Jeg faldt lige over en et par år gammel artikel fra Washington Post, der omtaler et studie af to amerikanske politologer, som tilsyneladende har data, der viser, at dét at se Jon Stewarts The Daily Show leder til politisk kynisme og måske til mindre valgdeltagelse:
“Two political scientists found that young people who watch Stewart’s faux news program, “The Daily Show,” develop cynical views about politics and politicians that could lead them to just say no to voting.
That’s particularly dismaying news because the show is hugely popular among college students, many of whom already don’t bother to cast ballots.
Jody Baumgartner and Jonathan S. Morris of East Carolina University said previous research found that nearly half — 48 percent — of this age group watched “The Daily Show” and only 23 percent of show viewers followed “hard news” programs closely.
To test for a “Daily Effect,” Baumgartner and Morris showed video clips of coverage of the 2004 presidential candidates to one group of college students and campaign coverage from “The CBS Evening News” to another group. Then they measured the students’ attitudes toward politics, President Bush and the Democratic presidential nominee, Sen. John F. Kerry (Mass.).
The results showed that the participants rated both candidates more negatively after watching Stewart’s program. Participants also expressed less trust in the electoral system and more cynical views of the news media, according to the researchers’ article, in the latest issue of American Politics Research.
“Ultimately, negative perceptions of candidates could have participation implications by keeping more youth from the polls,” they wrote.”
Er det så godt eller skidt? Det kommer naturligvis an på målestokken. Hvis man nu mener–hvad denne forsker, debattør og Groft Sagt-skribent godt kan forfalde til–at der er god grund til at være skeptisk overfor politikerne, og at det at stemme (i fraværet på store proces-relaterede fornøjelser) nærmest er fjolleri for folk, der ikke kan forstå sandsynlighedsregning, så er kynisme i vurderingen af selvsamme vel ikke så skidt? Vel nærmest det modsatte. Blåøjet idealisme om, at politik ligner et afsnit af West Wing, hvor de gode er en gruppe hyperaktive idealister, der vil bruge statsmagten til at gøre gode ting, og at de gør det ved at være de bedste og mest smarte, er i så henseende nok mere usundt.
Men hvad nu hvis kynismen leder til ligegyldighed? Ligegyldighed overfor også de dårlige ting? Hvad hvis f.eks. slaverimodstanderne og frihandelsforkæmperne i 1800-tallet havde sagt “Det nytter sgu’ alligevel ikke noget det hele …”? Hvad hvis den politiske kynisme snarere stimulerer, “Hvad får jeg selv ud af det politiske system”-attituden?
You tell me.
Selvfølgelig er det godt at gøre grin med politikere. Man skal ikke skyde sendebudet.
Hvis politikerne ikke kvajede sig, så ville Jon Stewart ikke have noget at gøre grin med.
Hvis politikerne ikke vil udstilles som kyniske, småt begavede magtmennesker, ja, så må de holde op med at opføre sig som kyniske, småt begavede magtmennesker.
Og amerikansk politik er helt ude at svømme hvad det angår. Må jeg spagfærdigt minde om at Sarah Palin var vicepræsidentkandidat for Republikanerne ved valget i 2008?
Hvordan kan man andet end at gøre grin med det? 24 timer, 7 dage om ugen, 365 dage om året (eller indtil valget er overstået)?
Det er da politikerne der gør folk kyniske, ikke det faktum at nogen tør sige at kejseren ingen klæder har på.
Ligegyldigheden skabes af politikere der lader sig styre af meningsmålinger og ikke principper.
Mærkelig påstand fra politologerne!
Som i det klassiske South Park afsnit: hvis valget står mellem Giant Douche eller Turd Sandwich, så kan det være fuldstændigt ligegyldigt om man stemmer.
mvh
Lasse Grosbøl
Den ene mands kynisme er den anden mands sunde mistro/realisme. Hvorfor dog være så hurtig til at acceptere journalistens/politologernes politiserende sprogbrug?
At forholde sig i udgangpunktet negativt og kritisk overfor politik og politikere er et sundhedstegn, ikke et problem der kræver en løsning. Hvis jeg skulle dømme alene på baggrund af den effekt, så er Stewarts show et ubetinget gode. Og så rager det i øvrigt ikke hverken journalisten eller politologerne om jeg (eller unge amerikanere) stemmer eller ej.
Hvis man læser mine forskellige skriverier her på stedet og andetsteds, kan det næppe overraske, at jeg er enig med de to kommentarer. Men alligevel synes jeg, at I misser–eller mangler at svare på–den sidste del af spørgsmålet. Kan der ikke være negative konsekvenser af politikerlede, politisk kynisme, o,.s.v.?
Og så en lille detalje: LG: “hvis valget står mellem Giant Douche eller Turd Sandwich, så kan det være fuldstændigt ligegyldigt om man stemmer.”
Anthony Downs, William Riker og de fleste moderne politologer vil formodentlig sige, at selv hvis valget ikke er mellem “Giant Douche eller Turd Sandwich” er det ret beset fuldstændigt ligegyldigt, om man (som enkeltperson) stemmer.
Jeg vil starte med at sige, at jeg igennem de sidste tre år, har udviklet en ret høj grad af politikerlede, fordi jeg har for mange dårlige oplevelser. Dels med at de lover alt muligt som de ikke holder, men også fordi at rækken af nye reguleringsforslag mv. kommer fra borgerlige partier. Det har ført til, at jeg ikke har den store lyst til at engagere mig mere, i hvert fald ikke i lige så høj grad. Men nok nærmere på andre punkter, og nogle gange slet ikke.
Et godt eksempel er ovre på Liberator, hvor hvor folk i høj grad og især Lasse B. O. er begyndt at interesse sig for Seasteading-projektet, som jeg vil formode har et helt enormt meget højere afkast for at skabe en “fri/friere” verden, på den ene eller anden måde, i forhold til at engagere sig i politik. Heri taget i betragtning, at der også er en markant risiko for at det flopper helt.
Men generelt er der da mange negative konsekvenser af politikerlede. Som jeg ser det, fravælger de dygtigste at gøre karriere på den politiske scene. Mange gider slet ikke engagere sig i det, fordi det oftest ikke er produktivt.
@ PKK
“Kan der ikke være negative konsekvenser af politikerlede, politisk kynisme, o,.s.v.?”
Bestemt. Nu stiller jeg jo selv op til Københavns Borgerrepræsentation, og jeg mener at politikerleden og kynismen er problematisk. Selv om valget i danmark kan være svært (ikke i mit tilfælde naturligvis, men I ved hvad jeg mener 😉 ), må man ikke overse at politikerne varetager en masse vigtige opgaver (for mange opgaver, men det er en anden sag), og at bedre politikere alt andet lige løser disse opgaver bedre. Ja ja, jeg ved godt at I vil have at politikerne IKKE skal løse disse opgaver, men løst bliver de, og her spiller kvaliteten af politikere ind. Punktum.
Derfor er det vigtigt at blande sig i lokalpolitik og ikke bare skrive klummer på Liberator. Jeg synes der er en tendens fra mange liberales side ikke at ville have med virkeligheden af gøre. Hvis ikke man kan få lov til at udleve Atlas Shrugged fra første dag, så er det ikke værd at beskæftige sig med.
Det er jeg uenig i. Jeg vil f.eks. gerne kæmpe mod den tiltagende bondamisering af København. Det bliver København ikke et liberalt utopia af, men den bliver måske lidt “ikke værre”… og det er vist hvad man realistisk kan håbe på i København 🙁
“er det ret beset fuldstændigt ligegyldigt, om man (som enkeltperson) stemmer.”
NEJ!
F.eks. til kommunalvalg kommer de nederste politikere på listen ind med få hundrede personlige stemmer (nudge, nudge, wink, wink) og her er det altafgørende at stemme personligt på nogen med de rigtige holdninger.
Det vil ikke gøre København til et liberalt utopia, men flere egentlige liberale på rådhuset vil flytte lidt på status quo. Det mener jeg godt man kan tillade sig at sige.
Mht. folketingsvalg kan man selvfølgelig godt sige at den enekelte stemme ikke betyder noget, MEN hvis alle blev hjemme fordi netop deres stemme ikke betød noget, ja så ville den ene der dukkede op i trods bestemme det hele! forklar det kære politologer! Stemmerne virker måske ikke nekeltvis, men de virker i flok, sådan er systemet.
Desuden spiller det også her en rolle HVEM der kommer ind, og her spiller selv få stemmer på de sekundære kandidater en stor rolle.
mvh
Lasse Grosbøl
“Mht. folketingsvalg kan man selvfølgelig godt sige at den enekelte stemme ikke betyder noget, MEN hvis alle blev hjemme fordi netop deres stemme ikke betød noget, ja så ville den ene der dukkede op i trods bestemme det hele! forklar det kære politologer! Stemmerne virker måske ikke nekeltvis, men de virker i flok, sådan er systemet.”
Men nu bliver alle jo ikke hjemme. Og man må tage udgangspunkt i virkeligheden når man gør op med sig selv om man vil stemme. Personligt stemmer jeg fordi det giver mig sådan en dejlig varm følelse i maven og fordi jeg gerne vil give mine børn en bedre ide om hvad demokrati er. Jeg har ikke nogen illusion om at blive tungen på vægtskålen. Men hvis vi fik en teoretisk situation hvor der ville være meget få der stemte ville min personlige cost-benefit-analyse naturligvis se anderledes positiv ud.
Derudover påstår Punditokraterne jo ikke, at systemet ikke fungerer. De påpeger blot, at det økonomisk set er mere rationelt at bruge lidt mere tid på arbejdet end at stemme. Men de påstår implicit, at en lav stemmeprocent ikke nødvendigvis er det samme som et dårligt fungerende demokrati.
@ JR
“Jeg har ikke nogen illusion om at blive tungen på vægtskålen.”
Men det er jo ikke set samme som at din stemme ikke betyder noget. Når stemmerne er talt op, er det den side med flest stemmer der vinder. Så selv om netop din stemme ikke har været tungen på vægtskålen, så betyder den dog noget, om det så kun er 1/1.000.000.
Når blokkene ligger så tæt som de gør i dansk politik som de gør i dag, så betyder den relative stemmeprocent (altså hvormange der dukker op og stemmer) mellem blokkene en hel del, uanset at din stemme drukner lidt i mængden.
Og så mener jeg stadig at de personlige stemmer er særdeles betydningsfulde for den førte politik, og her spiller din stemme en STOR rolle!
Selvfølgelig er en lav stemmeprocent ikke nødvendigvis lig et dårligt fungerende demokrati. Men det vil typisk være et tegn på et dårligt fungerende demokrati, f.eks. Europaparlamentet.
mvh
Lasse Grosbøl