Jeg havde i sidste uge den store fornøjelse at være medarrangør af den danske public choice workshop, som blev afholdt fredag og lørdag i Malmø. Min medarrangør Andreas Bergh præsenterede fredag sit interessante papir “Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?”, hvor han gav et meget pædagogisk eksempel på, hvor misvisende den målte ulighed kan være. Vi bringer her en version af Andreas eksempel.

I eksemplet består samfundet af fem personer – John, Paul, Ringo, George, og Linda – der har indkomst i fem år. Gennemsnitsindkomsten er stigende, som man kan se i nederste linje, mens uligheden varierer kraftigt fra år til år. I år 1 er Ginikoefficienten 27,3, mens den i de næste år er henholdsvis 17,6, 28,7, 27,2 og 10,1. Hvis man vil, kan man endda konkludere, at der er en nedadgående trend i ulighed, der er korreleret med stigende indkomst (r=-0,5). Og mange vil nok begynde at overveje, hvilken politik der i sidste ende fører til meget lavere ulighed…

Det virkeligt elegante i eksemplet er, at hvis man ser på uligheden i indkomster over alle fem år, er der ingen: Alle fem medlemmer af samfundet tjener nemlig 2450 kroner på tværs af de fem år! Det giver selvfølgelig en Gini-koefficient på nul, og fjerner langt de fleste diskussioner af politisk karakter. Det, der giver uligheden fra år til år i eksemplet er, at indkomsten ikke er timet på samme måde hos alle fem personer. Det er for eksempel sådan noget, der sker i den virkelige verden, når folk sælger deres hus og ikke med det samme køber et nyt og tilsvarende.

Spørgsmålet, som Andreas stiller i papiret, er hvor vigtig kapitalindkomst er for den økonomiske ulighed. Og som i eksemplet ovenfor gælder det, at jo længere perioder man ser på, jo mindre vigtigt er det. Præcist som det varierer, hvem af de fem personer ovenfor der lige tjener mere eller mindre i et bestemt år, varierer det også i virkelighedens verden. Og det fører os til at overvurdere den økonomiske ulighed.