Jeg havde i denne uge den store fornøjelse at være til PEDD-konference i Münster i Tyskland. PEDD står for the Political Economy of Democracy and Dictatorship og har kørt i otte år. Den er blevet et samlingssted for europæiske forskere i public choice og politisk økonomi, der interesserer sig for særligt forskelle mellem regimetyper, transitioner mellem forskellige regimer, og særforhold i nogle demokratier. I år var ikke anderledes, og bød på præsentationer om så forskellige emner som effekten af institutioner på innovation med evidens fra Italiens samling (Bas Machielsen fra Utrechts universitet), antikrigsdemonstrationer i Rusland – der er langt flere demonstrationer i områder tæt på hvor det engang lå en Gulaglejr – af Nikita Zakharov (Uni Freiburg), og endda om hvordan kup påvirker regimers respekt for forfatningen (Jerg Gutmann fra Hamborg sammen med undertegnede).

Alligevel var et af højdeepunkterne for mig en præsentation af en ung forsker, Laura Barros fra universitetet i Göttingen (på billedet). Personligt var det en fornøjelse at se Laura, der er en af mine tidligere studerende fra Heidelberg. Men selve papiret var også et af højdepunkterne, og både bekymrende og ret sjovt.

Laura viser i papiret, med brug af individ-data fra Brasilien, at folk der bliver arbejdsløse er væsentligt mere tilbøjelige til at melde sig ind i et politisk parti, og efterfølgende at stille op til et lokalvalg. I forhold til situationen uden arbejdsløshed stiger sandsynligheden for at de melder sig ind i et parti med cirka 12 %, og sandsynligheden for at stille op til et valg stiger med 18 %. Politik er med andre ord et beskæftigelsesvalg i Brasilien på linje med at søge andre jobs. En pudsig detalje var, som Laura viste, at dem der vælger politikvejen, er mere uddannede end de fleste. Brasilianerne får dermed rent umiddelbart mere kompetente politikere, men af de helt forkerte grunde. Om der er en parallel situation i skandinaviske lande er et åbent spørgsmål, men et som Lauras forskning også åbner op for.