Tag-arkiv: public choice

Debunking Degrowth

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2024. 3 svar

I mange vestlige lande, inklusive Danmark, findes en lille bevægelse, der argumenterer for at vi bør stoppe økonomisk vækst. Folk i bevægelsen er overbeviste om, at økonomisk vækst er forbundet med forurening, miljøproblemer, global opvarmning, tab af biodiversitet, og menneskelig elendighed. Der er således tale om en gruppering, der ønsker at afskaffe vestlig vækst og markedsøkonomi, gøre mennesker i rige lande fattigere, og i allerbedste fald omfordele fra velfungerende lande til fattige lande. Målet er som helhed at gøre kloden fattigere i miljøets eller den globale retfærdigheds navn.

Heldigvis har vores fremragende, unge kollega Justin Callais fra University of Louisiana Lafayette netop startet en Substack om økonomisk vækst. Og Justins første emneserie kommer til at handle om netop det: Hvorfor degrowth er så forvirret og forfejlet et koncept.

Hvis nogle læsere kan genkende navnet, er det fordi vi tidligere har omtalt Justin her på bloggen. Han er et af de meget spændende nye navne i amerikansk public choice, og har allerede markeret sig artikler i bl.a. Public Choice, European Economic Review, og Journal of Economic Behavior & Organization om så forskellige emner som forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes, om den politiske økonomi bag fyrtårne, og om markeder faktisk underminerer folks moral.

Justin peger i sit indlæg på, at økonomisk vækst et tydeligt er forbundet med så forskellige goder som borgere, der er mere tilfredse med deres liv, lang lavere dødsfald ved fødsler, lang lavere børnedødelighed, og langt færre mennesker, der lever i dyb fattigdom. Man kunne fortsætte listen, men bare konklusionen, at borgerne i rigere lande “are happier, healthier, and have less truly desperate levels of poverty” burde være nok. Debunking Degrowth er varmt anbefalet!

EU bliver (endnu) mere protektionistisk

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2024. 2 svar

Medierne meddelte tidligere denne uge, at EU-Kommissionen vil underrette Europas bilproducenter om, at den ønsker at indføre en ekstra told på op til 25 procent på import af kinesiske elbiler. Tolden skal gælde fra næste måned, og den officielle intention er, at den skal være midlertidig. Måske giver den politisk mening, men fra en økonomisk vinkel er EU’s nye toldtiltag absolut vanvid.

Berlingske noterer idag, at Frankrig og Spanien har været ‘fortalere’ – læs, har lobbyet – for den nye told, mens bl.a. Tyskland og Sverige er imod. Baggrunden er, at kinesiske producenters andel af markedet for elbiler i EU de senere år er steget til otte procent. Som en yderligere grund til tiltaget, har kommissionsformand Ursula von der Leyen understreget, at “EU’s handelsunderskud med Kina er helt urimeligt højt” og at Kina giver statsstøtte til landets producenter. Kommissionens argument er således, at konkurrencen ikke er fair, at det landespecifikke underskud er for stort – og iøvrigt, at tolden kan give EU indtægter, som ikke kommer direkte fra medlemslandene.

Ingen af de danske medier har fanget, at von der Leyens argumenter er identiske med Donald Trumps retfærdiggørelse af de handelsbarrierer, han indførte og præsident Biden siden har udbygget. Allerførst giver det absolut ingen mening at kigge på et landespecifikt handelsunderskud. Læserne har nok, ligesom forfattere af denne blog, et ret solidt ‘handelsunderskud’ med Meny, Føtex eller andre forretninger, uden at det er et problem. På samme måde gælder det for lande, at man under nogle isolerede omstændigheder kan se det samlede handelsunderskud som et problem, men underskuddet med bestemte lande er inderligt ligegyldigt. At argumentere for politik med, at underskuddet med Kina er for stort, et intet andet end økonomisk analfabetisk.

Det samme gælder i virkeligheden for argumentet imod Kinas statsstøtte. Hvis den kinesiske regering effektivt støtter elbilproducenter i landet, der eksporterer til Europa, er det i sidste ende en overførsel til europæiske forbrugere. Man kan måske argumentere, at der er en pris at betale for europæiske elbilproducenter, men gevinsten for forbrugerne af at kunne købe billigere elbiler fra Kina er langt større.

Von der Leyens sidst argument bør også bekymre de fleste almindelige mennesker, og mange politikere. For argumentet er, at en elbilstold giver EU indtægter. Princippet i unionen er, at alle omkostninger skal finansieres af medlemsstaterne – unionen i sig selv bør ikke have indtægter. Men det forsøger man disse år at komme udenom, så EU kan bruge penge på tiltag uden at høre medlemsstaterne og søge finansiering fra dem. Von der Leyens argumenter er således en blanding af analfabetisme, blatant gammeldags protektionisme, og forsøg på at gøre unionsapparatet mere suverænt. Ingen af dem burde accepteres af bare normalbegavede borgere.

Hvor er medianvælgeren i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2024. 2 svar

Jeg havde forleden en samtale med flere kolleger om, hvad medianvælgeren i Danmark egentlig vil. Baggrunden var en diskussion af næste valg, og hvad de nominelt blå partier vil gøre, og kan opnå. Problemet er, at de fleste – måske endda inklusive Liberal Alliance – har købt Hjort-doktrinen om, at man ikke kan vinde valg på blå politik, men må rykke ind mod den politiske midte. Hjort-doktrinen, som den kaldes i Danmark, er let genkendelig for alle public choice-forskere som en simpel udgave af medianvælgerteoremet. Men for at teoremet virker tydeligt, kræver det blandt andet, at der er én dimension i politik, at forhold som opfattet kompetence og ærlighed ikke er vigtige for vælgerne, og at man faktisk ved, hvor midten ligger. Det var det sidste punkt, vi kom til at diskutere.

Det mærkelige er, at midtpunktet i dansk politik i meget høj grad handler om omfordeling, og meget dansk politik derfor kommer til at handle om det. Det gælder for eksempel al mulig økonomisk politik, hvor ethvert forslag kommer med en vurdering af, hvordan det omfordeler indkomst, forbrug, skattebyrde eller andet. Er man akklimatiseret til dansk politik, virker det næppe mærkeligt, men det er det når man ser på, hvad danskerne konsistent siger i værdiundersøgelser.

Som kortet nedenfor illustrerer, er danskerne de mindst tilbøjelige i Europa til at støtte mere statslig omfordeling. European Social Survey, som kortet er lavet på baggrund af, spørger hvert andet år om staten skal introducere politik for at omfordele mere. Spørgsmålet stilles på en skala fra 1 – at man er stærkt enig – til 5, at man er stærkt uenig.

Den mindst omfordelingsvenlige region i hele ESS-undersøgelsen er Sydjylland og Fyn, hvor gennemsnittet er 3,22, efterfulgt af hovedstaden (3,08), Sjælland og Nordjylland (begge 3,04), og Karlovy Vary-regionen i det vestligste Tjekkiet.

Uden at konkludere for meget, er den simple pointe med dagens post, at danskerne overhovedet ikke er så forhippede på omfordeling, som store dele af Folketinget synes at tro. Skal de lede efter vælgere, der virkelig synes det er enormt vigtigt, skal de tage til Athen, Lissabon eller det vestlige Ungarn. Det er ikke i Danmark, at man finder vælgere der synes at yderligere statslig omfordeling er særligt vigtig eller ønskværdig.

Økonomisk frihed bidrager også til akademisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2024. Skriv et svar

Akademisk frihed er ikke bare en god og nødvendig ting for forskere, men også af væsentlig værdi for resten af samfundet. Hvis forskere ikke er frie til at vælge, hvad de forsker i, hvordan de gør det, hvad og hvordan de formidler til resten af samfundet, og hvad de underviser i, falder kvaliteten af det hele. Som min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for et par år siden i artiklen Academic Freedom, Institutions, and Productivity, er kombinationen af gode institutioner og udbredt akademisk frihed en væsentlig vækstfaktor for moderne samfund. Spørgsmålet er derfor (blandt andet) hvorfor nogle samfund har så ringe akademisk frihed, mens andre har udbredt frihed.

Niclas og jeg tog hul på den debat for knap tre år siden i Political Institutions and Academic Freedom: Evidence from across the World, der udkom i Public Choice. Formålet med den artikel var ganske simpelt at undersøge, om regimetyper er vigtige. Vi fandt da, at “moving to electoral democracy is positive, as is moving to electoral autocracy from other autocratic systems, suggesting the importance of elections.” Med andre ord er har lande med valg med flere partier mere akademisk frihed, selvom valgene i sig selv ikke er ordentligt demokratiske; demokratier har ikke overraskende endnu mere akademisk frihed.

I den spritnye artikel Economic Freedom and Academic Freedom across Nations, der er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, dykker vi et ekstra spadestik ned i spørgsmålet ved at undersøge, om der er et krydsforhold mellem de to typer frihed: Den akademiske og den økonomiske. I data mellem 1970 og 2015 fra 154 lande i hele verden følger vi ændringer i den økonomiske og akademiske frihed. Den empiriske analyse viser meget klart, at bedre retsvæsener fører til mere akademisk frihed, dvs. jo mere de juridiske institutioner indrammer politik og politikere, jo mere frie bliver forskerne til at gøre deres arbejde uafhængigt. Det interessante er, at vi i en række analyser ser lignende effekter af regulering: Jo mindre politikerne regulerer økonomien, jo mindre regulerer de også den akademiske verden.

Overordnet dokumenterer vi således en ganske væsentlig, positiv bivirkning af mere økonomisk frihed: Jo bedre retsvæsenet er og jo mindre staten regulerer økonomien, jo mere frie – og jo mere effektive – er forskerne i landet. og på langt sigt indebærer kombinationen endda, at landet også bliver væsentligt mere produktivt. Mere information og en foreløbig version er tilgængelige her.

Handbook of Research on Economic Freedom

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2024. 1 svar

Hvad ved vi om konsekvenserne af og kilderne til økonomisk frihed? Det er hovedspørgsmålene i den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der blev udgivet for en uge siden af forlaget Edward Elgar. Bogen er redigeret af min gode ven, kollega og medforfatter Niclas Berggren (IFN, Stockholm), og omfatter foruden indledningen 26 kapitler om separate emner i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed.

Som jeg skriver i Børsen idag, er det imponerende hvor meget forskning, der er udkommet om emnet de knap 30 år, der har været empiriske mål for økonomisk frihed. Det er derfor på sin plads, at det første kapitel efter indledningen netop er skrevet af James Gwartney og Robert Lawson, der stod for udviklingen af Economic Freedom of the World indekset. Derfra går det slag på slag med virkelige eksperter på hver deres område, der dækker et spørgsmål af gangen. Her er blot nogle få pluk:

Kapitel 5 handler om økonomisk frihed i økonomisk historie, skrevet af Vincent Geloso og Gregory Caskey, mens Maria Pia Paganelli har skrevet kapitlet om økonomisk frihed hos Adam Smith og Gerhard Wegner har skrevet om økonomisk frihed i tysk / østrigsk økonomisk tænkning.

I hvor høj grad er landes økonomiske frihed påvirket af deres regeringers ideologi? Det dækkes af Klaus Gründler, Armin Hackenberger og Niklas Potrafke; sidstnævnte har selv bidraget væsentligt til denne forskning. På samme måde har Niclas fået Abishek Choutagunta og Jerg Gutmann – to yngre, men meget dygtige økonomer fra Hamborg – til at skrive om sammenhængene mellem demokrati og økonomisk frihed.

Bogens længste afsnit handler om konsekvenser af økonomisk frihed, og indledes meget passende af de to hollandske topforskere Jan-Egbert Sturm og Jakob de Haan, der dækker hvad vi ved om effekten af økonomisk frihed på økonomisk vækst og produktivitet. Samme sektion har kapitler om effekterne på iværksætteraktivitet (af Per Bylund, Peter Klein og Matthew McCaffrey), miljø (Jonas Grafström), fred og voldelig konflikt (Tim Krieger and Daniel Meierrieks), og respekt for menneskerettigheder (af undertegnede).

Bogen afsluttes af to filosofiske kapitler – et af Nick Cowen om social retfærdighed og økonomisk frihed og et andet af Douglas Den Uyl og Douglas Rasmussen om menneskelig ‘blomstren’. Og selvom jeg selv har beskæftiget mig meget med emnet, er det stadig forbløffende at se, hvor meget forskning der er, og ikke mindst hvor vigtig borgernes økonomiske frihed er for samfundets udvikling. Selvom jeg ikke vil anbefale læsere at købe bogen – den er meget dyr og det er en bedre idé at opfordre ens bibliotek til at købe et eksemplar – er den som helhed meget varmt anbefalet. Som Tyler Cowen skriver i sin blurp for bogen: “There are few books that could do the world more good than this one.”

Når kommunereklame skaber rent seeking

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2024. 1 svar

Hvad ved vi om konsekvenserne af, at kommuner og regioner forsøger at tiltrække store virksomheder ved at tilbyde særlige fordele? Mange ikke-økonomer – og desværre enkelte økonomer – tænker ofte, at det kun kan være en god ting at man tiltrækker arbejdskraft og skattekroner. Men selve processen forbundet med at tiltrække virksomheder kan være skadelig, fordi den åbner for såkaldt rent-seeking som en måde at føre virksomhed, og fordi den giver politikere et ekstra incitament til at rage til sig.

Men hvor stort er problemet egentlig? Ved den årlige konference i the European Public Choice Society, der lige er blevet afholdt i Wien, præsenterede Gary Wagner (University of Louisiana – Lafayette) et nyt papir han har skrevet sammen med Peter Calcagno (College of Charleston) og Russell Sobel (the Citadel). I “The political economy of state economic development: a path to unproductive entrepreneurship” undersøger de tre netop, hvad der sker når stater giver meget store incitamenter – tilskud, skattefordele osv.

Gary (på billedet under præsentation) forklarede, hvordan man relativt præcist kan identificere ændringen i måden at føre politik og virksomhed på. Han og hans kolleger viser i papiret, at når en stat giver et ‘large incentive’ for at tiltrække virksomheder, stiger beskæftigelsen med cirka 3½ procent i én bestemt type beskæftigelse: Den, der statistisk omfatter lobbyister, spindoktorer osv.

Skulle nogen være i tvivl om, hvorfor danske kommuner og regioner for eksempel er begyndt at ansætte langt flere journalister og andre, der ikke på nogen synlig måde bidrager til drift eller hører til, er det måske en idé at læse det nye papir af Wagner, Sobel og Calcagno. Det ville være sært, hvis det ikke er et fænomen, som danske kommuner med tørst efter nye jobs og indbyggere også udviser.

President’s Rule: Magtmisbrug i Indien

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2024. Skriv et svar

Indien er verdens største demokrati, men næppe nogens ideal for, hvordan et demokrati bør virke. Landet led i mange år under politikere uden nogen som helst forståelse for økonomi, og som mange andre lande i regionen, er Indiens og Asiens historie fuld af eksempler på politisk magtmisbrug. Stefan Voigt og jeg har været interesserede i dette aspekt i årevis, og se ikke mindst på det i vores bog State of Emergency, der udkommer til juli. I én sag har vi sluttet os sammen med Abishek Choutagunta og Shruti Rajagopalan om fælles forskning, der nu ligger tilgængeligt som working paper.

I papiret President’s Rule in India: State Emergency or Political Capture? undersøger vi et af de klareste eksempler på en politisk institution, der kan misbruges: Den indiske forfatnings paragraf 356, der også kendes som ‘President’s Rule’. Forfatningsreglen indebærer, at den føderale regering i Indien kan opløse en delstatsregering. Idéen med reglen var oprindeligt, at give den føderale regering muligheden for at overtage kontrollen med en delstat, hvis dens regering af en eller anden grund – politisk dødvande, naturkatastrofer og voldsomme optøjer – ikke længere kan regere.

Den interessante setting er, at der har været masser af påstande om, at President’s Rule blev misbrugt. En detalje er, at en højesteretskendelse i SR Bommai-sagen i 1994 indebar, at retsvæsenet kunne undersøge brugen af President’s Rule, og dermed også fik mulighed for at kende, at brugen var forfatningsstridig.

For at kaste lys over spørgsmålene, har vi allerførst bygget et datasæt der omfatter allle indiske delstater fra 1950 til 2019 hver måned. Vi kan derfor måned for måned følge, om staten rammes af President’s Rule, og estimere om brugen af reglen følger intentionen, eller om den misbruges politisk. Og konklusionen er overvældende, at brugen af President’s rule altid har været politisk. Vi finder ingen evidens for, at katastrofer eller optøjer har ført til dens brug, mens delstatsregeringer med mindre erfaring, mindre flertal i parlamentet, og koalitionsregeringer er mere udsat for brug. Meget af dette misbrug stoppede med SR Bommai-kendelsen i 1994, der gav retsvæsenet en mulighed for at holde øje med og straffe politikere.

Helt overordnet er vores studie af President’s Rule et studie af politisk magtmisbrug i verdens største demokrati, og således også en advarsel mod risikoen for magtmisbrug af forfatningsregler i føderale stater. Det er naturligvis ikke et problem, der direkte kan applikeres til Danmark, der ikke er føderal. Men tænker man på EU og diskussionen om, hvordan man fordeler magten og i særlig grad den stigende centralisering i unionen, er der absolut grund til at se på Indiens historie, og hvis elendigt det er gået for en type institution, som EU nærmer sig.

Hele abstractet er her: Emergency provisions allow federal governments to intervene swiftly but create op- portunities for political capture. We analyze how this tension plays out in the world’s largest federal republic, India. Article 356 of the Indian constitution (President’s Rule) allows the union (federal) cabinet to dismiss a state government and dissolve the elected state legislature, if the federally appointed state governor recommends the dismissal for emergencies, including political crises and natural disasters. Using an original panel data set of Indian states from 1952 until 2019, we find that Article 356 leads to the political capture of states by the Union (federal) govern- ment. More specifically, we find that (1) the likelihood of invoking Article 356 is almost exclusively determined by the political strength of the parties forming state governments, (2) natural or man-made emergencies are not significant predictors of invoking Article 356, and (3) judicial safeguards added in 1994 significantly reduced Article 356 imposition.

Årets Duncan Black-pris: Beyond Pigou

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2024. 1 svar

Hvert år til den årlige konference i the Public Choice Society – der afholdes om godt en uge i Dallas – uddeles Duncan Black-prisen. Prisen går til den bedste artikel i det foregående år i tidsskriftet Public Choice, og annonceres altid et par uger før konferencen. Den prestigiøse pris er i tidligere år gået til bl.a. Ronald Wintrobe, Thomas Stratmann, Andrew Young, John Matsusaka, Sean Gailmard og Jeffery A. Jenkins, og (i al ydmyghed) undertegnede og Stefan Voigt sidste år.

I år går prisen til Casey Mulligan (University of Chicago) for artiklen “Beyond Pigou: Externalities and Civil Society in the Supply-Demand Framework.” Mens Black-prisen næsten altid går til fin og interessant forskning, er Mulligans artikel alligevel helt særlig. Han starter med den basale idé, a der findes markedsfejl: Frie markeder producerer ofte for lidt uddannelse, for meget forurening, for få offentlige goder, og kan nogle gange mangle information til forbrugerne. Det traditionelle syn på problemet – som der stadig undervises i fag om offentlig økonomi (public economics) på universiteter verden over – er, at det derfor er statens rolle at gå ind og løse disse markedsfejl.

Public choice-skolen var og er et korrektiv til dette simple syn, ved at påpege at der også findes statsfejl: Alle faktiske indgreb overfor markedsfejl lider af problemer med lobbyisme, politikeres forsøg på at købe vælgere, og at staten ofte mangler information til at kunne ramme bare nogenlunde præcist med f.eks. forureningsskatter og subsidier. I praksis bør man således i alle tilfælde overveje, om den sandsynlige statsfejl ved at gribe ind er værre end markedsfejlen.

Og det er netop i den diskussion, Mulligan rykker ind med sin vigtige pointe. Han bruger simpel pristeori og kan grafisk med et udbud-efterspørgsels diagram vise, at der ere eet overset element. Mulligans meget ‘Ostromske’ pointe er, a det ikke kun er staten, der kan løse markedsfejl. Civilsamfundet gør det i virkeligheden ofte. Så hvis folk kan organisere sig uden store omkostninger, er det muligt for dem at fikse mange lokale forureningsproblemer, og også producere offentlige goder. I mange lande eksisterer der for eksempel privat finansierede museer. Et andet eksempel er klubber – en pointe James Buchanan skrev om allerede i 1965: Når tennisinteresserede for eksempel danner en klub, er der adgang til baner osv. som om de var et offentligt gode, bare man er medlem af klubben. Det er hverken markedet eller staten, der leverer tennisbanerne eller klubhuset.

I en tid, hvor politikere over hele den vestlige verden bliver mere interventionistiske – se blot på den nye begejstring for industripolitik, statslig regulering af “misinformation” og protektionisme – er Mulligans pointe vigtig. At han også skriver godt og serverer den i en elegant grafisk form, som man kan undervise bachelorstuderende i, er imponerende. Hvis man er økonom, er artiklen varmt anbefalt. Hvis ikke, må vi sørge for at budskabet formidles på anden vis…

24 Spørgsmål om – Frihed

Af Christian Bjørnskov, den 12. februar 2024. Skriv et svar

En af de bedste danske podcasts er 24 Spørgsmål til Professoren, der køres af Weekendavisen med støtte fra Carlsbergfondet. Den faktiske tilrettelæggelse og interviewene køres af den altid fremragende Lone Frank, der forleden havde mig i studiet. Udgangspunktet for samtalen var spørgsmålet “Hvad betyder forskellige aspekter af frihed i den virkelige verden?”

Det blev – efter min ydmyge, men ikke helt upartiske mening – en absolut glimrende podcast. Vi kom ind på en lang række emner om frihed, inklusive nødret, ytringsfrihed og terror, akademisk og forskningsfrihed, og økonomisk frihed og velstand. Emnet burde interessere Punditokraternes læsere, men kan naturligvis også bruges i gymnasiet. Hele podcasten kan høres her og er varmt anbefalet.

Blasfemilov – vores nye studie

Af Christian Bjørnskov, den 9. februar 2024. Skriv et svar

Mens debatten om regeringens nye Koranlov er ved at ebbe ud, er det stadig usikkert hvad den kommer til at gøre. På trods af, at regeringen med Peter Hummelgaard og Lars Løkke Rasmussen i spidsen slet ikke lægger skjul på, at loven sigter efter at begrænse danskernes ytringsfrihed – Hummelgaard mener for eksempel, at kunstere bare skal lave noget andet – er det op til landets domstole at bedømme, om ikke Grundlovens forsvar af ytringsfrihed ikke trumfer Koranlovens undertrykkelse af den. Men hele debatten, og loven i sig selv, er sket uden nogen form for forskningsbaseret viden, findes denne viden faktisk.

Vi skrev forleden om et nyt studie af Lasse Eskildsen og undertegnede, som vi præsenterede ved den årlige danske public choice workshop. Det relativt kort studie er nu færdigt, og vi har lagt det op på SSRN så alle interesserede kan læse det. Do Blasphemy Restrictions Restrict Terrorism? kan læses ved blot at klikke på titlen. Hovedkonklusionen er, at blasfemiforbud ikke gør noget som helst ved terrorrisikoen, men vi opfordrer naturligvis alle interesserede til at læse studiet. Abstractet er nedenfor.

Abstract: Although several countries have repealed their laws banning blasphemy in recent years, it is often argued that such laws are necessary to prevent conflicts and terrorism. In this paper, we explore the association between types of blasphemy law and terrorist events. We find that while blasphemy law in general is not associated with terrorism, countries with constitutionalised blasphemy bans experience more events.

Blasfemiforbud sænker ikke terrorrisikoen

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2024. 1 svar

I sidste uge blev den årlige danske public choice workshop afholdt på Aarhus Universitet. Det blev en fremragende dag med masser af god, ny forskning fra juniorer til to emeritusser. Vi kommer til at skrive om flere af dem, men starter med Lasse Eskildsen, der præsenterede helt ny forskning sammen med undertegnede. Grunden er, at Lasse og jeg har kigget på et af de mest aktuelle spørgsmål i dansk debat: Er lovgivning der forbyder blasfemi et effektivt middel mod terrorisme?

Lasse og jeg har samlet data fra 162 lande på tværs af verden siden starten af 1970erne, hvor vi ved hvor mange terrorangreb der var, og om landet havde forbud mod blasfemi eller ej. Vi opsummerer dataene i figuren nedenfor, hvor vi sammenligner autokratier og demokratier med eller uden blasfemilov på to forhold: Hvor mange år der skete terrorangreb, og hvor mange angreb der skete per år, givet at der skete nogen.

Figuren demonstrerer allerførst, at ser man bare på de rå data har autokratier med blasfemiforbud flere år med terrorangreb (37 versus 54 %; p<0,01). Demokratier ligger midt imellem med henholdsvis 45 og 47 % af alle år med terrorangreb, og dermed en situation hvor blasfemilov er ligegyldig (p<0,60). Ser man i stedet på, hvor mange angreb der var hvis der var nogen, dukkere der endnu større forskelle op. Autokratier uden forbud havde 2,1 angreb i gennemsnit, mens demokratier uden forbud havde 2,3 angreb – dvs. basalt set samme omfang. Autokratier med forbud havde derimod et gennemsnit på 5,8 angreb, mens demokratier med samme lovgivning havde 5,2 angreb. Igen kan vi ikke se forskel på demokratier og autokratier; den væsentlige forskel i de rå data er, om man har forbudt blasfemi eller ej.

Når vi undersøger det hele omhyggeligt empirisk, forsvinder disse forskelle. Grunden er, at lande med blasfemiforbud også er anderledes på en lang række andre områder, som er vigtige for hvor meget terror et land oplever. Et af disse forhold er ytringsfrihed, som Lasse og jeg i tidligere forskning i Political Studies har vist, er forbundet med mindre terrorrisiko. Ser man på de generelle billede, er der således ingen som helst indikation for, at et forbud mod blasfemi kan sænke terrorrisikoen i et demokrati, og tager men med i betragtning, at effektive blasfemiforbud begrænser borgernes ytringsfrihed, er det nærmere tilfældet, at blasfemilovgivning øger risikoen for terror.

Et ganske væsentligt problem for os i vores forsøg på at etablere en kausal forbindelse mellem blasfemiforbud og terror er, at vi i datasættet – indtil videre – kun har 24 tilfælde hvor lande enten introducerer eller afskaffer deres lovgivning mod blasfemi. Hvad værre er, er der kun fire klare eksempler i perioden på lande, der introducerer forbud: Algeriet, Polen, Rumænien og Rusland. Man bør derfor ikke lægge for meget i vores sammenligning af, hvad der sker før og efter ændringer i lovgivningen, som vi eksemplificerer i figuren nedenfor.

Figuren viser terrorrisikoen fra tre år før til tre år efter en ændring; den blå linje viser den gennemsnitlige udvikling omkring en afvikling af blasfemiforbud i år 0, mens den røde linje viser udviklingen omkring en introduktion. Hvis man skal konkludere noget som helst, er det at en afvikling ikke gør nogen særlig forskel på kort sigt, mens en introduktion ser ud til at kunne føre til ekstra terror.

Justitsminister Peter Hummelgaard har sammen med resten af regeringen tvunget et nyt forbud mod blasfemi igennem, og endda et som flere jurister har bedømt som mere indgribende end det, der blev afskaffet i 2017 – og ikke var brugt siden 1936. Hummelgaards og Lars Løkkes påstand har hele vejen igennem været, at det var vigtigt og nødvendigt for at undgå terrorisme. Dén påstand kræver forskning, som Lasse og jeg er ved at levere. Og vores empiriske undersøgelse giver klare resultater: Påstanden er ren nonsens! Om Hummelgaard og Løkke rent faktisk tror på den, eller bare begrænser danskernes ytringsfrihed af opportunistiske grunde er et andet spørgsmål for en anden dag.

Peter Kurrild-Klitgaard om staten og Covid

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2024. 2 svar

I løbet af 2020 begyndte politikere og meningsdannere begejstret at påstå, at nedlukningerne og vaccineudvikling dokumenterede, at en stor og aktivt indgribende stat kan opnå store ting. Enkelte aktivister talte endda om at bruge statslige nedlukninger for at bekæmpe klimaproblemer. Den diskussion er stille og roligt forsvundet igen, selvom mange lande stadig har de samme politikere, der stadig påstår at deres indgreb enten hjalp eller i det mindste var velmente. Og idéen om den store og gode stat eksisterer stadig, ikke mindst fordi de nordiske lande opnåede lave rater af overdødelighed i internationale sammenligninger. Var det da på grund af vores allerede store og indgribende velfærdsstater?

Den gamle redacteur for denne blog, professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet, har netop udgivet en artikel der tester denne påstand. Artiklen “Size isn’t everything: COVID-19 and the role of government“, der er under udgivelse i det prestigiøse Public Choice, afviser meget klart påstanden. Som PKK viser, er der hverken en sammenhæng i de rå data – se for eksempel figuren nedenfor, der er nogenlunde så tæt man kommer på en perfekt sky – eller når man undersøger spørgsmålet med mere avanceret statistik.

Mens resultaterne næppe kan komme som en overraskelse for faste læsere af denne blog, er de nok hverken bekvemme eller forventede for folk, der stadig tror at en indgribende stat kan løse store kollektive handlingsproblemer. For når verdens mest udbyggede offentlige sektorer ikke bidrager til at løse et indrømmet stort, men meget specifikt problem, hvordan kan man så regne med, at komplekse problemer som industriudvikling, grøn transition, eller styring af forskning kan gøres bedre af staten? Abstractet kan ses nedenfor; hele artiklen er varmt anbefalet.

The emergence of the global COVID-19 pandemic in 2020 quickly generated claims that the crisis had demonstrated the superiority of extensive welfare states and a failure of market economies. We conduct cross-sectional statistical analyses to test this claim with regard to first response and reported COVID-19 related deaths per 31 December 2020 (N = 164–200), using government spending as a central variable. The analyses confirm some of what is known from other studies: COVID-19 deaths associate positively and robustly with ageing and more obese populations. However, we find no statistically significant associations between various measures of government size and the number of COVID-19 deaths, alone or when controlled against demographic, political and economic factors. If anything, the general effectiveness of government services and the availability of hospital beds seem more important than the simple size of government or level of health care expenditures.

James Gwartney, 1940-2024

Af Christian Bjørnskov, den 12. januar 2024. Skriv et svar

Tidligere på ugen kom en meddelelse, som mange af os har vidst ville komme, men ingen håbede på. James Gwartney var død, 83 år gammel. Jim (som de fleste af os kendte ham) var ikke blot professor i en menneskealder på Florida State University – han var ansat i 53 år – men også en af de mest indflydelsesrige økonomer, som selv andre nationaløkonomer ikke kender til.

Jim læste PhD på University of Washington, og udgav en del af sin afhandling i 1970 i American Economic Review – et af professionens absolut mest prestigefyldte tidsskrifter. Hans arbejde om diskrimination af sorte i det amerikanske arbejdsmarked blev publiceret gennem 1970erne i både AER og det lige så fine Journal of Political Economy, og gav ham allerede lige efter afhandlingen en stilling på Florida State University. Jim blev der i 53 år, det sidste halvandet år som professor emeritus. Hans økonomilærebog Economics: Private and Public Choice, der første gang blev udgivet i 1976, var også med til at etablere hans position i professionen, ikke mindst fordi det var den første lærebog, der brød med mange økonomers naive syn på politik og statslige indgreb.

Jims ‘crowning achievement’ kom dog i midten af 1990erne, efter en konference hos Fraser Instituttet i Vancouver. Konferencen, der handlede om konceptet økonomisk frihed, blev ledt af Milton Friedman og Michael Walker, og førte til at Jim en dag bankede på døren til sin forskningsmedhjælp Bob Lawsons kontor: “Bob, hvad laver du det næste halve år?” Den lettere forvirrede Bob svarede, at det vidste han ikke helt, hvorefter Jim fortalte ham, at de skulle lave et indeks over økonomisk frihed. I stedet for at sigte efter et perfekt mål, satte de to sig for at skabe et praktisk indeks af offentligt tilgængelige data, der kunne sammenlignes over tid og lande. Resultatet blev den første af de nu årlige rapporter fra Fraser om Economic Freedom of the World, der de seneste år har dækket 165 lande. Over årene har både Walter Block, Joshua Hall og Ryan Murphy medforfattet rapporten, men den oprindelige idé og hele grundlaget for at sætte internationalt sammenlignelige tal på økonomisk frihed kom fra Jim og Bob.

Jeg brugte Google Scholar i morges til at tælle op, hvor ofte rapporterne er blevet citeret siden den første udgivelse i 1996. Resultatet blev næsten 7000 citationer i både artikler, regeringsrapporter, tænketankanalyser, afhandlinger, og andet. Mange økonomer ville give en halv arm for at nå 7000 citationer i deres samlede karriere, men Jim nåede det med blot én publikation. Men hvilken publikation og hvilken idé! Uden hans insisteren på at måle økonomisk frihed – og uden Bobs enorme dataarbejde og -viden – ville vi nok stadig have råbt ad hinanden, uden at kunne sætte tal på konsekvenserne af politik. Idag ved vi meget om, hvordan reformer der påvirker borgernes økonomiske frihed, påvirker deres økonomiske vækst. Vi kan sammenligne på tværs af verden, se om nogle elementer er vigtigere end andre, og måske vigtigst af alt kan vi lære konkret af andre landes reformer og erfaringer. Grundlaget for at kunne gøre det præcist og konsistent blev lagt af Jim omkring 1995.

Derudover bør Jim Gwartney også huskes for den person han var. Som mange har skrevet i løbet af ugen – se blot Randall Holcombe, Robert Lawson, Ian Vásquez, og Matthew Mitchell – var han i Mitchells ord “unfailingly kind, gracious, humble, encouraging and grounded.” Og det er også sådan jeg lærte ham at kende. På trods af, at Jim var blind de sidste 30 år af sit liv, var han altid venlig, hjælpsom og interesseret. Som Ryan Stowers skriver i en hyldest af ham, var han “the kind of person who always made you feel better after spending time with him.” Sidste gang jeg møde ham, var til morgenmaden den første dag ved en konference, hvor jeg smilede til Maria der var med ham, og sagde godmorgen. Jim spurgte Maria, hvem det var, og da hun svarede “it’s Christian from Denmark”, lyste Jim op i et smil. Vi brugte fem minutter på en hyggelig snak om økonomisk frihed, jetlag, og fælles venner. Resten af dagen var bedre på grund af de fem minutter. Jim vil ikke kun blive savnet på grund af sin forskning, men også fordi han var et fantastisk menneske.

Dansk public choice workshop 2024 – i Aarhus

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2024. 1 svar

Som trofaste læsere ved, afholder vi hvert år i slutningen af januar den danske public choice workshop. Workshoppen er en éndags-event, hvor forskere fra Danmark og andre lande kommer for at præsentere deres nye forskning, og for at høre og diskutere andres nye forskning i public choice og politisk økonomi. Det er altid en venlig og hyggelig event, hvor folk på alle trin i deres karriere deltager. Jeg har også adskillige gange oplevet både bachelor- og kandidatstuderende, der deltog og fik enten idéer til opgaver, eller en indsigt i, hvad forskere kigger efter. Og særligt for studerende er det en god mulighed for at tale med andre forskere, de måske er interesserede i.

Progammet er nu parat for workshoppen, der afholdes på Aarhus Universitet fredag den 26. januar fra klokken 11-18. Stedet er bygning 2630 (K), lokale 101 og 102. Nedenfor er hele programmet. Alle interesserede er velkomne til at deltage i workshoppen, eller måske bare sidde med på en enkelt session i løbet af dagen.

11.00: Welcome

11.05: Institutions and economic freedom (Chair: Niclas Berggren)

Andreas Bergh (Lund) and Richard Öhrvall (Linköping): Market Friendliness and Social Trust: Evidence from Sweden

Peter Nannestad (Aarhus): Cultural, Economic, and Institutional Correlates of Private Charity: Exploring Some Macro-Level Evidence

Jerg Gutmann (Hamburg) and Tim Krieger (Freiburg): Economic Freedom and Varieties of Peace

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Economic Freedom and Academic Freedom: An Extension of the Hayek-Friedman Hypothesis

Martin Paldam (Aarhus): Can Democracy and Religiosity Explain Corruption? An Empirical Survey of Cross-Country Data

12.50: Lunch

14.30a: Local-level effects (Chair: Josh Bedi)

David Sandberg (Lund): The effects of a local labor market shock on young adults: Evidence from military base closures in Sweden

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): Can Economic Rationality Help Explain Rollo’s Career in Normandy around Year 900?

Josh Bedi (CBS): Protecting Postville? The Impact of Deportation on Local Crime Rates

14.30b: Populist policy (Chair: Andrea Sáenz de Viteri)

Lasse Eskildsen and Christian Bjørnskov (Aarhus): Do Blasphemy Restrictions Restrict Terrorism?

Jan Fałkowski, Łukasz Hardt, Jacek Lewkowicz (Warsaw): Political Affiliation and Voting on Interest Rates: Some Evidence from the Monetary Policy Council in Poland, 1998-2022

Andrea Sáenz de Viteri (VSE Prague) and María Julieta Sammartino (Navarra): Currency Overvaluation and Populism in Latin America

1600: Coffee

16.25a: Public economics (Chair: Henrik Jordahl)

Line Andersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Assessing the potential productivity gains in municipal administration: Evidence from benchmarking in Denmark

Rasmus Wiese and Steffen Eriksen (Groningen): Willingness to pay for improved public education and public health systems: The role of income mobility prospects

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Influence of Policy Instruments and Voter Pressure on Pass Rates in Lower Secondary Schools in Denmark

Henrik Jordahl (Örebro), Astghik Mavisakalyan (Curtin), and Panu Poutvaara (CESIfo): Attractiveness and Preferences for Redistribution: The role of Gender

16.25b: Constitutions and autocracy (Chair: Christian Bjørnskov)

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw), Jerg Gutmann (Hamburg), and Stefan Voigt (Hamburg): Can new constitutions tighten the reins? The effect of constitutional change on constitutional compliance

Stefan Voigt and Jerg Gutmann (Hamburg): Extending the Separation of Powers– A Silver Bullet for Making Constitutional Democracy Sustainable?

Lasse Aaskoven (Southern Denmark) and Brenda van Coppenolle (Sciences Po, Paris): Autocratization and Political Dynasties: Evidence from Denmark

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andrea Sáenz de Viteri (VSE, Prague), and Martin Rode (Navarra): A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean

18.10: End of workshop

Økonomisk frihed og individualisme forstærker hinanden

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2023. Skriv et svar

For at bekæmpe den sorte økonomi vil den danske regering afskaffe 1000-kronesedlen. Man kan mene om forslaget hvad man vil, og endda spørge om formålet med det – at få flere penge i statskassen ved at tvinge økonomisk aktivitet til at blive registreret og beskattet – overhovedet er proportionalt med midlet, og om det vil virke. Men diskussionen rejser også et andet spørgsmål: Hvorfor har nogle lande så store undergrundsøkonomier og meget sort arbejde, mens andre lande ikke har? Det har den amerikanske forsker James Saunoris (Eastern Michigan University) et nyt svar på.

I artiklen “Individualism, economic freedom, and the development of the shadow economy“, der lige er accepteret hos Economic Systems, undersøger Saunoris netop, hvorfor nogle lande har mere sort økonomi. Hans udgangspunkt er, at tidligere forskning fra bl.a. Axel Dreher (Universität Heidelberg) har vist, at reformer der øger borgernes økonomiske frihed, også formindsker den sorte økonomi. Andre forskere har i stedet fokuseret på det som et kulturfænomen, og for eksempel vist, at der er mere sort økonomi i kollektivistiske kulturer, og mindre i individualistiske kulturer.

Saunoris’s undersøgelse peger på, at begge regninger i forskningen har ret, men går et skridt videre. Det viser sig nemlig, at de to forhold – økonomisk frihed og en individualistisk kultur – forstærker hinanden! Kombinationen af en høj grad af økonomisk frihed og en stærkt individualistisk kultur giver typisk den mindste undergrundsøkonomi og mindre sort arbejde.

Den nye forskning peger således på, som Saunoris konkluderer, at økonomisk og institutional politik, der forøger borgernes økonomiske frihed, reducerer den sorte økonomi mere i individualistiske kulturer. Det er for eksempel Danmark, der på trods af Socialdemokraternes ihærdige forsøg fra 1950erne og frem, stadig er et af de mest individualistiske samfund i verden. Men det betyder også – med direkte reference til den danske regerings indsats for tiden – at reducerer man den økonomiske frihed, reagerer borgere i lande som Danmark, Storbritannien og Australien også mere, ved at forsøge at rykke aktivitet væk fra statens og Skats klamme hånd. Med andre ord peger den nye forskning på, at når den elendige SVM-regering forøger den offentlige sektors størrelse, giver Skat mere magt, og regulerer samfundet tættere, vil danskerne forsøge at skabe en større sort økonomi for at beskytte sig selv. Det selvforskyldte probleem hjælper afskaffelsen af 1000-kronesedlen næppe på.

Utilsigtede konsekvenser i handelsaftaler

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2023. 4 svar

Min klumme i Børsen idag har titlen “Politik med gode hensigter kan have utilsig­tede konsekvenser.” Udgangspunktet for klummen er ny forskning fra tidligere i år af Ryan Abman, Clark Lundgren (begge San Diego State University), John McLaren (University of Virginia), og Michele Ruta (IMF), der undersøger effekterne af regionale handelsaftaler. NBER-papiret har titlen “Child Labor Standards in Regional Trade Agreements: Theory and Evidence”, og bag den lidt kedelige titel gemmer der sig en ret grim konklusion: Regionale handelsaftaler, der forbyder børnearbejde, fører til stigninger i ulandes brug af børnearbejde.

Man fristes til at udbryde, at “Det var jo ikke meningen!” Men det er faktisk konsekvensen, og den er ikke svær at forstå fra et nationaløkonomisk perspektiv. Som jeg skriver i Børsen: Liberaliserende handelsaftaler skaber for eksempel nye økonomiske muligheder for fattige mennesker, der i højere grad kan eksportere landbrugsvarer eller få arbejde i tekstilindustri og andet, når handelsmurene falder. Med andre ord er liberaliserende handelsaftaler med ulande ofte særlgit gavnlige for fattige mennesker i fattige lande, men kun hvis de har manøvrerum til at udnytte mulighederne.

Der hvor det kan gå galt er, hvis USA, Japan og EU (i særlig grad) insisterer på at skrive krav ind, som f.eks. forbud mod børnearbejde. De kan ‘føles godt’, men kan decideret ødelægge muligheder for fattige mennesker. Hvis man gør brug af lidt børnearbejde, som det var almindeligt i dansk landbrug for 100 år siden, vil en sådan handelsaftale effektivt forbyde en af eksportere sine varer. Det samme gælder, hvis man ikke bruge børnearbejde eller noget der ligner, men ikke kan dokumentere det. I begge tilfælde kan handelsaftalen se liberaliserende ud, men forbuddet mod børnearbejde bliver en meget effektiv teknisk handelshindring.

Den nye NBER-forskning er således et fremragende eksempel på, at politik ofte har utilsigtede konsekvenser. Vi er som nationaløkonomer trænede i, at evaluere de totale konsekvenser af politiske tiltag, inklusive de utilsigtede. Det er en af grundene til, at nationaløkonomer ofte er så upopulære – særligt blandt det velmenende segment – fordi vi kommer til at understrege, at gode hensigter sagtens kan føre til dårlige udfald. Det er en af de vigtige grunde til, at regulering og andre begrænsninger af folks økonomiske frihed ofte rammer skævt eller helt modsat af intentionen, og dermed også en politisk uvelkommen advarsel mod at detailregulere folks liv og virke.

Hvordan går det med demokrati i verden?

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2023. Skriv et svar

Medierne skriver med jævne mellemrum om, hvordan – og typisk hvor skidt – det går med demokratiet i verden. Der er god grund til at holde øje med udviklingen, men der siges også en del vrøvl i debatten. Vi tager derfor idag udgangspunkt i vores egne data – fra Bjørnskov og Rode / Regime Types and Regime Change databasen – og plotter udviklingen de sidste ti år på kortet nedenfor. Lande der har været stabilt demokratiske de sidste ti år er hvide, de stabilt autokratiske er sorte, lande der startede demokratisk i 2013 men nu er diktaturer er røde, mens lande der har demokratiseret de sidste ti år er blå. Vi lader det være op til læserne at vurdere, om kortet illustrerer en god, dårlig eller medium udvikling.

På den ene side illustrerer kortet, at der de sidste ti år er 11 lande, hvor demokratiet de facto er brudt sammen: Benin, Burundi, Georgien, Guinea, Kirgisistan, Nicaragua, Sierra Leone, Thailand, Tyrkiet, Ungarn og Venezuela. Der er derimod kun fem lande, der er blevet demokratiske i samme periode: Gambia, Guinea-Bissau, Liberia, Montenegro, Nepal, og Nigeria. På den anden side ser det slet ikke så skidt ud, når man tager hensyn til hvor mange mennesker, der er påvirkede. Helt konkret har 248 millioner mennesker mistet deres demokratiske institutioner, mens 272 millioner har fået demokrati. Mens de cirka 70 millioner i Thailand og 83 millioner i Tyrkiet er negativt påvirkede, opvejes de to store landes tab af demokrati af det ny-demokratiserede Nigeria, der er hjem for 230 millioner borgere.

En lille, interessant detalje, er at i den sidst opdaterede udgave af World Governance Indicators har de to grupper lande næsten præcist samme vurdering af deres Rule of Law: de nye autokratier har et gennemsnit på -0,75 mens de nye demokratiers er -0,72 (p<0,92). Ser man på tingene på en anden måde – ved at bruge Varieties of Democracies indikator for ‘electoral democracy’ kan man derimod klart se forskel: De nye autokratier scorer et gennemsnit på 0,28 på indekset, der går fra 0 til 1, mens de ny demokratier scorer 0,54 (p<0,01). De er således ikke nær så pænt demokratiske som Danmark og Sverige – begge vurderet lige omkring 0,9 i 2022 – men klart demokratiske. Udviklingen 2013-2023 er således et eksempel på, at kvaliteten af et lands juridiske institutioner ikke altid går hånd i hånd med deres grad af demokrati.

Ser man på deres udvikling på et helt andet, centralt forhold, er ændringerne i ytringsfrihed også sigende. Mens der i den demokratiserede grupper ikke er sket ret meget undtagen i Gambia, er Varieties of Democracies indeks for ytringsfrihed faldet med 0,22 point i de autokratiserede lande (p<0,05). Skal man vove en bid fortolkning, kan man måske ofte se ytringsfriheden udvikle sig positivt før et land bliver demokratisk. Med andre ord er positive ændringer måske ‘forward indicators’ for demokratisering, mens man ikke kan sige det samme om autokratisering.

Som sagt lader vi det være helt op til læserne at vurdere situationen: Er det godt eller skidt, og er der tegn på at verden bliver mere eller mindre demokratisk for tiden? Idag dokumenterer vi blot udviklingen, for uden konkret information er den politiske debat bare en gang synseri. Det beskæftiger vi os ikke med her på stedet, og vi arbejder også for, at der skal være mindre af det i danske medier, og mere faktisk viden.

Når det offentlige opfører sig som mafiaen

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2023. 7 svar

Forestil dig, at en bank giver dig besked om, at du skylder den penge – hvilket du muligvis gør. Du vil gerne betale din gæld, men får at vide af banken, at det må du ikke. Den er ikke ’inddrivelsesparat’, fordi bankens konto- og computersystemer ikke virker, og ikke har virket i adskillige år. Banken lægger dog stadig renter på din gæld, og den vokser derfor måned for måned.

Der findes faktisk en måde at undgå den voksende rentebyrde, ved at deponere et mindre beløb hos banken, mens den finder ud af at få systemerne til at fungere – og om du faktisk skylder den penge. Den mulighed har banken dog ikke informeret dig om, og den ligger gemt bag syv klik i et særområdes FAQ på hjemmesiden. Din gæld vokser derfor eksponentielt med renterne, og du finder ud af, at flere tusinde af bankens kunder er i samme situation som dig. Bankens direktør har alligevel meldt ud, at man ikke vil gøre noget ved problemet nu, fordi banken jo tjener relativt mange penge på ordningen.

Som du sikkert allerede har gættet, er der ingen danske banker, der opfører sig så svinsk umoralsk – og ulovligt. Kun mafiaen ville forsøge at binde dig i en gældsfælde ved at gøre det umuligt at betale din gæld. Men som du nok også har gættet, er det slet ikke en privat organisation, der gør sådan. Det er den danske stat, og helt specifikt Skat. Og direktøren, der forsvarer dens indtægter er skatteminister Jeppe Bruus.

Som Berlingske har dokumenteret i en hel række fine artikler, er mange danskere fanget i en gældsfælde hos Skat. Myndigheden siger basalt set til borgerne: Du må ikke betale din gæld, og vi lader renterne stige måned for måned. Og vi fortæller dig ikke, hvor lang tid det kommer til at stå på. Ministeren har gentagne gange forsvaret ordningen ved at henvise til, at den jo giver staten et provenu.

Dagens spørgsmål er, hvorfor man på nogen måde kan mene, at det er en forsvarlig situation. Hvis man mener, at en banks adfærd – som vi beskriver ovenfor – er moralsk forkastelig og burde være forbudt, hvordan kan man så forsvare det samme, når dette gælder en offentlig myndighed, som ingen af os kan slippe væk fra? Vi kan jo ikke flytte vores konto til en anden ’skat’, hvis den ikke opfører sig ordentligt.

På samme måde bør man aldrig kunne slippe afsted med at forsvare en retssikkerhedsmæssig farce ved at fremhæve, at staten har en indtægt fra adfærd, som man ellers kun ser hos mafiaen. Men man ser noget af den samme fremfaren i forbindelse med det nye vurderingssystem, der med vold og magt skulle indføres på trods af, at alle med lidt indsigt kunne se, at det var helt galt. I den situation er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen, og har forleden krævet at få al intern dokumentation udleveret.

Skåret ind til benet: Det er absurd, at så mange mennesker bruger forskellige standarder, når de vurderer adfærd hos private og offentlige organisationer. Om noget burde man være endnu mere kritisk overfor de offentlige, fordi de er monopoler – vi har som borgere ingen andre steder at gå hen. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem Skat kan aldrig undskyldes.

Regeringer der kan få noget gjort: Buchanan og Tullocks svar

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2023. 2 svar

Den danske SVM-regerings fortalere – og ikke mindst Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen, og den nu politisk afdøde Jakob Ellemann-Jensen – bliver ved med at understrege, at deres regering er særlig. Grunden er, at den har flertal og derfor “kan få noget gjort.” Deres holdning er ganske tydeligt, at de sidste mange års mindretalsregeringer, der måtte finde flertal med dele af oppositionen for at gennemføre politik, har været et problem. Frederiksen og Løkkes perspektiv på politik er således, at mere handling er bedre – i det mindste når de selv står for beslutningerne. De påstande skurer voldsomt i mange borgeres ører, og ikke mindst i mine. De ville nok også have fået James Buchanan og Gordon Tullock til at hæve øjenbrynene.

Buchanan og Tullock udgav i 1962 deres fælles bog The Calculus of Consent, som var en vigtig del af 60ernes public choice-revolution. Her præsenterer de deres fulde forståelse af konsekvenserne af at gøre det henholdsvis lettere og sværere at tage politiske beslutninger. Frederiksen og Løkkes fokus er på det ene af de to forhold, Buchanan og Tullock finder relevante. De mener, at der er omkostninger ved at gøre for lidt – ikke at lave såkaldte reformer, ændre lovgivning, og generelt blande sig – i forhold til hvad mindretalsregeringer gør. Men som man kan se i figuren nedenfor, er det kun den ene af to mulige typer af mekanismer.

Der er nemlig også omkostninger ved at gøre for meget: Jo mindre kompetente, politikere er – og vel at mærke fagligt kompetente og ikke bare kompetente til at spille et politisk spil – jo flere dårlige beslutninger tager de. Jo større indflydelse, der er fra særinteresser, jo flere dårlige beslutninger kan de tage. Og jo mindre de ved om samfundsmæssige forhold, jo ringere bliver deres beslutninger. Det relevante aspekt i sagen, er de samlede omkostninger, og ikke blot det irriterende besvær ved at finde flertal. Der er derfor virkeligt tungtvejende grunde til at gøre det svært at tage politiske beslutninger!

Buchanan og Tullock brugte dette framework til at argumentere for, hvorfor der er behov for krav om flertal på væsentligt over 50 %, når man for eksempel ændrer Grundloven. Helt grundlæggende er deres idé, at jo større og mere omfattende politiske beslutninger er, jo større må flertallet for dem være, fordi man i de tilfælde risikerer at lave langt større skader end ved almindelige, små beslutninger.

Frederiksen og Løkkes udgangspunkt at det skal være let for dem at lave store og omfattende ændringer i dansk politik og i samfundet er derfor rendyrket nonsens i Buchanan og Tullocks framework. De to public choice-koryfæer ville i stedet have sagt, at med den slags ambitioner er det vigtigt at inddrage store dele af oppositionen, og at være forsigtige. Man kan måske godt forstå, at magtmennesker som Lars Løkke bliver utålmodige, men fra en videnskabelig vinkel – og i det mindste fra en public choice-vinkel – er der behov for det stik modsatte end lynbehandling af et ukritisk flertal i Folketinget.

SEA 2023: Bryggerier og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 23. november 2023. Skriv et svar

Vores sidste rapport fra dette års konference i the Southern Economic Association handler om øl. Mere præcist handler den om Steve Gohmanns (University of Louisville) virkeligt interessante papir om, hvad der har påvirket den enorme vækst i antallet af bryggerier i USA siden 1990. Papiret med den sjove titel “Pour Policy: Economic Freedom and Brewery Startups” er således et studie i iværksætteraktivitet.

Baggrunden for Steves papir er den imponerende vækst i antallet af amerikanske bryggerier: I 1990 var der 204 bryggerier i USA, mens der ved sidste tælling i år var flere end 9500. De fleste er idag i stater som Colorado, Maine, Montana, Vermont, og Wyoming, mens enkelte af de store stater har komparativt færre.

Steve gør noget meget smart i papiret: I stedet for at se på hele staten, undersøger han byområder der ligger tæt på en statsgrænse, som f.eks. St. Louis der ligger direkte på grænsen mellem Missouri og Illinois. Det betyder, at han kan zoome ind på de helt samme markeder, der rækker ind over en statsgrænse, men hvor der er forskellig politik på hver side af grænsen. Effekten af politik på sandsynligheden for at få grundlagt et nyt bryggeri kan derfor estimeres meget præcist.

Resultaterne bør være interessante for alle, der interesserer sig for iværksætteri. En af de vigtigste faktorer, der forklarer eksplosionen i bryggerier, er at en række stater har tilladt såkaldt selv-distribution. Et af de politiske forhold, der holdt etableringen af små bryggerier nede og beskyttede store bryggerier, var et lovmæssigt krav om, at man ikke måtte distribuere direkte fra bryggeriet til restauranter, butikker eller enkeltpersoner, men skulle sælge fra bryggeriet til en distributør, der efterfølgende solgte til andre. Efter af kravet iver årene blev droppet i forskellige stater, begyndte der at blive etableret nye bryggerier.

Derudover finder Steve, at økonomisk frihed – i særlig grad hvor meget en stat regulerer arbejdsmarkedet og hvor høje og progressive skatterne er – undertrykker iværksætteraktiviteten i sektoren. “Pour Policy” understreger dermed endnu en gang, at udbygningen af velfærdsstaten er en væsentlig forklaring på, hvorfor nogle steder i verden har så relativt få iværksættere. Måske skulle erhvervsminister Morten Bødskov sætte sig ned og læse studiet, før han går videre med sin nye, milliarddyre iværksætterstrategi?