Tag-arkiv: kvoter

En repræsentativ bestyrelse

Siden kvindernes internationale kampdag i marts har der været fornyet debat om det faktum, at kvinder er stærkt underrepræsenterede i de større selskabers bestyrelser.

Som altid er nogle begyndt at tale om kvoter, hvorved man vil tvinge selskaberne til at ansætte kvinder.

Nu er ligestilling et af de områder, hvor det af indlysende biologiske grunde er svært at være neutral. Jeg må derfor understrege, at mit synspunkt også støttes af en række kvinder.

Synspunktet er, at kvoter er en skidt idé. Kvoter er for torsk, ikke for mennesker, og positiv diskrimination er stadig diskrimination, både af de, der nyder fortrin (er du ansat af dygtighed eller fordi du skal opfylde kvoten), og de, der forfordeles.

Denne posting er affødt af dagens udgave af The Times, der viser lidt om, hvor galt det kan gå, hvis man vil have, at bestyrelserne skal afspejle den øvrige befolkningssammensætning. Den britiske kunststøtte ved Arts Council har i sine skemaer et punkt, hvor den seksuelle orientering af bestyrelsesmedlemmer ønskes oplyst. Helt forudsigeligt (no sex, please, we are British) har det mødt modstand hos kunstnerne, uanset deres seksuelle orientering.

Det er da heldigvis også den fremherskende opfattelse, også hos de grupper, der for tiden arbejder for flere kvinder i bestyrelserne. De påpeger et mere relevant problem, nemlig at rekrutteringen er for snæver i de større virksomheder, dvs. at nye kandidater søges i allerede kendte netværk. Det er en forståelig mekanisme, fordi udpegningen forudsætter tillid, og tillid begrundes som oftest på forhistorie og betroede folks vurderingen, og kun i mindre grad på vurdering af kvalifikationer fra ukendte ansøgere.

Det er nok nærmere i dette forhold, man skal finde forklaringen på kvinders underrepræsentation, og ikke i egentlig kvindeundertrykkelse.

Problemet ligger i rekruttering. Man bør derimod ikke stræbe efter bestyrelser, der i videst mulige omfang skal spejle samfundets sammensætning af rødhårede, kvinder, handicappet, religiøse, frimærkesamlere, etniske og andre grupper.

Charles Murray om grupper & politisk korrekthed

Den politologiske forsker ved American Enterprise Institute Dr. Charles Murray–forfatter til bl.a. Losing Ground: American Social Policy 1950-1980 og What It Means To Be A Libertarian–blev for ca. ti år siden udsat for personlige angreb af en sjælden væmmelig art, da han og (afdøde) Richard J. Herrnstein udsendte The Bell Curve: Intelligence and Class Structure in American Life.  I bogen tillod de sig at anvende amerikanske IQ-data til at diskutere indretningen af USA’s socialpolitik, og i særdeleshed spørgsmålet om “affirmativ action” (positiv særbehandling) for etniske grupper–hvilket resulterede i, at Murray blev gengivet i både tale og tegning som værende nazistisk racerenheds-fortaler.

Belært af den erfaring har Murray holdt sig fra emnet, men i en kronik i dagens Wall Street Journal tager han emnet om politisk korrekted, grupper og “affirmative action” op igen.  Den er laaaang men interessant at læse–uden at man behøver at være ukritisk. Her er essensen:

The Orwellian disinformation about innate group differences is not wholly the media’s fault. Many academics who are familiar with the state of knowledge are afraid to go on the record. Talking publicly can dry up research funding for senior professors and can cost assistant professors their jobs. But while the public’s misconception is understandable, it is also getting in the way of clear thinking about American social policy.

Good social policy can be based on premises that have nothing to do with scientific truth. The premise that is supposed to undergird all of our social policy, the founders’ assertion of an unalienable right to liberty, is not a falsifiable hypothesis. But specific policies based on premises that conflict with scientific truths about human beings tend not to work. Often they do harm.

One such premise is that the distribution of innate abilities and propensities is the same across different groups. The statistical tests for uncovering job discrimination assume that men are not innately different from women, blacks from whites, older people from younger people, homosexuals from heterosexuals, Latinos from Anglos, in ways that can legitimately affect employment decisions. Title IX of the Educational Amendments of 1972 assumes that women are no different from men in their attraction to sports. Affirmative action in all its forms assumes there are no innate differences between any of the groups it seeks to help and everyone else. The assumption of no innate differences among groups suffuses American social policy. That assumption is wrong.

When the outcomes that these policies are supposed to produce fail to occur, with one group falling short, the fault for the discrepancy has been assigned to society. It continues to be assumed that better programs, better regulations or the right court decisions can make the differences go away. That assumption is also wrong. …

In university education and in the world of work, overall openness of opportunity has been transformed for the better over the past half-century. But the policies we now have in place are impeding, not facilitating, further progress. Creating double standards for physically demanding jobs so that women can qualify ensures that men in those jobs will never see women as their equals. In universities, affirmative action ensures that the black-white difference in IQ in the population at large is brought onto the campus and made visible to every student. The intentions of their designers notwithstanding, today’s policies are perfectly fashioned to create separation, condescension and resentment–and so they have done.

Absurd teater

Det nye operahus er angiveligt blevet et eksklusivt værested for de bedre stillede. Derfor overvejer Det Kongelige Teater nu at indføre et såkaldt kvotesystem, der skal sikre en mere repræsentativ fordeling af operaens 1.400 pladser. I dag er det nemlig sådan, at alle pladser beslaglægges af de rige og smukke fra Nordsjælland, der i kraft af abonnement på forestillingerne har forkøbsret til operaens løssalgsbilletter. Og det skal der ifølge teaterets ellers så tænksomme kommunikationschef, Kresten Schultz Jørgensen, laves om på.

Er det genialt eller sindrigt, at indlade sig på noget sådant? Det kommer sandelig an på, hvad målet er. Enhver fornuftig økonom ved, at kvoter skaber utilsigtede forvridninger i markedet, hvorfor det helst skal undgås. Hvis kvoter overhovedet tages i brug, bør de suppleres af en ret til fri omsættelighed, så markedsøkonomiens pragtfuldheder ikke sættes helt ud af kraft. Men vi taler nok ikke om fordeling her. Nej, vi taler nok snarere om legitimitet.

Som nobelprisøkonomen George J. Stigler så fornemt har demonstreret i Director’s Law of Public Income Redistribution, er det helt forventeligt at middelklassen bruger de offentlige kasser til at suge penge ud af de velaflagte og de besiddelsesløse. Fænomenet er særlig udtalt, når det drejer sig om kulturtilbud. Her er de velaflagte og middelklassen nemlig rørende enige om, at det er er de dårligt stillede, der skal betale festen. Og når det bliver alt for tydeligt, rokker det naturligvis ved systemets legitimitet.

Det er nok igennem denne prisme, Det Kongelige Teaters overvejelser skal ses. Man befrygter, at den linde strøm af offentlige driftstilskud til operahuset vil decimeres, hvis pladserne kun er optaget af nordkøbenhavnske bourgeoisere. Modtrækket er kvoter. Det er absurd teater!

Desperate Housewives

Den norske familieminister Laila Dåvøy har givet erhvervslivet klar besked: Hvis de børsnoterede selskaber ikke lever op til kravet om 40% kvindelig repræsentation i bestyrelserne inden 2007, vil de blive tvangslukket. Det er ikke en småkikset norsk aprilsnar, vi taler om her. Nej, den gode dame mener det virkelig. Og ideen skal nok blive samlet op i de andre skandinaviske lande; i første omgang i Sverige, hvor et helt nyt feministparti stormer frem i meningsmålingerne, mens de tæver løs på den amerikanske underholdningsserie, Desperate Housewives. Vær beredt! Ligestillingsdebatten er på vej.

Hvordan kan vi hjælpe kvinderne på vej? Et punditokratisk bud kunne være, at nedbringe antallet af indsatte i Skandinaviens største kvindefængsel; den offentlige sektor. Stedet, hvor kvinder siden 60’erne har været isoleret i lavtlønsjob med dårligt arbejdsmiljø og ringe karrieremuligheder. Det er med andre ord på tide, at vi slår et effektivt slag for ligestillingen og privatiserer de klassiske velfærdsinstitutioner. Ikke kun for at få bedre og billigere service. Nej, simpelthen for at få bedre jobs til kvinderne. Spørg en sygeplejerske i USA eller Schweiz; det er sjovere at tjene 700.000 kr. om året end det halve.