Fejringen af 60-året for afslutningen på Anden Verdenskrig kaster en strøm af artikler af sig. Som Claes Kastholm skrev i Berlingeren lørdag skyldes det ikke mindst, at vi moderne mennesker længes efter alvor i en tid med masser af pjank og slankekure.

Apropos Anden Verdenskrig har vi alle set, hvordan jøderne blev deporteret fra Italien til kz-lejre nordpå i filmen “Livet er smukt” med Roberto Benigni i hovedrollen som faderen, der forsøger at skjule den onde sandhed for sin søn. Men det er stadig noget nær en gåde, hvorfor Benito Mussolini, der hidtil ikke havde udvist synderlig antipati overfor jøderne, pludselig indførte sine racelove i 1938 efter Hitlers forbillede. Automatsvaret har som regel været, at antisemitismen var lige så naturlig i fascismen som i nazismen, men så simpelt er det næppe. I en artikel i New York Review of Books diskuterer den engelske forfatter Tim Parks, hvorfor il Duce – der som ung havde et bind af Platon liggende ved siden af en pistol på sit arbejdsbord, og som socialist skrev, at kirken var et lig – gik i Førerens fodspor.

Én teori er, at førstnævnte var opportunistisk og ville tilpasse sig Hitlers hårde linje, hvilket støttes af det forhold, at de tyske toner var svære at ignorere – selv for alliancepartneren Italien, men svækkes af den tilføjelse, at Hitler ikke synes at have forsøgt at presse Mussolini til noget.

En anden teori er, at Mussolinis invasion af Etiopien i 1935 aktualiserede racespørgsmålet og overbeviste diktatoren om, at italienerne måtte lære at herske. Derfor skulle de eliminere deres egne sentimentale, borgerlige tendenser, og da jøderne netop var et symbol på det behagelige, dekandente liv, gik det ud over dem. Det var med andre ord for at straffe de borgerlige, at jøderne blev ofret. Måske er forklaringen imidlertid mere freudiansk, om man så må sige.

En tredje teori er nemlig, at Mussolini beundrede Hitler dennes organisation og stærke stat. Selv om Rom havde 11 års forspring i forhold til Berlin, havde Hitlerstaten for længst overhalet Mussolinistaten, og da illusionisten Mussolini kommer hjem fra sit besøg hos Hitler i 1937, slår han ind på antisemitisme og strækmarch af ren og skær misundelse. Det fik alvorlige konsekvenser.