Rumænien har en storslået natur, og rumænerne er de stolte indehavere af en mangfoldighed af vidnesbyrd om fortidens kulturelle præstationer. Et vue fra vest mod øst efterlader en serie mindeværdige billeder. Transsylvaniens frugtbare lavland med dets væld af velbevarede middelalderbyer. De yndefulde klostre i Bukovinas dybe skove. Karpaterne med gemytlige bjerglandsbyer og udsigtspunkter, der giver åndenød. Valakiets endeløse sletter. Det tørre og bakkede Dobrudja, hvor vinmarkerne strækker sig så langt øjet rækker. Og sidst men ikke mindst: Donau, Europas vandvej par excellence. Men alt det smukke har fået følgeskab af noget meget grimt. Landet er plettet af en række mindelser om en industrialisering, der lod hånt om såvel fornuft som besindighed.

De kommunistiske partier – fra Østtyskland over Rusland til Kina – var besatte af tanken om at betvinge elementerne. Deres ideologiske kanon tilsagde dem, at vejen mod menneskehedens endelige forløsning gik over sodende skorstene, dæmninger og kanaler. Samtidig overbeviste de skiftende selvherskeres betydelige egoer dem om, at omfanget af anlægsarbejderne var helt afgørende. Stort var ikke bare godt, det var uundværligt.

Vore dages Rumænien vånder sig under de seneste 60 års trang til at sætte sig spor i landskabet. Det er svært at opdrive en provinsby, der ikke er skæmmet af petrokemiske anlæg, bilfabrikker, cementstøberier og dets lige. Mangen en bygning står i dag som faldefærdige skeletter, vidnesbyrd om planøkonomiens perverse sider.

Selv ikke Donau har fået lov til være i fred. Den store flod knækker øst for Bukarest. I stedet for at tage den direkte vej ud til havet fortsætter vandmasserne mod nord. Først 150 kilometer senere, på grænsen til Moldova og Ukraine, løber floden atter østpå for at munde ud i Sortehavet. Den skavank påtog de rumænske kommunister sig at udbedre lige efter Anden Verdenskrig. Løsningen lå lige for – floden og havet skulle forbindes med en vandvej, den såkaldte Sortehavskanal. Planerne var udtryk for de nye magthaveres storhedsvanvid. Det skulle staklerne, der blev sendt til området for at grave, hurtigt komme til at sande.

Projektet var uigennemførligt med de forhåndenværende midler. Op mod 100.000 omkom under tvangsarbejdet, byggeriet blev stillet i bero efter fire års trængsler, og i godt 20 år lå gravearbejdet på is. Men i midten af 1970erne tog Nicolae Ceausescu projektet op til genovervejelse. Det gærede i den rumænske befolkning i disse år. Ceausescu mente, at masserne havde brug for lidt adspredelse. Han sendte i tusindvis af arbejdere og straffefanger tilbage til strækningen mellem Donau og Sortehavet.

Denne gang havde ingeniørerne mere held med sig. I 1984 kunne generalsekretæren åbne den 64 kilometer lange kanal. Den var mere end 100 meter bred og op til 8,5 meter dyb. Donau løb nu ud i Sortehavet ved havnebyen Constanta, og fragtskibe i femtonsklassen kunne smertefrit tage genvejen.

Sortehavskanalen er mindre iøjnefaldende end Folkets Hus. Den ligger trods alt et stykke fra alfarvej – skibstrafik undtaget – og den stræber ikke mod himmelen. Men ret beset konkurrerer den med marmorpaladset i Bukarest om førstepladsen på listen over efterkrigstidens udskejelser. Kanalens tilblivelse er et vidnesbyrd om, at Ceausescus storhedsvanvid ikke er den eneste årsag til Rumæniens genvordigheder i verden af i dag. Det begyndte med hans kommunistiske forgængere, og galmandsværket ligger i hvert fald på ét punkt i forlængelse af den kommunistiske ideologi: tiltagene er børn af den utopiske tilgang til samfundsforandringer. Lad os dvæle ved den rumænske kommunisme og den arv, den har efterladt.

De rumænske kommunister var oprindeligt en ensom flok. Så sent som august 1944 havde partiet blot 884 medlemmer. Alligevel kom de til fadet. Med sig bragte de den revolutionære foragt for virkeligheden.

Fra midten af 1960erne begyndte de rumænske kommunister at opføre sig som klassens uartige dreng, bulderbassen, der turde tale læreren midt imod. Det begyndte allerede under Gheorghe Gheorghiu-Dej. I 1964 udsendte Bukarest den såkaldte ’uafhængighedserklæring’, et dokument der betonede hvert lands ret til at vælge sin egen færd mod socialismen.

Men det er værd at bemærke, at først Gheorghiu-Dej og efterfølgende Nicolae Ceausescu brød med Moskva, fordi Moskva brød med arven efter Stalin. I den såkaldte ’hemmelige tale’ fra 1956 gjorde Sovjetunionens nye førstemand, Nikita Khruschev, op med nogle af den afdøde tyrans værste udskejelser. Tiden var moden til en ny kurs, lød det fra Kreml. Khruschevs udmelding faldt ikke i god jord i Bukarest. De rumænske kommunister ønskede at videreføre Stalins hårde linie. Det forudsatte et opgør med ’slapperne’ i Kreml. At et sådant brud med russerne var populært i den rumænske befolkning, gjorde ikke fristelsen mindre.

De rumænske kommunister var kort sagt ulve i fåreklæder. Det blev tydeligt for enhver i 1980erne, da Ceausescu talte dunder imod de varmere vinde, der blæste fra Moskva. Han afskrev Gorbachevs økonomiske reformbestræbelser, Perestrojka, som en ’højrefløjsafvigelse’, og han nægtede at efterkomme Kremls krav om åbenhed, Glasnost. Kommunistpartiet er ikke nogen diskussionsklub, skal han syrligt have sagt.

I stedet for at igangsætte et nybrud, gik Ceausescu til roden. I Det Kommunistiske Manifest fra 1948 1848 havde selveste Karl Marx opfordret sine proselytter til at afskaffe forskellen mellem land og by. Ceausescu tog ham på ordet. I 1988 igangsatte han en storstilet ’systematiseringsplan’. Målet var at flytte bønderne til fabriksbyer. Fremgangsmåden var simpel. Bulldozere kørte til de udvalgte landsbyer. Indbyggerne fik et par timer til at forlade deres huse, der så blev jævnet med jorden. I stedet blev de hjemløse flyttet til betonblokke rejst i al hast.

Ved denne tid begyndte selv de mest forstokkede vestlige Ceausescu-beundrere at blive noget lange i spyttet, ja efter revolutionen i 1989 var der faktisk ingen ende på forargelsen. Tidligere apologeter udråbte nu Nicolae og hans hustru Elena som skurkene bag alle Rumæniens genvordigheder. De, snarere end kommunismen, havde udpint det stakkels land. Det kunne enhver, der besøgte Folkets Hus i Bukarest, konstatere ved selvsyn. I skyndingen glemte de kloge hoveder, at Ceausescu også var manden bag Sortehavskanalen og systematiseringen af de rumænske landsbyer. De glemte, at Ceausescu var besjælet af den marxistiske tro på social videnskabelighed.

Ceausescus udøvende håndelag lå i forlængelse af en magtfuldkommen tradition for regeringsudøvelse. Men hans politik var også et barn af Lenins læsning af Marx. Sortehavskanalen står som en skamstøtte over et politisk program, der blev undfanget i Kreml, endnu mens Nicolae – født i 1918 – lå i sin vugge. Der var tale om en pervers form for humanisme, der satte idéen i Guds sted. Mennesker, der sidder inde med en viden om det perfekte samfund, vil selvsagt føle, at alle midler er salonfæhige. En så ekstrem idealisme fører altid til menneskeforagt, fordi den med vold vil omskabe menneskene. Et halvt århundredes legen Gud har ikke blot efterladt synlige ar i landskabet. Det har også matret den rumænske folkesjæl.

De rumænske kommunister søgte helt bevidst at skabe et nyt menneske, et homo novus. I en vis forstand kan man sige, at deres bestræbelser blev kronet med succes. Industrialiseringen omkalfatrede så ganske landets erhvervsstruktur. Bønderne drog, mere eller mindre frivilligt, ind til de nye fabriksbyer, der skød op som paddehatte. Rumænien tilbagelagde på få årtier en færd, der havde taget generationer i Vesten. Kommunisterne forcerede, de lod ikke tingene gå deres gang. Deres mål var
at omforme Rumænien til

Folkets Hus – beliggende i hjertet af Rumæniens hovedstad Bukarest – er det største menneskeskabte byggeri efter Pentagon. Gestalten er omgivet af en plæne, der sine steder henleder tanken på et vildnis. På denne plæne og under denne kolos lå indtil 1980erne en væsentlig del af den rumænske hovedstads historiske midte, dens Altstadt som tyskerne siger. Byen havde et væld af statelige bygninger. Den kunne ikke måle sig med Krakow, Prag eller Budapest, men historiens vingesus var efter sigende ikke til at tage fejl af, når man slentrede langs husenes massive fundamenter. De gamle kvarterer blev revet ned på ordre af en magtfuldkommen tyran, en tidligere bonde og skomager, der i bund og grund foragtede den urbane civilisation, Bukarests gamle Altstadt var en mindelse om. Skomagerens navn var Nicolae Ceausescu.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Ceausescu en dag skulle blive Rumæniens enehersker. Indtil Anden Verdenskrig udgjorde de rumænske kommunister en fortvivlende lille flok; partiet havde næppe over tusinde medlemmer. Der stod afsky om dem både i magtens haller og blandt menigmand. De blev – med rette – dadlet for at ligge under for Moskvas diktat, og de blev forfulgt med alle midler. En kommunistisk partibog var tilsyneladende ikke en genvej mod tinderne, men det afskrækkede ikke Nicolae Ceausescu. Den unge mand meldte sig ind i den fåtallige flok.

Skomageren Ceausescu knyttede fra tidlig færd sin karriere til jernbanearbejderen Gheorghe Gheorghiu-Dej. De tilbragte en rum tid sammen i forskellige fængsler, anklaget for at arrangere strejker. Men Anden Verdenskrig vendte op og ned på situationen. Den Røde Hær banede i 1944-1945 vejen for et kommunistisk fåmandsvælde. Moskva betroede i første omgang magtens tøjler til Gheorghe Gheorghiu-Dej, fordi han var en af de få rumænske kommunister, der havde blot en snert af folkelig opbakning. Nicolae Ceausescu befandt sig som altid blot ét skridt bag Gheorghiu-Dej. Skæbnens uransagelige veje havde fra dag til anden ført skomageren ind i magtens inderkreds.

I 1965 døde Gheorghiu-Dej. Den tro løjtnant stod klar til at tage over, hvor mentoren havde sluppet. I første ombæring indgik Ceausescu i en regerende trojka. De kår blev ham snart for små, og fra 1967 gerådede han sig helt i front som partiets generalsekretær. Det er ganske ironisk, men Nicolae blev ved denne tid opfattet som en af de mest oplyste og liberale kommunistiske ledere. En mand Vesten kunne tale med. Årsagen til det ædle omdømme var enkel: Rumæniens nye leder havde mod til at tale Moskva midt imod.

I 1968 knuste de sovjetiske tanks ’Foråret i Prag’, Tjekkoslovakiets forsøg på at vælge sin egen vej mod – eller måske snarere væk fra – socialismen. Ceausescu var klar i mælet. Ikke blot nægtede han at deltage i invasionen, han fordømte den i stærke vendinger. Dette lille oprør er blevet døbt ’Ceausescu-regimets fødselsmyte’. Efter den tidløse devise: ”Min fjendes fjende er min ven”, omfavnede Vesten Rumæniens nye førstemand. I 1969 aflagde ingen ringere end Richard Nixon, præsident for de forenede amerikanske stater, et officielt besøg i Bukarest. Det var første gang, en amerikansk præsident lagde vejen omkring et medlem af Warszawa-pagten. Året før havde den franske præsident, Charles de Gaulle, gjort det samme. Fra dansk side blev der ligeledes excelleret i kunsten at smigre diktatoren. Skomageren i Bukarest fik tildelt Elefantordenen, og han vandt sig et kor af apologeter i den hjemlige andedam.

Men Vesten var blind. Ceausescu var ingen Alexander Dubcek, han var en ny Stalin. Så meget turde stå klart for enhver, der havde mod til at se den rumænske virkelighed an. Helt galt gik det fra begyndelsen af 1970erne. I årtiets andet år, 1971, havde generalsekretæren aflagt et visit hos to af sine gode asiatiske venner, Mao Tse Tung og Kim Il Sung. Mao var ved denne tid optaget af et selvbestaltet forsøg på at hjernevaske den kinesiske befolkning, en foreteelse kendt som ’kulturrevolutionen’. Kim Il Sung havde givet startskuddet til en personlighedskult, der inden for føje år skulle ophøje ham til en form for guddommelig status. Ceausescu blev vældig imponeret over sine asiatiske svirebrødres udgave af den virkeliggjorte socialisme.

Vel hjemme igangsatte han dét, der siden er blevet døbt ’den lille kulturrevolution’. Bid mærke i tillægsordet – generalsekretæren havde ikke købt hele pakken. Han kom frem for alt hjem med den østasiatiske fornemmelse for personlighedsdyrkelse. I de følgende år blev kimen lagt til den Ceausescu-kult, der skulle gå ganske over gevind i 1980erne. Generalsekretæren samlede en kreds af ’hofdigtere’, der skulle besynge hans og hans ætlinges ædle byrd. Den tidligere skomager blev hyldet som den største tænker, filosof, statsmand og videnskabsmand, menneskeheden nogen sinde havde fostret. Rumæniens statsanerkendte filosofiske opslagsværk brugte mere plads på at dvæle ved Nicolaes tanker, end der blev afsat til den kommunistiske treenighed, Marx, Engels og Lenin – og det var ellers ikke småting.

1980ernes Rumænien blev kendt som ’socialisme i én familie’. Elena Ceausescu var både formelt og reelt styrets nummer to. Nicolaes fire brødre havde indflydelsesrige poster, og hans yngste søn, Nico, blev kørt i stilling som den almægtiges efterfølger. Regimet blev syrligt døbt ’Ceausescu-klanen’. Der var tale om fuldblods nepotisme, og ingen gjorde noget forsøg på at skjule den kendsgerning. For at gøre ondt værre blev Ceausescus storhedsvanvid forstærket af den økonomiske nedtur, der ramte Rumænien i 1980erne. De vestlige statsledere begyndte ved denne tid at kritisere deres tidligere yndlingskommunist for sin brutale regeringsførelse. Generalsekretæren var forhippet på at sikre sig manøvrefrihed i forhold til udlandet, hvad enten det nu drejede sig om Moskva eller Washington. Han bekendtgjorde derfor, at landets anseelige udlandsgæld skulle afbetales før tid. Midlet var en økonomisk hestekur af rang. Importen fra udlandet blev sat i bero. Samtidig blev de rumænske forbrugere berøvet alt, hvad der kunne sælges i det fremmede. Således blev 1970ernes smalle tider afløst af 1980ernes uår.

Meningscensuren var ligeledes kvælende. Skrivemaskiner skulle registreres hos politiet, indehavelse af en ’sort’ af slagsen var en alvorlig forbrydelse. Hvis man undlod at indberette om en samtale med en udlænding – hvor uskyldig den end måtte være – kunne det koste tid i skyggen. Det er svært ikke at trække på smilebåndet i dag, men de paranoide tiltag var blodig alvor. Det er blevet anslået, at hver 15. rumæner i 1980erne var stikker; forræderiske øjne lurede bag hvert et hjørne. Det voldførte samfund var gennemsyret af frygt. Naboer undlod at komme hinanden ved af frygt for følgagtige anmeldelser. End ikke familien udgjorde fredet land.

På sin vis kan man sige, at samfundet ophørte med at eksistere. Berøringsangsten gjorde, at de fleste mennesker lukkede sig inde i deres egen lille verden. De kerede sig udelukkende om overlevelse, ikke om de fælles anliggender. Samtidig levede og åndede de i en verden, hvor løgnen herskede. Når magthaverne bekendtgjorde deres syn på dette eller hint, var der kun én ting, tilhørerne kunne være sikre på: sandheden var en anden. Der var tale om en verden lige ud af George Orwells 1984. Et dysterland skabt af en bonde med mindreværdskomplekser, der hadede intellektuelle og byboere. En tyran, der hengav sig til et lukkulisk vellevned, alt imens menigmand sultede i gaderne neden for hans residens. En tidligere skomager, der lod sit udpinte og afmægtige folk slæbe sten til et vanvittigt bygningsværk, der skulle sikre ham udødelighed. Til Folkets Hus.

Lad os afslutningsvis prøve at indfange de politiske følger af Ceausescus enevældige tilgang til magtudøvelse. I Det åbne samfund og dets fjender gjorde den østrigske filosof Karl Popper opmærksom på, at ukontrollere
t magt er den sikre vej ti
lbage til det lukkede samfund, til diktaturet. Med hans egne ord:

”[M]ens øjeblikkets politiske spørgsmål kan kræve en personlig løsning, så må al langsigtet politik – og især al langsigtet demokratisk politik – tænkes ud fra upersonlige institutioner […] metoden med den personlige indgriben indfører et stadigt voksende element af uforudsigelighed i samfundslivet, og dermed vil der udvikles en følelse af, at samfundslivet er irrationelt og utrygt […] Denne tendens må stærkt forøge systemets irrationalitet, give mange indtrykket af, at der bag scenen findes skjulte magter og gøre dem modtagelige for sammensværgelsesteorien om samfundet med alle dens konsekvenser – nationalistiske og sociale kætterforfølgelser og klassehad”.

Med profetisk klarsyn leverer Popper i disse sætninger en diagnose af ét af Rumæniens væsentligste problemer i verden af i dag. Selve logikken bag det liberale demokrati er, at institutioner, ikke personer, udgør omdrejningspunktet for magtudøvelsen. Det er dette ideal, der finder udtryk i bonmotet om at ’love, ikke mennesker, regerer’. Den anden side af mønten har den britiske historiker Lord Acton sat ord på i sit berømte diktum: ”Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut”.

Rumænien har aldrig kendt til andet end personlig og derfor vilkårlig magtudøvelse. Rumænerne ringeagter fortsat de politiske institutioners evne til at hindre misbrug. Flerpartisystemet leder til fordærv, lyder det endnu fra mange. Der er grund til at tro på, at EU-medlemskabet og demokratiet vil kunne ændre på denne sørgelige tilstand. Men den slags tager tid, og menigmand har ikke for alvor forsaget undertrykkelsens åg – den fribårne rumæner er endnu i sin vorden. Folkets Hus står midt i Bukarest som et jammersminde, en skamstøtte over en despotisk tradition, under hvis vinger det lukkede samfund er blevet næret igennem århundreder.

I gårsdagens udgave af Politiken kunne man erfare, at Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund er klar til at gribe til våben for at omstyrte det bestående demokratiske system. Nu er der givetvis tale om en forsvindende lille flok, men det gør ikke budskabet mindre forstemmende, slet ikke i en tid hvor Lenins voldspolitik endnu modtager lovord fra visse historikere. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at fortælle en lille historie fra Rumænien – et land jeg tilbragte en længere periode i tilbage i 2002. Der er tale om en historie i to afsnit. Det første handler om en lille mand, der ad åre blev landets tyran; det andet om den ideologi han lige til sin død bar i sit hjerte.