Opgøret mellem den klassiske liberalisme og den nationalt orienterede kulturkonservatisme har været længe undervejs. Men nu sker der tilsyneladende noget! I Berlingske Tidende har flere skribenter, med salig Grundtvig som trojansk hest, kastet sig over den nyliberale ungdom, fordi de angiveligt skulle være helt og aldeles afstumpede på det værdimæssige plan. Men hvad er det så for værdier, de savner, disse unge mennesker? Tilsyneladende en helt grundlæggende forståelse for, at de er en del af et folkeligt fællesskab, forpligtet på den kulturelle nærhed, som nationen indlejrer dem i. Sagt på den pæne måde. For når vi søger ind bag fraserne, ind bag den banale og illusionsløse kendsgerning, at vi som mennesker altid er underlagt tid og rum, står vi tilbage med et stort og ubesvaret spørgsmål: Hvad konstituerer et folkeligt fællesskab? Er det en bestemt fornemmelse, en særlig følelse eller et immanent instinkt?
Det har desværre altid været en konservativ uvane, at beskrive nationer, kulturer eller folk som levende organismer. Det er et levn fra Platon, som i nyere sammenhæng bl.a. har fået mæle af Oswald Spengler; manden bag Untergang des Abendlandes. Heri udfoldes den biologiske analogi i sin rene og teutoniske form, hvor mennesker sidestilles med celler i en krop, der forventes at udfylde bestemte funktioner og i øvrigt underordne sig den fælles målsætning; organismens velfærd, trivsel og overlevelse. Frisatte celler eller individer, der agerer på egen hånd eller ud fra egennyttige motiver, opfattes i en sådan kontekst som en slags cancer. Men analogien er bedrag, trods dens åbenlyse pædagogiske potens. En celle i en krop har ikke en selvstændig eksistens. Hvis den revolterer, begår den selvmord. Men et menneske har en fri vilje, et personligt formål og en betydelig evne til at klare sig selv.
Det organiske og harmoniske folkefællesskab er med andre ord en myte; dog en myte der for tiden gives konkret indhold i en indegemt blanding af biedermeiersk verdensforskrækkelse og spenglersk civilisationskritik. Men sådan markedsføres det naturligvis ikke. Nej, kulturkonservative stiller artige spørgsmål, som fx Rüdiger Safranski: Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch? Og i en verden, hvor der altid er angstneurotisk søgning efter undergangsforklaringer, virker passager som denne helt tilforladelige:
“Den neoliberale globalisme er en legitimationsideologi for kapitalens uhæmmede bevægelse på jagt efter gunstige anvendelsesbetingelser”.
Safranski suppleres af andre germanere, der tænker og skriver i variationer over samme tema. Det drejer sig fx om Botho Strauss, der i Anschwellender Bocksgesang gør op med selve moderniteten, de intellektuelle og invandrerne; og om Peter Sloterdijk, der i Kritik der zynischen Vernunft gør op med rationalitet og oplysning, og senere i Die Verachtung der Massen på elitær vis gør op med det elitære. Og sådan kan man blive ved.
Hvorfor er disse forfattere så interessante i relation til en dansk værdidebat? Det er de, fordi de har danske tolke, der fungerer som aktive meningsdannere i forhold til den kulturkamp, som statsminister Anders Fogh Rasmussen har skudt i gang. Det drejer sig om unge kulturkonservative som Kasper Støvring, Morten Uhrskov Jensen, Michael Phil, Adam Wagner, Jesper Rosenløv og mange flere, der er aktive i det kulturkonservative og stærkt nationalt orienterede inspirationsnetværk Nomos.
Deres indflydelse kan diskuteres. Men når chefredaktøren for Berlingske Tidende bemærker, at statsministeren har rykket “fra økonomisk liberalist til kulturkonservativ”, så giver det næppe mening at påstå, at deres indflydelse på Venstres politiske udvikling er mindre end den, der mønstres af unge nyliberale. Desværre. For centrale personer i Venstre har indledt en forandringsproces, der trækker på intellektuel ammunition, der ligger langt fra Grundtvigs frisind og bevidst udnytter tågesløret i grænselandet mellem harmløs folkelighed og autoritært folkefællesskab. Det har unge nyliberale forsømt at gøre opmærksom på. Men tågen er ved at lette! Spørgsmålet er, hvilken side Niels Lunde vil befinde sig på, når det bliver daggry.
Jeg har ingen ide om, hvad en ånd er. Har aldrig set een? Men jeg vil hellere diskutere ånd med NOMOS-folk som Thue Kjærhus, Michael Pihl, Søren Krarup og Niels Lunde end med den gamle firebande eller Villy Søvndal. Det er da mere interessant! Dagens liberale modstandere er – heldigvis – NOMOS. Socialisterne er paralyseret sålænge vi andre takler hinanden. Det betragter jeg faktisk som en sejr for det borgerlige Danmark, hvor forskellige vi end er.
Det var faktisk ved at være tiden til at genlæse Bothos Strauss’ fremragende essay… Kommer der ikke snart et nyt Nomos:-)
Hvordan stiller en punditkrat sig til polygami og er Somalia og anarkokapitalisme forbilleder.Retoriske spørgsmål – javel, men jeg kunne godt li’ at få svar fra de offensive bloggere.