Tag-arkiv: David Hume

I Skotland idag for 249 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2025. 1 svar

Idag, for 249 år siden, døde den skotske filosof, historiker og samfundstænker David Hume i sit hjem i Edinburgh. Det er svært at overvurdere hans bidrag, ikke blot til liberalt tankegods, men overordnet til filosofi. Hans tyske kollega Immanuel Kant beskrev Hume som den, der havde vækket ham af sin ‘dogmatiske slummer’, og så sin banebrydende Kritik der reinen Vernunft som en direkte reaktion på Humes filosofiske udfordring. Humes A Treatise of Human Nature er stadig en inspiration, og hans indflydelse på blandt andet Adam Smith er også tydelig.

Men idag – og i dagens intellektuelle klima – er det også værd at huske på et helt særligt forhold ved Hume, som flere af hans samtidige understregede: Hume var udover at være en af århundredets største filosoffer også et behageligt, venligt og meget, meget vellidt menneske. Samtidig var han bestemt ikke konventionel, og lagde ikke skjul på at han var ateist. Humes ærlighed omkring, at han ikke troede på den gud – eller nogen gud – der var så vigtig for de fleste briter på tidspunktet, var også forklaringen på at han aldrig til ansættelse på et universitet. Det sørgede de kirkelige i ledelserne for – der skulle ikke en vantro ind på deres institutioner.

Et af de mest bekymrende særtræk ved det intellektuelle klima idag, er netop en udtalt uvillighed til at engagere sig civiliseret med folk, man er uenig med. Universiteter ‘canceller’ ansatte, redaktører af selv velsete videnskabelige tidsskrifter holder bestemte holdninger ude af deres sider, og mange forskere – også i Danmark – holder deres politiske holdninger for sig selv, i hvert fald hvis de er liberale. Hume var åben og ærlig omkring sine holdninger, men altid venlig og åbensindet overfor andres meninger og deres holdninger.

Hume var i mange år før sin død sin lige så berømte kollega Adam Smiths bedste ven. Da Hume den 25. august 1776 døde, skrev Smith meget offentligt – og sandsynligvis til mange modstanderes frustration, om sin vens karakter: “Upon the whole, I have always considered him, both in his lifetime and since his death, as approaching as nearly to the idea of a perfectly wise and virtuous man, as perhaps the nature of human frailty will permit.”

Smith mindede sin nutid og os om, at det vigtigste er ikke at have konventionelle eller ‘de rigtige’ meninger og værdier, men at være et ordentligt menneske. Det kunne man måske også med fordel minde mange om i den nuværende offentlige og videnskabelige debat.

Hvis nogen vil vide mere, er Dennis Rasmussens The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought om Hume og Smiths tænkning og venskab meget varmt anbefalet.

Punditokraternes julelæsning 2020 (1)

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2020. 2 svar

Julen nærmer sig, og dermed en tid hvor mange har lidt ekstra tid tilovers til at sætte sig ned med en bog. Måske er det ikke helt så presserende for tiden, da mange nok har taget begrebet ’arbejde’ lidt lettere, mens de har været tvunget til at ’arbejde hjemmefra’. Alligevel er dagene mellem jul og nytår særlige, og giver ekstra tid til at læse den bog, man fik juleaften eller dem, man burde have læst for længe siden. Vi har derfor tænkt os her på stedet, at give nogle få anbefalinger til hvad vores læsere kunne overveje at bruge tid på at læse.

Vores første forslag er Dennis Rasmussens fremragende The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought, som jeg læste for knap et år siden. Rasmussens bog fra 2017 handler som titlen siger, om to David Hume og Adam Smith – to af den skotske oplysningstids største navne og to af de mest indflydelsesride samfundstænkere nogensinde. Hume var den første filosof, der klart beskrev det såkaldte er/bør-problem, som nu er centralt i al samfundstænkning: Man må altid sørge for at skelne mellem, hvordan man synes en situation bør være fra hvordan man mener, at den faktisk er. Hans A Treatise on Human Nature er stadig en bog, man kan lære af og som beskriver problemer, samfundsvidenskaberne har genopdaget de sidste 30 år. Smith betragtes af de fleste som den moderne samfundsvidenskabs fader på grund af den monumentale Wealth of Nations, men hans tidligere The Theory of Moral Sentiments er på mange måder et lige så stort værk.

Rasmussen får meget elegant redegjort for mange af de tos tanker, det intellektuelle miljø der eksisterede i 1700-tallets sydlige Skotland, og også den indflydelse som kirken have på miljøet og mange beslutninger. Selv for læsere med indsigt i disse diskussioner give bogen både ekstra kontekst og er man ny på området, fungerer den fornemt som en introduktion til mange emner. Rasmussens fineste bedrift er dog måden, han fanger Hume og Smiths venskab og hvordan det udviklede sig over årene. Det er smukt og decideret rørende mod slutningen af Humes liv. Om man mest er interesseret i det filosofiske eller mere i venskabet, er Rasmussens bog varmt anbefalet!

Julegaveidé nr. 2: 13 Frihedstænkere

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2008. 25 svar

Ligesom sidste år indleder Punditokraterne i denne uge en serie med julegaveideer. Den første ideerne var John McCains selvbiografi, mens den anden idé kommer her: Cepos antologi om 13 frihedstænkere.

Tænketanken Cepos har bedt fem forfattere – Christopher Arzrouni, Otto Brøns-Petersen, Lars Christensen, Henrik Gade Jensen (der står som redaktør), Per Henrik Hansen og Mikael Jalving – om at skrive om frihedstænkere. Det er blevet til en bog med 13 korte karakteristikker af Niccolò Machiavelli, Thomas Hobbes, John Locke, David Hume, Adam Smith, Edmund Burke, Søren Kierkegaard, Laura Ingalls Wilder, Friedrich Hayek, Karl Popper, George Orwell, Ayn Rand og Milton Friedman.

Bogen er i sagens natur meget blandet, både med hensyn til hvordan de fem skriver og med hensyn til, hvem de skriver om. På trods af det er det blevet en fin bog, der enten kan bruges som oversigt eller som introduktion. I den sidste funktion er den særligt velegnet som enten gave til et yngre medlem af familien med interesser i den retning, eller som gymnasiesæt til at opveje de mængder af vrøvl, dagens studenter bliver ramt af i gymnasiet.

Men selv om man har læst mange af de tænkere, bogen dækker, er der også inspiration for mere garvede læsere. Arzrounis lille kapitel om Laura Ingalls Wilder og hendes serie om ’Det Lille Hus på Prærien’ (titlen på den måske mest kendte af bøgerne) gav i hvert fald mig lysten til at give de 70 år gamle, amerikanske børnebøger en chance. Ligeledes er det fantastisk at blive mindet om, hvad koryfæer som Adam Smith eller George Orwell skrev. Lad mig give to eksempler, som jeg under alle omstændigheder ret hurtigt relaterede til regeringens sundheds- eller forskningspolitik, og til debatten om udbredt ytringsfrihed versus indskrænkninger mod ’hate crimes’:

”Systemmageren […] forestiller sig, at han kan herse med de forskellige medlemmer i det store samfund lige så let som hånde flytter med brikkerne i et skakspil. Han kommer ikke på den tanke, at brikkerne på skakbrættet ikke har andre bevægelsesprincipper end dem, som hånden tvinger ned over dem. Men i det store skakspil, i de menneskelige samfund besidder hver enkel del sit eget bevægelsesprincip, som kan være helt forskelligt fra det, som lovgiveren måtte ønske at trykke ned over det” (Smith)

”Intet var ulovligt, da der ikke længere var love, men hvis det blev opdaget, var det sandsynligt, at det ville blive straffet med døden” (Orwell)

Der er grænser for, hvor meget vi selv kan tænke over tingene, og hvor bredt og dybt vores perspektiv er. Derfor er ’13 Frihedstænkere’ en god gave: Den minder os om, hvad større tænkere så, når det tænkte og talte om frihed og dens fjender.

Ugens citat: Støvrings non sequitur

Af Redaktionen, den 20. juni 2006. 24 svar

Den statskonservative Kasper Støvring (der for nogle måneder siden fik prygl med det intellektuelle spanskrør af Christopher Arzrouni i den anden Djævlens Advokat) har en kronik i dagens Jyllands-Posten, med den sigende titel “Staten bør støtte den nationale kultur”.  Heri dette fine eksempel på et non sequitur (med fremhævning tilføjet):

“En fælles national kultur er bevaringsværdig, fordi den skaber stor indbyrdes loyalitet mellem kulturens medlemmer. At danskernes nationalfølelse og tillid til hinanden ligger helt i top dokumenteres hyppigt. Senest i en ny international undersøgelse om “social kapital”, udgivet af forskere ved den spanske bank BBVA.

Derfor er der god ræson i at styrke den nationale identitet i globaliseringens tidsalder, hvilket også har været intentionen bag kulturministerens initiativ til at skabe en national kulturkanon. For også de “umistelige” kunstværker i kulturkanonen udtrykker hver på sin måde en idé om danskheden.

For konservative bør staten derfor støtte den nationale kultur.”

Hvor er David Hume, når vi virkelig har brug for ham?