Undertegnede står for denne uges weekendklumme, “Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv” på 180grader. Den stiller spørgsmålet, hvordan Pinochets eftermæle ville være, hvis man relativerede brutaliteten under hans styre i forhold til Cubas Castro. En relativering som ikke er unormal på venstrefløjen, hvor David Trads f.eks. har forsvaret Castro (der selvfølgelig jovialt kaldes Fidel) med følgende:
“de forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for”.
Castros styre på Cuba har jo som bekendt været en økonomisk katastrofe – i modsætning til hvorledes Chile udviklet sig under og efter Pinochets styre. Ligeledes har det målt i menneskeliv i forhold til befolkningsstørrelse været ca. 10 gange værre på Cuba (hvilket næppe gør det store indtryk for de mange familier til forsvundne, dræbte og lemlæstede chilenere). Med venstrefløjens logik, kunne man derefter kanonisere Pinochet til en Latinamerikansk helt med ordene:
“de forbrydelser, som Augusto (Pinochet) har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som Fidel Castro og Che Guevara har stået for”
Det er naturligvis en absurditet og umulighed for os, der tror på menneskets ukrænkelighed – men den slags selvvalgte begrænsninger gælder åbenlyst ikke venstrefløjen – hverken den røde eller den brune.
Efterfølgende beskæftiger en del af kommentarerne på 180grader sig med hvorvidt fascisme og socialisme kan sammenlignes – og selvfølgelig kan det det, der er masser af fællestræk – her er et par af dem;
1. Begge er modstandere af det frie marked
2. Begge er elitære og opererer med et overmenneskebegreb, hvor nogle er udvalgt til at bestemme på andres vegne, samt har en legitim ret til at bruge de nødvendige midler (inkluderer altså vold, drap og undertrykkelse) for at tvinge deres ønsker igennem efter devisen “Vi alene vide”.
3. Begge systemer kan kun overleve som diktaturer på sigt.
Når det er skrevet, skal jeg dog tillade mig at påpege, at det er en grov forenkling, som man ofte ser det gjort, at hæfte ordet fascist på enhver diktator. Det sker formentlig af rene retoriske grunde. Pinochet var næppe fascist, men helt klart antikommunist. Havde han været fascist havde han promoveret kooperative organiseringsformer, og havde bibeholdt det enorme statslige industrikompleks, der allerede var under etablering før Allende kom til magten. Men han var bestemt heller ikke en helt. Det eneste positive der kan siges om ham (og det chilenske militær) er formentlig at han væltede Allende (hvis man tror at Allenderegeringen ikke var imploderet af sig selv) og at militæret i Chile i modsætning til alle andre dele af Latinamerika ikke kun opgav at styre økonomien, men overlod det til teknokrater, der troede på noget af det mest anti-militære man kan forestille sig, nemlig det frie marked – der jo for en militærmand må ligne det rene anarki. Militæret er i sin egen grundlæggende organisatoriske opbygning og selvforståelse jo at sammenligne med kommandoøkonomi, og hvor er det så lige vi kender det fra?
Der er ingen tvivl om, at kuppet og det efterfølgende militærstyre i Chile er en traumatisk periode i chiles historie, der er svær at forholde sig til. For hvad siger man til et brutalt militærregime, hvorunder der gennemføres reformer, der efterfølgende har hævet levestandarden fra at være i den tunge halvdel i Latinamerika til den højeste i regionen?
Det eneste er vel at sige, at der var tale om en historisk mulighed, der på ingen måde var forudbestemt da generalerne tog magten i 1973.
På den anden side har reformerne vist deres styrke ved, at der ikke er ændret grundlæggende på den nye struktur reformene indebar i Chile efter at landet igen har fået demokrati – hvilket forøvrigt har indebåret, at man har haft ventreorienterede regeringer de seneste 15 år. Hvis den nuværende fortsætter med at gøre det så ringe som den har gjort, er der dog mulighed for at det ændrer sig ved næste valg.
Efterhånden som den chilenske model i takt med at tiden går, ikke længere vil være så entydigt knyttet til Pinochet, vil resten af Latinamerika forhåbentlig i stigende grad lade sig inspirere af reformerne i landet.
Personligt har jeg i hvert fald oplevet, at det er blevet meget lettere at tale med latinamerikanere (også på den moderate venstrefløj) om Chile uden at de straks taler om Pinochet. I de senere år har delegationer og universitetsfolk fra f.eks. Brasilien i stigende grad besøgt Chile for at forstå hvordan det er lykkedes at skabe en latinamerikansk økonomi med varig høj vækst, hurtigt faldende absolut fattigdom, økonomisk stabilitet og efter latinamerikanske forhold ekstrem lav korruption (på niveau med USA og Frankrig).
Hvad angår Cuba er det mig en gåde, at der stadig er de, der i ramme alvor vil fremhæve denne latinamerikanske katastrofe som noget positivt. En af grundene er formentlig, at de tror på regimets forfalskning ikke kun af egen, men også tidligere historie. var der nogen der sagde at tro gør blind?
Det seneste eksempel er Michael Moore, der i sin film “Sicko” fremhæver det cubanske sundhedsvæsen – men se hvad der sker, når han præsenteres for det faktum, at det han viser intet har med cubanernes virkelighed at gøre – så vil han pludselig helst bare tale om noget andet.
Hej,Fint indlæg synes jeg. Fascisme er nok et af århundredets mest udvandede (eller misbrugte) udtryk, efter min mening. For venstrefløjen er det vidst nok noget man siger om alt hvad der ikke er “demokratisk”, hvilket også har medført at det er umuligt at skelne imellem hvad der er fascisme og hvad der bare er et “godt gammeldags” diktatur. Pinochet er nok det bedste eksempel på det – Franco er sådan set et andet. Efter min mening er et af de væsentligste træk ved fascisme at det er en masse-ideologi, ligesom kommunisme, og at den bygger på (i mange tilfælde tvungen) mobilisering af masserne. Derudover er der naturligvis alle ideerne med kooperativer osv. Faktisk mener den marxistiske historiker Hobsbawm at fascisme reelt var et fænomen der var begrænset Nazi-Tyskland og Italien (hvilket har medført at diverse venstrefløjsere har kritiseret ham for at mangle forståelse for fascisme, sjovt nok). Derfor mener han heller ikke at Franco var fascist – han var bare en konservativ diktator, netop fordi at “massemobiliseringen” manglede under hans styre.Mht. lighedstrækkene imellem kommunisme/marxisme og fascisme vil jeg da gerne tilføje nogle punkter til din liste (nu siger jeg kommunisme i stedet for socialisme, fordi jeg opfatter socialisme som et bredere samlebegreb for en masse retninger, mens den virkelige fækalie imellem dem efter min mening er den marxistiske variant):Niels Westy skrev:”1. Begge er modstandere af det frie marked2. Begge er elitære og opererer med et overmenneskebegreb, hvor nogle er udvalgt til at bestemme på andres vegne, samt har en legitim ret til at bruge de nødvendige midler (inkluderer altså vold, drap og undertrykkelse) for at tvinge deres ønsker igennem efter devisen “Vi alene vide”.3. Begge systemer kan kun overleve som diktaturer på sigt.”4. Begge systemer er… tadaaa, socialistiske. Nazipartiets partiprogram fra 1933 ville formentlig have fået selv en SF’er til at savle over alle de positive rettigheder det ville tildele tyskerne. Indrømmet at det internationale aspekt mangler i fascismen/nazismen.5. Begge systemer lader sig kun realisere gennem vold og kamp, og de individer der er tilhængere af det har en umiskendelig tilbøjelighed til at romantisere kampen og realisere sig selv igennem vold og kamp. For nazister og de italienske fascister drejede det sig om “blut und ere”, for Maos forblændede “ikonoklaster” var det et spørgsmål “ideologisk kamp” imod reaktionen (de konservative bureaukrater). Det er efter min mening næppe noget tilfælde at ordet “struggle” var en fast del af alle marxistiske bevægelsers ordforråd. Det kommer sig formentlig af at både fascisme og marxisme er ideologier der ser på verden som et netværk af magtstrukturer, og kun med magt kan man gennemtvinge sit projekt.6. Begge ideologier er dybt konspirationsteoretiske. Spørgsmålet er blot hvem der er den “hemmelige bagmand” i historien. For nazisterne var det jøderne (og kapitalisterne), for marxisterne var det kapitalisterne (og jøderne…? Sådan virker det undertiden i dag…).7. Begge ideologier er produkter af den kontinental-europæiske, rationalistiske filosofi-tradition, der har en umiskendelig tilbøjelighed til at anspore utopister.8. Begge ideologier har det med at slå rod i samfund der i forvejen er autoritære og demokratisk underudviklede. Hvem sagde “path-dependency”?Naturligvis kan man ikke slå alle socialister over een kam. De fleste socialister i dag er formentlig blot pragmatiske folk der mener at alle skal have ret til “en anstændig” tilværelse osv. osv., uden at køre efter nogen systematisk og konsekvent ideologi. Det gælder nok majoriteten af socialdemokrater og sikkert også de fleste SF’ere. Min anke er mest imod de folk der, af uransagelige årsager skal kalde sig selv “Marxister” og “kommunister” el. bare finder Marx og Kommunisme inspirerende (og hylder morderiske despoter som Lenin, Stalin, Trotsky, Che Guevara, Mao, Pol Pot, Ho Chi Min osv.). Det er efter min mening en skingrende vanvittig voldsideologi, der burde have været efterladt på historens askebunke sammen med nazismen for mange år siden, men som af historiske årsager har fået lov at spøge videre, selv efter vi kom af med USSR og de andre kommunister. Jeg mener kun at det kan skyldes historiske tilfældigheder (og mangel på oplysning) at Enhedslisten i dag er i folketinget, mens Johnny fra Greve sidder og rusker tremmer. Det er i hvert fald bizart.Mvh
Fortsat dårlige nyheder fra McCain-kampagnen.AAh! Efter en nat med skamløs megen druk og hor kommer her en sofistikeret advarsel (Det gjorde Bush også inden Irakkrigen, så det kan man godt), da jeg går ud fra, det er mig, du henvender dig til. Det kan selvfølgelig være, at du finder mit navn for ligegyldigt. Lidt ligesom dele af MSM, der ofte ikke finder det slemt nok at kalde tingene for, hvad de er. I øjeblikket John A. Hvis du henvender dig til mig (igen), skal jeg dog gerne være så venlig at indlede en invasion med blikket på, hvad der indtil videre fremstår som et ualmindeligt insinuerende, associativt og forfrossent ad hominem angreb. Jeg giver dig indtil High Noon søndag (lige efter kirketid) til at æde dine ikke helt ligegyldige t-shirts. Det lyder måske lidt kommunistisk, men det var Gary Cooper jo så alligevel ikke. Kan desuden anbefale at kigge på gårsdagens forside på Kristelig Dagblad. Her har min yndlingsdansker Johannes Møllehave skrevet et fortræffeligt digt Efterår, eftertanke, efterløn, her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/263546?highlight=M%F8llehave. Jeg tror, jeg vil få lavet en t-shirt med det. Kristelig Dagblad, tør jeg godt indrømme, er min absolutte danske yndlings-deadwood af den daglige slags (har også en tv-anmelder, der ser ret godt ud, se her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/262180?highlight=John+wayner (sub. req.). Der er godt nok ikke så mange ikke-jødiske cowboys, men man kan risikere at kvæles i dens moraliserende kvalme, meget af hvilket jeg er uenig i. Ren fornøjelse. Og dårlige nyheder, ja, men jeg tror, det er ved at vende.
Og her så lidt skamløs selvpromovering: http://www.180grader.dk/klumme/Om_Castro_Pinochet_og_hvad_valg_af_helte_siger_om_en_selv.phpNålen i kostalden findes der et sted. Hvis pointen ikke er gået hjem endnu, kommer den her nok en gang:Jeg tror den er ved at vende.