Tag-arkiv: økonomisk historie

Mere om Nobelprisen 2025: Joel Mokyr

Sidste uge blev det annonceret, at dette års Nobelpris i økonom går til Joel Mokyr, Philippe Aghion og Peter Howitt. Vi skrev kort om det, og Otto har skrevet meget fint om valget i Berlingske Tidende. Vi lovede, at vi ville skrive mere uddybende om prisen – ikke mindst fordi det er lang tid siden, at en Nobelpris i den grad har begejstret økonomer rundt omkring i verden. Fordi de prisen gives i to halvdele – den ene til Mokyr for hans bidrag i økonomisk historie, og den anden til Aghion og Howitt for deres bidrag til vækstteori – starter vi idag med Joel Mokyr.

Den hollandsk-fødte og jødiske Mokyr er professor på Northwestern University i Chicago, og har i en serie bøger og artikler beskæftiget sig med et af de store spørgsmål i nationaløkonomi: Hvorfor skete den Industrielle Revolution hvornår og hvor den skete, og hvorfor blev den ved? Det er spørgsmålet om, hvad vi ved om fødslen af moderne økonomisk vækst.

Udgangspunktet er, at der havde været vækstepisoder tidligere: Både det romerske imperium og Kina havde haft markant, teknologisk udvikling, og særligt Italien i de første par århundreder AD havde været et komparativt rigt sted. Men i alle tidligere tilfælde var væksten og velstanden holdt op igen. Hvorfor startede væksten og den brede økonomiske udvikling i England og det sydlige Skotland, hvorfor skete det hvornår det skete – meget, meget cirka i midten af 1700-tallet – og hvorfor blev denne episode ved? Det er de centrale spørgsmål, som Mokyr har fokuseret meget af sin karriere på. Det gælder ikke mindst de to af hans bøger, der står på min hylde: The Enlightened Economy fra 2009 og A Culture of Growth fra 2016.

Mokyr peger på, at hvis det ‘bare’ gjaldt videnskabelig udvikling – den gamle idé om, at videnskaben opfinder og så bruger industrien opfindelserne – ville den Industrielle Revolution sandsynligvis være startet i Frankrig. England og Skotland var ikke på den videnskabelige forfront i 1600-tallet eller starten af 1700-tallet. Men, som han viser, er det vi ville kalde videnskabelig viden ikke nok. Mokyr skelner mellem preskriptiv og propositionel viden, dvs. han skiller viden om hvad der virker fra viden om hvordan det virker. Og mens der var masser af viden i det akademiske miljø om hvordan ting virker, haltede landet bagefter på viden om, hvad der virker.

Mit personlige yndlingseksempel er fra flåden, hvor britiske læger fandt ud af, at søfolk ikke fik skørbug, hvis man gav dem citrusfrugter eller andre bestemte frugter. Man vidste ikke hvorfor – der var ingen teori om vitaminer dengang – men forstod at det virkede, og the Royal Navy indførte derfor midlet mod den ødelæggende lidelse. Det tog over 40 år før den franske flåde fulgte med, fordi franske lægers teori om sygdom ikke kunne forklare, hvorfor citrusfrugterne virkede. Storbritannien havde en anden tradition for at acceptere, at noget virkede før man forstod hvorfor, og havde en masse dygtige håndværkere med taktil forståelse for praktiske forhold.

Men viden er stadig ikke nok. Mokyr peger på, at den Industrielle Revolution gik igen i England og Skotland fordi der i midten af 1700-tallet var et særligt sammenfald af flere nødvendige forhold. Begge typer viden blev udviklet, men blev også spredt bredt ud i samfundet. Der skete en veritabel eksplosion af magasiner, folk læste og delte, diskussionsselskaber og andet, hvor både borgerskab, adel og de nye fabriksejere kom til foredrag om alle mulige emner, og kulturen ændrede sig, så det ikke kun var gennem jordejerskab, at man kunne blive rig og del af det bedre selskab.

Sidst, men ikke mindst, følger Mokyr en tradition fra bl.a. Douglass North i at fremhæve nødvendigheden af at have et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen. Alle idéerne, al den britiske håndværkskunnen og den sociale accept af de nye forhold, ville ikke være blevet til noget brugbart eller kommercielt, hvis man ikke også havde et klart incitament til at investere i dem. Og før man investerer i usikre, langsigtede projekter, bliver man nødt til at have stor sikkerhed for, at ens kontrakter bliver håndhævede og ens investering er retsligt beskyttet. Netop det gjorde de britiske institutioner med stigende succes fra først i 1700-tallet.

Joel Mokyrs store bidrag til vores forståelse af begyndelsen på den moderne økonomiske vækst er derfor forklaringen på, hvordan sammenfaldet af faktorer forklarer hvor, hvornår og hvorfor det blev ved. Prisen er særlig af flere grunde. For det første gik der mange år, før Mokyr fik en artikel i et af de såkaldte supertidsskrifter. For det andet er meget af hans forskning historisk deskriptiv, og ikke drevet af statistisk metode eller anden avanceret ‘teknik’ (selvom han kan gøre det). Og sidst, men ikke mindst, er det et bredt bidrag, og ikke et hjørne af økonomi. Det er ikke mindst nogle af disse elementer, der har gjort så mange økonomer begejstrede for annonceringen forleden. Det er en af de mest velfortjente Nobelpriser i økonomi i mange år.

Nobelprisen i økonomi 2025 – til vækst og innovation

Sveriges Riksbank annoncerede tidligere idag modtagerne af årets Nobelpris i økonomi: Joel Mokyr (Northwestern University), Philippe Aghion (Collège de France) og Peter Howitt (Brown University). Mokyr får halvdelen af prisen, mens Aghion og Howitt deler den anden halvdel, idet de to sidste får deres halvdel for deres fælles forskning. Det er en pris, der for en gangs skyld virkelig kan begejstre denne punditokrat!

Helt kort fortalt – vi skal nok skrive langt mere uddybende senere – har en stor del af Mokyrs arbejde været i økonomisk historie med et fokus på den Industrielle Revolution: Hvorfor skete den hvor den skete, hvornår den skete, og hvorfor blev den ved? Aghion og Howitts del af prisen går til deres videreudvikling, formalisering og uddybning af Joseph Schumpeters idéer om ‘kreativ destruktion’: En beskrivelse af økonomisk dynamik, hvor iværksættere og andre skaber innovation, der samtidig – som en forudsætning for udviklingen – ødelægger eksisterende virksomheder og sektorer.

Nobelkomiteen beskriver de to bidrag “for having identified the prerequisites for sustained growth through technological progress og “for the theory of sustained growth through creative destruction.” Hele pressemeddelelsen kan læses her; Annonceringen kan ses nedenfor. Det hele, inklusive selve prisen, er varmt anbefalet.

Gamle nationer og økonomisk fremskridt: Et nyt perspektiv

Der findes efterhånden en hel litteratur, der konkluderer at lande med en længere historie som etableret stat – steder som Japan, Danmark, og Storbritannien – er rigere fordi de har bedre institutioner. Denne forskning peger på, at jo ældre en stat er, jo bedre er den helt generelt til for eksempel at indkræve skat, håndhæve private kontrakter, og producere offentlige goder som forsvar, infrastruktur og uddannelse. Indsigten er vigtig, fordi den giver en forklaring på, hvorfor steder som Zimbabwe, Papua Ny Guinea, eller Mali fungerer så meget dårligere. Men hvor meget af det skyldes at staten er bedre, og hvor meget er en anden historie? Det giver M. Scott King og Claudia Williamson Kramer et nyt bud på i en artikel, der er på vej ud i Public Choice.

I artiklen med titlen “State antiquity and economic progress: cause or consequence?” peger King og Kramer på et umiddelbart indlysende metodisk problem: Er det statens alder, er påvirker velstanden, eller er der måske en eller flere underliggende faktorer, der både gør lande rigere og hjælper dem med at overleve som nationer?

Det er det argument, King og Kramer fokuserer på: At private løsninger hjalp lande med at blive rigere og velfungerende, og senere indebar at staten og den offentlige sektor også fungerede bedre. I en dansk sammenhæng er der adskillige eksempler på, hvordan private løsninger – enten markedsløsninger eller civilsamfundet – endte med at blive koopteret af staten. Det er for eksempel værd at understrege, at hele dagpengesystemet startede som forsikring mod indkomsttab ved arbejdsløshed, nogle gange kørt af fagbevægelsen, som man individuelt betalte til. Man kan også minde sig selv om, at selv før rytterskolerne og mens undervisningspligten blev fastsat ved lov af Christian VI i 1739, var skolerne drevet af sognet eller fælles som en civilsamfundsopgave, og typisk ikke af staten. Skolekommissionerne førte først opsyn fra 1814.

King og Kramers indsigt er vigtig for at forstå, hvor nogle landes gode institutioner kommer fra, og dermed også hvad man måske kan gøre – om noget – i lande med dårlige institutioner. Den er også en fin påmindelse om, at meget af det, der idag kendetegner de nordiske lande og ligge bag deres succes, ikke startede som statslige løsninger designet af kompetente politikere, men private løsninger på offentlige problemer.

Stefan Sløk-Madsen om hvordan Danmark blev rigt

The Institute of Economic Affairs i London har siden 1955 påvirket debatten om økonomisk politik i Storbritannien. IEA var for eksempel en væsentlig kilde til idéer og politikforslag for Margaret Thatcher, ligesom tænketanken idag leverer både debat og forslag til britisk politik – også selvom de ikke altid er videre populære på den britiske højrefløj. Da Cepos blev grundlagt i 2004 var IEA derfor et af forbillederne. Og det vedbliver den med at være, da tænketanken i London har globalt ‘reach’ og udgiver fremragende podcasts og interviews. Forleden dag blev det så tid til historien om, hvordan Danmark blev rigt og økonomisk frit.

Den dygtige Matthew Lesh interviewer her punditokraternes ven og Cepos’s uddannelsesleder Stefan Sløk-Madsen, der også er ekstern lektor på CBS. Baggrunden er Stefans bog fra sidste år Danish Capitalism in the 20th Century: A Business History of an Innovistic Mixed Economy, som netop fortæller historien om dansk erhvervsliv og hvordan økonomisk frihed var centralt for at netop Danmark var en af de store vækstsucceser mellem 1870 og 1920erne. Interviewet er vældigt interessant og informativt, og er varmt anbefalet.