Tag-arkiv: Hugo Chavez

Venezuela – past, present and future

Siden starten af det 20. århundrede har normen i Latinamerika været ikke-indblanding, hvis vi ser bort fra USA og Fidel Castros Cuba. Et flertal af landene i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) beslutning om at anerkende Juan Guaidó på bekostning af Nicolas Maduro som Venezuelas retmæssige præsident, er således et markant brud på denne tradition.

Beslutningen følger efter de fleste lande i Nord- og Sydamerika ikke anerkende sidste års præsidentvalg i Venezuela, og efterfølgende stemte for at suspendere Venezuela fra OAS.

At det meget store flertal af Latinamerikanske lande anerkender Juan Guaidó skyldes ikke mindst, at Latinamerika 15 år efter det historiske råvareboom i nullerne, er domineret af “borgerlige” (læs ikke-socialistiske) regeringer i et omfang ikke set siden 1990erne.

Venezuela’s historie kort

Vi har gennem årene skrevet utallige indlæg om udviklingen i Venezuela, under først den karismatiske Hugo Chavéz og senere under Nicolas Maduro. Når/hvis Venezuela igen bliver demokratisk, er der et par væsentlige pointer, som det er værd at understrege:

  1. Der var en grund til at Hugo Chavez vandt valget i 1998, kun 6 år efter han stod i spidsen for et mislykket kupforsøg mod den demokratisk valgte regering.
  2. Formentlig vil Venezuelas sammenbrud primært blive koblet til Nicolas Maduros navn, mens Hugo Chavez fortsat vil være et ikon på dele af venstrefløjen og blandt fattige venezuelanere.
  3. Hvad der sker efter regimets eventuelle fald vil i høj grad afhængig af en ny regerings økonomiske politik.

The curse of oil

Vi har tidligere skrevet om hvorledes Venezuela først oplevede høj økonomisk vækst frem til slutningen af 1970erne, for herefter at opleve årtiers økonomisk tilbagegang, med de seneste års spektakulære sammenbrud, som det foreløbige lavpunkt. Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i BNP per indbygger fra 1920 til 2010 i Venezuela, Spanien og Chile.

Det er først omkring 1980, at Spanien overhaler Venezuela, mens Chile – i dag Sydamerikas rigeste land målt på BNP per indbygger – først passerer Venezuela i midten af 1990erne.

Kilde: Maddison (2013)

I dag er BNP per indbygger i Venezuela lavere end i Peru og Colombia.

Som det også tydeligt fremgår, slutter Venezuelas egentlige højvækstperiode nogenlunde samtidig med at man får demokratisk styre.

At Juan Guaidó valgte at aflægge ed som præsident den 23. januar var bestemt ikke tilfældigt. Det er årsdagen for det coup d’etait i 1958 som afsluttede det daværende militærdiktatur og banede vejen for demokratiske valg december samme år og efterfølgende demokrati indtil først Chavéz og sidenhen Maduro gradvist afskaffede det igen.

Importsubstitution og manglende reformer

Fra midten af det 20. århundrede og indtil Chiles markedsreformer i 1975 og frem, forsøgte stort set alle lande i Sydamerika – og resten af Latinamerika – at skabe økonomisk udviklingen gennem importsubstitution.

I Venezuela gennemførte militæret i 1950erne storstilede offentlige investeringer i infrastruktur, som man håbede på ville danne grundlag for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution. Efter indførelsen af demokrati øgedes statsligt engagement og involvering kombineret med stadigt mere omfattende handelsbarrierer, som skulle facilitere denne importsubstitutionsproces.

I 1959 etablerede man det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, som skulle fremme indenlandsk industrialisering gennem en række 5-års planer. Finansieringen skete bl. a. gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1976 nationaliserede man olieindustrien og skabte det statslige olieselskab PdVSA, mens man benyttede kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til udenlandske lånemarkeder i 1970erne til at sætte ekstra blus på importsubstitutionen – i stigende grad gennem nye offentligt ejede virksomheder. Desuden investerede man efter 1975 i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at gøre eksporten mindre afhængig af olie – og udnytte de komparative fordele, man mente at have (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde) i produktionen af disse varer.

Det hele endte med et brag i begyndelsen af 1980erne, og reelt er Venezuelas økonomi aldrig kommet sig siden.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinstitutioner til subsidierede renter langt under markedsrente. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Gennem de følgende årtier prøvede man flere gange at reformere økonomien – sidste gang få år før valget i 1998, som bragte Chavéz til magten. Efter Chavez valgsejr rulledes alle reformer tilbage, og i stedet begyndte man på den såkaldte “Bolivarianske revolution”, som skulle bane vejen for “det 21. århundredes socialisme” .

Fra (socialdemokratisk) demokrati til socialistisk diktatur

Som det fremgår af ovenstående, vil det være forkert at beskrive Venezuela som en relativ fri markedsøkonomi i årtierne, før Hugo Chavez blev præsident. Målt på økonomisk frihed (jo højere score jo mere fri), mindskes denne frem til midten af 1990erne, hvorefter den stiger kortvarigt i forbindelse med en række markedsreformer i 1996. Efter valget af Hugo Chavez er det kun gået en vej, og Venezuela er i dag en af verdens absolut mest ufri økonomier.

Udviklingen efter 1998 kan bedst karakteriseres ved hastig nedbrydning af magtens tredeling. Hugo Chavéz sikrede sig hurtigt en Højesteret pakket med loyale tilhængere, der gennemførtes nationaliseringer mens regulering af markedet nåede nye højder.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)

Kilde: Freedom House

Presse- og ytringsfrihed kom hurtigt under pres og regimet sikrede sig kontrollen med TV og radio, hvorefter valgkampene udviklede sig til en temmelig ensidig forestilling i medierne.

En præcis dato for overgangen fra demokrati til diktatur er vanskelig at fastsætte , da processen var gradvis. Men vi kan dog konstatere at det sidste nogenlunde demokratiske valg i overenstemmelse med forfatningen, var til nationalforsamlingen i december 2015.

Her opnående oppositionen flertal, på trods af regimets manipulering med valgdistrikterne i et forsøg på at begrænse oppositionens muligheder. Indtil det tidspunkt var i det mindste selve stemmeafgivningen formentlig helt reel – om end mange andre forhold omkring valgene allerede tidligt var kritisable.

Mange opfatter muligvis Hugo Chavéz som “blot” en typisk Caudillo (stærk mand), som Latinamerika – og ikke mindst Venezuela før 1958 – har været så rig på. Det var han også, men han havde også et ideologisk udgangspunkt, grundlagt i hans formative år som ung kadet i 1970erne. En overbevisning som primært blev drevet af to ting – nationalisme og socialisme. Chavéz var – med rette – indigneret over den udbredte korruption han og andre unge kadetter oplevede i 70erne hos hærens øverste ledelse. Derudover blev han påvirket af hans politiske skoling, en del af hans uddannelse, som i høj grad tog udgangspunkt i den særlige latinamerikanske afhængighedsteori, som bl .a. gennemsyrer den indflydelsesrige bog ”Las venas abiertas de América Latina” på dansk ”Latinamerikas åreladning”, skrevet af den uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Guliano.

Man kan således karakterisere Hugo Chavéz og hans meningsfæller i Movimiento Bolivariano Revolucionario-200 (MBR-200), etableret i 1982, som lige dele Simon Bolivar (Det nordlige Sydamerikas frihedshelt) og Karl Marx. Den kombination indebar en stærk modstand mod, hvad de opfattede som neoliberal politik og udenlandsk indflydelse i Venezuela, ligesom de mente, at de civile politiske aktører havde mistet al legitimitet i forhold til forfatningen.

Det var med de ideer i bagagen at Hugo Chavéz ledte et et mislykket kup i 1992, som medførte umiddelbar national berømmelse (og respekt hos mange), da han på live TV påtog sig det fulde ansvar for kupforsøget. En respekt og berømmelse, som var stærkt mdvirkende til hans valgsejr i 1998.

Allerede året efter blev en ny forfatning vedtaget ved en folkeafstemning, som bl. a. indebar, at hæren blev tildelt en helt anden og mere aktiv rolle i Venezuela. Herefter skulle den ”Bolivarianske revolution” gennemføres ved indførelse af ”det 21. århundredes socialisme”, som Chavéz selv betegnede det, baseret på et aktivt miltært-civilt partnerskab.

Som historien har vist, indebar den Bolivarianske revolution og gennemførelsen af det 21. århundredes socialisme også – måske paradoksalt, men måske ikke overraskende, at den i forvejen betydelige korruption, efter Hugo Chavéz magtovertagelse steg til nye og ekstreme højder. Magt korrumperer og fuldkommen magt korrumperer fuldkomment, som man siger.

Men var der ikke noget med at de sociale vilkår under Hugo Chavez trods alt forbedredes og økonomien voksede? Det var i hvert fald det typiske forsvar fra Venstrefløjen i mange år, bl. a. Pelle Dragsted og Enhedslisten herhjemme. Og er det efterfølgende økonomiske sammenbrud ikke primært konsekvens af faldet i olieprisen og udenlandske sanktioner?

Hvad angår betydningen af sanktioner, er der intet som tyder på at amerikanske sanktioner de senere år, primært rettet mod enkeltpersoner har haft nogen som helst betydning for det økonomiske sammenbrud.

Samenbruddet skyldes grundlæggende den førte politik, helt tilbage fra Chavéz og frem, mens faldet i oliepriserne primært har forstærket en krise, som var kommet under alle omstændigheder – se også senere.

Når man oplevede økonomisk og social fremgang i årene under Chavez, skyldes det primært det historiske boom i priserne på råvarer (inkl. olie) i nullerne. Derimod var Chavez økonomiske politik fra start af en katastrofe.

Som Kevin Grier og Norman Maynard skriver i “The economic consequences of Hugo Chavez: A synthetic control analysis”

“We also find that while health and poverty outcomes improved under Chavez, they are not particularly different than what occurred in the synthetic control. Finally, we see little evidence that Chavez lowered inequality beyond what occurs in the synthetic control. Thus, under Chavez, Venezuela experienced lower average incomes, but did not produce any greater levels of health improvement, poverty abatement, or inequality reduction, as it likely would have without his leadership and policies.”

Som det fremgår af nedenstående figur fra Grier og Maynard, er der en meget betragtelig forskel på BNP per indbygger med og uden (syntetisk) Chavez (læs her for yderlige forklaring).

Økonomien forværres da også før olieprisfaldet i 2014. Naturligvis påvirkede olieprisudviklingen Venezuelas økonomi negativt – ligesom i andre lande, hvor olie står for en stor del af eksport og BNP. Men intet andet land har oplevet samme ekstreme nedsmeltning som Venezuela. se også nedenstående hentet fra Economist. BNP per indbygger er således halveret siden 2013, mens inflationen nu er over hvad der svarer til 1, mio procent p.a.

En væsentlig årsag til nedsmeltningen er naturligvis, at den store stigning i de off. indtægter, som man oplevede i nullerne i kraft af de højere oliepriser, ikke kunne følge med det øgede offentlige forbrug. Da oliepriserne faldt i 2014, hvilket ikke burde være kommet som den helt store overraskelse, havde man intet at stå imod med.

Kombinationen af faldende oliepriser og faldende olieproduktion har naturligvis været katastrofal for Venezuela. I indeværende år forventes olieproduktionen at falde til omkring eller ligefrem under 1 mio. tønder per dag. I 1999, hvor Chavez kom til magten, var den på 3,25 mio. tønder per dag. Et fald som ikke skyldes at man er ved at løbe tør for olie – Venezuela har verdens største oliereserver – men misrøgt og inkompetence.

Og hvad så nu?

I en kommentar i Ræson, Vi bør alle stille os på oppositionens side og fordømme Maduros diktatur, slutter jeg af med at skrive

Det kaos og den stigende desperation i befolkningen har efterhåndenden stået på i mange år. BNP er halveret siden 2013, og FN oplyser, at 90 pct. af befolkning nu lever i fattigdom. Folk sulter, og hospitalerne kan ikke skaffe medicin. Mordraten er steget til Sydamerikas højeste, mens inflationen er steget til langt over en million pct. Det er med god grund, at tre millioner mennesker er flygtet (ca. 10 pct. af befolkningen).

Det, som foregår, er ikke en kamp mellem højre- og venstreorienterede. Det er en kamp mellem socialistisk diktatur og demokrati. Her burde der ikke være tvivl i nogens sind om, hvilken side man bør være på, nemlig demokratiets side. Jeg ser i hvert fald frem til den dag, jeg kan skrive en artikel i Ræson, hvor jeg kritiserer en demokratisk (socialdemokratisk) venezuelansk regerings økonomiske politik, fordi den ikke er markedsorienteret nok for min smag.

Hvor tæt vi er på den dag, vi her på bloggen skriver en kritisk post om en demokratisk valgt regerings økonomiske politik er åbent spørgsmål. I en debat med Enhedslistens Pelle Dragsted, hvor vi ikke overraskende var uenige om det meste, var vi enige om at en blodig afslutning desværre er en reel risiko. Det er risikoen for at det ender med at Maduro bliver siddende også.

Selv om optimismen er stor blandt mange i oppositionen, som for første gang står samlet bag en leder, Juan Guaidó, er det slet ikke sikkert det ender med Maduros fald.

Det kan også ende med en “fuld Cuba”. At mio. af Venezuelanere forlader landet (mere end 3. mio. indtil videre) er et langt større problem for landende omkring Venezuela, end for Maduro og resten af den nuværende elite. I modsætning til et markedskapitalitisk samfund, hvor den enkelte borger er et potentielt aktiv, er de i en ekstraktiv semiplanøkonomi som Venezuela et passiv.

Forenklet sagt, kan man jo lade kinesere, Iranere og russere stå for olieudvindingen og selv leve af indtægterne derfra.

Militæret afgør hvem der er præsident 

Venezuelas militær er den afgørende magtfaktor og har været det længe. Derfor er det afgørende for oppositionen at få militæret til at skifte side, og det er ingen let opgave. At en enkelt general i luftvåbenet har erklæret sin loyalitet overfor Guaidó gør ingen sommer. Militærets top forholder sig indtil videre loyal overfor Maduro, og det er også vanskeligt at forestille sig den absolutte top i militæret skulle skifte side. De er for de flestes vedkommende syltet ind i illegal guld og uranudvinding, narkotikasmugling, korruption og hvidvask. Oprøret skal derfor komme længere nede i rækkerne og blandt de menige.

Men formår Maduro at fastholde hærens opbakning, er mulighederne for en bare nogenlunde fredelig overgang til demokrati minimale. Selv om det skulle lykkes at få størstedelen af hæren til at skifte side, er der også fortsat de såkaldte Colectivos – bevæbnede paramilitære grupper – som for længst har vist deres voldsparathed..

Billed er fra før de fleste EU-lande anerkendte Guidó som præsident mandag d. 4/2

At de fleste EU-lande inkl. Danmark nu anerkender Guidó, er blevet kritiseret for at øge risikoen for en blodig afslutning, måske ligefrem en indsættelse af udenlandske tropper i Venezuela.

Det er dog et tvivlsomt argument, som bygger på en ide om, at en forhandlet løsning mellem Maduro og hans regering på den ene side og oppositionen på den anden side faktisk er mulig. Det er mere end tvivlsomt.

USA udelukker ganske forudsigeligt ikke en egentlig militæraktion, mens en række EU-lande og det flertal i Lima-gruppen, som anerkender Juan Guaidó som midlertidig præsident, insisterer på at tale om en fredelig løsning. Med andre ord er det som det plejer at være.

Man kan argumentere for, at de Europæiske landes opbakning mindsker risikoen for en langvarig blodig konflikt, idet den støtter op bag den massive opbakning fra det meste af Latinamerika, samt USA og Canada.

Og hvad angår Rusland og Kina, som kritiserer anerkendelsen af Guaidó, er begge, og måske især sidstnævntes interesse primært knyttet til deres investeringer i Venezuela.

Hvis de – og især Kina formentlig – ser deres interesser bedst varetaget ved et regimeskifte – kan de blive afgørende. Ikke forstået som at man vil bakke op bag anerkendelsen af Guaidó – det er helt udelukket. Men måske ved at man ikke aktivt støtter (læs: finansierer) Meduro regimet.

Ifølge Reuters har oppositionen og Guaidó understreget at at man vil honorere Venezuelas forpligtigelser overfor både Kina og Rusland. Guaidó udtaler således at:

What most suits Russia and China is the country’s stability and a change of government,” he said. “Maduro does not protect Venezuela, he doesn’t protect anyone’s investments, and he is not a good deal for those countries.

I et interview med Bloomberg, siger Guaidó dog, at:

I will be very clear: all agreements that have been signed following the law will be respected,” Guaido said in a written interview. “If previous agreements were signed by adhering to the due process of approval by the National Assembly, they will be accepted and honored.

Det kunne tyde på at man kun er parat til at honorere en del af den eksterne gæld til Kina (og Rusland må man formode). Det er ikke klogt (for at sige det mildt), hvis man skal gøre sig forhåbning om en nogenlunde fredelig løsning.

Endelig kan man ikke udelukke en egentlig væbnet konflikt mellem Venezuela (og reelt også Cuba) på den ene side og primært Colombia, USA og måske Brasilien på den anden side – hvilket der næppe vil være den store begejstring for i hverken befolkning eller militær.

Vi kan kun håbe på det bedste – og frygte det værste. Til gengæld er der ingen grund til at frygte, at et regimeskifte vil ende i en situation som vi har set i Afghanistan, Irak og Libyen. Venezuela var i modsætning til de nævnte lande, et demokrati gennem mere end 40 år.

Men indebærer genindførelsen af demokrati blot en tilbagevenden til den førte politik før Chavez kom til magten, vil det på sigt indebære en betydelig fare for, at man ender i samme situation, som man befinder sig i nu.

Hvis man sammenligner udviklingen før Chavez kom til og udviklingen efter han indledte sin “Boliviarianske revolution”, finder man nemlig en række ligheder:

  • olieindtægternes funktion som betaling for loyalitet
  • tilbøjeligheden til at bruge planøkonomiske instrumenter og regulering i stedet for markedsløsninger
  • korruption

Chavéz og efterfølgende Maduros regeringstid kan i den sammenhæng ses som en ekstrem udgave af hvad Veneziuela oplevede fra 1960erne og frem til 1990erne. At oppositionen i højere grad end tidligere har opbakning også fra de laveste indkomstgrupper i Venezuela, skyldes næppe bekymring for de mere udemokratiske og totalitære sider af det nuværende regime, men primært at regimet i takt med en mere og mere vanskelig økonomisk situation og faldende indtægter ikke længere kan finansiere hvad der reelt er et superklientalistisk system.

Kilde: Bjørnskov (2017)

I den forstand er det korrekt at pege på faldet i oliepriserne i 2014 som afgørende for den nuværende opbakning til oppositionen og Juan Guaidó, lige som høje renter og faldende oliepriser i begyndelsen af 1980erne udløste en krise, man reelt aldrig kom sig over, og endte med Chavéz valgsejr i 1998.

Med mindre et regimeskifte indebærer et grundlæggende og afgørende paradigmeskifte i Venezuelansk politik og der relativt hurtigt gennemføres omfattende reformer, som sikrer fornyet økonomisk vækst, kan pendulet hurtigt svinge tilbage igen. Om det er muligt, kan man naturligvis godt være lidt skeptisk i forhold til.

Venezuelas lange deroute

Det venezuelanske samfund er ved at kollapse, og Maduro-regimet afskaffede fornylig under voldsomme protester de sidste rester af demokrati i landet. Som vi har skrevet intensivt om her på stedet, er det ikke længere ’bare’ toiletpapir og majsmel, der mangler på hylderne, men stort set alle almindelige varer. I den årlige sundhedsundersøgelse svarede flere end 8 af 10 venezuelanske voksne, at de har tabt sig det sidste år, og da landet sidste år kortvarigt åbnede grænsen til Colombia, rejste 35.000 mennesker den første dag over grænsen for at købe mad og medicin. Det 21. århundredes socialisme, som Hugo Chavez stolt kaldte sin politik, er forudsigeligt nok endt i en humanitær katastrofe.

Der er dog al mulig grund til at overveje de dybere og ældre problemer i Venezuela. Som Niels Westy tidligere har understreget her på stedet, er Maduros socialistiske styre skyldig i den økonomiske og sociale totale kollaps af landet, men der er ingen grund til at tro, at alt bliver godt hvis det chavistiske diktatur væltes. Et sandsynligt alternativ er i stedet at vende tilbage til en dybt middelmådig stagnation.

Venezuelas virkeligt grundlæggende problem kan illustreres i de to figurer nedenfor. Den første viser nationalindkomsten per indbygger i Venezuela, Chile, Spanien og USA siden 1950, mens den anden viser nationalindkomsten per fuldtidsansat ækvivalent. Den anden figur giver således et billede af udviklingen i arbejdskraftens produktivitet, og måske derfor også et bedre indtryk af de dybere problemer i det venezuelanske samfund.

De to figurer viser meget tydeligt to ting. For det første var Venezuela faktisk rigere end Spanien indtil først i 1970erne – landet havde omkring 1950 været meget tæt på dansk levestandard – og var langt rigere end de fleste andre latinamerikanske lande (eksemplificeret ved Chile). For det andet var Venezuelas økonomi stort set lige så produktiv som USA indtil midten af 1970erne, og fulgte meget tæt den amerikanske udvikling. Mens forskellen i indkomst per indbygger og indkomst per ansat således indikerer, at den væsentlige forskel på Venezuela og USA var en større beskæftigelsesgrad i USA – i Venezuela i 1970 var 27 % fuldtidsbeskæftigede versus 40 % i USA – fulgte landet øjensynligt med den internationale teknologiudvikling. Omvendt konvergerede Spanien fra omkring 1960 mens Chile faldt bagud indtil militærets magtovertagelse og efterfølgende reformer i midten af 70erne.

Den vigtige pointe for Venezuela er, at landet holdt op med at følge med i midten af 70erne. Spaniens vækst var upåvirket og Chiles vækst tog fart pga. reformerne, mens oliekrisen rasede og olieprisen mere end fordobledes fra 1972 til 1975. Fra 1978 til 1980 steg olieprisen igen til næsten de dobbelte, hvilket førte til recessioner i store dele af verden, inklusive USA. Men kan se et par års hurtig fremgang i Venezuela, der som bekendt sidder på nogle af verdens største oliereserver, men derefter går det forbløffende hurtigt tilbage. Venezuela i 1970erne er dermed et af de klareste eksempler på Hollandsk Syge, både når det gælder virkningen på konkurrenceevne og på de politiske incitamenter.

Det er for eksempel sigende for udviklingen, at prisniveauet relativt til USA mere end tredobles mellem 1972 og 1982. Mens landet stadig tjener penge på olien, ødelægges store dele af den resterende eksportsektor, og landet kommer til at plages af aldeles elendig politik – staten overtager en væsentlig del af investeringsaktiviteten, skatterne stiger og den politiske reguleringsbyrde i kreditmarkedet stiger.

Som det kan ses i figurerne, var 1990erne økonomisk en relativt rolig tid på trods af Hugo Chavezs kupforsøg i 1992 og præsident Carlos Andrés Pérez afsættelse året efter for bedrag, og bl.a. pga. efterfølgeren Luis Herrera Campins afskaffelse af prisregulering. Det endte brat med valget af Chavez i 1998 og den tydelige genoprettelse af økonomien fra 2001 kan helt tilskrives den stærkt stigende oliepris. Det, der ligner en økonomisk succes og blev hyldet som sådan af mange vestlige ’intellektuelle’ som Jeremy Corbyn, Noam Chomsky og Joseph Stiglitz, var et kortvarigt ressourceboom, der politisk tillod Chavez at indføre sine katastrofale socialistiske reformer.

Hele bundlinjen i fortællingen er således, at Chavez og Maduros socialistiske diktaturstat ikke blot er en social og økonomisk katastrofe i sig selv, men at dagens situation også i en vis forstand er kulminationen på mere end 40 års negativ udvikling. Produktivitetsproblemerne, som tydeligt ses i figur 2, har været maskeret af stigende beskæftigelse, så det almindelige mål – nationalindkomst per indbygger – ’blot’ så ud til at være stagneret. Man tror det næppe muligt, men Venezuela er i endnu dårlige stand end man umiddelbart skulle tro, og det umiddelbare indtryk er allerede skræmmende.

Hvor dyr var Chavez for Venezuela?

Der er næppe nogen tvivl om, at valget af Hugo Chavez og hans efterfølgende lange periode som præsident og effektiv enehersker i Venezuela har været skadelig for landets økonomi. Pressefriheden led også voldsomt – efter 2000-01 hvor Chavez i et 12 måneder langt tidsrum regerede via præsidentielt dekret steg Freedom Houses indikator for (mangel på) pressefrihed med hele 34 point (på en 0-100-skala). Men hvor dyr var Chavez?

Det spørgsmål forsøger Kevin Grier og John Maynard at svare velunderbygget på i en artikel, der er på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization (læs her og en tidligere ungated her). Grier og Maynard bruger en særlig metode, hvor de først identificerer en ’syntetisk kontrol’, en metode udviklet af Alberto Abadie, der i dette tilfælde kan informere dem om, hvordan Venezuela ville have udviklet sig uden Chavez. En serie omhyggelige tests viser, at et vægtet gennemsnit af Brasilien, Canada, Iran, Mexico og Peru tæt matcher Venezuelas økonomiske udvikling op til 1998. Den måske lidt uens gruppe, der skaber den syntetiske kontrol, reflekterer at Venezuela siden 1950erne har været en ressourceafhængig økonomi – landet har trods alt verdens femtestørste olieressourcer. På samme måde skaber Grier og Maynard en syntetisk kontrol for udviklingen i helbred, fattigdom og ulighed.

Øvelsen peger på, at indkomsten per indbygger i Venezuela i dag er cirka 4300 dollars lavere end den ville have været uden Chavez. Mangelsituationerne, som drypvis har været omtalt i vestlige medier – mangel på mælk, kylling og majsmel siden 2014 og øl og toiletpapir sidste år – er derfor ikke blot et tilfældigt fænomen, men et der afspejler en næsten absurd grad af spild og misallokering af ressourcer. På samme vis finder Grier og Maynard, at udviklingen i fattigdom og helbred ikke har været bedre end i sammenlignelige lande. Lande som Peru og Uruguay havde samme fald i fattigdom og forbedring i forventet livslængde. Det eneste sted, hvor Chavez’s intentioner synes at være blevet virkelighed, er den lavere økonomiske ulighed, og den udvikling ser endda ud til at være ganske midlertidig.

Grier og Maynards artikel er således interessant på to niveauer. For det første demonstrerer de, hvad en omhyggelig brug af Abadies syntetiske kontrol-metode kan føre til af indsigter. For det andet viser de to amerikanere, hvor ekstremt skadelig Hugo Chavez var for Venezuela. Ingen grad af undskyldning for hans økonomiske katastrofe – han havde de rigtige hensigter, det tidligere regime var slemt korrupt og lignende – er nok til at forklare, hvordan én mands vision har ødelagt så meget.

Detektor, Deadline, Hugo og venstrefløjens mytomani

I forbindelse med Chavez død i sidste uge deltog jeg i Deadline (onsdag den 6. marts). I min naivitet troede jeg at man ønskede min deltagelse, fordi jeg som økonom skriver om Latinamerika i Børsen og på Americas.dk. Til min store overraskelse viste det sig, at min væsentligste egenskab var mit medlemsskab af Liberal Alliance. Det kunne man have informeret mig om på forhånd.  F.eks. da Martin Krasnik ringede til mig få timer før selve udsendelsen.

Detektor og Venstrefløjens myter

Dragsted fremfører alle de sædvanlige argumenter fra venstrefløjen, som man tidligere har set dem gøre i forbindelse med forsvaret af andre venstreorienterede styrer.

Kort fortalt består Dragsteds forsvar for Venezuela i, at:

  • Man har opnået betydelig økonomisk vækst
  • Der har været betydelige sociale fremskridt

Hvorimod jeg fremfører, at :

  • Den økonomiske vækst har været relativt lav i forhold til andre lande i regionen, samtidig med at manglende investeringer mindsker det fremtidige potentiale.
  • Andre lande har oplevet samme eller større fremgang, målt på sociale fremskridt.

Vi kan naturligvis ikke begge have ret. Og det hjælper ikke Dragsted, at han henviser til en artikel i den venstreorienterede avis The Guardian. Hans brug af tal fra deres artikel er forøvrigt helt hen i skoven. Og så er der naturligvis både den manglende fornemmelse for Venezuelas velstand før Chavez, og den manglende sammenligning med andre lande i regionen.

Mens Christian Bjørnskov har modgået venstrefløjens påstande og myter med  fakta i “Chavez sociale resultater” og “Chavez økonomiske resultater“, har jeg gjort det samme i indlæggene “Kampen om Chavez eftermæle….“, “The death of a caudillo” på Americas.dk.

Konklusionen er samstemmende, at :

  • Venezuela har haft en, i forhold til resten af Latinamerika, lav økonomisk vækst de seneste 14 år.
  •  Andre lande har opnået langt større sociale fremskridt.

Detektor kommer på banen

I en ordveksling mellem Dragsted og undertegnede indrager jeg Colombia – vel vidende at Enhedslisten her klart har valgt side, vel og mærke for terrorgruppen FARC og mod den demokratisk valgte regering under ledelse af Manuel Santos. Og så får jeg nævnt, at der de senere år er blevet slået flere fagforeningsfolk ihjel i Venezuela end i Colombia.

Efterfølgende henvendte Detektor sig til mig og bad mig dokumentere denne påstand. Det var nu ikke svært, i det jeg i forbindelse med at dele af Europaparlamentet har prøvet at forhindre en frihandelsaftale med Peru og Colombia, med henvisning til bl.a. en påstået forfølgelse af fagforeningsaktive i Colombia, sidste år skrev et indlæg på Americas på baggrund af solide analyser som peger på, at der ikke kan påvises, at der foregår en systematisk forfølgelse af fagforeningaktive i Colombia. Faktisk er risikoen langt lavere for at blive myrdet som fagforeningsmedlem end for befolkningen generelt, se “Forfølgelse af fagforeninger i Colombia, fup eller fakta?” på Americas.dk

De ønskede også dokumentation for to andre udsagn, at

  • Hele regionen har oplevet et fald i uligheden og forbedrede sociale vilkår de sidste ti år. og at Peru som har en helt anden økonomisk model har oplevet lige så stort fald i uligheden i samme periode, men har haft en langt hastigere økonomisk vækst
  • Vi i Sydamerika ser alle variationer af økonomiske modeller og må konstatere at væksten efter årtusindskiftet har været højest i de mest frie økonomier

Hvortil jeg henviste til et par yderligere indlæg på Americas.dk samt en rapport fra henholdsvis CEPAL (hvis udgangspunkt var den argentinske økonom Raul Prebish og ideen om importsubstitution som vejen frem for Latinamerika), samt Verdensbanken.

De to rapporter kan hentes her:

Social Panorama 2012 (CEPAL)

Economic Mobility and The Rise of the Latin American Middle Class (Verdensbanken)

Efterfølgende har jeg modtaget en mail fra Detektor om at der ikke kommer et indslag. Det er anden gang jeg oplever dette. I november 2011 deltog jeg i en debat med bl.a. Mickey Gjerris fra etisk råd (se debatten nedenfor). Her var det mine påstande om at både vores luft og vand er mindre forurenede end for årtier siden, som man ønskede kilder til – hvilket de naturligvis fik. Heller ikke dengang kom der et indslag ud af det. Mine oplysninger var (naturligvis) faktuelt korrekte.

Det er selvfølgelig fint, hvis Detektor mener at udsagnene er tilstrækkeligt underbyggede, men det efterlader alligevel et spørgsmål, som ikke er helt uinteressant.

Hvor mange sager undersøger Detektor, hvor man kommer frem til at udsagnene er korrekte, eller i det mindste ikke kan tilbagevises?

Jeg er klar over, at konceptet primært er at vise når – typisk politikere – kommer med udsagn, som de ikke har faktuel basis for. Og jeg kan ikke udtale mig om hvorvidt man også har bedt min modpart i debatten om at fremlægge kilder til sine påstande. Men dels kan Dragsted og jeg næppe begge have ret, og dels er der grund til at tro, at når man bliver spurgt, så er det fordi man på Detektors redaktion betvivler sandheden i de pågældende udsagn.

Da Detektors egen indsats begrænser sig til at bede en selv om at levere den fornødne dokumentation, ville det næppe være et større arbejde at de lod alle de undersøgelser indgå, som aldrig ender med et indslag.

Det ville give mulighed for at andre, som betvivler de givne udsagn, kan blive klogere. Samtidig er jeg sikker på, at en del ikke mindst politikere – vil sætte pris på at andre kan vurdere omfanget af urigtige oplysninger i forhold til hvor mange gange de pågældendes oplysninger har vist sig at være helt korrekte.