Tag-arkiv: 11/9

Mærkedage

Af admin, den 11. september 2008. 24 svar

For mig har datoen i dag, 11. september, en særlig betydning. Det har den for mange. For nogle er det især Chile, for andre er det USA, man især tænker på.

For mig hører datoen 11. september 2001 i samme kategori som 9. april 1940. Det var en dag, hvor en kamp, der længe havde været under vejs, pludselig blev åbenbar.

Der er masser af blogs om, hvordan vi skal se på 9/11. Så her er et citat fra kort før den anden mærkedag, den i april 1940.

Det er Joseph Goebbels, og her gengivet på engelsk, da jeg kun har den fra Kissingers, Diplomacy (1994), der i sin tur har den fra Poul Johnsons, Modern Times (1983), der forhåbentlig har den fra Joe. Det er nemlig et citat, der udstiller den pacifisme, der bar en væsentlig del af ansvaret for det ragnarok, som WWII slap løs. Det er en pacifisme, der beskrives udførtligt i Kissingers bog, og endnu mere udførligt f.s.v.a. Frankrig i Rod Kedwards, La Vie en Bleu (1995). Her beskrives, hvordan rædslen for endnu en storkrig lammede først tanken og så handlekraften hos de mere civiliserede stater og overlod initiativet og rigelig tid til at fremme deres mål til de totalitære stater, Tyskland, Rusland og Italien (og Japan på en fjernere front).

Her er, hvordan Goebbels oplevede sine modstanderes “civiliserede” opførsel:

Up to now we have succeeded in leaving the enemy in the dark concerning Germany’s real goals, just as before 1932 our domestic foes never saw where we were going or that our oath of legality was just a trick … They could have suppressed us. They could have arrested a couple of us in 1925 and that would have been that, the end. No, they let us through the danger zone. That’s exactly how it was in foreign policy too … In 1933 a French premier ought to have said (and if I had been the French premier I would have said it): “The new Reich Chancellor is the man who wrote Mein Kampf, which says this and that. This man cannot be tolerated in our vincinity. Either he disappears or we march!” But they didn’t do it. They left us alone and let us slip through the risky zone, and we were able to sail around all dangerous reefs. And when we were done, and well armed, better than they, then they started the war!

Kursiveringen til sidst er angivet fra originalen. Og nej, den sidste sætning er ikke en skrivefejl fra min side. WWII blev som bekendt begyndt af englænderne og franskmændene som erklærede Tyskland krig, fordi Tyskland havde reageret på polske krænkelser — det var i hvert fald Joes historie, som ganske mange troede på og så England som den store krigsophidser, der havde startet en helt unødvendig krig. En krig, som i begyndelsen så ud til at ende helt galt, men som endte nogen lunde godt, selvom det tog yderligere et halvt århundrede før den sidste fjende nedlagde våbene (og nu, under Putin, er ved at tage dem op igen).

Må vi lære af vores fejl og huske vores mindedage.

Og nu, hvor vi er ved citaterne, så også denne fra Vegetius:

Igitur qui desiderat pacem, praeparet bellum.

Og hvis den var for lang, så er her den kortere version:

Si vis pacem, para bellum.

Og hvis I heller ikke forstår latin, så kan det – har jeg ladet mig fortælle – oversættes med, at hvis man ønsker freden, må man ville krigen.

Ugens citat: DR's Jens Blauenfeldt om 11/9

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. september 2007. 23 svar

Med hat-tip til Uriaspostens Kim Møller bringes her et dagsaktuelt citat af DR Aftenshowet’s studievært, Jens Blauenfeldt, som vel formodentlig meget godt udtrykker det, som mange tænkte i visse cirkler men som de fleste dengang endnu var for smarte eller diskrete til at sige offentligt:

“Jeg var faktisk på arbejde, og kan huske at jeg sådan blev kaldt ind – nu sker der noget derinde i fjernsynet, og der var jo så brand i World Trade Center, og jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte – heh det er amerikanerne, nu får de smæk – det har de faktisk godt af.”

Enfold og 9/11

Af admin, den 12. september 2007. Skriv et svar

Dette blot for at henlede opmærksomheden på, at jeg havde en klumme i 180grader i går (her).

Den blev skrevet for noget tid siden, så det var en tilfældighed, at den kom i på årsdagen for 9/11.

For mig er den dag fortsat en mærkedag, men jeg kan se, at datoen har mistet meget af sit tag i folk. Og egentlig er det vel næsten det bedste; at vores liv går videre lige så uforstyrret materialistisk og selvoptaget som altid. Det minder om en anekdote fra befrielsesdagene, hvor to frihedskæmpere en søndag morgen ser folk gå til bageren efter lune basser. Var det virkelig, hvad vi kæmpede for?, spørger den ene. Ja, var det ikke, svarer den anden.

Bare vi ikke helt glemmer de vigtigste pointer fra den dag. At der faktisk findes mennesker, der hader os så meget, at de vil bruge de mest ødelæggende våben, de kan få fat på, til at dræbe så mange tilfældige som muligt. Og at deres had ikke skyldes de forskellige undskyldninger, de løbende finder på, fra Irak under Saddam, til Irak efter Saddam, over Afghanistan, til Israel og Kasmir. Men at deres had skyldes vores frihed,og det liv, friheden giver os mulighed for at leve. Udfordringen for os er dermed ikke i første linje terroren selv, men at tilrettelægge vores frihed sådan, at vi både bevarer den mest muligt og samtidig forhindrer dem i at skabe den død og det kaos, de længes efter.

Danmark er ikke stat nr. 51 –- men gid vi var!

Af Redaktionen, den 12. september 2006. 39 svar

Som bekendt bringer vi en sjælden gang imellem et gæsteindlæg, og denne gang har vi valgt at lade en studerende få chancen. Ugens gæst på Punditokraterne er David Pontopiddan, der er stud.scient.soc. – sociologistuderende – ved Københavns Universitet. David er endvidere studentermedhjælp på tænketanken CEPOS. Vi på redaktionen håber, at læserne vil nyde Davids skarpe gæsteindlæg!

Den 11. september i år var det 5-års dagen for al-Qaedas terrorangreb i USA, der kostede godt 3000 mennesker livet og ændrede verden for bestandigt. 11. september var en skelsættende dato for mange, og således også for mig. Det var den dag hvor jeg fandt ud af at jeg var borgerlig i mit livssyn, og at jeg troede på friheden og nødvendigheden i at kæmpe for den – “Freedom isn’t free” som det amerikanske slogan siger, et budskab der har præget mit liv lige siden.

I forbindelse med 5-års dagen for angrebet finder Villy Søvndal det passende at harcelere i Politiken over, at Danmark i 2001 tog et opgør med neutralitetspolitikken, og siden har forsvaret den vestlige verdens værdier mod totalitær ideologi. Et skifte i udenrigspolitik, der har medvirket til at befri over 60 millioner mennesker fra undertrykkende diktatorer, og gjort Danmark til en værdsat allieret – noget Villy Søvndal mener gør os til USA’s 51. stat.

Det er vi ikke – men gid vi var!

Hvis bare Danmark fulgte trop med USA i alle frihedens spørgsmål. USA har som alle lande sine mangler, men der er noget imponerende i amerikanernes hyldes til frihed, som finder genklang hos alle samfundets grupper. Den amerikanske grundlov, og uafhængighedserklæringen fra det britiske kolonistyre, begge skrifter for den personlige frihed, kendes af selv skolebørn til hudløshed, og anses af amerikanerne for at være noget helligt. En garanti for deres frihedsrettigheder, der – som det står skrevet – “anses for at være selv-indlysende”. Dette er første eksempel på et område hvor Danmark er bagud. Hvem andre end fagkyndige kender den danske grundlov, og hvor meget står der egentlig om den enkeltes danskers rettigheder, som ikke straks bliver annulleret af hensynet til “almenvellet”, der i princippet kan betyde hvad som helst?

Det frie marked er det andet eksempel på, at Danmark stadig har meget at lære. Kapitalisme og markedsøkonomi har gjort amerikanerne til nogle af de rigeste mennesker i verden set relativt i forhold til forbrug. Den gennemsnitlige amerikaner har råd til såvel ny bil som eget hus, og flere undersøgelser fra bl.a. tænketanken Timbro og det svenske handelskammer viser, at de fattigst stilledes indkomst i USA målt i købekraftsparitet (dvs. indkomsten målt i varer frem for værdi på valutamarkedet) er højere hvad angår såvel sundhed som uddannelse og beboelse end den svenske medianindkomst!

Myterne om den amerikanske fattigdom stortrives, og frygt for “amerikanske tilstande” (se f.eks. et tidligere indlæg her) bruges ofte som undskyldning for den danske model, hvor beskatningen er blandt verdens højeste, og den daglige gevinst ved at arbejde for 130.000 danskere, som CEPOS offentliggjorde for nyligt i et notat, er under 50 kr. ift. at modtage kontanthjælp. Ak – hvem der blot fik amerikanske tilstande til Danmark …

Og så er der naturligvis USA’s forhold til omverden. Husk blot på de amerikanske soldater, der gav deres liv for frihed på Omaha Beach, i en skov ved Argonne, på den anden side af jordkloden i Tarawa, ved Chosin reservoiret i Korea, og i junglen og rismarkerne i Vietnam. Dette er ikke mine ord, men et citat fra Ronald Reagan’s tiltrædelsestale i 1981. Ronald Reagan, der i Danmark blev kaldt en skydegal cowboy, alt imens vores egen udenrigs- og sikkerhedspolitik sejlede i fodnoter, der var sat i søen af Sovjetunionens nyttige idioter. Reagan regnes i dag for en af det 20. århundredes største præsidenter. Sønnen af fattige irske indvandrere, der blev skuespiller, fagforeningsleder og siden præsident – noget, der blev latterliggjort i Danmark, men som blev set som en realisering af den amerikanske drøm i USA, hvor alt er muligt. Danmark er i dag med i nogle af de frihedsskabende missioner, men i stigende grad mod den politiske vilje her i landet.

Tiderne har ændret sig siden da, men kampen for frihed er stadig vigtig. I dag kæmpes der for frihed i Afghanistans huler og Bagdads gader, og ikke – som Villy Søvndahl i interviewet påstår – for olie eller profit. Der kæmpes for frihed fordi man tror på frihed, og frygter alternativet – hvad enten det er fascisme, nationalsocialisme, kommunisme eller islamisme. Deri består de “amerikanske tilstande” der i virkeligheden er almenmenneskelige værdier, og som med tiden forhåbentlig også bliver danske igen.

Myterne om 9/11 II

Af Jørgen Møller, den 18. august 2006. 1 svar

Jeg havde en kronik i Berlingske i anledning af 11. september 2005, der ligger fint i forlængelse af Mr. Laws oplæg af i går. Den prøver at tage livgreb med begrebet ‘sammensværgelsestankegang’, og jeg hører meget gerne nogle (alternative) bud på, hvordan fænomenet kan forklares. Here goes…

Alle, der læser Fjodor Dostojevskijs store kommentar over egen samtid, En forfatters dagbog, vil blive slået af forfatterens byzantinske virkelighedsopfattelse. I Dostojevskijs verden hersker intrigerne og sammensværgelserne. Dagbogen kredser bestandigt om det samme tema: de vesteuropæiske stormagters bestræbelser på at ydmyge Rusland og lægge hende i lænker. For at gøre ondt værre finder vesteuropæerne beredne allierede i de tre millioner russiske jøder. Jøderne kontroller den europæiske kapital, de har intet godt til overs for deres russiske værter, og deres mål er ad åre at tage magten i hele verden.
For en dansk læser anno 2005 er der noget yderst ubehageligt over Dostojevskijs jeremiader. Sammensværgelsestankegangen er ikke noget, vi i dag kan vedkende os. Det er derfor, det forekommer så uforståeligt – og uhyggeligt – når vi i aviserne kan læse, at et flertal af indbyggerne i mange arabiske lande er overbeviste om, at enten amerikanerne selv eller israelerne stod bag terrorangrebene 11. september 2001. Og det er derfor, vi kun har hån til overs for yderliggående amerikanske gruppers påstande om, at forbundsregeringen i Washington skjuler sandheden om besøg fra andre planeter, er i færd med at ‘sælge’ USA til FN og dets lige.

Men hvad er det, der giver sammensværgelsestankegangen så trange kår i et moderne demokrati? Det er trods alt en virkelighedsopfattelse, der har været yderst udbredt gennem hele den kendte historie, også på de hjemlige breddegrader. Hvorfor fæster vi ikke længere lid til troen på skjulte bagmænd? For godt 60 år siden, under Anden Verdenskrig, leverede en ung mand – der havde følt sammensværgelsestankegangens natside på egen krop – et svar på disse spørgsmål. Hans navn var Karl Raimund Popper, og hans forklaring er ganske interessant.

Popper blev født den 28. juli 1902 i Wien. I 1934, blot 32 år gammel, begik han værket Forskningens Logik, der den dag i dag er et af hovedværkerne i den naturvidenskabelige metodelære. Men tiden var ond. I 1938 indlemmede Adolf Hitler Østrig i det Tredje Rige. Med Stefan Zweig i spidsen drog størstedelen af Wiens intellektuelle fyrtårne af gårde. En af de sidste, der slap væk, var Sigmund Freud.
Den unge Popper – der var ligesom Zweig og Freud var jøde – havde fra tidlig færd gennemskuet nazismens væsen. I stedet for at afvente den kommende verdensbrand udvandrede han i 1937 til New Zealand. Da nyheden om Anschluss, som anneksionen af Østrig blev døbt, året efter nåede frem til Christchurch, hvor Popper underviste i filosofi, traf han en skelsættende beslutning. Han ville udstille de totalitære ideologiers elendighed i et stort idéhistorisk værk. Popper brugte fem år på at barsle med Det åbne samfund og dets fjender. Titlen og indholdet er snævert forbundet. Bogen forsøger med Poppers egne ord at vise,

“at denne civilisation endnu ikke er kommet sig fuldstændigt over sit fødselstraume – overgangen fra stammesamfundet eller ‘det lukkede samfund’, med dets underkastelse af magiske kræfter, til ‘det åbne samfund’, der frisætter menneskets kritiske kræfter…at traumet fra denne overgang er en af de faktorer, der har muliggjort fremkomsten af de reaktionære bevægelser, der har forsøgt, og stadig forsøger at omstyrte civilisationen og vende tilbage til stammelivet”.

Popper så sin samtids to helvedesryttere, nazismen og kommunismen, som det seneste forsøg på at vende tilbage til det lukkede samfund. I lighed med tidligere anslag kom de ridende på frakkeskørterne af en idé, der havde rødder helt tilbage til det antikke Grækenland – det lukkede samfunds idé. Men hvad var det, der gang på gang gjorde så mange mennesker, forstandige så vel som uforstandige, lydhøre over for det lukkede samfunds sirenesang?

Poppers forklaring er enkel, men besnærende. Det lukkede samfund udmærker sig ved, at menneskelivet er underlagt en lang række tabuer. Tabuerne bliver aldrig genstand for kritik. I stedet for at foretage en moralsk stillingtagen til den enkelte valgsituation, kan medlemmerne af stammesamfundet henholde sig til tabuernes sociale rettesnore. Det lukkede samfund ofrer med andre ord det personlige ansvar og den menneskelige fornuft på trygheden og forudsigelighedens alter.

Det åbne samfunds fremkomst forudsætter et opgør med tabuerne. Det frisætter det personlige ansvar og forkynder med Poppers ord, at “[f]remtiden afhænger af os selv, og vi er ikke afhængige af nogen historisk nødvendighed”. Bagsiden af medaljen er, at det enkelte menneske står til ansvar for egne handlinger, også de fejlagtige af slagsen. Popper kalder bevidstheden om, at vi er herrer over egen skæbne for civilisationens byrde. Netop denne byrde er årsagen til de bagstræberiske idéers tiltrækningskraft. De reaktionære bevægelser opstår – og vinder tilslutning – fordi fornuften og det personlige ansvars åg er ubærligt for mange mennesker.

Popper betragter altså ikke tilbagefaldene til det lukkede samfund som bevidste, endsige ondsindede, anslag mod civilisationen. Og hermed er vi tilbage ved sammensværgelsestankegangen. En sådan forestilling smager nemlig for meget af tyrkertroen på, at alle onder, det være sig krig, arbejdsløshed eller fattigdom, skyldes en gedulgt plan hos en bestemt gruppe personer. Poppers fornuft tilsiger ham, at rænkesmederi næsten altid er dømt til at slå fejl. Det første skridt i en fordækt plan vil have en række utilsigtede virkninger, der tilsammen gør det umuligt at føre den ud i livet.

Men sammensværgelsestankegangen er på mange måder et symptom på det lukkede samfund, der har undertrykt fornuften. Børn af det lukkede samfund kan ikke gennemskue tankespindets elendighed; de vil bestandigt lede efter syndebukke, når samfundsomvæltninger ryster deres forudsigelige tilværelses grundvold. Med Poppers ord:

“Troen på de homeriske guder, hvis sammensværgelser forklarer historien om den trojanske krig, er forsvundet…Men deres plads er blevet taget af magtfulde mennesker eller grupper – dystre pressionsgrupper, hvis ondskab er ansvarlig for alle de onder vi lever under – såsom Zions Viise [Zions Viises protokol] eller monopolisterne eller kapitalisterne eller imperialisterne”.

Forestillingen om fordægtige rænkesmede udgør ganske enkelt et halmstrå, i en tid hvor det åbne samfund afliver de beskyttende tabuer. Det er nemlig meget menneskeligt at søge trøst i forvisningen om, at såvel apokalyptiske ryttere som egen elendighed er en del af en skæbnebestemt tidevandsbølge. Men netop fordi den besjæler mennesket med afmagt, er livsløgnen om skjulte bagmænd yderst skadelig. Den hindrer det åbne samfund i at slå rod, og den udgør et muligt brohoved for fremtidige reaktionære bevægelser.

Det er givetvis denne civilisationsomstyrtende kraft, vi instinktivt fornemmer, når påstandene om den 11. septembers store sammensværgelse giver os ubehag. Og med rette. Tag bare denne kroniks udgangspunkt – Dostojevskijs En forfatters dagbog. Den store kunstners tirader kulminerede i hadefulde udfald imod indre og ydre fjender. Hen ad vejen begyndte han ligefrem at lovprise krig og at tale om russernes som et af højere magter udvalgt folk. De elementer har Dagbogen til fælles med et andet af den europæiske kulturs store monumenter over sammensværgelsestankegangen, Adolf Hitlers Mein Kampf.

Det åbne samfund har sat sig så dybe spor i den vestlige verden, at vi ikke længere er lydhøre over for denne byzantinske virkelighedsopfattelse, hvad enten den kommer fra kunstnere eller politikere. Men det samme er ikke tilfældet i mange af verdens brændpunkter. Karl Poppers mesterlige diagnosticering af sammensværgelsestankegangens elendighed er værd at ihukomme, når vi vil forstå, hvad der er på færde disse steder. Og hvis vi ikke forstår det, så kan vi ikke bidrage til at trænge det lukkede samfund i defensiven i disse områder – med alt hvad det indebærer af sammensværgelsestankegang, magtbrynde og forbitrelse på selve dørtrinnet til Vesten.

Myterne om 9/11

Af admin, den 17. august 2006. 4 svar

Vi nærmer os 5 års-dagen for terrorangrebene den 11. september 2001.

Det kan ikke overraske, at der hurtigt efter angrebene opstod forskellige myter om, at angrebene egentligt skyldtes den onde Bush-regering eller de fæle jøder. Det kan derimod undre, at myterne fik det omfang, de fik, og stadig trives.

Popular Mechanics startede med at undersøge fakta og kasserede myterne. Det blev først til en artikel, nu til en hel bog med egen hjemmeside.

Men bogen er naturligvis også en del af Den Store Sammensværgelse, så pas hellere på…

Er 11/9 og Katrina virkeligt ”det samme”?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. september 2005. 1 svar

Det var i går fire år siden, at min hustru og jeg–—som bosiddende på Perry Street i West Village, NYC—–oplevede 11/9 på om end ikke 1. parket så dog tilnærmelsesvis.  Og mens vi nok var i sikkerhed, og kun var indenfor den afspærrede zone i en uges tid, så boede vi dog så tæt på WTC, at vi de næste 2-2 ½ måned dagligt kunne lugte røgen fra stedet—–hvis vi i øvrigt lige skulle have glemt, at udsigten også var blevet lavet radikalt om, og at vi havde nære venner, der næsten blev dræbt.

Måske er det derfor, at jeg tager det lidt personligt—–og bliver noget olm–—når folk, som mange har gjort de seneste dage, lidt kækt påstår, at 11/9 og efterdønningerne af Katrina nærmest er fænomener på lige fod.  Altså noget i retning af, “jo, jo, terroristerne var skyld i angrebet, men det er jo Bush [eller amerikanerne selv], som er skyld i Katrina-tragedien”.  Pudsigt nok har jeg på fornemmelsen, at det ofte er samme type mennesker, der har travlt med at frikende 11/9-terroristerne for nogen form for ansvar.  “Vi/Vesten/USA/Bush var jo selv ude om det!” “Hvad andet kunne de gøre?” o.s.v.  (Jf. f.eks., hvad den dansk-amerikanske musiker Billy Cross sagde til organet for det stalinistiske DKP/ML for to år siden.)

Men som jeg nævnte i en anden post for nylig, så må der efter min mening, først og sidst, være ét væsentligt spørgsmål at holde sig for øje: Er en tragedie resultatet af bevidst valgte mål og rationelt valgte midler i forhold til samme?  Eller er det noget, som nok er resultatet af “human action, but not of human design”?

I det første tilfælde burde det være let for alle at placere skylden.  I det andet bliver det lidt mere mudret.

Nuvel, x antal døde er x antal døde, uanset årsagen.  Men der er et stykke fra dén faktuelle erkendelse og så til at sige—som Naja Munthe gjorde for fire år siden–—at det ikke var værd at græde snot over nogle tusinde amerikanere, når nu der dør mange af sult hver eneste dag.  I det ene tilfælde er der tale om overlagt mord—–i det andet om en tragisk blanding af naturkatastrofer, perverse incitamenter, forsømmelighed og ligegyldighed.

Siger man, at “det er ét fedt”, og kan man ikke kende forskel på f.eks. Katrinas ofre og 11/9-terroristernes ofre, så kan man heller ikke kende forskel på et overlagt mord, et uagtsomt drab, et uheld og et naturligt dødsfald.  Og så er vi for alvor fanget i den totale relativismes frakendelse af enhver forbindelse mellem skyld og ansvar.  Så er alt bare “det samme”, alle er medskyldige og ingen er ansvarlige.