalde den ‘liberale konstitutionalisme’ udgør en form for ‘root cause’.

Hvad dækker denne lidt snørklede betegnelse over? Jo, der er tale om den friheds- og retstradition, der for alvor viste flaget i Storbritannien efter ‘den glorværdige revolution’ i 1688. Meget kort fortalt er det forestillingen om, at magtudøvelse kun kan ske med udgangspunkt i loven – og at magtdeling og frihedsrettigheder er en del af denne lov. Europas historiske ‘store spring’ tog fart, da konstitutionalismens begyndte at tæmme den magtens vilkårlighed, der har været et vilkår i størstedelen af menneskehedens historie.

Per Stig Møller lægger, pudsigt nok, vejen omkring ét træk ved konstitutionalismen det tidligere nævnte interview i Jyllandsposten. Ytringsfriheden er, forklarer han, en helt afgørende del af den pakke, der har skabt Europas historiske fremgang: “Den europæiske dynamik ville være utænkelig, hvis ingen havde haft modet til at udfordre den overleverede, religiøse visdom. Så ville solen stadig dreje rundt om jorden […]”

Det har udenrigsministeren ret i. Ytringsfriheden er jo netop en institution, en pakke og formelle og uformelle regler, der regulerer vores adfærd. Og det er en inst
itution, der står og fald
er med institutionalismen, dels fordi der i sig selv er tale om en frihedsrettighed, og dels fordi ytringsfriheden intet er værd uden en adskillelse af den udøvende og den dømmende magt.

Er demografien så aldeles ligegyldig for styrkeforholdet forskellige samfund imellem? Nej, det er den ikke. For det første er det klart, at hvor to samfund står lige (eller næsten står lige), når det kommer til institutionernes effektivitet, da vil antallet af våbenføre mænd være afgørende; betænk bare på Danmarks tyske genvordigheder i 1800-tallet.

For det andet kan befolkningspresset være med til at ændre institutionerne. North & Thomas giver i deres lille bog fra 1973 et godt eksempel. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv.

Men lad os vende tilbage til nutiden. Europa befinder sig i skrivende stund i en helt anden kategori end den islamiske verden, når det kommer til institutionernes effektivitet. Hos vore muslimske naboer lider den liberale konstitutionalisme trange kår – øvrighedsmagten fremmer juridisk vilkårlighed snarere end at begrænse den. Prøv bare at bladre lidt i UNDPs Arab Human Development Reports.

I denne situation er det ganske enkelt forkert at hævde, at demografien vil få magtbalancen til at tippe. Historiens hjul drejer ikke omkring befolkningstallet; det drejer omkring institutionerne.

Irak og det liberale dilemma

‘Projekt Irak’ er ikke gået som planlagt, og det er efterhånden på sin plads at spinde en kommentar over. Invasionen var en forholdsvis smertefri affære. Men det viste sig snart, at Saddam Husseins Baath-regime hverken havde skjulte lagre af kemiske og biologiske våben eller et hemmeligt kernevåbensprogram. Det umiddelbare mål – at eliminere truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben – gav derfor ikke rigtig mening. Det fik fortalerne for krigen til at betone det langsigtede mål: at bringe frihed og demokrati til irakerne. Udsigterne er desværre heller ikke særligt opmuntrende på dette punkt. I stedet for et velfungerende demokrati har den menige iraker indtil videre stiftet bekendtskab med en ulmende borgerkrig.

Den nedslående irakiske virkelighed har fået selv erklærede tilhængere af Bush-administrationens ‘regime change’-dagsorden til at sætte spørgsmålstegn ved i hvert fald udvalgte dele af projektet. Den mest interessante, eller i hvert fald mest sobre, kritik kredser om statsmagtens muligheder for at omskabe virkeligheden i demokratiets og frihedens tjeneste. Der er tale om bestemt udgave af en ældre intellektuel strømning: af advarslen imod det, der i den angelsaksiske verden går under navnet ‘social engineering’.

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama – berømt og berygtet for sin bog om Historiens afslutning og det sidste menneske – har netop affyret en sådan salve. Fukuyama er erklæret ‘neokonservativ’. I modsætning til ‘realister’ som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sætter han sin lid til aktiv demokratifremme. Men Fukuyama var modstander af Irak-krigen fra dag ét. Det var der flere grunde til. Ubehaget ved storstilet ‘social engineering’ var en af de vægtigste.

I America at the Crossroads, der netop er blevet sendt på gaden, sætter Fukuyama ord på sin kritik af den nye amerikanske dagsorden. Han lader kollegaen Ken Jowitt forklare, hvordan Bush-administrationens store projekt adskiller sig fra budskabet om historiens afslutning og det sidste menneske. Jowitt skriver:

“Bush-administrationen har konkluderet, at det er nødvendigt at give historien en hjælpende hånd med på vejen, at gribe styrepinden og lede den i en bestemt retning. Det er yderst ironisk, at administrationens bestræbelser på at bekæmpe terrorisme gennem ‘regime change’ og i forlængelse heraf skabe en demokratisk, kapitalistisk verden har fået den til at føre en aktiv ‘leninistisk’ udenrigspolitik; en antitese til Fukuyamas passive ‘marxistiske’ forventning om, at historien på længere sigt af sig selv går i denne retning”.

George Walker Bush og hans håndgange mænd har altså – ifølge Jowitt og Fukuyama – sat sig for at hjælpe den historiske nødvendighed på vej, ganske som Lenin forsøgte det for små hundrede år siden.

Nu er der naturligvis forskel på at fremme demokrati og at fremme proletariatets diktatur. Det er da også sigende, at invasionen af Irak ikke har ført til massemord, massedeportationer og hungersnød – som Lenins store projekt gjorde det. Levevilkårene for den menige iraker er blevet bedre, ikke værre, de borgerkrigslignende tilstande til trods. Irakerne behøver ikke længere at frygte Baathpartiets jernnæve, de har set sanktionerne blive ophævet, og genopbygningen har bragt økonomisk vækst med sig. Tingenes tilstand er, som vi ofte har berørt her på siden, ikke nær så sørgelig, som den bliver fremstillet i medierne.

Men det ændrer ikke ved, at Bush-administrationen har bestemt sig for som en anden ‘social ingeniør’ at lade samfundets fjedre snurre mellem dens fingre. Hvad har reaktionerne på dette politiske program været? Lad os prøve at besøge en af de mest prominente tilhængere af ‘projekt Irak’ for at kaste lys over sagen.

Det britiske tidsskrift The Economist bakkede, i modsætning til Fukuyama, op om invasionen af Irak. Dets begrundelser var yderst sobre, og de er værd at opremse, fordi alt for mange kritikere i dag undlader at sammenligne aktionen med dens alternativ: at lade tingene gå deres skæve gang.

For det første var selv krigens europæiske kritikere overbevist om, at Saddam Hussein rent faktisk besad masseødelæggelsesvåben. For det andet havde 13 års sanktionspolitik vist sig helt og aldeles fejlslagen. Sanktionerne svækkede ikke Hussein-familien og dens håndlangere, men den førte en humanitær katastrofe – i hvilken op imod en halv million irakiske børn omkom af underernæring og sygdom – med sig. For det tredje tvang sanktionspolitikken USA til at fastholde en betydelig militær tilstedeværelse i Saudi-Arabien; en tilstedeværelse der i den grad skadede USA’s omdømme i de arabiske befolkninger.

The Economists har per 31. marts 2006 skiftet chefredaktør. Den afgående chefredaktør, Bill Emmott, benyttede sin ‘afskedsleder’ til at forsvare sin beslutning om at støtte Irak-invasionen ved at henvise til de tre argumenter, jeg netop har lagt vejen omkring. Men han erkendte samtidig, at det liberale tidsskrift svigtede på ét, meget væsentligt punkt:

“Der er i mine øjne kun ét argument imod vores beslutning, som for alvor rammer plet. Et tidsskrift, der aldrig forsømmer en lejlighed til at udtrykke sin skepsis over for staten, skulle have været mere skeptisk med hensyn til regeringen Bushs evne til at gøre tingene ordentligt i tilfældet Irak”.

Det ligger både Fukuyama og The Economist meget på sinde at understrege, at amerikanerne er nødt til at blive i Irak, indtil der er skabt i hvert fald nogenlunde levedygtige politiske institutioner. Den europæiske strudsepolitik er – ganske som før krigen – ikke en farbar vej frem. Men deres samstemmende ubehag ved Bush-administrationens forsøg ud i ‘social engineering’ er interessant. Det er ikke tilfældigt, at sådanne udmeldinger kommer fra personer, vi i en dansk sammenhæng vil kalde ‘liberale’.

Liberalismen udmærker sig nemlig ved sin helt entydige modstand imod ‘social engineering’. Allerede 1700- og 1800-tallets store liberale tænkere afviste, at det giver mening at lade staten omskabe samfundet i et bestemt ideals billede. Og deres efterfølgere i det 20. århundrede, mænd som Friedrich Hayek, Isaiah Berlin samt – til dels – Karl Popper, erklærede sig enige i denne pointe.

Modstanden imod det, Popper døbte ‘utopisk socialt ingeniørarbejde’, springer fra et bestemt syn på politiske midler. Det er ganske enkelt ikke muligt at skabe en fager ny verden med den menneskelige fornufts byggematerialer, lyder indvendingen; og det er slet ikke muligt for staten.

Så langt, så godt. Det liberale dilemma opstår, når politiske mål som personlig frihed, økonomisk frihed og demokrati bliver inddraget i ligningen. For så er det, at tilhængerne af det liberale program alt for ofte har vist sig parate til at smide deres skeptiske syn på statens forjættelser over bord. Det var den overvældende opbakning bag ‘projekt Irak’ et eksempel på – som Fukuyama da heller ikke tøver med at gøre opmærksom på.

Det er ikke noget underligt i, at liberale gerne vil eksportere frihed og demokrati. Men det er netop, når målene er tiltalende, at det er nødvendigt at lægge vejen omkring advarslen imod midlerne. Det er værd at erindre, at den klassiske liberalisme – eller Whiggisme, som Friedrich Hayek har kaldt den – var yderst konservativ, når det kom til mulighederne for at ændre på tingenes tilstand. Den britiske historiker Lord Acton har indfanget hele tankegangen i sin overbevisning om, at liberale mål skal realiseres med konservative midler.

Det er denne latente modsætning mellem mål og midler, der på det seneste er blusset op i forbindelse med Irak. Hensynet til målene, demokrati og frihed, har i lang tid overskygget ubehaget ved midlerne, ved ‘social engineering’. Men det er, som såvel Fukuyamas ny
e bog som The Economis
ts
begyndende indrømmelser viser, ved at ændre sig. Selvransagelsen vil næppe blive mindre i de kommende år.

Det liberale dilemma har i hvert fald tre århundreder på bagen, og de seneste årtiers globale fremgang for frihed og demokrati har bestemt ikke gjort det mindre relevant. Der er noget selvmodsigende ved det ene øjeblik at afvise, at staten gennem sit indenrigspolitiske virke kan føre sine egne borgere frem til et lighedens eller frihedens forjættede land for så det næste øjeblik at sætte sin lid til, at statens gennem sit udenrigspolitiske virke kan gøre det under fremmede himmelstrøg.

Den modsigelse bliver de liberale nødt til at forholde sig til; og det er det, der er ved at ske for tiden. Der er intet galt i at være parat til at kæmpe for det, man tror på – specielt i mødet med en totalitær udfordring. Men der er grund til være på vagt, når kampens erklærede mål er at bruge statsmagtens ressourcer til at omkalfatre den virkelige verden i en idés navn.

Fukuyama, Francis (2006), America at the Crossroads. Democracy, Power and the Neoconservative Legacy, Yale University Press, New Haven and London.

Emmott, Bill (2006), “An editor’s valedictory thoughts”, The Economist, 1.-7. april.